Infernalsk støj af første klasse

I 1983 var Metallicas ”Kill ’Em All” en supersonisk revolution. Det var musik, der var ligeså meget lydtryk som tonekunst.

Lp-anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Hot Rockin’ nr. 1, november 1983)

Sådan præsenterede Metallica sig på bagsiden af coveret til "Kill 'Em All":
med læder, cowboyjakker med afklippede ærmer plus filipenser og bistre miner.

[Baggrund: Indrømmet, Metallica er et slidt band. I to årtier har Lars Ulrich & Co. trættet deres fans med alt, alt for mange musikalske svinkeærinder og lamme og tamme afvigelser fra den thrash metal-dagsorden, som de var med til at sætte i begyndelsen af 1980’erne. Men uden Metallica ville den hårde rock ikke være det, den er i dag.

For unge, moderne metalfans er det måske svært at forstå det, men i 1983 var Metallica en supersonisk revolution. Man kan ligefrem tale om et før og et efter udsendelsen af Metallicas debutalbum ”Kill ’Em All” (juli 1983).

Okay, Motörhead havde slået luften ud af, hvad der måtte være tilbage af takt og tone i den hårde rock, da de i 1979 udsendte proto-thrash-sangen ”Overkill”. Og Venom var dukket op på plademarkedet allerede i 1981 med deres ur-brutale black metal, mens fartdjævle som Anvil, Raven, Jaguar og Exciter skiftedes til at slå hastighedsrekorderne på metalscenen.

Men ”Kill ’Em All” var noget helt nyt. Det var musik, der var ligeså meget lydtryk som tonekunst. Min anmeldelse af Metallica-pladen i Hot Rockin’ er skrevet på det traume (hint, hint), som ”Kill ’Em All” gav mig. Bemærk: begrebet ”thrash metal” fandtes ikke i 1983, i stedet anvendte jeg termen ”hardcore metal”, der dækkede over den på det tidspunkt mest aggressive og opspeede metalrock.]

Det kan man da kalde et pladecover med en slagkraftig
signalværdi.

METALLICA

”KILL ’EM ALL”

(Musik For Nations)

Metallica er verdens heavieste act, stærkt fulgt af de canadiske Exciter!

Kendetegnende for gruppens hardcore metal er det høje tempo, men uvist hvordan lykkes det dem alligevel at lave det ene blændende temposkift efter det andet. Jeg mindes ikke at have hørt noget så supersonisk.

Normalt er hardcore metal-bands ikke dygtige musikere (tænk blot på Venom og Motörhead), men Metallica er faktisk i besiddelse af nogle af den amerikanske heavy metals bedste musikere. Specielt guitaristen Kirk Hammett imponerer – han spiller virkelig hurtigt og kompetent, men desværre uden de store følelser (ligesom Yngwie Malmsteen).

Men også rytmesektionen er stærk: Cliff Burton (bas), James Hetfield (rytmeguitar + vokal) og danskeren Lars Ulrich (trommer).

For Metallica er det ”full speed or nothing” (citat fra ”Motorbreath”), hvilket de meget overbevisende fylder 50 minutters vinyl med.

På side 1 er ”Hit The Lights”, ”The Four Horsemen” og ”Whiplash” bedst. Noget overraskende er side 2 endnu bedre: ”Phantom Lord”, ”No Remorse” og ”Seek And Destroy” er definitioner på killers. Hvis man kan holde ud at lytte til dem, er der simpelthen ingen grænser. Dette er infernalsk støj af første klasse.

Den meget effektfulde wall of sound, som guitaristerne producerer på ”No Remorse” og ”Seek And Destroy” er garanteret ikke lavet før.

”When we start to rock

we never want to stop again.” \m/

ACHTUNG! Rifferama zoomer i de næste uger ind på thrash metal-genrens pionertid i 1983-84. Følg med ved at klikke på "Synes om" Peter Béliaths Rifferama på Facebook. Første artikel (om Slayer) kan du læse her.