søndag den 5. maj 2013

Det blonde bestie er død


Jeff Hanneman var en riffmeister af metalgudens nåde. Slayer-guitaristen skrev sange, der var halsbrækkende og allerhelvedes medrivende.

Slayer i 1983 med Jeff Hanneman som det naturlige midtpunkt.
(Foto allerydmygst hapset fra Metal Forces' arkiver.)
Slayer-guitaristen Jeff Hanneman døde den 2. maj 2013. Og så var der ellers dømt global landesorg i metalmiljøet. Forståeligt nok. For selvom det som regel er Kerry King, der tegner Slayer offentligt, så var Jeff Hanneman fra starten det californiske bands kreative dynamo.

Hanneman var en riffmeister af metalgudens nåde. Fåmælt og mystisk var den pressesky Hanneman Slayers blonde bestie på scenen. Og når det kom til musikken, fandt man som oftest Hannemans fingeraftryk på rifferamaet i Slayers bedste numre. De fleste er enige om, at Slayers stjernestund var ”Reign In Blood”s åbningsskæring, Hanneman-kompositionen ”Angel Of Death”. Men rækken af klassiske Hanneman-kompositioner rækker herfra og til verdens ende.

For et gammelt metalhoved som undertegnede var Slayers allertidligste år noget ganske særligt. Altså årene før gennembruddet med ”Reign In Blood” (1986). Jeg var til stede under Slayers første koncert i Danmark. Det var grumt. Og tilpas klamt, da Tom Araya for åben mikrofon beskrev, hvordan maddiker og mider kravlede ud af … nå ja, Slayer-fans ved præcis, hvilken kropsåbning, Araya talte om.

Det var også den aften, at jeg opdagede, at Slayer havde lanceret en ny kollektion af t-shirts. Slaytanic Wehrmacht stod der hen over brystet på bluserne, komplet med et rigsørns-agtigt design. Det var dristigt. Ikke mindst fordi Slayer havde en guitarist, som så vældig arisk ud: Jeff Hanneman. Nazi-beskyldningerne har fulgt Slayer siden da. Uretfærdigt. For Slayer er et apolitisk band, på godt og ondt.

Slayers daværende manager, Steven Craig, sendte mig et demo med Slayers proto-thrash nogle måneder før, debutalbummet ”Show No Mercy” kom i handlen. Jeg anmeldte demoet i Hot Rockin’ nr. 2. Det var en mudret fornøjelse, men gennem båndsus og wow and flutter kunne man høre Slayers særlige nerve. Den højspændte aggression, der blev kanaliseret ud gennem et melodisk filter. Musikken blev spillet med tænderskæren og hvide knoer under huden på de knyttede næver. Det var lyden af et ungt band, som ikke var til at stoppe.

Begejstringen ville ingen ende tage, da jeg endelig fik nallerne i ”Show No Mercy”. Med al respekt for Slayers senere meritter, så er ”Show No Mercy” stadig min foretrukne Slayer-plade. Det skyldes ikke mindst Jeff Hannemans bidrag til sangskrivningen. For lige fra starten leverede Hanneman numre, der var halsbrækkende og allerhelvedes medrivende.

Man kan sagtens slippe af sted med at påstå, at Slayer ikke 100% havde fundet deres egen stil på de første par albums. Især på debuten kunne man høre påvirkningen fra Judas Priest og Iron Maiden. Og ikke mindst fra danske Mercyful Fate: temposkift, kantede riffs og sindssyge taktchok en masse.

Hvad er det så, jeg elsker ved det tidlige Slayer? Svar: det er brutal musik, der byggede bro mellem den traditionelle, europæiske heavy metal-tradition og thrash-æraens raseri. Lp’en ”Show No Mercy” (1983), ep’en ”Haunting The Chapel” (1984) og lp’en ”Hell Awaits” (1985) har en speciel stemning. En oldschool-stemning, der ikke kan beskrives med ord. De er emanationer fra en for længst svunden tid, hvor metalrocken stadig var en ung genre. En genre, der endnu ikke havde løbet hornene af sig.

Der er noget magisk ved ungdommens vildskab og fandenivoldskhed, den naive trang til at overskride alle grænser og slå storebrødre og fædre af banen. Og det er vel denne magi, der tryllebinder mig til de første Slayer-udgivelser. Her er tre af mine Slayer-favoritter fra metalgenrens mørke tidsalder i første halvdel af 1980’erne. Alle tre bærer Hannemans umiskendelige særpræg.

1. ”Crionics”: glansnummeret fra ”Show No Mercy”. Skæringen er den musikalske ækvivalent til elektrochok. Hårrejsende fedt! Piskesmælds-fremkaldende og hjerneblødning-provokerende headbanger-eufori. Kompositioner som ”Crionics” gjorde det muligt for Slayer at rive sig fri af beskyldningerne om, at de bare var kopier af Venom og Metallica. Århus-gruppen Crionic var vist opkaldt efter Slayer-sangen. Men Crionic(s) er blevet et kodeord i metalundergrunden – både blandt bands og fanzines.

2. ”At Dawn They Sleep”: tredje skæring fra ”Hell Awaits”. Musikken er skrevet af Hanneman, og det kan høres i riffene. Halvvejs inde i sangen, efter guitarduellen, udvikler ”At Dawn They Sleep” sig til Mercyful Fate-oden ”Return Of The Vampire”s uartige lillesøster. Her er vampyruhygge med en stank af ligkiste og skrækkelige flaks med flagermusevinger. Det er totalt kultmetal. Og et legendarisk fanzine tog navn efter nummeret: At Dawn They Read.

3. ”Chemical Warfare”: Slayer er et middelklasseband. Så de har ikke været stærke, hvad angår samfundskritik. Det er ikke teksterne, der hæver Slayer over flommen af metalbands, der som zombier reproducerer genrens mest skampulede klichéer. Et kort øjeblik havde nogen af os dog et håb om, at Slayer ville droppe det lyriske buh og bøh: ep’en ”Haunting The Chapel” tilbød ikke alene tre umenneskeligt fede numre – et af numrene havde et lyrisk bid. Intet kan være så pacifistisk som det at udmale krigens rædsler. Og ”Chemical Warfare” er en af de mest skræmmende antikrigssange siden Black Sabbaths ”War Pigs”.

Jeffrey John Hanneman (1964-2013) – Requiescat in pace. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Ingen kommentarer:

Send en kommentar