De 10 mest betydningsfulde albums i mit liv

Jagtdolken har været fremme. Alt fedt er blevet skåret fra – ja, der er ikke kun blevet skåret TIL benet. Der er blevet skåret helt NED i benet på denne liste over de 10 mest betydningsfulde albums i mit liv.

Am I going insane ... ? 

En Top 10-liste uden Deep Purple, Hellhamer, Morbid Angel eller bare én eneste skæring fra The New Wave Of British Heavy Metal?! Det er, hvad der er kommet ud af den Facebook-nominering, som jeg i dag har modtaget af min gode kollega, Lars Schmidt.

Lars og jeg kørte et hårdtrockende tandem i forbindelse med de to gange Ken Anthony Ucensureret Q & A på Zeppelin Bar tidligere i år. Den slags forpligter, så her er den, listen over De 10 Albums, Som Har Betydet Mest For Mig I Mit Liv. At lave den slags svarer ca. til at sidde i den stol, der figurerer på coveret til Metallicas ”Ride The Lightning”.

Derfor skal listen læses med saltbøssen inden for rækkevidde. Og, ups, pladerne er ikke hierarkisk oplistet …

1. SWEET: ”DESOLATION BOULEVARD”

Det var hér, det gik galt for mig. Jeg var 12 år i 1974, og ”Turn It Down” korrumperede min sjæl allerførste gang, de fræsende guitar-riffs ramte mine trommehinder. Selv den vældig lange trommesolo på b-siden elskede jeg. Det var for vildt, det var for fedt! En livsdrøm. Instinktivt vidste jeg, at intet kunne hamle op med heavy rock. Siden da er ethvert forsøg på at desertere fra den hårde rock slået fejl …

2. KISS: ”DESTROYER”

Konfirmationsalderen i 1976. Klassekammeraterne forsøgte at frelse mig på en skoletur til Norge og Sverige. ”De spiller garanteret dårligt,” sagde de om Kiss. Bønder! Bare ét kig på ”Destroyer”s cover var nok til, at jeg begejstret lod mig indrullere i The Kiss Army. Og Bob Ezrin sørgede for, at de ikke spillede dårligt …

3. SEX PISTOLS: ”NEVER MIND THE BOLLOCKS, HERE’S THE SEX PISTOLS”

Jeg forstod kun ca. hvert 5. ord af det, Johnny Rotten ”sang”. Men Steve Jones’ guitar italesatte mine frustrationer og min afmagt. Fra det øjeblik, jeg første gang hørte ”Anarchy In The U.K.” i radioen i 1977, besluttede jeg mig for at forlade flokken og gå mine egne veje …

4. THIN LIZZY: ”LIVE AND DANGEROUS”

Knallert-epoken omkring 1978. Phil Lynott kunne kunsten af skrive poesi for vildlabbere. Hans vers ramte mig lige i hjertekulen, gang på gang. Det skadede heller ikke, at Thin Lizzy havde det rette miks af betonrock-tyngde og punk-attitude. ”Live And Dangerous” var bare deres bedste album – det var lige dét heavier end studie-skiverne

5. BLACK SABBATH: ”SABOTAGE”

Overgangen til voksentilværelsen kan være svær og smertefuld. Min var ca. ligeså behagelig som at få tarmene trukket ud, ”Braveheart”-style. Og ”Sabotage”s sindssyge trackliste var lydsporet til min identitetssøgen og eksistentielle kamp for at få livet til at give mening. Måske er det derfor, jeg stadig anskuer livet sådan lidt på skrå?

6. JUDAS PRIEST: ”SAD WINGS OF DESTINY”

Mit yndlingsalbum. Min begejstring for pladen vokser for hvert år. Det passer til hverdag og fest, i sorrig og glæde. Jeg elsker ALT ved det album. Lige fra coverillustrationen til rifferama’et i sangene og Rob Halfords operatiske præstationer ved mikrofonen. Her er den perfekte blanding af lys og skygge: hammerhårde numre veksler med underskønne ballader.

7. MERCYFUL FATE: ”MELISSA”

Hot Rockin’-tiden, ca. 1983-4. Nigro Mantia og venskaberne i og omkring Black Vejle. En euforisk tid, hvor vi løb storm på erkendelsens døre. ALT musikalsk blev målt i forhold til ”Melissa”. Vi var rabiate. Der var ingen over eller ved siden af Mercyful Fate i den periode …

8. METALLICA: ”RIDE THE LIGHTNING”

… det skulle da lige være Metallica, da de udgav den her i 1984. De var måske nok ærke-metalliske helt ud i snuden på deres udtrådte Nike-sko. Men de havde lige det IK-point mere inde i kraniekassen end de fleste andre på markedet. Derfor kunne de gøre op med genrens mest pølle klichéer og konstant være et skridt foran deres konkurrenter – og deres fans!

9. GUNS N’ROSES: ”APPETITE FOR DESTRUCTION”

Sex Pistols i 1987’er-version. Jeg stod klar ved disken i Van Rock, Odense, den dag lp’en udkom. Gøbbers’ sound var både møgbeskidt og krystalklar. Helt unik! Hvert eneste hi-hat-slag var klassisk. Og så var Slash & Co. nogle fantastiske rollemodeller, ahem. Jeg spejlede mig for sygt i Axl: eyeline, bandana, spidse støvler … og et teatralsk tantrum i ny og næ.

10. EMPEROR: ”IN THE NIGHTSIDE ECLIPSE”

Her fandt jeg asyl fra grunge rockens grå og triste kedsommeligheds-tyranni i 1990’erne. Emperors musik passede perfekt til lædervest og åndsaristokratiske studier i Friedrich Nietzsches og Erwin Neutzsky-Wulffs forfatterskaber. Det var en hård cocktail – ikke mindst for mine omgivelser \m/

ACHTUNG! Jeg nominerer ALLE Rifferamas læsere: Drøn ind på bloggens Facebook-side og list løs!