søndag den 7. februar 2016

Metal er den farligste kraft i verden

Er heavy metal bare harmløs underholdning? Eller rummer den en samfundsomstyrtende kraft, som bare venter på at blive aktiveret? Svenske RAM mener det sidste.

RAM spiller på High Voltage, CPH tirsdag den 9. februar.

Oscar Carlquist nr. to fra venstre.
”Svbversvm” (Metal Blade, 2015) hedder RAMs nyeste album. Subversus er latin og betyder noget i retning af at ”omstyrte, ødelægge”. Det er ikke første gang, at et metalband bruger en latinsk titel. Og det heller ikke første gang, at en metaltitel kører på at ødelægge og smadre. Kig bare på coveret til Kiss’ ”Destroyer” (1976) og tag den derfra op igennem heavy-historien med alt fra Guns N’ Roses’ ”Appetite For Destruction” (1987) til bandnavne som Destruction og Destroyer 666.

Sociologen Deena Weinstein har i sin anbefalelsesværdige bog ”Heavy Metal: Its Music And Its Culture” (Da Capo Press, 1991, 2000) dokumenteret, at heavy metals mest fremtrædende tema er kaos. Alt fra bandnavne over sang- og albumtitler til logoer og artwork er gennemsyret af symboler på kaos. Sammenbrudte relationer mellem mennesker, sindslidelser, død og blod, lig og kranier, krig og konflikter, vold og våben, monstre og dæmoner, undergang og så videre i rask tempo.

De voldsomme symboler og det tilhørende voldsomme lydbillede har bekymret mange lige siden, den hårde rock brød frem i sidste halvdel af 1960’erne. Jeg behøver næppe endnu engang minde om PMRCs advarselsmærkater og diverse eksempler på censur, boykotter, retssager og smædekampagner, som i årenes løb er blevet taget i brug mod den hårde rock.

Det hårde skyts er blevet brugt mod den hårde rock: den er djævelens musik, den er fascistisk og voldsforherligende. Den inspirerer unge mennesker til at begå drab og selvmord. Fortsæt selv anklageskriftet.

Mange har derimod forsvaret hårdrocken ved at bagatellisere det hele i stil med The Rolling Stones’ ”It’s Only Rock ’N’ Roll”. Det er jo bare underholdning. Vi er helt almindelige mennesker, os, der hører og spiller den metalliske rock. Man bliver jo ikke morder af at høre Slayers ”Kill Again” eller Iron Maidens ”Killers”. Gør man vel?

Der har dog i heavy-historiens løb været ideologer, som har set knap så afslappet på det. Fx mente den norske black metal-guru Øystein Aarseth alias Euronymous (Mayhem) ikke, at metallen skulle udvandes til harmløs underholdning. Og han satte skarpt skel mellem dem, der var ”true”, og dem, der bare var ”trendies”. Metalfolket skulle praktisere, hvad det prædikede. Metal skulle være farlig.

Denne radikalisering er fortsat i metallen, siden Euronymous døde i 1993. Ikke mindst i Sverige er metalscenen meget optaget af en mere eller mindre gnostisk filosofi om kaos. Lad os kalde det kaosofi. Det er således ikke kun blandt fx Watain og andre bands, som associeres med black metal, at man finder en partisan-agtig indstilling til kosmos. Den ordnede verden skal omstyrtes!

På omslaget til split-albummet ”Under Command” (2014) med to af Sveriges førende såkaldte traditionelle heavy metal-bands, RAM og Portrait, ses en flok bevæbnede mænd med elefanthuer og tørklæder for ansigtet. Metalpartisaner. Billedet er flankeret af denne tekst:

”In this world of deceit, betrayal and hypocrisy a few have gathered around the truth of the force of chaos within rock ’n’ roll. In this world devoid of any true philosophy or meaning a few have heard the call of gods of war and have dedicated their lives to heavy metal til death.”

På en plakat, der er vedlagt i RAMs fjerde album, ”Svbversvm”, kan man se sangeren Oscar Carlquist stå i en t-shirt med et slogan fra ”Under Command”: ”Dedicate your life to heavy metal or die.” Det kan lyde som en joke. Men Carlquist mener det. Seriøst.

Metal-partisaner. Fra coveret til "Under Command".
Oscar Carlquist trådte fornylig i karakter som en af den radikale metals mest begavede talsmænd. Det gjorde han i et to-siders interview i Sweden Rock Magazine nr. 9, november 2015.

Interviewartiklen, som jeg her har scoret nogle af de mest markante citater fra, er skrevet af Richard Lagergren. Artiklen afslører konturerne af en metalideologi, som vil få nogen til at ryste på hovedet, mens andre vil ryste i bukserne.

I interviewet skelner Carlquist mellem individualisme og kollektiv. Selvom man i metalkulturen har en sejlivet forestilling om et ubrydeligt sammenhold à la det, Manowar synger om i ”Brothers Of Metal”, så kommer man ikke uden om, at heavy metal lige siden genrens start har været kendetegnet ved individualisme. Heavy-folket har fortrinsvis bestået af freelance-rebeller.

I modsætning til fx hippier, punkere eller yuppier har metalfolket aldrig haft et politisk projekt eller en egentlig politisk ideologi. Musikken har lige siden Blue Cheers øresønderrivende lydtryk i sluttresserne været en ideologi i sig selv. Men nu er Carlquist (og flere andre) begyndt at sætte ord på denne ideologi, som ellers kun er blevet formuleret med tonerne fra de forvrængede guitarer, de bastante rytmer og de orgiastiske eller ligefrem nekromantiske brøl fra sangerne.

”I heavy metal har man individualismen,” forklarer Oscar Carlquist i Sweden Rock-interviewet. ”Man har et fungerende kollektiv, eftersom alle individer i det har fået tilbuddet om personlig frihed. Prøv at sammenligne det med alle andre institutioner i verden. Er man punker, kan man ikke have en hvilken som helst mening.”

Sweden Rock: Kan man det som hårdrocker?

”Ja. Eller man kan ikke have kollektivistiske meninger. Sådanne fungerer ikke i hårdrocken, fordi man i så fald frasiger sig sin individualisme. Så tilhører man et andet kollektiv og forsvinder dermed ud af det individualist-kollektiv, som er hårdrock. Man må vælge. Er man nazist? Ja, så går man over til dét kollektiv. Er man hårdrocker? Så bliver man dér.”

”Det stærkeste kollektiv, som nogensinde kommer til at eksistere, er det, der består af individualister, som samles omkring en energi. Den energi er deres egen frigørelse som individer, og når de gør det sammen … jeg kan ikke forstille mig en stærkere magt i verden i dag. Det må være det farligste som findes! Hvis politikerne havde taget det alvorligt, ville vi være røget i spjældet med det samme.”

Ram har udgivet fire albums: "Forced Entry", "Lightbringer", "Death" og den aktuelle skive,
"Svbversvm".
”Der findes ganske rigtig en milliard islamister i dag. Men hårdrock er en enorm kraft, som bare ligger og venter på at blive aktiveret. Og hele tiden glider den under radaren, fordi den går under benævnelsen populærkultur. Men det er det absolut værste, vi har af populærkultur. Se lige, hvad det er for noget lort, som den slipper afsted med. Det er lidt som med skrækfilmskulturen, man kan blive chokeret over, hvad man slipper afsted med der. Hvad det egentlig er, som vises i de der film, og som ingen reagerer på. Lad os sige, at man kan blive seriemorder gennem visuel påvirkning. Der findes ingen forskning, som beviser det modsatte. Hvordan kan vi så tillade sådanne ting? Hårdrocken og skrækfilmsbranchen er lidt samme sag. De må klassificeres som populærkultur, men er ganske alvorlige sager.”

”Den her kraft skal ikke undervurderes. Den driver folk til at gøre vanvittige ting. Der findes hårdrockere i alle lande. Hvis der kom en tilstrækkelig karismatisk figur, som overtog ledelsen over den her strømning, har vi den største bevægelse, som verden nogensinde har set. Og vi ved jo, hvad dens mål ville være: ingenting! Nihilisme. Det er, hvad det kommer til at indebære.”

Sweden Rocks skribent, Richard Lagergren, foreslår, at den nihilistiske fremtid vil ligne den fra ”Mad Max”-filmene. Et postapokalyptisk scenarie, som bl.a. W.A.S.P. var meget inspireret af i starten af deres karriere. Carlquist afviser ikke tanken.

Oscar Carlquist har dog kun tågede forestillinger om, hvad fremtiden vil bringe efter, at heavy metal-kraften er blevet aktiveret. Han filosoferer lidt over det og gisner, at ”alle de usynlige magter – penge, livsanskuelser – forsvinder, og alt vender tilbage til nul.”

Sweden Rock Magazines journalist spekulerer over, hvor mange hårdrock-fans, der mon vil bakke op omkring en sådan bevægelse. Oscar går til biddet:

”Vi har selvfølgelig også det, jeg kalder ’weekend headbangers’. Eftersom hårdrock tilbyder alle frihed, ligger det også i sagens natur, at man kan frasige sig sin frihed. Vi kan ikke bruge folk, som ikke vil have deres frihed, og som ikke vil udvikle sig eller se, hvor meget de kan blive. Som sand hårdrock-puritaner indser man, at dens sti fører direkte ind i mørket.”

”En konformist ville aldrig selv vove at træde ind gennem porten, som hårdrocken fører hen til. Men alle de stenhårde hårdrockere, som åbnede porten, lader den stå åben.”

”Man kommer aldrig til at få en bevægelse med 100% dedikerede mennesker. Nogen må også følge. Så længe de gør det af egen fri vilje, ser jeg intet forkert i det. Men når disse begynder at diktere for andre, hvad hårdrock er, SÅ har vi et problem. De må indse, at de bare er følgere og bør lytte til dem, som baner vejen. Ikke omvendt. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Ingen kommentarer:

Send en kommentar