torsdag den 16. juli 2015

Rock and roll ER støj-forurening


Verdens heavieste pladebutik? Så må du til Stockholm.

Døren ind til Sound Pollutions lager ...
Dissection rammer mine trommehinder, straks jeg træder ind ad døren til Sound Pollution. Væggene er sorte. Pladerne står på rad og række, tæt presset sammen, så man næsten ikke kan bladre dem igennem. Vinyler, singler og cd’er. T-shirts og hoodies på bøjler. Stativer med Maximum Rocknroll og andre fanzines.

På døren ind til lageret hænger en stor plakat. En sort plakat på en sort dør. Watain indbyder Sound Pollutions kunder til at kigge forbi shoppen onsdag den 14. august [2013], hvor Erik Danielsson & Co. vil signere deres (dengang) nye album: ”The Wild Hunt”.

Tre finner kommer ind i butikken. Hærdebrede og lyshårede. Der tales dæmpet som i en kirke. Når en kunde henvender sig til Felipe, der sidder bag disken med trøjens hætte over hovedet, skrues der ned for musikken. Men så snart ordvekslingen er slut, skrues der igen op for Dissection.

”Dem spiller vi meget,” ler Felipe, da jeg roser, at de spiller Dissection i Sound Pollution, der ligger i Gamla Stans romantiske omgivelser.

Sound Pollution kører selvfølgelig
også en sej postordre-bizz.
soundpollution.se .
Jeg spørger, om de har den nye med Watain, Bathory-tributeskiven, som udkom i februar i et begrænset oplag på 1300 ex. Felipe kigger efter. Men nej, den er udsolgt. Han fortæller, at ”butikken her var med til at udgive den.” Felipe skruer igen op for Dissection.

Jeg drysser lidt rundt i butikken. Falder i staver over lækre vinyludgaver af In Solitude, Melechesh og Tribulation – tre bands, der her på det sidste har været med til at forny metalmusikken … vel at mærke uden at forråde traditionen!

Jeg tjekker cd’erne og finder Deathspell Omega, Deströyer 666 og andre ting, man sjældent ser selv i de mest velassorterede danske butikker.

Jeg hapser Mefisto: ”The Megalomania Puzzle” på vinyl. Death SS: ”In Death Of Steve Sylvester” snupper jeg også. På blodrød vinyl.

Sound Pollution har alt, hvad der er sejt. Også mine gamle helte fra 1970’erne. Her tænker jeg ikke kun på Kiss, men også på de mere obskure: Dust, Captain Beyond og så’n.

De har selvfølgelig også det trendy stads, der er på forsiden af Metal Hammer. Men det vender jeg det blinde øje til. Punk? Garage rock? Det findes i shoppen. Europe og alt det der melodiske kram fører Sound Pollution naturligvis også. Det er jo Sverige.

Jeg leder dog forgæves efter Marduks ”Those Of The Unlight” på vinyl. Jeg spørger efter den. Felipe går rask ud på lageret og smider et eksemplar på disken. Sådan!

”Det her er den bedste pladebutik, jeg nogensinde har været i,” siger jeg. ”Og jeg har været i nogle stykker.” Felipe takker. En anden ekspedient kommer forbi disken og siger et eller andet. Ligesom Felipe bærer han nittebælte og kæder om lænderne. Langt hår og en t-shirt med okkulte symboler.

Felipe spørger, hvor jeg kommer fra. ”Fra København,” svarer jeg. Felipe fortæller, at han godt kender Rock Uglen. Vi bliver enige om, at det skam også er en fed shop.

Felipe beklager, at han skal arbejde næstkommende weekend. Han ville gerne have været i Fredericia. Ryet om Metal Magic Festivals fortrinligheder er nået helt til Stockholm.

Jeg hører mig selv sige, at jeg er rockskribent. Og at jeg håber på at få lov til at interviewe Lemmy i næste uge. ”Aha,” siger Felipe. Jeg kommer også lige til at nævne, at jeg har skrevet covernoterne til den Invocator-lp, de har stående henne under I. ”Alterations From The Past”.

Felipe kender godt Invocator. Han roser ”Excursion Demise”, som jo blev udsendt på svenske Black Mark Production. Talen falder på Bathory, der var årsag til, at Black Mark blev grundlagt.

Så sker der noget. Felipe rejser sig og tjekker en ekstra gang. Jo, sandelig! Der var lige ét eksemplar tilbage af Watains Bathory-tribut: ”Tonight We Raise Our Cups And Toast In Angels Blood”. Den er blevet åbnet – en slags prøveeksemplar, så folk kan se, hvad de køber. Om jeg er interesseret i den?

Er paven katolik?

”Så,” griner Felipe. ”NU er den officielt udsolgt.” \m/

Rifferama på pladerov i Gamla Stan ...

Sound Pollution, Stora Nygatan 18, 103 14 Stockholm. www.soundpollution.se

DISCLAIMER: København er en metropol, hvad angår pladebutikker. Efter sigende en af verdens førende byer, hvad det angår. Som heavy rocker hører Beat Bop, Sex Beat, Rock Uglen, Fona på Strøget, Accord m.fl. til mine personlige oaser.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama 

søndag den 5. juli 2015

Tilbage til den morbide undergrund


David Vincent er ude af Morbid Angel. Igen. Og Steve Tucker er tilbage i Morbid Angel. Igen. Kan vi så forvente et nyt mesterværk som ”Formulas Fatal To The Flesh”?

Steve Tucker sammen med en af Fenris' ætlinge.
”Mand, jeg vil have, at bandet skal spille dødsmetal. Jeg vil have, at bandet skal være brutalt. Jeg vil have, at bandet skal være undergrund.”

Sådan lød det, da Morbid Angels boss, den fænomenale guitarist Trey Azagthoth, ringede til Steve Tucker for at lokke ham med i bandet igen. Det røber Tucker i et nyt interview, som kan læses her.

Det lader altså til, at konservative Morbid Angel-fans kan ånde lettet op. Det tyder nemlig på, at Trey & Co. dropper de elektroniske eksperimenter, der gjorde albummet ”Illud Divinum Insanus” (2011) så forkætret.

”Illud Divinum Insanus” blev lanceret som det store genforeningsværk, efter at vokalisten og bassisten David Vincent var vendt tilbage til Morbid Angel i 2004. Vincent forlod Morbid Angel i 1996 for at hellige sig industrial-bandet Genitorturers.

Vincent blev som bekendt erstattet af vokalisten og bassisten Steve Tucker (ex-Ceremony). Med Tucker i den vokale front indspillede Morbid Angel tre albums, hvoraf især ”Formulas Fatal To The Flesh” (1998) har et godt ry.

Lige præcis ”Formulas Fatal To The Flesh” var en retur til noget, der kunne minde om Morbid Angels udgangspunkt som undergrundsorkester.

”Covenant”, Morbid Angels album fra 1993, hittede voldsom – og blev angiveligt verdens mest solgte dødsmetalalbum. Nogensinde. Men efterfølgeren, ”Domination” (1995), var for overproduceret for mange af bandets langtidsfans.   

Med David Vincent ude af vagten, og med Steve Tucker bag mikrofonen, tog Trey Azagthoth & Co. i 1998 med dødsforagt det store spring: at genvinde Morbid Angels ry som undergrundsband. Trey gravede sågar musik frem af arkiverne fra 1984 – det kom der ”Invocation Of The Continual One” ud af. Læs Rifferama-interview med Trey om ”Formulas” her.

Kunstnerisk set var ”Formulas Fatal To The Flesh” en succes. Albummet blev generelt modtaget med kyshånd af fandommen. De efterfølgende to albums blegnede dog, og det blev tydeligt for selv Trey, at David Vincent måtte tilbage i bandet, hvis Morbid Angel skulle fortsætte karrieren.

Live-mæssigt blev David Vincents retur en hammersucces. Jeg var selv så heldig at opleve to af de danske koncerter, som Morbid Angel nåede at spille med Vincent efter hans tilbagevenden. Og de var i topklasse. Det gjaldt både Copenhell 2011 (læs min anmeldelse her) og gigget i Pumpehuset december 2014. 

Derimod var folk generelt utilfreds med den mere industrielle lyd på ”Illud”. Og når Trey og Steve Tucker nu begynder at tale om at være undergrund, så drøner i hvert fald mine spekulationer løbsk: kan vi være heldige at få et storm-album som ”Formulas” ud af det nye Tucker-frontede Morbid Angel?

Anyway, her er min anmeldelse af ”Formulas”, ordret som den stod trykt i Zoo Magazine nr. 13, april/maj 1998. Skulle jeg genskrive anmeldelsen, ville jeg nok strø salt på konklusionen til slut.

MORBID ANGEL
FORMULAS FATAL TO THE FLESH
(Earache/Voices Of Wonder)
******

Med mere end en million solgte plader bag sig er Morbid Angel suverænt det dødsmetalband, der har haft størst gennemslagskraft. Efter den temmelig digitaliserede og computeriserede ”Domination” (’95) går Morbid Angel på deres 7. album tilbage til rødderne.

”Formulas Fatal To The Flesh” makerer både ilddåben for bandets nye sanger, Steve Tucker, og en tilbagevenden til en mørkere og mere primordial death metal, som Morbid Angel spillede den på debuten ”Altars Of Madness” (’89).

Nyrekrutterede Tucker har en røst, der kan rejse de døde af grave, om end han ikke overgår den karismatiske David Vincent, der er indehaver af genrens bøseste growl. Vincent forlod bandet i ’96, og med ham forlod de mere suspekte politiske undertoner Morbid Angel.

Gruppens grundlægger, guitaristen Trey Azagthoth, har igen overtaget tekstskrivningen og styrer nu Florida-bandet i en meget åndelig retning. Treys tekster er vildt esoteriske og åbner sig ikke uden et vist kendskab til nyplatonisme og hermetisme. Treys religion er en okkult sammentænkning af oldtidens sumeriske gudeverden og horror-forfatteren H.P. Lovecrafts Cthulhu-mytologi. Denne religiøsitet afspejles i alt lige fra albumtitler til tekster til sangskrukturer – guitarsoliene på ”Formulas” er sågar indspillet i et tempel!

Alle i Morbid Angel (ikke mindst trommeslageren Pete Sandoval) spiller med en disciplineret vildskab og en teknisk kunnen, der indgyder ærefrygt. Trey hævder, at gruppen er instrumenter for guderne. Og man tror ham, når man hører den knap 10 minutter lange og musikalsk komplekse ”Invocation Of The Continual One”, den rituelle trommesolo ”Hymnos Rituales De Guerra” og kaosudladningen ”Chambers Of Dis”, hvor et guddommeligt inspireret raseri slippes løs.

”Formulas” er ikke alene det ultimative death metal-album, den er også den filosofisk og religiøst mest afklarede metalplade – nogensinde! \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama