mandag den 23. april 2018

Man har ikke hørt noget før man har hørt Schenker

Schenker i centrum på Hipgnosis' artwork til "Obsession". Omslaget spiller på guitaristens
psykiske uligevægt.

Øretæver. Sprut, stoffer og psykiske problemer. Det var den mistrøstige baggrund for et af den hårde rocks allersmukkeste albums.    

Flashback-artikel: Peter Béliath (Publiceret i Metalized nr. 99, aug./sep. 2015)  

UFO: OBSESSION
(Udgivet på vinyl i 1978 af Chrysalis. Udsendt af EMI på remasteret cd i 2008)

Hele albummet er nærmest én lang guitarsolo. En smuk, nervesitrende solo. Iørefaldende og fyldt med melodisk smerte.

Jeg taler selvfølgelig om Michael Schenker. Sammen med folk som Ritchie Blackmore (Deep Purple, Rainbow) og Gary Moore (Thin Lizzy m.fl.) tilhørte Schenker top-guitaristerne i 1970’ernes heavy rock. Schenker havde sin egen sound, sin egen tone. Og sandelig også sin egen spillestil.

Schenker havde en skarpskåret profil og signatur i sit spil. Han var øjeblikkeligt genkendelig. Også visuelt. Schenker var spinkel af bygning. Hans ansigt var skjult bag de lange, lyse lokker, når han på scenen gav sig hen til sin Flying V.

For det var mere end nogen anden Michael Schenker, som gjorde Gibson-modellen med V-faconen til et ikon i den hårde rock.

Michael Schenker er tysker. En meget følsom en af slagsen. Han havde allerede en brist, da han i 1973 – som 18-årig! – kom med i britiske UFO. Schenker talte dårlig nok engelsk, og tonen i UFO var hård. Det samme var livsstilen. Især sangeren Phil Mogg var hård ved den unge tysker. Kørte på ham psykisk. Og slog ham ved en enkelt lejlighed – hør Schenkers version her.

Smerten og frustrationen over livet i UFO kom ud i Schenkers guitarspil. Schenker var UFOs stjerne. Hans bidrag til sangskrivningen var essentielle. Ofte byggede UFO deres numre op omkring Schenkers soli. Det kom der nogle kanonsange ud af. Tjek lige åbnings-skæringen ”Only You Can Rock Me” på albummet Obsession. Et hammer-riff, der sparker kolossale mængder røvballeflæsk.

Men UFO havde også en anden stjerne: den vilde Pete Way, der med sin lavt-hængende bas og sin offensive optræden live blev showmæssig rollemodel for bl.a. Steve Harris (Iron Maiden) og Nikki Sixx (Mötley Crüe).

At Schenker ikke var uundværlig, demonstrerede UFO på skæringer som ”Cherry”, der blev brugt som singleudspil. ”Cherry” var skrevet af Mogg og Way uden Schenkers bidrag. Og den er et pragteksempel på UFOs evne til at skrive afvekslende sange, hvor dynamikken svinger fra nedtonede, nærmest ballade-agtige passager til heavy rock med fuld hammer.

UFO har efterladt sig en splittet arv. Stryper og mange af 1980’ernes hair metal-bands var inspireret af UFOs melodiske hårdrock. Men også mere bistre bands som Metallica, Mercyful Fate og Megadeth har betalt tribut til UFO, som må tage æren som et af den hårde rocks grundlæggende bands.

Men det var den guitar, vi kom fra. Schenkers guitar væver sig ud og ind af numrene på Obsession. Den flettes ind som fills og følsomme udbrud her, der og alle vegne, og på dén måde holdes hele albummet sammen i en velkomponeret helhed. Schenkers guitarspil på Obsession er nærmest en slags musikalsk svar på de smukke tribalistiske mønstre, man finder i tatoverings-kunsten. Man har ikke hørt noget, før ham har hørt Michael Schenker. <13>



UFO live. Pete Way (bas) og Michael Schenker i front.
I baggrunden Paul Raymond (rytmeguitar, keyboards), Phil Mogg (vokal)
og Andy Parker (trommer).

Michael Schenker: Startede sin karriere i Scorpions – lp-debut som 16-årig på albummet Lonesome Crow (1972). Kom i 1973 med i UFO, hvor han medvirkede på fem stilskabende studiealbums plus det legendariske livealbum Strangers In The Night (1979). Schenker gik solo i 1980 med bandet MSG (=Michael Schenker Group, en overgang kendt som McAuley Schenker Group), hvor især debuten og Assault Attack (1982) står som højdepunkter. Schenkers karriere har været plaget af mange udfald som følge af psykisk ustabilitet. Forsøg på at genforene den ikoniske tysker med hhv. Scorpions og UFO har været kortvarige og ofte stormomsuste. Schenker var i starten af 1990’erne med i supergruppen Contraband. Schenkers diskografi er rodet og bærer præg af et virvar af medlemsudskiftninger og kortlivede projekter. Schenkers status er primært hængt op på hans ungdomstid i UFO og de tidlige albums med MSG.


Læs mere Rifferama-begejstring om Michael Schenker her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama


søndag den 11. marts 2018

Ondskaben dør aldrig


Vil du have riffs? Jeg mener RIFFS! Bjergkæder af RIFFS, fjeldmassiver af RIFFS?!? Godt, så skal du bare hyre en ung, lyshåret guitarist – og skaffe dig noget parkinson!

Sådan lader logikken til at være. For der er ellers ingen logik i, at et ældgammelt heavy metal-band, som i deres yngre år i perioder virkede udbrændt, begynder at lange mesterlige albums ud til deres fans. Vel at mærke efter, at én af deres to stilskabende guitarister er gået på pension.

”Firepower” er Judas Priests andet album med Richie Faulkner, der i 2011 erstattede K.K. Downing som Glenn Tiptons twin lead-makker. At Priest overhovedet overlevede denne udskiftning, kom bag på de fleste. At den tilmed viste sig at revitalisere bandet på en måde, der minder om det boost, som Scott Travis gav Judas Priest, da han i 1989 overtog trommepodiet efter Dave Holland (R.I.P.), ja, den havde jeg i hvert fald ikke set komme.

Kigger man på Faulkners cv, er han en ubetydelig guitarist. Men Tipton har et mirakuløst gehør, og han kunne altså høre en Judas-broder i Faulkners spil. Eller måske snarere en Judas-søn, for Richie er født samme år, som Priest udgav deres store gennembrudsalbum, ”British Steel” (1980). Det mest imponerende ved Faulkner er, at han er så aldeles uimponeret. At han uden at ryste i læderbukserne kan deltage i sangskrivningen på et niveau, som K.K. næppe kunne overtrumfe.

Men lad os ikke glemme, hvem der er den kunstneriske dynamo i Judas Priest. Det er Glenn Tipton. Præcis hvorfor K.K. havde brug for at mistænkeliggøre Tipton i forbindelse med udsendelsen af ”Firepower”, er ubegribeligt for de fleste fans. ”Hvem spiller reelt guitarerne på albummet?” spurgte KK inkvisitorisk, med henvisning til Tiptons fremskredne sygdom. Læs her.

Rob Halford var hurtigt ude i medierne for at sætte K.K. på plads. Den parkinson-ramte Tipton spiller sine egne parter på ”Firepower”! Og allerede ved første gennemlytning kan man konstatere, at Tiptons fingeraftryk som riffmeister er spredt over hele albummet.

Jeg ønsker ikke at forklejne Faulkners bidrag til sangskrivningen. Men Glenn Tipton tilhører heavy metals absolutte elite, hvad angår det at kreere riffs.

”Firepower” holder en stolt riff-tradition i hævd. ”Riff After Riff” kaldte fans i sin tid ”Sin After Sin” (1977). Og på det punkt følger ”Firepower” trop. Prøv at sidde bumstille under riffet i omkvædet til ”Flame Thrower”. Kropumuligt!

Det nye album har endnu skarpere riffs end forgængeren ”Redeemer Of Souls” (2014). Og mange af sangene på ”Firepower” er struktureret efter episke mønstre, som leder tankerne hen på Judas Priests kunstneriske storhedstid i halvfjerdserne. Sæt ”Sad Wings Of Destiny” (1976) på og hør de store dynamikudsving, se de musikalske farver changere, og føl stemninger kæntre fra smerte til had med et karatehugs præcision.

”Firepower” har nogle af disse kvaliteter. En fiks detalje er fx, at den dystre intro på ”Never The Heroes” flyder ud i Ian Hills basspil, der således er med til lave et underliggende stemningsmaleri.

Det er ikke kun i riffingen, ”Firepower” brillerer. Det er også i melodierne og i solosekvenserne. Effekten af guitarduellen i ”Children Of The Sun” løfter musikken et pænt stykke over ordinært heavy metal.  

På ”Firepower” indgår det episke og det skallesmækkende en alliance – akkurat som det var tilfældet på fx ”Stained Class” (1978).

Lad gå, at ”Firepower”s to åbningsnumre er overivrige efter at please lytteren med nakkegymnastik à la ”Painkiller” (1990). Jeg bilder hverken mig selv eller andre ind, at der er noget egentligt nyskabende på ”Firepower”. Men der er en friskhed i numrene, en kådhed, hvor det hårdslående og det iørefaldende smedes sammen i en ubrydelige enhed. Hør Halfords dolkestød af en hookline i omkvædet” på ”Evil Never Dies”.

Smertensbarnet i Judas Priest har alle dage været Rob Halford. The Metal God, der allerede tidligt i sin karriere havde problemer med at holde de sølverne stemmebånd blanke under det hårde turnéliv. På ”Firepower” gør han det godt. Virkelig godt. Måske det bedste vi har hørt Halford, siden han i 2000 fandt ud af sin midtvejs- og identitetskrise med det fænomenale heavy metal-comeback, ”Resurrection”.

Rob Halford er en stor, om end ujævn rockpoet. Jo, der er tåkrummere på ”Firepower” – altså, hvor mange hårdrocksange har vi ikke allerede om lynnedslag og om aldrig at overgive sig? Men der er sandelig også fejende flot poesi som fx:  

The devil’s moved from Georgia 
His mission’s still the same 
The world’s become his oyster once again

Det er specielle tekster, Halford skriver. Også når han udplyndrer genrens skatkammer af klichéer. Hvis fans virkelig lyttede til, hvad Halford synger på ”Firepower”, tror jeg, der ville rejse sig et ramaskrig. Halford vover at gå imod metalgenrens teologiske trend.

Halford havde allerede i sine unge år en evne til at hugge ordene ud som skulpturer, ligesom hans metalliske form for symbolisme gav plads til en samfundskritik, der var mere flertydig og åben for fortolkning end datidens noget udtrådte socialrealisme.

På ”Firepower” er der også tekster, hvor der inde bag symbolerne gemmer sig kommentarer til den politiske situation og det økologiske ragnarok omkring os. Fx er ”Never The Heroes” et smukt alsangs-egnet nummer, som danner modbillede til den patriotisme, som bl.a. Five Finger Death Punch har blameret sig med de seneste år.

Produktionen? Andy Sneap og Tom Allom hører ikke blandt mine yndlingsproducere. Men ”Firepower” har Priests bedste lyd, siden Chris Tsangarides (R.I.P.) gav Tipton & Co. eksplosionskraften tilbage på ”Painkiller”. Musikken kommer bedre ud af højttalerne, end den gjorde på den noget altmodisch producerede ”Redeemer Of Souls”. ”Firepower” har en moderne sound, men den kvæles ikke i den hyperkompression, som er blevet resultatet af den såkaldte loudness war.

Forbedringerne og fremskridtene når helt ud i coveret. Åh ja, hvordan gik det lige til, at Judas Priest, der oprindelig havde verdens bedste og mest banebrydende pladeomslag, endte med være serielle spredere af grafisk crap?

Nuvel, denne gang har Claudio Bergamin fået opgaven. Et besynderligt valg, vurderet ud fra hans portfolio. Men den italiensk/chilensk kunstner har faktisk skabt et cover, som har (LIDT!) af den futuristiske dynamik, jeg personligt elsker de tidlige Priest-omslag for. Indtil man vender pladen om og kigger på bagsiden … I guder!!!

”Firepower” er ikke et formfuldendt album som fx ”Killing Machine” (1978). Men det er et vitalt og stilsikkert album, hvor der – ahem – ikke rystes på hånden. <13>


Judas Priest: ”Firepower”, dobbelt lp, sort vinyl (Columbia/Sony Music)

Læs flere artikler om Judas Priest her på Rifferama (se tags i venstre spalte).


Judas Priest fra venstre: Travis, Hill, Halford, Tipton, Faulkner.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

søndag den 18. februar 2018

De mejer metal-genren ned


Maggot Heart

Lørdag aften slog metallens fremtid ned i CPH. På halvanden time rev Reveal og Maggot Heart genren ned og byggede den op på ny. Det foregik på Spillestedet Stengade.

I 2018-perspektiv er både Reveal og Maggot Heart unge. Men de består af garvede musikere med CV’er, der bl.a. namedropper In Solitude, No Future, Repugnant, The Oath, Beastmilk, Procession, Death Alley.

Reveal var ikke kønt. Hverken at se på eller at høre på. Uppsala-gruppen mejer metalgenren ned. De dekonstruerer den, jævner den med jorden, så en ny, frisk tonekunst kan bygges op af brokkerne.

Præcis hvad sangeren Crack sang af ord, skal jeg ikke gøre mig klog på. Måske skreg han bare. En overgang proppede han mikrofonen langt ind i kæften og gav hals med begge hænder frie til manisk gestik. Han havde en hobby-saks stukket ned i støvleskafterne. Dadaismen længe leve!

Jeg stod og tænkte: Hvad minder det her om? Ikke lige noget, jeg havde oplevet før. Og dog. For inde bag kakofonien hørte jeg noget, som i korte flash mindede mig om støjen fra post-punk. Som var disse fire langhårede ungersvende kravlet op i røven på The Birthday Party eller No Knox og nu gav sig til at smadre løs på deres instrumenter.

Men det er selvfølgelig kun en gammel mand, der kan få en sådan forestilling. For det her var 2018, hvor noget nyt er ved at ske. På Stengade skete det til lyden af grise, der fik skåret struben over.

Maggot Heart ligger langt tættere på traditionel rock end Reveal. Men også her var der skåret ned på hårdrock-klichéerne. Ingen dobbelte stortrommer, ingen fjeldvægge af Marshall-forstærkere. Bare det allermest nødvendige gear og en enkel, iørefaldende hårdrock med et groove, der i lange stræk var mindst ligeså inciterende som L7s.

Maggot Heart har en nervetråd i klemme i post-punken, men man leder forgæves efter den selvhøjtidelige skjoldmur, som firsergenerationen rejste omkring sig selv.

Kapelmester Linnéa Olsson ledte mest mine tanker hen på en blond udgave af Joan Jett. Stærk, lidt sky men alligevel selvbevidst stod hun dér ved mikrofonen og sang sine tekster, mens hun håndterede den seksstrengede.

Olsson var smuk, iført stramtsiddende bukser af kunstlæder – men der var ikke dømt dum blondine. For i de øjne ser man noget, der er skarpt som stål. Her er en ung sangskriver, som ved, hvad hun vil med sin musik. Det her foregår på Linnéas præmisser, dette er Linnéas sag og de unge kvinders sag.

Med på scenen havde Olsson to mænd (Neta Shimoni (guitar), Uno Bruniusson (trommer)) og en anden ung kvinde, tæt på at ligne Olssons dobbeltgænger: Olivia Airey.
   
Pigepower-effekten udeblev da heller ikke. Op mod halvdelen af publikum var kvinder, mange purunge. Spejlneuronerne virker. Og i Maggot Heart er der noget at spejle sig i. Her er et talerør for storbypiger, for ”City Girls”, som en af Maggot Hearts sange hedder.  <13>

Maggot Heart & Reveal på Spillestedet Stengade, lørdag den 17. februar 2018

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

søndag den 28. januar 2018

Lad ulvene begynde at hyle igen


Mindeartikel: Peter Béliath (Publiceret på Rifferamas Facebook-side, februar 2014, i anledning af 20-års jubilæet for udsendelsen af ”In The Nightside Eclipse”. Artiklen er let redigeret)

I februar 1994 udsendte et af verdens mest forhadte bands deres debutalbum.

Emperors black metal-storværk ”In The Nightside Eclipse” kom på gaden den 21. februar 1994. Trods albummets ubestridelige kvaliteter udkom det i første omgang ikke i Danmark. De danske distributører boykottede bandet pga. Fausts, Samoths, Tchorts og vel egentlig også Ihsahns forbindelse til den såkaldte Black Metal Mafia (aka Den Sorte Cirkel), der på det tidspunkt var berygtet for brandattentater mod kirker, mord og vilde politiske og religiøse udtalelser.

Man må forstå, at i 1994/5 blev Emperor betragtet som et af de farligste bands i verden. De var pariaer! Jeg måtte drage til Göteborg for at købe et eksemplar af albummet, før de danske distributører nogle måneder senere forbarmede sig.

I min anmeldelse i Jam Magazine nr. 54 (februar 1995) beklagede jeg boykotten, ”for Emperor er andet end mord og kirkebrand; debutalbummet ”In The Nightside Eclipse” er intet mindre end et mesterværk. Musikken er voldsom og episk med inspiration fra filmsoundtracks og klassisk musik, og teksterne rådyrker de mørkets magter, der bebor de norske fjelde og fjorde.”  

I anledning af 20 års-jubilæet for udsendelsen af ”In The Nightside Eclipse” blev Emperor gendannet. Ihsahn, Samoth og Faust optrådte således på årets Wacken og flere andre festivaler. På de fotos, der er knipset i anledning af gendannelsen, ser d’herrer rigtig rare ud. Det var ikke ligefrem tilfældet i 1994.     
Bandfotoet, som pryder dette Rifferama-indspark, er sakset fra det legendariske Slayer nr. 10, som i 1994 rapporterede fra den skumleste metalundergrund – magasinet bragte bl.a. et interview med den fængslede Samoth. Det var dengang, det borgerlige Norge fik kuldegysninger, når Ihsahn kvad: ”May the wolves start to howl again …” \13/  

Eftertanke, 2018: At det danske distributionsselskab tøvede med at udsende ”In The Nightside Eclipse”, er måske ikke uforståeligt. Allerede i 1993 var Fenriz (Darkthrone) ude med en proklamation på vegne af Black Metal Mafiaen: ”Vi har fascistiske holdninger; vi er fjender af fred og lykke i verden.” Læs uddybende artikel her. Tilsæt et utal af voldelige handlinger (nedbrænding af kirker, overfald på kristne, mord, hærværk, dødstrusler etc.). Det er måske ikke lige det, man har allermest lyst til at lægge firmanavn til, hvis man i forvejen har humanistiske holdninger.   

Det underlige er snarere, at jeg stillede mig så relativt ukritisk over for den norske black metal-bevægelse (efter et par famlende brokkerier i begyndelsen). Ingen i mit netværk fattede, hvad jeg havde gang i. Jeg stod til at starte med helt alene med black metal, ikke mindst i metalpressen, hvor (næsten) alle, lige fra mastodonten Kerrang! til små fanzines, hadede og hånede black metal. At jeg overhovedet fik lov til at skrive så meget om den sorte scene skyldtes, at jeg var boss på Jam Magazine – et gratisblad med et oplag på 20.000 eksemplarer. Aldrig før eller senere er jeg nået ud til så mange læsere.  

Hvorfor var jeg så fascineret af Emperor & Co.? Forklaringen skal nok søges i tiden. I det historiske tidspunkt, hvor det her foregik. Jerntæppet var faldet, og der var intet alternativ til vestlig materialisme. Jeg søgte et alternativ i det åndelige, bl.a. i Friedrich Nietzsches filosofi, i nordisk mytologi og Erwin Neutzsky-Wulffs forfatterskab. Jeg længtes efter storhed, efter en ny tidsalder som dengang, da det strålte i Norden, da himlen var på jorden, for nu at citere Adam Oehlenschläger.    

Derfor var Emperor & Co.'s omvurdering af værdierne, af deres togt hinsides godt og ondt nogenlunde kompatibelt med mit iøvrigt stærkt romantiske livssyn. Jeg husker en samtale med en af mine kolleger på NRG. Han sagde noget klogt: ”Det er ikke de nedbrændte kirker, der er interessante. Det er det, der fører til de nedbrændte kirker, der er interessant.”    

Til NRG skrev jeg en artikel, hvor jeg analyserede black metal: Slaver af Den Hornede – den blev en aha-oplevelse for mange, omend den set i bagklogskabens lys har et par skavanker. Læs artiklen her.   

Norsk black metal var et ungdomsoprør, ikke et venstreorienteret ungdomsoprør, men et konservativt ungdomsoprør. Det gik med det som med alle de andre ungdomsoprør: med The Summer of Love i tresserne og med punkens anarkisme i halvfjerdserne. Det tog kun nogle få år, så var ånden feset ud af den norske black metal. Den blev til en handelsvare, som satte sit positive præg på Norges betalingsbalance. Kommercialiseringen af den ellers så kompromisløse musikkultur er kommet så vidt, at Hollywood i disse uger udspyr en biopic om excesserne omkring Euronymous og Greven. 

I dag ser jeg 1990'ernes black metal i et andet lys. Jeg finder stor værdi i genrens æstetik, i tonekunsten, i artwork og attituder, i corpse paint og scenekostumer. Hvis man betragter scenariet fra en lidt skæv vinkel, kan man se sammenfald med 1970'ernes glam rock.    

David Bowie lærte os, at det først er, når man bærer maske, at man finder sig selv, sin kunstneriske identitet. Maske hedder på latin persona. Bemærk forbindelsen mellem maske og personlighed. Og i antikkens teater gik der en direkte linje fra teater/drama (scenekunst) til religiøs kult. Ved at iføre sig masker plus stramt læder, nitter og patronbælter, ved at påkalde natten og mørkets kræfter blev Euronymous, Faust, Greifi Grishnackh, Fenriz & Co. instrumenter for en kunst, som ikke var af denne verden. 

Akkurat ligesom Aladdin Sane var Ihsahn (bemærk navnenes lighed!) en skikkelse fra en anden dimension. De kom begge fra en anden verden. De kom for at samle en kult omkring sig ved skabe ravage, ved at sprede ekstase, rockfurore. Og ligesom David Bowies alter ego Ziggy Stardust efterlod black metal-karaktererne sig diverse eksempler på Rock And Roll Suicide. Tragik er en del af det drama ...

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama