Artikel: Peter Béliath (Publiceret i
Månedsmagasinet À Jour, juni/juli 1999)
 |
| Iggy Pop er ikke bare punkens gudfader. Han er også stilskaber inden for ekstremmetal, glampunk og sleaze rock. |
[Baggrund:
Nedenstående ordstrøm var en slags foromtale til Iggy Pops optræden på Midtfyns
Festivalen i 1999. Den fokuserer på Iggy som punkens gudfader. Det er sådan set
helt ortodoks rockhistorieskrivning. Problemet er bare, at det er en halv
sandhed.
For da Iggy
Pop sprang ud som badutspringer på rockscenen sammen med The Stooges, blev han
af de amerikanske kritikere sat i bås med den fremad-skyllende heavy-bølge. The
Stooges optrådte live sammen med datidens sejeste hårdrock-bands (Blue Öyster
Cult og Kiss), og The Stooges blev sammenlignet med bl.a. Slade. I juli 1974
optrådte Iggy & The Stooges som et af de prominente navne i magasinet
Rolling Stones ”The Heavy Metal Hall Of Fame” – side om side med bl.a. Black
Sabbath og Deep Purple.
Hårdrock-styrken
og metal-støjen er – synes jeg – en vinkel, som man må have med, når historien
om Iggy Pop skal fortælles. Vi taler trods om en kunstner, der strør om sig med
titler som ”Metallic K.O.”, ”Raw Power”, ”Death Trip”, ”Cold Metal” osv. Og for
at sige det, som det er: de fænomener, som vi nu om dage kalder grunge,
glam punk og sleaze, har rødder i Iggy & The Stooges’ sangskat. Og ekstremmetal-retninger som thrash bærer også The Stooges' vildskabs-DNA.
En gruppe som The Hellacopters ville være utænkelig uden The Stooges. Og hårdrock-fans
vil sikkert også gerne mindes om, at Guns N’ Roses-medlemmerne Slash og Duff
McKagan medvirkede på det udmærkede Iggy Pop-album ”Brick By Brick” (1990). Og fans,
der var så heldige at opleve den meget tændte Iggy på hans ”Instinct”-turné
(1988), vil formentlig stadig gå rundt med et guldminde om Hanoi Rocks-guitaristen
Andy McCoy, der i høj grad var med til at give Iggys sætliste en blæret
attitude og et metallisk fræs.]
* * *
”Jeg giver
alt, hvad jeg har, på scenen. Jeg tilhører den gamle skole inden for
underholdningsbranchen. Jeg er ikke en af de der frygtelig interessante
internationale playboy-rockstjerner – hele mit liv drejer sig om mit arbejde.”
”Alt, hvad
jeg gør, vil ikke blive forstået før om mange år. Jeg er ti skridt foran alle
andre. Men folk er ikke interesseret i mig. De er kun interesseret i
udenomsværkerne – som f.eks. at jeg brækker mig meget. Jeg bliver kun betragtet
som en stor byld. Men jeg udnytter
det, for det fører til mere rigdom og berømmelse.”
Sådan
udtalte Iggy Pop sig i 1978. På det tidspunkt blev han hyldet som punkens
gudfader, og året før havde han fået comeback med de to kritikerroste og David
Bowie-producerede albums, ”The Idiot” og ”Lust For Life”. Men inden da havde
Iggy været helt ned og vende.
PUNKENS GUDFADER
I 1967 var
James Jewel Osterberg alias Iggy Pop en begavet, men også utilpasset knøs fra
Ann Arbour i nærheden af Detroit, USA. Han skulle ikke nyde noget af den
borgerlige trummerum, så han dannede et band sammen med nogle venner, hvoraf de
fleste aldrig før havde rørt et instrument. Men det var i de glade 1960’ere,
alt kunne lade sig gøre, og The Stooges, som Iggy kaldte sit band, fik hurtigt
en pladekontrakt.
Kraftigt
inspireret af The Doors-sangeren Jim Morrison gav Iggy den som rockens enfant
terrible. Men mens Morrison var noget af en sexgud, teede Iggy sig mest af alt
som en selvdestruktiv klovn. Ofte forlod han scenen indsmurt i sit eget blod
efter at have skåret sig med knuste flasker, rullet sig i glasskår eller efter
at have slået tænderne ud på sig selv med mikrofonen.
The Stooges’
koncerter var kaos for fuld lydstyrke. Iggy kom i både verbal og fysisk
karambolage med publikum. På livealbummet ”Metallic K.O.” (indspillet i 1974)
kan man høre ham hidse publikum op, mens kasteskyts regner ind over scenen. På
selv samme plade kan man høre The Ig i lidet poetiske vendinger tale om en
kvindelig kønsåbning så stor, at man kan køre en lastbil op i den.
Ikke noget
med peace and love her. The Stooges
var en fuck-finger lige i fjæset på tidens hippie-tamdyr. The Stooges var
prototypen på punk rock, og ikke mindst 1973-albummet ”Raw Power” står med sin
fræsende og fandivoldske rockenergi som en af rockens milepæle.
De vilde
Stooges-dage gav ikke Iggy tykke bankbøger. I stedet fik han et seriøst
heroin-problem, og han blev såmænd også lidt gak og måtte ikke alene på
narkoafvænning, men også en tur på afdeling p. David Bowie hev Iggy op af
sumpen og satte hans karriere tilbage på skinnerne med lp’erne ”The Idiot” og
”Lust For Life”, der begge udkom i 1977.
Men det
store kommercielle gennembrud lod vente på sig. Iggys første – og eneste – top
10-hit kom i 1986 med coverversionen af det gamle The Crickets-nummer ”Real
Wild Child (Wild One)” fra lp’en ”Blah-Blah-Blah”, hvor Iggys redningsmand,
David Bowie, endnu en gang agerede kreative bagmand.
Siden da har
Iggys karriere stabiliseret sig. Han har opnået en velfortjent status som en af
rockens stilskabere. Han er simpelthen det stof, som rock’n’roll er gjort af. Han
er også meget mere intelligent, end hans ry lader ane. Og han er frem for alt
en fremragende performer, der live springer rundt som en kåd tiger, mens han
synger sine klassiske sange. \m/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar