 |
| 1977: Man bliver syg af at høre AC/DC. |
Før Bon Scott døde,
og før Brian Johnson (angiveligt) blev døv, var AC/DC det vildeste pis.
Rifferama fortæller
historien om dengang, AC/DC var farlige. Bøllede, beskidte. Indbegrebet af det,
som gav borgerskabet mareridt.
Kæft, han ser skummel ud, gør Bon Scott, som han står der på
coveret til ”Let There Be Rock”. Han stirrer diabolsk skråt nedad, i retning af
fotografen. Helt ude ved scenekanten står Angus Young med sin Gibson SG og shredder
løs foran publikum, hvis arme og hænder er – grønne!
Det er en ren tilståelsessag: AC/DC er djævelens musik.
AC/DC er syge. AC/DCs fans får en alien-agtig kulør af at lytte til det
australske bands musik.
Meget er sket siden 1977. Dengang var AC/DC farlige. Bøllede,
beskidte. Indbegrebet af det, som (stadig) giver borgerskabet mareridt.
Journalister elsker at vælte sig i modeord, og da ”Let There
Be Rock” udkom i 1977, var punk rock det sidste skrig. Så der var lige en uge,
hvor AC/DC blev slået i hartkorn med punken.
AC/DC punk? Pænt syret, når man sammenligner med AC/DC nu om
dage: Mænd i Viagra-alderen, der bræger om vellystige Rosie – en madamme, som
har cirka samme kropslige kvaliteter som store dele af det alderstegne
publikum, der til AC/DCs koncerter fylder op på dyrskuepladser og endeløse
pløjemarker – behørigt udrustet med en fadøl i hver hånd.
I dag er AC/DC øllet underholdning. Sådan var det ikke i
1977.
I 1977 var AC/DC unge. Skræmmende unge. Og deres publikum
bestod mestendels af utilpassede ungersvende fra arbejderklassen. Rødder med
rod i livet. Og krudt i røven. Havde det været i dag, ville behandlerne have troet,
at fænomenet AC/DC var en trykfejl. Skulle der mon ikke stå ADHD?
I 1977 var AC/DC og deres (ikke specielt store) fanskare et
rastløs virvar. Stærkstrøms-rock for fuld hammer. Mere flabet end charmerende.
”Bad Boy Boogie”? Ja, mon ikke!
 |
| I 1970'erne var AC/DC grove løjer. |
OVERDRIVELSE FREMMER
FORSTÅELSEN
”Let There Be Rock” er AC/DCs heavieste album. Uden
konkurrence. Den er også den første ”rigtige” AC/DC-plade. Alt godt om brødrene
Young & Co.’s første livtag med den hårde rock. Der er et par udødelige
festrock-klassikere (fx ”High Voltage” og ”It’s A Long Way To The Top (If You
Wanna Rock ’n’ Roll”) på gruppens første skiver, hvor glam rock-stiløvelser og
elementær boogie og rock ’n’roll rystes sammen i en noget ufærdig cocktail.
Men på ”Let There Be Rock” trådte AC/DC i karakter. Nu
skulle det være. Og i god heavy rock-tradition blev skiven komponeret og
indspillet under devisen: overdrivelse fremmer forståelsen. Young-brødrene
Angus og Malcolms bror George producerede ”Let There Be Rock”. Sammen med Harry
Vanda.
I diverse biografier og dokumentarer samt artikler på
Wikipedia og interviews i musikmagasiner kan man læse/høre/se historien om,
hvordan AC/DC tog sig sammen. Hvordan de bevidst gik efter en STOR guitarlyd. Hvordan
de trak numrene ud og proppede ekstra mange riffs i sangene. Om hvordan de gav
Angus lang snor, så han kunne lire sig langt ind i ekstasen, når han spillede
soli. Og dem var der mange af på ”Let There Be Rock”.
I 1977 bar heavy rockens guitarhelte navne som Ritchie
Blackmore, Michael Schenker og Jimmy Page. Og Angus røg hurtigt op blandt
eliten. Nogen Eddie Van Halen var AC/DCs lead guitarist ikke. Men Angus havde
stil. Sin egen stil. Han kunne kombinere vildskab med feeling. Han spillede som
Chuck Berry på speed.
Live drønede Angus rundt på scenen. Uden kabel i guitaren. Angus
duck walk’ede, sprintede, spænede, headbangede, mens han spillede løs iført
skoleuniform og med tornyster på ryggen. Det så ikke kønt ud, men det lød dejlig
grimt.
Publikum elskede Angus og hans lømmelagtige guitarspil. Det var
snotnæset i forhold til det mere majestætiske udtryk hos Blackmore og Page. Så
snottet, at nogen har kaldt Angus for ”the headbanging snot machine” (læs mere her).
 |
| Bon Scott toppede som rockpoet på "Powerage". |
BON SCOTT – EN GRÆNSEGÆNGER
Det snotnæsede kom også til udtryk i Bon Scotts vokal.
Sangere som Dan McCafferty (Nazareth) og Noddy Holder (Slade) havde for længst
introduceret en rå, raspende sangstil i den hårde rock. Men vokalt var heavy
rocken i midten af 1970’erne stadig mest kendetegnet ved gyldne stemmebånd som dem,
der sad på David Byron (Uriah Heep), Robert Plant (Led Zeppelin) og Rob Halford
(Judas Priest).
Og så kom denne australske arbejderklasse-knægt og ødelagde
det hele ved at give hals som en anden gadedreng. Bon Scott var indbegrebet af
vokale unoder. Han lød, som om han trængte til at få fjernet mandler eller
polypper. Hans diktion var ligeså fornem, som havde han slikket den op fra et
fortov.
Bon Scott brækkede gerne ryggen på grammatikken, når han
sang ”I am a rock ’n’ roll star / yes, I are” i sangen ”Rock ’N’ Roll Singer”.
Bon Scott kunne noget med ord. Han var en gadepoet, som
satte ord på meget af det, som adfærdsvanskelige unge gik og tumlede med. Damer
og det, der er knap så lækkert. Som at være på røven. Eller direkte utilpasset,
uønsket, udstødt.
AC/DCs sanger vidste, hvad han sang om. Bon Scott var selv
en grænsegænger. En kulturel skovgangsmand. Og så var han tatoveret. Tusser var
ikke allemandseje i 1977. Det var kun randeksistenser, som lod deres hud
dekorere med blæk: hærdede søfolk, rockere og i den dur.
The Rolling Stones havde sunget om at have sympati for
djævelen. Og inden for den hårde rock havde The Crazy World Of Arthur Brown og
Atomic Rooster tidligt sunget om helvedesild, djævel og Satan. Men Bon Scott
var en de første, som forbandt hårdrocken med begreber fra kristendommens
skyggeside: tjek titler som ”Hell Ain’t A Bad Place To Be”, ”Sin City”, ”Rock
’N’ Roll Damnation” og ”Highway To Hell”.
Var Bon Scott satanist da? Dumt spørgsmål. Men han og AC/DC
vidste, at det, der er forbudt, er sejt. Køen foran lastens hule er altid den
længste.
Og så kunne Bon Scott sin blues-historie: legendariske Robert
Johnson (1911-38) solgte angiveligt sin sjæl til djævelen for at få
fingersnilde til at spille på den seksstrengede. Johnson døde en rigtig rock
’n’ roll-død: han blev forgiftet, fordi han flirtede med en anden mands kvinde.
Forbuden frugt-folklore som denne lå på lager i Bon Scotts bevidsthed, da han
griflede sine tekster til AC/DC. Mere djævledyrker var han såmænd ikke.
Men AC/DC udnyttede myten om rocken som djævelens musik. De
udnyttede den skamløst. Angus blev udstyret med horn og djævlesvans på coveret
til ”Highway To Hell” (1979). Det var dog kun den kristne højrefløj, som tog
det alvorligt. Ja, den tog det nærmest personligt.
 |
| Robert Johnsons børnebørn. |
TOILETVÆGS-POESI
Det kan betale sig at lytte til Bon Scotts lyrik. Som poet
toppede Scott på sange som ”Gimme A Bullet” og ”Gone Shootin’” fra albummet
”Powerage” (1978). Selv beskrev AC/DC-sangeren sine tekster som
”toiletvægs-poesi”.
Der er en del ”toiletvægs-poesi” på ”Let There Be Rock”. Her
og der med et glimt i øjet, som når supergroupien Ruby Lips siges at kunne få
en hedning til at bede.
Men det er ikke lir det hele. Der er dyb alvor i ”Overdose”,
et smerteblandet bluesrock-nummer med en tekst, der så rigeligt overskrider
klichéerne om hjertesmerte. Her giver Bon mæle til en mand, hvis kærlighed
fører gennem helvede til gravpladsen.
”Problem Child” er en af heavy rockens koldeste
outlaw-sange. Men som titlen antyder, fødes mænd ikke som desperadoer. De
skabes. Fra barnsben.
AC/DC anno 1977 var ikke bare liv og glade dage. AC/DC var
barsk realisme. Nul hippie-drømmerier om fred og evige kærlighedssomre her.
AC/DC var fandenivoldsk heavy rock, som ikke bød på illusioner om en bedre
verden. ”Dog Eat Dog” var en nihilistisk spejling af samfundet set fra bunden.
Og musikken på ”Let There Be Rock” matchede det australske bands nul
nonsens-livssyn.
Allerede fra albummets start trak AC/DC kanonerne i
stilling. ”Go Down”. Det er slang for en suttetur. Men musikken er mørk, og
sangen er virkelig en nedtur – på den fede måde. En tur ned i de mørke
stemninger, ned i en underverden af forbudte aktiviteter. Sangen er hård i
anslaget, aggressiv, spillet med tænderskærende attitude og knofedt.
På ”Dog Eat Dog” gravede AC/DC for alvor stridsøksen op. Phil
Rudds slår på krigstrommer, og bandet spiller, som befandt det sig i en
blodrus.
Titelnummeret på ”Let There Be Rock” er en stålstorm af
skarpslebne guitarer. Malcolm Young og Angus supplerer hinanden på en måde, der
nærmest er telepatisk. Den basale rytmesektion med Phil Rudd på trommepodiet og
Mark Evans på bas er selve hjerteslaget i dette monster af rock. Drop kritikken
af Rudd! Den mand er skabt til at slå på tromme for AC/DC – og uden ham har
AC/DC aldrig været det samme. Primitivt spil, javel, men med et flair for
groove, som ikke findes i ret mange andre bands.
Lad mig runde denne hyldest af ”Let There Be Rock” af med en
af de mange anekdoter om albummet. Albummet er så hårdtslående, fordi AC/DC
bevidst gik efter en lyd, der lå så tæt på gruppens live-sound. Den hensigt gav
jackpot. ”Let There Be Rock” er i mine ører en af de bedste heavy
rock-produktioner fra 1970’erne. Fordi den er tæske-heavy og fyldt med fræs.
Netop under indspilningen af titelnummeret begyndte det at
ryge fra Angus’ forstærker. Et splitsekund studsede guitaristen, men brormand
George gestikulerede vildt: ”Forsæt for satan!” Og det gjorde Angus. Med et
anlæg, der udspyede røg og gnister. Denne vildskab er fanget 100% på albummet.
En vildskab, som desværre aldrig var at finde på gruppens senere albums … \m/
Læs Rifferamas historie om Bon Scotts tragiske død og om megasuccesen ”Back In Black” her.
FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama
Ingen kommentarer:
Send en kommentar