søndag den 5. oktober 2014

Lyden af det sorte Amerika


Danzig afsluttede deres storhedstid med bravour, da de for 20 år siden udsendte deres fjerde album, ”4p”. Der var fuld blæs på mystikken på coveret, der havde ”hemmelige” referencer til rituelle mord og politisk ukorrekte runer.


1990’erne var noget af en Fimbulvinter for metal, som lugtede bare en smule af at være true og traditionelt.

Men ét band formåede at gå fra sejr til sejr i første halvdel af årtiet: Danzig. Stik imod alle odds fik Danzig deres største succes i 1993 med MTV-videohittet ”Mother ’93”, som faktisk nået helt op på en 17.-plads på Billboards Mainstream Rock-hitliste.

At Danzig overhovedet fik succes, kan virke noget gådefuldt i dag. For deres musik var bare ANDERLEDES! i forhold til stort set alt andet, som foregik i den hårde rock i de år. Danzig lukrerede vel på deres satanistiske image, deres hårdkogte attituder og på en sammenbidthed i musikken, som sagtens kunne hamle op med den, man fandt i thrash metal og den mere ekstreme del af metallen.

Men Danzig spillede hverken hair metal, thrash eller død, grunge oder sowas. Danzig spillede ærkekonservativ betonrock à la 1970’erne. Selvfølgelig opdaterede Danzig den traditionelle tungrock, gjorde den mere slagkraftig og her og der også mere doomy.

Men gruppen gav også deres musik et anstrøg af noget mere præ-heavy: Glenn Danzigs vokal var vældig inspireret af Elvis Presley, Howlin’ Wolf og The Doors-sangeren Jim Morrison. Der var tilmed noget 1960’er-sjælfuldt over John Christs bluesy guitarspil, som i passager fik musikken til at lette som en fremmed fugl i metallen.

Dette store vue over rockhistorien satte bl.a. bandet i stand til at spille en lydefri cover version af Albert Kings blues-traver ”The Hunter” – fra 1967! Danzig var altså 100% ude af synch med trends og moderetninger i datidens metal.

Efter min fattige overbevisning leverede Danzig noget så sjældent som 4 (f-i-r-e!) mesterværker på stribe lige fra det store gennembrud med debutalbummet ”Danzig” (1988) og frem til gruppens fjerde album, som blev udsendt den 4. oktober 1994.

Bill Clinton takker FBI for at have uskadeliggjort
fire samfundsfjender.

MYSTIK OM COVERET
Der var fuld blæs på mystikken på coveret til ”Danzig 4p”. Der var først og fremmest den runeagtige typografi. Og ikke mindst det lille p, som gruppen havde føjet til 4-tallet i albummets titel. 

Glenn påstår, at der er tale om ”Vehmic runes”, som angiveligt skulle have relation til middelalderens femdomstole i Wastfalen, Tyskland. Historien om femdomstolene var i lang tid pakket ind i sagn og forestillinger om hemmelighedskræmmeri. Nogen foretrækker at holde fast i disse ”esoteriske” forestillinger. Rigtigt gættet: vi er i en tusmørkezone, som strækker en slangearm ind i det fletværk, man kunne kalde ”nazismens okkulte rødder.”

Bedre bliver det ikke med p’et, som Danzig føjede til titlens 4-tal. Det skulle være en hentydning til en bevægelse, som kaldes Four Pi eller Four P. Bevægelsen er angiveligt en hemmelig satanistisk kult. Four P har et logo med fire p’er, der udgør en slags hagekors. Og, ja, Four P skulle angiveligt være fascineret af gammelt nazistiske tankegods. Efterforskere i sammensværgelsesteorier og myte-omspundne kriminalsager hævder, at Four P har begået rituelle mord. David Berkowitz alias Son of Sam skulle således have været medlem af Four P. Børnepornografi, hvid slavehandel og narkokriminalitet påstås også at være på Four Ps program.

Men ro på: både de ”femiske” runer og Four P-bevægelsen er højt belagt med mytisk perlemor. Og det er selvfølgelig også meningen, at fans skal overfortolke det alt sammen. Fare tiltrækker de unge, og intet smager så godt som forbuden frugt.

Men myndighederne tog Danzig alvorlig. Siger Glenn Danzig i hvert fald selv. Ifølge Glenn mente FBI, at Danzig udgjorde en trussel mod præsident Bill Clinton. Derfor er der et foto på inner coveret, hvor bandet er stillet op i et western-agtigt scenarium: hvert medlem ligger i en kiste, udstillet som døde lovløse, flankeret af efterretningsfolk og en Clinton-impersonator. Tableau!

GÖTZENDÄMMERUNG FOR DANZIG
Danzigs fjerde album blev afslutningen på både bandets og forsangeren Glenn Danzigs storhedstid. Det blev også det sidste album, som gruppen udgav på Rick Rubins American Recordings. Det blev tilmed det sidste album, som Danzig indspillede med den klassiske line-up: Glenn Danzig (vokal), Eerie Von (bas), John Christ (guitar) og Chuck Biscuits (trommer). Så ”Danzig 4p” var således noget af en Götzendämmerung for Glenn & Co.

I min anmeldelse i Jam Magazine nr. 53 (december 1994) skrev jeg bl.a., at Danzig ”er lyden af det sorte Amerika – ikke det racemæssigt sorte Amerika, men det bevidsthedsmæssigt sorte Amerika. Danzig spiller bluesrock, der er sort på en helt anden måde end John Lee Hooker og Bo Diddley. Danzig er sort som bare Satan.

Danzigs fjerde fuldlængde-album er gruppens hidtil mest afdæmpede og varierede. På ”4p” kommer der ikke så mange brunstbrøl fra John Christs guitar som på den buldertunge ”Danzig III How The Gods Kill” (1992). Men understrømmen af diabolske anklager er så stærk som nogensinde.

”4p” snylter ikke på den succes, som ”Mother”s heavy rotation på MTV har skabt. ”4p” viser, at Glenn Danzig er i konstant udvikling som sanger, diktatorisk bandboss og sangskriver. Lyt fx til ”Going Down To Die”, der er det nærmeste, rocken hidtil er kommet en begravelsessalme. Eller den The Doors-agtige ”Little Whip”. Eller den knugende, kryptiske ”Sadistikal”, hvor Danzig med vild sadistisk vellyst leger med moderne studieteknik.

”4p” er en plade, der ikke blegner i forhold til hovedværket ”Danzig II Lucifuge” (1990).” \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama


Ingen kommentarer:

Send en kommentar