 |
| Ingen sortere. Som Paradise Lost tog sig ud i Jam Magazines artikel. |
”Jeg hader at være som andre. Jeg gider ikke ligne en
sørgelig forpulet køter, så jeg undgår at agere som normale mennesker.” Nick
Holmes har talt! Ordene faldt i 1995, da Paradise Lost udgav hovedværket ”Draconian
Times”.
Læs interviewet som optakt til Paradise Losts koncert den
17. oktober.
Interviewartikel:
Peter Béliath (publiceret i Jam Magazine nr. 56, juni 1995)
 |
| NRG nr. 1. Bladet rummede også min stort opsatte temaartikel om black metal, "Slaver af Den Hornede", og et dybdeborende interview med Morbid Angel. Alle artiklerne bar for resten præg af påvirkning fra Erwin Neutzsky-Wulffs forfatterskab. |
[April 1995: jeg mødte drivkræfterne i Paradise Lost på en
fashionabel café i København. Det blev en interessant eftermiddag i selskab med
sangeren Nick Holmes og guitaristen
Greg Mackintosh. Interviewet var sat op for NRG – et helt nyt dansk
metalmagasin. Aftalen var, at Paradise Lost skulle pryde forsiden af bladets
allerførste nummer, og derfor skulle interviewet have en vis tyngde. Det fik det.
Faktisk blev der stof nok til en fire-siders artikel i NRG.
Plus det løse, som jeg brugte til en bihistorie, der kom i Jam Magazine. Det
allertungeste skyts (bl.a. det famøse løfte om, at Paradise Lost ALDRIG ville
svigte deres fans ved at skifte radikal stil, som Celtic Frost havde gjort på
”Cold Lake” – læs mere ved at klikke her) havnede selvfølgelig i NRG. Men der
er et par sjove ting i bihistorien, som jeg bringer her.
Det klikkede virkelig godt mellem Paradise Lost og mig denne
eftermiddag. Fadøl booster de sociale kompetencer. Efter interviewet opstod der
en længere pause, hvor Greg og Nick satte sig ved mit bord. Den samtale ville
jeg gerne have båndet. For de diskede op med mange sjove anekdoter. Bl.a. om
turnélivet med det største dødsmetalband i verden.]
”Jeg synes, at folk, der bare følger trop, er idioter. Jeg
nyder at betragte menneskelig adfærd. Jeg kan li’ at iagttage fyre, der prøver
at score piger – de tér sig ligesom dyr, ligesom hunde! Jeg var på ferie, og
der var en tævehund på stranden, og alle de her hanhunde forsøgte at komme i
lag med hende. De jagtede hende uafladeligt, og det er det samme med mænd og
kvinder.”
Nick Holmes, forsanger i engelske Paradise Lost, har talt
sig varm efter en lille halv time. Vi sidder på Krasnapolsky i det indre
København en søndag eftermiddag sent i april. De obligatoriske fadøl er inden
for rækkevidde.
”Jeg hader at være som andre. Jeg gider ikke ligne en
sørgelig forpulet køter, så jeg undgår at agere som normale mennesker. Jeg
prøver at optræde cool, ha ha. Når jeg har drukket for mange bajere, bliver jeg
mere menneskelig. Jeg tænker meget mere, når jeg er ædru,” siger misantropen
Holmes og smiler med sine kønne isblå øjne.
På tryk virker udtalelserne hårde og kolde, men Holmes er en
begavet og hjertelig fyr, for hvem livet er et tragikomisk drama. Noget der i
høj grad kommer til udtryk i Paradise Losts tunge og dystre musik.
”Vi er pessimister, vi forventer altid det værste,”
forklarer Holmes om sit band, der kommer fra The Grey North, nærmere bestemt
Bradford i West Yorkshire – et typisk industridistrikt, der dog er omgivet af
et smukt landskab.
”Man skal bare køre fem miles, så er man på landet. Det er
et meget kuperet terræn med mange bakker og dybe dale,” fortæller Holmes om sin
elskede hjemstavn, der har fostret adskillige bands med tendens til doom og
gotik.
KAN DE DØDE DANSE?
I starten var Paradise Lost del af doom/death metalscenen,
men gruppen har ad åre fjernet sig langt fra dødsgenrens trange rammer.
Paradise Losts forrige album, den storladne ”Icon” fra 1993, slog kraftigt an i
Europa og har for længst rundet de 300.000 solgte eksemplarer.
Den 12. juni [1995, red.] sendes Paradise Losts femte album,
”Draconian Times”, på markedet, og her lægger gruppe med stor autoritet vægten
på de melodiske og de poetiske gotikelementer frem for metallisk hammer. Både
de musikalske og kommercielle forventninger til ”Draconian Times” er skyhøje.
Men hvad er det, der gør Paradise Lost så radikalt anderledes end andre af
tidens metalbands?
”Vi er ikke kun inspireret af metalbands. Vores inspiration
kommer fra alle mulige forskellige kilder, og derfor, tror jeg, vi har så
original en lyd. Dead Can Dance er vores største inspirationskilde. De spiller
den tungeste musik, og de spiller det med følelse. De er heavier end noget
death metalband kan drømme om at blive. Men det fatter de yngre fans ikke, for
de går bare efter de forvrængede guitarer. Men når man begynder at værdsætte
musik, opdager man, at Dead Can Dances musik har så meget mere at byde på end
heavy metal.”
Netop det omtalte snæversyn hos metalfans har gjort Paradise
Lost til et band, der både er elsket og hadet. Og det i metalsammenhæng så
aparte ”Draconian Times”-album indeholder bl.a. en popsang, ”The Last Time”,
der uden tvivl vil frastøde en del stivstikkere i metalpublikummet. Bekymrer
det mon bandet?
”Ja, men det er jo også den eneste sang af den slags på
albummet,” siger Nick Holmes og går straks i forsvarsposition.
”Ja, det bekymrer mig, men man kan jo ikke gøre alle
tilfredse, og jeg afskyr folk, der påstår, at vi har solgt ud, for der er så
meget sjæl i vores musik. Vi lægger hele vores personlighed i musikken.”
Både bandnavnet (der er titlen på John Miltons storslåede
epos ”Paradise Lost”, der udkom i 1667, og som på besynderlig vis skildrer den
faldne engel Lucifer som oprørshelt) og albumtitler som ”Shades Of God” og
”Icon” afslører, at Paradise Lost er meget fascineret af religiøse temaer. Nick
Holmes understreger dog, at Paradise Lost er et irreligiøst band:
”Jeg har personligt ingen tro, men jeg ville ønske, at jeg
havde det. Jeg tror ikke på noget som helst, jeg er meget agnostisk.”
”Vi er meget store modstandere af organiserede religioner.
Jeg mener, at folk, der søger efter noget at tro på, til en vis grad er svage.
Hvis man klarer sig gennem livet ved at være afhængig af noget, der forstærker
tilværelsen, er det selvfølgelig udmærket. Men det er stadig en svaghed. Nogle
mennesker behøver ikke stole på andet end sig selv,” causerer Nick Holmes, der
har et meget William Blake’sk syn på religion:
”Religion burde være noget personligt, uden at man behøver
at gå i kirke og lægge penge i kirkebøssen – hvad fanden har det med sagen at
gøre? Hvis jeg var religiøs, skulle det være en personlig og åndelig sag, noget
jeg ville holde for mig selv. Kirken er jo så skide korrupt, at det er en
vittighed.” \m/
 |
| "Draconian Times" har det smukkeste artwork. |
ACHTUNG! Den 17. oktober kan
Paradise Lost opleves live i Pumpehuset, CPH. Support: Lucifer
Ingen kommentarer:
Send en kommentar