søndag den 24. januar 2016

Satans sønner støjer stadig


Dayal Patterson tegner flammende portrætter af black metal-scenens store personligheder. Men hans værk skæmmes af blinde vinkler og besynderlige udeladelser.

En ordentlig moppedreng! Black Metal – Evolution Of The Cult (forlaget Feral House, 2013) består af knap 500 sider om den sorte metal. Forfatteren og fotografen Dayal Patterson er kendt fra magasiner som Metal Hammer og Terrorizer, og han har brugt flere år på værket. Omkring 100 mennesker er blevet interviewet, og historien dækker ca. 30 år. Det er en kraftpræstation.

Patterson starter ved begyndelsen. Metallens sorte tilbøjeligheder ridses op helt fra den hårde rocks urtid (Coven, Black Widow etc.). Men det er, når vi kommer til 1980’erne, at bogen flammer op og bliver spændende. Patterson rejser et smukt mindesmærke for Quorthon (Bathory).

Ofte oversete bands som Samael, Rotting Christ, Tormentor, Master’s Hammer, Beherit, Blasphemy, Von og Thorns bliver også stillet op som vigtige gestalter i black metals udvikling i genrens tidlige år. Alt dette er et meget ærværdigt pennejob fra Pattersons side.

Vlad Tepes. KVLT-band fra Frankrigs
sorteste undergrund.
CHOKERENDE LÆSNING
Black Metal er sprængfyldt med informationer, som selv en gammel rotte som undertegnede kan imponeres over. F.eks. er afdækningen af 1990’ernes franske Les Légions Noires lidt af et kup – især når man tænker på, at det var en bevægelse, som ønskede at eksistere i total ukendthed.

Fenriz’ selvopgør mht. folk metal-projekterne Isengard og Storm er god underholdning. Og Darkthrone-trommeslagerens opgør med scenens medløbere og black metal-turisterne, de såkaldte blackpackers, er nærmest sort humor.

Historien om Hellhammer (bandet, ikke trommeslageren) er virkelig gribende. Tom G. Warrior fortæller åbenhjertigt om sin barndom og ungdom – en opvækst, som var med til at gøre Hellhammers og Celtic Frosts musik så grum.

Bogen kommer også godt ind under huden på Niklas Kvarforth, hvis voldelige tendenser og mentale forstyrrelser er en integreret del af Shinings kunst. For almindelige mennesker må dette være chokerende læsning.

Hovedpersonerne i Pattersons fortælling er dog de sagnomspundne folk fra Mayhem: Dead og Euronymous. Især portrættet af Dead brænder igennem og fortjener ros. Flere myter om Euronymous, Gaahl og den norske scene i 1990’erne bliver aflivet. Ikke altid for første gang. For meget af stoffet (bl.a. om Greven) er der nu i årtier blevet tærsket langhalm på.

Dead og Euronymous fra Mayhem. To af bogens
hovedpersoner.
LÆDER, NITTER OG OMVENDTE KORS
Det er forlaget Feral Houses anden bog om black metal. I forhold til Michael Moynihans Lords Of Chaos – The Bloody Rise Of The Satanic Metal Underground (1998), er Black Metal ikke nær så velskrevet.

Mens Moynihan svælgede i skandaler og kontroverser og med slet skjult begejstring fremstillede gruppernes ekstreme (og ofte fascistiske) holdninger, bruger Patterson den modsatte taktik. Patterson har en tendens til at bagatellisere og banalisere de grusomme handlinger, som flere black metal-musikere har begået. Var Fausts mord på den homoseksuelle mand i Lillehammer 1992 virkelig selvforsvar?

Og så er der de besynderlige prioriteringer. I forhold til Mayhem, som kulegraves over flere kapitler, behandles Watain, Satyricon og andre kunstnerisk interessante bands lovlig overfladisk. Historien om Emperor berettes uden så meget som et månesygt growl fra ankermanden Ihsahn. Mercyful Fate-historien fortælles af King Diamond, uden at riffmeister Hank Shermann kommer til orde.

Pionerbandet Possessed forbigås totalt, selvom San Francisco-gruppen, både hvad angår tonekunst og satan-æstetik (læder, nitter, omvendte kors), var helt central i skabelsen af black metal.

I det hele taget kunne det være ønskværdigt, om Patterson havde brækket ryggen på Moynihans black metal-kanon. For alle os, der tog turen med den sorte metal op gennem 1980’erne, kunne det være interessant at få sat spot på de djævlerier og satanistiske flirterier, som Running Wild, Oz og Acid stod for. ”Adrian (S.O.S.)”, ”Turn The Cross Upside Down” og ”Heaven’s Devils” var kult i midtfirserne. Det kunne være spændende at få sat dem ind i en moderne black metal-kontekst, både musikalsk og tekstmæssigt.

Arioch fra Funeral Mist. I Marduk
kalder han sig Mortuus.
KAOSGNOSTICISMENS FRAVÆR
På bogens bagside nævnes Funeral Mist som et af de bands, hvis musikere interviewes. Men Daniel Rósten udtaler sig ikke som Arioch fra Funeral Mist, men som Mortuus fra Marduk. 

Faktisk behandles Funeral Mist overhovedet ikke! Det samme gælder Taake, de temmelig nyskabende Absu m.fl. Og hvor er historien om Immortal?

Deathspell Omega ønskede angiveligt ikke at medvirke, og dermed har bogen en blind vinkel mht. pladeselskabet Norma Evangelium Diaboli, der har stået for den mest kvalificerede form for ”satanisme” (=kaosgnosticismen).

Malign, Ondskapt og Ofermod har nærmest kongestatus i det ortodokse black metal-miljø. Men på Patterson har de åbenbart ikke gjort det store indtryk. Det samme gælder Arckanum, som dyrker kaoskræfterne fra den nordiske mytologi.

Til gengæld tvangsfodres vi med marginale fænomener som industrial og avantgarde og post-black. Vi slipper heller ikke for at høre om nynazistisk black metal – fra Polen!

Den åndelige side af black metal fordyber Patterson sig ikke i. Besynderligt nok, for black metal er netop en genre med fokus på (anti)religion og forskellige former for okkultisme. Den enorme spirituelle udvikling, som den såkaldte satanisme har undergået fra Venom til Dissection, lader
Patterson til at være blind for.

Ret skal være ret: Black Metal er en guldgrube af insider-informationer. Den er pligtlæsning for alle med interesse i de svartmetalliske excesser. Men den ultimative bog om black metal venter vi stadig på. \m/


FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

mandag den 11. januar 2016

Det her er ikke rock 'n' roll. Det er folkedrab!


David Bowie fik rocken til at handle og død og undergang. Rifferama grubler over, hvorfor en af glam rockens stamfædre havde så stor appel til fans af metal og hård rock.

Nej, jeg forsøger ikke at bilde nogen ind, at David Bowie spillede ”metal” i den moderne betydning af begrebet. Ikke desto mindre benyttede han sig i perioder af metalliske guitarer på sine plader. Klik ind på et tidligt album som ”The Man Who Sold The Earth” (1970), og du vil høre skramlende guitarer. Eller sæt pickuppen i en skæring som ”Suffragette City” (1972), og du vil høre decideret metalfræs.

I hårdrock-kredse er David Bowie mest kendt og dyrket for sin glamour-periode i første halvdel af 1970’erne, hvor han gav den i rollerne som Ziggy Stardust, Aladdin Sane og Halloween Jack. Bowies glamourøse, røde strithår og zigzag-striben ned ad ansigtet er blevet et af rockens stærkeste ikoner.

David Bowie opfandt ikke glam rocken eller glitter rocken, som den også kaldes. Det gjorde Marc Bolan (og vel egentlig også Alice Cooper). Men Bowie gjorde glam rocken dybere. Gav den en ekstra dimension. Bowie gjorde sig selv til myte, og han gjorde rocken mytologisk. Og det i en tid, som ellers krævede ideologisk korrekt socialrealisme med kulturmarxistisk slagside!

Bowies udgave af glam rock har lige siden 1970’erne haft appel til fans af hård rock og heavy metal. Jeg tror ikke kun, at det skyldes musikkens umiskendelige kvaliteter. Jeg tror også, at det er det mytiske trip, som Bowie tager lytteren med på, som tiltrækker metalfolk. For findes der en niche i rocken, som er mere optaget af mytologi, af fantasy og det overnaturlige end heavy metal? Og hvad med død og undergang? Hvor florerer de fænomener mere intenst end i metallen?

Hos Bowie var den glamourøse rock ikke bare lydspor til skæg og ballade. Hos Bowie handlede det ikke om vrøvlevers og sex og liv og glade dage. Hos Bowie fik glam rocken en dyster tone. Ja, den kom til at handle om død og undergang. Om Stjernemanden, der stiger ned til jorden for at forkynde, at menneskeheden har fem år tilbage. Fem år før dommedag.

Hos den glamourøse Bowie var rock forbundet med døden. ”Rock ’N’ Roll Suicide” afslutter mesterværket ”The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars” (1972).

I mine øren er ”Diamond Dogs” (1974) David Bowies sorteste album. Her lægger Bowie hårdt ud med at proklamere: ”This ain’t rock and roll! This is genocide!” Det opråb kan stadig – flere årtier efter, at jeg hørte det første gang – give mig kuldegysninger. ”Diamond Dogs” er et iskoldt og kloakstinkende værk. Her og der med abrupte, desperate vræl af metalliske guitarer.

På ”Diamond Dogs” sættes scenen sådan på introen ”Future Legend”: Vi befinder os i en smadret storby, kaldet Hunger City. I et morads af ”lopper så store som rotter, der udsuger rotter så store som katte” flakker små stammer af mennesker rundt som hundekobler. Lig ligger og rådner på de slimede veje. Det er total nihilisme. Det er sort, metalskramlende dommedagsrock med titler som ”We Are The Dead” og singleudtrækket ”Rebel Rebel”.

Bowie som Aladdin Sane.
”Future Legend” inspirerede Nikki Sixx til at skrive ”In The Beginning” som intro til Mötley Crües album ”Shout At The Devil” (1983). Stemningen på de to numre har slående ligheder. Og det er da også sigende, at det netop er et glam metal-band som Crüe, der suger næring af David Bowie. Det samme har Hanoi Rocks og Guns N’ Roses gjort. Der går en lige linje af nihilisme og dødsforagt fra Bowie til Hanois selvmorderiske livsstil og GN’Rs Uzi Suicide-romantik.

Mens 1970’ernes glamstjerner som oftest var langhårede, var Bowie strithåret med nogle lange tjavser i nakken. Det blev et ikonisk look, som uden tvivl inspirerede punk-looket. Tænk: Richard Hell og Sid Vicious. Sid mente helt bestemt, at han lignede Bowie!

Den kosmiske bevidsthed hos Bowie inspirerede Kiss. Uden Bowies ”Starman” var Ace Frehley nok ikke blevet til Space-Ace eller Paul Stanley til The Star-Child.

Marilyn Manson er sikkert den hårdrock-kunstner, som mest ihærdigt har suget inspiration ud af Bowies glam-koncepter. Men Bowies roller og masker har uden tvivl haft påvirkning på alle maskebærere. Også dem, der kalder deres masker corpse paint.

Der frigives nogle psykiske kræfter, når man tager masken på. Det var bl.a. Mayhem-vokalisten Deads erfaring. For paradoksalt nok oplever mange kunstnere, at det først er, når de tager masken på, at de bliver helt sig selv. Deres kunstneriske, overpersonlige selv, som kommer i kontakt med kreativiteten.  

R.I.P. David Bowie 1947-2016. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

søndag den 3. januar 2016

Død men stadig farlig


Philip Lynott er en af den hårde rocks allerstørste legender. Han var en gudsbenådet sangskriver. Og sanger og bassist.

Thin Lizzy-frontmanden var en yderst sammensat person: på en gang følsom og sej. Han var en rebel og en læderhals. Men også en poet med flair for livets skyggesider og for de dybere lang i menneskets psyke.

Lynott hang ud med Hells Angels såvel som med punkrockere. Han fulgte med i rockens nyeste udviklinger, men forblev dog tro mod heavy rocken. Han var en uforbederlig scorekarl og trussetyv. Men han troede på Gud og hyldede paven.

Det er i disse dage 30 år siden, Philip Lynott døde. Derfor hylder Rifferama ham med denne diskografiske gennemgang af Thin Lizzys bagkatalog.

Philip Lynott (20. august 1949 – 4. januar 1986). Requiescat in pace.

Diskografi: Peter Béliath (Publiceret i NRG/EMP katalog 4/2011)

“THIN LIZZY”
(DECCA, 1971)
Debutalbummet. Sangene er uden kontur og kant, og det er kun sporadisk, at Thin Lizzy rammer en nerve, der minder om den hårde rock, som har gjort gruppen legendarisk. Bandboss Philip Lynotts stemme fornægter sig dog ikke, men hvad angår sangskrivning, lader Thin Lizzy kun til at have tågede forestillinger om, hvilken retning de skal gå i. Den remasterede og udvidede udgave af albummet fra 2010 indeholder ni bonusnumre, bl.a. ”New Day”-ep’en.
Besætning: Philip Lynott (vokal, bas), Brian Downey (trommer), Eric Bell (guitar)

“SHADES OF A BLUE ORPHANAGE”
(DECCA, 1972)
Thin Lizzy skulle vist have været en power-trio i stil med heavy rock-grundlæggerne Cream, men kun “Baby Face” rykker bandet ud af sumpen af folk-agtige og anonyme stiløvelser udi blues-trivialiteter og andre ligegyldigheder. Den remasterede og udvidede udgave af albummet fra 2010 indeholder ni bonusnumre, bl.a. de mere kantede “Black Boys On The Corner” og “Whiskey In The Jar”.
Besætning: Philip Lynott (vokal, bas), Brian Downey (trommer), Eric Bell (guitar)

“VAGABONDS OF THE WESTERN WORLD”
(DECCA, 1973)
I 1972 får Thin Lizzy et uventet Top 10-hit med singlen “Whiskey In The Jar”. Optur. Decca giver bandet et større budget til dette album. Thin Lizzy skruer bissen på, musikken bliver mere kontant. Det er dog kun “The Rocker”, der for alvor sparker røv. Men man kan fornemme, at noget er i gære. Det kan Eric Bell dog ikke vente på, så guitaristen forlader Thin Lizzy. De luxe-udgaven fra 2010 rummer bonusnumre og en cd med ekstramateriale, bl.a. “Little Darling” og “Suicide”.
Besætning: Philip Lynott (vokal, bas), Brian Downey (trommer), Eric Bell (guitar)

“NIGHTLIFE”
(VERTIGO, 1974)
Bakket op af et nyt pladeselskab og med to nye flamboyante guitarister (skotten Brian Robertson og amerikaneren Scott Gorham) i besætningen er Thin Lizzy klar til en ny start med hård rock, der virkelig rykker på skæringer som “Sha La La”. Højdepunktet er dog power balladen “Still In Love With You”, hvor gæsten Gary Moore spiller en sjæleudkrængende solo. Men Thin Lizzys karakteristiske stil er stadig i sin vorden.
Besætning: Philip Lynott (vokal, bas), Brian Downey (trommer), Scott Gorham (guitar), Brian Robertson (guitar)

“FIGHTING”
(VERTIGO, 1975)
Thin Lizzy har opdaget, at de er Thin Lizzy. Scott Gorham og Brian Robertson fletter deres guitarharmonier og dueller ind i sangene på en måde, som gør Thin Lizzys sound unik. Til højdepunkterne hører “Rosalie” (cover version af Bob Seger-nummer) og en ny udgave af “Suicide”. Phil Lynotts på en gang barske og følsomme poesi, de hymniske melodier og Brian Downeys elegante slagkraft holdes kun tilbage af en tam produktion. På det oprindelige albumcover er bandmedlemmerne bevæbnet som en gadebande, og “Fighting” giver en forsmag på det, der senere hen skulle blive til både punk og New Wave Of British Heavy Metal.
Besætning: Philip Lynott (vokal, bas), Brian Downey (trommer), Scott Gorham (guitar), Brian Robertson (guitar)

“JAILBREAK”
(VERTIGO, 1976)
Thin Lizzys store gennembrud, kunstnerisk såvel som kommercielt. Albummet åbner med titelnummeret, der slår hårdere end Mike Tyson med knojern. Måske det voldsomst rykkende heavy-riff nogensinde. Men “Jailbreak” er pakket med hårdrock-klassikere som “Warriors”, “Emerald” og “Cowboy Song”. Størst af dem alle er selvfølgelig “The Boys Are Back In Town”, der giver Thin Lizzy deres første Top 10-hit siden “Whiskey In The Jar” (1972). Der er tale om et mageløst album, hvor Lynott & Co.’s rebelske attitude får frit spil. Guld i UK, USA og Canada. De luxe-udgaven fra 2011 rummer en ekstra cd med bl.a. remixes og indspilninger fra BBC.
Besætning: Philip Lynott (vokal, bas), Brian Downey (trommer), Scott Gorham (guitar), Brian Robertson (guitar)

“JOHNNY THE FOX”
(VERTIGO, 1976)
Albummet udkommer kun et halvt år efter “Jailbreak”. Thin Lizzy virker knap så fokuseret som på forgængeren, og der er et par numre, som bare er fyld – “Boogie Woogie Dance” er en ren vrøvlevise. Produktionen er dog forbedret. Titelnummeret er et sleazy og funky gangster-drama med en stemning, der sitrer af spænding. “Massacre” og “Don’t Believe A Word” hører blandt Thin Lizzys allerbedste sange. Guld i UK. De luxe-udgaven fra 2011 rummer en ekstra cd med bl.a. remixes og indspilninger fra BBC.
Besætning: Philip Lynott (vokal, bas), Brian Downey (trommer), Scott Gorham (guitar), Brian Robertson (guitar)

“BAD REPUTATION”
(VERTIGO, 1977)
Thin Lizzy er mere end musik i midten af 1970’erne. Thin Lizzy er en livsstil. Og til den livsstil hører druk og slagsmål. Det vilde liv gør Brian Robertson ustabil, og Phil Lynott beslutter at indspille “Bad Reputation” med én guitarist. Scott Gorham løfter opgaven udmærket (han får dog hjælp af Robertson på to skæringer). Den funky popschlager “Dancing In The Moonlight” hitter, og ellers spænder albummet lige fra hudløse numre som “Soldier Of Fortune” til den aggressive attitude-rocker “Bad Reputation”. Guld i UK. Den remasterede og udvidede udgave af albummet fra 2011 indeholder seks bonusnumre.
Besætning: Philip Lynott (vokal, bas), Brian Downey (trommer), Scott Gorham (guitar)

“LIVE AND DANGEROUS”
(VERTIGO, 1978)
Et af rockhistoriens bedste live-albums, oprindelig udsendt som dobbelt-lp. Albummet er så overbevisende, at det er anerkendt selv af heavy-hadere. “Live And Dangerous” er én lang parade af medrivende heavy rock-sange, som tilmed får fornyet nerve i forhold til studieversionerne. Gnisterne fyger gennem lydbilledet, og sætlisten er bygget op med tempo- og dynamikskift, som skaber en perfekt klimakskurve. “Live And Dangerous” skal stå i enhver seriøs tungrock-samling. Albummet sælger til dobbeltplatin i UK og bliver bakket op af en koncertvideo, som er optaget separat. Videoen (udgivet på dvd i 2007) følger med som bonus-dvd på de luxe-2-cd-udgaven af “Live And Dangerous” fra 2011.
Besætning: Philip Lynott (vokal, bas), Brian Downey (trommer), Scott Gorham (guitar), Brian Robertson (guitar)

“BLACK ROSE: A ROCK LEGEND”
(VERTIGO, 1979)
Gary Moore har tidligere turneret og indspillet med Thin Lizzy. Nu erstatter han Brian Robertson. Gary Moore stjæler billedet fra Scott Gorham. Moores guitarspil er vildt på et teknisk højt plan. Og det gør Thin Lizzy hidsig på skæringer som “Toughest Street In Town”. Glansnummeret er den godt syv minutter lange ode til friheden, “Roisin Dub (Black Rose): A Rock Legend”. Singlerne “Waiting For An Alibi” og “Do Anything You Want To” hitter. Et af Thin Lizzys allerstærkeste albums. Guld i UK. De luxe-udgaven fra 2011 rummer en ekstra cd med bl.a. alternative versioner.
Besætning: Philip Lynott (vokal, bas), Brian Downey (trommer), Scott Gorham (guitar), Gary Moore (guitar)

“CHINATOWN”
(VERTIGO, 1980)
Gary Moore sætter kunsten højere end det vilde liv med sprut og stoffer. Derfor skrider han fra Thin Lizzy midt under “Black Rose”-turnéen. Krise. Lynott vælger Moores diametrale modsætning som anden-guitarist i Lizzy: Snowy White. Snehvide har tidligere været turnéguitarist for Pink Floyd, og han spiller følsomt og perfekt, men ikke særlig vildt. Overforbruget af rusmidler hæmmer også gruppen, og Thin Lizzy taber momentum midt i en tid, der går amok med en ny heavy metal-bevægelse. Det er også noget rod, at Philip Lynott udsender et soloalbum få måneder før “Chinatown”. Titelnummeret, Top 10-hittet “Killer On The Loose” og et par andre skæringer holder røven oppe på et album, der er en skuffelse i forhold til energi-udladningerne på “Black Rose”. Sølv i UK. De luxe-udgaven fra 2011 rummer en ekstra cd med bl.a. live-versioner.
Besætning: Philip Lynott (vokal, bas), Brian Downey (trommer), Scott Gorham (guitar), Snowy White (guitar)

“RENEGADE”
(VERTIGO, 1981)
Krise i Thin Lizzy-lejren. Narkoproblemer og Philip Lynotts musikalske identitetsproblemer (som bliver stillet til skue på hans to soloalbums, der ikke ligefrem rocker for hårdt) gør “Renegade” til en skuffelse. Der er dog poetisk stof til eftertanke i mange af Lynotts tekster, men kun tre skæringer bliver stående i eftertiden: den apokalyptiske “Angel Of Death”, biker- og rebel-hymnen “Renegade” og “Hollywood (Down On Your Luck)”. Mens The New Wave Of British Heavy Metal er i fuld gang med at vælte verden, er det tydeligt, hvad Thin Lizzy skal gøre: få sig en guitarist med riv i. Og han står allerede klar i kulissen.
Besætning: Philip Lynott (vokal, bas), Brian Downey (trommer), Scott Gorham (guitar), Snowy White (guitar), Darren Wharton (keyboards)

“THUNDER AND LIGHTNING”
(VERTIGO, 1983)
Voldsomt comeback for Thin Lizzy. At rekruttere John Sykes som ny guitarist er en genistreg. Sykes kommer fra Tygers Of Pan Tang, og han sætter fornyet power i Thin Lizzy. Dette er klart Thin Lizzys heavieste album nogensinde. Fremragende kompositioner med fuldt drøn såsom singleudtrækket “Cold Sweat” parres med den dystre, hjertekrympende “The Sun Goes Down”. Desværre er Philip Lynott kørt Lizzy-træt, og han er desuden ved at bukke under for sit misbrug. Derfor beslutter han sig for at opløse bandet, mens det endnu er på toppen. Sølv i UK.
Besætning: Philip Lynott (vokal, bas), Brian Downey (trommer), Scott Gorham (guitar), John Sykes (guitar), Darren Wharton (keyboards)

“LIFE”
(VERTIGO, 1983)
I 1983 lider Philip Lynott af den sære forestilling, at han er producer og ikke narkoman. Derfor beslutter han sig for selv at producere Thin Lizzys svanesang, dette dobbelte live-album, som (i grove træk) er optaget på gruppens afskedsturné. Syv af numrene er gengangere fra den tusindfold federe “Live And Dangerous”. Den kiksede produktion gør albummet til en bovlam affære, og tricket med at invitere bandets tidligere guitarister (Eric Bell, Brian Robertson, Gary Moore, Snowy White) med som gæster er omsonst. “Life” er et sørgeligt udtryk for den svigtende dømmekraft, som fulgte med Lynotts selvdestruktive livsstil i hans sidste leveår (Lynott døde i 1986, kun 36 år gammel).
Besætning: Philip Lynott (vokal, bas), Brian Downey (trommer), Scott Gorham (guitar), John Sykes (guitar), Darren Wharton (keyboards)

“UK TOUR 75”
(MAJOR LEAGUE, 2008)
I tidens løb er der udkommet en del live-materiale med Thin Lizzy. Mest skelsættende er “UK Tour 75”. Gæt hvor og hvornår, den er optaget. Bandet er veloplagt, og tracklisten sætter spot på Lizzys sangskat, som den lød før gennembruddet med “Jailbreak”. Vi får en ur-udgave af “Cowboy Song” plus et godt indblik i, hvor mange fede sange Thin Lizzy måtte skubbe ud i glemslen for at få plads til deres senere klassikere på sætlisten. Værd at eje.
Besætning: Philip Lynott (vokal, bas), Brian Downey (trommer), Scott Gorham (guitar), Brian Robertson (guitar)

“STILL DANGEROUS”
(VH1, 2009)
Albummet blev i 2009 lanceret som ’bedre end “Live And Dangerous”’ og som ’den sande “Live And Dangerous”.’ Årsag: dette er den ægte, rå vare, hvor der ikke er manipuleret med optagelserne (her er nul overdubs). “Still Dangerous” er da også et forrygende live-album. Meeeen … bedre end “Live And Dangerous” er den ikke. Og så er det “kun” et almindeligt album (“Live And Dangerous” er en dobbelt-lp, fire pladesider!) med halvt så lang spilletid. Som et plaster på såret inkluderer lp-versionen en single med to bonusnumre. Værd at eje.
Besætning: Philip Lynott (vokal, bas), Brian Downey (trommer), Scott Gorham (guitar), Brian Robertson (guitar)

“THE BOYS ARE BACK IN TOWN – DANISH COLLECTION”
(UNIVERSAL, 2010)
Spekulanterne i pladebranchen har i årenes løb udsendt rundt regnet en trillion best of-albums med Thin Lizzy. Blandt de mest centrale er ”Lizzy Killers” (Vertigo, 1981) og ”Dedication” (Vertigo, 1991). Man behøver ikke at have et falkeblik for at konstatere, at tracklisterne på disse opsamlingsplader næsten er ens. Kun indpakningen varierer. Mest kød er der på bokssættet “Vagabonds, Kings, Warriors, Angels” (Vertigo, 2002), der fortæller sagaen om Philip Lynott og Thin Lizzy over fire cd’er. For danske fans er dobbelt-cd’en “The Boys Are Back In Town – Danish Collection” særlig interessant. 2-cd’en inkluderer bl.a. “Dedication”, et glimrende nummer som først blev færdigindspillet efter Philip Lynotts død. Tracklisten rummer også Lynotts solohit “King’s Call” og andre skæringer fra periferien af Thin Lizzys bagkatalog. Ikke underligt, at albummet løb storm på de danske salgslister.
Besætning: Philip Lynott (vokal, bas), Brian Downey (trommer), Scott Gorham (guitar), Brian Robertson (guitar), Eric Bell (guitar), John Sykes (guitar), Gary Moore (guitar), Snowy White (guitar), Darren Wharton (keyboards) m.fl.

”AT THE BBC”
(UNIVERSAL, 2011)
Dobbelt-cd med optagelser fra den britiske statsradiofonis glorværdige arkiver. Lyden er i top. Godt med nerve i musikken, og albummet rummer mange sjove alternativ-versioner af numre, vi kender fra Lizzys studiealbums. Desværre er meget af materialet fra tiden, før Lynott & Co. blev rigtig fede, og man skal lytte sig igennem halvanden cd, før musikken begynder at tordne og lyne. Men her er da kanonversioner af ”Jaibreak”, ”Bad Reputation”, ”Cold Sweat” etc. Der findes for resten en udvidet udgave af denne BBC-samling: en boks med seks cd’er og en dvd.
Besætning: Philip Lynott (vokal, bas), Brian Downey (trommer), Scott Gorham (guitar), Brian Robertson (guitar), Eric Bell (guitar), John Sykes (guitar) m.fl.


ACHTUNG: Der findes en vrimmel af forskellige opsamlinger og live-optagelser med Thin Lizzy. Bl.a. en live-dvd fra ”Thunder And Lightning”-turnéen. Der eksisterer sågar en dvd med diverse musikvideoer med gruppen, kaldet ”Greatest Hits”. Det er for resten også titlen på en 2-cd-boks, som indeholder bemeldte dvd. Diskografien søger at skøjte uden om hele dette virvar og holde sig til de væsentligste udgivelser. \m/


FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama