Baggrundsartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 39,
oktober 2009)
 |
| Bullet byder på musikalsk bankekød af den den gamle skole. Lp-versionen af svenskernes 2008-album, "Bite The Bullet", indeholder et rygmærke, som pladekøberen kan sy på sin cowboyvest. |
3 Inches Of Blood er langt fra det
eneste unge band, som for tiden har held til at bringe den traditionelle heavy
metal-stil tilbage i søgelyset. Det myldrer ligefrem med grupper, som spiller
traditionelt metal. Der er efterhånden tale om så mange bands, at pressen er
begyndt at tale om The New Wave Of Traditional Heavy Metal. Det forkorter man
ivrigt til NWOTHM. Og den forkortelse ligner unægtelig en af de mest berømte
forkortelser i heavyhistorien: NWOBHM, altså The New Wave Of British Heavy
Metal.
Traditionelt
britisk heavy metal fra starten af 1980’erne er atter kommet i rampelyset. Og
mange af de nye traditionalister på metalscenen holder stolt den gamle britiske
fane højt – også selv om de som Voltax kommer fra Mexico.
Voltax er
nemlig et af de i alt tretten bands, som findes på det nye opsamlingsalbum
”Heavy Metal Killers” (udgivet af Earache Records). Pladens cover er prydet af
en langhåret unggut, som svinger med en guitar og det britiske flag, Union
Jack. ”Killers” er en belastet titel i NWOBHM-sammenhæng, idet Iron Maidens
andet album netop hed ”Killers” (1981). Og omslagsillustrationen giver da også
mindelser til netop Maiden-albummet, hvor monstret Eddie svinger en blodig økse
i et mørklagt Londonkvarter.
Det er
derfor ikke underligt, at anmelderne har sammenlignet ”Heavy Metal Killers” med
klassiske NWOBHM-opsamlingsalbums som ”Metal For Muthas” (1980) og ”Heavy Metal
Heroes” (1981) – det vil sige kompilationer, der i sin tid var med til at sætte
fokus på mange af de britiske bands, som den nye generation af
metaltraditionalister er inspireret af.
FORBRØDRING MELLEM TO GENERATIONER
”Heavy Metal Killers” er blevet
modtaget med kyshånd af flere gamle rotter i heavy metal-miljøet. Rock Hards
Götz Kühnemund er begejstret for pladen, og Neal Kay har også vendt tomlen op –
Kay var den navnkundige discjockey, som var samlingspunkt for Iron Maiden,
Angel Witch og andre bands, da NWOBHM for alvor brød løs i 1979. På
Myspace-hjemmesiden for ”Heavy Metal Killers” kan man også se, at The Bruce Dickinson
Rock Show hører blandt den nye trad-metalbølges venner. Dickinson er ingen hr.
hvem som helst i NWOBHM-sammenhæng, han har nemlig gjort karriere som sanger i
både Samson og Iron Maiden.
Men også
på egen hånd har de unge trad-metalgrupper mødt velvilje. Canadiske Cauldron
har fået ridderslaget af forfatteren Martin Popoff, som er ekspert i NWOBHM, og
som har skrevet bogen ”The New Wave Of British Heavy Metal Singles” (2005).
Et af de
prominente bands i den nye trad-metalbølge hedder Icarus Witch. Gruppen, der
kommer fra Pittsburgh, USA, dekorerer deres Marshall-kabinetter med kranier og
tunge kæder. Icarus Witch har indspillet en coverversion af Def Leppards
”Mirror Mirror” (en klassisk NWOBHM-skæring fra 1981). Omslaget til deres
debutalbum, ”Capture The Magic” (2005), er illustreret af Gary Sharpe-Young,
der i sin tid tegnede covers for NWOBHM-grupper som Savage og Chateaux.
Icarus
Witch er udrustet med et heksenavn i bedste NWOBHM-stil (jfr. Angel Witch,
Witchfynde, Witchfinder General) – ja, selv bandnavnets første led er
NWOBHM-relateret, idet Iron Maiden i 1983 udsendte en hitsingle med titlen
”Flight Of Icarus”. Og når vi nu er ved Maiden, så har Icarus Witch fungeret
som opvarmnings- og backingband for Paul Di’Anno på dennes seneste USA-turné.
Di’Anno var som bekendt den originale forsanger i Iron Maiden (ja, det var
faktisk ham, der sang på det omtalte ”Killers”-album). Der er altså allerede
ved at blive dannet broderskaber mellem de to generationer af traditionelle
metalmusikere.
Icarus Witch
er langt fra det eneste af de nye trad-metalbands, som bevidst refererer til
NWOBHM. Powervice har på Myspace et logo, som er en næsten tro kopi af
NWOBHM-pladeselskabet Neat Records’ bomærke. White Wizzard har fået fat i Derek
Riggs, manden bag Iron Maidens pladecovers; titlen på White Wizzards minialbum,
”High Speed GTO”, er på coveret skrevet med typografier, som er tyvstjålet fra
Iron Maidens, Judas Priests og Tanks logoer.
Amerikanske
Twisted Tower Dire har taget skridtet fuldt ud: de har indspillet en
coverversion af Fists undergrundsklassiker ”Name, Rank And Serial Number”
(udgivet på single i 1980, med omslagstegning af selveste Cronos fra Venom).
 |
| Cauldron lader sig her traditionsbevidst fotografere foran det kunstværk, som canadiske Triumph i 1981 poserede foran på det klassiske værk "Allied Forces". |
STORE ARMBEVÆGELSER OG STILBEVIDSTHED
For tiden huserer L.A.-bandet Steel
Panther med en kysægte parodi på hair metal. Er den nye bølge af traditionelt
metal også bare ude på at tage pis på heavygenren? Er White Wizzard, Cauldron
og alle de andre bare nye genreparodier à la Spinal Tap og Bad News?
Finske
Cast Iron, der er storforbrugere af høje skrig og nittebeslået læder, gør
snerrende op med den ironiske distance i retrometal: ”Cast Iron er her for at
bevise, at rigtigt heavy metal stadig er i live, uden at være retro og uden at
have den der lamme ”tungen-i-kinden”-attitude.”
Men når
man ser videoen til White Wizzards ”High Speed GTO” er det svært ikke at kigge
nærmere efter, om bandmedlemmerne monstro ikke skulle have et glimt i øjet –
for videoen er mindst ligeså tåkrummende klichéfuld som Judas Priests berygtede
video til ”Breaking The Law” (1980).
Cauldron
er eksperter, hvad angår sproglig dobbeltkonfekt. ”Chained Up In Chains” hedder
deres kendteste sang. En anden Cauldron-skæring bærer titlen ”The Striker
Strikes”. Der er folk, som mener, Cauldron tager pis på genren. Men canadierne
bedyrer ligesom de øvrige nye trad-metalgrupper, at de er dybt seriøse med
deres tonekunst.
Man
finder store armbevægelser og stor stilbevidsthed hos Cauldron og White
Wizzard. Hvis Blue Öyster Cult i 1970’erne sang om det orientalske monster
Godzilla, og Anvil i 1980’erne udgav et nummer om uhyret Mothra, ja, så må
White Wizzard selvfølgelig demonstrere, at de er med på uhyrlighederne med en
sang om en megalodon, dvs. en forhistorisk kæmpehaj (den var angiveligt mere
end 18 meter lang og er således den største rovfisk, der nogensinde har levet).
INGEN PRO TOOLS-STERILITET
Når man går på Myspace og tjekker
London-bandet Crowning Glory og andre af nye trad-metalgrupper, er der især én
ting, der slår én: grupperne har næsten alle sammen en low budget-produktion.
De går bevidst efter en gammeldags lyd. Der er ingen pro tools-sterilitet her.
Mange trad-metalskiver udkommer på obskure pladeselskaber – og noget af det ser
temmelig selvfinansieret ud. Ikke så sjældent skinner det igennem, at musikerne
ikke ligefrem er konservatorieuddannede. Kort sagt: hovedparten af NWOTHM er
undergrundsmusik. Og på det punkt minder The New Wave Of Traditional Heavy
Metal en del om 1980’ernes New Wave Of British Heavy Metal.
Men nu
skal man selvfølgelig tage alt det der med ”en ny bølge” med et gran salt. Mange
af grupperne er slet ikke nye. Twisted Tower Dire album-debuterede allerede i
1999. Wolf, Eclipse og flere andre grupper har efterhånden floreret i flere år.
Apropos
Wolf og Eclipse, så er det bemærkelsesværdigt, at så mange af de nye
traditionelle bands kommer fra Sverige. Det gælder f.eks. Enforcer, Ram,
Bullet, In Solitude og Portrait.
Stilistisk
er de nye grupper vidt forskellige. Men én ting forener de fleste af bands i
traditionsbølgen: de inspireres af NWOBHM. Og det kan høres!
Men der
er selvfølgelig mere end NWOBHM-elementer i Celtic Legacy, Alltheniko og de
øvrige trad-metalbands’ musik. F.eks. har Widow fra Californien tunet deres
ører ind på Van Halen, Kiss, Ozzy og Whitesnake. Black Tora har et image og en
lyd, der ligger på den glamourøse side af 1980’ernes metal. Eclipse er
fortrinsvist influeret af såkaldt melodic rock og heavy rocken fra 1970’erne. Derimod
har Ram en mere thrashet og black metal-agtig aggression i deres musik. Og som
bandnavnet Portrait antyder, er dette svenske band store fans af King Diamond
og Mercyful Fate.
Det
måske mest overbevisende af de nye metaltraditionalistiske bands er Bullet fra
Växjö, Sverige. Deres sanger, som naturligvis kalder sig Hell Hofer, har
stemmebånd af sandpapir og lyder skrækkelig meget som Dan McCafferty fra
Nazareth, en af de sejeste hardrockgrupper fra 1970’erne. Bullet har ikke for
ingenting været opvarmningsband for AC/DC, og de nævner Saxon og
eurometal-koryfæerne Krokus som deres vigtigste inspirationskilder. Tilsvarende
jubler Enforcer over speed metal-pionererne Exciter og Savage Grace.
 |
| Svenske Ram tilhører fortroppen i tidens traditionelle metalbølge. |
OPGØR MED NY-METAL
Enforcer fæller pladeselskab med
Texas-gruppen Ignitor, som er så heldige at råde over den tidligere Watchtower-
og Dangerous Toys-sanger Jason McMaster. Jasons vokale præstationer er nærmest
legendariske, og han må siges at leve op til sidste led af sit efternavn.
Ignitor udkommer på Heavy Artillery, der har specialiseret sig i traditionelt
metal, thrash og power metal. Det selvbevidste selskab har et blæret slogan,
som lyder sådan: ”We’re bringing back the metal as if the 90’s never happened.”
Og fælles for folkene i den metal-traditionalistiske bevægelse er, at de kun
har en strittende langemand til overs for ny-metal og de moderne hydbrid-former
for metal, som har domineret den hårde rock siden 1990’erne.
”Jeg kan
levende forestille mig, at folk finder trøst i den slags – indtil deres tolvte
fødselsdag! Det har aldrig sagt mig noget. Det er bare små drenge og forkælede
forstadsbørn, der simulerer, at de har de der frustrationer,” udtalte Richard
Nijhuis fra Powervice i Metal Hammer (april 2009). ”Jeg hører alle disse
utrolige ting, hurtige riffs, en masse skrigeri, tatoveringer og så videre, men
hvor er sangene?” spørger Powervice-bassisten.
Ny-metal
er fortrinsvist et fænomen, som har sin bastion i USA. Hvorfor mon?
”De
europæiske metalbands har en tendens til at være mere stolte af deres arv og
til at synge om klassiske, litterære emner. Det lader til, at en stor del af
den amerikanske scene bare blev super-trendy i 1990’erne. Folk blev flove over
at være metalhoveder, fordi det ikke længere var på mode. Så i stedet for at
stå fast fulgte en masse mennesker bare med strømmen, og dermed blev musikken
mere voldelig, trist og testosteron-drevet,” forklarede Sin alias Jason Myers
fra Icarus Witch i et interview med metalsitet The Metal Crypt i april 2005.
Men
metalscenen er måske ved at forandre sig i retning af traditionelt metal. Sin
har sit bud på fremtiden:
”Vor
musik er ikke glad eller fuld af pep ligesom den europæiske power metal-stil.
Den er mørkere og mere dyster. Men alligevel har vi mere tilfælles med nogle af
glam- og sleaze-grupperne fra de tidlige 1980’ere, såsom Mötley Crüe eller
W.A.S.P., end vi har med de hårde fyre af i dag. Men i stedet for at brokke os
over tilstanden i metal har vi besluttet os for at være mere positive og
medvirke til at skabe en løsning på problemet. Vi ønsker at skabe et modstykke
til den ny-metalliske støjforurening, der gennemtrænger den kommercielle hårdrock.
Der er håb for USA, det er ved at blive bedre herovre. I dag er de unge
klogere, end mange vil gøre dem. Jeg tror, der er en bølge af unge amerikanere,
som foretrækker true metal, og derfor vil man se vor scene blive større i løbet
af de næste år. En stor procentdel af vore fans er 15-18 år, og de vil holde
fast ved det gode metal, uanset hvad deres klassekammerater i hængerøvsbukser
siger.” \m/
TRE NYE TRAD-METALALBUMS, SOM ER VÆRD AT TJEKKE UD
Ram: ”Death” (Metal Blade)
Brandnyt
album fra det svenske band, der overlegent fusionerer thrash-aggression og
black metal-livssyn med iørefaldende, traditionelt metal. Læs mere her.
Cauldron: ”Burning Fortune” (Earache)
Canadisk
powertrio, som spiller forrygende melodisk 1980’er-metal med rødder i New Wave
Of British Heavy Metal, tidlig thrash og fodstampende L.A.-metal.
White Wizzard: ”Flying Tigers” (Earache)
Los
Angeles-gruppen har haft store problemer med at få en stabil besætning, men deres
seneste opus er en ren opvisning i episk metal-traditionalisme.
Alle tre grupper kan høres på Spotify. Det samme gælder flere andre nye trad-metalbands.
NB!
Cauldron kan opleves live på Stengade, Kbh. lørdag den 25. februar.
FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama
Ingen kommentarer:
Send en kommentar