søndag den 28. oktober 2012

Heavy-pionerer er kampklar – igen!


Witch Cross erobrede gammelt territorium tilbage, da de spillede i Amager Bio i den forgangne uge.

Kevin Moore: Udlevede sine rockstjernedrømme.
WITCH CROSS
Amager Bio, 23. oktober 2012
******

Der var mere oksehud på scenen denne aften, end der var i Øksnehallen, da den stadig fungerede som kvægtorv. Læder og nitter, sejrssikre positurer og attituder, som om 1990’ernes introverte og ironiske distance aldrig havde gjort den hårde rock trist og kedelig. Jo, Amager Bio var forvandlet til et headbanger-paradis i den gamle stil fra 1980’erne.

Det genforenede Witch Cross sendte kaskader af spilleglæde ud over scenekanten, mens de moslede rundt på scenegulvet med ansigterne flækket i brede smil.

Og midt på scenen stod han så: Kevin Moore, sangeren der har påtaget sig den umulige opgave at erstatte Alex ”Savage” Nyborg Madsen som sanger i Witch Cross.

Kevin udlevede en stor portion af sine rockstjernedrømme på Amager Bios scene. Moore er en mikrofonsvinger med store armbevægelser og med en tøjstil, som man kun kan tillade sig i et ortodokst heavy metal-miljø.

Behængt med tingeltangel og med skarptskårne grimmasser og masser af bravour i sit kropsprog sang Kevin Moore sig igennem de vanskelige passager i Witch Cross-klassikere som ”Face Of A Clown” og ”Rocking The Night Away”.

Det var et kort sæt, som Witch Cross fyrede af. Cirka 45 minutter – sådan er vilkårene, når man er supportband (i dette tilfælde for Gotthard). ”Nightflight To Tokyo” og de fleste andre numre var hentet fra gruppens 1984-album ”Fit For Fight”. Showet kulminerede dog med ”Are You There” – en gammel traver fra Witch Cross’ kultsingle fra 1983, som var en af de allerførste metaludgivelser i dansk rockhistorie.

Kevin Moore ved godt, at det er en stor opgave, han har påtaget sig. Så han gav ydmygt udtryk for sin beundring for det fantastiske vokalarbejde, som Alex Savage præsterede på ”Fit For Fight”.

Mike Wlad: Ankermand i Witch Cross.
Også den tidligere så centrale guitarist, Cole Hamilton, fik en salut fra scenen – af Mike ”Wlad” Koch, der i dag er Witch Cross’ ankermand. Ud fra skriverier på Facebook kunne man forstå, at bruddet i sin tid ikke var sket uden bitterhed.

Men fred og fællesskab var i højsædet denne aften i Amager Bio. Nid og nag blev skrinlagt, og gamle venner, som ikke havde set hinanden i årevis, skålede, krammede og gav varme håndtryk. Fans og bandmedlemmer fraterniserede, der blev talt ud – og drukket ud. Koncerten havde cirka samme stemning som slutscenen i ”Ringenes Herre”. Alt gik op i en højere enhed. Og et nyt kapitel kan begynde.

Witch Cross spillede to nye numre: ”Pandora’s Box” og ”Demon In The Mirror”. De lød lovende og skruede op for forventninger til det album, som Mike ”Wlad” Koch (guitar), Kevin Moore (vokal), Jan ”Little John Field” Normark (bas), Paul Martin (guitar) og Lars ”Tony Adams” Bjørnstad (trommer) er i fuld gang med at indspille. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

torsdag den 25. oktober 2012

Hård rock har en magisk kraft


Coveret til Triumphs "Allied Forces" blev noget af et heavy rock-ikon for headbangerne
i starten af 1980'erne.

Lynild og guitarer som missiler. Jo, der er kamp og kraft i Triumph, der blev gendannet på Sweden Rock Festivalen i 2008.

Det omslag fangede virkelig blikket hos enhver headbanger: to zigzag-lyn og en metallisk Flying V-guitar, der mest af alt lignede et missil. Så snart man så det cover, vidste man, at her var et album, som man bare skulle eje.

Albummet hed ”Allied Forces” (1981) og var med den canadiske trio Triumph. ”Allied Forces” hørte til den række af succeser, som har gjort, at Triumph i årenes løb har kunnet fylde en hel hal med guld- og platinplader.

Lynet går igen på Triumphs pladeomslag.
Her ses bagsiden af "Allied Forces", hvor trioen
poserer foran et monument.
MONUMENTAL SUCCES
Især i slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne var Triumph store. I hjemlandet Canada var Triumph megastore. Det samme gjaldt i USA. I Europa blev den canadiske trio aldrig ret meget andet end et kultband, der stod respekt om.

I den første heavy metal-bibel, der kom på markedet (Brian Harrigan og Malcolm Domes ”Encyclopedia Metallica” fra 1981) figurerer Triumphs ”Progressions Of Power” (1980) på listen over storsælgende nordamerikanske hård rock-udgivelser, som det er værd at gå på jagt efter.

I 1981 stemte det britiske musikmagasin Sounds’ læsere Triumph-nummeret ”I Live For The Weekend” ind blandt de såkaldte ”Heavy Hundred” – en liste over de hundred mest populære heavy-sange igennem tiden. Listen blev offentliggjort i det første nummer af Kerrang!, og blev lanceret som intet ringere end ”the official All-Time HM Top 100”.

Det er alt sammen længe siden. Men Triumph er ikke glemt. Trioen har givet stafetten videre, bl.a. til landsmændene i Cauldron, som har haft Triumph-hittet ”Lay It On The Line” på sætlisten. Cauldron er ligesom Triumph fra storbyen Toronto, og meget symbolsk har Cauldron ladet sig fotografere ved det samme monument, som Triumph poserede foran på omslaget til ”Allied Forces”.

Siden Triumphs originalbesætning (guitaristen og sangeren Rik Emmett, trommeslageren og sangeren Gil Moore samt bassisten og keyboards-spilleren Mike Levine) gik i opløsning i 1988, har en genforening været på mange hårdrock-fans ønskeliste. Den 7. juni 2008 skete det så: Emmett, Moore og Levine stod på Sweden Rock Festivals scene. I fuldt dagslys!

Det med dagslyset må have været noget af en udfordring for de gamle Triumph-musikere, for i deres velmagtsdage slæbte Toronto-trioen et af rockens største lysshows med sig på turné. Kast et blik på omslaget til det dobbelte livealbum ”Stages” (1985) og få syn for sagn.

Men hvad koncerten må have manglet af spektakulære indslag, havde den til gengæld i musikalsk power. Det dokumenterer ”Live At Sweden Rock Festival”, den dvd og cd som selskabet Frontiers udsendte i august.

Ørnen symboliserer bl.a. styrke og åndeligt overblik.
Ørnen optræder på flere af Triumphs omslag.
TRIUMF PÅ SWEDEN ROCK
Triumph er svære at sætte i bås. De er for heavy til at være AOR og for direkte rock’n’roll til at være progressive. Men slægtskabet med Canadas ultimative powertrio, Rush, fornægter sig ikke i Triumphs sfæriske klangflader og lyse vokaler. Triumph flirter med klassisk musik, men også med pop. I Triumphs sangbog er der plads til både sentimentalitet og øllet party-glæde.

En fartsynder som ”Rock N Roll Machine” er en 1970’er-forsmag på speed metal. Og lige præcis ”Rock N Roll Machine” er noget af en tour de force på Sweden Rock-albummet. Midtvejs lirer Emmett løs og syrer ud i riff-citater fra bl.a. Edvard Griegs ”I Dovregubbens hall”, inden nummeret skifter kurs og forvandles til noget, der minder om en fusion af thrash og doom metal.

”Live At Sweden Rock Festival” er vellykket. Den er ikke alene heavier end ”Stages”-livealbummet, den er også mere helstøbt og organisk i sit samlede indtryk. Også selvom Rik Emmetts stemmebånd har mistet evnen til at svæve helt op i tonernes høje luftlag.

Der er frydefulde genhør med Triumph-klassikere som ”Lay It On The Line” og ”I Live For The Weekend”. Der er sange med et stærkt budskab om at kæmpe det godes kamp, om at holde hovedet højt og ikke overgive sig. Den reggae-prægede ”Never Surrender” er en direkte uafhængighedserklæring. Det er måske ikke superoriginal sangskrivning, men det var sådan, heavy-ideologien var i genrens guldalder.

Hos Triumph er troen på den hårde rocks forløsende power intakt. Lyt blot til headbanger-slagsangen ”Allied Forces”. Eller til Triumphs store kærlighedssang til rocken: ”Magic Power”. Her er musikken noget magisk, en kraft som trækker lytteren gennem trængslerne. Det er måske banalt. Men det er med garanti en oplevelse, som millioner af hårdrock-fans har haft. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama


Et af Triumphs kendeste numre hedder "Blinding Light Show". Dette koncertfoto
demonstrerer hvorfor. (Foto fra inderposen til "Allied Forces")

søndag den 21. oktober 2012

Heksehammeren slår til igen


Witch Cross var et af Danmarks væsentligste pioner-bands inden for heavy metal. I 2011 blev gruppen gendannet, og deres 1980er-plader blev genudsendt. Dommen lyder: metal bliver ikke mere klassisk!

Witch Cross: Det første rendyrkede heavy metal-band, der nogensinde spillede på
Roskilde Festivalen. (Foto fra "All That's Fit For Fighting")
Danmark var i første halvdel af 1980’erne Skandinaviens førende land, hvad angår heavy metal-bands. Mercyful Fate var rambukken, der som det første danske band gennembrød muren ind til det internationale metalmarked.

Men Mercyful Fate var langt fra det eneste band, som lod til at blive en lovende dansk musikeksport i de år. Bladrer man tilbage i de første numre af det førende metalfanzine Metal Forces, kan man se, at grupper som Pretty Maids, Witch Cross, Maltese Falcon, Wasted og Evil også vakte behørig opsigt. Og ude i kulissen stod Artillery på spring.

Denne artikel zoomer ind på Witch Cross. For ikke alene er gruppens indspilninger fra de tidlige 1980’ere blevet genudgivet på lp og cd, men bandet er også blevet gendannet. Det gendannede Witch Cross har optrådt på Tysklands prestigefyldte Keep It True-festival, Heavy Metal Maniacs-festivalen i Holland og den velrenommerede Metal Magic Festival i Fredericia.


Det gendannede Witch Cross.
VERDENS RØVHUL
Danmark var verdens røvhul i begyndelsen af 1980’erne. Selvom den hårde rocks grundlæggere, Led Zeppelin og Black Sabbath, havde startet deres karrierer med koncerter i Danmark, forblev Dannevang et musikalsk bøhland, hvor mere eller mindre lallede pop- og tjalde-rock-navne blev sat på piedestalen. Just som heavy metal boomede i udlandet, gik Danmark amok i yuppie-pop og hamsterrock (musik, som man kunne sidde og nusse sin hamster til). TV-2, Gnags og det, der var værre, var landeplager.

For heavy metal-kunstnere var situationen nærmest desperat. Pladeselskaberne fattede ingenting. Hit-snedkeren Stig Kreutzfeldt og hans kumpaner på CBS fyrede Brats, da Hank, King & Co. blev faretruende heavy (lige før transformationen til Mercyful Fate). Og dermed blev der sat en effektiv stopper for dansk heavy metal på selskabsfronten i Danmark.

Witch Cross-sangeren Alex Savage (alias Alex Nyborg Madsen) satte ord på frustrationerne i et brev, som han sammen med bandets selvfinansierede debutsingle ”Are You There” / ”No Angel” sendte til hårdrock-organet Kerrang! i 1983. Brevet kan læses her

Situationen var håbløs. For ikke alene var pladeselskaberne apatiske, det var næsten umuligt at få spillejobs uden at have en plade på markedet. Og skulle det endelig lykkes at få en skive ud, så kunne man ikke få den spillet i radioen. For smagsdommerne i Danmarks Radio var forstokkede heavy metal-hadere. Og hvad værre var: Danmarks Radio havde monopol på æteren.

Witch Cross-guitaristen Mike Wlad (alias Michael Koch) trådte i karakter og gav den som forkæmper for heavy metal: han indtalte en nærmest harmdirrende kommentar på DR-programmet Rocknyts automatiske telefonsvarer. Rocknyt sendte kommentaren i æteren, men Wlads opfordring til at respektere heavy metal-genren sad DR-juntaen overhørig.

Som tiden gik, blev heavy metal også i Danmark en ungdomsbevægelse, som statsradiofonien måtte forholde sig til. Og igen var det Witch Cross-folkene, der gjorde en forskel. Alex Savage blev vært på DRs specialprogram om hård rock, Cementmix.

Dette var imidlertid ikke de eneste punkter, hvor Witch Cross var heavy-pionerer. Roskilde Festivalen etablerede sig allerede i 1970’erne som en magtfuld institution i dansk musikliv. Men heavy metal var også bandlyst på Roskilde Festivalen – indtil 1984, hvor Witch Cross som det første egentlige heavy metal-band nogen sinde stod på en af Roskilde Festivalens scener.

Inden da var Witch Cross på plakaten til den legendariske Heavy Metal Night i Saltlageret, København, torsdag den 15. september 1983. Koncerten var arrangeret af heavy-guruen Ken Anthony, og den var med til at lægge fundamentet til 1980’ernes danske heavy metal-kultur. Når jeg genlæser min anmeldelse af koncerten i Hot Rockin’ nr. 1 (november 1983), kan jeg se, at Witch Cross var det band, som gjorde det bedste indtryk denne aften, hvor Pretty Maids og svenske Overdrive også spillede op til manisk headbanging.

Illustrationen, der prydede omslaget til "Fit For Fight", var malet af
guitaristen Cole Hamilton. Han var også kunstneren bag illustrationen
på Mercyful Fates "Nuns Have No Fun"-ep.
AUTENTISK AURA AF TRUE METAL
Der er altså god grund til at drikke en mindeskål for Witch Cross-folkenes bedrifter. Witch Cross’ største præstation er dog albummet ”Fit For Fight”, som udkom i 1984 (det blev udgivet af selskabet Vision Music, men blev også udsendt på licens af Roadrunner).

”Fit For Fight” blev produceret af Ivan Horn, som var noget af en kendis (bl.a. som guitarist i C.V. Jørgensens band). Dengang var det ekstremt dyrt at indspille et album, og den analoge teknologi var omstændelig og krævede håndelag og erfaring, før den metalliske rock fik den rette sprængkraft.

Man har hørt bedre produktioner i 1980’er-metallen, men low budget-lyden på ”Fit For Fight” har sin charme og er med til at give albummet en autentisk aura af true metal. Der er i dag masser af bands, som ville sælge deres sjæl for at lyde, som Witch Cross lyder på ”Fit For Fight”.

De machete-skarpe guitarer er helt i front, og oven over det hele svæver Alex Savages vokal. Bernard Doe skrev i Metal Forces’ anmeldelse, at Alex ikke er verdens bedste metalsanger. Sådan var kravene til heavy-sangere i midten af 1980’erne. Målt med vores dages alen var Alex sublim. En klassisk heavy metal-vokalist, en mestersanger i stil med Rob Halford (Judas Priest) og David Byron (Uriah Heep).

På ”Fit For Fight” synger Alex Savage, som om hans boller sidder i klemme mellem Godzillas kæber. Den lyse stemme bliver ekstra effektfuld, fordi Ivan Horn angiveligt dobbelt-trackede vokalen i studiet.

Men det ville alt sammen have været ligegyldigt skrigeri, hvis det ikke var for sangene. Når jeg genhører ”Fit For Fight” i dag, slår det mig, hvor god sangskrivningen er. Albummet er pakket med iørefaldende metalnumre såsom ”Face Of A Clown” og ”Alien Savage”.

Der er sange på ”Fit For Fight”, som er svimlende melodiske. ”Light Of A Torch” er direkte gåsehudsfremkaldende. Her er der virkelig tale om internationalt format. Og så var det for resten ikke de dummeste heavy metal-tekster, som Alex Savage skrev dengang. Det er headbanger-rock med en vis intelligenskvotient.

”Fit For Fight” har et skær af kommercialisme på ”Fight The Fire” og ”Rocking The Night Away”. Det er melodisk, ja, men det bliver aldrig popmetal eller puddel-heavy. Pladen har gennemgående et aggressivt drive, ind imellem går tempoet i retning af speed metal.

Musikkens paces fremad af bassisten ”Little” John Field, og det hele bankes grundigt på plads af den særdeles velspillede trommeslager A.C. Hør lige et tæske-heavy nummer som ”Killer Dogs”. Det er så hamrende hårdt, at det var på sin plads, hvis gruppen i stedet havde kaldt sig Witch Hammer.

Og så er der jo guitarduellerne. Mike Wlad og Cole Hamilton krydser klinger, så gnisterne fyger. Titlen ”Axe Dance” taler for sig selv. Det er ikke blæret som Eddie Van Halen og Yngwie Malmsteen. Det er ”bare” godt, gedigent og drøntraditionelt guitarhåndværk, som det var gængs, før der gik konservatorie-snobberi og epileptiske anfald i metalguitarspillet.

Witch Cross blev kendt som det smilende heavy metal-band. Live sendte de hele bredsider af positive vibrationer ud over scenekanten. ”Wish you well,” lød deres motto. På scenen mindede Alex Savage i sin håndtering af publikum om Saxons Biff Byford. Men musikalsk er ”Fit For Fight” meget mere i tråd med bands som Judas Priest, Iron Maiden og Accept. Det er hård, kontant heavy metal, der giver den ene musikalske kæberasler efter den anden. Metal bliver simpelthen ikke mere klassisk. \m/

ACHTUNG! Hells Headbangers Records udsendte i 2011 en laber boks på vinyl (4 lp’er!), ”All That’s Fit For Fighting”, der foruden ”Fit For Fight” indeholder singlen ”Are You There” plus diverse demoer, bl.a. et obskurt demo fra 1981, som gruppen indspillede under navnet Blood Eagle. Bokssættet er smukt og elegant lavet, og som bonus rummer det et hefte med udklip fra fanzines samt et nyt, informativt interview. Det er rockarkæologi af høj kvalitet. En cd-udgave af bokssættet findes også. Cd-udgaven rummer også en dvd.

Hells Headbangers Records udsendte i 2013 Witch Cross’ andet fuldlængde-album: ”Axe To Grind”.

Det gendannede Witch Cross består af Mike ”Wlad” Koch (guitar), Jan ”Little John” Normark (bas), Lars ”Tony Adams” Bjørnstad (trommer), Kevin Moore (vokal) og Paul Martin (guitar).

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Witch Cross, som de så ud senere i 1980'erne. Alex Savage og Mike Wlad dannede
dernæst hair metal-bandet Harlot.

onsdag den 17. oktober 2012

En heks med silikone-bryster


Huntress er et amerikansk band, hvis sangerinde har været både soft porno-model og offer for terrorangrebet den 11. september 2001.

Jill Janus: Den bedste metalsanger, som er hørt længe.

Indrømmet, jeg har mine forbehold over for Huntress. For hvor ægte er hun egentlig, Huntress-sangerinden Jill Janus? Umiddelbart virker hun lidt for Paradise Hotel-agtig. Eller er hun bare for lækker til love? Jill Janus har været nøgenmodel for Playboy, og helt ærligt: den barm, som hun så gavmildt skubber ind foran kameralinserne, er vist ligeså ægte som Linse Kesslers.

Jill Janus spiller overdrevent meget på sex. Sådan cirka syv ottendedele af hendes attributter stilles til skue – både på scenen og i videoen til nummeret ”Eight Of Swords”. Men okay, det er selvfølgelig ikke første gang, at en hårdrock-sangerinde lægger op til lir. Den fest startede allerede i 1973, hvor glam-dronningen Suzi Quatro trak sin vrikkerøv i et kropsnært læderkostume, der kunne lynes helt ned til skridtet, mens hun udstødte orgasmeskrig og sang om, at hun – ahem – havde gabt over mere, end hun kunne sluge.

Kvinderne begyndte for alvor at gøre deres indtog i den hårde rock i slutningen af 1970’erne og i 1980’erne. Tænk bare på pioner-pigegrupper som The Runaways, Girlschool, Rock Goddess og Leather Angel. Eller på kvindelige frontfigurer og solister som Grace Slick (Jefferson Airplane/Starship), Fabienne Shine (Shakin’ Street), Joan Jett, Lee Aaron, Doro (Warlock), Betsy (Bitch), Ann Boleyn (Hellion), danske Kim Sixx, Wendy O. Williams (Plasmatics), Lita Ford, Veronica Freeman (Benedictum) og Leather Leone (Chastain). Skal vi ikke blive enige om, at de alle som én spillede/spiller på sex? Okay, så er det på plads.

KING DIAMOND I KVINDEKROP
Jill Janus hævder, at hun er en heks. Og hun har da også en vis ydre lighed med Jinx, sangerinden i det legendariske Coven, måske verdens første okkulte rockband (lp-debut i 1969). Hekserierne bærer Huntress’ tekstunivers sandelig også præg af. Uden at blinke med sine isblå øjne synger Jill om en sneheks, der lever i polaregnene, og som forfører og helbreder en viking, der er forulykket på et isbjerg. Det er en fantasy-romance, som er cirka ligeså dyb som ”Twiligth”.

Men trods alle disse forbehold er Huntress’ debutalbum, ”Spell Eater” (Napalm Records), et fantastisk album. Det er det af mange grunde.

Først og fremmest er Jill Janus er storartet sanger. Hun er ikke alene en af de bedste kvindelige metalsangere, som jeg længe har hørt. Hun er en af de bedste metalsangere, som jeg har hørt i årevis, basta!

Jill Janus er angiveligt konservatorieuddannet, og hun har tidligere slået sig løs som operasangerinde. Jills stemme har en stor spændvidde. I metalsammenhæng ligger det lige for at sammenligne hende med Rob Halford. Men Jills største inspirationskilde lader dog til at være King Diamond. Måden, som hun dramatiserer teksterne på, er ind imellem ren ”Abigail”.

Men tro ikke, at Huntress står fuldstændig i skyggen af Jill Janus. Bandet består af ex-medlemmer fra Professor, Dark Black og Skeletonwitch, og de spiller som en drøm. Kritikere påstår, at sangskrivningen på ”Spell Eater” ikke er helt overbevisende. Pladder! Her er store mængder af de fedeste riffs samt melodilinjer, der sætter sig som kødkroge i hukommelsen. Hver eneste skæring på albummet holder.

Der er måske ikke ligefrem tale om nybrud, men Huntress spiller en stilsikker form for heavy metal, som har en stærk personlighed. Det er kraniekandis for fans af power metal – men Huntress er alt for stort et band til at blive lænket fast i båsen som endnu et power metal-band. De er så langt væk fra tysk happy metal, som tænkes kan. Huntress er dystre og bistre. ”The Dark” hedder et af deres numre meget sigende.

Flere steder leder leadguitaristen Blake Meahls guitarharmonier mine tanker hen på Thin Lizzy. Piller man sangene fra hinanden, vil man finde elementer fra Judas Priest, Iron Maiden, Slayer og Marduk. Huntress spiller altså traditionsbevidst heavy metal, der ligesom svenske Ram krydser over og inddrager bestanddele fra thrash og black metal.

Numrene på ”Spell Eater” har mange lag og dimensioner, og på den måde minder Huntress lidt om det band, hvis logo Jill Janus har malet på ryggen af sin skindjakke: Emperor.

Tidligere hed hun
Penelope Tuesdae.
BONUS-INFO om Jill Janus:
Soft porno-model og terroroffer
Jill Janus har ikke altid heddet sådan. Hun har været aktiv under andre navne, bl.a. Penelope Tuesdae. Hun har optrådt som topløs disc jockey og som fotomodel. Hun er blevet set offentligt sammen med W. Axl Rose, og hun har været del af en akustisk duo sammen med Red Hot Chili Peppers’ Dave Navarro. Hun er tidligere medlem af pigegruppen Chelsea Girls, der også talte musikere fra The Donnas, Nashville Pussy og Hole.

Jill Janus’ biografi er dramatisk. Hun kommer fra små kår, stammer fra en excentrisk familie i New York. Hun er skolet i Europa, hun har studeret musikteori og har været en initiativrig promoter i det new york’ske natteliv. Hun fik en ugentlig cabaret op at stå i World Trade Center. Den 11. september 2001 var den succes slut, og Jill måtte indlægges med en dyb depression. I 2002 måtte hun erklære sig fallit som følge af terrorangrebet.

I 2003 flyttede hun til Los Angeles. Her mødte hun musikerne i gruppen Professor, og resten er en historie, som er i fuld gang med at blive skrevet. Huntress har foruden albummet ”Spell Eater” udgivet ep’en ”Off With Her Head” (2010). \m/


FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Huntress: Kraniekandis for fans af power metal.

søndag den 14. oktober 2012

Uhyre stærkt album


Kiss’ nye album er old school på den blærede måde. Bæstet spræller af brontosaurus-brunst, og albummet har en autentisk heavy rock-lyd med masser af power i de musikalske lændemuskler.

"Monster" er heavier og mere bister end "Sonic Boom".
Internettet gnistrede af hype længe før, at Kiss’ nye album, ”Monster”, blev udsendt. Sådan var det også med forgængerne ”Sonic Boom” (2009) og ”Psycho Circus” (1998). Kiss er nemlig eksperter i at trutte i salgstrompeten, og der ligger nøje udtænkte marketings-strategier bag enhver lancering af et Kiss-produkt, hvad enten vi taler musik eller madkasser.

Kiss er kapitalisme for fuld skrue. Kiss sælger ikke kun musik, men også drømme. Kiss er mestre i at udnytte unge (og, ahem, knap så unge) menneskers følelser af afmagt og fremmedgjorthed. Det er bl.a. derfor, at Kiss-fans kan spejle sig i en sang som ”Freak” fra det nye album.

Virkeligheden i de moderne, vestlige forbrugersamfund er præget af en himmelråbende fantasiløshed. Derfor er der brug for fantasifostre som ”Ringenes Herre”, ”Spiderman”, ”Harry Potter”, ”Avatar”, ”Star Wars”, ”Twilight” – og Kiss.

Kiss er en drømmefabrik. Kiss er rendyrket virkelighedsflugt. Men det er en virkelighedsflugt, som har mytologiske kvaliteter. Det er ikke en mytologi, som er formuleret med ord. Den er formuleret med tungen ud af halsen. Overjordiske kostumer, mega-gigant shows med ildpustning og blodbrækning – og frem for alt: heavy rock for fuld decibel-udblæsning.

Når Kiss er allerbedst, er de en mental elevator: de løfter deres fans, den såkaldte Kiss Army, ud af denne verdens tristesse og trivialiteter. Det er præcis, hvad ”Outta This World” fra det nye album handler om. Transcendens kalder man den slags i lærde kredse.

Kiss er inde og pille ved arketyperne i C.G. Jungs psykologi. Vi taler jo om en tordengud og mænd, der kommer fra stjernerne. Sigmund Freuds case story om ulvemanden har sin heavy rock-pendant i Kiss’ kattemand. I Kiss er der stof til et helt studium i mytologi. Og psykologi.

Men det er nærmest tabu at analyse Kiss. Kiss skal ikke analyseres, Kiss skal animaliseres (for nu at lege med titlen på bandets 1984-album). Og derfor er det meget passende, at deres 20. album bærer titlen ”Monster”.

Gene Simmons (t.h.): "The Devil Is Me."
TILBAGE TIL STENALDEREN
Det er et uhyre stærkt album, som Kiss har udgivet. Allerede i sommers fik vi en forsmag på bæstet, da singlen ”Hell Or Hallelujah” blev sendt på markedet. Der er tale om en klassisk, tempofyldt Paul Stanley-rocker, der fungerer fint som dynamo for resten af albummet. ”Hell Or Hallelujah” har lidt af det samme drive som ”I Stole Your Love”, åbningsnummeret på ”Love Gun” (1977).

Anden skæring hedder ”Wall Of Sound”. Det er et Led Zeppelin-agtigt nummer, som ville have passet fint ind i tracklisten på ”Revenge” (1992). Ægte betonrock, der appellerer til headbanger-musklerne.

Denne forrygende start følges op af ”Freak”, der har et åbnings-riff, som er lillebror til ”Wild Thing” (The Wild Ones’ hit fra 1965, som senere blev udødeliggjort af bl.a. The Troggs, Jimi Hendrix og The Runaways). Og sådan kunne man blive ved, skæring for skæring.

Nej, der er intet nyt under Kiss’ arsenal af spotlys. Det er kliché på kliché, hamret på plads med en heavy rock-gejst, der er næsten uhørt for så gamle mænd som dem, der findes inden i Kiss’ svedstinkende kostumer (Gene Simmons er født i 1949!).

Musikken på ”Monster” er så old school, som den kan blive. Sangskrivningen er baseret på Paul og Genes rygradsreaktioner. Og de ”nye” medlemmer, guitaristen Tommy Thayer og trommeslageren Eric Singer, sminker sig ikke alene som Ace Frehley og Peter Criss – de efteraber også deres spillestil. For Thayers vedkommende helt ned i mindste detalje, så Ace må blive skizofren, hvis han ellers kunne overtales til at lytte til ”Monster”.

Paul Stanley & Co. rådyrker Kiss-arméens nostalgi. Meget af indholdet på ”Monster” lyder faktisk som Kiss’ udslip fra 1970’erne, og albummet er da også indspillet analogt – nul digitale dingenoter har været med til at sterilisere Kiss-uhyret. ”Monster” spræller af brontosaurus-brunst! Albummet har en autentisk heavy rock-lyd med masser af power i de musikalske lændemuskler.

”Monster” er retro-heavy med stolthed. Derfor er det naturligt, at Gene Simmons synger, at han er en stenaldermand i en af albummets allerfedeste sange: ”Back To The Stone Age”. En anden sang, hvor Simmons brillerer, er ”The Devil Is Me”. Men hov, selvom sangen passer perfekt til Genes maske, er den skrevet af Paul Stanley – i samarbejde med Gene og Tommy Thayer. I det hele taget er sangskrivningen på ”Monster” meget kollektiv. Det er især påfaldende, at Thayer har leveret så meget materiale til ”Monster”, som det er tilfældet.

Tommy Thayer smider om sig med
de ledeste guitarsoli.
HEAVIER END ”SONIC BOOM”
På ”Monster” spiller Kiss med en blæret selvtillid, frit og uden hæmninger som dem, der holdt ”Psycho Circus” lidt i skak. Især Thayer får lang snor. Tommy smider om sig med de ledeste soli, han er helt nede at bøje i knæene i sine Ace-efterligninger. Thayer får frie tøjler – akkurat som Ace på Kiss’ allertidligste demoer (tjek boksættet ”Kiss” (2001), hvor man bl.a. kan høre en udgave af ”Strutter” med Ace i vildt solofriløb).

Kritikere har kaldt ”Monster” for ”Sonic Boom Part II”. Det er ikke helt galt. Men ”Monster” er heavier end ”Sonic Boom”. Den er mere bister, der er mere bid i ”Monster”. Det er Grande Rock, som Nicke Andersson ville udtrykke det. Og faktisk får flere af skæringerne mig til at tænke på The Hellacopters – måske det band, der bedst har forstået og formået at holde 1970’ernes Kiss-tradition i live.

”Monster” er mere 1970’er-agtig end ”Sonic Boom”, der foruden 1970’er-ingredienserne genlød af det Kiss, der fandtes i 1980’erne. På ”Monster” er der færre af de højtravende ”Heaven’s On Fire”- og ”Crazy Nights”-omkvæd, som ”Sonic Boom” var pumpet med (og som ”Stand” var et særdeles vellykket eksempel på).

Det er selvfølgelig sølle, at Kiss rækker mikrofonen til Thayer og Singer og sætter dem til at ”spille Ace og Peter” på et par af skæringerne. I ”Outta This World” giver Thayer den som Space-Ace i et raketridt lige lukt gennem ozonlaget.

Og Eric Singer stiller sig an som baggårdspuma i ”All For The Love Of Rock & Roll”, som har et groove, der minder om noget, man finder på Peter Criss’ soloalbum fra 1978 (f.eks. ”That’s The Kind Of Sugar Papa Likes” eller ”Hooked On Rock ’N’ Roll”).

Den slags kan ortodokse Kiss-fans sagtens leve uden. Ligesom de også kunne ønske sig et ordentligt pladecover. For omslaget til ”Monster” er en mega-bommert. Gråt og kedeligt og fuldstændig blottet for det farvespræl, der plejer at kendetegne klassisk Kiss.

Denne gang er indholdet faktisk bedre end indpakningen. Og det er sjældent, at man kan sige det om Kiss. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama 

Kiss er inde og pille ved arketyperne i C.G. Jungs psykologi.



søndag den 7. oktober 2012

Tordenrock


I deres unge år var Kiss et chokrock-fænomen, som emmede af mystik og fare. Gruppen var både inspireret af gamle skrækfilm og udsyret science fiction, hvor en astronaut transformeres til et overmenneskeligt væsen.

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 30, november 2006)

Kiss, da de var på toppen i mere end én forstand. Mesterværket "Destroyer" var
sendt på markedet, og rocksupermændene besteg ikke alene hitlisterne men
også Empire State Building. (Foto fra bookletten til bokssættet "Kiss")
Det originale Kiss kan spores tilbage til gruppen Wicked Lester, et band med et diffust repertoire. Utilfredse med bandets (mangel på) stil, opløste bassisten Gene Simmons og rytmeguitaristen Paul Stanley Wicked Lester umiddelbart før udsendelsen af gruppens debutalbum. I stedet dannede de Kiss sammen med trommeslageren Peter Criss og leadguitaristen Ace Frehley.
                     
Kiss blev født ind i en tid, som var domineret af glam og gimmicks (Alice Cooper, David Bowie, T. Rex, Sweet og Slade var hotte navne), og gruppens nærmeste konkurrenter i New York hed New York Dolls og Blue Öyster Cult. New York Dolls chokerede med deres bizarre transvestit-image (medlemmerne sminkede sig og klædte sig i dametøj), og det koncept plankede Kiss. Men New York Dolls-folkene var slanke og feminine typer, mens Simmons & Co. var langt mere maskuline. Så proto-Kiss lignede ishockeyspillere, der var klædt ud som husmødre. Heldigvis muterede Kiss lynhurtigt til ”the demons of rock,” som de blev kaldt til at begynde med.
                     
Da Kiss pladedebuterede i 1974, lancerede pladeselskabet Casablanca gruppens musik som “thunder rock”. Og i en tv-reklame for bandets andet album, ”Hotter Than Hell”, blev gruppen kaldt for ”rockens dæmoner”. Reklamen spiller bevidst på albumtitlens infernalske titel: ”Kiss is hotter than Hell. Kiss, the demons of rock, burning cross country with fire and thunder,” lyder den opgejlende speaker-stemme.
                     
Reklamen viser optagelser af Kiss på scenen, hvor de i vildskab spiller sig igennem “Let Me Go, Rock ‘n’ Roll”, ligesom der også i hæsbæsende tempo vises klip af Kiss backstage, Kiss i limousine, Kiss i privatfly – altid i fuld krigsmaling og iklædt deres fantasy-kostumer. Reklamen emmer ligesom ”Hotter Than Hell”-coveret af mystik og fare.
                     
Kiss var fra starten mestre i chokeffekter, og i et dansk popblad i midt-70’erne blev gruppen ligefrem omtalt i en artikel, som bl.a. handlede om ”Eksorcisten” (datidens mest uhyggelige gyserfilm); i artiklen blev Kiss kaldt ”den halv-fascistiske voldsomhed”, hvilket tydeligt refererede til bandets logo med de to zigzag-s’er, der minder om de s-runer, som Hitlers elitesoldater i SS bar som insignier. Kiss-logoet er oprindelig designet af Ace Frehley, som dog benægter, at han fandt inspirationen hos SS’erne. Kiss’ s-runer skulle ifølge Ace symbolisere tordenkiler.

Stanley Kubricks film "2001: A Space
Odyssey" fra 1968 var inspiration
for Kiss: Ace Frehley er fan af
filmens bombastiske titelmelodi
("Also sprach Zarathustra", komponeret
af Richard Strauss som en hyldest til
Nietzsches filosofi om overmennesket),
og Paul Stanleys overmenneskelige
persona (The Starchild) er inspireret
af astronauten David Bowman, der
i roman-udgaven af "2001: A Space
Odyssey" kaldes Star-Child.
DE FIRE PERSONA’ER
På scenen er Gene Simmons The Demon, en besynderlig blanding af uhyre, flagermus og firben. Det er ham, der spyr ild som en drage og med dyb røst synger Kiss’ dystre sange (”God Of Thunder”, ”Unholy” etc.). Når Gene tager kostumet af, er han forretningsmanden i Kiss. Han har en bachelor-grad i kunst, taler efter sigende syv sprog og er lidt af et marketings-geni.
                     
Paul Stanley er derimod den kreative drivkraft i gruppen. Stanley, der meget apropos fæller fornavn med The Beatles’ store komponist Paul McCartney, har skrevet hovedparten af Kiss’ klassikere, og det er også The Starchild, som er gruppens midtpunkt på scenen. Hans erotiske udstråling førte bl.a. til, at han i 1999 blev headhuntet til at spille fantomet i musical-succesen ”Phantom Of The Opera”. På det sidste har Stanley desuden vakt opsigt med sine udstillinger af billedkunst.
                     
Stanleys alter ego, The Starchild, er inspireret af Stanley Kubricks science fiction-film ”2001: A Space Odyssey”, hvor en astronaut (David Bowman) transformeres til et højere væsen, en slags nietzscheansk overmenneske, som netop kaldes Star-Child i filmens romanforlæg af Arthur C. Clarke.
                     
Science fiction var i det hele taget et varmt emne i begyndelsen af 1970’erne: heavy-bands som UFO, Black Sabbath, Deep Purple, Scorpions og mange flere syrede ud i rumfantasier på deres plader, og Kiss-guitaristen Space-Ace tog skridtet fuldt ud og gik på scenen i moon boots og rumdragt. David Bowies legendariske 1972-album om ”stjernemanden” Ziggy Stardust, der forbløffer jordboerne med sit overjordiske guitarspil, har formentlig inspireret Ace til at omskabe sig til Space-Ace.
                      
Mens Paul Stanley og Gene Simmons kom fra pæne hjem, havde Peter Criss og Ace Frehley en mere rå baggrund. Det er næppe tilfældigt, at Peter valgte at forvandle sig til The Catman, da Kiss udviklede deres scene-persona’er. For Criss var noget af en baggårdspuma, som i sine teenage-år var medlem af den berygtede gadebande Phantom Lords. På de tidligste bandfotos ser man ham behørigt bevæbnet med springkniv.
                     
Aces ansigt blev arret allerede i ungdomsårene, da han dumdristigt rodede sig ind i et slagsmål med en natklubejer, som angiveligt var medlem af mafiaen. Ace måtte efter bataljen indlægges med kraniebrud – de svære kvæstelser forklarer efter sigende, at Aces øjne i dag er placeret lettere asymmetrisk i forhold til hinanden.

BRITISKE FORBILLEDER
Musikalsk var Kiss i starten stærkt inspireret af britiske rock-grupper. The Beatles’ iørefaldende melodier har alle dage givet genlyd på Kiss-pladerne. Men det mere rå og beskidte i Kiss’ musik kommer fra Rolling Stones, The Who, Yardbirds, Black Sabbath, Led Zeppelin m.fl.
                     
Paul Stanley har røbet, at “I Stole Your Love” er influeret af Deep Purples “Burn”. Kiss-klassikeren ”Firehouse” skrev Stanley efter at have hørt The Moves hit ”Fire Brigade” i radioen – det var i de sultne år, hvor Stanley var ludfattig og ikke havde råd til at købe importplader, så han skrev i stedet sin egen sang om en brandstation. Ud af det kom der en schlager, som i dag er langt mere kendt end The Moves 1968-hit.
                     
Idéen med at kombinere hård, slagkraftig rock med store foldbold-omkvæd stjal Kiss fra de engelske glam-spasmagere Slade. Når Kiss spiller ”Rock And Roll All Nite” og ”Shout It Out Loud” og dermed forvandler deres koncerter til alsangs-arrangementer, er det med tydelig inspiration fra Slade. I 1998 forsøgte Kiss at gentage tricket med ”You Wanted The Best”. Men intet af det, Kiss har lavet i de senere år, har haft samme gennemslagskraft som materialet fra 1970’erne. \m/

Layouterne på NRG lavede denne labre rubrik til "Tordenrock"-artiklen, baseret på
"Rock And Roll Over"-designet.

“Tordenrock”-artiklen fungerede i NRG nr. 30 som optakt til et fire-siders interview med Gene Simmons, som kan læses her.

Læs Rifferamas historie om Kiss-hovedværket “Destroyer” her.


FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama