Tungrockens bombefly

Vold, hærværk og gangster-manerer fulgte med i kølvandet på Led Zeppelin. Og myten fortæller, at Jimmy Page & Co. kun fik succes, fordi de lavede en pagt med djævlen.

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i Zoo Magazine nr. 13, april/maj 1998)

Jimmy Page med den legendariske dobbelt-halsede guitar. Apropos kasketten:
Var det her, at Rob Halford fik idéen? (Foto fra "Boxed Set2")

Det var ikke for ingenting, at fans kaldte Led Zeppelins andet album for ”The Brown Bomber”. For akkurat som de zeppelinere, tyskerne brugte til at sønderbombe England med under 1. verdenskrig, bombede ”Led Zeppelin II” rockens hidtil kendte formsprog sønder og sammen. Pladen var udstyret med en zeppeliners ildevarslende slagskygge trykt hen over det brune cover, og i rillerne bar den et sandt tæppebombardement af knusende tung bluesrock.

”Led Zeppelin II” udkom i 1969, og med den var heavy rocken født. Men allerede tidligere det år havde den britiske kvartet vakt opsigt med et debutalbum af hidtil ukendt voldsomhed.

Led Zeppelin rejste sig som en anden Fugl Føniks af asken fra det udbrændte The Yardbirds, der spillede psykedisk bluesrock på høj lydstyrke. The Yardbirds lod sig fotografere i arketypisk hard rock-stil, iklædt læderjakker og siddende overskrævs på motorcykler. Gruppen var ikke mindst berømt for at have stjerneguitarister som Eric Clapton, Jeff Beck og Jimmy Page i besætningen.

Da The Yardbirds blev opløst i 1968, forsøgte Page at relancere gruppen som The New Yardbirds. Page, der ind til da havde været en eftertragtet session-guitarist (han medvirkede på plader med bl.a. The Rolling Stones, The Kinks og The Who), håndplukkede sine musikere.

De udvalgte var bassisten John Paul Jones, der hidtil havde fungeret som session-musiker for fummelfingrede popbands, den kønne og noget selvglade sanger Robert Plant, der var et relativt ubeskrevet blad ligesom den ualmindeligt hårdtslående trommeslager, John Bonham, som både Joe Cocker og Chris Farlow gerne ville have haft fat i.

Robert Plant i "Vi er ikke et heavy metal-band, det ser
bare sådan ud"-positur. (Foto fra "Boxed Set2")

KNÆSKALLER VAR I FARE

Led Zeppelin fik stormende succes allerede fra starten, ikke mindst i USA, hvor et nyt rock- og action-hungrende  publikum stod på spring. Det var 1968’ernes yngre søskende, fortrinsvis drenge i 15- til 24-års alderen, der var til Led Zeppelin. Vild volumen og voldsomme 4/4-takter skulle der til, og Zeppelins metalliske rock virkede som et kampråb på disse high school-kids, der tændte på musikkens aggression og tunge, huggende rytmer.

Folk gik bersærk til Zeppelins koncerter, og der opstod ikke sjældent optøjer, ofte fremprovokeret af det altid balladelystne politi, der hadede de støjende og langhårede Zeppelin-musikere og deres antiautoritære publikum.

Vold var langt fra et ukendt fænomen, hvor Led Zeppelin kom frem. Gruppens manager Peter Grant, tour manageren Richard Cole og bandets roadier var kendte for at slå en proper næve. Grant var et flæskebjerg, der gerne lagde fysisk vægt bag sine ord. Rygterne om hans gangster-manerer rejste altid forud for Grant, og en bemærkning om, deres knæskaller var i fare, var nok til at få nærgående journalister til at pakke sig eller få bedrageriske koncertarrangører til at afregne kontant på stedet!

Men den 250 pund tunge Grant var ikke alene brutal, han var også intelligent. Han var benhård i forretninger og forhandlede en uhørt favorabel pladekontrakt hjem til Led Zeppelin. Ud over et klækkeligt forskud på 200.000 dollars og den højeste royalty-rate, der nogensinde er tilfaldet et rockband (efter sigende fem gange højere end The Beatles!) gav kontrakten med Atlantic Records Jimmy Page & Co. fuld kunstnerisk kontrol.

I KRIG MED PRESSEN

John Paul Jones. Guitar med tre halse. Overdrivelse
fremmer forståelsen.

Led Zeppelin gjorde i ekstrem grad brug af denne kontrol. Bandet ville ikke stille sig tilfreds med at lave schlagere til teenagere, så de skrottede singleformatet, der dikterer, at et nummer ikke må vare mere end tre minutter. I stedet drog gruppen på togt ind i tungrockens uudforskede ingenmandsland, hvor der var masser af plads til eksperimenter og psykedeliske improvisationer.

I det hele taget nægtede gruppen at gå på kompromis. Led Zeppelin fik succes på deres egne betingelser: bandet udsendte næsten ingen singler og medvirkede aldrig i tv-programmer. Og dertil kom, at Led Zeppelin nærmest lå i krig med pressen, der fra første færd afskyede det krukkede band og deres ekstravagante heavy rock.

Så det var med forbløffelse, at branchefolk i december 1969 så ”Led Zeppelin II” slå The Beatles’ ”Abbey Road” af Billboard-hitlistens førsteplads.

Bandets fjerde album (udsendt i 1971) cementerede gruppens succes, selvom dens symbolladede cover til pladeselskabets store skræk ikke fortalte, at der var tale om en Zeppelin-plade – eneste Led Zep-indikation var, at Jimmy Page blev nævnt som producer på pladens inderpose. Men gruppens fans elskede pladen og svælgede i dens mystik med de fire kryptiske symboler på inner sleevet og gatefold-coveret, som afslørede tarokkortet The Hermit, når det blev foldet ud.

John Bonham live. "Vi er IKKE et heavy metal-band. Fat
det dog!" (Foto fra "Boxed Set2")

PSYKOPATISK VOLD OG HÆRVÆRK
Succesen rullede ind over USA som en lavine, og i begyndelsen af 1975 havde Led Zeppelin hele seks albums på den amerikanske hitliste! Men med succesen fulgte rygterne og den ondsindede sladder. Historier om gruppens turné-udskejelser voksede til uhyrligheder.

Meget var på mytomanisk vis blæst helt ud af proportioner. Meeen .... noget var der om snakken. Kaos fulgte i kølvandet på Led Zeppelin. Bandet modtog mordtrusler, øretæver blev delt ud, hoteller blev raseret, og Led Zeppelin og crew havde et notorisk storforbrug af sprut, stoffer og purunge groupies – Jimmy Page havde bl.a. en romance med den kun 14-årige model Lori Maddox.

Det var dog den hæmningsløse tour manager Richard Cole og trommeslageren John ”Bonzo” Bonham, der var ophavsmand til de værste eskapader. Bonzo udviklede med årene en afgrundsdyb personlighedsspaltning.

Ædru var Bonzo elskværdigheden selv, men når han var fuld (og det var han næsten konstant på gruppens sidste turnéer), forvandlede han sig på værste Dr. Jekyll- og Mr. Hyde-facon til et udyr. The Beast kaldte de øvrige Zeppelin-medlemmer ham. Og de flygtede fra ham og ville ikke kendes ved ham, når hans monstrøse branderter gik ham til hovedet.

Den kæmpestore trommeslager var ligefrem livsfarlig, når han rullede sig ud i sine psykopatiske volds- og hærværksorgier. Page & Co. forbød roadierne at give Bonzo deres værelsesnumre, eller
de flyttede i al hemmelighed ind på andre hoteller.

Jimmy Page i Yardbirds-dagene. Heavy
metal-tøjstilen med læder, nitter og
kæder eksisterede længe før Judas
Priest. Den stammede fra Hells Angels
og biker-kulturen og blev i 1950'erne
populariseret af Marlon Brando i
filmen "The Wild One". (Foto fra
1990-boksssættet)

PAGT MED DJÆVELEN

Især et rygte var sejlivet: Led Zeppelin skulle angiveligt have lavet en pagt med djævelen for at få succes. Rygtet fik næring af Jimmy Pages interesse for okkultisten Aleister Crowley. Page ikke alene studerede Crowleys magiske skrifter, han samlede også på Crowley-sjældenheder, såsom originalmanuskripterne til magikerens bøger og de rober, som han havde udført sine ritualer i. Ja, Page købte sågar Crowleys hus Boleskine ved Loch Ness-søen i Skotland.

Læg dertil, at Page komponerede musik til en anden Crowley-fanatiker, Kenneth Angers film ”Lucifer Rising”, og at Zeppelin-guitaristen en overgang gik på scenen med Crowleys 666-monogram broderet på sine bukser.

Jo, der var rigtig nok sort magi i luften, og pludselig hed det sig, at der hvilede en forbandelse over Led Zeppelin. Og sådan så det også ud. I 1975 blev Robert Plant og hans kone Maureen hårdt kvæstet i en bilulykke, og i juli 1977 døde Plants søn Karac af en ondartet virus.

Derefter begyndte venner og bekendte af Zeppelin at dø af narkomisbrug. I august 1977 døde Elvis Presley af en overdosis, og i september 1978 o.d.’ede The Who-trommeslageren Keith Moon.

Jimmy Page var på det tidspunkt stærkt afhængig af heroin og var ved at brænde ud. Stemningen i bandet var trykket, mismodet bredte sig. Og så slog tragedien for alvor ned. Den 25. september 1980 blev John Bonham fundet død, kvalt i sit eget bræk efter en druktur. Tragedien blev af mange anset for at være den pris, som Led Zeppelin måtte betale for at have solgt deres sjæl til Satan.

I hvert fald var Bonzos død så traumatisk for Page, Plant og Jones, at de den 4. december 1980 udsendte følgende pressemeddelelse: ”Tabet af vor kære ven og den dybe følelse af harmoni, som vi og vores manager føler, gør, at vi har besluttet, at vi ikke kan fortsætte, som vi var.”

Zeppelinerens bombetogt var slut. \m/

 FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama