søndag den 3. februar 2013

Satanisk litani


Brændende stavkirker, knivmord og ondsindet musik. I 1994 var black metal det nye sort. Rifferama zoomer ind på Immortal, Marduk, Absu m.fl.

Cd-anmeldelser: Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 48, februar 1994)

Månen var i tiltagen, og afgrunden talte, da Absu indspillede deres debut-ep.

[Baggrund: Black metal var den nye trend i slutningen af 1993 og begyndelsen af 1994. Postyret med de nedbrændte stavkirker og diverse mord i Norge var med til at sætte fokus på den sorte metal-genre. Det kom der en skrækkelig masse sensationshungrende journalistik ud af (ja, jeg gjorde mig også skyldig). Heldigvis fik nogle af vi skriverkarle også ørene op for black metal-musikerne tonekunst. Nedenfor følger mit første nogenlunde vellykkede forsøg på at indkredse den svartmetalliske musik.]


Black metal er blevet trendy i metal-undergrunden. I Norge, Sverige, Finland, Grænkenland, Tjekkoslovakiet, Brasilien, Canada osv. hærger black metal-grupperne med deres vederstyggelige sortekunst.

Black metal-musikerne bekender sig til religionshistoriens store enfant terrible, Satan, som de lovpriser med en grasserende form for death metal, nærmest en slags anti-rock, der helst skal indspilles under ultra-primitive forhold – og naturligvis ved fuldmåne.

Dertil hører obligatorisk sminke, den såkaldte corpse paint, der i de mere tjekkede udførelser får musikanterne til at ligne gotiske gengangere. Således sminket og gerne iklædt sorte kapper lader ynglingene sig med forkærlighed fotografere på øde kirkegårde eller ved borgruiner, alt imens der viftes med antikke rekvisitter som sværd, morgenstjerner og kranier.

Det franske selskab Osmose Productions har netop udspyet en serie plader, der kan tage pusten fra selv de mest forhærdede folk i black metal-miljøet, de såkaldte true black metal warriors.

Normændene i IMMORTAL er absolut ikke kuldskære. Gruppen profeterer det snarlige komme af en solformørket og permafrossen nordisk guldalder. Stort set alle Immortals tekster udmaler en afpillet isørken kun oplyst af nordlys, et skinbarligt Niflheim, hvor de onde kræfter kan få frit spil. Musikalsk er Immortal stærkt inspireret af black metal-konninger som Bathory og Darkthrone, og titlen på deres nys udsendte andet album, ”Pure Holocaust”, leder mangen en skummel tanke hen på Mayhems ”Pure Fucking Armageddon”.

MARDUK er et af de få svenske bands, der er indlemmet i den norske nazi-satanistiske Black Metal Mafias sorte cirkel. Det kan derfor ikke overraske, at Marduks leder, Morgan ”Mogge” Håkansson, præker ting som ”folk skal vara slavar och följa en ledare. Så har det alltid varit.” Der er dog den forsonlige egenskab ved Marduk, at de er langt mere velspillende og melodiske end deres norske trosfæller. Bandets andet album, ”Those Of The Unlight”, byder på rabiat, stemningsfuld og ind imellem aldeles velkomponeret dødsmetal.

Finske IMPALED NAZARENE er udråbt til at spille verdens mest ekstreme Satan-rock, og gruppens ”sanger”, Mika Luttinen, figurerer højt på den konkurrerende Black Metal Mafias dødsliste. Luttinen er en mand med is i blodet; han mener, at kærlighed er en illusion, og at en rask lille atomkrig ville løse alle problemer. På finnernes nye album, ”Ugra-Karma”, der faktisk er en klar forbedring i forhold til kultsuccesen ”Tol Cormpt Norz Norz Norz” fra i fjor, synger Luttinen ikke alene på engelsk, men også på tysk, finsk, hindu og enokiansk! Så det er med at spidse øren, for Impaled Nazarene spiller djævleblændt black metal  i højeste grind-gear, og det bliver alt sammen pisket fremad af den mareredne Luttinen, der glammer sine gudsbespottelser som en anden frådende Baskerville-køter.

Texas-gruppen ABSU, der ligesom Marduk har taget deres navn fra den babylonske kosmogoni, synger om bl.a. okkult mytologi, tarot, trolddom og sort taumaturgi, og månen var da også i tiltagen, og afgrunden talte osv. osv., da Absu indspillede debut-ep’en ”The Temples Of Offal”. Det nyudsendte album, ”Barathrum: Visita Interiora Terrae Rectificando Invenies Occultul Lapidem” byder på brutalt og helt usædvanligt velspillet black metal, der til sammenligning får deres dominerende norske kolleger til at lyde som stenalder-rockere. Den flotte titel er såmænd det alkymistiske mysterium: ”Drag til jordens indre; ved at søge i dit indre finder du den skjulte sten.”

NECROMANTIA, der huserer i Grækenland og naturligvis afskyr det forbandede sydlandske sollys som pesten, spiller black/death/doom metal med ”klassiske sørgmodige og mystiske melodier.” der eksperimenteres lystigt med aldeles ”u-rockede” instrumenteringer på debutalbummet ”Crossing The Fiery Path”, og det fungerer afgjort bedst for de lyssky grækere, når de lader rock være rock og kaster sig ud i højstemte gregorianske chants som ”Les Litanies de Satan” og den ubetitlede udgangsbøn, der er særdeles velegnet til mørk meditation i skæret fra et par sorte kerter … \m/

Marduk: "Folk skal være slaver ..."

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama