onsdag den 26. september 2012

Grusom skønhed


Morbid Angel begik et attentat mod den politiske korrekthed med deres 1995-opus, ”Domination”. Det var et meget drømmende og dysterdunkelt album, der rummede noget af det mest hadefulde og gennemtærskende dødslarm i metalhistorien.

Anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 56, juni 1995)

Morbid Angel hyldede Cæsar Caligula, en despotisk og vanvittig kejser,
der regerede romerriget 37-41 e. Kr.
[Baggrund: En satanist, der er i opposition til Det Onde? Hva’ beha’r? Men det var sådan en krabat, der ringede mig op en forårsaften i 1995. Krabaten var David Vincent, Morbid Angels kontroversielle growler og bassist. Det blev til et af de bedste interviews, jeg nogensinde har lavet.

Vincent forklarede bl.a.: ”Når jeg siger det virkelig onde, taler jeg om manipulation, ensretning, global harmonisering, undertrykkelse af folkeslag og forsøg på at ødelægge andre folkeslags kulturer ved at påtvinge dem ting, der undergraver deres kultur.”

”Der er kræfter i verden, som forsøger at undertrykke folk eller knuse deres muligheder og forhindre dem i det, som de har potentiale til at blive. Der er kræfter, som ønsker at gøre mennesker til brikker i et puslespil, kræfter som ønsker at gøre folk til forbrugere i stedet for mennesker. Og det, synes jeg, er forkert.”

Jeg kannibaliserede interviewet og lavede et kortere version til Jam Magazine nr. 57 (som optakt til Morbid Angels 1995-turné, der bragte Florida-bandet til Esbjerg, Odense og København), mens samtalen med David Vincent blev bragt næsten uforkortet i NRG nr. 1. Den lange version kan læses her.

Velan, interviewet med David Vincent blev lavet i forbindelse med udgivelsen af Morbid Angels fjerde opus, ”Domination”. Jeg anmeldte albummet i Jam Magazine nr. 56. ”Domination” gjorde mig elektrisk af begejstring. Og begejstringen har holdt sig lige siden.]

MORBID ANGEL
”DOMINATION”
(Earache/Pingo)

Morbid Angel har med deres tekniske death metal konstant udvidet grænserne for, hvad dødsgenren kan rumme. Og deres fjerde album er ingen undtagelse. ”Domination” er en både rasende og meget drømmende plade med en lyd, der er endnu dybere og mere dysterdunkel end den på ”Covenant” (1993).

Både som guitarist og komponist får ny-rekrutterede Erik Rutan god plads på ”Domination” – og ikke overraskende står Rutan for det mest gennemtærskende dødsmetal på pladen. 

Men det er, når riffmeister Trey Azagthoth tager fat, at den morbide engel for alvor hæver sig på sine sorte vinger og søger nye domæner at slå ned i; lyt f.eks. til den knusende tunge og nærmest Black Sabbath-agtige udvaskning af Tschandala-slim i ”Where The Slime Live” og den politisk aldeles ukorrekte tribut til den romerske kejser Caligula: ”Caesar’s Palace” – en voldsomt medrivende sang i al sin grusomme skønhed.

Af andre højdepunkter kan nævnes den militante og Laibach-agtige ”Hatework” og ”Inquisition (Burn With Me)”; sidstnævnte er en hyldest til de kættere, der led martyrdøden på bålet under inkvisitionen, og David Vincents hadunderløbne tekst rundes af med et par tankevækkende vers i fakkelskær: ”The night is young … I’m feeling very bold / I think I’ll do some burning of my own.” \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

søndag den 23. september 2012

Da heavy metal skulle censureres


Satan, sex og oprør var på dagsordenen, da heavy metal for alvor begyndte at dominere populærmusikken i starten af 1980’erne.

Baggrundsartikel: Peter Béliath (Publiceret i EMP/NRG sommermagasin / katalog 2/2012)

"Det er jo en ren tilståelsessag," tænkte den kristne højrefløj, da Ozzy Osbourne i 1982 udsendte
"Speak Of The Devil". Hedenske runer, flagermus med horn og vampyrtænder, jo, her var der
sandelig tale om djævlen!
I starten af 1980’erne var heavy metal en krudttønde, der ventede på at blive antændt. Det var krisetider i den vestlige verden, og reaktionære magthavere (som Ronald Reagan, Margaret Thatcher og Poul Schlüter) gjorde livet surt for ungdommen.

Især unge fyre gik rundt og var indebrændte. De nærmest dirrede af indestængte frustrationer – ikke mindst, hvis de kom fra samfundets nederste lag. For denne ungdom var heavy metal bare sagen. Heavy metal var oprørsk. Heavy metal var en vild musik, der tiltalte den utilpassede og rastløse ungdom. Heavy metal var action og gang i den. Kort sagt: heavy metal var den perfekte musik til en generation, som ikke kunne sidde stille, mens samfundet gik i opløsning rundt omkring dem.

I starten af 1980'erne var det ikke normalt at være
heavy rocker. Men Twisted Sisters' Dee Snider
vendte vrangen ud på normalitetsbegreberne og
satte spørgsmåltegn ved det sunde i den
borgerlige normalitet.
OPFORDRING TIL VOLD
Twisted Sister var eksperter i at udtrykke den oprørstrang, som mange unge gik med i starten af 1980’erne. Twisted Sister var lyden af livet på gaden, og bandets sanger, Dee Snider, skrev tekster, der var harmdirrende uafhængighedserklæringer, hvor propagandistisk digtekunst gik op i en højere enhed med ungdommelig selvpromovering. ”I Am (I’m Me)” (1983) og ”We’re Not Gonna Take It” (1984) hed et par af Twisted Sisters hits. Sidstnævnte roterede livligt på den nye tv-musikkanal, MTV.
           
Forældrene og de politiske kandestøbere kunne ikke li’ Twisted Sister. Twisted Sisters musik var en forunderlig blanding af tyggegummi-omkvæd og tænderskærende punk-nerve. Twisted Sister var grimme at høre på. Og endnu grimmere at se på. New York-bandet havde et outreret image, hvor medlemmerne var sminket på en grotesk, nærmest Barbara Cartland-agtig måde. Og bandet optrådte i forrevne kostumer med farverige frynser og rigeligt med udsyn til musikanternes forvoksede biceps.
           
Tipper Gore fra den selvbestaltede moralvogter-lobby Parents Music Resource Center hadede Twisted Sister, så hun puttede ”We’re Not Gonna Take It” på sin liste over musik, som fordærvede den amerikanske ungdom (den såkaldte ”Filthy Fifteen”-liste). Det var nemlig en sang, der opfordrede til vold. Stakkels Tipper kunne ikke få øje på den tegneseriagtige humor i videoen til ”We’re Not Gonna Take It”, der var musikvideoernes var på Tom & Jerry.
           
Dee Snider tog røven på det politiske etablissement, da han i august 1985 troppede op til PMRCs inkvisitoriske høring og leverede et retorisk mesterstykke, der ikke alene forsvarede Twisted Sister, men også effektivt lukkede kæften på de intellektuelt underlegne censorer, herunder en vis Al Gore, der senere tiltuskede sig en rolle som vicepræsident i Bill Clinton-administrationen.

SEXFANTASIER OM NONNER
Men det var ikke alle heavy metal-tekster i starten af 1980’erne, som var lige dybsindige. Canadiske Anvil havde en rimsmed, Lips, som lidt for ofte blev træt af skrive om alvorlige temaer. Og så gav han sig i kast med at skrive sexistiske sange. ”Butter-Bust Jerky” fra 1983 handlede om fornøjelsen ved at se en pige smøre sin velvoksne barm ind i smør. Eller noget i den stil. Det var plat. Og pinligt. Men det forstod Lips ikke.
           
Lips væltede sig i vulgaritet, når lejligheden bød sig. F.eks. lod han sig fotografere nøgen til Kerrang!. Det britiske hårdrock-magasin skjulte dog Anvil-sangerens ynglekæp bag en billedtekst. Lips mente, at det var utidig censur og ytrede de legendariske ord: ”Why didn’t you show my wang in Kerrang!?” Nogle metalfans rullede med øjnene, men de fleste headbangede bare videre.
           
Kvindefrigørelse var ikke på agendaen i den testosteron-struttende metalrock i begyndelsen af 1980’erne. Hverken hos Anvil eller hos Mercyful Fate. Det danske band blandede sadomasochisme og blasfemi på pladecoveret til deres debut-ep (1982), der indeholdt en sang med titlen ”Nuns Have No Fun”. I den sang svælgede King Diamond i sexfantasier om nonner (et udbredt fænomen inden for pornografien). Live havde Mercyful Fate en overgang en kvinde i nonnekostume med på scenen. Hun blev udsat for lidt af hvert – og tricket var, at ”nonnen” skulle blotte sine ynder. Gruppen eksperimenterede også med at få nonnen til at eksplodere.
           
W.A.S.P. havde en meget letpåklædt kvinde tøjret til et torturinstrument på scenen. Kerrang! blev åbenbart lidt trætte af chokeffekterne, og i nr. 45 (juli 1983) trykte magasinet pligtskyldigt et foto af bemeldte pigebarn med billedteksten: ”OK, OK, but does she explode?” Det gjorde hun vist ikke, men det gjorde metalscenen, da W.A.S.P. endelig debuterede på plade.
           
W.A.S.P.s første plade var en single, der bar den nuttede titel ”Animal (F**k Like A Beast)” (1984). Blackie Lawless og hans lystige svende havde kontrakt med det store selskab Capitol, som pure nægtede at udsende den sjofle single. Så den udkom på det uafhængige selskab Music For Nations. Det er vist første og eneste gang, at et major label ligefrem har bedt en kunstner om at udsende en plade på et andet selskab.

Så er der post til Tipper Gore ...
KNEPPER SOM ET UDYR
”Animal (F**k Like A Beast)” havnede naturligvis på Tipper Gore og PMRCs liste over femten pop- og rocksange, som burde censureres, de såkaldte ”Filthy Fifteen”. W.A.S.P. fik fornemt selskab på ”Filthy Fifteen”, hvor Mercyful Fate, Twisted Sister, Judas Priest, Venom, Mötley Crüe, Black Sabbath og flere andre heavy-bands stod oplistet.
           
W.A.S.P. var ikke et yndigt skue i de år. På fotos optrådte bandet tilsølet i blod (det var mange år før, Dismember fik den idé), og Blackie havde rundsave på armene ... og mere end det: en savklinge prydede hans skridtbeskytter, som han yndede at lave samlejebevægelser med, når han sang den dyriske sang om sin elskovspraksis. Og, nå ja, så smed W.A.S.P. også råt kød i hovedet på publikum under deres koncerter.
           
Det kvindelige modstykke til Blackie Lawless hed Wendy O. Williams. Wendy var sangerinde i Plasmatics. Wendy blev flere gange anklaget – og arresteret! – for at ”simulere sex”, når hun optrådte live. Wendy gik på scenen i næsten ingenting. Kun et par tapestumper dækkede hendes brystvorter, og et par gennemsigtige trusser skjulte nødtørftigt hendes barberede kønsdele. Hendes afblegede hår var reduceret til en tårnhøj hanekam.

Wendy havde ikke en tone i livet, og når hun sang sine revolutionære sange, lød hun som en rotte i løbetid. Men privat var Wendy vegetar og engageret i dyrevelfærd m.m. Hun begik desværre selvmord i 1998 – hun kunne ikke finde sig til rette med at leve et almindeligt liv uden turnéer og musikalske udladninger. Så måske var der ægte sjæl i hendes musik?

Wendy O. Williams forargede ikke kun borger-
musikken. Da Lemmy i 1982 udgav en øm duet
med Wendy, blev "Fast" Eddie Clarke så muggen
under indspilningerne, at han skred fra Mötorhead.
RIDDERE I SATANS TJENESTE
En kort overgang hed Ozzy Osbournes bassist Don Costa. Costa havde en skummel fortid i W.A.S.P. Costas claim to fame var, at han på sin bas havde monteret et råkostjern. Under koncerterne var det hans glansnummer at vende bassen om og flå sine knoer til blods, mens publikummet hujede af henrykkelse. Men Don Costa var for meget – selv for Ozzy, der ellers ikke gik af vejen for at bruge diverse former for choktaktikker.
           
Ozzy er ikke dummere, end at han ved, at en god plade sælger bedre, hvis man i ny og næ bider hovedet af en due eller en flagermus. Som sagt, så gjort. Det skader heller ikke at trække i et varulvekostume og proppe billedet på coveret til en plade, som selvfølgelig skal hedde ”Bark At The Moon” (1983). Den slags uuuh-uhyggeligheder tiltrækker det rigtige publikum i talstærke mængder, og de forkerte hopper på limpinden.
           
Der hersker ufatteligt mange fordomme om Ozzys tekster i borgerlige kredse, der bare ikke kan se bag om et sæt vampyrtænder af plastik som dem, Ozzy tog i munden sammen med en klat marmelade, på coveret til det dobbelte live-album ”Speak Of The Devil” (1982). Mens Ozzy smagte på marmeladen, smagte bibelbaskerne på titlen, og de blev straks enige om, at nu var der i hvert fald bevis for, at Ozzy er satanist. Havde de gidet lytte til teksterne, var de kommet frem til det stik modsatte resultat. Men det er altid lettere at fordømme end at forstå. Og Ozzy lo hele vejen til banken.
           
Det var altså ikke kun Tipper Gore, som var ude at lede efter hekse i 1980’erne. Kristne fundamentalister slog fast, at Kiss, der ellers befandt sig midt i en katastrofal nedtur op igennem hele årtiet, var djævledyrkere. Kiss var en forkortelse af Knights In Satan’s Service, basta! Så bevæbnet med slagord som ”Jesus lever”, malet med store skæve bogstaver på kors af pap og krydsfiner, troppede disse Guds børn op og demonstrerede foran koncertstederne, når Kiss var på plakaten. Og det var lige den reklame, som de efterhånden tamme og godt bovlamme Kiss havde brug for.
           
Satan havde også brug for det. For de kristne heksejægere sørgede for, at store dele af en generation rullede med øjnene og besluttede sig for, at så dum en religion ville de ikke have med at gøre. Jesus græd, og Satan lo sin røv i laser. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

søndag den 16. september 2012

Da metal-scenen gik død


I midten af 1980’erne blev heavy metal-miljøet hjemsøgt af fundamentalisme. Og nogle af de værste fundamentalister kom selv i klemme.

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i EMP/NRG, sommermagasin / katalog 2/2011)

Slayer i hellig krig mod puddelmetal. "Da vi startede tilbage i 1982, ville vi være det hurtigste,
heavieste band på jorden [...] På det tidspunkt var musikscenen i L.A. noget lort. Vi gjorde alt for at
distancere os fra alle puddel-grupperne og det lort, der var populært dengang," fortæller guitaristen
Kerry King (til venstre) i bookletten til Slayers opsamlingsalbum "Soundtrack To The Apocalypse"
(2003).
Omkring 1985 skete der en spaltning af heavy metal-scenen. Metal-musikken blev tosporet, og dermed blev scenen ensporet.
                     
I undergrunden begyndte man at dele metalpublikummet op i de rigtige og de forkerte. De rigtige var ”the thrashers”, de forkerte var ”the posers”, der tilmed var nogle ”wimps” (tøsedrenge). Thrasherne var dem, der hørte og spillede den ægte vare, det stålhårde og blytunge metal, mens posørerne gik mere op i deres udseende og foretrak kommercielle udgaver af den hårde rock såsom Ratt, Mötley Crüe og Twisted Sister. Der var en decideret koldfront mellem de to lejre – i hvert fald fra thrashernes side.
                     
Der var øretæver i luften, når Chicago-gruppen Thrust spillede ”Posers Will Die!” (1984). Hollandske Sad Iron deltog også i den hellige krig mod posørerne (jfr. sangen ”Posers” fra 1985). Og det var ikke kun en krig på ord. I magasinet Metal Forces nr. 9 (1984) fortalte Exodus-guitaristen Gary Holt om en Ratt-fan, som havde forvildet sig ind på Exodus’ enemærker:
                     
”Jeg har et stykke af en Ratt-t-shirt, som Paul Baloff [Exodus-sanger, red.] var så betænksom at skære af ryggen på en posør, der vanærede sig selv ved festen efter vor koncert forrige nat. Han fortalte mig: ’Jeg kan ikke li’ den fyrs Ratt-bluse. Det er vor pligt at ødelægge den!’ Så gik han hen til fyren med en saks og truede med at klippe fyrens hud af, hvis han ikke tog t-shirten af. Fyren tog trøjen af. Som du kan se, er Paul ikke en stor fan af Ratt.”

Manowar blev ofre for deres egen fundamentalisme.
DØDENS SORTE PILE
Et af de mest fundamentalistiske bands var Manowar. De kaldte deres egen musik for ”den sorte vind”, og den bløde, poppede metal omtalte de konsekvent som ”false metal”. Og det uægte metal skulle dø, skulle det.
                     
På Manowars album ”Hail To England” (1984) skød bassisten Joey DeMaio derfor ikke en hvid pil, men en sværm ”black arrows of death” i hjertet på de forrædere, der spillede ”false metal”. De sorte pile var såmænd en vildt hurtigt spillet bassolo, som, onde tunger hævdede, var blevet speedet en anelse op af teknikeren i studiet. Nogen vil måske mene, at Joey DeMaio var en blærerøv, men tro det eller ej: det var netop blærerøvs-mentaliteten, Joey og hans metalbarbarer ville til livs, når de gik på scenen kun iklædt lændeklæder og vikingeattituder.
                     
Men det gik Manowar, som det så ofte går folk i fundamentalistiske miljøer: de blev selv ofre for fundamentalismens nidkærhed. I Metal Forces kritiserede thrash-skribenten Bernard Doe således Manowar for ikke at leve op til deres egen erklæring om, at de spillede ”højere, hårdere og hurtigere” end andre bands. I et interview i Metal Forces nr. 2 (1983) måtte Joey DeMaio for den metalliske standret. DeMaio erklærede sig ikke-skyldig. For som han forklarede:
                     
”Vi spiller bestemt højt og hårdt. Med hurtigere mener vi på vore individuelle instrumenter – hurtigt guitarspil, hurtigt trommespil – jeg er den hurtigste bassist i verden! Korte, hurtige sange er for headbanger-bands. Men hvad er heavy metal egentlig? Ordet HEAVY betyder noget, der vejer meget og er svært at løfte, og METAL betyder en substans såsom jern og aluminium. Et skib er HEAVY og lavet af METAL, men det cruiser bare af sted i sit eget tempo og knuser alt, der kommer i vejen for det. Og det er det, som Manowar drejer sig om.”

Mantas, som de så ud på deres
debutdemo, "Death By Metal".
METALLISK BANDBULLE
Måske vidste Manowar godt, at de havde et troværdighedsproblem. Så DeMaio & Co. underskrev deres pladekontrakt med blod. Hårdrock-magasinet Kerrang! bragte billederne (nr. 47, sommeren 1983). Senere hen fortalte rygtet, at et af medlemmerne var blevet dårlig, og at han var blevet kørt på hospitalet for at forhindre en blodforgiftning. Men den historie kom ikke i Kerrang! For Manowar gav deres blod for metal. Manowar spillede ”true heavy metal” (en term, der blev brugt om Exciter i et Kerrang!-interview (nr. 42)), altså ægte metal. Og ægte metal kunne ikke tale for sig selv – det skulle helst ledsages af heavy-fatwaer.
                     
Så når bandet Mantas sendte følgebreve med deres demoer rundt til undergrundspressen, var de overstrøet med omvendte kors og bandbuller mod kommercielle orkestre som ”Mötley Spew” og ”Twisted Blister”. ”Og for resten,” forkyndte brevskriveren Chuck Schuldiner, ”har Mantas nu skiftet navn til Death.”
                     
Death var et navn med den helt rigtige signalværdi på en scene, hvor det var Megadeth mig her, og Living Death mig der, og hvor der var Stormtroopers Of Death, Death Angel, Death Dealer, Deathslayer, Death Row, Death SS, S-Death og Blessed Death alle vegne. Der blev budt på død med dobbeltkonfekt hos Necrodeath. Det smukkeste dødsbandnavn havde Dream Death. Og der fandtes sågar et amerikansk band, som kaldte sig Deathrash – værsgo’: varedeklaration og bandnavn i ét hug!
                     
Dét var for godt til at være sandt, så brasilianske Sarcofago skyndte sig at kalde et af deres grumme numre for ”Deathrash” – det udkom desværre først på lp i 1987, året efter, at bandet Deathrash sendte deres første demo ud til de hungrende tape tradere.

Whiplash tog navn efter piskesmælds-
syndromet, som bl.a. opstår, når
hovedet stødes hårdt og hurtigt bagover.
I heavy metal hedder den slags headbanging.
KUN DØDEN ER VIRKELIG
Døden kom på mode i 1980’ernes ekstreme metalmiljø. Det var selvfølgelig langt fra første gang, at heavy metal-bands havde beskæftiget sig med døden. Faktisk var døden vel det allerførste, Black Sabbath sang om på deres debutalbum fra 1970. Døden var heller ikke ligefrem tabu for Judas Priest, Motörhead og grupperne i den såkaldte New Wave Of British Heavy Metal.                      
                     
Men hen mod midten af 1980’erne gik dødstrippet amok. Schweiziske Hellhammer gik så vidt som til at hævde, at kun døden er virkelig. ”Only death is real,” lød Hellhammers budskab i dommedagssalmen ”Messiah” (1984). Amerikanske Medieval omfavnede døden med titlen ”Death Is Beauty” (1986). Canadiske Voivod gik besærk og kaldte deres 1984-demo for ”To The Death”. Florida-gruppen Nasty Savage præsenterede deres koncerter som ”pure shock, horror, death, doom and destruction”.
                     
Intet kunne blive federe end døden. Døden var bare det sejeste, og ethvert metalband med undergrunds-integritet pumpede deres titler med død. Tænk blot på Anthrax’ ”Deathrider” (1984), Whiplash’s ”Power Thrashing Death” (1985), Slayers ”Praise Of Death” (1985), Sepulturas ”Warriors Of Death” (1985) eller Manowars fantastiske ”March For Revenge (By The Soldiers Of Death)” fra 1983.
                     
Living Death: Tidlig
tysk thrash.
Nogle bands varierede deres dødssprogbrug, og på den måde fik vi f.eks. Mercyful Fates ”Doomed By The Living Dead” (1982), Omens ”Die By The Blade” (1984), Sodoms ”Deathlike Silence” (1986), Bathorys ”Reaper” (1984) og 117 andre lignende dødstitler såsom ”Metal Deadness” (split-lp med Second Hell og Skull Crusher, udgivet i 1986).
                     
Artillery og Exodus brugte manden med leen (=døden himself) som logo. Og mange metal-fundamentalister satte fantasien i blød og kom op med bandnavne, der gav associationer til døden: Slayer, Overkill, Grave Digger, Impaler, Torture, Sepultura, Anthrax, Abattoir, Onslaught, Hades, Massacre, Executioner, Annihilator, Post Mortem, Sarcofago og så videre, derudaf i en uendelighed.
                     
Et belgisk pladeselskab bar navnet Mausoleum, og Metal Blade Records’ indehaver, Brian Slagel, kaldte sin serie af kompilations-lp’er for ”Metal Massacre” (gruppen Thrust kaldte ligefrem bossen for Brian ”Death” Slagel). Noise Records udsendte en kompilations-lp, der slet og ret hed ”Death Metal” i 1984. Året efter udgav Possessed en sang med titlen ”Death Metal”. Det samme gjorde Onslaught for resten. Det var dødsmetal før det, som vi i dag kalder death metal, opstod.

HØJERE END HELVEDE
Det var kort sagt en sprællevende scene, som var ”død”. Men hvad ville det egentlig sige, at scenen var ”død”? Jo, det betød først og fremmest, at musikken ikke kunne blive høj nok, hård nok og hurtig nok. Esbjergensiske Anger kaldte deres demo ”Louder Than Loud” (1983). Så kunne det ikke blive højere. Troede vi, indtil Thrust (dem igen!) proklamerede, at de skam var ”Heavier Than Hell” (1984).
                     
Præcis så heavy var Marty Friedman også i midt-80’erne; han spillede guitar i Hawaii, hvor de havde en forræder med i besætningen: Gary St. Pierre (bas, vokal). Gary mente, at bands som Iron Maiden og Judas Priest var heavy, så han fik sparket. ”Han er en total wimp,” lød det fra Hawaii. Gary dannede senere Vicious Rumors, som eftertiden husker bedre end Hawaii. Marty gjorde senere karriere i Megadeth, hvis leder, Dave Mustaine, aldrig lagde skjul på, at han syntes, at hr. Friedman var en tøsedreng. Ak ja. \m/

Omen var blandt de tidlige eksponenter for metal-scenens dødsdyrkelse.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

tirsdag den 4. september 2012

Da heavy metal blev genfødt


Et uhyre dolker premiereminister Margaret Thatcher på et pladecover.  Jo, Iron Maiden var med i front, da The New Wave Of British Heavy Metal revolutionerede rockscenen.

Baggrundsartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 8, marts 1998)

Iron Maiden: Et image med chokeffekt!
Året er 1979. Punken er allerede ved at vande ud i ulidelig new wave. Smagsdommerne i pressen onanerer løs på deres new wave-hype. Navne som Police, Dire Straits og Elvis Costello er højeste mode, og heavy rocken er yt. Ingen anmelder med respekt for sig selv vil give en heavy-plade en god kritik, og for bare et år siden ville intet ungt heavy-band have en jordisk chance for at booke en turné endsige hive en pladekontrakt i land.
           
Hverken journalister eller new wave-ynglingene forsømmer nogen lejlighed til at hænge den hårde rock ud. Guitarhelte som Ritchie Blackmore og Jimmy Page afskrives som kedelige gamle fossiler; ”dinosaurer” er et af de skældsord, der ofte kastes efter de førhen så hæderkronede heavy-stjerner. Og noget er der om snakken.
           
Rockmillionærerne i Led Zeppelin, Black Sabbath, Kiss og Aerosmith er både kreativt og rent fysisk i færd med at begå harakiri med druk, narko og en verdensfjern superstjernelivsstil. Men uden for limousinernes og luksus-suiternes ly arbejder sultne bands som Judas Priest, Motörhead, Krokus og Scorpions møjsommeligt på at komme til tops, hvor AC/DC, Van Halen, Rainbow, Thin Lizzy, Rush og UFO holder skansen som sen-70’ernes mest spændende storsælgere inden for hård rock.

Queen er så småt ved at sælge ud, Status Quo høvler på tiende år lystigt løs på den samme gamle boogie-traver, og gamle helte som Uriah Heep, Blue Öyster Cult og Nazareth er allerede på deroute, mens Gillan og Whitesnake står klar i kulissen med en revitaliseret heavy-hunger efter nogle magre år med hhv. fusionsjazz-agtige udskejelser og søvndyssende bluesballader.

Masser af metal-attitude (omslaget til den legendariske
Iron Maiden-ep "Live!! + One" fra 1980).
ERUPTION AF ROCKRASERI
Men noget er i gærde. I England er der grøde i undergrunden, og pludselig gennembrydes lydmuren af et øresønderrivende spektakel. Som en eruption af rockraseri vælter det frem med nye heavy metal-bands: den såkaldte New Wave Of British Heavy Metal er født.

Saxon er de første, der får en lp på gaden, skarpt forfulgt af Iron Maiden, Def Leppard, Girlschool, Tygers Of Pan Tang, Samson, Praying Mantis, Diamond Head, Tank, Girl, Demon, White Spirit og Angel Witch, der i de tidlige 1980’ere udkommer på etablerede pladeselskaber, mens Venom, Witchfinder General, Witchfynde, Holocaust, Raven, Jaguar, Sweet Savage, Blitzkrieg og myriader af mere eller mindre obskure og kompetente grupper får deres plader, som oftest bare singler, udgivet af de mange nye undergrundsselskaber, der skyder op i kølvandet på NWOBHM.

England er et Klondyke for små heavy-labels i de år – f.eks. runder Praying Mantis’ selvfinansierede debutsingle, ”Johnny Cool/Captured City”, med lethed de 15.000 solgte eksemplarer.
           
Oprindeligt havde punk rockerne stjålet deres metalliske torden fra heavy-scenen, og nu stjæler de unge metal-bands til gengæld hyperaktiviteten, aggressionen og gør-det-selv-attituden fra punken.

NWOBHM er græsrodsrock spillet af purunge working class heroes med brændende ambitioner (b-siden af Iron Maidens ”Running Free”-single hedder typisk nok ”Burning Ambition”).
           
Der er meget langt fra 70’er-heavy-primadonnaer som Led Zeppelin, Deep Purple og Queen, der var alt andet end folkelige, til de nye jordnære metalbands, der har stemningen fra boligkarreerne, luderkvartererne og industridistrikterne med i deres musik.

Enkelte af grupperne, som f.eks. Venom, Angel Witch og Witchfynde, har okkulte tilbøjeligheder, men hovedparten af NWOBHM-bands’ne har et street level-image, som appellerer til den nye generation af denim- og læderklædte headbangere, der bruger den aggressive metalrock som soundtrack til deres opgør med politikere, lærere, forældre og andre autoriteter – Ravens ”Don’t Need Your Money” og Holocausts ”Death Or Glory” er arketypiske rebel-slagsange i den nye flabede og fræsende metal-stil.

NWOBHM er også velegnet til at køre motorcykel til, og både Saxon og Tygers Of Pan Tang skriver hymner som ”Motorcycle Man” og ”Wild Cats” til biker-livsstilen.

Maggie får kniven på omslaget til "Sanctuary" fra 1980.
OPKALDT EFTER ET TORTURINSTRUMENT
Iron Maiden er elitebandet inden for NWOBHM. De er dygtige musikere og tilmed den nye heavy metal-revivals bedste sangskrivere (f.eks. kan ”Phantom Of The Opera” snildt hamle op med de bedste Zeppelin- og Sabbath-skæringer). Fra og med deres anden lp, ”Killers”, får de den tidligere Deep Purple-producer, Martin Birch, til at sidde bag mixerpulten. Birch udtaler til pressen, at Iron Maiden er det nye Deep Purple.

Iron Maiden har fra starten et image med chokeffekt. Bl.a. afbildes premierminister Margaret Thatcher, en af de mest udskældte politikere i nyere europæisk historie, på diverse single-covers. På omslaget til ”Sanctuary” dolker Maidens grufulde maskot, Eddie The Monster, en borgerfrue, der har en slående lighed med fru Thatcher, og på ”Women In Uniform” optræder Thatcher i kampuniform.

I det hele taget scorer Maiden megen PR på deres voldsomme pladeomslag, der altid har Eddie i en bloddryppende hovedrolle. Eddie er i øvrigt opfundet af designeren Derek Riggs, der bliver inspireret til at skabe det mumieagtige uhyre, da han ser et foto fra Vietnam-krigen, hvor et skrumpehoved hænger på en tank.
           
Det er også voldsomme emner, der tages op i Maidens sange. Bandboss Steve Harris’ interesse for historiske emner afspejles allerede i valget af det middelalderlige torturinstrument, jernjomfruen, som bandnavn. Et par af Maidens tidlige instrumentalnumre er opkaldt efter hhv. Transsylvanien (hvor den grusomme vojvode Vlad Tepes alias Dracula regerede i det 15. århundrede) og den drabelige Djengis Khan (mongolsk erobrerfyrste, der kaldte sig ”Guds Svøbe”, 1162-1227).

Mere spidsfindig er dog titlen på åbningsskæringen på ”Killers”-lp’en; den hedder ”The Ides Of March” og refererer til en ildevarslende spådom i William Shakespeares drama om Julius Cæsar, der blev myrdet på idus-dagen (den 15.) i marts.
           
Og sådan kunne man blive ved. Og ved. Det har Iron Maiden i hvert fald gjort. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama