Denne verden er ikke ond nok

”Jeg er ikke et menneske, det her er kun en drøm, og snart vågner jeg op.” Sådan skrev Mayhem-sangeren Dead i sit afskedsbrev, da han i 1991 begik selvmord. Rifferama spekulerer: hvem var han egentlig, denne unge, blonde svensker?

Dead opfandt corpse paint.

Per Yngve Ohlin er blevet en sagnagtig skikkelse i black metal. En martyr. Ohlin alias Dead var den sejeste black metal-sanger – ever! Det påstår mange i hvert fald, og jeg er ikke utilbøjelig til at give dem ret.

Jeg mødte aldrig Dead. Jeg orker ikke at være en poser, der stiller sig an som insider. Jeg har det som stort set alle andre: første gang, jeg overhovedet hørte om Dead, var han long gone, og Euronymous brugte hans selvmord til at promovere genudgivelsen af Mayhems 1987-ep ”Deathcrush” (hvorpå Dead IKKE synger!) i et brev, jeg modtog som metalskribent på Jam Magazine i 1993.

Men hvem var han egentlig, denne unge, blonde svensker, som aldrig fik udfoldet sit fulde potentiale? Ja, det sidder jeg og funderer over her på årsdagen for hans selvmord i 1991, mens jeg skamhører Mayhems legendariske livealbum ”Live In Leipzig” (optaget i november 1990) – en af de desværre alt for få indspilninger, der eksisterer med Dead.

Sminke er blevet brugt lige siden den hårde rocks start i 1960’erne (tænk: Alice Cooper og Arthur Brown). Og de mest nekro af midt-80’ernes thrash/døds/black-bands, såsom Hellhammer og Sodom, brugte også dødelige doser sort om øjnene. Men det var angiveligt Dead, der ”opfandt” den såkaldte ligsminke. I Dayal Pattersons nye bog, ”Black Metal – Evolution Of The Cult”, gøres der meget ud at forklare, at for Dead handlede det om at male sig, så han kom til at ligne en død, et lig. Deraf betegnelsen corpse paint.

Dead gravede angiveligt også sit scenetøj ned, før Mayhem skulle spille live. Stanken, forrådnelsen satte ham i en speciel sindsstemning, som gjorde ham i stand til at transcendere den normale bevidsthedstilstand. Der går også historier om, at Dead indåndede luften fra en plasticpose med en død krage, før han gik på scenen. Det lyder gak, men det er uden tvivl et særdeles effektivt middel til at fjerne sig fra alt, der er ”normalt.”

Dead var alt andet end normal. Han growlede ikke som en typisk dødsmetal-vokalist. Hvordan hans sangstil for alvor ville have lydt, hvis han havde fået lov at udvikle den og indspille et helt studiealbum som ”De Mysteriis Dom Sathanas” (1994), ved vi ikke. Vi kan kun gisne ud fra ”Live In Leipzig” og andre mere eller mindre obskure demo- og live-optagelser med Mayhem og Morbid. Plus selvfølgelig de to studieindspilninger, ”Carnage” og ”Freezing Moon” fra april 1990.

Dead live - med svinehoved på stage.

Teatralsk var Dead uden tvivl. Han havde visioner om, hvordan et rigtigt black metal-show skulle foregå. Dead skar i sig selv på scenen. Den selvdestruktive stil kunne minde om en langt-ude-sanger som Iggy Pop. Men Dead gjorde det næppe for at leve op til en gammel punkpioners ry. Dead gjorde det formentlig af helt andre, dybt seriøse grunde.

Efter alt at dømme var Dead en plaget mand. Han følte sig ikke hjemme i verden. Nogen påstår, han blev mobbet i skolen. I hvert fald havde han som purung en nærdødsoplevelse. Den slags oplevelser er altid skelsættende. Meget tyder på, at Dead længtes ”hjem.” Han fik angiveligt tilnavnet Dead, fordi han var ekstremt optaget af døden. Det passede perfekt til Mayhems image. Og i Pattersons bog mere end antydes det, at Mayhems leder og guitarist Euronymous var bad medicine for den følsomme sanger.

De breve og interviews, der florerer i bøger og magasiner, fortæller en del om den fremmedgørelse, som Dead følte over for verden, og om de lidelser, som han gennemgik i livet. En fremmedgørelse, som passer på en prik på det, eksistentialistiske filosoffer beskriver som livets grundvilkår – og som også er et centralt aspekt i de religiøse bevægelser, som nu om dage går under fællesbetegnelsen gnosticisme.

Dead var en verdensforsager. ”Denne verden er ikke ond nok,” skulle han engang have udtalt. Det er selvfølgelig en udtalelse fra en mand, for hvem smukt er stygt, og stygt er smukt. En mand, der kigger på verden med andre øjne end ”almindelige” mennesker.

I sit afskedsbrev skrev han: ”Jeg er ikke et menneske, det her er kun en drøm, og snart vågner jeg op.” Det er svært ikke at se Dead som en af dem, der i black metal-miljøet tog de første (formentlig ubevidste) skridt mod den kaosgnosticisme, som nu om dage er så udbredt inden for især svensk metal (tænk: Dissection, Watain etc. – sidstnævnte har netop i dag hyldet Dead med disse ord på Facebook: ”Tonight the Transylvanian fields will burn with the flames of the Adversary in the name of Pelle Dead Ohlin”).

Dead var en meget kreativ mand. Der er noget naivt over hans tekster og tegninger. Men også en dyb, smertefuld alvor, som formentlig kun kan værdsættes af dem, der selv har fremmedgørelsen tæt inde på livet.

Dead var en plaget mand, ja. Han burde have fået hjælp. Men måske havde han kigget så dybt i afgrunden, at der ikke fandtes nogen kur for ham – ud over medicinalindustriens lalleglæde. På ”Live In Leipzig” kan man høre Dead indlede koncerten med Hellhammer-sloganet: ”Only Death Is Real!” Hvem ved, måske førte hans selvmord ham ind i den virkelige eksistens …

Dead (16. januar 1969-8. april 1991) – Requiescat in pace. \m/

KILDER, BL.A.:

Dayal Patterson: ”Black Metal – Evolution Of The Cult” (Feral House, 2013)

Peter Beste: ”True Norwegian Black Metal” (Vice Books, 2008)

Michael Moynihan: ”Lords Of Chaos – The Bloody Rise Of The Satanic Metal Underground” (Feral House, 1998)

Diverse numre af Slayer magazine

Plus en masse von hørensagen

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama