mandag den 14. april 2014

Den gamle, mandlige aggressions-ting


Iron Maiden udsendte deres debutalbum den 14. april 1980. Den radikale musik og det ekstreme image gjorde, at bandet fik moralens vogtere på nakken allerede fra starten.

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 9, 1998)

Sådan laver man en rockplade: Først holder man en sort messe på et pladeselskab,
og derefter efterlader man masterbåndet i en grav i seks måneder, hvorefter det
bliver gravet op og sendt ud til de unge. Eller ... ?
””Iron Maiden” er dødbringende. Hurtigt, rasende metal født ud af ’76-punkrock-eksplosionen, den vil medføre brækkede rygsøjler, forstrukne muskler og flænset kød … heavy metal for ’80’erne.”

Sådan beskrev rockjournalisten Geoff Barton Iron Maidens musik, da bandet i 1980 udsendte deres debut-lp.

Og det var en radikal plade, Maiden sendte på markedet. Musikken var en tand mere aggressiv end den heavy rock, som de gamle 1970’er-bands var kendt for. Og så havde Iron Maiden oven i købet maskotten Eddie The Monster, der fra pladecoveret sendte publikum et fandenivoldsk grin. På bandets næste album, ”Killers” (1981), var den grufulde Eddie tilmed blevet udstyret med en blodig økse. Eddie var det perfekte blikfang, og med ham i front huggede Iron Maiden hurtigt en niche for sig selv og den nye heavy metal-stil, der var i fremmarch i starten af 1980’erne.

Unge bliver voldelige af at se og
høre den slags, mente de
venstreorienterede smagsdommere,
der var nøjagtig ligeså puritanske
som den kristne højrefløj.
FORDØMT AF PRESSEN
Mange af sangene på de to første Iron Maiden-lp’er handlede om desperadoer. De bloddryppende tekster til numre som ”Prowler”, ”Running Free”, ”Murders In The Rue Morgue”, ”Killers” og singlen ”Sanctuary” passede perfekt til bandets aggressive musik. Iron Maidens tidlige plader kan da også ses som soundtracks til den aggression, der rent biologisk koger i unge mænd. Eller som bassisten Steve Harris udtrykte det dengang, når venstreorienterede moralvogtere drog i felten mod Iron Maiden og de andre metalbands:

”Jeg antager, det er den gamle, mandlige aggressions-ting, og det er også derfor, at 90% af vores publikum er fyre.”

I den moderne, civiliserede verden er den maskuline drift hjemløs. Men drift er drift, og når ungersvendene ikke kan få afløb for deres aggressioner på den ”gamle” måde, ja, så må de ty til fænomener som tegneserier, horror-, splatter- og actionfilm, computerspil, science fiction, fantasy, rollespil – og heavy metal!

I pressen sidder smagsdommerne imidlertid med deres tantede pegefingermoral og deres finkulturelle kunstsyn. De er altid klar til at latterliggøre og fordømme heavy metal-genren, og Iron Maiden var deres yndlingsaversion i starten af 1980’erne. Hvad, der er blevet udgydt af orddiarré om gruppens tekster og brug af Eddie The Monster, er umuligt at gøre op. Og mens metalfans sluttede tusindtalligt op omkring Iron Maiden, var musikbladet Sounds’ Geoff Barton næsten den eneste i pressen, som fattede galoppen:

”Maidens musik er på én gang dyster og skæg og ballade, og overraskende nok fungerer dette ægteskab mellem genrerne overordentligt godt.”

Da Steve Harris mange år senere og for Gud ved hvilken gang skulle forklare pressen, hvad der var på færde, sagde han:

””The Number Of The Beast” var oprindelig skrevet som en novelle om en, der havde en drøm, og drejningen ved historiens slutning var, at drømmen blev virkelighed. Det er en temmelig god lille historie … Man har en tendens til at gå gennem sådan en fase i den alder. Som f.eks. Black Sabbath, deres tekster kunne ikke være, i mangel af et bedre ord: kvindagtige. Det er en meget mørk musik, vi laver. Men en masse af sangene er ikke ment alvorligt, en masse af det er taget fra film. Hammer Horror. Hvis man kigger på de to første ”Omen”-film, er det forbløffende, som de fremmaner en slags intensitet. Måske er det det rigtige ord det, vi forsøger at lave. Det handler om godt og ondt, når det kommer til stykket.”

Hvad er det lige, den kristne
højrefløj ikke forstår?
DEN KRISTNE HØJREFLØJ GÅR AMOK
Når man leger med det gode og det onde, skal man imidlertid huske at være aldeles entydig, for ellers risikerer man at få ballade med moralvogterne på højrefløjen.

Som Led Zeppelin, Kiss, Judas Priest, Ozzy Osbourne og utallige andre heavynavne fik Iron Maiden i 1980’erne problemer med den fremvoksende kristne højrefløj, den såkaldte moralske majoritet, der, hvad angår moralisme, siger spar to til stort set alt, hvad verden endnu har set af ytringsfrihedsbekæmpelse. Disse selvbestaltede pressionsgrupper (der nu om dage [i 1998, red.] ikke går af vejen for at skyde læger, der foretager aborter) kørte diverse boykot-kampagner mod Maiden, som var kommet for skade at udgive et album med den djævelske titel ”The Number Of The Beast” (1982).

”Jeg har en bog af Jimmy Swaggart derhjemme, ”Music: The New Pornography”, med et stort billede af Steve uden på!” forklarede Maiden-sangeren Bruce Dickinson engang. Swaggart var en rabiat tv-prædikant, der typisk for den slags moralske storskrydere senere hen blev taget med bukserne nede i en sex-skandale.

”[Bogen] blev sendt til mig af en bibelbasker, og et temmelig alvorligt brev fulgte med. Hun sendte mig et eksemplar af Bibelen, hvilket var godt, for jeg havde ikke en selv, og jeg behøvede en for at lave research til nogle sange. Og hun sendte også nogle ekstreme højrefløjs-tegneserier som Marvel, der hævdede, at hele verden blev undermineret af en organisation kaldet The Illuminati, der blev kørt af jøder, katolikker og frimurere, og at Hitler var i ledtog med paven! Og at måden, som man laver en rockplade på, er, at man først holder en sort messe på et pladeselskab, og derefter efterlader man masterbåndet i en grav i seks måneder, hvorefter det bliver gravet op og sendt ud til de unge.”

Det er til at dø af grin over. Hvis det altså ikke var så sørgeligt. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama



Artiklen, som den så ud i NRG nr. 9.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar