søndag den 26. august 2012

Den halv-fascistiske voldsomhed


Deres musik blev kaldt ”Hitler-rock”. Medierne mente, at det, som bandet stod for, var ”Sygt, sygt, sygt!” Nu er gruppens klassiske album fra 1976 blevet genudsendt – i remixet form og med et altødelæggende cover.

Rock og destruktion hørte sammen i Kiss' vilde år.
(Omslagsillustration på "Destroyer Resurrected")
Det er måske svært at forstå i dag, men i 1976 var Kiss et farligt band. Målt efter datidens målestok var Kiss’ musik ret voldsom. Eller heavy, som man kaldte det, før ”ekstrem” blev et fortærsket modeord.

Meget få amerikanske grupper spillede hårdere end Kiss. Og endnu færre havde et image, der var mere militant. Kiss’ roadies var nogle underbetalte skiderikker, som ikke kunne få arbejde andre steder; de var barske og gik i biker-agtigt panser: læderjakker, nittebælter og bistre miner. Og fordi deres crew ikke havde andre steder at gå hen, var de stålsatte i deres troskab over for Kiss. Det samme gjaldt gruppens fans. De var så fanatiske, at Gene Simmons & Co. ikke tøvede med at kalde deres fanklub for Kiss Army.

VILDT RY
Kiss havde et vildt ry – ikke mindst pga. deres show, som allerede i midten af 1970’erne havde antaget nærmest sindssyge proportioner. Blod. Ild. Eksplosioner. Plus kostumer fra superhelte-fantasiernes overdrev.

Showet var konstant ved at skubbe Kiss og deres management ud over fallittens rand. Og så var det baseret på et så pioneragtigt fundament, at roadierne næsten dagligt måtte reparere og lappe grejet, der ikke altid fungerede efter planen. De mest eksplosive effekter bragte angiveligt ikke kun bandmedlemmerne, men også deres publikum i fare.

Det var vel meget passende for et orkester, der kaldte deres albums for ”Hotter Than Hell” (1974) og ”Dressed To Kill” (1975). Og som gik klædt i tårnhøje plateaustøvler og sømbeslået læder, og hvis ansigtssminke blandede udspacede science fiction-drengedrømme med lummer liderlighed og voldsfascination.

De to s’er i Kiss’ logo var tydeligvis modelleret efter de insignier, som Hitlers frygtede elitesoldater, SS’erne, bar på deres uniformer. I det danske ungdomsblad Vi Unge blev Kiss omtalt som ”den halvfascistiske voldsomhed”. Og en amerikansk promotor kaldte Kiss’ musik for ”Hitler-rock”, fordi Gene Simmons (bas og vokal), Paul Stanley (guitar og vokal), Ace Frehley (lead guitar) og Peter Criss (trommer og vokal) havde en nærmest hypnotisk magt over deres publikum.

Kiss anno 1974: Undergrunds-aura.
(Foto hentet fra dette website)
SYGT, SYGT, SYGT!
Kiss var guf for de sensationshungrende medier. Da punken dukkede op med de chokerende optrin og vrængende attituder fra Sex Pistols & Co., blev alt, der ikke var pænt og normalt, kaldt punk. Også i USA. Skulle man tro de borgerlige, amerikanske medier, var punk alt det, der lå ud over den velfriserede, middelklasse-livsstil.

Punken var klam, ulækker, uhyggelig, provokerende, truende, stødende, uterlig, sjofel, voldelig. Og så videre. Her passede Kiss perfekt ind. Kiss gik i outreret tøj, de brækkede blod og spyede ild, og de sang om at gøre upassende ting ved de erogene zoner. En af Kiss’ sange, ”Goin’ Blind”, handlede tilmed om en gammel mand på 93, som har et forhold til en ung pige på 16.

”Sygt, sygt, sygt!” lød overskriften på en amerikansk tabloid-avis’ forside engang i 1976. Forsiden var svinet til med et foto af den modbydelige Gene Simmons. Overskriften dækkede dog over en artikel om punk rock. Burgøjserne forvekslede Kiss med punk.

DEN INKARNEREDE ONDSKAB
Der var en undergrundsagtig aura omkring Kiss. Og i 1976 skete det, der bare måtte ske: Kiss blev beskyldt for at være djævledyrkere. Bag det uskyldige bandnavn gemte der sig en okkult sandhed: Kiss var i virkeligheden en forkortelse for Knights In Satan’s Service. Det påstod en lille skare på den kristne højrefløj i hvert fald.

Allerede tidligt i Kiss’ karriere havde Gene Simmons optrådt i tv-programmet The Mike Douglas Show (se klippet her). Klædt i sort læder fra top til tå og med et dødningehoved på brystet lignede den dæmonisk sminkede rockmusiker mest af alt et fremtidigt medlem af black metal-bandet Immortal (eller også er det bare Immortal, der ligner Kiss?). På spørgsmålet om, hvad han dog skulle forestille, svarede han lakonisk: ”Jeg er den inkarnerede ondskab.” Så Satan-beskyldningerne lå lige til Bibelbaskernes højreben.

Pladeselskabet Casablanca Records var klar over, at Kiss’ faremoment kunne give bagslag. Og da kunstneren Ken Kelly troppede op med det maleri, som selskabet havde bestilt til Kiss-albummet ”Destroyer” (1976), slog de bak. Maleriet viste de fire Kiss-superhelte i noget, der mindede om det store spring fremad. I baggrunden sås en by, der var reduceret til en brændende ruinhob. Det maleri var ”for voldeligt”. Så det blev en om’er for Ken Kelly.

GUITARSOLOEN, SOM TIDEN GLEMTE
Men nu kan man lade sin synssans bombardere af den originale ”Destroyer”-illustration. Den findes nemlig på coveret til den netop udsendte remix-udgave af albummet, som bærer titlen ”Destroyer Resurrected”.

Produceren Bob Ezrin har haft fingre i de gamle optagelser. Remixet har med Ezrins egne ord givet albummet ”en mere moderne lyd. Trommerne er kommet tættere på, der er mere bund i bassen” og så videre. Kort og godt: den genopstandne ”Destroyer” kommer godt ud af højttalerne. Det gjorde den originale udgave som bekendt også. Men remixet gør faktisk en forskel. En positiv forskel.

Mest interessant er, at Ezrin har fundet en alternativ guitarsolo til ”Sweet Pain”, som er langt mere effektiv og flabet end den, der blev valgt til originaludgaven. Den ”nye” solo er faktisk indspillet af Ace Frehley i modsætning til den, der blev brugt på det originale album, som var indspillet af studiemusikeren Dick Wagner (kendt fra bl.a. Lou Reed og Alice Cooper). Det er et mysterium, hvorfor Ezrin i 1976 kasserede Aces solo til fordel for Wagners.

Kiss anno 1976: Pas lidt på med den hånd, Ace.
(Foto hentet fradette website)
ROCK OG VOLDSOM DØD
I sin helhed fremstår ”Destroyer” som et tidløst heavy rock-mesterværk. Hver eneste skæring er en klassiker, ugh! Der er drama fra start til slut. ”Detroit Rock City” er ikke alene en hyldest til rockbyen Detroit, det er også en sang, hvor rockekstase og bratdød går op i en højere, tragisk enhed.

I ”Detroit Rock City” bliver Kiss til et dødskys. I den originale version af nummeret synger Gene Simmons: ”You gotta lose your life in Detroit Rock City”. Det er klippet væk på ”Destroyer Resurrected”. Var den verslinje for kontroversiel?

Der er noget overnaturligt over den historie, som ”Detroit Rock City” fortæller. Nummeret begynder med en lydkollage, hvor en mand hører en nyhedsoplæser berette om en bilist, der er kørt frontalt ind i en lastbil. Bilisten er død på stedet.

Der er flere ting, der pirrer fantasien. Hvem er manden, der hører nyheden om trafikulykken? Er det en rockfan eller en musiker, som er på vej til koncert? Hovedpersonen synger, at han hører ”min sang” i radioen. Sangen er ”Rock And Roll All Nite”, som Kiss hittede med i 1975. Hvem har ordet her? Er det Kiss, der iscenesætter sig selv i nummeret, eller er det bare en fan, som har ”Rock And Roll All Nite” som yndlingssang?

Og er det sin egen død, som hovedpersonen hører omtalt i nyhederne? For idet han (påvirket af alkohol og Peter Belli-tobak) drøner af sted i sin bil for at nå frem til koncertstedet, kører han frontalt ind i en lastbil. Sangen kulminerer med den øresønderrivende støj fra et bilsammenstød, hvor metal smadres imod metal, og hvor glas splintres i tusind stykker. Der gives los for associationer til åbne kraniebrud og sønderlemmede lig.

TORDENGUDEN VIL DOMINERE
Det er ikke ligefrem de eneste lydeffekter på ”Destroyer”. På ”God Of Thunder” kan man gennem den bastante, nærmest doom-dystre metalrock høre barnestemmer fable løs om bl.a. King Kong.

I virkeligheden er det Bob Ezrins to knægte, som i studiet leger med nogle rumhjelme med indbygget walkie-talkier. De mystiske, elektroniske kliklyde, som går igen i løbet af nummeret, er altså optagelser af drengene, der tjekker ind og ud på deres legetøjs-samtaleanlæg. Alt sammen er det med til at skabe en underliggende stemning af uhygge, der passer perfekt til teksten.

Kiss udspiller nemlig deres helt egen rockmytologi på ”God Of Thunder”. Det er en sang om hedensk magtvilje, trolddom og seksuel dominans – for som Gene Simmons synger med bøs røst: Tordenguden blev født på Olympen, og han blev opfostret af dæmoner. Tordenguden gør kur til Afrodites datter på en meget dominerende måde: ned på knæ, skat.

FODER TIL FANTASIEN
Kiss anno 1976: Hvem sagde krigsmaling?
(Foto hentet fra dette website)
Kiss er ikke just konservatoriemusikere, og sangene på ”Destroyer” er umiskendelig rock’n’roll. Men der er højt til loftet i Bob Ezrins lydkulisser, og sange som ”King Of The Night Time World” og ”Flaming Youth” får et teatralsk præg. De er cinematiske. På ”Destroyer” finder man masser af foder til fantasien og lytterens egen indre biograf.

”Destroyer” er et album fyldt med kontraster. Bob Ezrin gav Kiss-medlemmerne tommelskruerne på. De kom på skolebænken og fik lært musikteori. De blev tunget til at terpe sangene igennem igen og igen, indtil de kunne dem på rygraden. Selv kaldte Kiss oplevelsen for at være i boot camp, altså militær træningslejr. Sange måtte skrives om, og der blev hevet sangskrivere ind udefra – sådan bare for at hæve niveauet. Som Paul Stanley har udtrykt det: ”Fuck me, suck me”-sange var yt. Det er altså ikke på ”Destroyer”, at man finder Kiss-tekster à la ”Put your hand i my pocket, down to my rocket.”

Men det betyder ikke, at ”Destroyer” er et akademisk album. ”Destroyer” er ikke art rock. ”Destroyer” er heavy rock, når den er bedst. ”Shout It Out Loud” er en party schlager, som kan hamle op med det bedste fra Slade og AC/DC. ”Flaming Youth” er en af hårdrockens helt store ungdomsrockhymner, en slags ”Metal Militia” før Metallica, komplet med verslinjer som ”my uniform is leather” og et march-agtigt udgangstrav.

Der er himmelstræbende drengekor og hele slagmarker fyldt med strygere på skæringer som den Beethoven-inspirerede ”Great Expectations” og power balladen ”Beth”. Der er bryllupsklokker på den groupie-inkvisitoriske ”Do You Love Me?”, og der er titusind andre ting at gå på opdagelse efter.

For ”Destroyer” er totalrock. Og aldrig før (eller siden) er Kiss blevet serveret i så gennemført en musikalsk iscenesættelse som på ”Destroyer”. Takket være lydarkitekten og konceptmageren Bob Ezrin. \m/

NB! Bob Ezrin fortæller om hans remix af ”Destroyer” i dette nye interview

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama 


søndag den 19. august 2012

Obama står bag massakrer

Konspirationsteorier og vilde påstande fra det yderste højre bringer for tiden sindene i kog på metalscenen. Megadeths motormund Dave Mustaine har skabt furore ved at påstå, at præsident Obama har iscenesat de seneste massakrer i USA.

Dave Mustaine: "Sæt en prop i." (Foto fra Wikipedia)
”Obama, han er et stykke lort. Jeg bad ham sutte på min maskinpistol. Hej, Hillary. Måske vil du ride ud i solnedgangen på disse to, din værdiløse tæve.”

Jo, den amerikanske valgkamp er i fuld gang. Og den har også gjort sin entré i heavy rocken. Ovennævnte salve blev for nylig affyret af ingen ringere end Ted Nugent, en af den hårde rocks læderhalse.

Skal man tro Politiken (lørdag den 18. august 2012), stillede Nugent op i camouflage-uniform og trak hele to maskinpistoler, hvorefter han udskreg sin sjofelhed mod Hillary Clinton, USAs nuværende udenrigsminister. Skrigeriet foregik til et arrangement i The National Rifle Association, en magtfuld pressionsgruppe, som arbejder for, at amerikanske borgere skal bevare deres ret til at eje skydevåben.

Ted Nugent hører til ude på højrefløjens yderste overdrev. Gonzo-guitaristen ejer angiveligt mere end 300 skydevåben. ”God, Guns, & Rock ’N’ Roll” hed hans skydegale selvbiografi, som udkom i 2001. Nugent bakkede op om Sarah Palin, der en overgang så ud til at kunne blive USAs vicepræsident med sin farverige kombination af sex appeal, hjernegabende uvidenhed og højreekstreme holdninger.

Jo, Ted Nugent er en sjov fætter, og hans retirader kan være svære at tage alvorlige – som f.eks. dengang, han mente, at det var en fejltagelse, at USA ikke havde ”Nagasaki’et” (=smidt en atombombe) over Irak. Men for nylig blev Nugents angreb på Obama for meget for de amerikanske myndigheder. Det betød, at rockmusikeren fik besøg. Af Secret Service, som bl.a. beskytter præsidentkandidater. Om besøget har gjort noget større indtryk på Ted er nok tvivlsomt. Nugent omtaler nemlig de offentlige myndigheder som ”Fedzilla” (et ordspil på føderal og uhyret Godzilla).

FOR AT OPPISKE EN FOLKESTEMNING
Ted Nugent er langt fra den eneste højreorienteret musiker inden for den hårde rock. Mark Farner (Grand Funk Railroad) og Blackie Lawless (W.A.S.P.) har også givet udryk for synspunkter af ekstrem højreorienteret karakter. Blackie har f.eks. kaldt Barack Obama for ”marxist”, for det kan man jo konstatere, at han er, ved at kigge ”på internettet”. Kildekritik er åbenbart ikke W.A.S.P.-sangerens stærke side.

I disse dage er det imidlertid Dave Mustaine, som sætter sindene i kog. På Youtube kan man se en ny videooptagelse fra Singapore, hvor Megadeths motormund under en koncert den 7. august kæfter op mellem to numre. I klippet beskylder Mustaine bl.a. præsident Barack Obama for at have iscenesat skuddramaerne i biografen i Colorado og Sikh-templet i Wisconsin. Dette skulle Obama angiveligt have gjort for at oppiske en folkestemning, der kan bane vejen for et våbenforbud.

Andre musikere har blandet sig i diskussionen. Forbiddens guitarist Craig Locicero har delvist givet Dave Mustaine ret, mens Nikki Sixx (Mötley Crüe) på Twitter har kaldt Mustaine for ”et forpulet røvhul” pga. Singapore-udtalelserne. Gwars frontmand Oderus Urungus har brugt cirka samme ordvalg om Megadeth-sangeren. Chuck Billy fra Testament og Jeremy Wagner fra Broken Hope har ligeledes undsagt Dave Mustaine i stærke, om end mere velartikulerede vendinger.

Det er ikke just første gang, at Mustaine stiller sig selv i et dårligt lys. I februar kom han med nogle upopulære udtalelser, der gik i retning af, at fattige og sulte afrikanere ikke skulle have lov til at sætte børn i verden. ”Hvad med at sætte en prop i. Man burde ikke få børn, hvis man ikke kan brødføde dem.”

Magasinet Classic Rock refererede udtalelsen på sin hjemmeside, og det fik en vred læser til at erklære, at han ville boykotte Classic Rock, fordi mange af magasinets læsere åbenbart sympatiserede med Mustaines synspunkter.

VI VENDER DET DØVE ØRE TIL
Udtalelsen i Singapore har dog ikke fået stor opbakning blandt fans. Faktisk har mange udbasuneret, at de fra nu af er færdige med Megadeth. Også en dansk metalskribent har på Facebook sagt ”farvel til Megadeth” pga. Singapore-fadæsen.

Sådan reagerer mange af os i kampens hede. Men mine erfaringer fortæller mig, at det er de færreste metalhoveder, som går så drastisk til værks. Vi headbangere har lært at leve med både ideologiske og religiøse uoverensstemmelser.

Selv det yderst politisk korrekte tyske metalmagasin Rock Hard kunne i længden ikke opretholde deres boykot af Darkthrone og andre bands fra den norske black metal-scene, som i midten af 1990’erne vakte opsigt med deres særprægede blanding af vold og krypto-fascisme. Deres musik er simpelthen for fed til, at de fleste vil lade sig afskære fra at nyde den af ideologiske grunde.

Og sådan har jeg det også. Jeg synes, at Ted Nugent politisk set er en hjerneblødning. Men det skal ikke forhindre, at jeg kan bange intenst til ”Cat Scratch Fever” og det bjerg af fed musik, som den tunghøre heavy-musiker har efterladt sig.

Det samme gælder Grand Funk Railroad og Megadeth. Skulle jeg smide W.A.S.P.s monstrøst fede debutalbum på autodaféens bål, blot fordi Blackie bilder sig ind, at han har forstand på politik? Skulle jeg bandlyse Burzums mesterværk ”Filosofem”, fordi det er skabt af en nazi-nidding? Eller skulle jeg knække min vinyludgave af Guns N’ Roses’ ”Lies”, fordi Axl disser ”niggers” og ”faggots” på ”One In A Million”? Nix, det kommer bare ikke til at ske.

Jeg tror, at det er sådan, at de fleste heavyfans har det. Vi ved godt, at vores musikalske helte ikke er profeter på niveau med Bob Dylan og Patti Smith. Vi ved godt, at Angus Young (AC/DC) og Lips fra Anvil ikke er i besiddelse af en ph.d. Vi er klar over, at Kiss’ Gene Simmons kun er interesseret i penge og kvinders kønsåbninger. Vi vender – måske med lidt træthed – det døve øre til deres bavl og bralderier. For vi ved, at vi kan stole på dem, når det gælder om det vigtigste: at rocke hårdt! \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

lørdag den 11. august 2012

Med stilethæle på fødderne og mord i øjnene

Hun er en af de vildeste kvinder i rockhistorien. Hun skød med riffel og inspirerede alt fra punk rockere til black metal-ekstremister.

Grace Slick, som hun så ud på indercoveret til "Welcome To The Wrecking Ball".
Sjældent. Cirka ligeså sjældent som en snestorm i Athen. Så sjældent skete det, at Danmarks Radio spillede et ægte røvsparkende rocknummer tilbage i 1970’erne og de tidlige 1980’ere. Heavy rocken – eller betonrocken, som den blev kaldt på dansk – var nærmest sortlistet blandt DRs discjockeyer. Punken blev også tiet ihjel – i hvert fald indtil den blev tam og akademisk og blev til såkaldt new wave.

Men en vinteraften i starten af 1981 skete det altså. DJ’en på P3’s aftenflade satte sit gode navn og rygte over styr: han spillede titelnummeret fra Grace Slicks tredje soloalbum, ”Welcome To The Wrecking Ball” (udsendt i januar 1981).

TORTURINSTRUMENT I KÆLDEREN
Grace Slick? ”Hvem er hun?” tænker de fleste Rifferama-læsere sikkert.

Grace Slick var blikfang og vokal-valkyrie i Jefferson Airplane, et af de mest markante amerikanske bands fra hippie-æraen. Jefferson Airplane havde base i hippie-paradiset San Francisco, og bandet, der spillede psykedelisk rock, optrådte på Woodstock og alle de andre store hippie-festivaler.

På mange måder var de første støjende heavy-bands (Blue Cheer, The Stooges, MC5, Bloodrock, Grand Funk, Black Sabbath etc.) selve antitesen til datidens hippie-musik med dens budskab om blomsterfred.

Men der var forskel på hippier. Jefferson Airplane malede ikke deres hovedkvarter i strålende, glade blomsterkulører. Nej, Jefferson Airplane malede deres hovedkvarter sort. De installerede et middelalderligt torturinstrument i deres kælder. Guitaristen kørte på motorcykel, og sangerinden Grace Slick købte sig en riffel og forlystede sig med at plaffe løs fra Jefferson-hovedkvarterets vinduer.

Grace Slick var tidligere fotomodel – hun var smuk som en gudinde. Og ind imellem var der, ahem, krop bag, når hun førte sig frem med provokerende nøgenhed. Slick var også politisk radikal, og hun talte gerne magten midt imod. Men bedst af alt: Grace Slick havde et kraftfuld stemme plus masser af attitude. Slick var i besiddelse af en ph.d. i fuck you. Jefferson Airplane var hippie-musik med kant.

Også musikalsk. Når man genhører Jefferson Airplanes gamle plader, udsættes man for forskellige former for syrerock. Men ind imellem flås lydbilledet i stykker af proto-heavy rock. Altså: elektriske stød af forvrængede guitarer.

HVID KANIN BLEV TIL EN SORT GED
Grrrr ...
Meget passende har In The Woods … (et avantgarde-metalband fra udkanten af 1990’ernes norske black metal-scene) indspillet en mørk version af Jefferson Airplanes store hit fra 1967, ”White Rabbit” (skrevet af Grace Slick!). ”White Rabbit” er et syret nummer, hvor Grace Slick gentager mantraet: ”Feed your head”. Det er bevidsthedsudvidende musik, der drives frem af militante, ”Bolero”-agtige trommer.

Et utal af grupper har spillet coverversioner af ”White Rabbit”, bl.a. punk-pionererne The Damned og alternativ-gruppen Smashing Pumpkins. Andre metalbands, såsom Lizzy Borden, har også prøvet kræfter med sangen, som black metal-gruppen Wind Of The Black Mountains tilmed har fordrejet til ”Black Goat”.

Så det er måske på tide, at Jefferson Airplane (og dermed Grace Slick!) bliver skrevet ind i hårdrock-historien. Det var i hvert fald det indtryk, jeg fik hin vinteraften i 1981, hvor Grace Slicks ”Wrecking Ball” pludselig drønede ud af højttalerne.

Jeg var heldig at få det meste af nummeret optaget på min kassette-båndoptager – og som så mange andre bånd fra dengang spillede jeg nummeret ihjel. Og glemte senere alt om Grace Slicks ”Wrecking Ball”.

Indtil forleden, hvor jeg læste en artikel om Jefferson Airplane-sangerinden i magasinet Classic Rock. Det gav ikke så meget lyst til at høre ”White Rabbit”, ”Somebody To Love” og de andre travere fra hippie-tiden. Nej, jeg klikkede ind på Youtube for at høre ”Wrecking Ball”.

Et glædeligt genhør, komplet med sej lydeffekt fra trykluftboret, der hamrer løs på trommehinderne i slutningen af omkvædet. Bevares, det er ikke original sangskrivning – det er vist temmelig tidstypisk for amerikansk hårdrock i 1981.

Men det, der stadig blæser mig omkuld her godt 30 år senere, er den grrrr-arrige nerve i vokalen. Den stemme er STOR. Og man kan sagtens fornemme, hvorfor Grace Slick er blevet arresteret af panserne et utal af gange. Den kvinde er vild.

Grace Slick: blikfang og vokal-valkyrie. 
OVERSKRÆVS PÅ EN MURBRÆKKER
Vildskab, fare, lyst til at nedbryde. Det er, hvad omslaget til ”Welcome To The Wrecking Ball” signalerer. På indercoveret sidder Grace Slick overskrævs på en murbrækker med et par stænger dynamit i næven. Håret er touperet op i en hysterisk frisure. Der er stilethæle på hendes fødder, men der er mord i hendes øjne.

For resten er titelnummeret slet ikke den bedste skæring på ”Welcome To The Wrecking Ball”. Jens Jørn Gjedsted skriver i Politikens Rockleksikon (1992), at Grace Slick på albummet ”flirtede med heavyrock”. Det tror jeg.

Attituden på albummet er ét stort udråbstegn, og syren driver ned over tekstarket. Musikken er dramatisk og teatralsk og minder her og der om Alice Cooper og The Tubes. ”Welcome To The Wrecking Ball” var uden tvivl et af de bedste amerikanske albums, som udkom i 1981.

Senere hen kom Grace Slick ud i noget snavs med AOR-gruppen Starship (dem med det rædsomme hit ”We Built This City”). Grace har sagt bebe, og hun er i dag en sej, gråhåret dame, som delvist ernærer sig som kunstmaler. Hun har for stor selvrespekt til at gå på scenen og give den som røvvrikkende rockmama. Men hun har bevaret sin attitude. Der er stadig vid og bid i Grace Slick. For den kvinde er vild. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

onsdag den 8. august 2012

Nittearmbånd og cowboyjakker med afklippede ærmer

Serpent Saints hedder et af tidens mest overbevisende retro-metalbands. Og så er de tilmed fra Danmark!

Cd-anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i EMP/NRG, sommermagasin/ katalog 2/2012)

Serpent Saints byder velkommen tilbage til fremtiden.
SERPENT SAINTS
”ALL THINGS METAL”
Emanes
******
For fans af: King Diamond, Iron Maiden

Danske Serpent Saints giver en tur i tidsmaskinen. Tilbage til de tidlige 1980’ere – og hvis man ellers følger med i den retrobølge, der for tiden skyller ind over metallens kyster med navne som 3 Inches Of Blood, Ram, Cauldron, White Wizzard og Bullet, så kan det her gå hen og blive en slags ”tilbage til fremtiden”.

Serpent Saints har en organisk, autentisk heavy metal-lyd, og de spiller på den der lidt sløsede måde, som var typisk i tidligt 80’er-metal. Bandmedlemmerne har en skummel fortid i grupper som Ad Noctum og Black Income. Men Serpent Saints’ force er dog sangeren. Han hedder Søren Adamsen og er bedst kendt for sine vokale bedrifter i Artillery. Adamsen er en af de bedste heavy-sangere, Danmark nogensinde har fostret.

Stilistisk svælger Serpent Saints i klichéerne fra dengang, man ikke skammede sig ved at bære nittearmbånd og cowboyjakker med afklippede ærmer. En sangtitel som ”Witchhunt” er rent 80’er-lir, og under første gennemlytning kom jeg til at tænke på gode, gamle kultbands som Witchkiller og Axe Witch. Serpent Saints hylder tilmed Mercyful Fate med en coverversion af ”Come To The Sabbath”.

Der er speed metal-elementer her og der, men musikken bliver aldrig monoton. Alsidigheden bygger bl.a. på gæsteoptrædener fra Monika Pedersen (Sinphonia).

Serpent Saints spiller med stor kærlighed til den traditionelle heavy metal-stil. Og kærligheden er smittende. Så man bærer gerne over med, at det hele er hørt før. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

onsdag den 1. august 2012

Riffmeisteren er faldet til patten

Der er ingen over eller ved siden af Tony Iommi, når det gælder om at skabe de mest monstrøse metal-riffs. Men Black Sabbath-guitaristens selvbiografi er en tam affære.

Boganmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i EMP/NRG, forårsmagasin/katalog 1/2012)

"Iron Man" mangler noget af det krånsj, som man finder i
Tony Iommis riffs.
Da Tony Iommi var en ung industriarbejder i Birmingham, fik han en dag kappet et par af sine fingerspidser af i en maskine. Tony drømte om leve af at spille guitar, og ulykken havde nær kostet ham hans karriere. Men Tony er en fighternatur. Og lidt af en praktisk gris. Så han opfandt nogle særlige ”fingerbøl”, som gjorde det muligt for ham at genoptage guitarspillet. Og dog, for der måtte også andre ændringer til. Strengene måtte ændres, og hele Tonys spillestil måtte tilpasses hans handicap. Og på den måde opstod Black Sabbaths dommedagsdystre metal-lyd.
                     
Tony Iommi er en beskeden herre, og han ønsker ikke at tage hele æren for at have opfundet heavy metal. Det er nogenlunde det budskab, som Tony Iommis selvbiografi, ”Iron Man”, starter med. Hele dramaet i ulykken nedtones af Tony. Og det gælder desværre alle begivenheder i ”Iron Man”.
                     
”Iron Man” er skrevet i en simpel talesprogagtig stil med mange gentagelser og klichéer. ”Blimey!”, ”bloody hell” – udtrykkene går igen og igen. Akkurat som de gengangere, som Iommi så gerne vil fortælle om. Der er meget langt til det fortælle-mæssige drive, som man finder i f.eks. Marilyn Mansons selvbiografi, ”The Long Hard Road Out Of Hell” (1998). ”Iron Man” er sådan en slags læse-let-bog, som ikke kan forarge ret mange læsere.
                     
Tony Iommi fortæller det, vi allerede ved: at han var (og er! – gruppen er jo netop blevet gendannet i originalbesætningen) den musikalske drivkraft bag Black Sabbath. Iommi var bandets organisator og leder allerede fra starten. Men Iommi er gentleman nok til at give Ozzy Osbourne (vokal), Geezer Butler (bas), Bill Ward (trommer) og alle de andre musikere, som i årenes løb har optrådt under Black Sabbath-logoet, æren for deres bidrag.
                     
Black Sabbath-guitaristen er ingen blærerøv. Desværre er han heller ingen stor historiefortæller – og hans medforfatter, hollænderen T.J. Lammers, virker heller ikke til at være nogen ørn udi ordkunst. Ak! For det kunne ellers være interessant at komme ind under huden på Tony Iommi, guitaristen der indiskutabelt har skabt den hårde rocks mest fænomenale riffs, herunder monsterriffet til sangen, som selvbiografien er opkaldt efter.

”VI ER IKKE SATANISTER”
Tony Iommi forsøger at aflive myten om, at Black Sabbath er satanister. Det har han og de andre Sabbath-medlemmer forsøgt siden 1970, og Iommi vil formentlig have ligeså stor succes med forsøget denne gang som de 117 gange tidligere. Men Iommis teologiske troværdighed bliver selvfølgelig ikke større af, at han samtidig strør om sig med de spøgelseshistorier, som Black Sabbath har gjort sig interessante med, siden bandet skrev sangene til ”Sabbath Bloody Sabbath” i spøgelsesslottet Clearwell Castle.
                     
Riffmeisteren fylder sin selvbiografi med et virvar af ligegyldige oplysninger om biler (Black Sabbath kørte i Rolls-Royce-modeller, da de kom til penge). Gavtyvestreger og practical jokes fylder også godt op i bogen, men vi får ikke noget at vide om, hvorfor det var nødvendigt for Iommi & Co. at skrive antikrigssange som ”War Pigs”, ”Electric Funeral” og ”Children Of The Grave”.
                     
”Iron Man” er skåret over en skabelon, som desværre er blevet typisk for de mest trivielle hårdrock-biografier. Rockstjerner, der bruger denne skabelon, tror åbenbart, at deres fans er mere interesseret i skrøner om sex og stoffer end i musik. I hvert fald er Iommis biografi fattig på refleksioner om Black Sabbaths tonekunst. Og selvom Iommi i dag tager afstand fra narkotika, så gør hans mange muntre historier om stofferne intet for at afromantisere gruppens misbrug af kokain etc.
                     
Black Sabbaths karriere har tydeligvis været noget af en kamp – både med bandmedlemmer, managers, koner, myndigheder etc. Narkoen har også været en hård modstander, forstår man. Eller gør man? For der mangler noget nerve i historien. Der mangler noget kapow, noget af det krånsj, som man finder i Iommis riffs. Man kan dårlig nok fornemme sorgen over sangeren Ronnie James Dios død i 2010. Eller over tabet af trommeslageren Cozy Powell i 1998. Og har skilsmisserne virkelig bare været en walkover for Tony Iommi? Nej, ”Iron Man” er ikke ligefrem skrevet med hjerteblod.

GODDAG TIL KRIGSMAGEREN
”Iron Man” giver ikke et realistisk indtryk af forholdet mellem Black Sabbath og Ozzy Osbourne i 1980’erne. Ozzy blev smidt ud af Sabbath i 1979, og stik imod alle forventninger kastede den ellers dysfunktionelle Ozzy sig ud i en solokarriere. Faktisk fik Ozzy så stor succes, at der nærmest var krig mellem ham og moderbandet Black Sabbath langt op i 1980’erne. Senere hen sagsøgte Ozzy Tony Iommi for at få denne til at stoppe med at bruge bandnavnet Black Sabbath. Men det er alt sammen noget, som Tony Iommi holder under låg i ”Iron Man” – for han har formentlig vidst, at en lukrativ genforening med Ozzy og de øvrige medlemmer af det originale Black Sabbath ventede i den nærmeste fremtid. Og så kan det jo ikke betale sig at grave op i gammelt nid og nag.
                     
Der er tilmed noget morfar over måden, som ”Iron Man” slutter på. I en moden alder har Iommi og de andre Sabbath-medlemmer endelig fået den anerkendelse, som de fuldt ud fortjener. De hyldes af deres hjemby Birmingham, og de bliver optaget i The Rock And Roll Hall Of Fame. Men denne anerkendelse gør også Black Sabbath harmløse, for dermed optages de i det borgerlige etablissement – og det ligger meget langt fra den rebelske ånd, som drev Black Sabbath til at skrive deres protestsange i 1970’erne.
                     
Sørgeligst er det at læse om Tony Iommis møde med den stokkonservative dronning Elizabeth II og krigsmager-premierministeren Tony Blair (en politiker, hvis manipulative regime har kostet mange menneskeliv). Her stiller Iommi sig gladelig op i den lange række af rygklappere, der er med til at give Blair og Elizabeth legitimitet. Skammeligt, for det er jo dubiøse personer som Tony Blair, der behandler folk som bønder i skak, for nu at citere ”War Pigs” – en sang, der i 1970 var så kontroversiel, at pladeselskabet forbød, at den blev brugt som titelnummer på Black Sabbaths andet album.
                     
Nå, fred med det. Og der er en del oplysninger i ”Iron Man”, som vil interesse Black Sabbath-fans. Men det er ikke ligefrem hårrejsende læsning. Og ligesom det var tilfældet med Ozzy Osbournes selvbiografi, ”I Am Ozzy” (2009), må man bare konstatere, at de videbegærlige fans er bedre tjent med at læse en af de uofficielle biografier – som f.eks. Joel McIvers ”Sabbath Bloody Sabbath” (revideret udgave fra 2011). \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama