fredag den 27. januar 2012

Ild, blod – og bare bryster

Videoen til Satyricons ”Mother North” er et erotisk billeddigt med krypto-kultiske indslag.

Monica Bråten før, hun bliver ofret i "Mother North".
Norsk black metal i 1990’erne var som oftest dystert og farveløst. Pladecovers blev gerne holdt i sort/hvidt eller i forskellige gustne nuancer af ”farven” grå.

Men så i 1996 skete der noget nyt på den front. Et band blæste deres image op i den fulde farveskala. Og nej, der var ikke tale om et af de udskældte ”udsalgs-black metal”-bands (Cradle Of Filth, Dimmu Borgir), men om et vaskeægte norsk eliteband, nemlig Satyricon.

Satyricon har i årenes løb talt medlemmer fra Den Sorte Cirkel (aka Black Metal Mafiaen) såsom Samoth (Emperor) og Nocturno Culto (Darkthrone) alias Kveldulf. Så der var tale om et band med integriteten i behold. Og det med god grund, for Satyricon har lige siden udgivelsen af det banebrydende album ”Nemesis Divina” holdt en høj musikalsk standard.

Men det var ikke kun musikken, der gjorde et stort indhug i udenforståendes fordomme om norsk black metal. Satyricons musik var godt nok grum, men ”Nemesis Divina” var indspillet med et for black metal rekordstort budget, og lyden blev derefter. Den velproducerede musik var tilmed pakket ind i et labert omslag med stærke farver – og symboler, der skar i øjnene på fredselskende humanister.

Mest skelsættende var vel den video, som Satyricon indspillede til nummeret ”Mother North”. Den var selve antitesen til de musikvideoer, som sekulære hårdrockgrupper lancerede sig med på MTV. ”Mother North”-videoen var et overflødighedshorn af symboler. Religiøse symboler, vel at mærke.

Selvfølgelig foregår handlingen om natten – natten symboliserer døden, men også moderskødet, hvoraf noget nyt og stærkere kan fødes. Ilden er selve ånden og lidenskaben, og den kæde, som de tre Satyricon-medlemmer holder i deres næver, mens de hæver den højt mod himlen, kan vel tolkes som et symbol på det ubrydelige broderskab. Og sådan kunne man blive ved.

Der jo tale om en black metal-video, og det helt centrale i handlingen er menneskeofringen, der kombineres med erotisk dans. Sex og død og sort spiritualitet går her op i en højere enhed. Dét var selvfølgeligt kontroversielt. Men underligt nok var det ikke det rituelle drab, som fik gang i censuren. Næ, det var de bare babser og de slørede, men dog æggende skud af den kvindelige models nøgne skød.

I Valravn-klummen i NRG nr. 6 (1997) skrev jeg:

”[…] drømmen om igen at se Norden på storhedens trone er smuk. Vi må hæge om slige drømme, hvis vi ikke vil lade os fælde af det moderne samfunds sjæledød. Og det er da også drømmen, eller måske ligefrem visionen eller profetien om, at det faldne Nord skal genrejses i storheds pragt, der ligger bag Satyricons betagende video til ”Mother North” (Moonfog/Zodiac).

”Mother North” er et erotisk billeddigt med krypto-kultiske indslag. Foruden Satyr, Kveldulv og Frost ses den dårende dejlige Monica Bråten i en meget afklædt hovedrolle i videoen, der er behageligt fri for den hektiske sammenklipning af scenerne, som er så typisk for multidollar-produktioner på MTV. ”Mother North” er langsom, nærmest helt oldnordisk i sin langsommelighed, og den giver dermed seeren lejlighed til at lade øjnene dvæle ved de sanselige billeder af natlige ceremonier med ild, blod, sværd og nøgen kvindehud.”

Billedkvaliteten af nedenstående Youtube-udgave af ”Mother North”-videoen er ikke supergod, men den giver da et udmærket indtryk af Satyricons rituelle billeddigt. \m/

Rifferama zoomer i den nærmeste tid ind på 1990'ernes norske black metal-scene. Følg med via Facebook: gå ind på Peter Béliaths Rifferama og klik på "synes om".  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar