Helvedesslagteren blev følsom

En unik fusion af doom, black, goth og psykedelisk rock à la Pink Floyd. Tiamats ”Wildhoney” udkom for 20 siden, og den er et pragteksempel på nyskabende metal.

Tiamat med Johan Edlund og Johnny Hagel i front.

Tiamat hyller deres musik i en dis af mystik. Det er smuk drømme-doom metal, der gør brug af flotte korstemmer og stemningsskabende keyboards. Tiamat er et af Nordens mest originale bands, og de formår at få Pink Floyd-inspirationer og Malmsteen-agtige soli til at gå op i en højere enhed med goth-undertoner. ”Wildhoney” er en fuldstændig enestående og ubegribelig smuk plade.

Sådan skrev jeg i min anmeldelse af Tiamats ”Wildhoney” i Jam Magazine nr. 52 (oktober 1994).

”Wildhoney” anses af mange for at være en klassiker i 1990’ernes metal. ”Wildhoney” blev tilmed et hit, og i flere år efter dens udgivelse solgte den ifølge et NRG-interview, jeg lavede med Tiamat-dynamoen Johan Edlund i 1999, mere end 20.000 eksemplarer om året. Og det fortsatte den med i mere end fem år efter dens udgivelse! Those were the days.

”Wildhoney” udkom i september 1994 og har altså 20-års jubilæum. ”Wildhoney” gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Den optrådte således på min playlist i hele to numre af Jam Magazine i perioden oktober-december 1994. Man kan vist roligt sige, at jeg var på Tiamat det efterår.

Alt på ”Wildhoney” var specielt, lige fra Kristian Whålins farvemættede omslagsillustration til Waldemar Sorychtas solare produktion, der gengav sangenes atmosfære perfekt. Det var bevidsthedsudvidende og psykedelisk metal, som Edlund og hans tro væbner, bassisten Johnny Hagel, leverede sammen med et hold hyrede musikere, heriblandt guitaristen Magnus Sahlgren og trommeslageren Lars Sköld.

Jeg grundede meget over de kryptiske tekster om overfyldte tandpastatuber og andre ting, der lignede hallucinationer fra syretrips i bedste Pink Floyd-stil. Der var virkelig udfordringer i de tekster. Som fx i ”The Ar”, der sluttes af med disse gådefulde linjer, trykt i citationstegn på coveret, som var det et citat: ”The five pointed grey star carven / The sign of the Aryan race / The five pointed grey star carven / On the forehead of an evil face.”

De linjer ville jeg gerne grille Edlund om. Så et interview blev sat op, da Tiamat gæstede Århus i 1994. Jeg mødte op til aftalt tid. Johan Edlund var lige i bad, forklarede tour manageren. Om en halv time var han klar. Jeg ventede en halv time. En hel time. Og mere. Jeg var ung, og jeg havde endnu ikke fattet, at det største mod er tålmod. Så jeg skred. Venners festlige lag kaldte. Pre-party!

Derfor ligger der ikke et Tiamat-interview fra ”Wildhoney”-epoken i mine arkiver. Træls, for jeg havde researchet grundigt, trukket mig selv igennem okkulte og mytologiske studier, gransket Tiamats obskure tekster på ”Clouds” og ”Wildhoney” i ét væk. Der var masser af spirituelt, nærmest gnostisk og verdensforsagende gods i de tekster. Sådan husker jeg det i hvert fald. I dag ville jeg ønske, at jeg havde ventet på, at Edlund var blevet færdig med sit vandfråseri … eller hvad han nu spildte min tid med den eftermiddag i Århus.

Kristian Whålins aka Necrolords
cover-illustration

OPKALDT EFTER ET KAOSMONSTER

Der udkom bjerge af doom-gotisk metal i 1990’erne. Det meste af det vil jeg pænt bede om at blive forskånet for i dag. Men ikke ”Wildhoney”. Jeg lytter stadig regelmæssigt til albummet, mens Tiamats øvrige albums (ikke mindst 1997’s alt andet end heavy ”A Deeper Kind Of Slumber”) er gledet helt ud af min bevidsthed. Skulle jeg endelig gå i gang med Tiamats bagkatalog, ville det blive bandets ur-udgave, Treblinka (hvis indspilninger blev genudgivet i fjor på kompilationer ”Shrine Of The Pentagram”).

For det pudsige er, at det band, som spillede hypersensitiv, florlet og spindelvævs-sart goth på ”A Deeper Kind Of Slumber”, oprindeligt (i slutfirserne) var et af Sveriges grummeste dødsbands i black-kategorien. Inklusive corpse paint. Husk: da Tiamat debuterede, kaldte Edlund sig noget så blakket som Hellslaughter.

De sorte temaer kunne selvfølgelige spores på albums som ”Clouds” (1992) og ”Wildhoney”, og Edlund skruede op for djævlerierne på ”Skeleton Skeletron” (1999), bl.a. ved at indspille en cover version af Rolling Stones’ Altamont-kontroversielle schlager ”Sympathy For The Devil” fra 1968 – vel for at markere, at han skam stadig var black. Selvom Tiamats musik i slutningen af 1990’erne ikke just lød som Marduk eller Dissection.

Da jeg endelig kom til at interviewe Tiamat, var det i forbindelse med netop ”Skeleton Skeletron”. Her fik jeg lejlighed til at stille Edlund et af mine gamle spørgsmål fra arket, der lå i inderlommen på min læderjakke den eftermiddag i Århus, hvor Tiamat-sangeren faldt i staver i brusekabinen.

- I den babyloniske mytologi er Tiamat et enormt uhyre, som Marduk dræber, og af hvis legeme han skaber verden. På mange måder er Tiamat det ultimative black metal-navn. Mener du stadig, at navnet repræsenterer din kunstneriske vision og Tiamats musik?

”Mere end nogensinde før. For mig har det altid været et symbol på de mørke sider i mig selv, som jeg stadig udtrykker i mine sange. Da vi spillede black metal, og da jeg voksede op med black metal-bands som Venom og Celtic Frost, da var det ikke vigtigt, hvilken slags musik, man spillede. Jeg ved, at det er anderledes i dag, men dengang anså man både Venom og Mercyful Fate for at være black metal. De spillede vidt forskellig musik, det var bare en slags overordnet ting, som de ønskede at udtrykke, men med fuldstændig forskellige midler. Vi har det stadig. Måske er det ikke så tydeligt i dag, men det er der stadig.”

Såvidt Johan Edlund i 1999. Jeg gad godt vide, hvad Tiamat-sangeren mener om det alt sammen i dag ... \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama