søndag den 15. december 2013

Det kastede jeg hornene til i 2013



Rifferama oplister de ti bedste årsager til tinnitus fra det forgangne år.

10. VISTA CHINO: ”Peace” (Napalm)
Fortæl Josh Homme, at Kyuss lever!

9. MOTÖRHEAD: ”Aftershock” (UDR)
Enhver heavy rocker ved, hvordan et Motörhead-album lyder: Vvvrrrooommm! ”Aftershock” er ingen undtagelse. Der er dem, der påstår, at ”Aftershock” er det bedste, som Lemmy & Co. har lavet i umindelige tider. Lemmy er enig med dem.

8. RISING: ”Abominor” (Indisciplinarian)
Vokalen er grel, og ”Abominor” er i det hele taget oppe på barrikaderne i forhold til den mere iørefaldende forgænger, ”To Solemn Ash”. Men de gode, slidstærke melodier er der, inde bag den solide lydmur af metallisk smadder. Originalt på den hårde måde.   

7. PRETTY MAIDS: ”Motherland” (Frontiers)
”Mother Of All Lies” er måske den bedste rocksang, som overhovedet er udgivet i 2013: med en samfundskritik, der er ligeså skarp som de metalliske riffs. Resten af albummet holder også en høj standard, som det sig hør og bør for et band, der debuterede med et album, der bar titlen ”Red, Hot & Heavy”.

6. IN SOLITUDE: ”Sister” (Metal Blade)
Forestil dig King Diamonds band spille sange af Joy Division, The Cure og Fields Of The Nephilim. Dyb, stemningsfuld, mørk, nervesitrende metal, som er underligt nybrydende på en traditionsbevidst måde. Dette svenske band kan være metallens fremtid!

5. DARKTHRONE: ”The Underground Resistance” (Peaceville)
Først spillede de død. Så gik de amok i black metal. Så drejede de i retning af crust. Og nu spiller de gammeldaws hæwi på den ledeste måde, som kun Fenriz og Nocturno Culto behersker. Rock against Pro-tools!

4. DENNERS TRICKBAG: ”Denners Trickbag” (Target)
Den tidligere Mercyful Fate-guitarist har været i skatkammeret og pudset et par håndfulde af 1970’ernes obskure juveler af. Det er højt hævet over nostalgi. Det er ”Her og nu og i al evighed”’s-heavy rock!

3. TROUBLE: ”The Distortion Field” (FRW Music)
Dundrende doomy som i deres ungdom, om end med modne nuancer fra psykedelia og grunge. Trouble er tilbage i topform. Den nye sanger, Kyle Thomas, har givet bandet en moderne kant. Det er lige før, at man slet ikke savner Eric Wagner.

2. WATAIN: ”The Wild Hunt” (Century Media)
Det bedste black metal-album, jeg har hørt siden Emperors ”Anthems To The Welkin At Dusk”. Skallesmækkende brutalt og himmelstræbende smukt på samme tid. På power balladen ”They Rode On” jager Erik Danielsen & Co. en rambuk igennem den ringmur, som alt for længe har afsondret sortmetallen fra den klassiske heavy rock.

1. BLACK SABBATH: ”13” (Vertigo)
Fedt nok at have Ozzy tilbage i Sabbath, men det, der for alvor holder ”God Is Dead?” og de andre numre oppe, er Geezers Butlers dybsindige tekster og Tony Iommis monstrøst fede riffs. Selvom Iommi var både gammel og kræftsyg under skabelsen af ”13”, er han stadig den ubestridte Konge af Heavy-riffet. \m/

søndag den 1. december 2013

Artillery er T.I.L.B.A.G.E.

Et af årets bedste thrash metal-albums er udsendt af de danske veteraner fra Taastrup: Artillery.

Artillery har i tre årtier trukket et spor af tidløst metal efter sig.
Artillery var med i den allerførste bølge af ekstremmetal. Med deres særlige blanding af 1970’ernes betonrock og 1980’ernes rastløse punk-nerve var det danske band med til skabe det, som vi i dag kalder thrash metal.

Artillery-demoer som ”Shell Shock” og ”Deeds Of Darkness” (begge fra 1984) skabte en begejstret rumlen i undergrunden helt over til San Francisco, og albums som ”Fear Of Tomorrow” (1985) og ”Terror Squad” (1987) betragtes af metal-connoisseurer som væsentlige sten i thrashens fundament.

Hvorfor blev Artillery så ikke store? Bandet var i perioder samspilsramte. Og så var Taastrup-gruppen ikke ligefrem heldige med deres pladeselskaber. Læg oven i det, at vokalisten Flemming Rønsdorf havde en røst, der til sammenligning fik Tom Angelripper (Sodom) til at lyde som Tina Dickow. Ikke ligefrem easy listening.

Ingen tvivl om, at Søren Nico Adamsen gav Artillery et løft. Adamsen er en glimrende sanger. Det demonstrerede han på to Artillery-studiealbums, ”When Death Comes” (2009) og ”My Blood” (2011). Og så takkede han af. Hånden på hjertet: jeg gav ikke Stützer-brødrene mange chancer for at finde en sanger, der kunne hamle op med Adamsen. Men jeg gjorde mig unødige bekymringer.

Michael Bastholm Dahl er et fund. Ikke alene er han et perfekt blikfang med sit lange garn. Han synger også fantastisk. Dahl har en voluminøs stemme af en art, som man ellers plejer at efterspørge i power metal … eller måske ligefrem i såkaldt progressivt metal.

På Artillerys nye værk, ”Legions” (udsendt af Metal Blade Records), svæver Dahls stemme som en høg over Stützer-brødrenes forrygende riffs. Majestætisk, næsten operatisk. Den slags er efterhånden sjældent i thrash metal. Ved første gennemlytning kom jeg til at tænke på Forbidden, et af de Bay Area-bands fra 1980’erne, som kom til at stå i skyggen af Metallica, Exodus, Testament og Death Angel, og som ikke var grumme nok til at blive kult ligesom death metal-pionererne Possessed.

Men Dahl er ikke ene om at være ny i Artillerys besætning. Carsten Nielsen (trommeslageren, som legendariske Quorthon forsøgte at lokke med i Bathory engang i de skumle 1980’ere) forlod Artillery i fjor. Hans erstatning hedder Josua Madsen, og han leverer rullende torden under nye Artillery-numre som ”Wardrum Heartbeat” og ”Chill My Bones (Burn My Flesh)”.

Tilbage fra hovedværket ”By Inheritance” (1990) er guitaristerne Morten og Michael Stützer og bassisten Peter Thorslund. Apropos: der er folk, der mener, at ”Legions” er det bedste Artillery-album næst efter ”By Inheritance”. Det er smag og behag.

Personligt savner jeg noget snavs. ”Legions” er lidt for pæn, og jeg leder forgæves efter det beskidte attack, som gjorde Artillery farlige i 1980’erne. Sangskrivningen er overbevisende fra start til slut, men ”Legions” rummer ikke noget, der kan hamle op med ”Khomaniac” eller ”Deeds Of Darkness” (to af mine Artillery-favoritter).

Men mindre kan gøre det, og jeg må give jubelkoret ret: ”Legions” er et medrivende album fra et band, der i tre årtier har trukket et spor af tidløst metal efter sig. Også på ”Legions” sørger Artillery for at have tekster, der er forfattet med et skarpt blik for vores samtids skavanker.

Michael og Morten Stützer er gamle i gårde, og de kan deres håndværk. De har deres egen stil. Og deres egen høje musikalske standard. ”God Feather” og de fleste andre af sangene på ”Legions” rager et pænt stykke op over det middelmådige niveau, som myriaderne af nutidens metal-udgivelser holder. Og sammen med de nyeste udgivelser fra Skeletonwitch og Toxic Holocaust hører ”Legions” blandt de bedste thrash-albums fra 2013. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

mandag den 25. november 2013

En sabbat i totalt tonalt sort


Black Sabbaths spiller i Forum, København, tirsdag den 26. november. Samme dag udsendes albummet ”Live … Gathered In Their Masses”. I den anledning zoomer Rifferama ind på Black Sabbaths bagkatalog.

Diskografi: Peter Béliath (Publiceret i Zoo Magazine nr. 12, februar/marts 1998. Redigeret og àjourført november 2013)

Black Sabbath var alt andet end blomsterbørn i starten af 1970'erne. (Foto neglet fra Wikipedia)

De er blevet kaldt verdens første heavy metal-band og doom metal-genrens gudfædre. Og selvom AC/DC og Metallica har opnået større salgstal, har intet hårdrock-band nogensinde overgået Black Sabbath, hvad angår stilskabelse. Black Sabbaths indflydelse på den hårde rock har været monumental.

Nedenstående diskografi gennemgår de albums, som det originale Black Sabbath har udgivet. Altså: Ozzy Osbourne (vokal), Tony Iommi (guitar), Geezer Butler (bas) og Will Ward (trommer).

”BLACK SABBATH”
(Vertigo, 1970)
******
Lp’en, der definerede heavy metal. Alt, lige fra det sygeligt dystre omslag til den tunge, metalliske bluesrock i rillerne, fremmaner en fortættet stemning af død og undergang. Sange som ”Behind The Wall Of Sleep”, ”N.I.B.” og ikke mindst det hjertekrympende møde med djævlen i ”Black Sabbath” er selve essensen af sortsyn og dundrende rockdæmoni.

”PARANOID”
(Vertigo, 1970)
******
Om muligt endnu sortere end debuten. Uhyggen indvarsles allerede med luftværnssirene-introen til ”War Pigs”. Det op-speedede titelnummer blev ikke alene Sabbaths eneste singlehit, det var også forløber for speed og thrash metal. ”Iron Man” er bygget op omkring det ultimative heavy metal-riff, og titler som ”Hand Of Doom” og ”Electric Funeral” siger alt om bandets undergangsbevidsthed anno 1970. Lp’en skulle i øvrigt have heddet ”War Pigs”, men pladeselskabet mente, at den titel kunne virke anstødelig i USA, hvor man havde traumer over Vietnamkrigen. Titlen blev ændret i sidste øjeblik, og derfor prydes omslaget af den sværdsvingende sci-fi-kriger, der intet har med paranoia at gøre.

”MASTER OF REALITY”
(Vertigo, 1971)
******
Åbningsnummeret ”Sweet Leaf” er en hyldest til marihuana, og selvom pladens atmosfære er tyk af hashtåger, er den mere op-tempo og rock’n’rollet end forgængerne. ”Master Of Reality” er lp’en, som næsten alle stenerrock-bands (C.O.C., Kyuss, Monster Magnet etc.) nævner som favoritalbum, og Masters Of Reality tog ligefrem navn efter den! Skæringerne ”Children Of The Grave” og ”Into The Void” er selvskrevne til det gendannede Black Sabbaths sætliste. ”After Forever” er det ultimative white metal-nummer: ultradystert, men én lang apologi for Kristus!

”VOL. 4”
(Vertigo, 1972)
******
Mere depressiv rock’n’roll fra tungsindsrockens konger. Tekstmæssigt har Black Sabbath forladt det okkulte trip. Gruppen tager temperaturen på det moderne samfund og konstaterer, at det er dødssygt. Single-udspillet ”Tomorrow’s Dream” er en klassiker, det samme er ”Wheels Of Confusion”, ”Snowblind” og mellotron-balladen ”Changes”.

”SABBATH BLOODY SABBATH”
(Vertigo, 1973)
******
Black Sabbaths kokainmisbrug har taget overhånd, og det har gjort musikken indadvendt, grænsende til det psykotiske. Dæmonien er vendt tilbage, ikke mindst på coveret, der er dekoreret med S-runer, Dyrets tal (666) og et mindre kobbel djævle. Titelnummeret, der er nihilistisk ind til det selvmorderiske, trækkes frem af et af heavy rockens sejeste riffs, og selvom Sabbath på dette tidspunkt er ved at gå i opløsning, har de alligevel hul igennem til nogle kreative kræfter, der gør ”Sabbath Bloody Sabbath” til gruppens mest eksperimenterende og afvekslende værk, komplet med synthesizere, akustiske guitarer og strygere.

”SABOTAGE”
(Vertigo, 1975)
******
En plade, der balancerer på kanten af skingrende vanvid. Ozzys vokal nærmer sig det hysteriske på sange med sigende titler som ”Megalomania” og ”Am I Going Insane (Radio)”. I ”The Thrill Of It All” spørger han: ”Mr. Jesus, won’t you tell me if you can, when you see this world we live in do you still believe in man?” ”Sabotage” er Sabbaths mest udknaldede og mentalt ustabile plade, og det er også her, man finder ”Hole In The Sky” og ”Symptom Of The Universe” – sidstnævnte var inspiration for den første thrash metal-bølge.

”WE SOLD OUR SOUL FOR ROCK ’N’ ROLL”
(NEMS, 1975)
******
Dobbelt opsamlings-lp med klædelig faustisk titel og lynende S-runer på det dystre gatefold-cover. Når man åbner coveret, møder ens øjne en vampet kvinde, der ligger i en kiste. Tracklisten er pakket med klassikere fra de seks første albums, om end ”Sabbath Bloody Sabbath” og ”Sabotage” er underrepræsenteret.

”TECHNICAL ECSTASY”
(Vertigo, 1976)
******
Trætheden har meldt sig. Stereotype sangtitler som ”Back Street Kids”, ”Rock ’N’ Roll Doctor” og ”Dirty Women” taler deres eget sprog. End ikke balladen ”She’s Gone” kan redde albummets ære. Black Sabbath er degenereret til et helt almindeligt rock og rul-band, der opfylder pladekontraktens krav om ét album pr. år.

”GREATEST HITS”
(NEMS, 1977)
******
Rent optrækkeri fra pladeselskabets side, idet albummet bare består af halvdelen af numrene fra ”We Sold Our Soul For Rock ’N’ Roll”. Pladen indeholder ikke en eneste skæring fra ”Sabotage” – helt gak! Men coveret er suverænt. Det forestiller et udsnit af Bruegels dommedagsvisioner fra maleriet ”Dødens Triumf” (ca. 1562). Her er der virkelig overensstemmelse mellem Black Sabbaths musikalske dysterhed og det visuelle mareridt.

”NEVER SAY DIE!”
(Vertigo, 1978)
******
Alt er kaos. Ozzy har en kort overgang været erstattet af Savoy Browns Dave Walker, men er vendt tilbage til Sabbath. Albumtitlen er dybt ironisk, og teksterne er mere socialrealistiske end tidligere. Arketypiske heavy metal-numre som ”Never Say Die”, ”Johnny Blade” og ”Junior’s Eyes” er bedre end deres rygte. Men Iommi & Co. er ved at løbe tør for inspiration, og så snart albummet er på gaden, får Ozzy en fyreseddel. Ozzy fortsætter som succesrig soloartist, og Black Sabbath kører videre med Ronnie James Dio og en række andre sangere før den store genforening i 1997.

”LIVE AT LAST”
(NEMS, 1980)
******
Liveplade optaget på ”Vol. 4”-turnéen, indeholdende Sabbath-schlagere som ”Sweet Leaf”, ”War Pigs”, ”Paranoid” og en tidlig udgave af ”Sabbath Bloody Sabbath”-killeren ”Killing Yourself To Live”. Omslaget er rædselsfuldt, og pladen lyder som det, den nærmest også er: en bootleg, udsendt af ex-manager Ratrick Meehan … uden gruppens tilladelse.

”REUNION”
(Sony, 1998)
******
Livealbum opkaldt efter den store genforening i december 1997. Tiljublet af amokfans spiller Ozzy & Co. sig igennem stort set alle klassikerne fra 1970’erne: ”War Pigs”, ”Iron Man”, ”Sweet Leaf”, ”Black Sabbath”, ”Children Of The Grave”, ”Paranoid” osv. De sange er udødelige; end ikke Ozzy kan tage livet af dem med sin falske vokal. I tilgift får vi to nye studie-tracks, ”Psycho Man” og ”Selling My Soul”, der stilmæssigt ligger et sted mellem dystert, hårdtslående 1970’er-Sabbath og Ozzys mere melodiske solomateriale. De to nye numre lover godt, men det studiealbum, som Black Sabbath planlagde at indspille med Ozzy efterfølgende, må skrottes.

”PAST LIVES”
(Sanctuary, 2002)
******
Det livealbum, som alle Black Sabbath-fans havde ventet på: koncertoptagelser af den originale besætning, som den lød i bandets glansperiode i 1970’erne. Halvdelen af pladen er identisk med ”Live At Last”, men remixet og remasteret, så lyden er kraftigt forbedre. Albummet er dobbelt, og på denne version findes ”Hand Of Doom”, ”Iron Man” og mange andre scenefavoritter. Alt sammen leveret med vorter og filipenser. Nul overbuds, bare en sabbat i totalt tonalt sort.

”13”
(Vertigo, 2013)
******
Endelig lykkes det: Ozzy Osbourne, Tony Iommi og Geezer Butler leverer deres første fælles studiealbum siden 1978. Stilen er gennemført 1970’er-agtig, indkapslet perfekt af Rick Rubins oldschool-produktion. Eneste skavank: Bill Ward er ikke med. Trommerne spilles i stedet af Brad Wilk (Rage Against The Machine). \m/

lørdag den 21. september 2013

Drømme-numre fra heavy rockens guldalder


Den tidligere Mercyful Fate- og King Diamond-guitarist Michael Denner har samlet et nyt band. Eventyrligt fede riffs og tidløse melodier er på dagsordenen.

Omslaget er tegnet af Peder Bundgaard, der tidligere
har lavet grafik for metalbands som Pretty Maids
og Maltese Falcon.
DENNERS TRICKBAG
”Denners Trickbag”
(Target)
******

”Hvorfor synes du, at heavy rocken var bedre i gamle dage?” Det spørgsmål får jeg tit. Og nu behøver jeg ikke længere svare. Jeg kan bare sætte Denners Trickbag på pladespilleren, og så skulle tiøren gerne falde for Spørge-Jørgen. Ellers har vedkommende brug for krisehjælp.

Kapelmesteren Michael Denner burde alle danske metalfans kende fra Mercyful Fate og King Diamond. Med sig har Denner en håndplukket kreds af musikere, som de færreste heavy-folk har hørt om før: sangeren Berthel, guitaristen Peter Domtorp, bassisten Flemming Muus og trommeslageren Kim Hagemann.

Det er vist overflødigt at nævne, at Trickbag-folkene er blændende musikere. De spiller som en drøm, og hele pladen består af drømme-numre fra heavy rockens guldalder (=1970’erne). De færreste af os kender numrene, så vi opdager slet ikke, at der er tale om cover versioner af klassekompositioner fra Montrose, Captain Beyond, Mountain, Jericho, Tempest og andre bands, der for de flestes vedkommende aldrig fik det gennembrud, de fortjente.

Et album med lutter cover versioner kan let blive en rodebutik. Men der er en rød tråd igennem samtlige ti skæringer. De eventyrligt fede riffs er et gennemgående træk ved alle numrene. Det samme gælder melodierne, der snor sig ind i øregangen uden at være poppede. Bare vedkommende, tidløse. Nogle af numrene har et anstrøg af det progressive og psykedeliske. Men det kører aldrig af sporet.

Det hører også med til historien, at Denners Trickbag spiller med så stort overskud, at de med lethed formår at gøre Montroses ”I Got The Fire” og Mountains ”Never In My Life” til deres egne. Deres udgave af Jerichos ”Ethiopia” (med det lede omkvæd ”She’s so eeevil”) er intet mindre end gribende.

Er man til guitarsoli i store doser, så er Denners Trickbag sagen. Denner og Domtorp håndterer de seksstrengede, som man gjorde, før der gik bevidstløst lir og guitar-skole-hovskisnovski-blær i den i de puddel-permanentede 1980’ere. Denners Trickbag spiller med liv og sjæl og med et hjerte, der banker for feeling og varmt musikalsk nærvær.

Min egen favorit på albummet er ”Wasteland”. Den er komponeret af Denner og Berthel selv og optrådte oprindeligt på Zoser Mez’ skamløst oversete 1991-album ”Vizier Of Wasteland”. Den nye version vinder i kraft af en bedre produktion.

I det hele taget er Denners Trickbag produceret på en måde, der ikke er mere moderne, end at den klassiske patina bevares. Albummet har en livsalig duft af 1970’erne. Det var dengang, headbanging gik hånd i hånd med musikalsk substans. \m/

Denners Trickbag gør kultklassikere fra 1970'erne til deres egne.

DENNERS TRICKBAG TRACKLIST   
Jericho – ”Ethiopia” 1972
Zoser Mez – ”Wasteland” 1991
Tempest – ”Foyers Of Fun” 1973
Mountain – ”Never In My Life” 1970
The Baker Gurvitz Army – ”Hearts On Fire” 1976
Jericho – ”Don’t You Let Me Down” 1972
Three Man Army – ”Polecat Woman” 1974
Montrose – ”I Got The Fire” 1974
Axis – ”Armageddon” 1978
Captain Beyond – ”Dancing Madly Backwards / Armworth / Myopic Void” 1972

  
FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

søndag den 18. august 2013

Der skal være ondskab over det


Joe Petagno er metal-grafikkens sortekunstner nr. 1. ”Det er jo sindssygt, det han sidder og laver. Dybt antireligiøst og brutalt og splatteragtigt,” hævder Thorium-sangeren Michael H. Andersen.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 12, 2000; opdateret i 2013)

Joe Petagnos kunst rummer ofte samfundskritik. Og provokationer. Her Motörheads
"Sacrifice", som diverse burgøjsere havde svært ved at ... øh ... håndtere.
[Baggrund: Nedenstående interview er klippet fra de to sidste spalter af en to-siders artikel om det dansk-svenske dødsmetalband Thorium. Gruppen havde netop udsendt deres debutalbum, ”Ocean Of Blasphemy”, hvis cover er prydet af en fabelagtig illustration af ingen ringere end Joe Petagno. Thoriums sanger Michael H. Andersen fortæller her begejstret om Petagno. Interviewet blev lavet i år 2000 – men er stadig aktuelt, for Petagno er still going strong. Så sent om i år har han leveret cover artwork til Autopsy, og i 2010 tegnede han Copenhells monstrøse logo. God læselyst!]


Coveret til ”Ocean Of Blasphemy” er tegnet af Joe Petagno, den hårde rockgrafiks grand old man.

Petagno er amerikaner, og han begyndte sin karriere som undergrunds-kunstner i de vilde, udsyrede 1960’ere. Med årene har han arbejdet sig op til en urørlig status som metalgrafikkens sortekunstner nr. 1. Hvis man er på udkig efter noget dystert og i enhver forstand grænseoverskridende, så er Joe Petagno manden. Petagnos portforlio er et rent rædselskabinet. Det uhyrlige er hans speciale.

Petagnos Thorium-værk. Det lever til fulde op til
Thoriums kriterier: ondskab. Michael H. Andersen
mener, at kunstværket hører blandt Petagnos bedste.
Før den senere så berømte schweiziske kunstner H.R. Giger tog over, var Joe Petagno med til at designe rumuhyret i ”Alien”-filmen fra 1979.

Efter at være flyttet fra USA til England arbejdede Petagno en overgang for Hipgnosis, en af de mest kreative designer- og grafikgrupper i rockhistorien.

I dag bor Joe Petagno i Danmark.

I hårdrockkredse er Petagno mest kendt for sine Motörhead-pladecovers. Men han har også lavet artwork til Alice Cooper, Pink Floyd, Nazareth, Hawkwind, Led Zeppelins pladeselskab Swan Song og 1970’er-glambandet Sweet.

Ja, Petagno har sågar lavet omslag til Pretty Maids og en hel horde af de skumleste bands: Angelcorpse, Blood Storm, Krisiun, Sigh, Antestor, Marduk, Satan’s Host, Autopsy etc.

”I øjeblikket er det vist lidt af en trend at bruge Petagno, for der er mange undergrunds-ekstremmetalplader, som han har lavet cover artwork til. Jeg synes, at det, han har lavet til Thorium, er bedre end meget af det andet, han har lavet. Og så synes jeg, at det er underligt, at der er en dansk kunstner, som faktisk ikke er blevet brugt af danske bands før. Andet end Apollyon, hvor han har lavet noget inden i bookletten. Men det viser lidt om, hvor oplyst man er i Danmark, om hvad der sker.”

”Vi gik ikke efter et cover, der havde en eller anden dyb mening. Der skulle bare være noget ondskab over det. Noget Satan. Og det var der.”

- Besøgte du Petagno i hans atelier?

Også kristne bands har gjort brug af Petagno.
Her er det norske Antestor.
”Ja, han bor et godt stykke ude på Amager i et parcelhus sammen med sin danske kone. Joe er selv fra USA. Han flyttede til England for at studere, hvor han stødte ind i en dansk pige, der overtalte ham til at flytte til Danmark.”

”Han er en spændende mand. Det er ikke så tit, man møder folk, der er over 50 [interviewet er lavet i 2000, red.], som stadig lever for det – det kan man tydeligt mærke, at han gør. Det kan man høre, når man snakker musik med ham. Motörhead er hans absolut største band, også fordi han har fulgt dem i så mange år, og Lemmy er han personlig ven med – Lemmy kommer og besøger ham en gang imellem.”

”Foruden det er han meget til Deicide og Morbid Angel, og det er jo imponerende i sig selv. Han spurgte om Thorium: ’Går det hurtigt? Er det brutalt?’ Så han er fandme cool. Og det er jo heller ikke for sjov, at en mand sidder og laver de der tegninger – det er jo sindssygt, det han sidder og laver, dybt antireligiøst og brutalt og splatteragtigt. Det er jo normalt noget, som folk under 30 laver.”

”Han er sådan en mand, som hvis man mødte ham på gaden, så ville man kigge efter ham. Han udstråler et eller andet. Han er cool at snakke med, men jeg tror også, han har sine mørkere sider. Det kan man fornemme på ham.” \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Petagnos stikpille til amerikansk imperialisme. Satan's Host-coveret hører blandt
kunstneres egne favoritter.

søndag den 28. juli 2013

Tung, tungere, Trouble


De kosmiske kræfter er med Trouble.
Verdens måske tungeste metalband er tilbage. Med torden og lynild. Og med en ny sanger.

Allerede før Trouble er nået til omkvædet i åbningsnummeret ”When The Sky Comes Down”, har guitar-tandemet Bruce Franklin og Rick Wartell mejslet flere seje riffs ud i granit end de fleste moderne metalbands kan diske op med i løbet af en hel karriere.

Ja, Trouble er tilbage. Med torden og lynild. Og med en ny sanger.

Det med at skifte sanger er en svær kunst. Men hvis Deep Purple kunne erstattet Ian Gillan, og hvis AC/DC kunne erstatte Bon Scott, ja, så må Trouble også kunne finde en erstatning for Eric Wagner.

Wagner har en raspende stemme. Rå, men følsom. Wagners sang er dybtfølt, hudløs – på den respektindgydende måde. Der er noget martyr over Wagner, han har en trodsig, sårbar attitude, som dannede en fed kontrast til Franklin og Wartells megaton-tunge riffs.

Kyle Thomas har slet ikke denne sårbarhed i sin vokal. Kyle Thomas er en sanger af Phil Anselmo-typen. Eller rettere: Anselmo (Pantera, Down m.fl.) er en sanger af Thomas-typen. For det er nemlig Kyle Thomas, der er originalen i det her game.

Som sanger i bl.a. Exhorder og Floodgate har Thomas slået sit navn fast som en af metalgenrens allerhårdeste halse. ”Eat my shit!” sang han i Exhorders sang ”Desecrator” (1990). Og det lød som en trussel.

I modsætning til Franklin og Wartell kommer Kyle Thomas fra sydstaterne, og hans stemmebånd har akkumuleret rigelige mængder af den mandfolke-barskhed, der er typisk for de kanter. Thomas er ingen stereotyp growler eller skrålhals, og i albummets stille passager kan man høre et ekko af sydstatsrock à la Danny Joe Brown (Molly Hatchet).

Kyle Thomas’ påvirkning på Troubles lydbilled har været massiv. Gamle fans har da også brokket sig over, at ”The Distortion Field” lyder som et Down-album. Det er måske så meget sagt, men ”The Distortion Field” er en tung, mørk kolos med en sonisk overflade, som til forveksling minder om moderne metal. En amerikansk anmelder har brugt modeordet ”sludge” om albummet. Men ”The Distortion Field” er intet modealbum – det er tidløs doom metal.

”The Distortion Field” er Troubles tungeste album siden de to monolitter fra midtfirserne: ”Psalm 9” (1984) og ”The Skull” (1985). Og sådan skal det være med et album, hvor et af numrene hedder ”Hunters Of Doom”. Franklin og Wartell demonstrerer virkelig, at de riffmeistre par excellence.

Trouble i deres velmagtsdage (1990). Det er Franklin
og Wartell til højre i billedet. Wagner står forrest.
”The Distortion Field” er ikke nær så groovy som den voldsomt medrivende stener-doom, Trouble leverede på ”Trouble” (1990) og ”Manic Frustration” (1992). Til gengæld rummer albummet hist og pist psykedeliske elementer à la dem, man kunne nyde på ”Manic Frustration” og ”Plastic Green Head” (1995).

Da sidstnævnte album blev udsendt, forsøgte pladeselskabet at lancere Trouble som grunge-rockens gudfædre. Det var noget braller, men på ”The Distortion Field” er der elementer, som er umiskendelig grunge. F.eks. er omkvædet i ”Butterflies” trægt og drævende á la Eddie Vedder (Pearl Jam) og Layne Staley (Alice In Chains).

Kyle Thomas gør det godt. Men han skygger for de hippie-nuancer, der hele tiden har været i Troubles musik, og som har gjort Chicago-gruppen til en fremmed fugl på den brutale og ekstreme metalscene.

Melodier er måske ikke Kyle Thomas’ stærke side, men ”Sink Or Swim” er ikke desto mindre en ørehænger af format. En af Troubles bedste sange – nogensinde!

Der er noget at gå på jagt efter i Thomas’ tekster, der ofte blotter en social indignation som disse linjer: ”dark crimes  in a starched / white collar world / Subside and divide, / and kick the masses to the curb.” Så der er al mulig grund til at byde den gamle Exhorder-sanger velkommen i Troubles rækker.

Desværre er ”The Distortion Field” alt for lang. Sidste halvdel af albummet trækker standarden ned. Det er hårdt arbejde at fordøje disse enorme doser af doom. Det ville have gjort underværker at skære de tretten numre ned til ti.

Næste gang bør Trouble hyre en producer, der tør skære fedtet fra. Og som kan minde d’herrer Franklin og Wartell om, at det har en ”mere vil have mere”-effekt hos publikum, når et album er kort og koncist. Tænk bare på Slayers ”Reign In Blood” og Kiss’ ”Dressed To Kill” – to af den hårde rocks korteste albums, som efterlader fans i delirium efter mere. \m/

”The Distortion Field” er udgivet af FRW Music

Kyle Thomas: vokal
Bruce Franklin: guitar, bas
Rick Wartell: guitar, bas
Marko Lira: trommer

Produceret af Bruce Franklin & Rick Wartell; lydtekniker: Larry Burns; mikset af Bill Metoyer

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama