Der er ingen growl på Opeths nye album.
Men der var engang, hvor gruppen hørte til i den skumle metal-undergrund, side
om side med de sorteste satan-bands.
 |
| Opeth efter mørkets frembrud. |
Opeth har netop
udsendt deres 11. studiealbum: ”Pale Communion”. Anmelderne har allerede
begravet albummet i roser og kastet om sig med gloser som ”progressiv” og
sammenligninger med sofistikerede bands som ELP, Eloy og King Crimson.
Opeth har altid
være fremme i skoene, hvad angår nyskabelser. De har aldrig fulgt i kølvandet
på trends, de har aldrig bukket nakken for genre-konventionernes åg. Og meget
er der sket med Opeths musikalske udtryk, siden Mikael Åkerfeldt & Co.
debuterede i 1995 med albummet ”Orchid”.
”Orchid” udkom
på Lee Barretts selskab Candlelight, som på det tidspunkt udgav skumle grupper
som Enslaved, Solstice og Emperor. ”Orchid” lå da også tættere på ondskabsfulde
værker som Emperors ”In The Nightside Eclipse” end på progressiv rock à la
Porcupine Tree, som Opeth senere er blevet associeret med.
Om ”Pale Communion” udtaler kapelmester Åkerfeldt, at han ønskede at gå i en mere melodisk retning.
Og anmeldere beroliger deres læsere med, at albummet ikke rummer ”growl eller
dødsmetal-vokaler”. Den advarsel er selvfølgelig forståelig, for på ”Orchid”
gav Mikael Åkerfeldt hals som et månesygt bæst. Og det ry hænger åbenbart ved i
mere sensitive kredse.
Ifølge folkloren
var det da også på foranledning af Emperors guitarist Samoth, at Opeth overhovedet
fik kontrakt med Candlelight. Forbindelsen til den sorte metalundergrund kom ligeledes
til syne i det legendariske nr. 10 (X) af Metalions kultfanzine Slayer (udgivet
i foråret 1995), hvor Opeth blev interviewet side om side med blakkede navne
som Mayhem, Darkthrone og Dissection.
I Slayer X
citerer Åkerfeldt sin yndlingstekst, ”The Apostle In Triumph”, som hvad angår
sort, stemningsfuld poesi var i vene med det, der foregik på den mere dystre og
mørke skandinaviske metalscene i 1990’ernes midte: ”In the forest where wolves
cry their agony unto the moon my soul is hidden, in the form of wisdom
carved on a black stone.” Sådan! Skove, ulve, månen etc.
Alt dette virker
(måske) besynderligt i dag, hvor Opeth har tilkæmpet sig en særstatus som
metalgenrens acceptable enere, altid på vej mod nye horisonter, som var de vore
dages svar på King Crimson. Heavy og metalliske er Opeth vel stadig, men deres
fanskare anno 2014 vil næppe føle sig i godt selskab sammen med Nifelheim og
Sadistik Exekution (for nu at nævne et par bands mere, som figurerer i Slayer
X).
Anyway, i NRG
nr. 2 (oktober 1995) skrev jeg følgende om ”Orchid” i en anmeldelse, som gav
Opeth topkarakteren 6:
”Orchid” er det
stof, som drømme er gjort af.
Opeths numre
runder som oftest de ti minutter, og der er tale om forunderlig drømmemetal,
fabelagtigt velspillet og velproduceret (Dan Swanö tryller ved mikserpulten!).
Inspirationen kommer bl.a. fra Mercyful Fate, Iron Maiden, klassisk musik og
moderne black metal. Titler som ”The Twilight Is My Robe” og ”Forest Of
October” åbenbarer smukke, afvekslende kompositioner med lange
instrumental-passager og poetiske tekster, som bliver fremført af en growler,
der lyder som en ukristelig gensplejsning mellem Jon Nödtveidt (Dissection) og
Ihsahn (Emperor).
Opeth tilhører
Sveriges nye metalaldel, der består af navne som Dissection, Katatonia, Marduk,
Tiamat, Ophthalamia, Therion og Abruptum. Hil! Hil! \m/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar