Roden til alt grumt

Venoms punk-primitive metalrock talte til en helt ny generation af metalfans, der bare ikke kunne få musikken heavy nok.

Ep-anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Hot Rockin’ nr. 3, april 1984)

Venom, som de så ud i 1980'erne. Dengang skulle der helst være overensstemmelse
mellem lyd og look.

[Baggrund: ”Det her er ikke musik, men noget malabarisk larm,” nogenlunde sådan lød den offentlige mening, da Venom i april 1981 udsendte deres debutsingle, ”In League With Satan”. Og der har sandt for dyden eksisteret dygtigere musikere end Cronos (bas, vokal), Mantas (guitar) og Abaddon (trommer). Men Venom ramte en nerve af ægthed og talte til en helt ny generation af metalfans, der bare ikke kunne få musikken heavy nok.

Venom var gudsbespottende, sjofle og platte. Men de var mere end det. Den trio, der udgav lp’erne ”Welcome To Hell” (1981) og ”Black Metal” (1982), var unik. Og totalt banebrydende.

Venom satte en helt ny standard for barbari på metalscenen, som på det tidspunkt var kendt for at være en platform for virtuose musikere som Ritchie Blackmore (Deep Purple, Rainbow) og Michael Schenker (Scorpions, UFO, MSG). Og så kom disse gadedrenge fra industribyen Newcastle og stillede sig an med superstar-egoer på størrelse med Led Zeppelins og med vanvidsdrømme om at stable et show på benene, der kunne overskygge Kiss’ excesser på scenen.

Live spillede Venom ikke alene brutalt. De spillede øresønderrivende HØJT. Og de slæbte sprængstoffer nok med på scenen til at kunne gøre al-Qaeda misundelige. Kritikere mente, at det er det endelige bevis på, at tomme tønder buldrer mest. Men den hårde kerne af headbangere i metalundergrunden vidste bedre. De vidste, at det her var lyden af metallens fremtid.

Historisk bevidste heavyrockere vil vide, at Venom var del af den nye bølge af britisk heavy metal (NWOBHM), der skyllede ind over rockscenen fra 1979 og nogle år frem. Brit-bølgens største bands var Iron Maiden, Saxon og Def Leppard. Men et spørgsmål trænger sig på: var Venom ikke det vigtigste band i bølgen? I hvert fald har alle former for ekstremmetal siden da stået i gæld til Cronos & Co.

Venom opfandt ikke alene en ny brutal tonekunst, de opfandt også termerne ”black metal” og ”power metal”. Og stort set ethvert kvæk inden for thrash metal, black metal og dødsmetal har været et ekko af Venoms underligt kluntede form for punk-primitiv metalrock. Også selvom den moderne ekstremmetal i dag ofte spilles af ekvilibrister.

I sin udmærkede bog ”Justice For All: The Truth About Metallica” (Omnibus Press, 2009) påstår Joel McIver hårdnakket, at Venom var verdens første thrash metal-band. Og Venom havde da også en så høj stjerne i den ekstreme metalundergrund, at trioen en overgang havde Metallica og Slayer med på deres turnéer – som opvarmning.

Men Venom kunne ikke holde den lede standard. Allerede gruppens tredje album, ”At War With Satan” (1984), viste svaghedstegn, og med udsendelsen af ”Possessed” (1985) stod det klart, at Cronos & Co. havde udspillet deres rolle. Yngre bands tog magten. Og det gjaldt først og fremmest Metallica, Slayer, Anthrax og Megadeth – kort sagt de bands, som vi i dag kalder De 4 Store inden for thrash metal. Men fælles for disse er, at de alle sammen anerkender Venom som roden til alt grumt.

Jeg tilhørte selv jubelkoret, der hyldede – og forsvarede! – Venom i første halvdel af 1980’erne. Det bærer nedenstående anmeldelse af ”Warhead”-ep’en præg af. Anmeldelsen er skrevet med store ord (”genial”?), men ”Warhead” er en fremragende ep, og den står som noget af det kunstnerisk mest valide fra den tidlige thrash-æra. Efter min mening er ”Warhead” Venoms bedste udgivelse. (Den findes som bonus-materiale på cd-udgaven af ”At War With Satan” i Castles NWOBHM-serie fra 2002.)

  

Både Venoms musik og denne anmeldelse giver for resten en forsmag på den æstetik, der senere kom til fuld udfoldelse i death metal: inspireret af jargonen hos det vejlensiske kultband Nigro Mantia, smider jeg i denne anmeldelse om mig med modeordet ”sindssyg” – ”sindssyg” skulle senere hen blive et kodeord i dødsmetal-genren (jfr. Morbid Angels ”Alters Of Madness”, ”Blessed Are The Sick” etc.).]

Coveret til "Warhead" - Venoms bedste udgivelse.

VENOM
”WARHEAD”
(Neat Records)

Venom er uden konkurrence det mest udskældte heavy-band, og sådan vil de nok også helst have det. Men det er fordomme, der ligger bag.

For selvom Venom ikke teknisk er på højde med Ritchie Blackmore og Michael Schenker etc., så er de som kunstnere at betragte blandt metallens mest seriøstarbejdende musikere. Rent faktisk er det et utrolig originalt koncept, som Cronos, Mantas og Abaddon har skabt omkring sig, og de har givet inspiration til mange af de nye power/black metal-bands.

Denne ”Warhead” 12” single er bandets hidtil bedste, mest specielle og mest varierede udgivelse.

Titelnummeret har en uigennemtrængelig lydmur; skiftevis langsom og halvhurtig, hård og tung. Simpelthen noget af det mest sindssyge metal, som er sat på vinyl – og det er positivt ment! Hvis du ikke er overbevist, så lyt lige til trackets afslutning – længere ud kan man vist ikke komme.

”Lady Lust” er et typisk ultra-hurtigt Venom-nummer med en dejlig forargende tekst (”She’ll suck you dry of love / Orgasm turns to dust … She’s got you by the balls”).

”The Seven Gates Of Hell” er pladens bedste skæring. Den er simpelthen uhørt original, både i struktur og arrangement. Teksten er surrealistisk (og dejligt sindssyg) og rent lyrisk: genial.

Til alle jer, som stadig går rundt med fordomme om Venom: lad dette sprænghoved af en plade omvende jer!

ACHTUNG! Rifferama zoomer i de næste uger ind på thrash metal-genrens pionertid i 1983-84. Følg med ved at klikke på "Synes om" Peter Béliaths Rifferama på Facebook. Seriens to første artikler handlede om Slayer og Metallica.