søndag den 28. juni 2015

5 albums, der skuffede for sygt


Hårdrock-fans er hårdhudede. Men også følsomme. De tåler ikke, at deres helte sælger ud.

Her er fem albums, som gav Rifferamas skriverkarl traumer.

Nogle af medlemmerne af Kiss spillede rent faktisk på "Dynasty" ...
DISCLAIMER: Artiklen er dybt subjektiv. Og selvironi kan forekomme.

KISS 
”DYNASTY” 
(Casablanca, 1979)
Nogle mennesker er bare skabt til at være Kiss-fans. Og jeg er et af dem. Allerede første gang, jeg så et foto af Gene Simmons & Co. i Vi Unge, vidste jeg, at Kiss var af det hårde. At de var selve virkeliggørelsen af mine musikalske drømme.

Drømmene blev opfyldt til fulde med albums som ”Dressed To Kill” og ”Destroyer” (mine to første Kiss-køb). Men drømme varer ikke evigt. Og ”Dynasty” var en brat opvågning.

Hold nu kæft!

”I Was Made For Lovin’ You” hed den første skæring på albummet. Og det var … disco!!! Den store arvefjende for os rockfans med Yamaha-mærker syet på læderjakkerne. Resten af pladen var heller ikke for sjov. Noget popsjask. End ikke Ace Frehleys cover version af The Rolling Stones’ ”2.000 Man” kunne redde albummets ære.

Jeg ved, at mange gamle Kiss-fans har taget albummet til nåde. Og at nye generationer af Kiss-fans har en højere tolerance-tærskel end os, der opdagede gruppen i 1970’erne. Men jeg har aldrig kunnet døje ”Dynasty”. Alene titlen. Den er jo ren sæbeopera. Kun én skæring (Aces føromtalte Stones-cover) kan leve op til ordspillet om at ”die nasty”.

Og så gned Kiss salt i såret ved at udgive to om muligt endnu værre albums lige i røven på ”Dynasty”. Det var traumatisk. Det var tortur.

PS: Jeg (gen)så Kiss live på deres reunion tour i 1996. I Scandinavium i Göteborg. Da bandet gik i gang med ”I Was Made For Lovin’ You”, benyttede jeg lejligheden til at gå på pissoiret. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til. For to af medlemmerne fra Dissection brugte også disco-nummeret til at tømme blæren …

TYGERS OF PAN TANG 
”THE CAGE”
(MCA, 1982)
Tygers Of Pan Tang var bare de hårdeste i 1980. Intet kunne være mere bad ass end Tygers’ cowboy-betonrocker ”Killers” fra debutalbummet ”Wild Cat”. Den aggressive musik parret med Jess Cox’ rustne stemme var kraniekandis for os læderhalse, som bare ikke kunne få musikken hård nok.

De to efterfølgende albums, ”Spellbound” og ”Crazy Nights”, kunne slet ikke leve op til debuten. Cox blev erstattet med John Deverill, som faktisk kunne synge. Og vidunderbarnet John Sykes kom med som lead guitarist. Det blev musikken bare ikke heavier af. Men okay, Tygers var seje nok til, at jeg og mit sjak pligtskyldigt købte ethvert nyt album med gruppen.

Men så … AK! … gik det galt. Helt galt. ”The Cage” havde et cover med masser af bid, men musikken var tandløs. ”The Cage” var poprock, vasket klinisk rent af AOR-sulfo. Slattent. Fesent. Synth-indklæbet. Og noget så ækelt kommercielt. Bandet, der tidligere havde skrevet sange om at køre kværn, diskede (pun intended) nu op med en omgang kærlighedspladder. Arh men, kunne jeg lige forholde mig til en sang, der handlede om at få et kærestebrev fra Los Angeles der?

Jeg hørte pladen igennem én gang. Og ringede så straks til min bedste ven og ødelagde hans eftermiddag med brok.  

Men: Tygers Of Pan Tang var ikke det eneste New Wave Of British Heavy Metal-band, som skuffede for sygt ... 

DIAMOND HEAD
”CANTERBURY”
(MCA, 1983)
Diamond Head var formentlig de største musikalske genier i det britiske boom. Men de blev hurtigt (alt for hurtigt!) voksne og følsomme. Et selvfinansieret album (bl.a. kaldet ”Lightning To The Nations”) plus et album udgivet på et major label (”Living On … Borrowed Time”) var, hvad det blev til, før ...

Tatler og Harris meldte ud, at nu så de ned på heavy metal. Godt så.

Eller rettere: lort. For så fik vi vel nok det mest kiksede rodsammen af et album, som tænkes kan. Hvis man ellers mener, at livet er langt nok til, at man gider spilde tiden med den slags, så kan man faktisk lytte sig frem til, at ”Canterbury” rummer et par sange af en vis kaliber.

Men den identitetskrise, som gruppen befandt sig i, blev blæst ud af proportioner af kommercielle krav fra pladeselskabet … meget sigende det samme selskab (MCA), som skubbede Tygers ud i AOR-nonsens.

Jeg gider ikke forsøge mig på at indkredse genren på ”Canterbury”. For det er en omgang pseudo-progressive pinligheder, som den 1980’er-nyrockede klingklang-produktion ikke kan skjule er nogenlunde ligeså Led Zeppelin-inspireret, som alt andet, Diamond Head har lavet.

Al den pikrockede potens, der tidligere havde givet os ”Am I Evil”, ”It’s Electric” og alle de andre riff-missiler, som Metallica og den første generation af thrash metal-bands plankede overdrevent, er pist væk. ”Canterbury” er viagra-moden, midtvejskrise-”rock” spillet af nogle fyre, som var alt for unge til at rode sig ud i sådan noget eksperimentalt snavs.

At Rush slap fra lignende eksperimenter med æren i behold, var et mirakel. Men Rush var også ti-femten år ældre og de havde en rutine og en musikalsk indsigt, som d’herrer Tatler og Harris ikke besad i 1983. Og derfor blev ”Canterbury” da også et karrieremæssigt selvmord.

Jeg vil påstå, at hvis ikke Metallica havde indspillet de der cover versioner, ville Diamond Head i dag kun være kendt af os gamle røvhuller, som fulgte med i New Wave Of British Heavy Metal, mens den udviklede sig. Og altså også afviklede sig og dermed gav plads til mere grumme bands – som fx Celtic Frost ...

CELTIC FROST 
”COLD LAKE”
(Noise. 1988)
Tom G. Warrior & Co.’s historie er den mirakuløse historie om et nekro-band fra Schweiz, som skiftede navn fra Hellhammer til Celtic Frost. Og som fra at spille den absolut mest motorisk ustabile proto-dødsmetal endte med at gå amok i de vildeste avantgarde-eksperimenter.

Celtic Frost var meget mere end et thrash-band. De var umulige at sætte i bås. Men efter et par mini-lp’er og to albums havnede Celtic Frost også i en identitetskrise.

Rigtig gættet. Eller husket. Celtic Frost gik over til thrashernes ærkefjende: glam. Shit! det slap de dårligt fra. At høre Tom G. Warrior synge ”Seduce Me Tonight” … eller se ham og gutterne tone frem på MTV med håret bobbet op i videoen til ”Cherry Orchards” gav begrebet surrealisme en ny betydning.

Se det lige for dig: at tænde flimmeren og se et band, som plejede at udgøre avantgardens spydspids, pludselig dreje om på hælene og give sig i kast med at efterabe alle puddelgenrens værste klichéer!!!

Thrasherne hadede ”Cold Lake”. Og glam/sleaze-publikummet købte den heller ikke. Tom G. Warrior er nok den, der har det værst med ”Cold Lake”. Og den er da også det eneste Celtic Frost-album, som aldrig er blevet genudgivet. Men det er den ikke gået i glemme af.

PARADISE LOST 
”HOST”
(EMI, 1999)
”Cold Lake” gik over i historien som et skrækeksempel. Den var lektion #1 i, hvordan et metalband IKKE skal gøre. Da jeg interviewede Paradise Lost til NRG i 1995, var ”Draconian Times” dårlig nok kommet på markedet. Det var en musikalsk kraftpræstation. Nick Holmes og Gregor Macintosh var stolte. Forståeligt nok.

Jeg mødtes med de to Paradise Lost-musikanter på Krasnapolsky i København. Det kom der et kanoninterview ud af. Vi klikkede socialt, og efter interviewet satte de sig over til mit bord, og jeg fik sladderhistorier fra deres turné med Morbid Angel.

Men vi talte også om Paradise Losts inspirationskilder, og Celtic Frost dukkede op i samtalen. Der var da også flere fælles træk ved Celtic Frost og Paradise Lost. Begge bands udviklede sig hurtigt, brød med de snævre genre-klichéer og var sultne efter at indtage nyt kreativt land. Ekstremt spændende!

Men Holmes beroligede mig. De ville ALDRIG begå samme fejl som Celtic Frost. Altså skifte så drastisk stil, at de ville fremmedgøre deres fanskare. Jeg forlod lettet interviewet.

Men hvordan gik det?

Allerede efterfølgeren til ”Draconian Times” (=”One Second”) lå milevidt fra Paradise Losts doomy udgangspunkt. Mange af de gamle fans boykottede den, men nye kom til. Og Holmes & Co. skrev kontrakt med et major label: EMI. Og så gik det stærkt.

Håret blev klippet. Læderdresset blev stuvet af vejen i garderoben, og Paradise Lost leverede rædslen ”Host”. ”Host” indeholdt synthpop, der var så indstuderet i mindste copy cat-detalje, at selv Depeche Mode-fans havde svært ved at skelne kopien fra Martin Gore & Co.’s ægte vare.

Hvordan EMI havde forestillet sig, at dette kopi-præparat overhovedet kunne gøre sig gældende på plademarkedet, må stå hen som en af ”rock”-historiens største gåder. Men altså: ”Host” floppede, og Paradise Lost blev reduceret til support band for Nightwish …

BOBLERE:
Megadeth: ”Risk”, Judas Priest: ”Turbo”, Van Halen: ”1984”, Two: ”Voyeurs”, Europe: ”The Final Countdown”, Alice Cooper: ”Trash”, Scorpions: ”Love At First Sting”, Rainbow: ”Straight Between The Eyes” og en helvedes masse andre … 

ACHTUNG! Rifferama-læsere, hvordan ser jeres top 5-hadeliste ud? \m/


FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama


onsdag den 24. juni 2015

There will be haters


Ulven er tilbage i DK ...

Fakler og høtyve! Haters og shitstorm! Peter Béliath har svinet Copenhell!

Eller har han?

For hvad var det egentlig, den sure gamle blogger skrev i den der artikel om årets festival på Refshaleøen? Ja, (gen)læs selv her og tjek, om der var en pointe, som du eller andre missede.

Artiklens indledning er – hold nu godt fast i dine læsebriller! – en kærlig satire over metalmiljøet. Mig selv inklusive.

Jeg har deltaget i et astronomisk antal debatter, ordvekslinger og verbale træfninger om årets Copenhell – både på sociale medier og i real life. Vi har brokket os mere og mere højlydt i takt med, at bands er blevet offentliggjort. For lige præcis vores darlings kom jo ikke på plakaten. Ævbæv busse.

Det er denne – hold igen fast i dine læsebriller! – diskurs, som artiklens indledning forsøger at indkredse. Måske har jeg haft for travlt med at taste løs for at komme før visse andre medier. Men måske har visse læsere også haft for travlt med at skimme teksten, så de ikke lige har fattet, hvad der står … også mellem linjerne. Ahem.

Lad mig skære det ud i panserstål: vi metalfans har vores meningers mod. Vi mener en hel masse om alt muligt, der har med hård rock at gøre. Vi ved lige præcis, hvordan sådan en festival skal skrues sammen. Dette meningsmaskineri og ytringsfrihedstrip kan godt drukne glæden ved musikken i larm. På det punkt er jeg sikkert verdens mest skyldige. Mea culpa.

Men det var altså ikke min hensigt at ødelægge nogens gode humør efter en vellykket festival. Og det var da slet ikke min hensigt at svine Copenhells arrangører.

Faktisk tager jeg arrangørerne i forsvar i artiklen. Måske lidt kejtet. Måske for subtilt for folk, som har erstattet det at læse indenad med at scrolle løs på en smartphone. Men jeg forsøgte faktisk at forklare, hvorfor man ikke bare sådan – ”tryllerylle” – kan sammensætte et program, som pleaser alle.

Oven i det hele påpegede jeg, at vi også i år fik det program, som vi selv har bestilt. Der optrådte ikke ét eneste band, som vi ikke selv har stemt på. Copenhell lytter rent faktisk til folkestemningen.

Jeg har den dybeste respekt for en mand som Jeppe Nissen. Godt nok er det store stygge Live Nation, som står bag Copenhell. Men personligt er jeg ikke i tvivl om, at Nissen & Co. virkelig brænder for at gøre Copenhell til en forrygende festival. Hvis du er i tvivl, så se videointerviewet med Nissen på Heavymetal.dk her.

Selve festivalpladsen er et fund i sig selv. Og Copenhell-arrangørerne har gjort deres yderste for at binde Refshaleøens historie sammen med metalkulturen. Og det har de haft succes med!

Det samme gælder årets festivalmaskot (”Fenrir” af Richey Beckett) og ulvetemaet på pladsen. De folk forstår virkelig at skabe den rette kulisse for en metalfestival. Copenhell er en totaloplevelse af hård musik og slagkraftig ikonografi.

Ronkedor venter på Marduk.
Oven i det hele kommer den topprofessionelle afvikling. Jeg tjekkede klokken, da Marduk gik på scenen. Det skete lige på slaget 22:30, ikke et splitsekund for sent. På Copenhell er der ingen dræbende ventetid.

Til afviklingen hører også den venlige behandling, man får af vagter og andre officials. Man bliver behandlet med respekt. Jo, som ung har jeg oplevet at blive gennet med som kvæg på Roskilde Festivalen. Den respektfulde adfærd er ingen selvfølge, hvor der er musikkøbmænd indblandet. Just saying.

Hvad angår selve programmet, så synes jeg – helt personligt og dybt subjektivt! – at det blegnede i forhold til den massive line-up, Copenhell bød på i 2014.

For mig var der nul (0) bands på plakaten i år, som kunne matche de ud-af-kroppen-agtige oplevelser, som Behemoth, Triptykon og Watain gav mig i fjor. Læg dertil Iron Maiden, Twisted Sister, Arch Enemy, Black Label Society, Taake og … jeg bliver gal af at tænke tilbage på Copenhell 2014.

Men selv for en gammel hanelefant kan mindre gøre det. Og det pointerede jeg faktisk også i artiklen, hvor jeg taler om ”mange euforiserende oplevelser.”

Jeg er blevet spurgt: synes jeg virkelig, at Copenhell 2015 var SÅ dårlig? Come on, ville en 53-årig mand rode rundt på et nedlagt værft til langt ud på natten tre dage i træk, hvis han ikke havde det pissesjovt?

Og grib nu igen fat i dine læsebriller: kan man ikke skimte bare en lille bitte smule begejstring i omtalerne af koncerterne på min ronkedor-top 5? Godt så.

Vi ses på Copenhell 2016! \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

søndag den 21. juni 2015

Copenhell 2015


Bang that head that doesn't bang ...

Copenhell. Festivalen, vi alle elsker. Og elsker at hade. For programmet suttede i år. Det var alle enige om. Desværre var der ingen, der var enige om, hvad det præcis var, der suttede. Alle har været enige om at være uenige.

Et festivalprogram er ikke bare tryllerylle. Der er mange faktorer i spil. Hvilke bands turnerer? Hvad koster det, at få de skiderikker til at optræde? Alt det kræmmeri har vi fans sjældent sans for. Slayer skal bare spille. Hvert år!

Programmet så ud, som det gjorde, af flere grunde. Den væsentligste grund (tror jeg): de bands, som folk har stemt på, kom på plakaten. Meget kan man sige om Copenhell, men de giver publikum, hvad de vil have.

Desværre er metalmenigheden efterhånden så fragmenteret, at det er svært at finde fællesnævnere. Altså trækplastre, som kan hive alternative og nymetallisk indstillede fans såvel som hårdhudede TRVE metal-krigere hen foran scenen. Det kunne Iron Maiden sidste år. Og Twisted Sister. I år har Copenhell måske savnet det der lokomotiv. Skal vi være enige om, at The Darkness faldt lidt til jorden?

Copenhells program i 2014 var suverænt. For mig. Jeg fik stress af bare anstrengelse for at nå det hele. I år kunne jeg tage den mere med ro. Slipknot, Primus, Body Count, Suicidal Tendencies? Tak, men nej tak. Og det der Cannibal Corpse? Arh, jeg tror lige, jeg springer over.

Dog: årets Copenhell bød på mange euforiserende oplevelser. Her er min dybt personlige ronkedor-top 5 …

Mille Petrozza i aktion.
1. KREATOR
HELVITI, FREDAG KL. 21.30
Festival rimer på fest. Og festen leverede Kreator. Med en lidt bamset Mille i front tromlede tysker-thrashens pionerer sig igennem en sætliste, som ikke kun var hæsblæsende. Den var også ærefrygtindgydende.

I en kulisse, som flashede gruopvækkende scener fra Kreators pladecovers, fik vi en musikalsk pansernæve i fjæset. Genre-definerende fræs som ”Endless Pain”, ”Pleasure To Kill” og ”Flag Of Hate” blev suppleret med nyere slagsange: ”Enemy Of God”, ”Hordes Of Chaos” og ”Phantom Antichrist”.

Unge fans og knap så unge fans, alle headbangede, tyllede dyrt øl gennem brede smil, kastede horn og skabte sig åndssvage. De alleryngste moslede rundt foran scenen og måtte gentagne gange gelejdes tilbage til publikumsområdet, når de var blevet crowd surfet over afspærringen foran scenen.

Nok var der fest. Men Mille har noget på hjerte. Han er talerør for de utilpassede. Hvis du er i tvivl om agendaen, så tjek teksten til ”Violent Revolution”. Jo, Kreator repræsenterer stadig den anarkisme, som Megadeth m.fl. har sat på udsalg.

2. SAINT VITUS
PANDÆMONIUM, TORSDAG KL. 23.00

Enig, Scott ”Wino” Weinrich ville have peppet denne koncert op. Den gamle The Obsessed-mand er noget mere dynamisk og karismatisk end Saint Vitus’ nuværende sanger, Scott Reagers. Men Reagers er altså den originale Vitus-sanger. Og han er min foretrukne. Ligesom det første SV-album hører til på min all-time doom metal-favoritliste: en gusten sag udgivet på punkselskabet SST tilbage i 1984, hvor Saint Vitus’ musik allerede virkede patineret.

Reagers bevægede sig morfar-agtigt rundt på scenen og læskede ganen med te (snoren fra tebrevet hang ned langs kanten af kruset!). Med pandebånd og langt, ulvegråt krushår høvlede guitarist og bandboss Dave Chandler de tunge hippie-doomede riffs af. ”Born Too Late”, du ved.

Hele stemningen var stenet og de tidlige Saint Vitus-sange emmede af hispanic-agtig folketro. Hvad skal jeg mon vælge, sang Reagers: sort eller hvid magi? Og husk nu: hvis du tror på Gud, bliver du frelst. Det blev til sange om hvide hingste og om zombie-hunger. Det var som at blive sluppet ind i en tidslomme, hvor værdier og virkelighedsopfattelse ligger milevidt fra det moderne, sekulære DK. Nej, termen old school slår ikke til, når Saint Vitus står på scenen.

Nemtheanga maner.
3. PRIMORDIAL
HADES, FREDAG KL. 20.30

”Every man is evil. Every man is a lier.” Menneskeheden fik dette skudsmål af Primordials sanger.

A. A. Nemtheanga var formentlig den mest karismatiske vokalist på Copenhell 2015. Iført black metal-klamotter og med teatralske fagter fik han sange som ”Babel’s Tower”, ”No Grave Deep Enough” og ”Empire Falls” ud over scenekanten på en måde, hvor det visuelle og det musikalske skabte en totaloplevelse.

Irernes seneste album, ”Where Greater Men Have Fallen”, hørte blandt de mest overbevisende, der blev udgivet i 2014. Men live fungerede det endnu bedre. Primordial sendte rygradsrislende ilinger ind under min læderjakke. Det var virkelig en stærk og stor oplevelse.

Primordial formår at føre det episke og heroiske fra Manowar ind i en ekstremmetallisk kontekst. Elementerne fra folkemusik giver automatisk associationer til Thin Lizzy. Og Bathory. For akkurat ligesom Quorthon & Co. har Primordial deres udgangspunkt i black metal.

Primordial føjer en social kritik til deres mørke metal. Og i mine ører er det hos alt andet end ufarlige bands som Primordial, at metallens fremtid smedes.

Mortuus går vokalt amok.
4. MARDUK
PANDÆMONIUM, LØRDAG KL. 22.30

Marduk er et af de uhyggeligt få bands i black metals såkaldte anden bølge, som ikke er blevet matte i koderne. Svenskerne er i fuld gang med deres tredje årti. Og de er stadig dødbringende live.

I modsætning til fx Watain og Nifelheim har Marduk skåret showet ned til det absolutte minimum. Allerhelst ville Morgan ”Evil” Håkansson & Co. vel have spillet i totalt mørke. Men i den dæmpede belysning kunne man da ane corpse paint og nittearmbånd. Og vokalisten Mortuus’ blottede tænder.

Marduk spillede i vildt raseri. De var selve legemliggørelsen af misantropi og blasfemi. I perioder et blastbeat-inferno, der fremkaldte oplevelser, der må minde om dem, soldater har, når de befinder sig i slagmarkens stålstorm.

”The Blond Beast” og ”Wartheland” fra det aktuelle Marduk-album, ”Frontschwein”, skabte tumultarisk begejstring. Men ellers var det (i mine ører) det helt gamle materiale, som gjorde sig bedst: ”Burn My Coffin” og ”The Black …”

5. GHOST
HELVITI, LØRDAG KL. 00.00

”If you have ghosts you have everything,” lyder en af Ghosts hooklines (scoret fra Roky Erickson). Jeg fristes til at omdigte den til: hvis man har humor, har man alt. For magen til underdrejet humor skal man lede længe efter i heavy metal.

Udklædt som en diabolsk modpave trissede forsangeren Papa Emeritus III rundt på scenen. Næppe nogen heavy-sanger har nogensinde bevæget sig så langsomt. Det så ud, som om Johannes Paul II var inden i Ghosts pave.

Showet var fantastisk. Fantastisk smukt. Og fantastisk sjovt. Mellem numrene talte Papa til publikum med en typisk romersk-katolsk accent. En slags fåmælt stand-up komik, bakket op af en nøje indstuderet mimik og gestik.

Papa blev akkompagneret af fem navnløse ”ghouls”, som bar Satyr-agtige masker, galocher m.m. Men ellers var det meste i Ghosts scenografi bygget op omkring ritualer og æstetik fra den katolske kirke: stola, røgelseskar, velsignelse etc. På en twistet måde, selvfølgelig, så det fik den stik modsatte betydning.

Ghosts musik er overdrevent iørefaldende. I hvert fald sammenlignet med det, der er kutyme i moderne hårdrock. Hele pointen er den forførelse, der ligger i misforholdet mellem form og indhold. Musikken slikker lytteren i øregangen, men det er pænt sataniske ting, der bliver sunget.

Jeg vil gerne røbe, at jeg ikke tror en skid på det. Det er et stunt. Men det er dælme et sjovt stunt.

Jeg har lige fra starten kunnet høre Ghosts fortrinlige sangskrivningsevner. Lidt Beach Boys her, lidt The Doors der. Og en masse Blue Öyster Cult alle vegne. Men for en gammel Hellhammer-fan er det ikke helt heavy nok. Live, derimod, fik sangene lige lidt mere krånsj i taktslaget og lidt ekstra vræl i det elektriske guitarer. Og det fungerede sublimt.

5 bands, jeg DESVÆRRE missede: Hammerfall, Blues Pills, Pretty Maids, SEA og Horned Almighty. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama