onsdag den 29. februar 2012

Der er dødsmetal, og der er Dødsmetal

Death metal havde sin storhedstid i starten af 1990’erne. Mod slutningen af årtiet blev dødsmetal-genren imidlertid mat i koderne. Men så skete det: et svensk band udsendte et album, der demonstrerede, hvordan arketypisk death metal skal lyde.

Dismember gav deres blod for death metal. Her er de fotograferet i deres velmagtsdage.
Death metal havde sin storhedstid i begyndelsen af 1990’erne. Kunstnerisk blomstrede den brutale og growl-baserede metalrock op overalt på globussen. Men de to kraftcentre lå i hhv. Sverige og Florida, USA.

Det var grupperne fra Florida (Death, Obituary, Morbid Angel, Deicide, Cannibal Corpse etc.), der dominerede ekstremmetallen i de år, men svenske bands som Entombed, Grave, Unleashed og Dismember var også centrale stilskabere på verdensscenen.

Studierne i Forida (Morrisound) og Stockholm (Sunlight) blev hurtigt til de rene pølsefabrikker, hvor lydsnedkere som Scott Burns og Tomas Skogsberg masseproducerede dødsmetal. Det blev for trivielt for mange fans, som smuttede ud og fandt adspredelse i mere eventyrlystne former for hårdrock.

Med tiden muterede dødsmetal-stilen. Entombed fusionerede death metal med et sejt rock’n’roll-groove, og dermed opstod den såkaldte death’n’roll. Nye svenske grupper som In Flames og Dark Tranquillity ville ikke bare spille grimt og grumt, men også smukt og melodisk. Sidstnævnte udviklede sig til en helt ny trend: melo-død, som fik sit herresæde i Fredrik Nordströms göteborgske Studio Fredman.

En helt tredje retning i svensk dødsmetal udgjordes af sorthjertede musikanter, som havde deres identitet placeret i satanisme og black metal. Her var Marduk, Dissection og Dark Funeral de dominerede navne. De tilhørte en fundamentalistisk kultur, hvor det var normalt at se ned på almindelig, harmløs og ”kommerciel” dødsmetal.

Alt sammen var det en naturlig udvikling. Enhver levende kunst må udvikle sig og bane sig nye veje. Men på et tidspunkt i 1990’erne, hvor gamle svenske dødsmetal-bands som Tiamat, Katatonia og Therion havde udviklet sig til mere eller mindre gotiske og emotionelle atmosfære-skabere uden den store brutalitet, blev det åbenbart nok for et af de bands, som oprindelig havde lagt fundamentet til den svenske dødsscene: Dismember.

Matti Kärki & Co. havde med albummet ”Like An Ever Flowing Stream” i 1991 rejst et af de mest urokkelige monumenter inden for brutalt metal, og efter et par knap så overbevisende udgivelser vendte stockholmerne nu frygteligt tilbage.

Dismember demonstrerede overlegent, hvordan dødsmetal – arketypisk dødsmetal! – skulle lyde. Dismembers 1997-album var et musikalsk manifest. En titel som ”Trendkiller” taler for sig selv: Dismember drog i krig for den ægte dødsmetals sag. Og meget sigende gav Dismember albummet den varefakta-agtige titel: ”Death Metal”

For en skriverkarl som mig, der uge efter uge sad og brugte tiden på at holde sig ajour med de sidste nye modediller inden for hård rock, var Dismembers ”Death Metal” en kærkommen lejlighed til at få renset øregangene. Derfor lød min anmeldelse af albummet i Jam Magazine nr. 67 (oktober/november 1997) således:

Våbenskjoldet talte sit eget sprog: Dismember kæmpede
for ægte dødsmetal.
”Venom udgav engang en plade, der hed ”Black Metal”. Motörhead kaldte slet og ret deres 1987-album for ”Rock ’n’ Roll”, og Paradise Lost skar  deres musikalske budskab ud i pap ved at give deres opus II titlen ”Gothic”. Og nu følger de svenske dødsveteraner Dismember traditionen med varedeklarationstitler ved at kalde deres nye energiudladning for ”Death Metal” (Nuclear Blast/WOV).

Titlen lover ikke noget, den ikke kan holde, for der er tale om brutal volumen fra start til slut. ”Death Metal” er langt den stærkeste Dismember-plade siden debutalbummet ”Like An Ever Flowing Stream” (1991). Og bl.a. ved at betale tribut til deres gamle helte i Autopsy reintroducerer Dismember ultravolden i svensk dødsmetal, der her på det sidste har fået en mere melodiske og lyrisk tone med Göteborg-grupperne In Flames og Dark Tranquillity.

”Death Metal” er en af årets brutaleste dødsudgivelser.” \m/

torsdag den 23. februar 2012

Lænket med lænker

Høje heavy-skrig! Læderjakker! Nittearmbånd! Cowboyjakker med stofmærker! En ny bølge af traditionelle heavy metal-bands overskyller for tiden hårdrockscenen.

Baggrundsartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 39, oktober 2009)

Bullet byder på musikalsk bankekød af den den gamle skole. Lp-versionen af svenskernes
2008-album, "Bite The Bullet", indeholder et rygmærke, som pladekøberen kan sy på sin
cowboyvest.
3 Inches Of Blood er langt fra det eneste unge band, som for tiden har held til at bringe den traditionelle heavy metal-stil tilbage i søgelyset. Det myldrer ligefrem med grupper, som spiller traditionelt metal. Der er efterhånden tale om så mange bands, at pressen er begyndt at tale om The New Wave Of Traditional Heavy Metal. Det forkorter man ivrigt til NWOTHM. Og den forkortelse ligner unægtelig en af de mest berømte forkortelser i heavyhistorien: NWOBHM, altså The New Wave Of British Heavy Metal.
                     
Traditionelt britisk heavy metal fra starten af 1980’erne er atter kommet i rampelyset. Og mange af de nye traditionalister på metalscenen holder stolt den gamle britiske fane højt – også selv om de som Voltax kommer fra Mexico.
                     
Voltax er nemlig et af de i alt tretten bands, som findes på det nye opsamlingsalbum ”Heavy Metal Killers” (udgivet af Earache Records). Pladens cover er prydet af en langhåret unggut, som svinger med en guitar og det britiske flag, Union Jack. ”Killers” er en belastet titel i NWOBHM-sammenhæng, idet Iron Maidens andet album netop hed ”Killers” (1981). Og omslagsillustrationen giver da også mindelser til netop Maiden-albummet, hvor monstret Eddie svinger en blodig økse i et mørklagt Londonkvarter.
                     
Det er derfor ikke underligt, at anmelderne har sammenlignet ”Heavy Metal Killers” med klassiske NWOBHM-opsamlingsalbums som ”Metal For Muthas” (1980) og ”Heavy Metal Heroes” (1981) – det vil sige kompilationer, der i sin tid var med til at sætte fokus på mange af de britiske bands, som den nye generation af metaltraditionalister er inspireret af.

FORBRØDRING MELLEM TO GENERATIONER
”Heavy Metal Killers” er blevet modtaget med kyshånd af flere gamle rotter i heavy metal-miljøet. Rock Hards Götz Kühnemund er begejstret for pladen, og Neal Kay har også vendt tomlen op – Kay var den navnkundige discjockey, som var samlingspunkt for Iron Maiden, Angel Witch og andre bands, da NWOBHM for alvor brød løs i 1979. På Myspace-hjemmesiden for ”Heavy Metal Killers” kan man også se, at The Bruce Dickinson Rock Show hører blandt den nye trad-metalbølges venner. Dickinson er ingen hr. hvem som helst i NWOBHM-sammenhæng, han har nemlig gjort karriere som sanger i både Samson og Iron Maiden.
                     
Men også på egen hånd har de unge trad-metalgrupper mødt velvilje. Canadiske Cauldron har fået ridderslaget af forfatteren Martin Popoff, som er ekspert i NWOBHM, og som har skrevet bogen ”The New Wave Of British Heavy Metal Singles” (2005).
                     
Et af de prominente bands i den nye trad-metalbølge hedder Icarus Witch. Gruppen, der kommer fra Pittsburgh, USA, dekorerer deres Marshall-kabinetter med kranier og tunge kæder. Icarus Witch har indspillet en coverversion af Def Leppards ”Mirror Mirror” (en klassisk NWOBHM-skæring fra 1981). Omslaget til deres debutalbum, ”Capture The Magic” (2005), er illustreret af Gary Sharpe-Young, der i sin tid tegnede covers for NWOBHM-grupper som Savage og Chateaux.
                     
Icarus Witch er udrustet med et heksenavn i bedste NWOBHM-stil (jfr. Angel Witch, Witchfynde, Witchfinder General) – ja, selv bandnavnets første led er NWOBHM-relateret, idet Iron Maiden i 1983 udsendte en hitsingle med titlen ”Flight Of Icarus”. Og når vi nu er ved Maiden, så har Icarus Witch fungeret som opvarmnings- og backingband for Paul Di’Anno på dennes seneste USA-turné. Di’Anno var som bekendt den originale forsanger i Iron Maiden (ja, det var faktisk ham, der sang på det omtalte ”Killers”-album). Der er altså allerede ved at blive dannet broderskaber mellem de to generationer af traditionelle metalmusikere.
                     
Icarus Witch er langt fra det eneste af de nye trad-metalbands, som bevidst refererer til NWOBHM. Powervice har på Myspace et logo, som er en næsten tro kopi af NWOBHM-pladeselskabet Neat Records’ bomærke. White Wizzard har fået fat i Derek Riggs, manden bag Iron Maidens pladecovers; titlen på White Wizzards minialbum, ”High Speed GTO”, er på coveret skrevet med typografier, som er tyvstjålet fra Iron Maidens, Judas Priests og Tanks logoer.
                      
Amerikanske Twisted Tower Dire har taget skridtet fuldt ud: de har indspillet en coverversion af Fists undergrundsklassiker ”Name, Rank And Serial Number” (udgivet på single i 1980, med omslagstegning af selveste Cronos fra Venom).

Cauldron lader sig her traditionsbevidst fotografere foran
det kunstværk, som canadiske Triumph i 1981
poserede foran på det klassiske værk "Allied Forces".
STORE ARMBEVÆGELSER OG STILBEVIDSTHED
For tiden huserer L.A.-bandet Steel Panther med en kysægte parodi på hair metal. Er den nye bølge af traditionelt metal også bare ude på at tage pis på heavygenren? Er White Wizzard, Cauldron og alle de andre bare nye genreparodier à la Spinal Tap og Bad News?
                     
Finske Cast Iron, der er storforbrugere af høje skrig og nittebeslået læder, gør snerrende op med den ironiske distance i retrometal: ”Cast Iron er her for at bevise, at rigtigt heavy metal stadig er i live, uden at være retro og uden at have den der lamme ”tungen-i-kinden”-attitude.”
                     
Men når man ser videoen til White Wizzards ”High Speed GTO” er det svært ikke at kigge nærmere efter, om bandmedlemmerne monstro ikke skulle have et glimt i øjet – for videoen er mindst ligeså tåkrummende klichéfuld som Judas Priests berygtede video til ”Breaking The Law” (1980).
                     
Cauldron er eksperter, hvad angår sproglig dobbeltkonfekt. ”Chained Up In Chains” hedder deres kendteste sang. En anden Cauldron-skæring bærer titlen ”The Striker Strikes”. Der er folk, som mener, Cauldron tager pis på genren. Men canadierne bedyrer ligesom de øvrige nye trad-metalgrupper, at de er dybt seriøse med deres tonekunst.
                     
Man finder store armbevægelser og stor stilbevidsthed hos Cauldron og White Wizzard. Hvis Blue Öyster Cult i 1970’erne sang om det orientalske monster Godzilla, og Anvil i 1980’erne udgav et nummer om uhyret Mothra, ja, så må White Wizzard selvfølgelig demonstrere, at de er med på uhyrlighederne med en sang om en megalodon, dvs. en forhistorisk kæmpehaj (den var angiveligt mere end 18 meter lang og er således den største rovfisk, der nogensinde har levet).

INGEN PRO TOOLS-STERILITET
Når man går på Myspace og tjekker London-bandet Crowning Glory og andre af nye trad-metalgrupper, er der især én ting, der slår én: grupperne har næsten alle sammen en low budget-produktion. De går bevidst efter en gammeldags lyd. Der er ingen pro tools-sterilitet her. Mange trad-metalskiver udkommer på obskure pladeselskaber – og noget af det ser temmelig selvfinansieret ud. Ikke så sjældent skinner det igennem, at musikerne ikke ligefrem er konservatorieuddannede. Kort sagt: hovedparten af NWOTHM er undergrundsmusik. Og på det punkt minder The New Wave Of Traditional Heavy Metal en del om 1980’ernes New Wave Of British Heavy Metal.
                     
Men nu skal man selvfølgelig tage alt det der med ”en ny bølge” med et gran salt. Mange af grupperne er slet ikke nye. Twisted Tower Dire album-debuterede allerede i 1999. Wolf, Eclipse og flere andre grupper har efterhånden floreret i flere år.
                     
Apropos Wolf og Eclipse, så er det bemærkelsesværdigt, at så mange af de nye traditionelle bands kommer fra Sverige. Det gælder f.eks. Enforcer, Ram, Bullet, In Solitude og Portrait.
                     
Stilistisk er de nye grupper vidt forskellige. Men én ting forener de fleste af bands i traditionsbølgen: de inspireres af NWOBHM. Og det kan høres!
                     
Men der er selvfølgelig mere end NWOBHM-elementer i Celtic Legacy, Alltheniko og de øvrige trad-metalbands’ musik. F.eks. har Widow fra Californien tunet deres ører ind på Van Halen, Kiss, Ozzy og Whitesnake. Black Tora har et image og en lyd, der ligger på den glamourøse side af 1980’ernes metal. Eclipse er fortrinsvist influeret af såkaldt melodic rock og heavy rocken fra 1970’erne. Derimod har Ram en mere thrashet og black metal-agtig aggression i deres musik. Og som bandnavnet Portrait antyder, er dette svenske band store fans af King Diamond og Mercyful Fate.
                      
Det måske mest overbevisende af de nye metaltraditionalistiske bands er Bullet fra Växjö, Sverige. Deres sanger, som naturligvis kalder sig Hell Hofer, har stemmebånd af sandpapir og lyder skrækkelig meget som Dan McCafferty fra Nazareth, en af de sejeste hardrockgrupper fra 1970’erne. Bullet har ikke for ingenting været opvarmningsband for AC/DC, og de nævner Saxon og eurometal-koryfæerne Krokus som deres vigtigste inspirationskilder. Tilsvarende jubler Enforcer over speed metal-pionererne Exciter og Savage Grace.
                     
Svenske Ram tilhører fortroppen i tidens traditionelle metalbølge.
OPGØR MED NY-METAL
Enforcer fæller pladeselskab med Texas-gruppen Ignitor, som er så heldige at råde over den tidligere Watchtower- og Dangerous Toys-sanger Jason McMaster. Jasons vokale præstationer er nærmest legendariske, og han må siges at leve op til sidste led af sit efternavn. Ignitor udkommer på Heavy Artillery, der har specialiseret sig i traditionelt metal, thrash og power metal. Det selvbevidste selskab har et blæret slogan, som lyder sådan: ”We’re bringing back the metal as if the 90’s never happened.” Og fælles for folkene i den metal-traditionalistiske bevægelse er, at de kun har en strittende langemand til overs for ny-metal og de moderne hydbrid-former for metal, som har domineret den hårde rock siden 1990’erne.
                     
”Jeg kan levende forestille mig, at folk finder trøst i den slags – indtil deres tolvte fødselsdag! Det har aldrig sagt mig noget. Det er bare små drenge og forkælede forstadsbørn, der simulerer, at de har de der frustrationer,” udtalte Richard Nijhuis fra Powervice i Metal Hammer (april 2009). ”Jeg hører alle disse utrolige ting, hurtige riffs, en masse skrigeri, tatoveringer og så videre, men hvor er sangene?” spørger Powervice-bassisten.
                     
Ny-metal er fortrinsvist et fænomen, som har sin bastion i USA. Hvorfor mon?
                     
”De europæiske metalbands har en tendens til at være mere stolte af deres arv og til at synge om klassiske, litterære emner. Det lader til, at en stor del af den amerikanske scene bare blev super-trendy i 1990’erne. Folk blev flove over at være metalhoveder, fordi det ikke længere var på mode. Så i stedet for at stå fast fulgte en masse mennesker bare med strømmen, og dermed blev musikken mere voldelig, trist og testosteron-drevet,” forklarede Sin alias Jason Myers fra Icarus Witch i et interview med metalsitet The Metal Crypt i april 2005.
                     
Men metalscenen er måske ved at forandre sig i retning af traditionelt metal. Sin har sit bud på fremtiden:
                     
”Vor musik er ikke glad eller fuld af pep ligesom den europæiske power metal-stil. Den er mørkere og mere dyster. Men alligevel har vi mere tilfælles med nogle af glam- og sleaze-grupperne fra de tidlige 1980’ere, såsom Mötley Crüe eller W.A.S.P., end vi har med de hårde fyre af i dag. Men i stedet for at brokke os over tilstanden i metal har vi besluttet os for at være mere positive og medvirke til at skabe en løsning på problemet. Vi ønsker at skabe et modstykke til den ny-metalliske støjforurening, der gennemtrænger den kommercielle hårdrock. Der er håb for USA, det er ved at blive bedre herovre. I dag er de unge klogere, end mange vil gøre dem. Jeg tror, der er en bølge af unge amerikanere, som foretrækker true metal, og derfor vil man se vor scene blive større i løbet af de næste år. En stor procentdel af vore fans er 15-18 år, og de vil holde fast ved det gode metal, uanset hvad deres klassekammerater i hængerøvsbukser siger.” \m/
                     

TRE NYE TRAD-METALALBUMS, SOM ER VÆRD AT TJEKKE UD

Ram: ”Death” (Metal Blade)
Brandnyt album fra det svenske band, der overlegent fusionerer thrash-aggression og black metal-livssyn med iørefaldende, traditionelt metal. Læs mere her.

Cauldron: ”Burning Fortune” (Earache)
Canadisk powertrio, som spiller forrygende melodisk 1980’er-metal med rødder i New Wave Of British Heavy Metal, tidlig thrash og fodstampende L.A.-metal.

White Wizzard: ”Flying Tigers” (Earache)
Los Angeles-gruppen har haft store problemer med at få en stabil besætning, men deres seneste opus er en ren opvisning i episk metal-traditionalisme.   

Alle tre grupper kan høres på Spotify. Det samme gælder flere andre nye trad-metalbands.

NB! Cauldron kan opleves live på Stengade, Kbh. lørdag den 25. februar.

FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama 



onsdag den 15. februar 2012

Hårde halse fra Holland

Holland var et heavy metal-mekka i starten af 1980’erne. Et af de hollandske bands var så overlegent, at ”Iron Maiden og Anvil må begynde forfra,” skrev jeg i en anmeldelse fra 1984.

Lp-anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Hot Rockin’ nr. 2, primo 1984)

Bodine, som de så ud på albummet "Bold As Brass" fra 1982. Guitaristen Iron Anthony har siden hen
gjort karriere i bl.a. Ayreon.
[Baggrund: I starten af 1980’erne var Holland i færd med at blive et heavy metal-mekka. En kultplads for hård rock. I Holland begyndte metalkulturen for alvor at forvandle sig til noget radikalt. Hårdrockens fans krævede selvstændighed, og for første gang opstod der magasiner, pladeselskaber og klubber, der var forbeholdt heavy metal-kulturen.

Holland var berygtet for at være befolket med fanatiske fans, der ikke kunne få deres metal hårdt nok. Nogle af de hårdeste britiske navne, såsom Jaguar og Savage, drog  over kanalen og blev modtaget som musikalske Montgomery’er. Især Dynamo-klubben i Eindhoven var legendarisk. Bands, der var uglesete i deres hjemlande (som f.eks. danske Mercyful Fate), kunne få boostet deres selvtillid i Dynamo. Britiske Satan betalte ligefrem tribut til klubben i Eindhoven med en sang, der hed ”Dynamo”.

I Holland var fans særligt lydhøre over for de nye toner i metalundergrunden. Og i Holland havde man netværket i orden. Aardschok var verdens første ægte heavy metal-magasin. Aardschok var så væsentligt, at britiske Bitches Sin skrev en hyldestsang til magasinet, hvor skriverkarle som Stefan Rooyackers sad og kulegravede undergrunden og rapporterede om alt det nye på metalfronten. Rooyackers var også en af initiativtagerne til pladeselskabet Rave-On Records, som bl.a. udsendte Mercyful Fates debut-ep (1982) og Evils ”Evil’s Message” (1984).

Holland var i det hele taget et hårdrockens eldorado på det tidspunkt, og det var også i Holland, at det mest levedygtige, trendsættende heavy metal-pladeselskab, Roadrunner Records, opstod. Det var på Roadrunner, at danske pioner-navne som Maltese Falcon, Witch Cross, Mercyful Fate, King Diamond og senere også Artillery udsendte deres værker.

Men Holland fostrede også selv en række slagkraftige metalbands. Picture så en overgang ud til at kunne bryde igennem til et større publikum. Det kiksede, men Picture-albums som ”Diamond Dreamer” (1982) og ”Eternal Dark” (1983) står stadig som noget af det sejeste euro-metal fra 1980’erne. Picture eksisterer for resten stadig, og de har såmænd et nyt album, ”Warhorse”, på trapperne.

Et andet hollandsk band, som så ud til at kunne nå succesens tinder, var Bodine. Ikke mindst Bodines tredje album, ”Three Times Running” (1983), skabte furore i metalundergrunden. Jeg gik amok over albummet i Hot Rockin’ nr. 2 (udgivet i begyndelsen af 1984). ”Three Times Running” havnede, hvor den hørte hjemme: på min playlists andenplads, kun overgået af Mercyful Fates ”Melissa”.

Men: ”Three Times Running” udkom på et tidspunkt, hvor Metallica havde udgivet den skelsættende ”Kill ’Em All”, og hvor jorden var begyndt at skælve under metalmiljøet. Tapetradere, der ivrigt byttede demoer på kryds af landegrænser, havde længe vidst, at noget ekstraordinært brutal var på vej: thrash-revolutionen.

Og thrash metal var formentlig den væsentligste årsag til, at traditionelle metalbands som Picture og Bodine ikke fik det gennembrud, som de fortjente. For da der stod 1985 på kalenderbladet, var metalscenen blevet splittet op i to lejre: thrashen og den poppede puddel-heavy. I dette opsplittede miljø havde de traditionelle metalbands svært ved at klare sig. De var for heavy for hair metal-publikummet, og de var ikke opspeedede nok til at fange interessen hos de nye thrash-ekstremister. Og på den måde blev en stor mængde udmærkede heavy metal-bands på kort tid reduceret til dinosaurer.]


BODINE
”THREE TIMES RUNNING”
(WEA Records)

Hollandske Bodines tredje lp:

”Shout” introducerer perfekt: hård bastant rytme, lange hvinende guitarsoli, tærskende trommer, buldrende bas og en stor fyldig stemme. Dette er ikke intetsigende og eftersnakkende rock, ej heller vildt nyskabende, men kort og godt et hårdarbejdende band, som spiller euro-metal, når det er bedst – helt på højde med Picture og Accept.

Uden at være dårlig er ”Battlefield” lp’ens mindst interessante skæring, hvorimod ”Black Star Risin’” absolut er pladens stand-out-track. WOOAARGH for en intro! Og endnu mere WOOAARGH for et fuldendt metal-track; tonstungt og smadrende hårdt.

”Below The Belt” og ”Free Kick” er instrumentalnumre så sammentømrede, at Iron Maiden og Anvil må begynde forfra. Sidstnævnte nummer indeholder endda en spændende trommesolo.

”The Force” er det ”roligste” (hvilket udtryk at hæfte på Bodine!) og mest iørefaldende nummer på lp’en – men som altid leveres ”the goods” temmelig voldsomt, hvilket gør det hele bedre, da Bodine råder over teknisk dygtige musikere.

”Rampage” er rebelsk og iørefaldende. ”Hard Times” er et kraftigt rock’n’rollende nummer – slet ikke dårligt, for det er nemlig ”so hot, the temperature is rising.” Og der er så mange flotte solopræstationer, at jeg ikke gider remse dem op.

”Three Times Running er både en lytte- og en headbangings-plade – køb og spil HØJT! \m/


FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama 

fredag den 3. februar 2012

Et rigtig vildt barn

Iggy Pop forlod ofte scenen indsmurt i sit eget blod, efter at han havde skåret sig med knuste flasker, rullet sig i glasskår, eller efter at han havde slået tænderne ud på sig selv med mikrofonen.

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i Månedsmagasinet À Jour, juni/juli 1999)

Iggy Pop er ikke bare punkens gudfader. Han er
også stilskaber inden for ekstremmetal, glam
punk og sleaze rock.
[Baggrund: Nedenstående ordstrøm var en slags foromtale til Iggy Pops optræden på Midtfyns Festivalen i 1999. Den fokuserer på Iggy som punkens gudfader. Det er sådan set helt ortodoks rockhistorieskrivning. Problemet er bare, at det er en halv sandhed.

For da Iggy Pop sprang ud som badutspringer på rockscenen sammen med The Stooges, blev han af de amerikanske kritikere sat i bås med den fremad-skyllende heavy-bølge. The Stooges optrådte live sammen med datidens sejeste hårdrock-bands (Blue Öyster Cult og Kiss), og The Stooges blev sammenlignet med bl.a. Slade. I juli 1974 optrådte Iggy & The Stooges som et af de prominente navne i magasinet Rolling Stones ”The Heavy Metal Hall Of Fame” – side om side med bl.a. Black Sabbath og Deep Purple.

Hårdrock-styrken og metal-støjen er – synes jeg – en vinkel, som man må have med, når historien om Iggy Pop skal fortælles. Vi taler trods om en kunstner, der strør om sig med titler som ”Metallic K.O.”, ”Raw Power”, ”Death Trip”, ”Cold Metal” osv. Og for at sige det, som det er: de fænomener, som vi nu om dage kalder grunge, glam punk og sleaze, har rødder i Iggy & The Stooges’ sangskat. Og ekstremmetal-retninger som thrash bærer også The Stooges' vildskabs-DNA.

En gruppe som The Hellacopters ville være utænkelig uden The Stooges. Og hårdrock-fans vil sikkert også gerne mindes om, at Guns N’ Roses-medlemmerne Slash og Duff McKagan medvirkede på det udmærkede Iggy Pop-album ”Brick By Brick” (1990). Og fans, der var så heldige at opleve den meget tændte Iggy på hans ”Instinct”-turné (1988), vil formentlig stadig gå rundt med et guldminde om Hanoi Rocks-guitaristen Andy McCoy, der i høj grad var med til at give Iggys sætliste en blæret attitude og et metallisk fræs.]


”Jeg giver alt, hvad jeg har, på scenen. Jeg tilhører den gamle skole inden for underholdningsbranchen. Jeg er ikke en af de der frygtelig interessante internationale playboy-rockstjerner – hele mit liv drejer sig om mit arbejde.”

”Alt, hvad jeg gør, vil ikke blive forstået før om mange år. Jeg er ti skridt foran alle andre. Men folk er ikke interesseret i mig. De er kun interesseret i udenomsværkerne – som f.eks. at jeg brækker mig meget. Jeg bliver kun betragtet som en stor byld.  Men jeg udnytter det, for det fører til mere rigdom og berømmelse.”

Sådan udtalte Iggy Pop sig i 1978. På det tidspunkt blev han hyldet som punkens gudfader, og året før havde han fået comeback med de to kritikerroste og David Bowie-producerede albums, ”The Idiot” og ”Lust For Life”. Men inden da havde Iggy været helt ned og vende.

PUNKENS GUDFADER
I 1967 var James Jewel Osterberg alias Iggy Pop en begavet, men også utilpasset knøs fra Ann Arbour i nærheden af Detroit, USA. Han skulle ikke nyde noget af den borgerlige trummerum, så han dannede et band sammen med nogle venner, hvoraf de fleste aldrig før havde rørt et instrument. Men det var i de glade 1960’ere, alt kunne lade sig gøre, og The Stooges, som Iggy kaldte sit band, fik hurtigt en pladekontrakt.

Kraftigt inspireret af The Doors-sangeren Jim Morrison gav Iggy den som rockens enfant terrible. Men mens Morrison var noget af en sexgud, teede Iggy sig mest af alt som en selvdestruktiv klovn. Ofte forlod han scenen indsmurt i sit eget blod efter at have skåret sig med knuste flasker, rullet sig i glasskår eller efter at have slået tænderne ud på sig selv med mikrofonen.

The Stooges’ koncerter var kaos for fuld lydstyrke. Iggy kom i både verbal og fysisk karambolage med publikum. På livealbummet ”Metallic K.O.” (indspillet i 1974) kan man høre ham hidse publikum op, mens kasteskyts regner ind over scenen. På selv samme plade kan man høre The Ig i lidet poetiske vendinger tale om en kvindelig kønsåbning så stor, at man kan køre en lastbil op i den.

Ikke noget med peace and love her. The Stooges var en fuck-finger lige i fjæset på tidens hippie-tamdyr. The Stooges var prototypen på punk rock, og ikke mindst 1973-albummet ”Raw Power” står med sin fræsende og fandivoldske rockenergi som en af rockens milepæle.

De vilde Stooges-dage gav ikke Iggy tykke bankbøger. I stedet fik han et seriøst heroin-problem, og han blev såmænd også lidt gak og måtte ikke alene på narkoafvænning, men også en tur på afdeling p. David Bowie hev Iggy op af sumpen og satte hans karriere tilbage på skinnerne med lp’erne ”The Idiot” og ”Lust For Life”, der begge udkom i 1977.

Men det store kommercielle gennembrud lod vente på sig. Iggys første – og eneste – top 10-hit kom i 1986 med coverversionen af det gamle The Crickets-nummer ”Real Wild Child (Wild One)” fra lp’en ”Blah-Blah-Blah”, hvor Iggys redningsmand, David Bowie, endnu en gang agerede kreative bagmand.

Siden da har Iggys karriere stabiliseret sig. Han har opnået en velfortjent status som en af rockens stilskabere. Han er simpelthen det stof, som rock’n’roll er gjort af. Han er også meget mere intelligent, end hans ry lader ane. Og han er frem for alt en fremragende performer, der live springer rundt som en kåd tiger, mens han synger sine klassiske sange. \m/

FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama