tirsdag den 18. november 2014

Stress-hormonerne sprøjtede ud af ørene på dem


De havde verdens sejeste look. De var dygtige musikere, og alligevel lykkedes det dem at få deres musik til at lyde ad helvede til. Altså på den fede måde.

I disse uger er det 30 år siden, at Destruction udsendte deres debutplade, ”Sentence Of Death”.

Destruction så ud som enæggede trillinger.
Tiden flyver. Tænk, at det er 30 år siden, at jeg sad i Hjørring og slikkede på frimærker, som blev sat på breve, der var stilet til et tysk undergrundsband ved navn Destruction!

Destruction var en trio. Og aldrig før har tre unge fyre lignet hinanden så meget – uden at være enæggede trillinger. Langt krøllet hår, MEGET stramtsiddende bukser og læderjakker med patronbælter over kors.

Jeg elskede Destructions look. Og deres musik. Jeg udtalte i et radiointerview, at jeg gerne ville arbejde med dem. Det kom – som den kvikke Rifferama-læser allerede har regnet ud – aldrig til at ske. Og den sangtekst, som jeg i ungdommeligt overmod sendte til dem, var de så høflige at arkivere lodret. Det er jeg dem meget taknemlig for i dag – det var, så vidt jeg husker, en stabel poetisk skrald, som Nigro Mantia også rejicerede.

Klappen er for en gangs skyld gået ned her på Rifferama. For jeg kan ikke huske, hvor jeg skrev om Destruction. Det var åbenbart ikke i Hot Rockin’, for der var det Henk Leviathan, som lancerede tyskerne (i nr. 5, november 1984). I Unchained Energy nr. 1 fra februar 1985 kan man lige akkurat skimte Destructions demo ”Bestial Invasion Of Hell” på min playlist. Men hvor er anmeldelsen eller interviewet? Havnede de/den i Metallic Beast? Jeg husker det ikke.

Nuvel, Destructions demo ”Bestial Invasion Of Hell” blev sluppet løs på det sagesløse marked i august 1984. Og så begyndte det at gå hurtigt for Marcel ”Schmier” Schirmer (vokal, bas), Tommy Sandmann (trommer) og Mike Sifringer (guitar). Meget hurtigt efter datidens målestok.

Allerede  den 10. november 1984 lå den tyske trios debutplade klar i butikkerne. Den hed ”Sentence Of Death” og var proppet med så meget black-diskursivt titelmateriale, som man kunne proppe på coveret til en ep med mindre end 20 minutters spilletid. ”Satan’s Vengeance”, ”Devil’s Soldiers” og den slags. Det er vist kun Nifelheim, som har været i stand til at overtrumfe denne kavalkade af djævletitler.

Men sådan må det jo være med et band, som oprindelig kaldte sig Knight Of Demon – et navn, som (forestiller jeg mig) var inspireret af den kristne højrefløjs påstand om, at Kiss er en forkortelse af Knights In Satan’s Service. Og nærlytter man til Destructions tidlige materiale, kan man inde bag rabalderet høre påvirkningen fra ikke alene Venom, men også mere traditionelle heavy metal-grupper som Iron Maiden og Mercyful Fate.

Sådan måtte det jo være, for Destruction var ikke forud for deres tid. Weil am Rhein-trioen var børn af deres samtid. Destruction var bare ét af en stime tyske bands, som senere fik klistret genrebetegnelsen ”thrash” på sig. Tormentor (som hurtigt skiftede navn til Kreator), Sodom, Living Death og Holy Moses hed nogle af de andre tyske thrash-bands, som brød frem af demo-undergrunden i midtfirserne.

Meget tilfælles med den fremherskende thrash metal fra USA havde de tyske grupper dog ikke. Og de amerikanske og de tyske bands delte heller ikke altid publikum. Testament, Death Angel og den slags lækkerier fra San Francisco var da også noget nær easy listening i forhold til Destructions ”Mad Butcher”.

Alligevel var Destruction anderledes. De spillede på et teknisk plan, som lå langt uden for fx Sodoms rækkevidde. Men selvom Destruction var dygtige musikere, lykkedes det dem at få deres musik til at lyde ad helvede til. Altså på den fede måde. Det er en tradition, som især Skandinaviens black metal-scene videreudviklede fra 1990’erne og frem.

Men ellers har Destruction vist betydet mere for den såkaldte black thrash. Typisk for datidens europæiske thrash-kunstnere var deres ”broken English”. På den måde opstod der pudsige gloser som ”Necromansy” (Bathory), ”Agressor” og ”Massacra” (Hellhammer). Destruction ”opfandt” ordet Desaster, og som en hyldest til Schmier & Co. har de tyske black thrashere Desaster taget deres navn fra denne mangel på stavekontrol.

Det meste af den amerikanske 1980’er-thrash var kun ekstrem på skrømt. Det kunne man ikke sige om Destruction. Selv moderne ekstremmetal-fans, som lever på denne side af grindcore og blast beats-infernoer, kan få tilfredsstillet deres behov for tænderskærende aggression. Der var noget hektisk over Destructions thrash – som om stress-hormonerne sprøjtede ud af ørerne på Schmier & Co.

Alligevel blev Destruction – ligesom alle de andre europæiske thrash-bands – ikke ret meget andet end KVLT. Heller ikke selvom de udgav fremragende albums som ”Infernal Overkill” (1985), ”Eternal Devastation” (1986) og ”Release From Agony” (1988) i perioden, hvor thrash metal boomede. Var Destruction for grumme for mainstream-thrasherne? Jeg tror det.

Selvfølgelig eksisterer Destruction stadig. Alt godt om Schmier & Co.’s anstrengelser her 30 år efter pladedebuten. Men det er fortidens synder, som Destruction huskes for. Det er den der mærkelige blanding af teknisk snilde og et allerhelvedes, nærmest forkrampet spektakel, som har været Destructions bidrag til den TRVE metaltradition. \m/

 FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama