torsdag den 4. december 2014

Ind på det forbudte og farlige territorium


Verdens bedst sælgende death metal-album! Det er Morbid Angels 1993-opus ”Covenant” blevet kaldt. Albummet var unikt: et inferno af blast beats, verdens mest forvredne riffs samt en kavalkade af ædende onde tekster, der den dag i dag får ekstremmetal-fans til at gispe af ærefrygt.

På billedet ses (fra v.): David Vincent, Trey Azagthoth, Richard Brunelle og
Pete Sandoval. Brunelle medvirkede ikke på "Covenant",
og på den efterfølgende turné var han erstattet af Erik Rutan.
”Morbid Angel er mere brutale og fanatiske end nogensinde før på deres nye, hadske album, ”Covenant”.”

Sådan skrev jeg i Jam Magazine nr. 45 (august 1993). I min anmeldelse slog jeg også fast, at den danske producer og lydtekniker Flemming Rasmussen med sin produktion havde givet Morbid Angels musik ”det sidste spark ind over smertetærsklen.”

På min playlist i Jam Magazine-nummeret lå ”Covenant” øverst, hvor den fik selskab af Danzig og tre af mine favoritbands fra 1980’erne: Mercyful Fate, Witchfynde og Pentagram. Med andre ord: Morbid Angel var blevet optaget i mit personlige metal-panteon.

ÆREFRYGTINDGYDENDE
Jeg kunne høre stort set alle de kvaliteter, som jeg var blevet ”opdraget” med af 1970’ernes og 1980’ernes heavy rock/metal-stilskabere. Jeg lever og ånder for solide riffs og halsbrækkende breaks, og dem leverede Morbid Angel i kvanta på en skæring som ”Angel Of Disease”.

Mange af de dyder, som efter min mening skabte mesterlige, helstøbte værker i hårdrockens guldalder, fandt jeg også på ”Covenant”. Som fx de dynamiske udsving mellem højt spilletempo (”Rapture”) og lavt spilletempo (”God Of Emptiness”), det powerfulde ryk (“Sworn To The Black”) og de mere afdæmpede øjeblikke (”Nar Mattaru”). Og så videre.

Det lyder måske besynderligt, men der var faktisk ikke så stort et spring for mig fra Judas Priest, Rush, Trouble, Mercyful Fate og det tidlige Slayer til Morbid Angel. Jeg kunne også høre et ikke så fjernt ekko af Eddie Van Halen i Trey Azagthoths guitarspil. Et nummer som ”Angel Of Disease” lød (og lyder stadig!) som en opdatering af de sangstrukturer, man allerede i 1970 kunne finde i fx Uriah Heeps ”Gypsy”. Morbid Angel havde styr på metaltraditionen – på en original måde.

For Morbid Angels egne bidrag til traditionen skal ikke undervurderes! ”Covenant” var et inferno af blast beats, verdens mest forvredne riffs og et teknisk niveau, der – som på ørnevinger – hævede sig over hoben af dødsmetalbands.

Så Morbid Angel kom som en åbenbaring for mig i et årti, hvor der ellers gik mode i at bryde med metaltraditionen. Rap, techno, hardcore, goth – alt muligt trendy stads skulle metallen fortyndes med i 1990’erne. Morbid Angel, derimod, leverede den ægte vare. Aggressivt, brutalt, kompromisløst – og ærefrygtindgydende tjekket spillet.

Selv Morbid Angels look kunne jeg forholde mig til. I en tid, hvor bæbrunt fløjl og knælange short blev hotteste mode, var det befriende at støde på et band i stramtsiddende læder. Pressefotoet, der var en del af lanceringen af ”Covenant”, var tilmed modelleret efter samme macho-forbillede som det, der kan ses på omslaget til Kiss’ ”Love Gun” (1977): kvinder, der ligger tilbedende for fødderne af de stolte rockhelte. Den slags var yt efter Nirvanas klynke-revolution i 1991. Og netop derfor var dét foto ekstra sejt set igennem mine aviatorbriller.

SORT SOM FILIPPINERGRAVEN
Oven i det kom så, at jeg fandt David Vincents tekster sådan cirka 100 gange mere interessante end det snotvædede, selvmedlidende bræg, som grunge- og alternativ-grupperne smurte ud over den hårde rock i 1990’erne. Hos Morbid Angel blev tabuer kørt ned med bulldozer-kraft. Normalbevidstheden blev undergravet. Eller som jeg skrev i Jam Magazine nr. 45:

“Indrømmet, det er ikke et blødsødent standard-humanistisk livssyn, der bliver luftet på gruppens plader. Morbid Angels religiøse budskab er sort som Filippinergraven. Ifølge bandets trosbekendelse på ”Covenant” er det ikke ligefrem de ydmyge, der skal arve jorden.”

I ”God Of Emptiness” tog Morbid Angel et tema op, som har været et stridens æble i kristendommen lige siden oldkirkens dage: forholdet mellem skaberguden og slangen i Edens have. I Vincent & Co.’s optik er skaberguden en jaloux undertrykker, mens slagen er menneskets ven og kundskabsgiver. Sådan så mange kristne også på det i kristendommens start. Men de blev fordømt som kættere, og denne ”gnostiske” teologi blev drevet ned i undergrunden, hvor den har levet videre indtil i dag.

Morbid Angel var fritænkere. Deres tekster vrimlede med henvisninger til sælsom fiktion og ældgamle myter. Jeg var blank på det meste og måtte på boghugst for at finde frem til verdens ældste litterære storværk, ”Gilgamesh-eposet”, og skabelsesberetningen ”Enuma Elish” fra oldtidskulturen i Babylon. Jeg læste også op på skrækforfatteren H.P. Lovecrafts Cthulhu-mytologi og den af sagn- og vrøvl-omspundne grimoire ”Necronomicon”. It blew my mind.

Meget er sket siden da. Både med metalscenen og med mig. Men jeg kan stadig hjemsøges af den der indre krillende fornemmelse af, at jeg bevæger mig ind på et forbudt og farligt territorium, når jeg sætter ”Covenant” i cd-afspilleren. \m/

På coveret ses Waites bog om
ceremoniel magi. Plus den pagt,
som Urban Grandier ifølge
heksejægerne skrev med djævlen
i 1600-tallet.
ACHTUNG!
Jeg interviewer superproduceren Flemming Rasmussen på Zeppelin Bar i København tirsdag den 16. december. På agendaen er “Covenant”, hvor Flemming Rasmussen tryllede ved mikserpulten. (Klik her for detaljer.)

Q & A-arrangementet løber for resten af stablen i timerne op til koncerten i Pumpehuset, hvor Morbid Angel celebrerer “Covenant”. Mødet med Rasmussen kan altså snildt fungere som en inspirerende aperitif til koncerten.


 FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Ingen kommentarer:

Send en kommentar