søndag den 25. maj 2014

Norges sorteste band


Deres sanger begik selvmord, og deres guitarist blev myrdet med 23 knivstik. Trods disse voldsomme begivenheder fortsætter Mayhem deres togt ind i mørkets hjerte.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 3, 1996)

Euronymous i fotomontage, der illustrerede artiklen i NRG nr. 3.
[Baggrund: Jeg lavede nedenstående interview med Mayhem-trommeslageren Hellhammer, da han i 1995 som medlem af Immortal var med på ”Sons Of Northern Darkness”-turnéen [Korrektion: Det var åbenbart Battles Of The Ages-turnéen, red. 2017], der førte norsk black metal til danske spillesteder. Interviewet blev lavet backstage på Rytmeposten i Odense, med research-assistance fra Thomas Bøjden. Ved samme lejlighed interviewede jeg Immortal, mens Hellhammer sad og skumlede i baggrunden – han nettede sig bl.a. ved at rense negle med en stor jagtkniv med blodskær. Så stemningen var perfekt. Hellhammer var gavmild med ekstreme udtalelser om bl.a. narkomaner. I 1995 var Mayhem ved at vågne af sin dvale efter mordet på Euronymous, og interviews med gruppen var derfor relativt sjældne. Siden hen er historien om Mayhem og Black Metal Mafiaen aka Den Sorte Cirkel blevet fortalt til hudløshed. Jeg beklager redundansen. Men jeg vælger alligevel at genoptrykke interviewet her på Rifferama – for det giver et meget godt tidsbillede af 1990’ernes norske black metal.]  

* * *

End ikke et selvmord og et mord kan standse Mayhem. Hellhammer, gruppens 26-årige trommeslager, er oprørt over, at nogen har vovet af påstå, at det berygtede, norske black metal-band døde med Euronymous.

”Vi talte om det et par uger før Euronymous’ død. Vi blev enige om, at vi aldrig skulle stoppe, og hvis en af os skulle blive dræbt, skulle den anden køre bandet videre,” forklarer Hellhammer, der foruden at være trommeslager er nattevagt på et sindssygehospital. Han har et smalt, pertentligt studset overskæg, og hans hår falder i mørke, let krøllede lokker ned over skuldrene. På de kraftige arme bærer han brede manchetter af tykt, sort læder, beslået med blanke, spidse nitter. Der er noget på en gang forfinet og barbarisk over ham.

Greifi Grishnackh før opgøret med
Euronymous.
ET BRUTALT MORD
Næst efter Kurt Cobains selvmord er drabet på Euronymous den 10. august 1993 nok det mest omtalte rockdødsfald her i 1990’erne. Ifølge Hellhammer var det uundgåeligt, at noget tragisk måtte ske. Hadet mellem Black Metal Mafia-rivalerne Euronymous og Burzum-føreren Greifi Grishnackh var til sidst så indædt, at en af dem måtte dø, mener Hellhammer. Der var ingen mægling mulig.

”Euronymous var en meget ekstrem person, og det var åbenlyst, at han måtte falde. Grishnackh var også ekstrem, og han måtte også falde, og på en måde faldt de sammen. Det hele var nået til de yderste ekstremer med drab og kirkebrande, og det måtte få en ende, og på en måde udryddede de hinanden.”

Grishnackhs mord på Euronymous var meget brutalt: 23 knivstik, i hoved, hals og ryg. Mordet var heller ikke synderlig tappert. Greven var ledsaget af Euronymous’ bandkollega Blackthorn, der ringede på telecom-systemet til Euronymous’ Oslo-lejlighed, og således overraskede Grishnackh sin rival ved midnat: forsvarsløs og kun iklædt underbukser.

”Hvis Grishnackh havde ringet på, ville Euronymous aldrig have lukket op. Blackthorn stod halvvejs nede på trappen, da han hørte kamptummel og skrig. Euronymous kom løbende ned ad trappen og Grishnackh efter ham, mens han dolkede ham i ryggen igen og igen. Blackthorn stod bare og gloede lamslået, idet Euronymous styrtede om lige foran ham. Grishnackh dolkede ham i øjet, og han var nødt til at bruge foden for at få kniven fri, så dybt sad den. Ifølge obduktionsrapporten var Euronymous i live en halv time efter det sidste knivstik, og da jeg besøgte Blackthorn [afsoner en dom på otte år for meddelagtighed i drab] i fængslet, fortalte han, hvordan Euronymous havde gurglet blod – utroligt, at han kunne holde sig i live efter al den mishandling.”

TVUNGET TIL SELVMORD?
Euronymous var den anden martyr, som Mayhem leverede til black metal-menigheden. Den første var gruppens svenske sanger Dead, der begik selvmord i 1991, et selvmord, hvis PR-værdi Euronymous forsøgte at udnytte kommercielt, bl.a. ved at sprede private fotografier af den blodtilsølede Dead med sønderskudt kranium. Et af disse fotografier er senere hen havnet på omslaget til pirat-cd'en ”The Dawn Of The Black Hearts”.

Hellhammer hævder, at Euronymous hadede Dead og derfor pressede ham til at begå selvmord.

”Vi boede i et stort hus ude på landet, og de to gik konstant hinanden på nerverne, og ofte sagde Euronymous: ’Hvorfor skyder du ikke bare hjernen ud på dig selv?’ Dead var en meget følsom person. Jeg kunne godt li’ ham, og jeg var mere chokeret, da han begik selvmord, end da Euronymous blev dræbt.”

[Læs Rifferama-portræt af Dead her.]

MAFIA-DUMHEDER
Hellhammer deltog ikke i Black Metal Mafiaens nedbrænding af stavkirker, hvis oprindelse kan føres tilbage til det 10. og 11. århundrede, da vikingekonger som Olav Tryggvasson og Olav den Hellige med sværd kristnede Norge. Disse historiske mindesmærker burde skånes, mener Hellhammer, der desuden ikke ser den kristne kirke som et problem i dagens Norge.

”Hvorfor brændte de ikke en moske i stedet for?” spørger han. ”Kirken er ikke, hvad den var engang. Den er bare en forpulet institution i dag. Kristendommen har bevæget sig så langt væk fra Bibelen, som det er muligt. For fanden, i dag kan bøsser blive gift i kirken, og kvinder kan blive biskopper i Norge! Det har intet at gøre med den oprindelige kristendom, og for mig kan de brænde alverdens kirker ned til grunden, bare de lader stavkirkerne være i fred, for de er meget smukke.”

I det hele taget har Hellhammer svært ved at tage Black Metal Mafiaen alvorligt.

”Jeg vidste, at det ville gå galt før eller siden. Faust [Emperors trommeslager, idømt 14 års fængsel for mordet på den homoseksuelle Magne Andreassen i 1992] gik rundt og pralede vidt og bredt med, at han havde dræbt en homoseksuel. Det var temmelig dumt.”

Generelt synes Hellhammer, at folkene fra det sorte metalmiljø opførte sig dumt. Som han siger: ”Hvis man praler med sine handlinger, bør man aldrig udføre dem.”

De norske ungersvende var ikke modne nok til at gennemføre deres ikonoklasme og antikristne terrorisme i det skjulte; de var alt for snakkesalige over for både presse og myndigheder. Grishnackh, Euronymous og Fenriz bralrede op i pressen, mens andre, bl.a. Mortiis (ex-Emperor) brød sammen under afhøringerne og gav politiet alle de ”hemmelige” detaljer om ”mafiaen”.

”Efter mordet på Euronymous fik de yngste kolde fødder og fortalte politiet alt det, som Faust havde fortalt dem. Mortiis fortalte politiet alt, og det var noget lort, men mange andre havde allerede givet politiet de samme oplysninger, og Mortiis havde vel kun sig selv at tænke på.”

Brutalt cover til brutal album:
"Deathcrush" fra 1987.
LORTEBANDS ØDELÆGGER SCENEN
Trods disse voldsomme begivenheder fortsætter Mayhem sit musikalske togt ind i mørkets hjerte. I dag består Mayhem af Hellhammer (der også spiller i Immortal og Arcturus) og en ny, ukendt guitarist [Blasphemer, red.] samt bassisten Necrobutcher og sangeren Maniac, der begge medvirkede på ”Deathcrush”, Mayhems debutalbum fra 1987 – en plade, hvis omslag prydes af et par afhuggede hænder fra Mauretanien, og hvis riller hærges af en nærmest stenalder-primitiv deathrash.

Hellhammer er vældig begejstret for den nuværende Mayhem-besætning, der er i fuld gang med at skrive sange til bandets tredje album [Det, der skulle vise sig at blive til ”Wolf’s Lair Abyss”, 1997, red.].

”De nye numre har samme stemning som dem på ”De Mysteriis Dom Sathanas”, men de er lidt mere brutale. Jeg bryder mig ikke om, at de fleste bands i Norge går i en blødere retning. Det hader jeg. De prøver på at være atmosfæriske og sidder og trykker på deres forpulede synthesizer-knapper, og så kan de ikke engang spille! Black metal skal ikke være blødt, det skal være hårdt og brutalt, og det er, hvad Mayhem drejer sig om,” siger Hellhammer, der ser med stor skepsis på den nuværende black metal-scene i Norge.

”Hvis man kommer fra Norge, får man  øjeblikkelig en pladekontrakt. Det er helt åndssvagt, for mange af de nye norske bands kan ikke engang spille! De ødelægger vores omdømme. Norge var engang kendt for vores gode black metal-bands, og nu kommer alle disse lortebands og ødelægger det hele,” tordner Hellhammer, der selv har arbejdet meget hårdt for at blive en dygtig trommeslager.

FORTIDENS HEDENSKE MYSTIK
Primivisme er kodeordet for Mayhem. Musikken på det dystre og meget stemningsfulde black metal-mesterværk ”De Mysteriis Dom Sathanas” fra 1994 er primitiv og nærmest arkaisk; gruppens forhold til harmonier er mildest talt besynderligt, men fordyber man sig i pladen, bliver man grebet og ført ind i en verden af ildevarslende musikalsk dunkelhed. Deads simple poesi afspejler en dyster, men romantisk tankegang, hvor længslen efter fortidens hedenske mystik dominerer.

Mystikken slår også igennem på pladeomslaget, hvis forside bærer en primitiv afbildning af Nidarosdomen i Trondheim.

”Det skulle have set meget bedre ud, men denne her skiderik på Voices of Wonder [Oslo-selskab, der har udgivet ”De Mysteriis Dom Sathanas” i Deathlike Silences navn] ville spare penge,” snerrer Hellhammer og forklarer det underlige valg af en kristen domkirke som illustration på en satanisk black metal-plade således:

”Vi valgte Nidarosdomen, fordi den er så monumental, den er kæmpestor, og så ligger den i Norge.”

Det mystiske pladeomslag oplyser heller ikke, hvem der medvirker på pladen ud over Hellhammer og Euronymous.

”Det må folk selv finde ud af,” siger Hellhammer, der både spiller trommer og bas på skiven. Bassporet blev oprindeligt indspillet af Grishnackh, men Euronymous’ forældre krævede deres søns morder slettet fra masterbåndet. [NB! Hellhammer ændrede aldrig ved bassporet, og det er altså Grishnackh, man hører på albummet, red.]. Guitarerne leveres af Euronymous.

På ”De Mysteriis Dom Sathanas” synges Deads tekster af Attila Csihar fra det ungarske kultband Tormentor – en mand med en meget særpræget og næsten operaagtig måde at growle på.

”Euronymous og jeg var enige om, at Attila sang meget bedre end Dead. Attila havde en forståelse for musikken, som  var unik. Vi ønskede ikke en typisk growler, for det ville ikke passe til musikken – vi er jo ikke Cannibal Corpse. Men vi kunne aldrig bruge Attila som frontfigur, for han har ikke det rette udseende,” beklager Hellhammer og nævner Attilas to uacceptable svagheder:

”Han havde hanekam, og han tog stoffer, røg fede, men det tillod vi ham selvfølgelig ikke at gøre, når vi var i nærheden. Nej, han var ikke nogen rigtig frontfigur.”

Mayhem, som de kom til at se ud efter interviewet, da
"Wolf's Lair Abyss" blev udsendt i 1997. Det er Maniac
i forgrunden og Hellhammer til venstre.
TOTALITÆR STYRING
Ifølge Hellhammer er Maniac den perfekte frontfigur, og han har desuden udviklet sig til en meget bedre sanger, end han var i 1980’erne. I dag er Maniac tillige Mayhems tekstforfatter.

”Han er meget optaget af vampirisme. Det har intet at gøre med satanisme. Heller ikke ”De Mysteriis Dom Sathanas” har noget med satanisme at gøre, ordet Satan optræder kun i titlen, der er taget fra en bog med samme titel. Teksterne er meget dybere end Deicides ”burn the church and I hate Jesus” og alt sådan noget lort. Og jeg mener også, at Maniacs tekster er meget dybe. Ellers ville jeg ikke have ham med i bandet.”

På spørgsmålet, om han er satanist, svarer Hellhammer kategorisk: ”NEJ!” Om Euronymous’ livssyn siger han:

”Man kan sige, at han var djævledyrker, men han hadede [popsatanisten Anton Szandor LaVeys] Church of Satan, der grundlæggende siger: ’Gør hvad du vil!’ Euronymous fulgte strenge regler, han lagde bånd på sig selv for ikke at gøre visse ting, han prøvede at fornægte sin menneskelighed. Og det er fedt, synes jeg.”

Euronymous havde meget totalitære holdninger; han var kommunist, nærmere betegnet stalinist, og en overgang var hans brevpapir udstyret med et logo, der forkyndte, at Albaniens efterkrigstid med sovjetisk domineret kommuniststyre var ”45 years of freedom.” Hellhammer, derimod, ”bliver nødt til” at kalde sig fascist, og han giver et par smagsprøver på yderligtgående meninger, som eventuelle sarte læsere af NRG skal forskånes for.

Den totalitære Euronymous havde forskellige idéer om, hvordan han centralt kunne kontrollere scenen – bl.a. ved at fans skulle indsende ansøgninger med fotodokumentation, før de kunne godkendes som ægte black metal-fans og dermed bevilges ret til at købe Mayhem-plader.

”Euronymous var en drømmer, en utopist, og hvis hans idéer kunne føres ud i livet, ville det være det bedste,” indrømmer Hellhammer, som ikke selv har forretningsmæssige og organisatoriske talenter og derfor har afviklet Deathlike Silence Productions, der bl.a. har udsendt ”De Mysteriis Dom Sathanas” og genudgivelsen af ”Deathcrush” samt plader med sorte bands som Merciless, Abruptum, Burzum, Enslaved og Sigh.

”Mayhem vil sandsynligvis skrive kontrakt med Osmose Productions,” afslutter Hellhammer. ”Osmose gør et stort stykke arbejde for Immortal, og jeg mener, det ville være godt, hvis to af mine bands var på samme selskab.” [Sådan kom det som bekendt ikke til at gå: Hellhammer forlod Immortal, og Mayhem skrev kontrakt med Misanthropy Records, red.] \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama