Da heavy metal blev genfødt

Et uhyre dolker premiereminister Margaret Thatcher på et pladecover.  Jo, Iron Maiden var med i front, da The New Wave Of British Heavy Metal revolutionerede rockscenen.

Baggrundsartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 8, marts 1998)

Iron Maiden: Et image med chokeffekt!

Året er 1979. Punken er allerede ved at vande ud i ulidelig new wave. Smagsdommerne i pressen onanerer løs på deres new wave-hype. Navne som Police, Dire Straits og Elvis Costello er højeste mode, og heavy rocken er yt. Ingen anmelder med respekt for sig selv vil give en heavy-plade en god kritik, og for bare et år siden ville intet ungt heavy-band have en jordisk chance for at booke en turné endsige hive en pladekontrakt i land.

           

Hverken journalister eller new wave-ynglingene forsømmer nogen lejlighed til at hænge den hårde rock ud. Guitarhelte som Ritchie Blackmore og Jimmy Page afskrives som kedelige gamle fossiler; ”dinosaurer” er et af de skældsord, der ofte kastes efter de førhen så hæderkronede heavy-stjerner. Og noget er der om snakken.

           

Rockmillionærerne i Led Zeppelin, Black Sabbath, Kiss og Aerosmith er både kreativt og rent fysisk i færd med at begå harakiri med druk, narko og en verdensfjern superstjernelivsstil. Men uden for limousinernes og luksus-suiternes ly arbejder sultne bands som Judas Priest, Motörhead, Krokus og Scorpions møjsommeligt på at komme til tops, hvor AC/DC, Van Halen, Rainbow, Thin Lizzy, Rush og UFO holder skansen som sen-70’ernes mest spændende storsælgere inden for hård rock.

Queen er så småt ved at sælge ud, Status Quo høvler på tiende år lystigt løs på den samme gamle boogie-traver, og gamle helte som Uriah Heep, Blue Öyster Cult og Nazareth er allerede på deroute, mens Gillan og Whitesnake står klar i kulissen med en revitaliseret heavy-hunger efter nogle magre år med hhv. fusionsjazz-agtige udskejelser og søvndyssende bluesballader.

Masser af metal-attitude (omslaget til den legendariske
Iron Maiden-ep "Live!! + One" fra 1980).

ERUPTION AF ROCKRASERI

Men noget er i gærde. I England er der grøde i undergrunden, og pludselig gennembrydes lydmuren af et øresønderrivende spektakel. Som en eruption af rockraseri vælter det frem med nye heavy metal-bands: den såkaldte New Wave Of British Heavy Metal er født.

Saxon er de første, der får en lp på gaden, skarpt forfulgt af Iron Maiden, Def Leppard, Girlschool, Tygers Of Pan Tang, Samson, Praying Mantis, Diamond Head, Tank, Girl, Demon, White Spirit og Angel Witch, der i de tidlige 1980’ere udkommer på etablerede pladeselskaber, mens Venom, Witchfinder General, Witchfynde, Holocaust, Raven, Jaguar, Sweet Savage, Blitzkrieg og myriader af mere eller mindre obskure og kompetente grupper får deres plader, som oftest bare singler, udgivet af de mange nye undergrundsselskaber, der skyder op i kølvandet på NWOBHM.

England er et Klondyke for små heavy-labels i de år – f.eks. runder Praying Mantis’ selvfinansierede debutsingle, ”Johnny Cool/Captured City”, med lethed de 15.000 solgte eksemplarer.

           

Oprindeligt havde punk rockerne stjålet deres metalliske torden fra heavy-scenen, og nu stjæler de unge metal-bands til gengæld hyperaktiviteten, aggressionen og gør-det-selv-attituden fra punken.

NWOBHM er græsrodsrock spillet af purunge working class heroes med brændende ambitioner (b-siden af Iron Maidens ”Running Free”-single hedder typisk nok ”Burning Ambition”).

           

Der er meget langt fra 70’er-heavy-primadonnaer som Led Zeppelin, Deep Purple og Queen, der var alt andet end folkelige, til de nye jordnære metalbands, der har stemningen fra boligkarreerne, luderkvartererne og industridistrikterne med i deres musik.

Enkelte af grupperne, som f.eks. Venom, Angel Witch og Witchfynde, har okkulte tilbøjeligheder, men hovedparten af NWOBHM-bands’ne har et street level-image, som appellerer til den nye generation af denim- og læderklædte headbangere, der bruger den aggressive metalrock som soundtrack til deres opgør med politikere, lærere, forældre og andre autoriteter – Ravens ”Don’t Need Your Money” og Holocausts ”Death Or Glory” er arketypiske rebel-slagsange i den nye flabede og fræsende metal-stil.

NWOBHM er også velegnet til at køre motorcykel til, og både Saxon og Tygers Of Pan Tang skriver hymner som ”Motorcycle Man” og ”Wild Cats” til biker-livsstilen.

Maggie får kniven på omslaget til "Sanctuary" fra 1980.

OPKALDT EFTER ET TORTURINSTRUMENT

Iron Maiden er elitebandet inden for NWOBHM. De er dygtige musikere og tilmed den nye heavy metal-revivals bedste sangskrivere (f.eks. kan ”Phantom Of The Opera” snildt hamle op med de bedste Zeppelin- og Sabbath-skæringer). Fra og med deres anden lp, ”Killers”, får de den tidligere Deep Purple-producer, Martin Birch, til at sidde bag mixerpulten. Birch udtaler til pressen, at Iron Maiden er det nye Deep Purple.

Iron Maiden har fra starten et image med chokeffekt. Bl.a. afbildes premierminister Margaret Thatcher, en af de mest udskældte politikere i nyere europæisk historie, på diverse single-covers. På omslaget til ”Sanctuary” dolker Maidens grufulde maskot, Eddie The Monster, en borgerfrue, der har en slående lighed med fru Thatcher, og på ”Women In Uniform” optræder Thatcher i kampuniform.

I det hele taget scorer Maiden megen PR på deres voldsomme pladeomslag, der altid har Eddie i en bloddryppende hovedrolle. Eddie er i øvrigt opfundet af designeren Derek Riggs, der bliver inspireret til at skabe det mumieagtige uhyre, da han ser et foto fra Vietnam-krigen, hvor et skrumpehoved hænger på en tank.

           

Det er også voldsomme emner, der tages op i Maidens sange. Bandboss Steve Harris’ interesse for historiske emner afspejles allerede i valget af det middelalderlige torturinstrument, jernjomfruen, som bandnavn. Et par af Maidens tidlige instrumentalnumre er opkaldt efter hhv. Transsylvanien (hvor den grusomme vojvode Vlad Tepes alias Dracula regerede i det 15. århundrede) og den drabelige Djengis Khan (mongolsk erobrerfyrste, der kaldte sig ”Guds Svøbe”, 1162-1227).

Mere spidsfindig er dog titlen på åbningsskæringen på ”Killers”-lp’en; den hedder ”The Ides Of March” og refererer til en ildevarslende spådom i William Shakespeares drama om Julius Cæsar, der blev myrdet på idus-dagen (den 15.) i marts.

           

Og sådan kunne man blive ved. Og ved. Det har Iron Maiden i hvert fald gjort. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama