Et amerikansk metalband
har knækket koden til hitlisterne og er drønet direkte ind på Billboards
17.-plads. Spørgsmålet er bare, om det er SÅ fedt.
 |
| "Apocryphon" er The Swords fjerde fuldlængde-album. |
17.000. Så mange eksemplarer solgte The Sword af deres nye
album, ”Apocryphon” (Napalm), i den første uge, det var på markedet. Det var
nok til, at ”Apocryphon” drønede ind på Billboard-hitlistens 17.-plads.
Det hører til sjældenhederne, at et heavy metal-band nu om
dage sælger i så forholdsvis store kvanta. Især når der er tale om så gammeldags
en form for heavy metal som den, The Sword spiller.
”Apocryphon” lyder, som om masterbåndet til albummet har
ligget under en mosbegroet kampesten langt ude i Dunkelskov siden
jægerstenalderen. Og det er ment som en ros.
Hvis rygtet taler sandt, er ”Apocryphon” indspillet på den
gammeldags måde. Altså analogt. Det vil sige, at The Sword bevidst har undgået
det sterile lydbillede, som alt for ofte følger med tiptop-moderne, digital
indspilnings-teknologi. Trommerne på ”Apocryphon” udsender derfor ikke
kliklyde, men siger ”bum” og ”smak”, som trommer jo gør i virkeligheden.
Det er lidt af et paradoks, at ”Apocryphon” er havnet så
langt oppe på Billboard. Måske er ”Apocryphon”s succes tegn på, at vi står midt
i et tidehverv, en stor omvæltning i den hårde rocks udvikling? Måske er metalfans
ved at være trætte af Pro Tools-produktioner? Måske er der ved at opstå en
længsel efter metalrock med mere ægthed og naturlig nerve?
 |
| Er det Isis? |
BEGEJSTRINGS-SPAGAT
Det, der undrer mig allermest ved ”Apocryphons” succes, er:
albummet er musikalsk set temmelig ordinært. Ikke særligt bemærkelsesværdigt.
Ja, faktisk er det en lille smule hipster-agtigt. Og tidstypisk. For The Sword
er mildest talt ikke enestående.
Et andet band, der er megen blæst om for tiden, er svenske Witchcraft;
deres seneste opus, ”Legend” (Nuclear Blast), blev kåret til månedens album i
Rock Hard. Svenskerne har en lyd, der minder om The Sword: 1970’er-tro
stener-doom. (De to bands er så beslægtede, at de i 2007 udgav en split-ep
sammen.)
Anmelderne er nærmest gået i begejstrings-spagat over
”Apocryphon”. Allmusic.com har leget Klokkeblomst og overstrøet The Swords nye
album med stjernestøv. Rolling Stone har himlet op om, at ”Apocryphon” er
”Metal så pure, så precise, so shredding, so full of Doom!” Wauw!
De hippe smagsdommere på Rolling Stone har dog altid snakket,
som de har forstand til, så ingen headbanger med respekt for sig selv tager
notits af magasinets skriblerier. Men når et troværdigt medie som tyske Rock
Hard placerer ”Apocryphon” i sin Dynamit-afdeling, må der jo være noget om
snakken – eller hvad?
Snakken går bl.a. på, at The Sword løfter arven efter Black
Sabbath. Og jo, John D. Cronise synger på en måde, der minder om Ozzy Osbourne.
Men Cronises fraseringer er fuldstændig blottet for den weltschmerz og det desperate, sjæleplagede vanvids-nødråb, der
gjorde Ozzy til en insisterende og vedkommende stemme i Black Sabbaths
velmagtsdage.
Det er også sandt, at The Sword baserer deres sange på doomy
riffs. Men riffene på ”Apocryphon” er næsten ligeså magre som dem, der
kendetegner Queens Of The Stone Age, Monster Magnet og andre af 1990’ernes moderigtige stener-bands. Der er
meget langt op til Tony Iommis majestætiske monolit-riffs.
 |
| Mystiske symboler og ældgammelt mytestof pryder "Apocryphon"s cover. |
DIÆT-DOOM
Bevares, ”Apocryphon” er et hyggeligt lille album, som er
velegnet at bælle bajere til fredag aften. The Swords tekster er tilmed noget
af et syretrip udi kosmiske fantasier og levn fra ældgamle myter. Man må bare
elske en sang med en titel som ”Eyes Of The Stormwitch”. Og et pladecover fyldt
med mystiske symboler à la Led Zeppelin og Witchfynde tæller også op. Så vidt,
så godt.
Men ingen af skæringerne på ”Apocryphon” er af samme
kunstneriske kaliber som Creams ”Tales Of Brave Ulysses”, Sir Lord Baltimores ”Kingdom
Come”, Bangs ”Idealist Realist”, Witchfinder Generals ”R.I.P.”, Pentagrams ”All
Your Sins” eller andre doom-genreskabende kompositioner.
Og akkurat som det er tilfældet med svenske Witchcraft, er
der hos The Sword ikke meget af det jordskælvs-bulder, der har gjort Candlemass,
Trouble, Saint Vitus, Count Raven, The Obsessed, Confessor og Sleep til
legender. Og sammenlignet med Electric Wizard, Yob og Triptykon er ”Apocryphon” intet
andet end diæt-doom.
Faktisk er det først på albummets sjette skæring, ”Execrator”,
at The Sword liver op og for alvor viser tænder. Her er teksten tilmed stærkt opmærksomhedskrævende.
Og aktuel. Hvis altså min tolkning ikke er helt kikset.
Der er flere andre virkelig gode sange på ”Apocryphon”.
”Hawks And Serpents” er en af dem – et nummer med et godt ryk og et rytmisk
dræberhug.
Jeg ville også gerne skamrose titelnummeret … hvis det altså
ikke var, fordi syrehovederne i The Sword af en eller anden uforklarlig grund
havde ødelagt det med nogle irriterende, elektroniske bip- og båtlyde, som er
lidt for meget i familie med Kim Larsens ”Blip-Båt”.
Det er selvfølelig alle tiders, at The Sword har knækket
koden til hitlisterne. Men som ærkefan af doom metal ville jeg ønske, at deres
produkt havde været mere doomy og mindre hipt. \m/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar