søndag den 7. maj 2017

Fra rædselsrock til disco


Kiss for dummies: Hvad er lort, og hvad er lagkage i det enorme bjerg af albums, som Kiss har udgivet siden 1974?

Diskografi: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 30, november 2006)

[Achtung bangers! Diskografien omtaler kun albums af Kiss i originalbesætningen: Gene Simmons, Paul Stanley, Ace Frehley, Peter Criss. Derfor er ellers udmærkede plader som ”Creatures Of The Night”, ”Revenge”, ”Sonic Boom” og ”Monster” ikke medtaget.]



”KISS”
(Casablanca, 1974)
******
Kiss struttede af selvtillid allerede fra starten. Debuten indeholdt hele syv af gruppens mest legendariske sange: ”Strutter”, ”Deuce”, ”Black Diamond”, ”Cold Gin”, ”100.000 Years”, ”Firehouse” og ”Nothin’ To Lose”, og lp’en hører til klassikerne i amerikansk hard rock.




”HOTTER THAN HELL”
(Casablanca, 1974)
******
Hvis produktionen på debut-lp’en var garage-agtig, var lyden på ”Hotter Than Hell” direkte infernalsk. Det er her, man finder Kiss’ heavieste sange, såsom ”Parasite”, ”Strange Ways” og den bizarre ”Goin’ Blind”. Sidstnævnte var en gammel sang fra dengang, Kiss hed Wicked Lester, og ”Watchin’ You” var oprindelig at finde på Kiss’ første demo.




”DRESSED TO KILL”
(Casablanca, 1975)
******
”Dressed To Kill” bestod af standard-rock’n’roll i en skrabet produktion og havde kriminel kort spilletid (30 min.). Kiss’ lager af sange var næsten brugt op. ”Lover Her All I Can” og ”She” stammede fra Wicked Lester-tiden, de øvrige numre blev skrevet i studiet, bl.a. ”Rock Bottom” og ”C’mon And Love Me”. Pladeboss Neil Bogart krævede en hitsingle og fik ”Rock And Roll All Nite”.





”ALIVE!”
(Casablanca, 1975)
******
Kiss’ store gennembrud. Dobbelt-lp’en, der hovedsageligt var optaget i Kiss-højborgen Detroit foran et amok-publikum, bød på adrenalin-drevne hammerversioner af bl.a. ”Deuce”, ”Parasite”, ”C’mon And Love Me” og hitliste-stormeren ”Rock And Roll All Nite”. En af rockhistoriens bedste livealbums.




”DESTROYER”
(Casablanca, 1976)
******
Som nybagte millionærer hyrede Kiss selveste Bob Ezrin (Alice Cooper, Pink Floyd etc.) til at producere ”Destroyer” – en stramt komponeret og flot orkestreret plade med strygere og hele pivtøjet. ”Detroit Rock City”, ”God Of Thunder”, ”Flaming Youth”, ”Shout It Out Love”, ”Do You Love Me?” og hitballaden ”Beth” stammer alle fra dette mesterværk. Coveret med de fire rocksupermænd midt i et ragnarok er ligeså klassisk som musikken.




”ROCK AND ROLL OVER”
(Casablanca, 1976)
******
Tilbage til den gamle Kiss-formel: rock’n’roll uden dikkedarer. “I Want You”, “Calling Dr. Love”, “Makin’ Love” og seks andre skæringer med hårdtslående rock’n’roll gik op i en højere enhed med balladen “Hard Luck Woman”, hvor Criss sang med sandpapirsrøst à la Rod Stewart. Kiss’ mest miskendte album.




”LOVE GUN”
(Casablanca, 1977)
******
Pladen, der kanonerede ”Love Gun”, ”Christine Sixteen” og S&M-rockeren ”Shock Me” ind i Kiss’ imponerende række af klassikere. Skiven bar i øvrigt præg af, at Casablanca pressede citronen vel hårdt ved at kræve en Kiss-lp hvert halve år.




”ALIVE II”
(Casablanca, 1978)
******
Et fremragende livealbum med koncert-optagelser af cremen fra de tre seneste lp’er. Pladens side 4 bestod dog af fem nye studie-indspilninger, hvoraf Ace kun medvirkede på den fantastiske ”Rocket Ride”. Druk, narko og intern splid var begyndt at tære på kræfterne.




”DOUBLE PLATINUM”
(Casablanca, 1978)
******
Dobbelt ”best of”-album, der dækker perioden ’74-’78. ”She”, ”Calling Dr. Love” etc. var blevet remixet (ikke til Kiss’ udelte begejstring), og ”Strutter” var genindspillet i en danserytmisk ’78-version. Alligevel er dette den klassiske (og bedste!) Kiss-opsamling. Ikke for ingenting spillede bandet hele 14 af ”Double Platinum”-numrene på deres reunion-tour i ’96-’97.




”GENE SIMMONS”
(Casablanca, 1978)
******
Bakket op af celebre gæster som Bob Seger, Aerosmiths Joe Perry, Donna Summer og hans daværende parringspartner, Cher, chokerede Gene med et besynderligt sammensurium af The Beatles-agtige ballader og gakkede poprock-numre blæst op med soul’ede korarrangementer. Læg dertil en øm fortolkning af Jesper Fårekyllings ”When You Wish Upon A Star”.





”ACE FREHLEY”
(Casablanca, 1978)
******
Ace gik i studiet med en håndfuld bundsolide rock’n’roll-sange som ”Rip It Out” og den outspacede ”Ozone”. Den instrumentale ”Fractured Mirror” var pladens glansnummer, og så tog Ace røven på alt og alle med en coverversion af Hellos ”New York Groove”, der blev det eneste singlehit fra de fire solo-lp’er.




”PETER CRISS”
(Casablanca, 1978)
******
Kiss-trætte Criss skuffede de fleste af sine fans med en gang softrock. Pladen havde dog sine momenter som den vidunderligt smukke ”Easy Thing” og ”I Can’t Stop The Rain”, men for få af sangene hævede sig over ballade-banaliteter og r&b-trivialiteter.




”PAUL STANLEY”
(Casablanca, 1978)
******
Stanley leverede en række veloplagte hard rock-sange i typisk Kiss-stil, om end bl.a. ”Tonight I Belong To You” og ”Take Me Away” med deres stemningsfulde akustiske passager var lidt mere sofistikerede end de gængse Stanley-numre. Den mest helstøbte af solopladerne.





”DYNASTY”
(Casablanca, 1979)
******
Kiss gik disco på megahittet ”I Was Made For Lovin’ You”. Der var sat fokus på det dansable og radiovenlige. Især ”Sure Know Something” og Aces flabede fortolkning af Rolling Stones’ ”2.000 Man” reddede pladens ære. Criss var udbombet og spillede angiveligt kun på et ud af de ni numre.




”UNMASKED”
(Casablanca, 1980)
******
Peter Criss var ude, men optrådte af kontraktmæssige grunde på coveret. Musikalsk havde Kiss forvildet sig ind i diskotekspoppen. ”Shandi” og de øvrige ti skæringer var lamme. Hvad der evt. måtte være af rockpotens i specielt Aces kompositioner blev neutraliseret af Vini Poncias sterile produktion.






”MTV UNPLUGGED”
(Mercury, 1996)
******
Kiss unplugged på MTV den 9. august 1995. Hyggeligt, men også lidt kedeligt. Albummet indeholder “Goin’ Blind” m.fl. i lejrbålsversioner. Trækplastret var, at Ace og Peter optrådte med Gene og Paul for første gang siden 1980. Succesen var i hus, og vupti: Kiss blev gendannet i originalbesætning den 28 februar 1996!




”YOU WANTED THE BEST, YOU GOT THE BEST!!
(Mercury, 1996)
******
Knap var Kiss gendannet i originalbesætningen, før Simmons & Co. var ude for at score kassen. Otte skæringer fra ”Alive!” og ”Alive II” blev parret med fire hidtil uudgivne livenumre, bl.a. ”Room Service” og ”Take Me”, optaget tilbage i ’75 og ’77.





”GREATEST KISS”
(Mercury, 1996)
******
Opsamlingsalbum, udsendt for at skumme den kommercielle fløde af postyret i forbindelse med gendannelsen. Pladen er næsten identisk med ”Double Platinum”. Findes i to forskellige versioner og med let divergerende tracklister.




”PSYCHO CIRCUS”
(Mercury, 1998)
******
Det med spænding ventede reunion-album, som, bandet påstod, var indspillet i ånden fra ”Destroyer”. Titelnummeret var helt på højde med materialet fra Kiss’ storhedstid, og der var også stof til klassikerstatus på sange som ”I Pledge Allegiance To The State Of Rock & Roll”, ”Within” og ”Into The Void”. 
Edit: Reunion er måske et stort ord. Angiveligt spiller Peter Criss kun på et af pladens numre, mens Ace Frehley på flere skæringer dækkes ind af Tommy Thayer.




”KISS”
(Mercury, 2001)
******
Luksuriøst bokssæt, som på fem cd’er rummer seks timers Kiss-musik. De 94 skæringer er digitalt remasterede og bliver detaljeret kommenteret af bandmedlemmerne i den mere end 120-siders bog, som følger med. Her er labre fotos fra arkiverne, her er alle Kiss’ hits plus demoer og diverse sjældenheder helt tilbage fra Wicked Lester-tiden og frem til genforeningen. Desværre mangler ”In Your Face”.




”ALIVE! THE MILLENNIUM CONCERT”
(Mercury, 2006)
******
Knaldebang-optagelse af Kiss’ koncert nytårsaften 1999. Albummet blev udskudt af pladeselskabet og endte med at blive smidt i 4-cd-boksen “Kiss Alive! 1975-2000”. Pladen indeholder en stjerneparade af Kiss-klassikere plus et par sætliste-sjældenheder som “Into The Void” og “2,000 Man”. Bedre end udgivelses-forhalingerne lader ane.

Bemærk: der er i de senere år udkommet en lind strøm af ”best of”-cd’er med Kiss, men de har alle i større eller mindre grad tracklisten tilfælles med ”Double Platinum” og ”Greatest Kiss”. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama 

tirsdag den 7. februar 2017

Den sorte laban

Noget af en Kundalini-slange der ...

Metallica. Deres sorte album. Hvad skal man egentlig mene om det?

Rifferama spoler tiden tilbage til oktober 1991, da revolutionen viste sig at være i fuld gang ...

Oktober 1991. Den hårde rock stod i stampe. To scener nikkede hinanden skaller: thrash og glam/sleaze. MTV regerede på Machiavellisk maner: nul video på musikkanalen = nul gennembrud. Og for at komme på MTV skulle både look og sound strømlines. Resultatet mindede mest af alt om en pølsemaskine.

Man skulle være lidt af en Nostradamus for at vide, hvad de kommende måneder ville bringe. Måneden før havde Nirvana udsendt hitsinglen ”Smells Like Teen Spirit” og albummet ”Nevermind”. I august havde Pearl Jam udgivet albummet ”Ten”. Og nu udgav Metallica et album, som slet ikke matchede de stereotype forventninger, som thrash-KVLT’en havde til mosh-pionererne fra Bay Area, SF.

Men jeg anede ikke uråd. Jeg drak min kartonrødvin (tilbud: kr. 20 i DSB-kiosken efter lukketid) og skrev, som om jeg levede klos op ad Sunset Strip, Los Angeles.

Jeg havde en fast hårdrock-klumme i Musiktidsskriftet Jam (der senere blev kuppet og muterede til Jam Magazine). Den hed Live Wire (kvikt gættet: reference til både AC/DC og Mötley Crüe). Jeg sad omviklet med bandana og vippede mine spidse støvler i takt til den musik, jeg omtalte i min klumme i Jam. I oktober 1991 var jeg mest optaget af Guns N’ Roses, L.A. Guns, Skid Row, Cheap And Nasty og danske =Y=.

Live Wire havde et logo, der viste en stiliseret guitarsvinger med højt hår. Vi nåede knap nok til juleaften 1991, før de fleste hårfagre metal-musikanter og -fans havde vekslet manken til fladt hår. Og fodtøjet var i fuld gang med at blive mere ortopædisk. Så hvis man ville følge moden, var det game over med at spille the last bandit med eyeliner og paisley-mønstret skjorte.

Det gik sindssygt hurtigt. Revolutionen foregik med lynets hast. Alle Bon Jovi-kopierne forsvandt fra MTVs sendeflade, og en hel hær af grunge-kloner vadede ind foran kameraerne. Ternede skjorter, luvslidt fløjl – og absolut ingen spandex! Sådan lød dekretet, næsten over night.

Klart! Den ultrakommercielle metalkultur trængte til mere end et par dummeflade. Den fortjente en lammer, der var ligeså hård som den, dinosaurerne angiveligt fik engang i tidernes morgen. Men at det skulle gå så hurtigt, og at den hårde rock skulle forvandle sig så voldsomt, havde jeg godt nok ikke gættet.

Op fra undergrunden bragede især dødsmetallen fra Florida og black metallen fra Norge. Alle glamstjernerne fik flået medaljerne af, og selv stilikonet W. Axl Rose begyndte at optræde i underligt tøj. Shorts på scenen! Til lyden af ”Welcome To The Jungle”!!!

Jeg vendte skråen. Fik forsålet mine cowboystøvler og prøvede at styre udenom unoderne. Men det var svært. Jeg syntes også, at de fleste MTV-pudler var latterlige. Men jeg hadede synet (for ikke at tale om lyden) af Faith No More og Pearl Jam.

Året efter søgte jeg asyl i norsk black metal. I dag indrømmer jeg gerne, at det var en formildende omstændighed, at jeg kunne dulme mine kicking boots-abstinenser ved at kigge på fotos af de corpse paintede nordmærd. Både Darkthrone og Emperor gik i cowboystøvler! Og her var ingen flannelsskjorte i syne. Godt så.

Men i oktober 1991 var jeg i syv sind mht. den nye Metallica. Ved første gennemlytning hadede jeg den. Men den groede på mig. Og jeg hamrede en begejstret anmeldelse ned på mit hakkebræt af en transportabel skrivemaskine. (Se nedenstående bravade fra Jam nr. 34, oktober/november 1991.)

Hvis jeg havde vidst, hvad den sorte laban af et album skulle afstedkomme, havde jeg nok ikke råbt helt så højt op om dens fortrinligheder …


METALLICA
”Metallica”
(Vertigo 510 022-2)

I starten af 80’erne skabte Metallica thrash metal-stilen ved at kombinere Diamond Head og andre NWOBHM-inspirationer med Motörhead-speed. Og lige siden ”Kill ’Em All” – deres brøl af en neandertaler-debut-lp – har de brugt deres kræfter på at raffinere genren og sprænge dens rammer.

Den foregående lp, ”… and Justice For All”, viste Metallica som et krypto-nihilistisk band med store ambitioner udi teknisk snilde. Resultatet blev mildest talt dødkedeligt, og i dag går Lars Ulrich & Co. til sagen fra en helt anderledes minimalistisk vinkel.

Det progressive metal er skrottet, og i stedet koncentrerer Metallica sig om at spille en ligefrem og ekstremt slagkraftig heavy metal, der ikke levner plads til klichéer.

Fyrrige numre som ”Holier Than Thou” og ”Of Wolf And Man” (med en fremragende tekst om James Hetfields store lidenskab: jagt) er det mest medrivende, gruppen har sluppet løs siden ”Leper Messiah” fra ”Master Of Puppets”. Og ”Enter Sandman” og ”Wherever I May Roam” er måske de to bedste Metallica-numre – nogensinde.

”Metallica” giver måske ikke ligefrem ny betydning til begrebet heavy metal, men den sætter en helt ny standard for, hvor enkelt og originalt tung rock kan spilles. En klassiker!  <13>


FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama