torsdag den 30. oktober 2014

De kombinerer det bastante med det elegante


Verdens – måske! – heavieste band gæster Loppen i København torsdag den 6. november. De hedder Trouble, og de er nogle af tungrockens mest stilskabende kunstnere.

Trouble, som de ser ud i dag.
Trouble var en af spydspidserne i den amerikanske undergrund, da metalgenren for alvor begyndte at blive grum og ekstrem over there. Men mens de fleste nye ekstremmetal-bands i midten af 1980’erne var helt speedalske med højt spilletempo, så trak de alt andet end trendy Trouble i den helt anden retning. Trouble lagde ekstra tryk på musikkens tyngde. Det gjorde det ved at skrue tempoet ned og i stedet fokusere på effektive og dystre riffs. Det kom der en musik ud af, som var kolossalt heavy. Mens de hurtigtspillende gruppers musik med tiden fik betegnelsen thrash metal, fik Troubles musik mærkatet doom metal.

Karrieremulighederne inden for doom metal er ikke store. Og Trouble fik aldrig den store kommercielle gennemslagskraft – heller ikke da de i 1990’erne udkom på Rick Rubins trendy (Def) American-selskab (hvor bl.a. Slayer, Danzig, The Black Crowes også var i stald). Men til gengæld har Trouble haft stor indflydelse på skabelsen af både doom metal og stenerrock. Ja, faktisk står store dele af nutidens hippe stenerrock i dyb gæld til den musik, som Trouble spillede på albums som ”Trouble” (1990) og ”Manic Frustration” (1992).

Det er dog Trouble to første albums, der rejser sig som tungrockens svar på Twin Towers. ”Psalm 9” (eller slet og ret ”Trouble”, som den oprindelig hed, fra 1984) og ”The Skull” (1985) satte nye rekorder udi metallisk tyngde – en rekord, som ingen vist har været i nærheden af at tangere. Trouble destillerede det bedste fra Black Sabbath og 1960’ernes proto-metalbands som Cream og Blue Cheer, og de berigede det med ny 1980’er-dynamik à la Angel Witch.

Det kunne let være blevet ulideligt tungt og traumatisk at lytte til, hvis det ikke var for Troubles fænomenale evne til at kombinere det bastante med det elegante. Troubles første plader var nok megatunge, men de var også iørefaldende på en måde, man ellers aldrig hører inden for doom-genren. Ingen tvivl om, at der står en del plader med The Beatles i Trouble-medlemmernes samlinger.

Det bliver svært at finde mere tidløs musik end den, man finder på ”Psalm 9” og ”The Skull”. Pladerne, der er blevet genudgivet adskillige gange, lyder ligeså friske i dag, som da de udkom. Det er næsten uhyggelig tungt metal, Trouble disker op med på disse to af heavy rockens absolutte højdepunkter. Men meget sjældent bliver Troubles ofte ikke helt korte sange kedelige eller monotone at lytte til. Sangene swinger og er proppede med gode melodier, og gruppen excellerer i breaks og temposkift, så det er lige før, at selv Mercyful Fate får baghjul.

Troubles karrier har haft sine op- og nedture. Vist mest nedture. Det har bl.a. knebet med at finde en erstatning for den narko-plagede sanger Eric Wagner. Men på Troubles seneste opus, ”The Distortion Field” (2013), havde læderhalsen Kyle Thomas (ex-Exhorder m.fl.) overtaget mikrofonen. Det er barske løjer. Men Thomas vokal passer faktisk udmærket til de traditionsbevidste guitarister Bruce Franklin og Rick Wartells mesterlige riffs.

Så der bliver noget at glæde sig til, når Trouble går på Loppens scene. Bag trommerne sidder Mark Lira, og bassen håndteres af Rob Hultz. Det bliver garanteret heavy. Så heavy, at høreværn ikke slår til. Nyrebælte bør også medbringes til koncertstedet. \m/

 FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

tirsdag den 28. oktober 2014

Helvedesslagteren blev følsom


En unik fusion af doom, black, goth og psykedelisk rock à la Pink Floyd. Tiamats ”Wildhoney” udkom for 20 siden, og den er et pragteksempel på nyskabende metal.

Tiamat med Johan Edlund og Johnny Hagel i front.
Tiamat hyller deres musik i en dis af mystik. Det er smuk drømme-doom metal, der gør brug af flotte korstemmer og stemningsskabende keyboards. Tiamat er et af Nordens mest originale bands, og de formår at få Pink Floyd-inspirationer og Malmsteen-agtige soli til at gå op i en højere enhed med goth-undertoner. ”Wildhoney” er en fuldstændig enestående og ubegribelig smuk plade.

Sådan skrev jeg i min anmeldelse af Tiamats ”Wildhoney” i Jam Magazine nr. 52 (oktober 1994).

”Wildhoney” anses af mange for at være en klassiker i 1990’ernes metal. ”Wildhoney” blev tilmed et hit, og i flere år efter dens udgivelse solgte den ifølge et NRG-interview, jeg lavede med Tiamat-dynamoen Johan Edlund i 1999, mere end 20.000 eksemplarer om året. Og det fortsatte den med i mere end fem år efter dens udgivelse! Those were the days.

”Wildhoney” udkom i september 1994 og har altså 20-års jubilæum. ”Wildhoney” gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Den optrådte således på min playlist i hele to numre af Jam Magazine i perioden oktober-december 1994. Man kan vist roligt sige, at jeg var på Tiamat det efterår.

Alt på ”Wildhoney” var specielt, lige fra Kristian Whålins farvemættede omslagsillustration til Waldemar Sorychtas solare produktion, der gengav sangenes atmosfære perfekt. Det var bevidsthedsudvidende og psykedelisk metal, som Edlund og hans tro væbner, bassisten Johnny Hagel, leverede sammen med et hold hyrede musikere, heriblandt guitaristen Magnus Sahlgren og trommeslageren Lars Sköld.

Jeg grundede meget over de kryptiske tekster om overfyldte tandpastatuber og andre ting, der lignede hallucinationer fra syretrips i bedste Pink Floyd-stil. Der var virkelig udfordringer i de tekster. Som fx i ”The Ar”, der sluttes af med disse gådefulde linjer, trykt i citationstegn på coveret, som var det et citat: ”The five pointed grey star carven / The sign of the Aryan race / The five pointed grey star carven / On the forehead of an evil face.”

De linjer ville jeg gerne grille Edlund om. Så et interview blev sat op, da Tiamat gæstede Århus i 1994. Jeg mødte op til aftalt tid. Johan Edlund var lige i bad, forklarede tour manageren. Om en halv time var han klar. Jeg ventede en halv time. En hel time. Og mere. Jeg var ung, og jeg havde endnu ikke fattet, at det største mod er tålmod. Så jeg skred. Venners festlige lag kaldte. Pre-party!

Derfor ligger der ikke et Tiamat-interview fra ”Wildhoney”-epoken i mine arkiver. Træls, for jeg havde researchet grundigt, trukket mig selv igennem okkulte og mytologiske studier, gransket Tiamats obskure tekster på ”Clouds” og ”Wildhoney” i ét væk. Der var masser af spirituelt, nærmest gnostisk og verdensforsagende gods i de tekster. Sådan husker jeg det i hvert fald. I dag ville jeg ønske, at jeg havde ventet på, at Edlund var blevet færdig med sit vandfråseri … eller hvad han nu spildte min tid med den eftermiddag i Århus.

Kristian Whålins aka Necrolords
cover-illustration
OPKALDT EFTER ET KAOSMONSTER
Der udkom bjerge af doom-gotisk metal i 1990’erne. Det meste af det vil jeg pænt bede om at blive forskånet for i dag. Men ikke ”Wildhoney”. Jeg lytter stadig regelmæssigt til albummet, mens Tiamats øvrige albums (ikke mindst 1997’s alt andet end heavy ”A Deeper Kind Of Slumber”) er gledet helt ud af min bevidsthed. Skulle jeg endelig gå i gang med Tiamats bagkatalog, ville det blive bandets ur-udgave, Treblinka (hvis indspilninger blev genudgivet i fjor på kompilationer ”Shrine Of The Pentagram”).

For det pudsige er, at det band, som spillede hypersensitiv, florlet og spindelvævs-sart goth på ”A Deeper Kind Of Slumber”, oprindeligt (i slutfirserne) var et af Sveriges grummeste dødsbands i black-kategorien. Inklusive corpse paint. Husk: da Tiamat debuterede, kaldte Edlund sig noget så blakket som Hellslaughter.

De sorte temaer kunne selvfølgelige spores på albums som ”Clouds” (1992) og ”Wildhoney”, og Edlund skruede op for djævlerierne på ”Skeleton Skeletron” (1999), bl.a. ved at indspille en cover version af Rolling Stones’ Altamont-kontroversielle schlager ”Sympathy For The Devil” fra 1968 – vel for at markere, at han skam stadig var black. Selvom Tiamats musik i slutningen af 1990’erne ikke just lød som Marduk eller Dissection.

Da jeg endelig kom til at interviewe Tiamat, var det i forbindelse med netop ”Skeleton Skeletron”. Her fik jeg lejlighed til at stille Edlund et af mine gamle spørgsmål fra arket, der lå i inderlommen på min læderjakke den eftermiddag i Århus, hvor Tiamat-sangeren faldt i staver i brusekabinen.

- I den babyloniske mytologi er Tiamat et enormt uhyre, som Marduk dræber, og af hvis legeme han skaber verden. På mange måder er Tiamat det ultimative black metal-navn. Mener du stadig, at navnet repræsenterer din kunstneriske vision og Tiamats musik?

”Mere end nogensinde før. For mig har det altid været et symbol på de mørke sider i mig selv, som jeg stadig udtrykker i mine sange. Da vi spillede black metal, og da jeg voksede op med black metal-bands som Venom og Celtic Frost, da var det ikke vigtigt, hvilken slags musik, man spillede. Jeg ved, at det er anderledes i dag, men dengang anså man både Venom og Mercyful Fate for at være black metal. De spillede vidt forskellig musik, det var bare en slags overordnet ting, som de ønskede at udtrykke, men med fuldstændig forskellige midler. Vi har det stadig. Måske er det ikke så tydeligt i dag, men det er der stadig.”

Såvidt Johan Edlund i 1999. Jeg gad godt vide, hvad Tiamat-sangeren mener om det alt sammen i dag ... \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

lørdag den 25. oktober 2014

En af heavy rockens stamfædre er død


Just som jeg sidder og taster mig frem til min personlige udgave af heavy rockens historiske start, går nyheden som en løbeild gennem Facebook: Jack Bruce er død.

Jack Bruce i Cream. Bemærk dinosauren. Noget af en Godzilla. Og så ti år før
Blue Öyster Cult gjorde dino til standardinventar i metallens bestiarium.
Jack Bruce (1943-2014) var en af rockens store enere. En stor sanger. En stor bassist. En stor sangskriver. Og frem for alt: en stor personlighed.

Jack Bruce var som bekendt en tredjedel af supergruppen Cream. Egentlig var d’herrer Eric Clapton (guitar og vokal), Ginger Baker (trommer og vokal) og Jack Bruce (bas og vokal) et britisk blues-band, som – vist nok – af vanvare kom til at opfinde heavy rocken. Det fik de i hvert fald skyld for. Af anmelderne. Som til at begynde med syntes helt godt om den velspillende power trio.

Men i takt med, at Creams musik blev voldsommere og voldsommere, blev smagsdommernes fordømmelser hårdere og hårdere. Og som årene gik, og den tunge rock tog mere og mere over på musikmarkedet, gav anmelderne gentagne gange Cream skylden for det hele.

Det var ikke kun musikalsk, at Cream var hårde som flint. Også personligt var de nogle barske herrer. Ikke mindst trommeslageren Ginger Baker og Jack Bruce var læderhalse. Og man behøver kun høre efter med et halvt øre for at bemærke, at Creams musik var langt hårdere, end 1960’ernes studie-optageteknik kunne opfange.

”Disraeli Gear” (1967) står vel tilbage som Creams hovedværk. Et fantastisk album. Det er her, man finder ”Sunshine Of Your Love”, som mange (inklusive Ronnie James Dio) har fremhævet som det arketypiske heavy riff. En anden sværvægter på ”Disraeli Gears” er ”Tales Of Brave Ulysses”, som Trouble indspillede en cover version af i 1970’erne.

Creams musikalske tyngde og slagkraft kom for alvor til sin ret live. Vidner til trioens koncerter fortæller, at det nærmest var som at over en krig på scenen. Ikke mindst livealbummet ”Cream Live Volume II” (indspillet i 1968, men først udsendt i 1972) giver et præcist indtryk af Cream som et tidløst heavy rock-band. På dette livealbum finder man for resten også Jack Bruces tour de force: ”White Room”.

Efter Cream fortsatte Jack Bruce som soloartist. Så sent som i foråret udsendte han albummet ”Silver Rails”. Men Bruce spillede også i forskellige konstellationer. I heavy rock-sammenhæng er han nok mest kendt for sin indsats med bandet West, Bruce and Laing, hvor han spillede noget af det mest stilskabende tungrock sammen med Mountain-folkene Leslie West (guitar) og Corky Laing (trommer).

Jack Bruce lod ligeledes sit formidable basspil lyde på mesterværker som Lou Reeds ”Berlin”, ligesom han indspillede sammen med nogle af den hårde rocks største stjerner: Gary Moore (Thin Lizzy m.fl.) og Cozy Powell (Rainbow, Whitesnake, Black Sabbath m.fl.).

Jack Bruce kunne være rapkæftet. Under en af magasinet Classic Rocks award-uddelinger i 00’erne udtalte han, at Led Zeppelin var noget bras. Og at Cream var meget bedre.

Man kan mene om den slags udtalelser, hvad man vil. Men det er en kendsgerning, at Cream gik forud for Led Zeppelin. Og at Black Sabbath, som ellers er herostratisk berømt for at have startet heavy metal-genren, stod på Creams musikalske skuldre, da de i 1970 udsendte deres første album.

Jack Bruce og Creams bidrag til skabelsen af den hårde rock var mindst ligeså centrale som Yardbirds og Jimi Hendrix Experiences. Og slår man op i den første egentlige bog om heavy metal, Malcolm Domes og Brian Harrigans ”Encyclopedia Metallica” (Bobcat Books, 1981), kan man da også læse, at det netop var med Cream, Yardbirds og Hendrix, at det, vi i dag kalder heavy metal, blev grundlagt.

Det hører selvfølgelig med til historien, at Jack Bruce var meget mere og andet end en heavy rock-stilskaber. Han var først og fremmest en blues-musiker. Og han krydsede med dødsforagt rundt mellem genrerne. At sætte ham i bås ville ikke gøre ham ret. Han hørte ligeså meget hjemme i progressiv rock, fusionsjazz og psykedelisk rock. Men i mit metalhjerte er han indskrevet som en af heavy rockens stamfædre. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

torsdag den 16. oktober 2014

De spillede som besatte


Lad os bare tage et års forskud på et stort jubilæum: Et af de sejeste thrash-albums fylder 30 år den 16. oktober 2015.

Djævlesvans galore ...
Rifferamas kvikke læsere har allerede gættet det. Dette blogindlæg handler om Possessed og deres debutalbum ”Seven Churches”, der blev sendt på det sagesløse marked på denne dag i 1985.

Possessed blev aldrig så store, som de fortjente. Kvartetten kom fra San Francisco, som havde en sprudlende thrash metal-scene i midten af 1980’erne. Det var i San Francisco, at Metallica for alvor lagde grunden til deres verdensomspændende succes. For i San Franciscos Bay Area var metalpublikummet bare ellevildt med thrash. Exodus kom fra Bay Area. Det samme gjorde Testament, Forbidden, Death Angel, Lääz Rockit, Vio-Lence, Heathen, Sadus og mange andre hæderkronede navne.

Bay Areas thrash-scene havde en høj musikalsk standard. De færreste bands kan fx matche det rifferama, som man finder på Exodus’ 1985-album ”Bonded By Blood”. Men der var også noget pænt over Bay Area-thrashen – i hvert fald i forhold til den skrammede, skamlende og skamferede thrash, der kom fra Europa: Sodom, Destruction, Kreator, Celtic Frost, Bathory und so weiter. Eller fra Latinamerika: Sepultura, Sarcófago etc. For ikke at glemme de canadiske vederstyggeligheder: Voivod.

Der var dog ét San Francisco-band, som var lige så brutalt som de europæiske konkurrenter: Possessed. Nørder i metalmiljøet skændes da også om, hvorvidt Possessed spillede thrash, dødsmetal eller black metal. Sandheden er vel, at Possessed spillede alle tre ting. For de stammede fra en tid, hvor fragmenteringen og subgenre-galskaben endnu ikke var gået TOTALT amok.

Noget taler for, at Possessed var det første band, der overhovedet brugte begrebet ”Death Metal” (det var titlen på gruppens demo fra 1984). Oven i det dødelige kom så et image, der gangede Slayer anno 1983 med 10: nittebeslået læder, omvendte kors og djævlesvanse galore. Intet band har næppe skåret så meget tænder, når fotografen kiggede forbi, som Possessed gjorde til de sessioner, der havnede på omslaget til ”Seven Churches”. Possessed var heavy med HEAVY på.

Musikalsk stod Possessed vel i skyggen i Slayer, som – hånden på hjertet – var lidt mere opfindsomme, hvad angår sangskrivning. Men Possessed var mere ekstreme, mere brutale. For at sige det mildt.

Jeff Becerra fører Possesseds tradition
videre i det 21. århundrede ...
Måske var Mike Torrao (guitar), Jeff Becerra (bas/vokal), Larry Lalonde (guitar) og Mike Sus (trommer) for tidligt ude. Fandommen var endnu ikke tunet ind på den brutalitet, som for alvor kom til udtryk i ekstremmetallen i slutningen af 1980’erne og de tidlige 1990’ere. Og allerede efter to albums og en ep gav Possessed op! Men fortvivl ikke, for grupper som Morbid Angel, Incubus og Necrovore spredte den Possessed-agtige, brutale, dødelige og blakkede thrash som en løbeild på metalscenen.

Når jeg her i dag tager forskud på 30-års jubilæet ved at skamhøre ”Seven Churches” (som jeg for nylig var så heldig at genfinde på vinyl hos Vinyl Records 666), så forstår jeg ikke helt, at så FÅ husker Possessed. For deres musik er sandelig mindeværdig nok.

Det er ikke musik, som er let at lytte til. Det er musik, som kræver opmærksomhed. Og en eller anden form for fordybelse. Possesseds musik er forvrænget som bare ham med bukkefod og vædderhorn. Fordrejet og forvreden metalrock, som river op i sindet. ”Twisted Minds” er en sigende titel.

Er der noget senpubertært over teksterne? Selvfølgelig er der det. Men næppe mere end det, som Slayer gjorde sig skyldig på samme tidspunkt. Og så er der jo den tekniske side af sagen. Possessed kunne spille. Som besatte! Larry Lalonde spillede så godt, at han senere hen kom ud i noget snavs. Den der med at sejle på ostens syv have forstod jeg aldrig …

Men okay, det er de færreste ting her i verden, jeg forstår. Fx forstår jeg ikke, at en bog, som gerne vil stille sig an som det ultimative værk om black metal, fuldstændig fortier Possesseds eksistens. Jeg taler selvfølgelig om Dayal Pattersons ”Black Metal: Evolution Of The Cult” (Feral House, 2014). Et drop, der vil noget!

For sandheden er jo, at Possessed var et af de allerførste bands, som dyrkede den sorte stil med en imponerende konsekvens. Sortheden trængte ned i hvert eneste epileptiske guitarriff, hvert eneste grufulde growl, hvert eneste tordnende bas-pulsslag, hvert eneste rullende stortromme-spor.

Possessed var slet og ret med til at skabe den diskurs, som helt op til nutiden har gjort sig gældende for black metal. Og jeg vil godt æde min gamle, mølædte beret på, at nutidens mest TRVE (hey Nifelheim!) metalbands gerne betaler tribut til Possessed … som for resten er blevet gendannet og truer med at udgive nyt inden for den overskuelige fremtid. Det påstod Jeff Becerra i hvert fald fra scenen, da Possessed gæstede KB18 i sommers. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

søndag den 5. oktober 2014

Lyden af det sorte Amerika


Danzig afsluttede deres storhedstid med bravour, da de for 20 år siden udsendte deres fjerde album, ”4p”. Der var fuld blæs på mystikken på coveret, der havde ”hemmelige” referencer til rituelle mord og politisk ukorrekte runer.


1990’erne var noget af en Fimbulvinter for metal, som lugtede bare en smule af at være true og traditionelt.

Men ét band formåede at gå fra sejr til sejr i første halvdel af årtiet: Danzig. Stik imod alle odds fik Danzig deres største succes i 1993 med MTV-videohittet ”Mother ’93”, som faktisk nået helt op på en 17.-plads på Billboards Mainstream Rock-hitliste.

At Danzig overhovedet fik succes, kan virke noget gådefuldt i dag. For deres musik var bare ANDERLEDES! i forhold til stort set alt andet, som foregik i den hårde rock i de år. Danzig lukrerede vel på deres satanistiske image, deres hårdkogte attituder og på en sammenbidthed i musikken, som sagtens kunne hamle op med den, man fandt i thrash metal og den mere ekstreme del af metallen.

Men Danzig spillede hverken hair metal, thrash eller død, grunge oder sowas. Danzig spillede ærkekonservativ betonrock à la 1970’erne. Selvfølgelig opdaterede Danzig den traditionelle tungrock, gjorde den mere slagkraftig og her og der også mere doomy.

Men gruppen gav også deres musik et anstrøg af noget mere præ-heavy: Glenn Danzigs vokal var vældig inspireret af Elvis Presley, Howlin’ Wolf og The Doors-sangeren Jim Morrison. Der var tilmed noget 1960’er-sjælfuldt over John Christs bluesy guitarspil, som i passager fik musikken til at lette som en fremmed fugl i metallen.

Dette store vue over rockhistorien satte bl.a. bandet i stand til at spille en lydefri cover version af Albert Kings blues-traver ”The Hunter” – fra 1967! Danzig var altså 100% ude af synch med trends og moderetninger i datidens metal.

Efter min fattige overbevisning leverede Danzig noget så sjældent som 4 (f-i-r-e!) mesterværker på stribe lige fra det store gennembrud med debutalbummet ”Danzig” (1988) og frem til gruppens fjerde album, som blev udsendt den 4. oktober 1994.

Bill Clinton takker FBI for at have uskadeliggjort
fire samfundsfjender.

MYSTIK OM COVERET
Der var fuld blæs på mystikken på coveret til ”Danzig 4p”. Der var først og fremmest den runeagtige typografi. Og ikke mindst det lille p, som gruppen havde føjet til 4-tallet i albummets titel. 

Glenn påstår, at der er tale om ”Vehmic runes”, som angiveligt skulle have relation til middelalderens femdomstole i Wastfalen, Tyskland. Historien om femdomstolene var i lang tid pakket ind i sagn og forestillinger om hemmelighedskræmmeri. Nogen foretrækker at holde fast i disse ”esoteriske” forestillinger. Rigtigt gættet: vi er i en tusmørkezone, som strækker en slangearm ind i det fletværk, man kunne kalde ”nazismens okkulte rødder.”

Bedre bliver det ikke med p’et, som Danzig føjede til titlens 4-tal. Det skulle være en hentydning til en bevægelse, som kaldes Four Pi eller Four P. Bevægelsen er angiveligt en hemmelig satanistisk kult. Four P har et logo med fire p’er, der udgør en slags hagekors. Og, ja, Four P skulle angiveligt være fascineret af gammelt nazistiske tankegods. Efterforskere i sammensværgelsesteorier og myte-omspundne kriminalsager hævder, at Four P har begået rituelle mord. David Berkowitz alias Son of Sam skulle således have været medlem af Four P. Børnepornografi, hvid slavehandel og narkokriminalitet påstås også at være på Four Ps program.

Men ro på: både de ”femiske” runer og Four P-bevægelsen er højt belagt med mytisk perlemor. Og det er selvfølgelig også meningen, at fans skal overfortolke det alt sammen. Fare tiltrækker de unge, og intet smager så godt som forbuden frugt.

Men myndighederne tog Danzig alvorlig. Siger Glenn Danzig i hvert fald selv. Ifølge Glenn mente FBI, at Danzig udgjorde en trussel mod præsident Bill Clinton. Derfor er der et foto på inner coveret, hvor bandet er stillet op i et western-agtigt scenarium: hvert medlem ligger i en kiste, udstillet som døde lovløse, flankeret af efterretningsfolk og en Clinton-impersonator. Tableau!

GÖTZENDÄMMERUNG FOR DANZIG
Danzigs fjerde album blev afslutningen på både bandets og forsangeren Glenn Danzigs storhedstid. Det blev også det sidste album, som gruppen udgav på Rick Rubins American Recordings. Det blev tilmed det sidste album, som Danzig indspillede med den klassiske line-up: Glenn Danzig (vokal), Eerie Von (bas), John Christ (guitar) og Chuck Biscuits (trommer). Så ”Danzig 4p” var således noget af en Götzendämmerung for Glenn & Co.

I min anmeldelse i Jam Magazine nr. 53 (december 1994) skrev jeg bl.a., at Danzig ”er lyden af det sorte Amerika – ikke det racemæssigt sorte Amerika, men det bevidsthedsmæssigt sorte Amerika. Danzig spiller bluesrock, der er sort på en helt anden måde end John Lee Hooker og Bo Diddley. Danzig er sort som bare Satan.

Danzigs fjerde fuldlængde-album er gruppens hidtil mest afdæmpede og varierede. På ”4p” kommer der ikke så mange brunstbrøl fra John Christs guitar som på den buldertunge ”Danzig III How The Gods Kill” (1992). Men understrømmen af diabolske anklager er så stærk som nogensinde.

”4p” snylter ikke på den succes, som ”Mother”s heavy rotation på MTV har skabt. ”4p” viser, at Glenn Danzig er i konstant udvikling som sanger, diktatorisk bandboss og sangskriver. Lyt fx til ”Going Down To Die”, der er det nærmeste, rocken hidtil er kommet en begravelsessalme. Eller den The Doors-agtige ”Little Whip”. Eller den knugende, kryptiske ”Sadistikal”, hvor Danzig med vild sadistisk vellyst leger med moderne studieteknik.

”4p” er en plade, der ikke blegner i forhold til hovedværket ”Danzig II Lucifuge” (1990).” \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama