onsdag den 7. november 2012

Tonstungt og dommedagsdystert


Et af 2012s bedste debutalbums kommer fra en lodden trio, der har gravet dybt i den dystre metaltradition. De inhalerer vist også, når de ryger.

Black Sabbaths "Sweet Leaf" har ikke levet forgæves.
En af årets største sensationer på metalscenen har været The Swords entré på den amerikanske top 20. Faste Rifferama-læsere vil vide, at jeg har mine forbehold om The Sword og deres nye succesalbum, ”Apocryphon”. I min anmeldelse kaldte jeg ”Apocryphon” for diæt-doom.

Heldigvis stortrives doom metal-scenen for tiden. Et af de bedste bud på et holdbart doom metal-album udkom i starten af 2012. Albummet bar den slående titel ”Misery Wizard” og blev udgivet af trioen Pilgrim fra Rhode Island, USA.

Doom metal har ikke de danske headbangeres store bevågenhed, og Pilgrims optræden på den købenbavnske Heavy Days In Doomtown-festival i foråret vakte ikke den store opmærksomhed. Det er cirka lige så sørgeligt som de sindsstemninger, som doom metal-sange ofte forsøger at indkredse.

Her er min anmeldelse af ”Misery Wizard”, der oprindelig kunne læses i EMP/NRG, forårsmagasin nr. 1/2012.

PILGRIM
”MISERY WIZARD”
Metal Blade
******
For fans af: Candlemass, Saint Vitus, Confessor

Når bassisten i et band kalder sig Count Elrik The Soothsayer, så ved man, at bandet er ”true”. Og i Pilgrims tilfælde er det sande metal tonstungt og dommedagsdystert. Pilgrim spiller nemlig doom metal. Ægte doom metal, som den slags lød, før Paradise Lost & Co. begyndte at fusionere dommedags-tonerne med elementer fra death metal og gotisk rock.

Garvede doom-fans vil selvfølgelig komme til at tænke på værker som Candlemass’ ”Epicus Doomicus Metallicus”, når de hører de seks dundrende skæringer på ”Misery Wizard”. Men alligevel kan man ikke bare afskrive Pilgrim som endnu et 1980’er-retro-band.

Bevares, Pilgrim er ikke super originale, men de har en ny, moderne kant, der passer til det 21. århundrede. Og selvom mange af numrene på albummet er trance-skabende i deres dystre gentagelsesmønstre, så er der noget opløftende i den metalliske monotoni. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Ingen kommentarer:

Send en kommentar