søndag den 2. juli 2017

Kolonihave-idyl iført patronbælte og battle vest

Deströyer 666 stangede allerede fra starten.
Metal Magic Festival er de heavies samfund, når det er mest TRVE. Her er et rifferat af yours tr00lys oplevelser på festivalen i 2016.

Koncertreportage: Peter Béliath (Publiceret i Metalized nr. 105, aug./sep. 2016)

Jeg vidste det! Jeg fik stress allerede efter et par timer. Metal Magic Festivals fredagsprogram var så tætpakket, at jeg måtte rende fra den ene scene til den anden i pendulfart. Normalt, når jeg er til festival (og det gælder også Copenhell), så kan der gå en halv dag mellem, at der optræder et band, som jeg brænder for at se. Men på Metal Magic kom disse opflammende koncerter i salver. Der spillede konstant et band, der var værd at se. Og på et tidspunkt (efter at have stået i regnen og headbanget til DeathRiders) måtte jeg tage en time-out. Sætte mig ned og få noget at spise og prøve at nyde en øl uden at risikere at stå og hælde den hujende ned ad nakken på en af dem, der stod foran mig til koncerterne.

Rifferenten sammen med Obersten.
Både mad og drikke er billig på Metal Magic, og vurderet ud fra mine opgivelsers adfærd havde især øl-priserne en vis effekt på forsamlingen. Men det var druk uden aggression. Headbangere er et kultiveret folkefærd, der kan styre deres brandert, og som kan diskutere passioneret om uenigheder i musiksmag, uden at der kommer dårlig stemning ud af det. 

Copenhell roses ofte (og med rette!) for den gode stemning. Men det er for intet at regne i forhold til Metal Magic, som nærmest er kolonihave-idyl iført battle vest og patronbælte. De heavies samfund, når det er mest TRVE.
Festival-faciliteterne er beskedne, men de fungerer tiptop. Betjening er høflig, og det er superlet at falde i snak med folk. Leder man efter en 7” single med et obskurt bulgarsk horror metal-band, er der god chance for, at man kan finde den i en af boderne. Hoodies, vinyler, patches, cd’er, bøger, dvd’er – det hele bydes til salg. Til yderst rimelige priser!

LUCIFERICON var første band, jeg så. Hollænderne tilbød noget ud over den sædvanlige blastbeat- og growl-rumlen, nemlig gode sange. Et af medlemmerne optrådte i en Possessed-t-shirt, yes! Lucifericon viste demonstrativt fra start til slut, at de havde styr på døds-rødderne, og gennem lydtrykket kunne man ane arven fra Necrovore. Lucifericon mestrede virkelig kunsten at tale i dødstunger, for nu at parafrasere end af deres sangtitler. Det var brutalitet med stemning og mening, ikke bare pløj. Det var dødsmetal med hug i dybden, og legender som Allan Iversen og Krigsguden headbangede på forreste række.

Der findes en britisk undergrund, som har lavet et kunstnerisk Brexit. Dvs. at de har meldt sig ud af det internationale trendsetteri og derfor ikke er underlagt de amerikanske 1990’er-moder, der stadig udsuger store dele af metalscenen for ægthed. Metal Magic har spottet, at der ikke mindst i Irland foregår noget interessant. De havde således booket en række spændende navne: ZOM, Vircolac m.fl. Jeg var klog nok til at tjekke ZOM ud. Og det blev en oplevelse for livet!

ZOM: Terrorangreb på al normalitet.
ZOM hørte afgjort til blandt de mest interessante bands på festivalen. Dublin-trioen blev dannet i 2011, og de havde en E-K-S-T-R-E-M lyd. En crusty sound, som om store skorper af rust og slagger blev blæst ud af højttalerne. Det var som at stå i en stålstorm af feedback og ekko. Det var ægte alternativ musik. Et terror-angreb på al normalitet. Det lød som dødsmetallens genfødsel, komplet med smerteskrig og indsmurt i en sort blodkage. Mens ZOM tonsede igennem deres sæt, blev min hjerne bombarderet med associationer til Autopsy, Hellhammer, Voivod, Amebix, Sadistik Exekution, Von etc. Og så alligevel ikke, for ZOM er ZOM. There can be only one!

MANILLA ROAD kunne have været skarpere, og deres sæt kunne have været strammere. Det blev lidt for meget hygge-hejsa i længde. En skam, for Kansas-gruppen har et ærefrygtindgydende bagkatalog. Mark ”The Shark” Shelton har fået ulvegråt hår, og han har en stemme som en gammel vismand – eller riddle master. I de stræk, hvor det kørte bedst for Manilla Road, leverede de episk metal med islæt af myte og mystisk. Det blev til en musikalsk færgefart over Styx, og dermed blev det åbenbaret, at death metal ikke har monopol på at være Dødens metal. Hos Manilla Road er det dog ikke splat og indvolde, der svælges i. Derimod udmaler Shelton & Co. døds-temaets dybere mytologiske lag. Sætlisten var imponerende, men afslørede også, at gruppen lever i skyggen af Sheltons præstationer i 1980’erne. Før ekstranumrene fik vi da også stormfulde versioner af ”Necropolis” og ”Crystal Logic”. Manilla Road gav udtryk for deres dybe taknemlighed over at spille på Metal Magic, og ”Heavy Metal To The World” satte et passende punktum for koncerten.

IN AETERNUM husker jeg som del af 1990’ernes blakkede svensker-boom (Dissection, Necrophobic, Dawn, Sacramentum etc.), så det var et kærkomment genhør på Metal Magic. Den nyligt udsendte ”Wolfpack” beviste, at de halvgamle herrer stadig har det i sig. In Aeternum spillede foran et bagtæppe, hvor der var afbildet et overdimensioneret gedekranium i et pentagram. Så var scenen ligesom sat. Der blev gået til den. Skaldepander headbangede på scenen, og David ”Impious” Larsson demonstrerede, at nitter passer perfekt sammen med et stort vikingeskæg. In Aeternums musik er mindre melodisk end typisk blackened svensker-død, og koncerten var grum og intens lige til sidste stortromme-bulder.

Organisk videreudvikling af Mercyful Fate.
DENNER/SHERMANN var fredagens hovednavn på Metal Magics udendørsscene. Og de spillede højt. Ørepropper? Glem det, man skulle næsten have nyrebælte på. Det betød, at det i starten var svært at høre Michael Denners soli. Men ro på. Denner/Shermann levede op til deres status som headlinere. Sættet var en mirakuløs blanding af Mercyful Fate-klassikere og nye sange, som demonstrerede, at riffmeister Hank Shermann og Michael Denner stadig har evnen til at skabe kompositioner, der vil finde indpas i heavy metals arsenal af udødeligheder. Jeg var især imponeret over de nye numre fra albummet Masters Of Evil. De stod sig rigtig godt side om side med ”Evil”, ”Curse Of The Pharaos” og de andre Mercyful Fate-numre.

Reelt er Denner/Shermann en organisk videreudvikling af Mercyful Fate. Det er traditionelt metal spillet med ekstremmetallisk power. Og det er fuldstændig unikt! Denner/Shermann har naturligvis fornyet interessen for en Mercyful Fate-genforening. Og det er især Sean Peck, som MF-fundamentalisterne gransker for fejl. De vil have King Diamond tilbage på scenen sammen med Denner og Hank Shermann. Bevares, jeg har set bedre sammenspillede bands, end Denner/Shermann var denne aften, men én ting står fast: Sean Pecks præstationer var godkendt. Hver fugl synger med sit næb, og Pecks røst er mere i stil med Ripper Owens’ end med King Diamonds. Både som ceremonimester og som vokalist gjorde Sean Peck en god figur. Da jeg forlod festivalen spekulerede jeg over, om der reelt eksisterer et band på jordens overflade, som for tiden kan overgå Denner/Shermann – både hvad angår kompositioner og individuelle præstationer.  <13>

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama  


søndag den 7. maj 2017

Fra rædselsrock til disco


Kiss for dummies: Hvad er lort, og hvad er lagkage i det enorme bjerg af albums, som Kiss har udgivet siden 1974?

Diskografi: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 30, november 2006)

[Achtung bangers! Diskografien omtaler kun albums af Kiss i originalbesætningen: Gene Simmons, Paul Stanley, Ace Frehley, Peter Criss. Derfor er ellers udmærkede plader som ”Creatures Of The Night”, ”Revenge”, ”Sonic Boom” og ”Monster” ikke medtaget.]



”KISS”
(Casablanca, 1974)
******
Kiss struttede af selvtillid allerede fra starten. Debuten indeholdt hele syv af gruppens mest legendariske sange: ”Strutter”, ”Deuce”, ”Black Diamond”, ”Cold Gin”, ”100.000 Years”, ”Firehouse” og ”Nothin’ To Lose”, og lp’en hører til klassikerne i amerikansk hard rock.




”HOTTER THAN HELL”
(Casablanca, 1974)
******
Hvis produktionen på debut-lp’en var garage-agtig, var lyden på ”Hotter Than Hell” direkte infernalsk. Det er her, man finder Kiss’ heavieste sange, såsom ”Parasite”, ”Strange Ways” og den bizarre ”Goin’ Blind”. Sidstnævnte var en gammel sang fra dengang, Kiss hed Wicked Lester, og ”Watchin’ You” var oprindelig at finde på Kiss’ første demo.




”DRESSED TO KILL”
(Casablanca, 1975)
******
”Dressed To Kill” bestod af standard-rock’n’roll i en skrabet produktion og havde kriminel kort spilletid (30 min.). Kiss’ lager af sange var næsten brugt op. ”Lover Her All I Can” og ”She” stammede fra Wicked Lester-tiden, de øvrige numre blev skrevet i studiet, bl.a. ”Rock Bottom” og ”C’mon And Love Me”. Pladeboss Neil Bogart krævede en hitsingle og fik ”Rock And Roll All Nite”.





”ALIVE!”
(Casablanca, 1975)
******
Kiss’ store gennembrud. Dobbelt-lp’en, der hovedsageligt var optaget i Kiss-højborgen Detroit foran et amok-publikum, bød på adrenalin-drevne hammerversioner af bl.a. ”Deuce”, ”Parasite”, ”C’mon And Love Me” og hitliste-stormeren ”Rock And Roll All Nite”. En af rockhistoriens bedste livealbums.




”DESTROYER”
(Casablanca, 1976)
******
Som nybagte millionærer hyrede Kiss selveste Bob Ezrin (Alice Cooper, Pink Floyd etc.) til at producere ”Destroyer” – en stramt komponeret og flot orkestreret plade med strygere og hele pivtøjet. ”Detroit Rock City”, ”God Of Thunder”, ”Flaming Youth”, ”Shout It Out Love”, ”Do You Love Me?” og hitballaden ”Beth” stammer alle fra dette mesterværk. Coveret med de fire rocksupermænd midt i et ragnarok er ligeså klassisk som musikken.




”ROCK AND ROLL OVER”
(Casablanca, 1976)
******
Tilbage til den gamle Kiss-formel: rock’n’roll uden dikkedarer. “I Want You”, “Calling Dr. Love”, “Makin’ Love” og seks andre skæringer med hårdtslående rock’n’roll gik op i en højere enhed med balladen “Hard Luck Woman”, hvor Criss sang med sandpapirsrøst à la Rod Stewart. Kiss’ mest miskendte album.




”LOVE GUN”
(Casablanca, 1977)
******
Pladen, der kanonerede ”Love Gun”, ”Christine Sixteen” og S&M-rockeren ”Shock Me” ind i Kiss’ imponerende række af klassikere. Skiven bar i øvrigt præg af, at Casablanca pressede citronen vel hårdt ved at kræve en Kiss-lp hvert halve år.




”ALIVE II”
(Casablanca, 1978)
******
Et fremragende livealbum med koncert-optagelser af cremen fra de tre seneste lp’er. Pladens side 4 bestod dog af fem nye studie-indspilninger, hvoraf Ace kun medvirkede på den fantastiske ”Rocket Ride”. Druk, narko og intern splid var begyndt at tære på kræfterne.




”DOUBLE PLATINUM”
(Casablanca, 1978)
******
Dobbelt ”best of”-album, der dækker perioden ’74-’78. ”She”, ”Calling Dr. Love” etc. var blevet remixet (ikke til Kiss’ udelte begejstring), og ”Strutter” var genindspillet i en danserytmisk ’78-version. Alligevel er dette den klassiske (og bedste!) Kiss-opsamling. Ikke for ingenting spillede bandet hele 14 af ”Double Platinum”-numrene på deres reunion-tour i ’96-’97.




”GENE SIMMONS”
(Casablanca, 1978)
******
Bakket op af celebre gæster som Bob Seger, Aerosmiths Joe Perry, Donna Summer og hans daværende parringspartner, Cher, chokerede Gene med et besynderligt sammensurium af The Beatles-agtige ballader og gakkede poprock-numre blæst op med soul’ede korarrangementer. Læg dertil en øm fortolkning af Jesper Fårekyllings ”When You Wish Upon A Star”.





”ACE FREHLEY”
(Casablanca, 1978)
******
Ace gik i studiet med en håndfuld bundsolide rock’n’roll-sange som ”Rip It Out” og den outspacede ”Ozone”. Den instrumentale ”Fractured Mirror” var pladens glansnummer, og så tog Ace røven på alt og alle med en coverversion af Hellos ”New York Groove”, der blev det eneste singlehit fra de fire solo-lp’er.




”PETER CRISS”
(Casablanca, 1978)
******
Kiss-trætte Criss skuffede de fleste af sine fans med en gang softrock. Pladen havde dog sine momenter som den vidunderligt smukke ”Easy Thing” og ”I Can’t Stop The Rain”, men for få af sangene hævede sig over ballade-banaliteter og r&b-trivialiteter.




”PAUL STANLEY”
(Casablanca, 1978)
******
Stanley leverede en række veloplagte hard rock-sange i typisk Kiss-stil, om end bl.a. ”Tonight I Belong To You” og ”Take Me Away” med deres stemningsfulde akustiske passager var lidt mere sofistikerede end de gængse Stanley-numre. Den mest helstøbte af solopladerne.





”DYNASTY”
(Casablanca, 1979)
******
Kiss gik disco på megahittet ”I Was Made For Lovin’ You”. Der var sat fokus på det dansable og radiovenlige. Især ”Sure Know Something” og Aces flabede fortolkning af Rolling Stones’ ”2.000 Man” reddede pladens ære. Criss var udbombet og spillede angiveligt kun på et ud af de ni numre.




”UNMASKED”
(Casablanca, 1980)
******
Peter Criss var ude, men optrådte af kontraktmæssige grunde på coveret. Musikalsk havde Kiss forvildet sig ind i diskotekspoppen. ”Shandi” og de øvrige ti skæringer var lamme. Hvad der evt. måtte være af rockpotens i specielt Aces kompositioner blev neutraliseret af Vini Poncias sterile produktion.






”MTV UNPLUGGED”
(Mercury, 1996)
******
Kiss unplugged på MTV den 9. august 1995. Hyggeligt, men også lidt kedeligt. Albummet indeholder “Goin’ Blind” m.fl. i lejrbålsversioner. Trækplastret var, at Ace og Peter optrådte med Gene og Paul for første gang siden 1980. Succesen var i hus, og vupti: Kiss blev gendannet i originalbesætning den 28 februar 1996!




”YOU WANTED THE BEST, YOU GOT THE BEST!!
(Mercury, 1996)
******
Knap var Kiss gendannet i originalbesætningen, før Simmons & Co. var ude for at score kassen. Otte skæringer fra ”Alive!” og ”Alive II” blev parret med fire hidtil uudgivne livenumre, bl.a. ”Room Service” og ”Take Me”, optaget tilbage i ’75 og ’77.





”GREATEST KISS”
(Mercury, 1996)
******
Opsamlingsalbum, udsendt for at skumme den kommercielle fløde af postyret i forbindelse med gendannelsen. Pladen er næsten identisk med ”Double Platinum”. Findes i to forskellige versioner og med let divergerende tracklister.




”PSYCHO CIRCUS”
(Mercury, 1998)
******
Det med spænding ventede reunion-album, som, bandet påstod, var indspillet i ånden fra ”Destroyer”. Titelnummeret var helt på højde med materialet fra Kiss’ storhedstid, og der var også stof til klassikerstatus på sange som ”I Pledge Allegiance To The State Of Rock & Roll”, ”Within” og ”Into The Void”. 
Edit: Reunion er måske et stort ord. Angiveligt spiller Peter Criss kun på et af pladens numre, mens Ace Frehley på flere skæringer dækkes ind af Tommy Thayer.




”KISS”
(Mercury, 2001)
******
Luksuriøst bokssæt, som på fem cd’er rummer seks timers Kiss-musik. De 94 skæringer er digitalt remasterede og bliver detaljeret kommenteret af bandmedlemmerne i den mere end 120-siders bog, som følger med. Her er labre fotos fra arkiverne, her er alle Kiss’ hits plus demoer og diverse sjældenheder helt tilbage fra Wicked Lester-tiden og frem til genforeningen. Desværre mangler ”In Your Face”.




”ALIVE! THE MILLENNIUM CONCERT”
(Mercury, 2006)
******
Knaldebang-optagelse af Kiss’ koncert nytårsaften 1999. Albummet blev udskudt af pladeselskabet og endte med at blive smidt i 4-cd-boksen “Kiss Alive! 1975-2000”. Pladen indeholder en stjerneparade af Kiss-klassikere plus et par sætliste-sjældenheder som “Into The Void” og “2,000 Man”. Bedre end udgivelses-forhalingerne lader ane.

Bemærk: der er i de senere år udkommet en lind strøm af ”best of”-cd’er med Kiss, men de har alle i større eller mindre grad tracklisten tilfælles med ”Double Platinum” og ”Greatest Kiss”. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama