Vold, hærværk og gangster-manerer fulgte med i kølvandet på
Led Zeppelin. Og myten fortæller, at Jimmy Page & Co. kun fik succes, fordi
de lavede en pagt med djævlen.
Artikel: Peter Béliath (Publiceret i Zoo Magazine nr. 13,
april/maj 1998)
Jimmy Page med den legendariske dobbelt-halsede guitar. Apropos kasketten: Var det her, at Rob Halford fik idéen? (Foto fra "Boxed Set2") |
Det var ikke for ingenting, at fans kaldte Led Zeppelins andet album for ”The Brown Bomber”. For akkurat som de zeppelinere, tyskerne brugte til at sønderbombe England med under 1. verdenskrig, bombede ”Led Zeppelin II” rockens hidtil kendte formsprog sønder og sammen. Pladen var udstyret med en zeppeliners ildevarslende slagskygge trykt hen over det brune cover, og i rillerne bar den et sandt tæppebombardement af knusende tung bluesrock.
”Led Zeppelin II” udkom i 1969, og med
den var heavy rocken født. Men allerede tidligere det år havde den britiske
kvartet vakt opsigt med et debutalbum af hidtil ukendt voldsomhed.
Led Zeppelin rejste sig som en anden
Fugl Føniks af asken fra det udbrændte The Yardbirds, der spillede psykedisk
bluesrock på høj lydstyrke. The Yardbirds lod sig fotografere i arketypisk hard
rock-stil, iklædt læderjakker og siddende overskrævs på motorcykler. Gruppen
var ikke mindst berømt for at have stjerneguitarister som Eric Clapton, Jeff
Beck og Jimmy Page i besætningen.
Da The Yardbirds blev opløst i 1968,
forsøgte Page at relancere gruppen som The New Yardbirds. Page, der ind til da
havde været en eftertragtet session-guitarist (han medvirkede på plader med
bl.a. The Rolling Stones, The Kinks og The Who), håndplukkede sine musikere.
De udvalgte var bassisten John Paul
Jones, der hidtil havde fungeret som session-musiker for fummelfingrede
popbands, den kønne og noget selvglade sanger Robert Plant, der var et relativt
ubeskrevet blad ligesom den ualmindeligt hårdtslående trommeslager, John
Bonham, som både Joe Cocker og Chris Farlow gerne ville have haft fat i.
Robert Plant i "Vi er ikke et heavy metal-band, det ser bare sådan ud"-positur. (Foto fra "Boxed Set2") |
KNÆSKALLER VAR I FARE
Led Zeppelin fik stormende succes
allerede fra starten, ikke mindst i USA, hvor et nyt rock- og action-hungrende publikum stod på spring. Det var 1968’ernes
yngre søskende, fortrinsvis drenge i 15- til 24-års alderen, der var til Led
Zeppelin. Vild volumen og voldsomme 4/4-takter skulle der til, og Zeppelins
metalliske rock virkede som et kampråb på disse high school-kids, der tændte på
musikkens aggression og tunge, huggende rytmer.
Folk gik bersærk til Zeppelins
koncerter, og der opstod ikke sjældent optøjer, ofte fremprovokeret af det
altid balladelystne politi, der hadede de støjende og langhårede
Zeppelin-musikere og deres antiautoritære publikum.
Vold var langt fra et ukendt fænomen,
hvor Led Zeppelin kom frem. Gruppens manager Peter Grant, tour manageren
Richard Cole og bandets roadier var kendte for at slå en proper næve. Grant var
et flæskebjerg, der gerne lagde fysisk vægt bag sine ord. Rygterne om hans
gangster-manerer rejste altid forud for Grant, og en bemærkning om, deres
knæskaller var i fare, var nok til at få nærgående journalister til at pakke
sig eller få bedrageriske koncertarrangører til at afregne kontant på stedet!
Men den 250 pund tunge Grant var ikke alene brutal, han var også intelligent. Han var benhård i forretninger og forhandlede en uhørt favorabel pladekontrakt hjem til Led Zeppelin. Ud over et klækkeligt forskud på 200.000 dollars og den højeste royalty-rate, der nogensinde er tilfaldet et rockband (efter sigende fem gange højere end The Beatles!) gav kontrakten med Atlantic Records Jimmy Page & Co. fuld kunstnerisk kontrol.
I KRIG MED PRESSEN
Men den 250 pund tunge Grant var ikke alene brutal, han var også intelligent. Han var benhård i forretninger og forhandlede en uhørt favorabel pladekontrakt hjem til Led Zeppelin. Ud over et klækkeligt forskud på 200.000 dollars og den højeste royalty-rate, der nogensinde er tilfaldet et rockband (efter sigende fem gange højere end The Beatles!) gav kontrakten med Atlantic Records Jimmy Page & Co. fuld kunstnerisk kontrol.
I KRIG MED PRESSEN
Led Zeppelin gjorde i ekstrem grad brug
af denne kontrol. Bandet ville ikke stille sig tilfreds med at lave schlagere
til teenagere, så de skrottede singleformatet, der dikterer, at et nummer ikke
må vare mere end tre minutter. I stedet drog gruppen på togt ind i tungrockens
uudforskede ingenmandsland, hvor der var masser af plads til eksperimenter og
psykedeliske improvisationer.
I det hele taget nægtede gruppen at gå
på kompromis. Led Zeppelin fik succes på deres egne betingelser: bandet
udsendte næsten ingen singler og medvirkede aldrig i tv-programmer. Og dertil
kom, at Led Zeppelin nærmest lå i krig med pressen, der fra første færd
afskyede det krukkede band og deres ekstravagante heavy rock.
Så det var med forbløffelse, at
branchefolk i december 1969 så ”Led Zeppelin II” slå The Beatles’ ”Abbey Road”
af Billboard-hitlistens førsteplads.
Bandets fjerde album (udsendt i 1971) cementerede
gruppens succes, selvom dens symbolladede cover til pladeselskabets store skræk
ikke fortalte, at der var tale om en Zeppelin-plade – eneste Led Zep-indikation
var, at Jimmy Page blev nævnt som producer på pladens inderpose. Men gruppens
fans elskede pladen og svælgede i dens mystik med de fire kryptiske symboler på
inner sleevet og gatefold-coveret, som afslørede tarokkortet The Hermit, når
det blev foldet ud.
PSYKOPATISK VOLD OG HÆRVÆRK
Succesen rullede ind over USA som en lavine, og i begyndelsen af 1975 havde Led Zeppelin hele seks albums på den amerikanske hitliste! Men med succesen fulgte rygterne og den ondsindede sladder. Historier om gruppens turné-udskejelser voksede til uhyrligheder.
Succesen rullede ind over USA som en lavine, og i begyndelsen af 1975 havde Led Zeppelin hele seks albums på den amerikanske hitliste! Men med succesen fulgte rygterne og den ondsindede sladder. Historier om gruppens turné-udskejelser voksede til uhyrligheder.
Meget var på mytomanisk vis blæst helt
ud af proportioner. Meeen .... noget var der om snakken. Kaos fulgte i
kølvandet på Led Zeppelin. Bandet modtog mordtrusler, øretæver blev delt ud,
hoteller blev raseret, og Led Zeppelin og crew havde et notorisk storforbrug af
sprut, stoffer og purunge groupies – Jimmy Page havde bl.a. en romance med den
kun 14-årige model Lori Maddox.
Det var dog den hæmningsløse tour manager Richard Cole og trommeslageren John ”Bonzo” Bonham, der var ophavsmand til de værste eskapader. Bonzo udviklede med årene en afgrundsdyb personlighedsspaltning.
Det var dog den hæmningsløse tour manager Richard Cole og trommeslageren John ”Bonzo” Bonham, der var ophavsmand til de værste eskapader. Bonzo udviklede med årene en afgrundsdyb personlighedsspaltning.
Ædru var Bonzo elskværdigheden selv,
men når han var fuld (og det var han næsten konstant på gruppens sidste turnéer),
forvandlede han sig på værste Dr. Jekyll- og Mr. Hyde-facon til et udyr. The Beast
kaldte de øvrige Zeppelin-medlemmer ham. Og de flygtede fra ham og ville ikke
kendes ved ham, når hans monstrøse branderter gik ham til hovedet.
Den kæmpestore trommeslager var
ligefrem livsfarlig, når han rullede sig ud i sine psykopatiske volds- og
hærværksorgier. Page & Co. forbød roadierne at give Bonzo deres værelsesnumre,
eller
de flyttede i al hemmelighed ind på andre hoteller.
de flyttede i al hemmelighed ind på andre hoteller.
Jimmy Page i Yardbirds-dagene. Heavy metal-tøjstilen med læder, nitter og kæder eksisterede længe før Judas Priest. Den stammede fra Hells Angels og biker-kulturen og blev i 1950'erne populariseret af Marlon Brando i filmen "The Wild One". (Foto fra 1990-boksssættet) |
PAGT MED DJÆVELEN
Især et rygte var sejlivet: Led Zeppelin skulle angiveligt have lavet en pagt med djævelen for at få succes. Rygtet fik næring af Jimmy Pages interesse for okkultisten Aleister
Crowley. Page ikke alene studerede Crowleys magiske skrifter, han samlede også på
Crowley-sjældenheder, såsom originalmanuskripterne til magikerens bøger og de
rober, som han havde udført sine ritualer i. Ja, Page købte sågar Crowleys hus Boleskine ved Loch Ness-søen i Skotland.
Læg dertil, at Page komponerede musik
til en anden Crowley-fanatiker, Kenneth Angers film ”Lucifer Rising”, og at Zeppelin-guitaristen
en overgang gik på scenen med Crowleys 666-monogram broderet på sine bukser.
Jo, der var rigtig nok sort magi i
luften, og pludselig hed det sig, at der hvilede en forbandelse over Led
Zeppelin. Og sådan så det også ud. I 1975 blev Robert Plant og hans kone
Maureen hårdt kvæstet i en bilulykke, og i juli 1977 døde Plants søn Karac af
en ondartet virus.
Derefter begyndte venner og bekendte af
Zeppelin at dø af narkomisbrug. I august 1977 døde Elvis Presley af en
overdosis, og i september 1978 o.d.’ede The Who-trommeslageren Keith Moon.
Jimmy Page var på det tidspunkt stærkt afhængig
af heroin og var ved at brænde ud. Stemningen i bandet var trykket, mismodet
bredte sig. Og så slog tragedien for alvor ned. Den 25. september 1980 blev
John Bonham fundet død, kvalt i sit eget bræk efter en druktur. Tragedien blev
af mange anset for at være den pris, som Led Zeppelin måtte betale for at have
solgt deres sjæl til Satan.
I hvert fald var Bonzos død så
traumatisk for Page, Plant og Jones, at de den 4. december 1980 udsendte
følgende pressemeddelelse: ”Tabet af vor kære ven og den dybe følelse af
harmoni, som vi og vores manager føler, gør, at vi har besluttet, at vi ikke
kan fortsætte, som vi var.”
Zeppelinerens bombetogt var slut. \m/
FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama
Ingen kommentarer:
Send en kommentar