Huntress er et amerikansk band, hvis sangerinde har været både soft porno-model og
offer for terrorangrebet den 11. september 2001.
 |
| Jill Janus: Den bedste metalsanger, som er hørt længe. |
Indrømmet, jeg har mine
forbehold over for Huntress. For hvor ægte er hun egentlig,
Huntress-sangerinden Jill Janus? Umiddelbart virker hun lidt for Paradise
Hotel-agtig. Eller er hun bare for lækker til love? Jill Janus har været
nøgenmodel for Playboy, og helt ærligt: den barm, som hun så gavmildt skubber
ind foran kameralinserne, er vist ligeså ægte som Linse Kesslers.
Jill Janus spiller
overdrevent meget på sex. Sådan cirka syv ottendedele af hendes attributter
stilles til skue – både på scenen og i videoen til nummeret ”Eight Of Swords”.
Men okay, det er selvfølgelig ikke første gang, at en hårdrock-sangerinde lægger
op til lir. Den fest startede allerede i 1973, hvor glam-dronningen Suzi Quatro
trak sin vrikkerøv i et kropsnært læderkostume, der kunne lynes helt ned til
skridtet, mens hun udstødte orgasmeskrig og sang om, at hun – ahem – havde gabt
over mere, end hun kunne sluge.
Kvinderne begyndte for alvor
at gøre deres indtog i den hårde rock i slutningen af 1970’erne og i 1980’erne.
Tænk bare på pioner-pigegrupper som The Runaways, Girlschool, Rock Goddess og
Leather Angel. Eller på kvindelige frontfigurer og solister som Grace Slick (Jefferson Airplane/Starship), Fabienne Shine
(Shakin’ Street), Joan Jett, Lee Aaron, Doro (Warlock), Betsy (Bitch), Ann
Boleyn (Hellion), danske Kim Sixx, Wendy O. Williams (Plasmatics), Lita Ford, Veronica Freeman (Benedictum) og
Leather Leone (Chastain). Skal vi ikke blive enige om, at de alle som én
spillede/spiller på sex? Okay, så er det på plads.
KING
DIAMOND I KVINDEKROP
Jill Janus hævder, at hun er
en heks. Og hun har da også en vis ydre lighed med Jinx, sangerinden i det
legendariske Coven, måske verdens første okkulte rockband (lp-debut i 1969). Hekserierne
bærer Huntress’ tekstunivers sandelig også præg af. Uden at blinke med sine
isblå øjne synger Jill om en sneheks, der lever i polaregnene, og som forfører
og helbreder en viking, der er forulykket på et isbjerg. Det er en fantasy-romance,
som er cirka ligeså dyb som ”Twiligth”.
Men trods alle disse
forbehold er Huntress’ debutalbum, ”Spell Eater” (Napalm Records), et
fantastisk album. Det er det af mange grunde.
Først og fremmest er Jill
Janus er storartet sanger. Hun er ikke alene en af de bedste kvindelige metalsangere,
som jeg længe har hørt. Hun er en af de bedste metalsangere, som jeg har hørt i årevis,
basta!
Jill Janus er angiveligt
konservatorieuddannet, og hun har tidligere slået sig løs som operasangerinde.
Jills stemme har en stor spændvidde. I metalsammenhæng ligger det lige for at
sammenligne hende med Rob Halford. Men Jills største inspirationskilde lader
dog til at være King Diamond. Måden, som hun dramatiserer teksterne på, er ind
imellem ren ”Abigail”.
Men tro ikke, at Huntress
står fuldstændig i skyggen af Jill Janus. Bandet består af ex-medlemmer fra
Professor, Dark Black og Skeletonwitch, og de spiller som en drøm. Kritikere
påstår, at sangskrivningen på ”Spell Eater” ikke er helt overbevisende.
Pladder! Her er store mængder af de fedeste riffs samt melodilinjer, der sætter
sig som kødkroge i hukommelsen. Hver eneste skæring på albummet holder.
Der er måske ikke ligefrem
tale om nybrud, men Huntress spiller en stilsikker form for heavy metal, som
har en stærk personlighed. Det er kraniekandis for fans af power metal – men Huntress
er alt for stort et band til at blive lænket fast i båsen som endnu et power
metal-band. De er så langt væk fra tysk happy metal, som tænkes kan. Huntress
er dystre og bistre. ”The Dark” hedder et af deres numre meget sigende.
Flere steder leder
leadguitaristen Blake Meahls guitarharmonier mine tanker hen på Thin Lizzy. Piller
man sangene fra hinanden, vil man finde elementer fra Judas Priest, Iron
Maiden, Slayer og Marduk. Huntress spiller altså traditionsbevidst heavy metal,
der ligesom svenske Ram krydser over og inddrager bestanddele fra thrash og
black metal.
Numrene på ”Spell Eater” har
mange lag og dimensioner, og på den måde minder Huntress lidt om det band, hvis
logo Jill Janus har malet på ryggen af sin skindjakke: Emperor.
 |
| Tidligere hed hun Penelope Tuesdae. |
BONUS-INFO
om Jill Janus:
Soft
porno-model og terroroffer
Jill Janus har ikke altid
heddet sådan. Hun har været aktiv under andre navne, bl.a. Penelope Tuesdae. Hun
har optrådt som topløs disc jockey og som fotomodel. Hun er blevet set
offentligt sammen med W. Axl Rose, og hun har været del af en akustisk duo
sammen med Red Hot Chili Peppers’ Dave Navarro. Hun er tidligere medlem af
pigegruppen Chelsea Girls, der også talte musikere fra The Donnas, Nashville
Pussy og Hole.
Jill Janus’ biografi er
dramatisk. Hun kommer fra små kår, stammer fra en excentrisk familie i New
York. Hun er skolet i Europa, hun har studeret musikteori og har været en
initiativrig promoter i det new york’ske natteliv. Hun fik en ugentlig cabaret
op at stå i World Trade Center. Den 11. september 2001 var den succes slut, og
Jill måtte indlægges med en dyb depression. I 2002 måtte hun erklære sig fallit
som følge af terrorangrebet.
I 2003 flyttede hun til Los
Angeles. Her mødte hun musikerne i gruppen Professor, og resten er en historie,
som er i fuld gang med at blive skrevet. Huntress har foruden albummet ”Spell Eater”
udgivet ep’en ”Off With Her Head” (2010). \m/
 |
| Huntress: Kraniekandis for fans af power metal. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar