onsdag den 28. november 2012

Daggry for dansk dødsmetal


I 1992 var Konkhra dansk dødsmetal, når det var mest brutalt og miskendt. Peter Béliath lyttede uden ørepropper og fordomme.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 40, oktober 1992)

[Baggrund: I 1992 udgav Konkhra minialbummet ”Stranded” (Progress Red Labels). Det var noget af det allerførste danske dødsmetal, der blev sendt på markedet. Og den danske overgrundspresse var hård ved fænomenet. Jeg forsøgte at være undtagelsen, der bekræfter reglen. Resultatet kan læses her …]

I 1992 havde Konkhra mere at tilbyde end tyngde og voldsomhed.
Det er Claus Vedel nummer to fra venstre.
Konkhra har fået stryg af en anmelder i Ekstra Bladet. Men Claus Vedel, Konhras guitarist og ”desperate vokalist” (sådan betegnes han på coveret til ”Stranded”, bandets debut-cd), tager det med ophøjet ro.

”Jeg er da ikke i tvivl om, at vi en dag vil være på midtersiderne af Ekstra Bladet,” udtaler han med en overbevisning, som klæder hans muskuløse overkrop. Death metal-musikerens puls stiger ikke synligt, mens han forklarer mig om sit syn på sensations-sprøjtens usaglige nedsabling af Konkhra-cd’en.

”Ligeglad er man jo aldrig, vel? Men fyren går lige netop et stykke længere, end det var nødvendigt. Det havde ikke været nødvendigt at fornærme os, men da han ikke ved, hvad har med at gøre, er han tilgivet.”

Strengt taget er death metal en undergrunds-genre, som overgrundspressen efter Claus’ bedste overbevisning ikke har forstand på.

”Det er ligesom med surrealistisk kunst,” pointerer han og nævner Hans Henrik Leerfeldt som et miskendt geni.

”Han syrede rundt og fik en masse drag over nakken, men ved siden af i inderkredsen var han højt respekteret. Og jeg synes godt, man kan sammenligne det en smule, fordi det har noget med pressefolk at gøre, som ikke har forstand på det, men som alligevel skriver om det.”

Med Jam Magazines oplag på 15.000 eksemplarer i ryggen slipper jeg nok ikke for at gå som repræsentant for overgrundspressen. Så jeg spørger forsigtigt, om Konkhra er Københavns svar på jyske Invocator, som er guderne i dansk dødsmetal.

”Vi er meget mere tunge og voldsomme end Invocator,” instruerer Claus mig.

”Hvor de mere kører bopti-bopti-bopti hele vejen, går vi mere helt ned i det ultratunge og op i det ultrahurtige grindcore. Men vi har klart meget stor respekt for Invocator, for de var sgu de første herhjemme, der havde nosser med hår på.”

UD AF FORMØRKELSEN
Men selvfølgelig har Konkhra mere at byde på end tyngde og voldsomhed. Københavnerne lægger stor vægt på deres tekster, der har både mytologiske og surreelle islæt.

”Jeg står nok mere for de poetiske tekster i bandet, hvor Anders (Lundemark, bandets guitarist og ”growling” vokalist) nok mere er mytologisk,” forklarer Claus.

”Anders går meget op i nordisk religion. Han kører meget på, hvordan menneskene var dengang, hvordan folk behandlede hinanden dengang. Det var øje for øje og tand for tand. Hvor jeg så mere skriver om ting, der foregår inde i mit hoved og rundt omkring. Det er der, det surreelle kommer ind i vores koncept.”

Uden på nogen måde at være hvidvaskede kristne på mission med det glade budskab, distancerer Konkhra sig fra horden af satanistiske death metal-bands. Flere af Claus Vedels tekster bærer faktisk præg af et spirende Messias-kompleks.

Et eksempel er nummeret ”Day-Break”, hvor der bl.a. bliver sunget: ”we are not equal / I can always find you where you may be / because I want to touch you / caress your twisted mind / to take you through the dark forest / trees whisper of wiser generations.”

””Day-Break” er ikke myntet bestemt på nynazister, men dem kunne jeg godt tænke mig at lære noget om det virkelige liv, fordi, jeg synes, de går glip af så meget. ”Caress your twisted mind” – altså virkelig fortælle dem en masse gode ting, hive dem igennem den der ”dark forest”, som er den der forsumpede måde at tænke på, den formørkelse, der er over dem,” siger Claus og underbygger mit indtryk af ham som et menneske, der er stort i mere end fysisk forstand. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

søndag den 25. november 2012

De rider på lynet


Grand Magus’ saga-metal giver chok-associationer til den hårde rocks guldalder. Trioens sjette album, ”The Hunt”, hæver sig over hoben af true metal-udgivelser.

Grand Magus, fra venstre mod højre: Fox (bas), J.B. (vokal, guitar) og Ludwig (trommer).
Læderjakker med skrå lynlås og rødt fór! Mand, hvor savner jeg bare synet af den slags beklædning i nutidens metal. Men her er altså tre styk af slagsen, slænget over medlemmerne af den svenske power trio Grand Magus. Tilmed garneret med patronbælter og mandhaftigt fodtøj.

Grand Magus er ikke ligefrem nykomlinge. Trioen blev dannet helt tilbage i 1999, og ”The Hunt” er bandets sjette studiealbum. De tidligere Grand Magus-albums har kørt i et mere doomy og sludge metal-agtigt spor. På ”The Hunt” er produktionen ren (i modsætning til bandets mere mudrede bagkatalog), og sangene er lige-ud af-landevejen heavy metal.

Ægte metalfans, som køber "The Hunt" på
cd i stedet for at downloade albummet,
belønnes med dette stofmærke. 
De første takter af åbningsnummeret ”Starlight Slaughter” er et ekko af AC/DC. Og titelnummeret har et groove, der ikke ligger milevidt fra Manowars ”Blood Of My Enemies”. Men led efter Rainbow, Dio, Iron Maiden, Accept, Judas Priest, og du vil finde det på ”The Hunt”.

Betyder det så, at Grand Magus er endnu et identitetsløst retroband? Nix. Grand Magus har deres egen profil og lyd, der især bæres oppe af sangeren J.B., som nogen måske bedre kender fra Spiritual Beggars.

Mange Kloge-Åger har sammenlignet J.B. med Ronnie James Dio (Rainbow, Black Sabbath, Dio). Det har jeg personligt svært ved at høre på ”The Hunt”. 

Derimod er der noget i J.B.’s fraseringer, som minder mig om Bruce Bruce (Dickinson) på Samsons ”Head On”-album (1980). Eller måske snarere om Pete Lovell på Pictures ”Eternal Dark” (1983). Eller er det Bodines Axel Joseph Langemeijer, J.B. lyder som? Pyt med det, for J.B. er en af metalrockens mest sjælfulde sangere lige nu.

Grand Magus’ tekstunivers er proppet med motiver og temaer fra nordisk mytologi, islandske sagaer og sword & scorcery. J.B. synger dem med en naturlighed, som om Heavy Load, Bathory, Allegiance og Amon Amarth aldrig har eksisteret. Og sådan er det stort set med hele albummet, lige fra coveret til sangene. ”The Hunt” gnistrer af spilleglæde, og musikkens puls og beat er selve hjerteslaget i gruppens kærlighed til heavy metal-traditionen.

”The Hunt” er ikke verdens heavieste metalalbum. Det er heller ikke den mest originale musik, man kan lægge øren til. Men hverken tyngde, brutalitet eller nybrud er kvaliteter i sig selv. Det er derimod god sangskrivning. Og den behersker Grand Magus. Til fulde! Det er musik uden dikkedarer, men dog med et poetisk skær.

”Starlight Slaughter” er en helt lille saga med sin egen skjalde-skønhed i beskrivelsen af et morderisk overfald i stjernernes skær.

”Valhalla Rising” er en smuk og intens sang, som fuldstændig gør Nicolas Winding Refns film af samme titel til skamme.

"The Hunt" er udsendt på Nuclear Blast.
”Storm King” er et heltekvad med et hævnmotiv á la Conan Barbaren – om stormkongen hedder det, at han rider på lynet. Og på den måde leger Grand Magus med titlen på Metallicas storværk fra 1984. Men her er lynridtet sat ind i en helt anden kontekst, og det er den slags skjalde-finesser, som hæver Grand Magus et pænt stykke over hoben af mondæne vikingeromantikere og pagan metal-grupper.

”Son Of The Last Breath” akkompagneres af cello (håndteret af bassisten Fox), og sangen bryder med de værste power ballade-klichéer, mens den bygger op mod et heroisk crescendo, før den kammer over i ”Iron Hand”, et af albummets mest hårdtslående numre.

Grand Magus er true metal. Mange metalbands virker forcerede, anstrengte og påtagede i deres forsøg på at være åh så true. Men J.B. & Co. spiller med et majestætisk overblik og en ophøjet ro, der får musikken til at swinge, og som giver sangene en varme og sjælfuldhed, der ellers er ekstremt sjælden i det herrens år 2012, hvor stålet helst skal være iskoldt og sjælløst. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

torsdag den 22. november 2012

Jetmotorer af dynamiske melodier


Et af de bedste bud på Årets Album 2012 hedder ”Death”. Det er udsendt af et band, der med fundamentalistisk jernvilje har genoplivet den traditionelle form for heavy metal.

Ram: Høje heavy-skrig, drabelige guitardueller og hammerhårde sange.
Myriader af subgenrer gør metalscenen anno 2012 næsten uoverskuelig. Siden 1990’erne har metalgenren indgået et astronomisk antal fusioner med andre musikalske stilarter, såsom industrial, goth, hiphop, hardcore etc. Det har gjort metalrocken alsidig, men meget af den hårde rocks identitet er gået tabt i disse fusioner og nybrud.

Det har medført, at der er opstået en retrobølge, hvor yngre metalmusikere med næsten fundamentalistisk jernvilje har genoplivet den traditionelle form for heavy metal, som var i vælten i 1970’erne og første halvdel af 1980’erne. New Wave Of Trad Heavy Metal kalder man ofte denne bølge i pressen.

Mange af de bedste nye traditionelle metalbands kommer fra Sverige. Og det bedste af dem er Ram. ”Death” er titlen på Rams tredje fuldlængde-album. Jeg har tidligere i playlist-sektionen på Rifferama jublet over ”Death” med disse ord:

”Death” blev sendt på markedet i slutningen af januar. Bandnavnet Ram giver associationer til Judas Priests ”Ram It Down” (1988), og Ram spiller da også heavy metal i den traditionelle stil. Det betyder høje heavy-skrig, drabelige guitardueller og hammerhårde sange, som svæver af sted på jetmotorer af dynamiske melodier.

Men svenske Ram er ikke bare et sjovt retro-metalband. Ram er – som titlen antyder – dødsens alvorlige. Rams sanger, Oscar Carlquist, ligner en mellemting mellem W. Axl Rose og en ung Rob Halford. Og han er ven med den skrækkelige Erik Danielsson fra Watain, med hvem Oscar fæller livssyn. Eller måske snarere dødssyn. Dét får i hvert fald Oscar til at sige ting som ”kroppen er et fængsel”. 

”Death” er en super overbevisende udgivelse, som ikke har en eneste svaghed på tracklisten. Variation og power fra start til slut. Ram betyder vædder, og denne vædder stanger. Hårdt og præcist.

Min anmeldelse af ”Death” stod at læse i EMP/NRG (forårsmagasin, katalog 1/2012). Den lød således:

RAM
”DEATH”
Metal Blade
******
For fans af: Judas Priest, Iron Maiden, King Diamond

Sverige er godt med i retro-bølgen inden for traditionelt heavy metal. Eller New Wave Of Trad Heavy Metal, som bølgen også kaldes. Svenskerne har fostret Bullet, Portrait, Enforcer, In Solitude, men de bedste af dem alle er velsagtens Ram. 

Göteborg-gruppen har virkelig forbedret sig siden det hæderlige debutalbum, ”Forced Entry” (2005). ”Lightbringer” (2009) vakte berettiget opsigt, men med ”Death” må Ram kunne nå længere ud end til den klaustrofobiske retro-enklave.

”Death” er nemlig meget mere end en munter leg med genre-klichéer. ”Death” byder på hammergod sangskrivning: det er traditionelt metal, javel, men på en meget personlig måde. 

Ram har stjernekvaliteter. Guitar-duoen Harry Granroth og Daniel Johansson fyrer forrygende soli af, så man griber ud efter luftguitaren, og i videoen til ”Flame Of The Tyrants” ligner sangeren Oscar Carlquist en gensplejsning mellem Rob Halford og Axl Rose.

Jeg mistænker Ram for at have sindelag tilfælles med visse black metal-bands, og der er en kant i deres musik, som er slebet til af thrash-slibestenen. Her og der er der et ekko af Iced Earth og Megadeth, men mest af alt lyder ”Death”, som ægte heavy metal burde lyde anno 2012: slidstærkt og sejt som læder. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

søndag den 18. november 2012

Brutalitet er ikke en kvalitet i sig selv


”I min verden eksisterer metalhistorien efter 1995 stort set ikke. Vi prøver at skrive den forfra,” fortæller Henrik Engkjær, guitarist i Deus Otiosus. ”Godless” hedder københavner-gruppens nye album, og det er et holdbart bud på dødsmetal anno 2012.

Deus Otiosus har et panoramisk overblik over metalhistorien.
Det er længe siden, at jeg har nydt et nyt dødsmetalalbum så meget, som jeg har nydt Deus Otiosus’ ”Godless” (Deepsend Records).

”Godless” er de københavnske undergrundshærgeres andet studiealbum. Albummet rummer moden, velovervejet death metal. Parret med thrash og doom metal. Og måske også et anstrøg af black metal. Det er tydeligt, at sangene er skrevet med et panoramisk overblik over den hårde rocks historie.

Men det manglede også bare. For Deus Otiosus (guitaristerne Henrik og Peter Engkjær, bassisten Jesper Holst, trommeslageren Jesper Olsen og vokalisten Anders Bo Rasmussen) er nogle garvede fyre, som tidligere har taget musikalske skalpe i bands som Exekrator, Black Succubi og Hideous Invasion.

Produktionen er klar, uden at være digitalt-steril. Og sangene er iørefaldende. Memorable. Det er ikke bare dødslarm. Deus Otiosus er traditionsbevidste musikere. Men de kan ikke slås i hartkorn med genrens værste retro-epigoner. Deus Otiosus lyder som … øh … Deus Otiosus.

”Godless” tilbyder intet nybrud. Anders Bo Rasmussens bøse growl er blevet sammenlignet med Gorefest. Et break i ”In Harm’s Way” fik mig til at tænke på Sepulturas ”Primitive Future”. Så det er tydeligvis thrash af den gamle skole, som Deus Otiosus tager pejling efter. Men traditionsbevidstheden rækker meget længere: i albummets doomy passager, som f.eks. på ”New Dawn”, ledes tankerne hen på det allertidligste Black Sabbath.

Henrik Engkjær under indspilningen af "Godless".
LYTTERNE BÆRER IKKE DE FEDE BANDS FREM LÆNGERE
Nedenstående interview er lavet med guitaristen Henrik Engkjær. Foruden at spille en led dødmandshånd på den seks-strengede er Enkjær også en duelig metaljournalist. NRGs læsere har således nydt godt af Deus Otiosus-guitaristens leksikalske viden om især skummel undergrundsmetal. Engkjærs store indsigt i metal kommer klart til udtryk i interviewet.

Siden 1990’erne har dansk metal været domineret af death metal. Men Deus Otiosus lyder ikke som et typisk dansk dødsband anno 2012. Hvordan vil I selv beskrive jeres stil?

Henrik: ”Man kunne kalde stilen old school death metal, death thrash eller bare death metal. Der er elementer af dødsmetal, black metal, thrash og måske heavy metal, doom og rock i vores musik. Men det vigtige er nu ikke, hvilken genre vi spiller. Det vigtige er at lave noget god musik. De genremæssige aspekter er alt sammen bare midler til at skrive musikken og ikke mål i sig selv. Jeg tror, det er der, vi adskiller os mest fra det typiske dødsmetalband.”

Hvad er vigtigst for Deus Otiosus: at spille brutalt eller at skrive gode sange?

Henrik: ”Ha ha, det tror jeg allerede, du er klar over, og svaret er, at det er vigtigst at spille brutalt! Nej, som du selv ved, så er brutalitet altså ikke en kvalitet i sig selv, når han først har følt metal i nogle år. Musikken skal holde, så prioriteten er udelt at skrive gode sange.”

Hvad synes I om nutidens metalscene?

Henrik: ”Der er rigtig mange bands, rigtig mange udgivelser og pladeselskaber. Det kan godt være lidt uoverskueligt, og det belønner sig sjældent at lytte til alle disse bands. Det virker ikke til, at lytterne længere bærer de fede bands frem og udskiller dem fra mængden på samme måde, som man gjorde engang med Morbid Angel, Deicide, Slayer.”

Mener du, at nutidens metalfans er mindre kræsne og kritiske, end metalfans var førhen? Og mangler mange af nutidens unge metalfans et kendskab til metalhistorien og metaltraditionens hovedværker?

Henrik: ”Det er selvfølgelig sjældent, at en yngre fan har samme kendskab til klassisk metal som én, der var involveret i scenen dengang. Jeg begyndte jo selv at høre metal i de tidlige 90’ere, så jeg har jo heller ikke oplevet det hele. Men der er ingen tvivl om, at jeg ofte får mere ud af at anskaffe mig en gammel klassiker end et nyt album. Og selvfølgelig er der også glimrende, historiske metalplader, der næsten er blevet glemt. Jeg ved ikke, om nye fans er mindre kræsne og kritiske, de har nok nogle andre kriterier. I dag tror jeg eksempelvis, at mange har en tendens til at gribe metalmusikken an, som en skolelærer ville gøre med en dansk stil. Man lytter til, om bandet har rette teknik, fart, produktion, stiltræk og deslige og bedømmer dem derefter. På linje med en skoleopgave er det et håndværk, som skal opfylde en tjekliste med succeskriterier. Men kriterierne skifter fra person til person, ligesom den enkelte kan have flere forskellige sæt af kriterier. Jeg tror, at det er sådan, mange bruger de gamle bands. Større bands – gamle som nye – fungerer som en slags rettevejledninger, som andre bands skal efterleve for bedst muligt.”

Gud har trukket sig tilbage. Der er
ingen til at guide den fortabte
menneskehed.
SKELLET GÅR VED DISSECTION
Hvor hører I hjemme på nutidens internationale metalscene?

Henrik: ”Det er svært at sige. Nogle ville måske mene, at vi hører hjemme blandt den seneste bølge af old school death metal, men det har nu aldrig været noget, vi selv har følt. Jeg ved ikke rigtig, om vi hører hjemme nogen steder. Succeskriteriet i dag synes at være at udøve en metallisk subgenre efter alle håndværksmæssige standarder. Vi vil hellere noget, hvor det handler mere om at skrive god musik end at forsøge at lave de bedste kopier af andre bands. Men måske er det godt ikke at passe ind nogen steder. Så er der ingen regler eller normer, man skal følge.”

Hvilke bands tænker du på, når du nævner den seneste bølge af old school death metal?

Henrik: ”En bølge, der tog fart i 2009 eller 2010, hvor nogle af de større navne hedder Disma, Miasmal, Morbus Chron, Sonne Adam, Cruciamentum osv. Hvis man ikke kendte til den bølge, er det forståeligt. Det, der også sker, er jo, at afstandene mellem bølgetop og -dal bliver mindre og mindre. Vi har i de senere år haft genkomst af thrash, heavy metal og death metal, og ingen af delene blev tilnærmelsesvist så stort som første gang. I fremtiden tror jeg, at det vil blive endnu sværere at tyde, om der egentlig er tale om en bølge eller ej. Jeg tror dog ikke, at metallen vil forsvinde foreløbig. Jeg tror i hvert fald, at den vil eksistere i nogen tid med en masse små subgenrer, der kører sideløbende. Men hvis bands’ne ikke begynder at skrive god musik – og frem for alt at lytterne begynder at interessere sig for god musik – så vil metallen aldrig se en ny storhedstid. Der er en brøkdel tilbage af de lyttere, der var for 20 år siden, hvor metalmusikken var kreativ og god.”

Er der bands eller en hel bølge af bands, som I føler jer beslægtede med?

Henrik: ”Selvom det er en mere historisk end aktuel bølge, så tænker jeg på bølgen af dødsmetalbands i slut-80’erne og start-90’erne. De fleste bands, der kom frem dengang, havde deres egen lyd og kunne skrive fed musik – Deicide, Morbid Angel, Death, Pestilence osv. Alle har de hver især en relevans. I min verden eksisterer metalhistorien efter 1995 stort set ikke. Vi prøver at skrive den forfra i stedet.”

Hvilken periode i metalhistorien er jeres foretrukne?

Henrik: ”Jeg synes, at det meste af metalhistorien har været god og relevant og har kastet genial musik af sig i forskellige afskygninger. Fra Black Sabbath til Judas Priest, Mercyful Fate til Slayer og Morbid Angel til Mayhem; metalmusikken har en enormt stor og stærk sangskat. Så min foretrukne periode i metalhistorien dækker faktisk størstedelen af stilartens levetid og må være omkring 1970-1995. [Dissections] ”Storm Of The Light’s Bane” fra 1995 er nok det bedste sted at sætte skellet. Dette album var den sidste store metalklassiker. Der udkommer den dag i dag stadig utrolig gode albums; og endda albums, der fortjener at indgå som klassikere i metalhistorien. Men der er alligevel sket noget. De geniale plader er blevet færre og mere perifere i en evigt tiltagende strøm af bands og udgivelser, der synes at blive populære på ganske andre kriterier end de, der gjorde, at eksempelvis jeg selv blev vild med metalmusikken i de tidligere 90’ere.”

Signalet går klart igennem på "Godless". Her ses
trommeslager Jesper Olsen.
SANGSKRIVNING GIVER IKKE SUCCES I DAG
Hvilke kriterier mener du, der gør metalplader populære i dag?

Henrik: ”Det er ret fragmenteret. Jeg tror, der findes mange forskellige kriterier. Det kan være idealer om subgenre (thrash, death, black, heavy metal osv.), hastighed, produktion, image, ligesom der synes at være folk, der hovedsagligt ønsker at høre bands, der stilistisk ligger tæt på deres yndlingsbands. Et ideal kunne eksempelvis være, at musik skal lyde stilistisk mest muligt som Bolt Thrower, snarere end bare være bedst mulig. Disse idealer er selvfølgelig ting, der altid har haft en betydning for folk, men hvor de før var sekundære, virker de nu til at være primære. Selvfølgelig er der også folk i dag, der går efter god musik. Men med mange af de bands, der fremhæves i dag, kan jeg simpelthen ikke forestille mig, at det skulle være sangskrivningen, der har gjort deres succes. Der findes meget musik, jeg godt kan forstå, at andre kan lide, selvom det ikke lige falder i min smag. Der er bare også en nedre grænse, hvor musikken bliver meningsløs; som hvis en roman kun bestod af tilfældigt sammensatte bogstaver og tegn.”

Hvad var det, de gamle dødsbands kunne, som de nye ikke kan?

Henrik: ”De kunne – og ville – skrive musik. Det er jo et svært og meget komplekst problem at pege på, hvorfor bands ikke længere skriver ligeså god musik, som man gjorde engang. En af årsagerne er måske, at man ikke har noget kommercielt incitament. I dag bliver bands populære på andre kriterier, eksempelvis på at være en stilistisk god kopi af Grave, eller på at spille hurtigt, langsomt eller hvad det nu måtte være. Stilart, fart og den slags betød selvfølgelig også noget førhen, men dengang var god musik en selvfølgelighed for de fleste; noget man ikke engang behøvede at tale om. Og måske netop fordi man ikke talte om den, forsvandt den. Og det virker faktisk heller ikke til, at der er så mange, der savner den.”

UDEN MUDDER
Deus Otiosus har ikke en typisk lyd fra 2010’erne. F.eks. udsender jeres trommer ikke kliklyde, men lyder som ægte trommer. Går I bevidst efter en mere ”gammeldags”, autentisk metallyd?

Henrik: ”Tak, jeg synes, vi har fået en meget naturlig lyd på albummet. Lyden er hverken for dilettantisk eller for produceret – det lyder simpelthen bare som et metalband, der spiller (uden feedback, mudder og dens slags selvfølgelig). Vi mente, at denne produktion ville passe godt til albummet: Den lader musikken tale for sig selv. Ligesom alt andet i musik er produktion bare et middel til opnå det, der altid må være målet: At lave den bedst mulige musik.”

Hvordan har indspilningsprocessen været? Hvor er albummet ”Godless” indspillet? Og hvem har stået for produktionen?

Henrik: ”Albummet er indspillet og mikset over ni dage i Earplug Studio i Tårnby. Et behageligt studie, som ligger tæt på os. Siden har vi faktisk rykket vores øvelokale derned også. Produceren Thomas Pedersen er dygtig og effektiv, og det er ikke første gang, vi har brugt studiet. Albummet er masteret af Jeppe Hasseriis, som vi også har arbejdet sammen med mange gange. Vores debutalbum, ”Murderer”, blev faktisk til på samme måde.”

Gustav Dorés billedkunst pryder coveret til "Godless".
EN SCENE FRA HELVEDE
Jeg har studset over bandnavnet. Deus Otiosus betyder noget i retning af ”uvirksom gud” eller ”tilbagetrukket gud”. Hvorfor har I lige valgt det navn?

Henrik: ”Vi snakkede lidt om forskellige mulige navne og bestemte os for Deus Otiosus, da det ligesom danner en ramme om bandets udtryk: En menneskehed, der er fortabt uden noget til at guide sig gennem livet. I vores udlægning giver dette en dyster og ond verden. Det er i grove træk den verden, vores musik handler om. Navnet er måske ikke det mest mundrette, men sådan er det nu engang.”

Albummet hedder ”Godless”. Den titel lyder helt ad Danzig til. Er der en teologisk tanke bag ved den titel, eller er det bare en fed heavy metal-titel?

Henrik: ”Fedt, at du tænker på Danzig! Han har selvfølgelig også en sang med samme titel, så det er måske egentlig naturligt nok. Titlen er egentlig bare vores bandnavn udtrykt på en anden måde, så det er et udtryk for kernen i vores koncept. Den fortsætter også traditionen fra debutalbummet ”Murderer” med blot et enkelt ord som titel. Derudover synes vi, at ordet ”Godless” fungerede godt med den Doré-illustration, vi havde fundet, og som pryder coveret.”

Det er ikke første gang, at et af Gustav Dorés værker er blevet brugt i heavy metal-sammenhæng. Emperor brugte jo også Doré på nogle af deres plader i 1990’erne. Hvad er der ved Dorés billedkunst, som gør det så velegnet til at illustrere metal?

Henrik: ”Gustave Dorés kunst har en kvalitet, som meget sjældent er set, og så har han lavet mange dystre og klassiske motiver; specielt i illustrationerne til Dantes ”Den Guddommelige Komedie” og Miltons ”Paradise Lost”. Disse motiver passer nok ganske godt til noget metalmusik. Selve frontcoveret til vores album er taget fra ”Den Guddommelige Komedie” og er en scene fra helvede. I den sammenhæng, vi har givet det, er det dog en illustration af jorden. Inde i bookletten har vi også en Doré-illustration fra ”Paradise Lost” til sangen ”Cast From Heaven”. Sangen er inspireret af rebel-englenes fald i første kapitel fra selvsamme bog.”

Hører der bestemte religiøse synspunkter (eller anti-religiøse standpunkter) med til at spille Deus Otiosus’ form for metal?

Henrik: ”Nej, det gør der ikke. Der kræves kun en rimelig personlighed, en rimelig musiksmag eller -forståelse (hvis man skal kunne bidrage til arrangementerne i hvert fald) og en rimelig kunnen på sit instrument.”

COPENHELL ELLER ROSKILDE?
Nu har I jo lige udsendt et stærkt album, ”Godless”. Kan vi så forvente at se Deus Otiosus på Copenhell eller Roskilde Festivalen til næste sommer?

Henrik: ”Tak for ordene. Man skal aldrig sige aldrig, men mon ikke chancerne er små. Nu vil jeg ikke udtale mig om de to festivaler specifikt, for jeg kender jo ikke folkene bag. Men generelt set jeg tror nu, at sandsynligheden for at blive kontaktet af en festival er nøjagtig den samme, hvad enten man har udgivet et stærkt eller svagt album i den traditionelle forstand, men der kan være andre parametre, der har indflydelse.”

Hvilke parametre mener du, at festivaler går ud fra, når de booker bands nu om dage?

Henrik: ”Igen er det selvfølgelig forskelligt, da der er tale om individer. Men generelt set er en festivalbookers job jo at tiltrække nogle mennesker til festivalen. Man skal ramme et eller flere segmenter bedst muligt, og det gør man selvfølgelig ved at booke efter de samme kriterier, som diverse grupperinger i dag gør brug af. Altså igen idealer for subgenre, fart, image osv. Det er derfor, at nøglen til at ændre metalscenen ligger hos lytteren. Hvis alle kun bruger sin tid og sine penge på god musik, vil bookere og pladeselskaber blive tvunget til at rette ind. Bands vil også blive nødt til at skrive god musik for at komme frem ligesom i fordums tid, og så er man allerede på vej mod en ny metallisk guldalder.”

Er Danmark et godt metalland? Eller er græsset grønnere i vores nordiske broderlande?

Henrik: ”Ja, det er nok lidt grønnere i Norge og Sverige, men jeg tror ikke, det er helt så afgørende længere. Det ville nok være smartere at bo i Tyskland eller sådan noget. Der er uendelig mange metalfans, og det ligger centralt i Europa. Rigtig fedt interview, Peter. Jeg ved ikke, om det var hensigten, men jeg synes, at jeg fik mulighed for at tale om mange af mine kæpheste!” \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama 

Anders Bo Rasmussens bøse røst er blevet sammenlignet med Gorefests growl.


torsdag den 15. november 2012

Jeg er parat til at dræbe


”I modsætning til de kristne, der fortrænger den mørke side i deres indre, accepterer vi vores mørke sider,” hævdede Dissections Jon Nödtveidt i 1995. Historien viste, at han talte sandt.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 3, primo 1996)

Dissection: Måske Europas bedstspillende death metal-band.
[Baggrund: Nedenstående interview blev lavet på en metalfestival i Ålborg i 1995. Interviewet gav indtryk af, at Nödtveidt & Co. var meget seriøse – både med deres musik og med deres religion. Et par af Nödtveidts udtalelser får en ekstra skygge af sort alvor, når man læser dem i lyset af de tragiske begivenheder, der fulgte i hhv. 1997 og 2006. Folk, der er interesserede i tragedierne, kan læse nærmere her. Interviewartiklen blev bragt i NRG og kan læses under denne intro.]

I 1993 udkom et album, der skabte stor opstandelse i den sorte metalundergrund. Albummet hed ”The Somberlain”, og ophavsmændene til pladen var svenske Dissection. Stilen var en kryptisk krydsning mellem death metal og black metal, og Dissection kaldte selv deres melodiske og teknisk ferme musik for en ”Metallic Black Symphony Of Death”.

Alle medlemmer i Dissection er dygtige musikere, og teknisk er Dissection et af Skandinaviens – måske også Europas – bedst spillende dødsmetalbands.

”Vi er vældig dedikerede til musikken,” fortæller bandleder og lead guitarist/vokalist Jon Nödtveidt.

”Death metal er en livsstil for os. Musikken er den kreative side, og teksterne er den filosofiske side. Og vi tager det vældig seriøst, det er vores skæbne at spille death metal.”

At denne skæbnesnak ikke bare er tomme bravader, kan man høre på Dissections aktuelle album, ”Storm of The Light’s Bane”, der er en både storladen og sortladen dødsmetalplade, hvor numrene spilles med t’ai chi-agtig præcision.

Især på ”The Somberlain”-albummet, men også på bl.a. ”Thorns Of Crimson Death” og titelnummeret fra ”Storm Of The Light’s Bane” kan der spores inspiration fra danske Mercyful Fate.

”Ja, det er et band, som har betydet meget for os. Men vi har også rødder i tidlig heavy metal som Iron Maiden, Judas Priest, Manowar og gammelt thrash metal. Vi er dog ikke kun inspireret af metal, men af alt, som, vi synes, er godt. Det kan være alt lige fra obskur synth-musik, industrielle, ambiente sager til skræk-filmsoundtracks og klassisk musik,” afslører Nödtveidt, der også synes, at Celtic Frost, Slayer og helt gamle bands som Deep Purple, Black Sabbath og Rainbow er ”jävlig bra.”

For Dissection stod mørket for styrke.
TRANSSYLVANSK MYSTIK
Titlen på Dissections debutalbum er omgærdet med en vis mystik. Nödtveidt forklarer:

”Det er svært at beskrive kortfattet i et interview, for der ligger vældig meget bag ved den titel. Men Somberlain er navnet på den person, som titelnummeret handler om. Sangen er en vision om døden og hvad, der hænder efter døden for den person, som sangen handler om. Han kommer til en dimension, som han hersker over – man kan kalde det en dimension af helvede. Vores tekster er vel mere eller mindre tanker, funderinger og visioner angående døden. Døden er en uudtømmelig inspirationskilde.”

inde i omslagsheftet til ”The Somberlain” er der et smukt og meget gotisk fotografi af en borg, der toner frem på en baggrund af tunge, truende skyer.

”Det er Castle Dran i Transsylvanien. Vi syntes godt om billedet, det er vældig mørkt. Transsylvanien har været omgivet af så megen mystik i årenes løb pga. alle beretningerne om Dracula og vampyrer. Der fandtes jo en rigtig Dracula, Vlad Tepes, og Elisabeth Bathory – hun boede dog ikke i Transsylvanien, men i Karpaterne. Jeg har læst meget om det og finder det temmelig interesssant. Det er ting, der ikke så velkende her i Norden. Mennesker som Vlad Tepes [blodtørstig fyrste af Valakiet i det 15. århundrede, fik tilnavnet Spidderen, fordi han yndede at spidde sine ofre på pæle] og Elisabeth Bathory [grevinde, der i 1611 blev muret inde i sit slots tårnværelse, efter at hun havde myrdet og torteret 650 jomfruer, i hvis blod hun badede for at bevare sin hensygnende skønhed] er ’jävlig’ bizarre,” beretter Nödtveidt.

ERKLÆRET SATANIST
I Dissections tekster tales der om mørkets kamp mod lyset. Lyset symboliserer Kristus, mens Satan symboliseres af mørket. Det er også Satan, der hyldes som lysets banemand i titlen på Dissections nye album.

”Det er jo en definitionssag, hvordan man opfatter lys og mørke. For mig betyder kristendom svaghed, og mørket styrke,” forklarer Dissections ankermand, som er erklæret satanist, og som henter inspiration fra forskellige okkulte øvelser som f.eks. astralrejser. Som okkultist er Nödtveidt dog beskeden:

”Jeg må hellere pointere, at jeg ikke ser mig selv som en stor magiker. Det er bare en interesse, som jeg bruger en masse tid på, og inden så længe er jeg vel mere eller mindre novice. Men det er jo en livslang læreproces.”

”Det er en personlig livsanskuelse,” siger Nödtveidt om satanismen. ”Vi anvender ikke satanismen som et image for bandet, som mange andre black metal-bands gør. Satanismen gennemsyrer givetvis teksterne, og musikken er vældig mørk, men som band er det musikken, der kommer i første række.”

”I modsætning til de kristne, der fortrænger den mørke side i deres indre, accepterer vi vores mørke sider,” erklærer Nödtveidt. ”Jeg tror meget mere på et ondskabsfuldt standpunkt med klarsyn i stedet for forblindet kærlighed og en tro på, at hele verden kan blive et slags paradis. Det er jo fuldkommen vanvittigt at have en sådan opfattelse, det er jo bare en idiots drømme.”

Dissections krigsførelse mod kristendommen er åndelig. Men: ”Givetvis er jeg parat til at dræbe. Personligt er jeg parat til at kæmpe for det, jeg står for, i stedet for at acceptere underkastelsen,” hævder Nödtveidt, der – selvom han er en notabilitet i black metal-kredse – ikke tillægger den norske Black Metal Mafias kirkebrande den store betydning i kampen mod kristendommen.

”At brænde en kirke eller tyve fjerner jo ikke kristendommen. Men jeg bliver heller ikke specielt ked af det, når de brænder kirker i Norge. Spørgsmålet er, om man vil risikere en fængselsdom bare for at brænde en kirke. Folk, der brænder kirker, skal ikke nedgøres på nogen måde, men det har jo ikke den store effekt. Jo, et band som Burzum får en masse 14-årige fans, som synes, det er ’jätte tufft’. Men er man seriøs, så sætter man ikke sin frihed over styr med småting.” \m/

Nyt spændende Dissection Forum findes her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama  

lørdag den 10. november 2012

Kunstnerisk fallitbo ... ?


Aerosmith fik et stort kommercielt comeback i slutningen af 1980’erne. Siden da er det gået fra slemt til værre med deres musik. Og det retter Boston-gruppens nye album ikke op på.

Musikken på Aerosmiths 15. studiealbum er knap så voldsom, som coveret antyder.
Der var engang, hvor Aerosmith var kandidater til at bære titlen Verdens Bedste Hårdrock-Band. Stort set alt, hvad Aerosmith udgav i tidsrummet 1973-1979, var guld – og solgte til multiplatin.

Den amerikanske kvintet leverede sleaze rock af en meget høj kvalitet. De fem gavtyve er drønmusikalske, og i 1970’erne var deres musik fyldt med blærerøvs-swagger og masser af frækt swap-a-dap og badam-swing. Steven Tyler & Co. var ikke ligefrem attitude-relativister. De var snarere attitude-absolutister.

Kæphøje – både på den ene og på den anden måde. Intet band har nogensinde haft så megen flabethed i deres musik. Intet band har nogensinde været så dygtige musikere samtidig med, at de kunne spille så gennemført beskidt, som Aerosmith gjorde på ”Mama Kin” og flere spandfulde andre sleaze-klassikere fra 1970’erne. Intet under, at Guns N’ Roses lige måtte starte karrieren med en cover version af netop ”Mama Kin”.

ROCK MED RUSTNE STRENGE
Jo, Aerosmith var høje. Men selv når de var allermest udknaldet på stoffer, lavede de den lede, fede rock. Uanset hvad smagsdommerne påstår, var ”Night In The Ruts” (1979) et musikalsk karatespark lige i skridtet på den sløve, AOR-forpestede ”hard rock”, som dominerede nordamerikansk rock i slutningen af 1970’erne.

Faktisk er ”Night In The Ruts” Aerosmiths heavieste album, og en titel som ”Chiquita” skal ikke forveksles med et ABBA-nummer eller med en bananreklame. Hør lige den guitarintro, der er så rå, at det lyder, som om Joe Perry spiller på rustne strenge. Og så det kor, der lyder som gale hunde, der glammer.

Men det er naturligvis ”Toys In The Attic” (1975) og især ”Rocks” (1976), der har rejst sig som Aerosmiths hovedværker.

Narko, interne stridigheder m.m. sugede kraften ud af Boston-gruppen. Resultat: guitaristerne Joe Perry og Brad Whitford skred. Spradebassen og sangeren Steven Tyler fortsatte sammen med bassisten Tom Hamilton, trommeslageren Joey Kramer og et par nyrekrutterede guitarister, hvis navne de fleste for længst har glemt. Det kom der albummet ”Rock In Hard Place” (1982) ud af.

Aerosmith, som de så ud i 1973, da deres debutalbum
blev udsendt. "Mama Kin" var i kassen.
Guns N' Roses lavede senere hen en forrygende
cover version af nummeret.
ØDELAGT AF SKUMLE BRANCHETYPER
I 1984 blev parterne forsonet. Mange af os klappede i vores små hænder. Men måske havde det været bedst, hvis Aerosmith havde ladet ”Night In The Ruts” være deres svanesang. I hvert fald har alt, hvad bandet siden hen har efterladt sig, levet i slagskyggen af den kunstneriske kvalitet, der var i rock-kæberaslere som ”Walk This Way” og ”Draw The Line”.

Stofferne nedbrød Aerosmith. Men det var skumle branchetyper som produceren Bruce Fairbairn og hitsnedkerne Desmond Child og Diane Warren, der ødelagde Aerosmith.

Branchebossernes kalkule var tjekket en ekstra gang, da Aerosmith fik deres kommercielle comeback i slutningen af 1980’erne med en lyd, der vist bedst kan beskrives som Bon Jovi II. Selv de mere rockede hits som ”Dude (Looks Like A Lady)” og ”Love In An Elevator” var ikke ret meget andet end parfumeret puddelrock.

Og siden da er det gået fra slemt til værre: stylet, pudset og poleret, indpakket i tonalt cellofan, radiovenligt og MTV-fähigt, så ”rocken” kan sælges til poptøzer og Armani-smartenheimere, hvis fimrehår i øregangene ikke tåler lyden af ”Nobody’s Fault” og andre angrebsivrige Aerosmith-skæringer fra storhedstiden.

Hele ungdomsårgange er vokset op til de sukrede toner af ”I Don’t Want To Miss A Thing” uden at vide, at bandet, der lægger navn til, engang stod for beskidt rock med sangtitler i stil med ”Rats In The Cellar” og ”Sick As Dog”.

ROCK MED SAMME EFFEKT SOM POP
”Music From Another Dimension!” er Aerosmiths første studiealbum i otte år. Som visse andre gamle hårdrock-navne fra 1970’erne (Kiss, Alice Cooper m.fl.) har Aerosmith pustet en boble af hype op. Og endnu engang har vi hørt folkeeventyret om, at Aerosmith er ”tilbage i sadlen”, at de er vendt tilbage til den gode stil fra dengang, gruppen havde andet end salgstal i hovedet.

Steven Tyler & Co. har hyret produceren Jack Douglas, der sad med ved mikserpulten, da ”Get Your Wings” (1974) og flere andre af Aerosmiths bedste albums blev indspillet. Douglas har på det seneste fået noget godt ud af et andet giftigt-glamourøst 1970’er-band, nemlig New York Dolls. Så vidt, så godt.

Lever det nye album så op til hype og forventninger? Nix. ”Music From Another Dimension!” er én stor rodebutik, stablet op på kompromiser. Noget kommercielt radio-snask her, nogle rockere der. Og det hænger selvfølgelig fint sammen – NOT!

Jeg var træt af åbningsnummeret ”Luv XXX” allerede efter to gennemlytninger. Til sammenligning har jeg hørt en 1970’er-klassiker som ”Sweet Emotion” et astronomisk antal gange. Og den bliver bedre og bedre for hver gang! Der mangler simpelthen dybde og slidstyrke i Aerosmith nu om dage. Det er godt nok rock, men det har samme effekt som pop: ind ad det ene øre og ud ad det andet uden at efterlade sig noget personligt, vedvarende indtryk.

Steven Tyler: Hans look inspirerede
Faster Pussycat og mange andre
af 1980'ernes sleaze-bands.
NÆSTEN SOM I 1970’ERNE
Inspirationen fra Rolling Stones har altid været tydelig hos Aerosmith. På Joe Perrys ”Oh Yeah” skinner påvirkningen fra Jagger & Co. ekstra stærkt igennem. Ikke ilde, og ved første gennemlytning steg mine forventninger til albummet. Men så smadrer Aerosmith optimismen med ”Beautiful”, der har et irriterende, The Voice-atigt omkvæd – det er næppe gruppens gamle fans, som Tyler & Co. har haft som målgruppe, da de indspillede det sukkerstads.

Og mon de overhovedet har tænkt sig om, da de slap bassisten Tom Hamiltons ”Tell Me” gennem kvalitetskontrollen? Eller er det bare et af et uendeligt antal kompromiser, der skulle til for at bevare den gode stemning i et band, der så sent som i fjor var ved at falde fra hinanden pga. intern, egomanisk strid?

Singleudspillet ”Legendary Child” har angiveligt været del af et koncert-medley sammen med ”Sweet Emotion”, og nummeret er da også et forsøg på at leve op til Aerosmiths storhedstid som hårdrock-band. Om sangen kan leve op til 1970’ernes standard? Tjah, det er nærved og næsten.

Der er flere sådanne forsøg. ”Street Jesus” er f.eks. modelleret efter ”Toys In The Attic”. ”Lover Alot” har også den rigtige retning, men det er Joe Perrys meget Rolling Stones-agtige ”Freedom Fighter”, der tager prisen som albummets bedste skæring. Joe har selv fået lov til at synge sangen. Problemet er bare, at Perry kun synger en lille smule bedre end Johnny Madsen. Så også her har kompromiserne overtrumfet kvalitetskontrollen.

SNOTVÆDEDE BALLADER
Diane Warren er ekspert i at skrive høreplager til primetime på de mest hjernedøde radiostationer. Og på ”Music From Another Dimension!” slipper vi heller ikke for Warrens rædsler. ”We All Fall Down” befinder sig langt hinsides det, der burde være gangbart for et rockband af Aerosmiths kaliber.

Men okay, Aerosmith kan også selv skrive den slags snotvædede ballader. ”Closer” er en af dem. ”What Could Have Been Love” og ”I Can’t Stop Lovin’ You” er to andre. Sidstnævnte er en sukkerchok-ballade som dem, man synger, når man holder sølvbryllupsfester i den lokale country-klub. Når jeg hører Aerosmith spille den slags undermålerpop, får jeg lyst til at praktisere det, som Steven Tyler sang om i ”My Fist Your Face”.

Eneste trøst er, at Joe Perry holder sig langt væk fra slyngelstuen, når der er optræk til den slags sangskrivnings-sessioner. Og her på falderebet må jeg indrømme, at det i høj grad er Joe Perry, der redder Aerosmiths ære på ”Music From Another Dimension!”. Uden Joe Perrys indslag ville Aerosmiths 15. studiealbum være et kunstnerisk fallitbo. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama


Aerosmith i 1970'erne: Glamourøse gavtyve.