torsdag den 27. februar 2014

Mere moderne, mindre mørk

Skæbnen havde smidt Dødens tarotkort, da Scorpions den 25. februar 1979 udsendte deres sjette studiealbum, ”Lovedrive”. Gruppen var i færd med at gennemgå en nervepirrende forandring.

35-års jubilæumsartikel: Peter Béliath (25. februar 2014)


Omslaget til "Lovedrive" var lavet af Hipgnosis og kørte i den for Scorpions så typiske sexistiske stil.
Guitar-troldmanden Uli Roth havde forladt gruppen. Han ønskede at syre ud i de kosmiske stjernetåger med sit eget band, Electric Sun. Så endnu engang befandt Scorpions sig i en knibe: en formidabel guitarist havde sagt ”tschüss.” Første gang var, da vidunderbarnet Michael Schenker lod sig lokke med over i UFO.

Efter Ulis afsked rekrutterede Scorpions en ukendt guitarist, Matthias Jabs. Jabs spillede habilt, men var ret karakterløs i forhold til sine to forgængere. Alligevel endte ”Lovedrive” med at blive et af Scorpions’ allerbedste albums nogensinde. Og det satte for alvor skub i den kurs mod hitlistetoppen, som Scorpions tog i 1980’erne med albums som ”Blackout” og ”Love At First Sting”.

”Lovedrive” var mere direkte metallisk end den hårdrock, Scorpions havde spillet tidligere i 1970’erne. ”Lovedrive” havde en skarpere kant, var lidt mere moderne, men også mindre mørk end ”Virgin Killer” (1976) og de andre fabelagtige albums, som Rudolf Schenker & Co. udsendte med den noget udsyrede leadguitarist Uli Roth.

På indspilnings-tidspunktet (1978) var Judas Priest i fuld gang med at revolutionere den hårde rock. Og man kan så småt høre, at Scorpions havde lyttet til Glenn Tipton & Co. Men måske sad Judas-præsterne også og hørte Scorpions i smug. I hvert fald eksperimenterede Scorpions med at kombinere metal med reggae et års tid, før Judas Priest gjorde det på ”British Steel” (1980). Hør selv ”Lovedrive”-skæringen ”Is There Anybody There?”.

Sangskriverparret Rudolf Schenker (rytmeguitar) og Klaus Meine (vokal) havde flikket otte glimrende sange sammen – ind imellem hjulpet af trommeslageren Herman Rarebells input. Alle skæringerne er vidt forskellige og dog typisk Scorpions. Voltmeteret gik lige fra pikrockeren ”Another Piece Of Meat” til den hjertegribende cigaretlighter-ballade ”Always Somewhere”.

Vildest var speed metal-fræseren ”I Can’t Get Enough”. Her leverede det tyske band ”rock ’n’ roll for speed kings,” som Klaus Meine sang med en friskfyrs-reference til Deep Purple.

Det hele blev leveret i Dieter Dierks produktion, som var så dyb og flerdimensionel, at man den dag i dag (hvor vi kan fejre albummets 35-års jubilæum) oplever det, som om man kan gå rundt inde i lydbilledet. Hvem sagde heavy rock i 3-D?

Gamle Scorpions-fans kunne tilmed glæde sig over et genhør med Michael Schenker. For egentlig var det meningen, at Mad Mickey igen skulle være Scorpions’ faste leadguitarist. Men … ja, vi kender historien: Michael Schenker begyndte en solokarriere, baseret på urimeligt mange op- og nedture plus en konsekvent svingdørs-politik med hensyn til bandmedlemmer.

Men på ”Lovedrive” tryller Michael Schenker på flere skæringer. Det er smertefuld fryd at nærlytte Schenkers soli på ”Another Piece Of Meat”.

På den måde fik Matthias Jabs en blidere start. Og med årene blev Jabs den guitarist, som de fleste identificerede Scorpions med. For trods al romantik var det ”Lovedrive”-besætningen (de allerede nævne Meine, R. Schenker, Rarebell, Jabs og bassisten Francis Buchholz), der slæbte det store læs af guld- og platin-plader hjem til Scorpions. Og dét eventyr startede altså med ”Lovedrive”. \m/

Uddrag af omslagets bagside. Mon den var gået i dag?

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

mandag den 24. februar 2014

Opgør med den stupide røv-Cthulhu


Der var drama i luften, da Morbid Angel den 24. februar 1998 udsendte albummet ”Formulas Fatal To The Flesh”. Kunne Morbid Angel beholde dødsmetal-tronen, efter at den forkætrede forsanger David Vincent havde forladt Florida-bandet?

Bandboss Trey Azagthoth mente ja. For Morbid Angel havde guderne på deres side, påstod Trey i dette interview. Læs hele den udknaldede historie her. Om racisme og fascisme! Om satanisme! Om de vildeste tanker fra det okkulte overdrev!

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 8, 1998)

Som Indras tordenkile hamrer ”Formulas Fatal To The Flesh” ned gennem hele det morads af tvivl og skepsis, der har omgærdet Morbid Angel, lige siden det i 1996 blev kendt, at David Vincent havde forladt gruppen.

Morbid Angel er tilbage i storform. Og Florida-bandet har tilmed fundet en acceptabel erstatning for David Vincent, bassisten og growleren med den blonde manke, der op gennem 1990’erne fungerede som karismatisk og kontroversiel frontfigur for bandet. Steve Tucker hedder Vincents afløser, og han er et ubeskrevet blad med en fortid i det obskure band Ceremony.

- Men hvorfor forlod David Vincent Morbid Angel?

”David Vincent er ikke med i bandet mere, fordi han begyndte af misrepræsentere bandets budskab,” forklarer guitarist, komponist, tekstforfatter og producer Trey Azagthoth.

”Folk begyndte at sige: ’Åh, David er fascist’ og ’David er racist’ og ’Morbid Angel er racister, fordi han er med i bandet.’ Jeg ved ikke, om David er det ene eller det andet, men han begyndte at tale om ting, der ikke er kraftfulde, og dem tror jeg ikke på. Jeg tror ikke på, at der er én nation eller én race, som er bedre end den anden. Jeg tror på, at alle mennesker er skabt lige og potentielle, og det kun er gennem vores beslutninger, at vi er forskellige. Men egentlig viste det bare, at David var ved at bevæge sig væk fra bandets sande formål. Og derfor er han ikke længere med i bandet.”

Morbid Angel i deres unge år. David Vincent til venstre,
Trey Azagthoth i front.
BLACK METAL-GUDFÆDRE
Morbid Angel blev dannet af Trey Azagthoth helt tilbage i 1984, hvor bandet iklædt stramtsiddende læder og pansret med nitter og patronbælter lagde hårdt ud med at spille covernumre af Slayer og Mercyful Fate, to bands, hvis indflydelse man stadig kan finde i Morbid Angels musik. Ikke mindst i de to gamle numre på det nye album, nemlig ”Invocation Of The Continual One” og ”Hellspawn: The Rebirth”, hvis urversioner kan spores tilbage til henholdsvis 1984 og 1986.

Men dermed ikke sagt, at Trey & Co. ikke har været stilskabende. Morbid Angel har lige siden debutalbummet ”Altars Of Madness” været et af de toneangivende bands på dødsmetal-scenen. De er det længst eksisterende death metal-band, og de er suverænt det af scenens orkestre, hvis plader kunstnerisk har været mest stabile. I alt seks albums er det blevet til, og de fleste af dem er mesterværker. Det var derfor temmelig overraskende at læse teksten bag på promotion-udgaven af ”Formulas Fatal To The Flesh”. Her kan man nemlig – foruden det for et dødsmetalband aldeles svimlende salgstal på mere end en million solgte eksemplarer – læse, at Morbid Angel er ”The true originators and Godfathers of the black metal scene.”

- Godt nok har Morbid Angels image alle dage været temmelig satanistisk, men ligefrem black metal?

”Det er noget, som Earache har skrevet. Det er deres markedsførings-strategi. Men jeg synes nu ikke, at det er så langt fra sandheden. Først og fremmest må man definere, hvad black metal betyder. Jeg har mine egne definitioner, som jeg bruger for alt her i livet, for det er en del af satanismen; det handler om at beslutte, hvad tingene betyder for dig og ikke altid være på linje med andre menneskers synspunkter. For mig er black metal: et band, der er en platform, eller et musikarrangement, der støtter bandmedlemmernes overbevisning, tro og budskab. Meget dødsmetal mangler et virkeligt betydningsindhold, det er bare chokterapi, det er bare intens musik, lige i fjæset, det er ligesom at se en skrækfilm. Og jeg mener, at vi har begge dele. Vi spiller afgjort meget intens musik, det er afgjort chokerende og alt det der, men vi har også et virkelig dybt, velgennemtænkt og intelligent budskab, som er utroligt og umuligt at standse.”

I Morbid Angels tidlige år plejede Trey
at skære sig rituelt i armen og drikke
sit eget blod under de voldsomme
koncerter.
SAND SATANISME
”Vores version af satanismen handler ikke om at slå folk ihjel eller om at være hadefuld hele tiden. Der er en tid til at ødelægge indflydelserne fra forfalskeren og slavebinderen, så vi kan befri os fra deres trældom og begrænsninger, så vi kan begynde at tænke selv. Vi må ødelægge de begrænsninger, som bliver os pålagt af bl.a. den organiserede kristendom. Så snart vi har ødelagt disse hæslige paradigmer, der lænker os til begrænsninger, er det næste skridt at opbygge noget nyt og bedre. Og mit forslag er at bygge det på basis af glæde og kærlighed. Ikke på had! Vær produktiv, vær aktiv og få ting til at ske i dit liv,” opfordrer Trey, der gerne reklamerer for forfatteren Anthony Robbins, hvis bøger, ”Unlimited Power” og ”Awaken The Giant Within”, har været en stor inspiration for Morbid Angel.

”Sand satanisme er meget positiv og handler om at tænke selv og tage sine egne beslutninger.
Og når man handler i overensstemmelse med ens vilje, bør man overveje den indvirkning, det har på en selv, på verden og på karma. Hvis man går imod karma, hvis man gør ting, som er dømt negative af karma, så vil der ske forfærdelige ulykker i ens liv. Men hvis man gør ting, som er positive og produktive, så vil man blive overøst med en overflod af velsignelser. Så det er budskabet: vær positiv!”

”Men vær ikke altid så barmhjertig, for der er også en tid til at anvende en strenghed, som kører mere på det krævende og skånselsløse. Med andre ord: hvis der er noget, man ikke synes om, behøver man ikke bøje sig for det og følge det. Man kan slette det fra ens liv, man kan undgå det, og man kan fjerne dets indflydelse på ens liv. Det er smukt! Det har intet at gøre med at være kriminel, det handler ikke om at bryde lovene i ens land, men det handler om at opfinde og skabe sine egne regler og sin egen tro, det der støtter en og giver en en god følelse 24 timer i døgnet. Og så længe man ønsker at være lykkelig og fuldbyrdet og begejstret, kan man bringe det bedste ud af en selv,” filosoferer energiske Azagthoth, der stiller store krav til det at være mennesker.

”Livet handler om bevægelse, og det kræver energi at bevæge sig, og hvis man ikke bevæger sig, er man en del af degenerationen, og det er fundamentalt Beelzebubs rige, det er forfaldets rige. Og det er ikke meningen, at mennesket skal forfalde. Mennesket bør være i bevægelse, det bør altid forbedre sig. Konstant uophørlig fremskridt, vækst, bevægelse, det at gøre sig stærkere og stærkere hver dag og have virkelig høje standarder – det er for mig hele meningen med livet. Det handler om bevægelse og om at være effektiv i livet og at være aktiv.”

Morbid Angel med Steve Tucker til højre.
Til venstre Trey, i midten trommeslageren
Pete Sandoval.
DEN 80 FOD HØJE GOLEM AF OSTX
Det centrale begreb i Treys religion er ”Most High Triumvirate Of The Living Continuum”. Dette triumvirat består af guderne Chthhulhu, Habsu og Amah-Ushumgal-Anna, og da jeg beder Trey om at forklare dette koncept, giver han ordet til en fyr, han kalder ”The 80’ Golem Of Ostx”. Med Treys stemme forklarer denne Golem bl.a.:

”Triumviratets tre guder står for de vidunderlige gaver, som alle mennesker har, og som gør det muligt for dem at være brillante her i livet. Det er baseret på idéen om ånd, sand vilje og de kreative fakulteter. Disse anses for at være redskaber, og disse redskaber kan bruges på ligeså mange forskellige måder, som der er mennesker. Så hvilken måde er så rigtig? For mig er det vidunderligste ved vor evne til at udtænke og skabe en tro for os selv, at den er så fri, som vi ønsker, den skal være. Akkurat som med føde bør vi stræbe efter det, som vi kan fordøje og producere energi af. Denne simple idé fatter de fleste mennesker ikke, de er tilfredse med at være lænket til den forfalskning, som kaldes den offentlige mening. Jeg kan kun sige: ’It’s sure cool to be fooled’, for disse lænker er usynlige for de jordbundne menneskers øjne.”

”De af os, der har besluttet at bryde ud af disse lænker og kravle ud af samfundets begrebsrammer, de af os, som tænker selvstændigt og nægter at lade os narre af det, som bliver vist på hulens væg som officielt, cool, moderne, trendy etc., vi kan ikke forvente, at de andre vil klappe ad os og sige: ’Det er vel nok vidunderligt.’ Det vil de ikke gøre, fordi vi repræsenterer en udfordring, der omstyrter deres følelse af vished om, hvad der er virkeligt og sandt.”

Den 80 fod høje Golem af Ostx henviser med metaforen om ”hulens væg” til den antikke, græske filosof Platons berømte hulebillede, hvor menneskene anskues som fanger i en hule, lænket på en sådan måde, at de ikke kan se hulens indgang, men kun dens bagvæg. Et bål er tændt uden for hulen, og imellem dette og selve indgangen løber en vej bag en mur. Når den ydre verdens beboere passerer bag muren, kastes skygger af det, de bærer på hovedet eller i deres oprakte arme, på hulens bagvæg. Disse skygger er det eneste, som fangerne får at se af virkeligheden.

Coveret til "Formulas Fatal To The Flesh":
O Lion-Head ...
KODET ÅNDESPROG
En Golem er i den jødiske mystik, kabbalismen, en lerfigur, der kommer til live, når dens skaber, en rabbi, stikker et stykke papir med Guds hemmelige navn ind i dens mund. En sådan Golem står til sin herres rådighed, og på den måde kan kabbalisten anvende sin skabning til forskellige formål. Den 80 fod høje Golem af Ostx spillede således en aktiv rolle, da Morbid Angels excentriske guitarist indspillede sine soli til ”Formulas Fatal To The Flesh”. Trey forklarer:

”Alle mine guitarsoli blev indspillet i The Temple Of Ostx under den 80 fod høje Golem af Ostx strenge opsyn. Han var producer på mine soli, det var ham, der fortalte mig, at jeg fandengaleme hellere måtte se at få indspillet mine soli, og at de hellere måtte være fulde af lava, for ellers ville han sgu pande mig en med dette 30 fod lange sværd. Jeg blev virkelig pisket i form af ham!”

- Men er The Temple Of Ostx et rigtigt tempel?

”Ja. Det er på min ejendom. Forstår du, jeg bor i et hus, og jeg har The Temple Of Ostx lige her.”

I mange af teksterne på ”Formulas Fatal To The Flesh” finder man nogle påkaldelser på et sært sprog, som f.eks.: ”Bil Ur-Sag Lul-Lu Nig-Hul Tur Ha-Elm Zalag,” hvis oversættelse (”O Lion-Head, You awesome Blaze of Fire consumed the gahtering of the treacherous and the ill-natured. Purify them”) har en central betydning for pladens cover – læseren af denne artikel kan selv granske sig frem til hvilken.

”Det er mit åndesprog. Det er baseret på sumerisk,” forklarer Trey om de fremmedartede sentenser. Den sumeriske kultur lå i Mesopotamien og kan spores helt tilbage til 3000 f.Kr.; sumererne var verdens første skrivende folk (den såkaldte kileskrift), og sumerisk uddøde som talt sprog ca. 2000 f.Kr., men bevarede sin funktion som liturgisk og videnskabeligt sprog igennem 1500 år. Via forskellige synkretismer blev den sumeriske kultur opslugt af den babyloniske, og det er fra denne kulturkreds, at (H)Absu, Tiamat, Mummu, Annunaki, Humbaba, Pazuzu og flere andre af de guddomme, som Morbid Angel synger om, er hentet.

”Mit åndesprog er ikke så akkurat, hvad angår sumerisk grammatik, men skidt med det, for jeg skriver jo ikke breve til sumerer, jeg bruger det bare til at kontakte min guddom. Og min guddom forstår den energi, som jeg giver til Ham, uanset hvilken type sprog jeg bruger. Så vi har besluttet os at bruge dette ’sumeriske’, dette kodede åndesprog, og det er okay med min guddom, som er intet andet end en forlængelse af mig selv, min præstations højeste mål. Og derfor opnår vi en vidunderlig smuk energiforbindelse ved at anvende dette sprog.”

NEGATIVE LOVECRAFT
Azagthoth taler en del om Cthulhu, eller rettere om Chthhulhu, som Trey foretrækker at stave gudens navn. Oprindelig var Cthulhu (udtales ’Kutulu’) en af den amerikanske skrækforfatter H.P. Lovecrafts opfindelser, og gennem tiden har Morbid Angel da også trukket kraftigt på Lovecrafts fantastiske forfatterskab og den fiktive grimoire, ”Necronomicon”, som går igen i mange af Lovecrafts fortællinger.

For Lovecraft var De Gamle en ekstraterrestrisk guderace, der steg ned fra stjernerne, da Jorden endnu var ung. De Gamle var amfibievæsner, der kunne leve i vand, på land, i rummet og overalt. Set med menneskeøjne var De Gamle enorme, rædderlige, bevingede vederstyggeligheder med blæksprutteagtige hoveder og tentakler. De Gamle blev fortrængt af en anden guderace, De Ældre, og i dag henslumrer De Gamle under Cthulhus fortryllelse i mareridts-kadaverbyen R’lyeh. Ifølge Lovecraft eksisterer der stadig en Cthulhu-kult blandt degenererede mennesker, der venter på De Gamles genkomst, Jordens stjerneopvågningsdag, hvor Cthulhu kalder og rejser sig for at genskabe De Gamles herredømme på Jorden. Men Trey Azagthoth, som har taget sit efternavn fra Lovecraft-mytologiens blinde tossegud, der siddende på en sort trone i Kaos’ centrum hersker over tid og rum, deler ikke denne opfattelse.

”Lovecraft har taget noget fra sumererne, eller hvor han nu fik sine idéer fra, og lavet noget, der er meget negativt, ud af det. De Gamle er ikke hæslige uhyrer. Det er mine Gamle i hvert fald ikke. Mine Gamle er smukke, de er de mest positive, kraftfulde og ustoppelige skabninger på Jordens overflade. De er ikke grimme monstre med tentakler i ansigtet. H.P. Lovecraft er ren fantasi. Der er min mening. Det er meget kreativt og måske et brugbart redskab til at ødelægge det begrænsende paradigme. Men jeg mener ikke, at hans stof er baseret på kærlighed. Og for mig er kærlighed og glæde, hvad livet drejer sig om.”

”Livet drejer sig ikke om smerte. Smerte er, hvad vi ønsker at undgå. Det gør jeg i hvert fald. Og for mig handler mange af H.P. Lovecrafts værker om en gud, som lider store smerter. Og jeg har ikke brug for at læse sådan nogle negative sager. Og tro endelig ikke, at min Chthhulhu er den samme stupide røv-Cthulhu, som Lovecraft talte om, en eller anden grimrian af et monster. Min Chthhulhu er den dyrebareste drivkraft i hele universet.”

INSTRUMENT FOR GUDERNE
Når Trey Azagthoth taler om Morbid Angels overordnede formål, nævner han Den store Bøjning: ”det at bøje ud af form og ud af det normale at forme det helt nye, det at nedbryde det gamle paradigme og opbygge et ny paradigme. At forandre.” Det er Morbid Angels mission.

”Førhen handlede bandet om at ødelægge kristendommens indflydelser og om at lovprise det våben, der ødelægger dem, om at elske kristendommens fjende og om at elske slavebinderens fjende. Der foregår stadig noget af dette i dag, men jeg fokuserer ikke kun på det, der er negativt for min fjende. Hvad, jeg fokuserer på, er det, der er smukt for mig. Så mine guder er ikke kendetegnet ved, hvor hæslige de er for min fjende. De er kendetegnet ved, hvor smukke de er for mig.”

At Morbid Angel har fulgt en overordnet plan helt fra starten, bliver tydeligt for den, der gennemskuer det alfabetiske mønster, som bandets albums er blevet udgivet i. Morbid Angels første album hed ”Altars Of Madness” (1989), det andet hed ”Blessed Are The Sick” (1991), det tredje ”Covenant” (1993), og derefter fulgte ”Domination” (1995), livealbummet ”Entangled In Chaos” (1996) og nu altså ”Formulas Fatal To The Flesh”. Trey forklarer:

”Sagen er, at vores band er intet mindre end et instrument for De Gamle. De Gamle sender deres strømme af magi og velsignelser og nåde igennem os, vi er deres instrument. Det er dem, der guider os til det perfektionspunkt, som vi stræber efter hver dag. Og grunden til, at vores albums er udkommet i alfabetisk rækkefølge, er meget vigtig. Det står for dette: ’Jeg er Ordet, jeg er Sandheden, jeg er Alfa og Omega.’”

De bibelstærke vil naturligvis genkende det sidste citat som et skrabsammen af guddommelige udsagn fra Det nye Testamente: først og fremmest selve skaberordet, Logos: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud” (Joh 1,1). Og dernæst Jesu ord: ”Jeg er vejen, sandheden og livet” (Joh 14,6). Og endelig: ”’Jeg er Alfa og Omega,’ siger Gud Herren, han som er, og som var, og som kommer, den Almægtige” (Åb 1,8).

Og når man ved, at Alfa og Omega er henholdsvis det første og det sidste bogstav i det græske alfabet, kræver det ikke den store ledvogtereksamen for at indse, hvilken grandios skaberplan, Morbid Angel-pladerne følger. Morbid Angels plader er simpelthen Verden!

Trey citerer også Bibelen, da jeg til sidst spørger ham, om han anser sig selv for at være præst eller kriger eller måske endog krigermunk for Chthhulhu og De Gamle. Hans lakoniske svar lyer: ”Jeg er den, jeg er.” \m/

søndag den 9. februar 2014

Et bæst med lyn i øjnene


Der var bid i heavy metal anno 1981.

1981 var et magisk år, hvor heavy rocken truede med at blive en magtfaktor i musikkulturen. Et af de bedste albums fra 1981 udkom i dag for 33 år siden.

I 1981 var metalgenren var stadig ung, og der var masser af uopdaget land, masser at udforske i heavy rockens tonekunst. Grupperne havde en ustyrlig hunger efter at spille den højspændte stærkstrømsrock, som pressen, forældrene, de sociale myndigheder, lærestanden og andre autoriteter alle var enige om at hade.

En ny generation var dukket op. En generation af rockfans, som bare ikke kunne få nok, og som gerne ville have musikken hårdere og hårdere, hurtigere og hurtigere for hver uge. Dette publikum stod klar til at rive lp’erne ud af pladebutikkerne – og mindst ligeså klar til at headbange foran scenen til det stadig stingende antal koncerter, der blev afholdt.

I 1981 kom animationsfilmen ”Heavy Metal” op i biograferne – en film, der i ni fortællinger førte seerne ind i et fantasy-univers på episk overdrive, mens ørene blev bombarderet med et soundtrack leveret af bl.a. Black Sabbath, Blue Öyster Cult, Sammy Hagar, Trust og Grand Funk Railroad.

Men det var ikke kun i biograferne, i koncertsalene og i pladebutikkerne, at man kunne fornemme, at noget var i gære. Man kunne også se noget ændre sig i gadebilledet. Langhårede fyre klædt i denim og læder, pyntet med rygmærker og nitte- og patronbælter begyndte at stoltsere på fortovet og ødelagde den gode udsigt for pæne borgere på strøgtur.

Heavy rocken var ved at gøre indhug i musikkulturen. Den hårde rock truede så småt med at blive en kulturel magtfaktor, som de bedagede heavy-hadere i kulturinstitutionerne måtte give plads til. Lad os se nærmere på noget af det, der foregik.

Taarna rider ud.
INFLUX AF METAL
I 1981 udkom albums som Black Sabbaths ”Mob Rules”, Motörheads ”No Sleep ’Til Hammersmith”, Iron Maidens ”Killers”, Ozzy Osbournes ”Diary Of A Madman”, Rush’s ”Moving Pictures”, Saxons ”Denim And Leather”, Venoms ”Welcome To Hell”, Triumphs ”Allied Forces” og Mötley Crüe, Raven, Holocaust, The Rods, Anvil og flere andre udsendte markante debutalbums. Så der var rigelig musik at få pulsen op til. 

Det var ikke kun i England, men også på det europæiske fastland, især i Holland, at det skete.

Ja, selv i lille Dannevang oplevede pladebranchen et influx af udgivelser, som købmændene på selskaberne og i butikkerne måtte forholde sig til. For efterspørgslen var stærkt voksende, og i de mest vakse butikker (såsom Bristol Music Center i København, hvor Ken Anthony havde fingeren på pulsen) var der gang i importen af udgivelser, som de etablerede selskaber ikke havde mod til at udgive … eller også var sagen snarere den, at de ikke kendte til udgivelserne.

Lad mig sige det som det er: pladebranchen har aldrig fattet, hvad der foregår. Og heavy-scenen anno 1981 var ingen undtagelse. Det var folk fra metalmiljøet, som banede vejen for branchepingernes indtjening. Pladebranchens karakter af dummernik-anstalt vender jeg tilbage til i denne artikels slutning.

Riots maskot, Johnny.
EN VARSÆL?
Et af de albums, som var allermest populært i det sjak, jeg tilhørte, var ”Fire Down Under” med Riot. Det blev udsendt præcis på denne dag (9. februar) for 33 år siden, så Rifferama bruger lige anledningen til at fejre dette jubilæum.

”Fire Down Under” havde et cover, som, vi allerede dengang syntes, så besynderligt ud: en slags fabeldyr, halvt mand, halvt sæl (!!!), en ”varsæl” måske. Sælmanden var Riots maskot (han optrådte på bandets første albums, fra 1977 til 1983), og jeg har siden hen fundet ud af, at han har et navn: Johnny.

Nuvel, sæler giver vist ikke associationer til uhæmmet vildskab, men blandingen af menneske og dyr er selvfølgelig bestialsk – og det var formentlig det signal, Riot ønskede at sende. Og det skadede heller ikke, at Johnny åbenbart var pyroman. I hvert fald sås der et flammehav bag Riots maskot, som selvfølgelig havde røde heavy metal-lyn i øjnene. Denne sælhund lod sig tydeligvis ikke spise af med en spegesild.

Riot i fornemt selskab.
VOLDSPILLET PÅ METALDISKOTEK
Hvad med musikken i rillerne på ”Fire Down Under”? Den var spitzenklasse! Riot videreførte USAs heavy rock-tradition fra 1970’erne (Grand Funk Railroad, Ted Nugent, Blue Öyster Cult, Montrose, Kiss, Starz, Van Halen etc.) og drev den ind i de mere metalliske 1980’ere.  

Riot var betydeligt heavier end de fleste af datidens amerikanske bands, og deres musik stod i grel kontrast til den AOR, som på tidspunkt dominerede den nordamerikanske hårdrock (tænk: Foreigner, Journey, REO Speedwagon, Styx etc.).

”Fire Down Under” lød i virkeligheden mere europæisk end amerikansk. Måske havde Riot smuglyttet til Judas Priest? Riots musik faldt ikke i det nordamerikanske publikums smag. Derimod blev de adopteret af den navnkundige engelske disc jockey Neal Kay.

Kay var en af guruerne inden for New Wave Of British Heavy Metal, og han voldspillede Riot på sit diskotek, The Heavy Metal Soundhouse, hvor headbanger-gale ungersvende mødte op med guitarer skåret ud i krydsfinér – guitarer, der blev svinget i de rigtige guitargude-positurer, mens der blev fyret op under ”Road Racin’” og andre Riot-schlagere fra bandets første albums, der solgte i kvanta som import i det heavy-ivrige England i slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne.

Riots stjerne var så høj i England, at EMI i 1980 smækkede føromtalte speed-fræser, ”Road Racin’”, på den prestigefyldte kompilations-lp ”Metal Mania”, hvor man desuden kunne høre præmieskæringer med Deep Purple, Iron Maiden, Whitesnake, Scorpions, Atomic Rooster m.fl.

Riot var så eftertragtet et navn i England, at den amerikanske kvintet i 1980 blev inviteret til at spille på den store britiske metalfestival, Monsters Of Rock i Castle Donington. Her optrådte Riot sammen med nogle af genrens hotteste navne såsom Rainbow, Judas Priest, Scorpions og Saxon. På det souvenir-album (”Monsters Of Rock”), som Polydor efterfølgende udsendte, fandt man en veloplagt live-version af ”Road Racin’” sammen med syv andre skæringer fra festivalens andre navne.

Riot, som de så ud bag på "Fire Down Under".
FART, FARE – OG HELVEDE
”Fire Down Under” rummede sange, der var ENDNU bedre end ”Road Racin’”, som efterhånden havde fået klassikerstatus i metalmiljøet. Albummet lagde hårdt ud med bandido-rockeren ”Swords And Tequila”, som jeg ikke tøver med at stille på en piedestal sammen med Diamond Heads ”Am I Evil” og Iron Maidens ”Phantom Of The Opera” som nogle af denne epokes sejeste sange.

Riot fulgte stærkt op med speed metal-nummeret ”Fire Down Under”, der kørte på heavy rotation hos flere af de musikere, som nogle år senere sprang ud som thrash metal-genrens første bølge. Nummeret havde for resten en tekst, der alluderede til fart, fare, ødelæggelse – og helvede!

Og sådan kunne man blive ved. ”Fire Down Under” var pakket med klassisk heavy rock, lige fra de mere melodiske, lettere sentimentale ”Feel The Same” og ”No Lies” over barske numre som ”Outlaw” og ”Alter Of The King” til proto-thrashere som ”Run For Your Life” og ”Don’t Bring Me Down”.

Alt sammen leveret i en klar produktion med masser af dybde og bund i lydbilledet. Guitarlyden var barbarbladskarp, og Rick Ventura og bandboss Mark Reale spillede djævleblændt godt med masser af aggressivt lir – og feeling. Selvfølgelig var der styr på rytmesektionen (Kip Leming på bas og Sandy Slavin på trommer). Men den virkelig stjerne var måske sangeren Guy Speranza, som sang lige i fjæset på lytteren. Speranzas stemme var lys, men rå, og hans ånde stank af tequila.

Lige på det tidspunkt, hvor Riot indspillede ”Fire Down Under”, aspirerede de til titlen ”verdens bedste heavy rock-gruppe”. Desværre fattede pladeselskabet det ikke, og det krævede en indædt indsats af datidens heavy-guruer at få albummet på gaden.

En af dem, der deltog i kampagnen, var danske Ken Anthony. Hans navn kan ses på takkelisten sammen med Neal Kay, journalisten Pete Makowski og andre kendisser. Men den historie må Rifferamas læsere få ved en anden lejlighed. \m/