mandag den 28. maj 2012

Den ledeste mær af et heavy rock-riff

Bachman-Turner Overdrives musik var hård og robust og umulig at slå i stykker, om man så tævede løs på den med en mukkert.

Koncertanmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 32, juni 1991)
Introduktion: Peter Béliath (maj 2012)

Randy Bachman (til venstre) og C.F. Turner udskilte rigelige mængder testosteron.
(Foto fra coveret til "Four Wheel Drive")
I 1974 udkom en af heavy rockens største fuldtræffere nogensinde. Hittet hed ”You Ain’t Seen Nothing Yet” og var med den canadiske kvartet Bachman-Turner Overdrive (ofte forkortet til BTO).

Historien om ”You Ain’t Seen Nothing Yet” er finurlig. Sangen var skrevet af guitaristen og sangeren Randy Bachman, som allerede i 1970 havde skabt sig et navn som hitsmed i gruppen The Guess Who, for hvem han skrev den rockende ørehænger ”American Woman”.

Bachman-Turner Overdrive var ikke et såkaldt one hit wonder. Bandet grovhittede i midten af 1970’erne med en stribe singler (”Let It Ride”, ”Takin’ Care Of Business”, ”Roll On Down The Highway”, ”Hey You”), der ligesom ”You Ain’t Seen Nothing Yet” var medrivende kombinationer af rullende betonrock og iørefaldende melodier.

Der var bare ét problem: Randy brød sig ikke om ”You Ain’t Seen Nothing Yet”. Han betragtede sangen som en vits, hvor han stammede sig igennem omkvædet. Videre original var sangen heller ikke; den var baseret på elementer, der mindede lovlig meget om tyvekoster fra The Who.

Den sang var for banal, ja, nærmest pinlig, mente Randy, så han lagde den tilbage i skuffen. Men også i 1974 skulle der hits til for at sælge heavy rock i de kvanta, som store pladeselskaber kræver for at overholde deres del af kontrakten. BTOs forrige album, ”Bachman-Turner Overdrive II” (1973), havde solgt til platin, og den succes ville Mercury Records gerne gentage.

Så BTO blev bedt om at diske op med noget, der kunne spilles i radioen – og som kunne sætte skub i salget af bandets kommende album, ”Not Fragile” (1974). Og på den måde endte ”You Ain’t Seen Nothing Yet” på plademarkedet. Og det med succes!

Som single opnåede ”You Ain’t Seen Nothing Yet” en førsteplads i flere territorier, ikke mindst i USA. Men også i Tyskland – og i Danmark! – toppede BTO-sangen salgslisten. I modsætning de fleste andre af datidens smash hits er ”You Ain’t Seen Nothing Yet” ikke gået i glemme. Den er blevet en klassiker i den hårde rock, og BTOs bagkatalog er for nylig blevet genudgivet på cd. Så der er stadig salg i de canadiske betonrockeres gamle travere.

Coveret til "Not Fragile" sendte et robust signal.
TOG PIS PÅ HIPPIE-BAND
Det er værd at sætte spot på ”Not Fragile”. Det er BTOs heavieste og mest helstøbte album, og ikke mindst det tonstunge titelnummer rejser sig som en obelisk på heavy rockens elysiske marker. (Hør nummeret her, ledsaget af fine tidsbilleder.)

”Not Fragile” er et af de allertidligste eksempler på, at en hårdrockgruppe brugte termen ”heavy” om deres egen musik. Det manglede også bare, for nummeret er bygget op omkring et monster-riff, der har mindst ligeså meget power som de mest hårdtslående Black Sabbath-riffs. Sangen har et knusende tungt anslag og pløjer sig frem med et brontosaurus-agtigt drive. Meget sigende har Six Feet Under, 3 Inches Of Blood og Spiritual Beggars alle indspillet coverversioner af ”Not Fragile”.

BTO lod musikkens tyngde få gennemslagskraft i teksternes formsprog. I ”Sledgehammer” synger Randy Bachman f.eks., at kærligheden rammer ham som en forhammer. Ikke noget hippie-ævl om blomster og klappe-klappe-kage her. Kærligheden er ikke sødsuppe, kærligheden slår hårdt.

”Not Fragile”-albummet var så tungt, at der ligefrem var optræk til stoner doom på skæringer som ”Sledgehammer” og ”Second Hand”. Læg dertil, at BTOs sange som oftest blev sunget med en grødet røst, der vidnede om, at især bassisten og vokalisten C.F. Turner udskilte rigelige mængder testosteron.

Albumtitlen var ikke valgt tilfældigt. Den sagde, hvad der var passende at sige om BTO anno 1974: de var ikke skrøbelige. Deres musik var hård og robust og umulig at slå i stykker, om man så tævede løs på den med en mukkert. BTO var den diametrale modsætning til nogle af datidens hippie-darlings, gruppen Yes. Yes havde i 1971 udsendt et album, der rummede alfe-let og spindelvævssart prog rock med kastratsang. Den slags hadede man i heavy rock-kredse. Og titlen ”Not Fragile” var da også et decideret piss-take på Yes’ ”Fragile”.

BTO BLEV EN SAGA BLOT
BTO scorede platin for ”Not Fragile”. Men på opfølgeren, ”Four Wheel Drive” (1975), begyndte nedturen, den kommercielle såvel som den kunstneriske. Randy Bachman blev træt af heavy rock og tvang bandet i en mere ordinær og kedelig mainstream-rock-retning på albummet ”Head On” (1975). Med den tamme ”Freeways” (1977) var det endegyldigt slut med at hænge guld- og platin-plader på væggen hjemme hos BTO.

1978-albummet ”Street Action” var et delvist vellykket forsøg på at vende tilbage til den hårde rockstil, men da havde Randy Bachman forladt gruppen – og desuden var tiden løbet fra BTO. Punk og new wave dominerede rockmiljøet, og en ny, mere aggressiv metal-torden trak op i det fjerne (New Wave Of British Heavy Metal ramte rockscenen med stor kraft i 1979-80).

Efter at have udsendt den søvndyssende ”Rock n’ Roll Nights” i 1979 gik BTO i opløsning. Medlemmerne har ved flere lejligheder forsøgt at få comeback med de obligatoriske gendannelser og skiftende besætninger. Det er der kommet flere vellykkede turnéer ud af, for BTOs bagkatalog har vist sig at være langtidsholdbart. Men som pladekunstnere har BTO været et saga blot siden 1970’erne. Også selvom gruppen mere eller mindre helhjertet har forsøgt at fange publikums interesse med diverse udgivelser.

Nu om dage får Randy Bachman og BTO-kompagnonen C.F. Turner tiden til at gå med revival-bandet Bachman & Turner. Bachman & Turner udsendte i 2010 et album med splinternyt materiale, ligesom de også har genindspillet flere af BTOs hits fra 1970’erne. D’herrer Randy og C.F. leverer en hæderlig indsats – der er bare knap så meget overdrive over det, som det var over BTO på ”Not Fragile”.

Nedenstående koncertanmeldelse er skrevet på baggrund af en forrygende BTO-optræden i Odense i 1991.
BTO i deres velmagtsdage i 1970'erne. (Foto fra coveret til cd-opsamlingen
"Classic Bachman-Turner Overdrive - The Universal Masters Collection")

                                                   *     *     *

TRUCKER-ROCK

Bachman-Turner Overdrive cruisede ud ad nostalgiens highway, da de den 11. april gav koncert på Grand Palace.

”Geared Up And Ready To Roll” stod der på ryggen af de t-shirts, der solgte som skidt denne aften. Og Bachman-Turner Overdrive var virkelig gearet op, og det samme var publikum. Grand Palace kogte allerede, inden BTO var nået til omkvædet i det første nummer: ”Let It Ride”.

Og det var næsten heller ikke til at tro det. Dér stod de, disse betonrockens grand old men, der ikke havde gæstet Danmark siden 1975. I 1975, mand, var BTO bare det hotteste, ti uger i rap blev det til på Jørgen Mylius’ Tipparade.

Men der stod de altså, noget så bandsatte og opsatte på comeback: C.F. Turner med måne og obligatorisk trucker-vom! Og selveste Randy Bachman, nu adskillige kilo tungere end dengang (og det siger ikke så lidt!) – han lignede en mellemting mellem en pelsjæger og en dansende bjørn, som han stod der på Grand Palaces scene og svingede Stratocasteren i sine vældige, barkede næver. Og det var selvfølgelig aftenens absolutte højdepunkt, da han stammede sig igennem betonrock-hittet over alle betonrock-hits: ”You Ain’t Seen Nothing Yet”.

Vi elskede det! Vi hoppede og dansede og klappede som imbeciler og jamrede med på alle omkvædene. Det var, som skulle Grand Palaces mure styrte sammen. Det var næsten ikke til at få vejret i denne fortættede hørm af mandesved og nostalgisk begejstring.

Og det var nostalgiens highway, som de canadiske trucker-rockere cruisede ud ad. Vi fik  alle de gamle turboladede hits: ”Four Wheel Drive”, ”Roll On Down The Highway”, ”Hey You” og –selvfølgelig – ”Not Fragile”, nummeret, der er bygget op omkring den ledeste mær af et heavy rock-riff!

Hvad mere kunne vi ønske os? Måske et par nye numre, der kunne give et praj om, at BTO ikke bare er endnu en 1970’er-dinosaur, som en sidste gang bliver trukket rundt i det store rock’n’roll-cirkus’ manege …

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

torsdag den 17. maj 2012

Før der gik bademode i thrashen

På ”Fistful Of Metal” spillede Anthrax med en bandsat gejst, der var ligeså medrivende som en lavine.

Lp-anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Hot Rockin’ nr. 3, april 1984)
Introduktion: Peter Béliath (maj 2012)

Anthrax, da de stadig så seje ud. Det er Neil Turbin i midten. Scott Ian står yderst til højre - med hår!
WIMPKILLERS! skreg rubrikken. Den var skrevet med versaler og flankeret af nedadjagende zigzag-lyn. Rubrikken stod i toppen af en side i anmeldelsessektionen i det danske fanzine Hot Rockin’. Siden var viet til tre af de allervildeste udgivelser, som udkom i foråret 1984: Exciters lp ”Violence & Force”, Metallicas ep ”Jump In The Fire” og Anthrax’ lp ”Fistful Of Metal”. (Anmeldelsen af ”Fistful Of Metal” kan læses nederst i dette blogindlæg.)

Anmeldelserne var alle skrevet af yours truly, og idéen til den krigeriske overskrift var også min. For i år 1984 var wimps (=tøsedrenge, der spillede og hørte vattet pseudo-metal) bare fjenden nr. 1. Men heldigvis kom der på det tidspunkt en hel horde af bands, som var udrustet med det bedste våben mod wimpdommen: thrash metal.

Ligesom alle andre nogenlunde vågne headbangere på det tidspunkt var jeg klar over, at en revolution var i fuld gang på den internationale metalscene. I samme nummer af Hot Rockin’ skrev jeg om de seneste demos fra Znöwhite, Zoetrope og Nasty Savage, og i de kommende måneder havnede de nyeste demos fra bl.a. Overkill og danske Artillery i min postkasse. Året forinden lp-debuterede Exciter, Metallica og Slayer, mens Venom lagde an til at terrorisere plademarkedet med deres tredje fuldlængdealbum, ”At War With Satan”.

Jeg elskede alle disse bands, hvis stil jeg (og de fleste andre skriverkarle på det tidspunkt) kaldte power metal eller hardcore metal. Som nedenståede anmeldelse afslører, så kaldte man hurtig og brutal metal for speed metal og death metal allerede i 1984 – altså før det, som vi i dag kalder dødsmetal, opstod!

Begrebet thrash metal var endnu ikke blevet opfundet. Der er blevet spekuleret meget over, hvor thrash metal-termen stammede fra, og hvem der opfandt den. Et endegyldigt svar kan ikke gives. Joel McIver gennemgår thrashens udvikling detaljeret i bogen ”Justice For All: The Truth About Metallica” (revideret udgave udsendt i 2009).

Mange mener, at Metallica-sangen ”Whiplash” (med verslinjen ”thrashing like a maniac”) var termens stamfader. Men thrash-begrebet fik i hvert fald en yderligere udbredelse med Anthrax’ monstrøst fede nummer ”Metal Thrashing Mad” – og spørgsmålet er da også, om det ikke var Anthrax, som indirekte døbte den nye opspeedede metalstil med netop ”Metal Thrashing Mad”.

Der var masser af brutal signalværdi på omslaget til
"Fistful Of Metal". (Foto hentet fra Wikipedia)
BANDSAT GEJST
Anthrax’ debutalbum, ”Fistful Of Metal”, blev aldrig andet end en parantes i metalhistorien. Det er der flere grunde til. Først og fremmest har Anthrax selv lagt distance til albummet, som, kritikere mener, er for uoriginalt og klichéfyldt. På mange måder minder ”Fistful Of Metal” om Slayers debut-lp, ”Show No Mercy”: de er begge meget inspireret af Iron Maiden og Judas Priest.

Spørgsmålet er imidlertid: er det så galt at være inspireret af Priest og Maiden? I hvert fald blev ”Fistful Of Metal” og ”Show No Mercy” spillet med en ungdommelig charme og en bandsat gejst, der var ligeså medrivende som en lavine i Himalaya.

Jeg blev så begejstret for ”Fistful Of Metal”, at jeg satte den på min playlist i Hot Rockin’ – en ære, som selv Slayer ikke fik. Og jeg er stadig begejstret for albummet. Det er faktisk det eneste Anthrax-album, som jeg stadig gider lytte til. For selvom ”Fistful Of Metal” ikke ligefrem byder på nybrud inden for sangskrivningskunsten, så er de fleste af lp’ens numre en forrygende fusion af dynamik og melodiøsitet, som jeg finder uimodståelig den dag i dag.

BLOMSTRET BADEMODE
Thrash-revolutionen vendte op og ned på metalscenen. Metallica, Slayer, Megadeth og Anthrax endte med at blive De 4 Store vindere af den krig, der i 1980’erne opstod om det mere og mere hærdede metalpublikum.

For at opnå den position måtte Anthrax gennemgå en del forandringer. F.eks. fyrede gruppen den ellers udmærkede sanger Neil Turbin, der havde (og vist stadig har) en arketypisk vokal-stil med høje heavy-skrig.

Det er helt sort for mig, hvorfor Turbin skulle fyres. Men det var vist noget med, at Scott Ian ønskede at føre Anthrax i en mere politisk bevidst og samfundskritisk retning, og så nytter det jo ikke noget at have en sanger, der skriver numre om at være metalsoldat (”Soldiers Of Metal”) eller om, hvor ellevild han er med at køre bilræs (”Metal Thrashing Mad”).

Anthrax ændrede deres sangskrivning, så musikken fik et muntert (hip)hoppende boptibopti-galop-præg. Ydermere lagde Anthrax læderjakkerne, patronbælterne og de bistre miner fra sig, og i stedet begyndte Scott Ian & Co. at opføre sig, som om de var statister i en Marx Brothers-film, ligesom de også lod sig gøre til mannequiner for den sidste nye mode inden for blomstret badetøj. (Hvad sker der lige her?)

Albummet ”Among The Living” (1987) betragtes stadig som et thrash-mesterværk. Min egen kærlighed til Anthrax fik dog først et boost, da bandet kastede sig ud i en coverversion af ”Antisocial” (udgivet som hasarderet single i 1989). ”Antisocial” er en radikal sang, som tilbage i 1980 fik oprørstrangen op i metalfans, da den blev udsendt af det stærkt venstreorienterede franske pioner-metalband Trust. Jeg var imidlertid knap så begejstret for Anthrax’ kollaboration med hiphop-gruppen Public Enemy på ”Bring The Noise” (1991).

LYDEN AF HVID STØJ
I årenes løb har Anthrax’ besætning ændret sig efter svingdørsprincippet. Op mod 25 forskellige musikere, heriblandt otte sangere, har været medlemmer af gruppen (plus de løse turnémusikanter).

Stilistisk har bandet også gennemgået flere identitetskriser – og det gav i 1993 fanskaren et af Anthrax’ stærkeste albums, ”Sound Of White Noise”, hvor Scott Ian & Co. faktisk sparker seriøs scrotum. Men det manglede også bare, for det var selveste ex-Armored Saint-sangeren John Bush, som havde Anthrax’ mikrofon i næven på det tidspunkt. Singleudspillet ”Only” er blevet stående som et højdepunkt inden for 1990’ernes mainstream-metal.

Desværre viste det sig, at Anthrax ikke kunne holde den høje standard på deres efterfølgende udgivelser – indtil der skete noget i fjor.

Anthrax’ seneste album, ”Worship Music” (2011), har ikke alene givet bandet høje salgstal, det har også været med til at redde Anthrax’ ære i en tid, hvor thrashen har fået en renæssance. Og det er først og fremmest takket været ”Worship Music”s succes, at Anthrax er blevet klasket på plakaten til årets Copenhell-festival. 
                                                          *  *  *

Sådan så Wimpkillers!-siden ud i Hot
Rockin' nr. 3. Anthrax-anmeldelsen var for
resten et af de allerførste eksempler på
brugen af death metal-begrebet! Possesseds
Jeff Becerra påstår, at han opfandt
dødsmetal-begrebet i 1983.
ANTHRAX
”FISTFUL OF METAL”
(Roadrunner / Music For Nations)

Anthrax er et af de usandsynligt mange ligeså usandsynligt fede power metal-bands, der er fulgt med i kølvandet på Metallica – og det bærer gruppens musik stærkt præg af.

”Fistful Of Metal” åbnes med det fast ’n’ furious speed & death metal-track ”Death Rider”, som følges op af ”Metal Thrashing Mad”, der for mig står som et a de bedste power metal-numre nogensinde, da det har et fantastisk hook – den sikre vej til gummicellen

En god coverversion af Alice Coopers ”I’m Eighteen” sætter tempoet ned, hvorefter det atter sættes op med ”Panic” og ”Subjugator”.

Svimmel vender man pladen, og ”Soldiers Of Metal”, ”Death From Above” og ”Anthrax” følger.

”Across The River” er et kort instrumentalnummer, og denne yderst velegnede headbangings-lp sluttes af med ”Howling Furies”, som er lettere episk.

Akkurat ligesom Exciter er Anthrax-numrene meget homogene, men i modsætning til [Exciters lp ]”Violence & Force” er ”Fistful Of Metal” mere afvekslende (pga. en masse vel-timede breaks), og Anthrax er også klart bedre musikere.

Direkte ind på playlisten! \m/

Dette er den foreløbigt sidste artikel i serien om thrash-genrens pionertid fra 1983-84. Seriens første artikler handlede om Slayer, MetallicaVenom og Exciter