fredag den 28. december 2012

Det kastede jeg hornene til i 2012


Desaster: Black/thrash-hærgere fra den tyske undergrund.

Rifferama oplister de ti bedste årsager til tinnitus fra det forgangne år.

Kaotisk. Uoverskuelig. Sådan er metalscenen i det 21. århundrede. Fans af den hårdtslående tonekunst bombarderes hvert år med tusindvis af udgivelser, og det er et Sisyfos-arbejde at holde styr på myriaderne af subgenrer og modestrømninger.

Jeg har baldret mine trommehinder med forskellige former for tung og hård rock i snart fire årtier. Og mine kriterier er sikkert uhyggeligt gammeldags i ungdommens øjne. Men skrotum-sparkende riffs og hooklines, der sætter sig i sindet som kødkroge, er og bliver det, jeg retter mine tinnitus-plagede øren efter. Voldsomme energiudladninger, der ikke kanaliseres ud gennem solide sangstrukturer, efterlader mig cirka ligeså kold som den Ethyl, Alice Cooper sang om i 1975.

Her er de ti udgivelser, som jeg mest ihærdigt har kastet hornene til i år 2012 …

10. DESASTER: “THE ARTS OF DESTRUCTION” (Metal Blade)
Black/thrash metal styrer! Tyske Desaster har formået at forny den primitive ur-germanske thrash (Hellhammer, Sodom, Destruction etc.) og gøre den aktuel og vedkommende i 2012. ”Splendour Of The Idols” er det bedste nummer, som Slayer ikke har fået lavet, siden de gik i stå i 1990.

9. DEUS OTIOSUS: “GODLESS” (Deepsend)
Dansk dødsmetal-band, som ikke forskanser sig bag epileptiske blastbeats og pseudo-brutale attituder. På bandets andet album finder man ikke alene doom- og thrash-elementer, men også – uak! – rigtig gode sange! Deus Otiosus ejer ikke alene en særegen traditionsbevidsthed, de har også den vilje til magt, som kræves for at skubbe dødsgenren ind i en ny æra.

8. RAM: “DEATH” (Metal Blade)
Ram er et af de allerbedste navne inden for den såkaldte New Wave Of Traditional Heavy Metal. På deres tredje album sætter svenskerne Judas Priests tonekunst i højsædet, men giver lige udtrykket en drejning mod thrash og black metal. Videoen til ”Flame Of The Tyrants” trækker både i latter- og nakkemusklerne.

7. ANGEL WITCH: “AS ABOVE, SO BELOW” (Rise Above)
Nej, det er slet ikke på højde med Angel Witch’s sagnomspundne debutalbum fra 1980. Men skæringer som ”Dead Sea Scrolls” byder på et stærkt comeback. Her er doom-undertoner, black metal-stemninger og thrash-nerve. Alt sammen båret oppe af Kevin Heybournes underligt kantede melodilinjer og kejtede riffs. Melodisk metal med modhager.

Kan det blive tungere end Down?
6. DOWN: “DOWN IV PART I: THE PURPLE EP” (Roadrunner)
Tungt er kun et fattigt ord, når talen falder på Down. Down spiller sludge/doom metal, der smadrer alt. Phil Anselmo & Co. er virkelig i hopla på dette minialbum. Hvis man kun skal høre ét eneste metalnummer i 2012, så lad det blive ”Witchtripper”.

5. GRAND MAGUS: ”THE HUNT” (Nuclear Blast)
Hillemænd! Der er stadig bands, som kan skrive heavy metal-sange på den gamle måde – så de lyder nye og relevante for det 21. århundrede. Teksterne er de rene skjaldekvad, komplet med referencer til nordisk mytologi, vikingesagaer og fantasy. Vel at mærke uden at man får flashbacks til genrens værste klichéer.

4. HUNTRESS: “SPELL EATER” (Napalm)
Chokerende tjekket debutalbum, som den californiske kvintet får svært ved at overtrumfe. Huntress’ es er sangerinden Jill Janus, det kvindelige svar på King Diamond. Musikalsk bygger Huntress på det bedste fra Thin Lizzy, Judas Priest, Iron Maiden, Slayer, Emperor og Marduk. Skæringen ”Eight Of Swords” har malet betegnelsen ”klassiker” hen over sig.

3. RUSH: “CLOCKWORK ANGELS” (Anthem)
Glem alt om nu-metal. Lige siden midten af 1970’erne har Rush været banebrydende inden for hård rock. Den canadiske trio har i fire årtier været på forkant med den teknologiske udvikling, og de har konstant tilhørt fortroppen, hvad angår evnen til at fusionere metal med andre genrer. ”Clockwork Angels” er årets bedste bud på nyt metal: blændende højglanspoleret og skarpt som nyslebent stål.

2. KISS: “MONSTER” (Universal)
Gene Simmons & Co. tog røven på alt og alle, da de udsendte dette uhyre af et album. Det er skamløs retro-heavy rock, indspillet analogt. Men det er også snublende tæt på at være på højde med det, som Kiss leverede i deres glansperiode i 1970’erne. Man skal være kulturradikal levebrøds-anmelder på Politiken for ikke at blive revet med af denne samling betonrock-schlagere.

Jimmy Page & Co. er helt selvlysende af
spilleglæde på "Celebration Day".
1. LED ZEPPELIN: “CELEBRATION DAY” (Atlantic)
Der er ingen over eller ved siden af Led Zeppelin. Og endelig udkom så dette dobbelte live-album, optaget under den legendariske hyldestkoncert for Ahmed Ertegun i London 2007. Jimmy Page & Co. spillede en kavalkade af bandets allertungeste numre: ”Whole Lotta Love”, ”Kashmir”, ”No Quarter”, ”Trampled Under Foot” etc. Power balladen over dem alle, ”Stairway To Heaven”, er her selvfølgelig også. Traditionel heavy rock, speed metal, doom metal, puddel-metal, nyhedensk vikinge-romantik, flirt med J.R.R. Tolkiens fantasy-univers og metalgenrens Aleister Crowley-orienterede okkultisme – rødderne til det hele findes hos Led Zeppelin. Kongeligt! \m/

søndag den 9. december 2012

Tungrockens bombefly


Vold, hærværk og gangster-manerer fulgte med i kølvandet på Led Zeppelin. Og myten fortæller, at Jimmy Page & Co. kun fik succes, fordi de lavede en pagt med djævlen.

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i Zoo Magazine nr. 13, april/maj 1998)

Jimmy Page med den legendariske dobbelt-halsede guitar. Apropos kasketten:
Var det her, at Rob Halford fik idéen? (Foto fra "Boxed Set2")

Det var ikke for ingenting, at fans kaldte Led Zeppelins andet album for ”The Brown Bomber”. For akkurat som de zeppelinere, tyskerne brugte til at sønderbombe England med under 1. verdenskrig, bombede ”Led Zeppelin II” rockens hidtil kendte formsprog sønder og sammen. Pladen var udstyret med en zeppeliners ildevarslende slagskygge trykt hen over det brune cover, og i rillerne bar den et sandt tæppebombardement af knusende tung bluesrock.

”Led Zeppelin II” udkom i 1969, og med den var heavy rocken født. Men allerede tidligere det år havde den britiske kvartet vakt opsigt med et debutalbum af hidtil ukendt voldsomhed.

Led Zeppelin rejste sig som en anden Fugl Føniks af asken fra det udbrændte The Yardbirds, der spillede psykedisk bluesrock på høj lydstyrke. The Yardbirds lod sig fotografere i arketypisk hard rock-stil, iklædt læderjakker og siddende overskrævs på motorcykler. Gruppen var ikke mindst berømt for at have stjerneguitarister som Eric Clapton, Jeff Beck og Jimmy Page i besætningen.

Da The Yardbirds blev opløst i 1968, forsøgte Page at relancere gruppen som The New Yardbirds. Page, der ind til da havde været en eftertragtet session-guitarist (han medvirkede på plader med bl.a. The Rolling Stones, The Kinks og The Who), håndplukkede sine musikere.

De udvalgte var bassisten John Paul Jones, der hidtil havde fungeret som session-musiker for fummelfingrede popbands, den kønne og noget selvglade sanger Robert Plant, der var et relativt ubeskrevet blad ligesom den ualmindeligt hårdtslående trommeslager, John Bonham, som både Joe Cocker og Chris Farlow gerne ville have haft fat i.

Robert Plant i "Vi er ikke et heavy metal-band, det ser
bare sådan ud"-positur. (Foto fra "Boxed Set2")
KNÆSKALLER VAR I FARE
Led Zeppelin fik stormende succes allerede fra starten, ikke mindst i USA, hvor et nyt rock- og action-hungrende  publikum stod på spring. Det var 1968’ernes yngre søskende, fortrinsvis drenge i 15- til 24-års alderen, der var til Led Zeppelin. Vild volumen og voldsomme 4/4-takter skulle der til, og Zeppelins metalliske rock virkede som et kampråb på disse high school-kids, der tændte på musikkens aggression og tunge, huggende rytmer.

Folk gik bersærk til Zeppelins koncerter, og der opstod ikke sjældent optøjer, ofte fremprovokeret af det altid balladelystne politi, der hadede de støjende og langhårede Zeppelin-musikere og deres antiautoritære publikum.

Vold var langt fra et ukendt fænomen, hvor Led Zeppelin kom frem. Gruppens manager Peter Grant, tour manageren Richard Cole og bandets roadier var kendte for at slå en proper næve. Grant var et flæskebjerg, der gerne lagde fysisk vægt bag sine ord. Rygterne om hans gangster-manerer rejste altid forud for Grant, og en bemærkning om, deres knæskaller var i fare, var nok til at få nærgående journalister til at pakke sig eller få bedrageriske koncertarrangører til at afregne kontant på stedet!

Men den 250 pund tunge Grant var ikke alene brutal, han var også intelligent. Han var benhård i forretninger og forhandlede en uhørt favorabel pladekontrakt hjem til Led Zeppelin. Ud over et klækkeligt forskud på 200.000 dollars og den højeste royalty-rate, der nogensinde er tilfaldet et rockband (efter sigende fem gange højere end The Beatles!) gav kontrakten med Atlantic Records Jimmy Page & Co. fuld kunstnerisk kontrol.

I KRIG MED PRESSEN
John Paul Jones. Guitar med tre halse. Overdrivelse
fremmer forståelsen.
Led Zeppelin gjorde i ekstrem grad brug af denne kontrol. Bandet ville ikke stille sig tilfreds med at lave schlagere til teenagere, så de skrottede singleformatet, der dikterer, at et nummer ikke må vare mere end tre minutter. I stedet drog gruppen på togt ind i tungrockens uudforskede ingenmandsland, hvor der var masser af plads til eksperimenter og psykedeliske improvisationer.

I det hele taget nægtede gruppen at gå på kompromis. Led Zeppelin fik succes på deres egne betingelser: bandet udsendte næsten ingen singler og medvirkede aldrig i tv-programmer. Og dertil kom, at Led Zeppelin nærmest lå i krig med pressen, der fra første færd afskyede det krukkede band og deres ekstravagante heavy rock.

Så det var med forbløffelse, at branchefolk i december 1969 så ”Led Zeppelin II” slå The Beatles’ ”Abbey Road” af Billboard-hitlistens førsteplads.

Bandets fjerde album (udsendt i 1971) cementerede gruppens succes, selvom dens symbolladede cover til pladeselskabets store skræk ikke fortalte, at der var tale om en Zeppelin-plade – eneste Led Zep-indikation var, at Jimmy Page blev nævnt som producer på pladens inderpose. Men gruppens fans elskede pladen og svælgede i dens mystik med de fire kryptiske symboler på inner sleevet og gatefold-coveret, som afslørede tarokkortet The Hermit, når det blev foldet ud.

John Bonham live. "Vi er IKKE et heavy metal-band. Fat
det dog!" (Foto fra "Boxed Set2")
PSYKOPATISK VOLD OG HÆRVÆRK
Succesen rullede ind over USA som en lavine, og i begyndelsen af 1975 havde Led Zeppelin hele seks albums på den amerikanske hitliste! Men med succesen fulgte rygterne og den ondsindede sladder. Historier om gruppens turné-udskejelser voksede til uhyrligheder.

Meget var på mytomanisk vis blæst helt ud af proportioner. Meeen .... noget var der om snakken. Kaos fulgte i kølvandet på Led Zeppelin. Bandet modtog mordtrusler, øretæver blev delt ud, hoteller blev raseret, og Led Zeppelin og crew havde et notorisk storforbrug af sprut, stoffer og purunge groupies – Jimmy Page havde bl.a. en romance med den kun 14-årige model Lori Maddox.

Det var dog den hæmningsløse tour manager Richard Cole og trommeslageren John ”Bonzo” Bonham, der var ophavsmand til de værste eskapader. Bonzo udviklede med årene en afgrundsdyb personlighedsspaltning.

Ædru var Bonzo elskværdigheden selv, men når han var fuld (og det var han næsten konstant på gruppens sidste turnéer), forvandlede han sig på værste Dr. Jekyll- og Mr. Hyde-facon til et udyr. The Beast kaldte de øvrige Zeppelin-medlemmer ham. Og de flygtede fra ham og ville ikke kendes ved ham, når hans monstrøse branderter gik ham til hovedet.

Den kæmpestore trommeslager var ligefrem livsfarlig, når han rullede sig ud i sine psykopatiske volds- og hærværksorgier. Page & Co. forbød roadierne at give Bonzo deres værelsesnumre, eller
de flyttede i al hemmelighed ind på andre hoteller.

Jimmy Page i Yardbirds-dagene. Heavy
metal-tøjstilen med læder, nitter og
kæder eksisterede længe før Judas
Priest. Den stammede fra Hells Angels
og biker-kulturen og blev i 1950'erne
populariseret af Marlon Brando i
filmen "The Wild One". (Foto fra
1990-boksssættet)
PAGT MED DJÆVELEN
Især et rygte var sejlivet: Led Zeppelin skulle angiveligt have lavet en pagt med djævelen for at få succes. Rygtet fik næring af Jimmy Pages interesse for okkultisten Aleister Crowley. Page ikke alene studerede Crowleys magiske skrifter, han samlede også på Crowley-sjældenheder, såsom originalmanuskripterne til magikerens bøger og de rober, som han havde udført sine ritualer i. Ja, Page købte sågar Crowleys hus Boleskine ved Loch Ness-søen i Skotland.

Læg dertil, at Page komponerede musik til en anden Crowley-fanatiker, Kenneth Angers film ”Lucifer Rising”, og at Zeppelin-guitaristen en overgang gik på scenen med Crowleys 666-monogram broderet på sine bukser.

Jo, der var rigtig nok sort magi i luften, og pludselig hed det sig, at der hvilede en forbandelse over Led Zeppelin. Og sådan så det også ud. I 1975 blev Robert Plant og hans kone Maureen hårdt kvæstet i en bilulykke, og i juli 1977 døde Plants søn Karac af en ondartet virus.

Derefter begyndte venner og bekendte af Zeppelin at dø af narkomisbrug. I august 1977 døde Elvis Presley af en overdosis, og i september 1978 o.d.’ede The Who-trommeslageren Keith Moon.

Jimmy Page var på det tidspunkt stærkt afhængig af heroin og var ved at brænde ud. Stemningen i bandet var trykket, mismodet bredte sig. Og så slog tragedien for alvor ned. Den 25. september 1980 blev John Bonham fundet død, kvalt i sit eget bræk efter en druktur. Tragedien blev af mange anset for at være den pris, som Led Zeppelin måtte betale for at have solgt deres sjæl til Satan.

I hvert fald var Bonzos død så traumatisk for Page, Plant og Jones, at de den 4. december 1980 udsendte følgende pressemeddelelse: ”Tabet af vor kære ven og den dybe følelse af harmoni, som vi og vores manager føler, gør, at vi har besluttet, at vi ikke kan fortsætte, som vi var.”

Zeppelinerens bombetogt var slut. \m/

 FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

onsdag den 28. november 2012

Daggry for dansk dødsmetal


I 1992 var Konkhra dansk dødsmetal, når det var mest brutalt og miskendt. Peter Béliath lyttede uden ørepropper og fordomme.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 40, oktober 1992)

[Baggrund: I 1992 udgav Konkhra minialbummet ”Stranded” (Progress Red Labels). Det var noget af det allerførste danske dødsmetal, der blev sendt på markedet. Og den danske overgrundspresse var hård ved fænomenet. Jeg forsøgte at være undtagelsen, der bekræfter reglen. Resultatet kan læses her …]

I 1992 havde Konkhra mere at tilbyde end tyngde og voldsomhed.
Det er Claus Vedel nummer to fra venstre.
Konkhra har fået stryg af en anmelder i Ekstra Bladet. Men Claus Vedel, Konhras guitarist og ”desperate vokalist” (sådan betegnes han på coveret til ”Stranded”, bandets debut-cd), tager det med ophøjet ro.

”Jeg er da ikke i tvivl om, at vi en dag vil være på midtersiderne af Ekstra Bladet,” udtaler han med en overbevisning, som klæder hans muskuløse overkrop. Death metal-musikerens puls stiger ikke synligt, mens han forklarer mig om sit syn på sensations-sprøjtens usaglige nedsabling af Konkhra-cd’en.

”Ligeglad er man jo aldrig, vel? Men fyren går lige netop et stykke længere, end det var nødvendigt. Det havde ikke været nødvendigt at fornærme os, men da han ikke ved, hvad har med at gøre, er han tilgivet.”

Strengt taget er death metal en undergrunds-genre, som overgrundspressen efter Claus’ bedste overbevisning ikke har forstand på.

”Det er ligesom med surrealistisk kunst,” pointerer han og nævner Hans Henrik Leerfeldt som et miskendt geni.

”Han syrede rundt og fik en masse drag over nakken, men ved siden af i inderkredsen var han højt respekteret. Og jeg synes godt, man kan sammenligne det en smule, fordi det har noget med pressefolk at gøre, som ikke har forstand på det, men som alligevel skriver om det.”

Med Jam Magazines oplag på 15.000 eksemplarer i ryggen slipper jeg nok ikke for at gå som repræsentant for overgrundspressen. Så jeg spørger forsigtigt, om Konkhra er Københavns svar på jyske Invocator, som er guderne i dansk dødsmetal.

”Vi er meget mere tunge og voldsomme end Invocator,” instruerer Claus mig.

”Hvor de mere kører bopti-bopti-bopti hele vejen, går vi mere helt ned i det ultratunge og op i det ultrahurtige grindcore. Men vi har klart meget stor respekt for Invocator, for de var sgu de første herhjemme, der havde nosser med hår på.”

UD AF FORMØRKELSEN
Men selvfølgelig har Konkhra mere at byde på end tyngde og voldsomhed. Københavnerne lægger stor vægt på deres tekster, der har både mytologiske og surreelle islæt.

”Jeg står nok mere for de poetiske tekster i bandet, hvor Anders (Lundemark, bandets guitarist og ”growling” vokalist) nok mere er mytologisk,” forklarer Claus.

”Anders går meget op i nordisk religion. Han kører meget på, hvordan menneskene var dengang, hvordan folk behandlede hinanden dengang. Det var øje for øje og tand for tand. Hvor jeg så mere skriver om ting, der foregår inde i mit hoved og rundt omkring. Det er der, det surreelle kommer ind i vores koncept.”

Uden på nogen måde at være hvidvaskede kristne på mission med det glade budskab, distancerer Konkhra sig fra horden af satanistiske death metal-bands. Flere af Claus Vedels tekster bærer faktisk præg af et spirende Messias-kompleks.

Et eksempel er nummeret ”Day-Break”, hvor der bl.a. bliver sunget: ”we are not equal / I can always find you where you may be / because I want to touch you / caress your twisted mind / to take you through the dark forest / trees whisper of wiser generations.”

””Day-Break” er ikke myntet bestemt på nynazister, men dem kunne jeg godt tænke mig at lære noget om det virkelige liv, fordi, jeg synes, de går glip af så meget. ”Caress your twisted mind” – altså virkelig fortælle dem en masse gode ting, hive dem igennem den der ”dark forest”, som er den der forsumpede måde at tænke på, den formørkelse, der er over dem,” siger Claus og underbygger mit indtryk af ham som et menneske, der er stort i mere end fysisk forstand. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

søndag den 25. november 2012

De rider på lynet


Grand Magus’ saga-metal giver chok-associationer til den hårde rocks guldalder. Trioens sjette album, ”The Hunt”, hæver sig over hoben af true metal-udgivelser.

Grand Magus, fra venstre mod højre: Fox (bas), J.B. (vokal, guitar) og Ludwig (trommer).
Læderjakker med skrå lynlås og rødt fór! Mand, hvor savner jeg bare synet af den slags beklædning i nutidens metal. Men her er altså tre styk af slagsen, slænget over medlemmerne af den svenske power trio Grand Magus. Tilmed garneret med patronbælter og mandhaftigt fodtøj.

Grand Magus er ikke ligefrem nykomlinge. Trioen blev dannet helt tilbage i 1999, og ”The Hunt” er bandets sjette studiealbum. De tidligere Grand Magus-albums har kørt i et mere doomy og sludge metal-agtigt spor. På ”The Hunt” er produktionen ren (i modsætning til bandets mere mudrede bagkatalog), og sangene er lige-ud af-landevejen heavy metal.

Ægte metalfans, som køber "The Hunt" på
cd i stedet for at downloade albummet,
belønnes med dette stofmærke. 
De første takter af åbningsnummeret ”Starlight Slaughter” er et ekko af AC/DC. Og titelnummeret har et groove, der ikke ligger milevidt fra Manowars ”Blood Of My Enemies”. Men led efter Rainbow, Dio, Iron Maiden, Accept, Judas Priest, og du vil finde det på ”The Hunt”.

Betyder det så, at Grand Magus er endnu et identitetsløst retroband? Nix. Grand Magus har deres egen profil og lyd, der især bæres oppe af sangeren J.B., som nogen måske bedre kender fra Spiritual Beggars.

Mange Kloge-Åger har sammenlignet J.B. med Ronnie James Dio (Rainbow, Black Sabbath, Dio). Det har jeg personligt svært ved at høre på ”The Hunt”. 

Derimod er der noget i J.B.’s fraseringer, som minder mig om Bruce Bruce (Dickinson) på Samsons ”Head On”-album (1980). Eller måske snarere om Pete Lovell på Pictures ”Eternal Dark” (1983). Eller er det Bodines Axel Joseph Langemeijer, J.B. lyder som? Pyt med det, for J.B. er en af metalrockens mest sjælfulde sangere lige nu.

Grand Magus’ tekstunivers er proppet med motiver og temaer fra nordisk mytologi, islandske sagaer og sword & scorcery. J.B. synger dem med en naturlighed, som om Heavy Load, Bathory, Allegiance og Amon Amarth aldrig har eksisteret. Og sådan er det stort set med hele albummet, lige fra coveret til sangene. ”The Hunt” gnistrer af spilleglæde, og musikkens puls og beat er selve hjerteslaget i gruppens kærlighed til heavy metal-traditionen.

”The Hunt” er ikke verdens heavieste metalalbum. Det er heller ikke den mest originale musik, man kan lægge øren til. Men hverken tyngde, brutalitet eller nybrud er kvaliteter i sig selv. Det er derimod god sangskrivning. Og den behersker Grand Magus. Til fulde! Det er musik uden dikkedarer, men dog med et poetisk skær.

”Starlight Slaughter” er en helt lille saga med sin egen skjalde-skønhed i beskrivelsen af et morderisk overfald i stjernernes skær.

”Valhalla Rising” er en smuk og intens sang, som fuldstændig gør Nicolas Winding Refns film af samme titel til skamme.

"The Hunt" er udsendt på Nuclear Blast.
”Storm King” er et heltekvad med et hævnmotiv á la Conan Barbaren – om stormkongen hedder det, at han rider på lynet. Og på den måde leger Grand Magus med titlen på Metallicas storværk fra 1984. Men her er lynridtet sat ind i en helt anden kontekst, og det er den slags skjalde-finesser, som hæver Grand Magus et pænt stykke over hoben af mondæne vikingeromantikere og pagan metal-grupper.

”Son Of The Last Breath” akkompagneres af cello (håndteret af bassisten Fox), og sangen bryder med de værste power ballade-klichéer, mens den bygger op mod et heroisk crescendo, før den kammer over i ”Iron Hand”, et af albummets mest hårdtslående numre.

Grand Magus er true metal. Mange metalbands virker forcerede, anstrengte og påtagede i deres forsøg på at være åh så true. Men J.B. & Co. spiller med et majestætisk overblik og en ophøjet ro, der får musikken til at swinge, og som giver sangene en varme og sjælfuldhed, der ellers er ekstremt sjælden i det herrens år 2012, hvor stålet helst skal være iskoldt og sjælløst. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

torsdag den 22. november 2012

Jetmotorer af dynamiske melodier


Et af de bedste bud på Årets Album 2012 hedder ”Death”. Det er udsendt af et band, der med fundamentalistisk jernvilje har genoplivet den traditionelle form for heavy metal.

Ram: Høje heavy-skrig, drabelige guitardueller og hammerhårde sange.
Myriader af subgenrer gør metalscenen anno 2012 næsten uoverskuelig. Siden 1990’erne har metalgenren indgået et astronomisk antal fusioner med andre musikalske stilarter, såsom industrial, goth, hiphop, hardcore etc. Det har gjort metalrocken alsidig, men meget af den hårde rocks identitet er gået tabt i disse fusioner og nybrud.

Det har medført, at der er opstået en retrobølge, hvor yngre metalmusikere med næsten fundamentalistisk jernvilje har genoplivet den traditionelle form for heavy metal, som var i vælten i 1970’erne og første halvdel af 1980’erne. New Wave Of Trad Heavy Metal kalder man ofte denne bølge i pressen.

Mange af de bedste nye traditionelle metalbands kommer fra Sverige. Og det bedste af dem er Ram. ”Death” er titlen på Rams tredje fuldlængde-album. Jeg har tidligere i playlist-sektionen på Rifferama jublet over ”Death” med disse ord:

”Death” blev sendt på markedet i slutningen af januar. Bandnavnet Ram giver associationer til Judas Priests ”Ram It Down” (1988), og Ram spiller da også heavy metal i den traditionelle stil. Det betyder høje heavy-skrig, drabelige guitardueller og hammerhårde sange, som svæver af sted på jetmotorer af dynamiske melodier.

Men svenske Ram er ikke bare et sjovt retro-metalband. Ram er – som titlen antyder – dødsens alvorlige. Rams sanger, Oscar Carlquist, ligner en mellemting mellem W. Axl Rose og en ung Rob Halford. Og han er ven med den skrækkelige Erik Danielsson fra Watain, med hvem Oscar fæller livssyn. Eller måske snarere dødssyn. Dét får i hvert fald Oscar til at sige ting som ”kroppen er et fængsel”. 

”Death” er en super overbevisende udgivelse, som ikke har en eneste svaghed på tracklisten. Variation og power fra start til slut. Ram betyder vædder, og denne vædder stanger. Hårdt og præcist.

Min anmeldelse af ”Death” stod at læse i EMP/NRG (forårsmagasin, katalog 1/2012). Den lød således:

RAM
”DEATH”
Metal Blade
******
For fans af: Judas Priest, Iron Maiden, King Diamond

Sverige er godt med i retro-bølgen inden for traditionelt heavy metal. Eller New Wave Of Trad Heavy Metal, som bølgen også kaldes. Svenskerne har fostret Bullet, Portrait, Enforcer, In Solitude, men de bedste af dem alle er velsagtens Ram. 

Göteborg-gruppen har virkelig forbedret sig siden det hæderlige debutalbum, ”Forced Entry” (2005). ”Lightbringer” (2009) vakte berettiget opsigt, men med ”Death” må Ram kunne nå længere ud end til den klaustrofobiske retro-enklave.

”Death” er nemlig meget mere end en munter leg med genre-klichéer. ”Death” byder på hammergod sangskrivning: det er traditionelt metal, javel, men på en meget personlig måde. 

Ram har stjernekvaliteter. Guitar-duoen Harry Granroth og Daniel Johansson fyrer forrygende soli af, så man griber ud efter luftguitaren, og i videoen til ”Flame Of The Tyrants” ligner sangeren Oscar Carlquist en gensplejsning mellem Rob Halford og Axl Rose.

Jeg mistænker Ram for at have sindelag tilfælles med visse black metal-bands, og der er en kant i deres musik, som er slebet til af thrash-slibestenen. Her og der er der et ekko af Iced Earth og Megadeth, men mest af alt lyder ”Death”, som ægte heavy metal burde lyde anno 2012: slidstærkt og sejt som læder. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

søndag den 18. november 2012

Brutalitet er ikke en kvalitet i sig selv


”I min verden eksisterer metalhistorien efter 1995 stort set ikke. Vi prøver at skrive den forfra,” fortæller Henrik Engkjær, guitarist i Deus Otiosus. ”Godless” hedder københavner-gruppens nye album, og det er et holdbart bud på dødsmetal anno 2012.

Deus Otiosus har et panoramisk overblik over metalhistorien.
Det er længe siden, at jeg har nydt et nyt dødsmetalalbum så meget, som jeg har nydt Deus Otiosus’ ”Godless” (Deepsend Records).

”Godless” er de københavnske undergrundshærgeres andet studiealbum. Albummet rummer moden, velovervejet death metal. Parret med thrash og doom metal. Og måske også et anstrøg af black metal. Det er tydeligt, at sangene er skrevet med et panoramisk overblik over den hårde rocks historie.

Men det manglede også bare. For Deus Otiosus (guitaristerne Henrik og Peter Engkjær, bassisten Jesper Holst, trommeslageren Jesper Olsen og vokalisten Anders Bo Rasmussen) er nogle garvede fyre, som tidligere har taget musikalske skalpe i bands som Exekrator, Black Succubi og Hideous Invasion.

Produktionen er klar, uden at være digitalt-steril. Og sangene er iørefaldende. Memorable. Det er ikke bare dødslarm. Deus Otiosus er traditionsbevidste musikere. Men de kan ikke slås i hartkorn med genrens værste retro-epigoner. Deus Otiosus lyder som … øh … Deus Otiosus.

”Godless” tilbyder intet nybrud. Anders Bo Rasmussens bøse growl er blevet sammenlignet med Gorefest. Et break i ”In Harm’s Way” fik mig til at tænke på Sepulturas ”Primitive Future”. Så det er tydeligvis thrash af den gamle skole, som Deus Otiosus tager pejling efter. Men traditionsbevidstheden rækker meget længere: i albummets doomy passager, som f.eks. på ”New Dawn”, ledes tankerne hen på det allertidligste Black Sabbath.

Henrik Engkjær under indspilningen af "Godless".
LYTTERNE BÆRER IKKE DE FEDE BANDS FREM LÆNGERE
Nedenstående interview er lavet med guitaristen Henrik Engkjær. Foruden at spille en led dødmandshånd på den seks-strengede er Enkjær også en duelig metaljournalist. NRGs læsere har således nydt godt af Deus Otiosus-guitaristens leksikalske viden om især skummel undergrundsmetal. Engkjærs store indsigt i metal kommer klart til udtryk i interviewet.

Siden 1990’erne har dansk metal været domineret af death metal. Men Deus Otiosus lyder ikke som et typisk dansk dødsband anno 2012. Hvordan vil I selv beskrive jeres stil?

Henrik: ”Man kunne kalde stilen old school death metal, death thrash eller bare death metal. Der er elementer af dødsmetal, black metal, thrash og måske heavy metal, doom og rock i vores musik. Men det vigtige er nu ikke, hvilken genre vi spiller. Det vigtige er at lave noget god musik. De genremæssige aspekter er alt sammen bare midler til at skrive musikken og ikke mål i sig selv. Jeg tror, det er der, vi adskiller os mest fra det typiske dødsmetalband.”

Hvad er vigtigst for Deus Otiosus: at spille brutalt eller at skrive gode sange?

Henrik: ”Ha ha, det tror jeg allerede, du er klar over, og svaret er, at det er vigtigst at spille brutalt! Nej, som du selv ved, så er brutalitet altså ikke en kvalitet i sig selv, når han først har følt metal i nogle år. Musikken skal holde, så prioriteten er udelt at skrive gode sange.”

Hvad synes I om nutidens metalscene?

Henrik: ”Der er rigtig mange bands, rigtig mange udgivelser og pladeselskaber. Det kan godt være lidt uoverskueligt, og det belønner sig sjældent at lytte til alle disse bands. Det virker ikke til, at lytterne længere bærer de fede bands frem og udskiller dem fra mængden på samme måde, som man gjorde engang med Morbid Angel, Deicide, Slayer.”

Mener du, at nutidens metalfans er mindre kræsne og kritiske, end metalfans var førhen? Og mangler mange af nutidens unge metalfans et kendskab til metalhistorien og metaltraditionens hovedværker?

Henrik: ”Det er selvfølgelig sjældent, at en yngre fan har samme kendskab til klassisk metal som én, der var involveret i scenen dengang. Jeg begyndte jo selv at høre metal i de tidlige 90’ere, så jeg har jo heller ikke oplevet det hele. Men der er ingen tvivl om, at jeg ofte får mere ud af at anskaffe mig en gammel klassiker end et nyt album. Og selvfølgelig er der også glimrende, historiske metalplader, der næsten er blevet glemt. Jeg ved ikke, om nye fans er mindre kræsne og kritiske, de har nok nogle andre kriterier. I dag tror jeg eksempelvis, at mange har en tendens til at gribe metalmusikken an, som en skolelærer ville gøre med en dansk stil. Man lytter til, om bandet har rette teknik, fart, produktion, stiltræk og deslige og bedømmer dem derefter. På linje med en skoleopgave er det et håndværk, som skal opfylde en tjekliste med succeskriterier. Men kriterierne skifter fra person til person, ligesom den enkelte kan have flere forskellige sæt af kriterier. Jeg tror, at det er sådan, mange bruger de gamle bands. Større bands – gamle som nye – fungerer som en slags rettevejledninger, som andre bands skal efterleve for bedst muligt.”

Gud har trukket sig tilbage. Der er
ingen til at guide den fortabte
menneskehed.
SKELLET GÅR VED DISSECTION
Hvor hører I hjemme på nutidens internationale metalscene?

Henrik: ”Det er svært at sige. Nogle ville måske mene, at vi hører hjemme blandt den seneste bølge af old school death metal, men det har nu aldrig været noget, vi selv har følt. Jeg ved ikke rigtig, om vi hører hjemme nogen steder. Succeskriteriet i dag synes at være at udøve en metallisk subgenre efter alle håndværksmæssige standarder. Vi vil hellere noget, hvor det handler mere om at skrive god musik end at forsøge at lave de bedste kopier af andre bands. Men måske er det godt ikke at passe ind nogen steder. Så er der ingen regler eller normer, man skal følge.”

Hvilke bands tænker du på, når du nævner den seneste bølge af old school death metal?

Henrik: ”En bølge, der tog fart i 2009 eller 2010, hvor nogle af de større navne hedder Disma, Miasmal, Morbus Chron, Sonne Adam, Cruciamentum osv. Hvis man ikke kendte til den bølge, er det forståeligt. Det, der også sker, er jo, at afstandene mellem bølgetop og -dal bliver mindre og mindre. Vi har i de senere år haft genkomst af thrash, heavy metal og death metal, og ingen af delene blev tilnærmelsesvist så stort som første gang. I fremtiden tror jeg, at det vil blive endnu sværere at tyde, om der egentlig er tale om en bølge eller ej. Jeg tror dog ikke, at metallen vil forsvinde foreløbig. Jeg tror i hvert fald, at den vil eksistere i nogen tid med en masse små subgenrer, der kører sideløbende. Men hvis bands’ne ikke begynder at skrive god musik – og frem for alt at lytterne begynder at interessere sig for god musik – så vil metallen aldrig se en ny storhedstid. Der er en brøkdel tilbage af de lyttere, der var for 20 år siden, hvor metalmusikken var kreativ og god.”

Er der bands eller en hel bølge af bands, som I føler jer beslægtede med?

Henrik: ”Selvom det er en mere historisk end aktuel bølge, så tænker jeg på bølgen af dødsmetalbands i slut-80’erne og start-90’erne. De fleste bands, der kom frem dengang, havde deres egen lyd og kunne skrive fed musik – Deicide, Morbid Angel, Death, Pestilence osv. Alle har de hver især en relevans. I min verden eksisterer metalhistorien efter 1995 stort set ikke. Vi prøver at skrive den forfra i stedet.”

Hvilken periode i metalhistorien er jeres foretrukne?

Henrik: ”Jeg synes, at det meste af metalhistorien har været god og relevant og har kastet genial musik af sig i forskellige afskygninger. Fra Black Sabbath til Judas Priest, Mercyful Fate til Slayer og Morbid Angel til Mayhem; metalmusikken har en enormt stor og stærk sangskat. Så min foretrukne periode i metalhistorien dækker faktisk størstedelen af stilartens levetid og må være omkring 1970-1995. [Dissections] ”Storm Of The Light’s Bane” fra 1995 er nok det bedste sted at sætte skellet. Dette album var den sidste store metalklassiker. Der udkommer den dag i dag stadig utrolig gode albums; og endda albums, der fortjener at indgå som klassikere i metalhistorien. Men der er alligevel sket noget. De geniale plader er blevet færre og mere perifere i en evigt tiltagende strøm af bands og udgivelser, der synes at blive populære på ganske andre kriterier end de, der gjorde, at eksempelvis jeg selv blev vild med metalmusikken i de tidligere 90’ere.”

Signalet går klart igennem på "Godless". Her ses
trommeslager Jesper Olsen.
SANGSKRIVNING GIVER IKKE SUCCES I DAG
Hvilke kriterier mener du, der gør metalplader populære i dag?

Henrik: ”Det er ret fragmenteret. Jeg tror, der findes mange forskellige kriterier. Det kan være idealer om subgenre (thrash, death, black, heavy metal osv.), hastighed, produktion, image, ligesom der synes at være folk, der hovedsagligt ønsker at høre bands, der stilistisk ligger tæt på deres yndlingsbands. Et ideal kunne eksempelvis være, at musik skal lyde stilistisk mest muligt som Bolt Thrower, snarere end bare være bedst mulig. Disse idealer er selvfølgelig ting, der altid har haft en betydning for folk, men hvor de før var sekundære, virker de nu til at være primære. Selvfølgelig er der også folk i dag, der går efter god musik. Men med mange af de bands, der fremhæves i dag, kan jeg simpelthen ikke forestille mig, at det skulle være sangskrivningen, der har gjort deres succes. Der findes meget musik, jeg godt kan forstå, at andre kan lide, selvom det ikke lige falder i min smag. Der er bare også en nedre grænse, hvor musikken bliver meningsløs; som hvis en roman kun bestod af tilfældigt sammensatte bogstaver og tegn.”

Hvad var det, de gamle dødsbands kunne, som de nye ikke kan?

Henrik: ”De kunne – og ville – skrive musik. Det er jo et svært og meget komplekst problem at pege på, hvorfor bands ikke længere skriver ligeså god musik, som man gjorde engang. En af årsagerne er måske, at man ikke har noget kommercielt incitament. I dag bliver bands populære på andre kriterier, eksempelvis på at være en stilistisk god kopi af Grave, eller på at spille hurtigt, langsomt eller hvad det nu måtte være. Stilart, fart og den slags betød selvfølgelig også noget førhen, men dengang var god musik en selvfølgelighed for de fleste; noget man ikke engang behøvede at tale om. Og måske netop fordi man ikke talte om den, forsvandt den. Og det virker faktisk heller ikke til, at der er så mange, der savner den.”

UDEN MUDDER
Deus Otiosus har ikke en typisk lyd fra 2010’erne. F.eks. udsender jeres trommer ikke kliklyde, men lyder som ægte trommer. Går I bevidst efter en mere ”gammeldags”, autentisk metallyd?

Henrik: ”Tak, jeg synes, vi har fået en meget naturlig lyd på albummet. Lyden er hverken for dilettantisk eller for produceret – det lyder simpelthen bare som et metalband, der spiller (uden feedback, mudder og dens slags selvfølgelig). Vi mente, at denne produktion ville passe godt til albummet: Den lader musikken tale for sig selv. Ligesom alt andet i musik er produktion bare et middel til opnå det, der altid må være målet: At lave den bedst mulige musik.”

Hvordan har indspilningsprocessen været? Hvor er albummet ”Godless” indspillet? Og hvem har stået for produktionen?

Henrik: ”Albummet er indspillet og mikset over ni dage i Earplug Studio i Tårnby. Et behageligt studie, som ligger tæt på os. Siden har vi faktisk rykket vores øvelokale derned også. Produceren Thomas Pedersen er dygtig og effektiv, og det er ikke første gang, vi har brugt studiet. Albummet er masteret af Jeppe Hasseriis, som vi også har arbejdet sammen med mange gange. Vores debutalbum, ”Murderer”, blev faktisk til på samme måde.”

Gustav Dorés billedkunst pryder coveret til "Godless".
EN SCENE FRA HELVEDE
Jeg har studset over bandnavnet. Deus Otiosus betyder noget i retning af ”uvirksom gud” eller ”tilbagetrukket gud”. Hvorfor har I lige valgt det navn?

Henrik: ”Vi snakkede lidt om forskellige mulige navne og bestemte os for Deus Otiosus, da det ligesom danner en ramme om bandets udtryk: En menneskehed, der er fortabt uden noget til at guide sig gennem livet. I vores udlægning giver dette en dyster og ond verden. Det er i grove træk den verden, vores musik handler om. Navnet er måske ikke det mest mundrette, men sådan er det nu engang.”

Albummet hedder ”Godless”. Den titel lyder helt ad Danzig til. Er der en teologisk tanke bag ved den titel, eller er det bare en fed heavy metal-titel?

Henrik: ”Fedt, at du tænker på Danzig! Han har selvfølgelig også en sang med samme titel, så det er måske egentlig naturligt nok. Titlen er egentlig bare vores bandnavn udtrykt på en anden måde, så det er et udtryk for kernen i vores koncept. Den fortsætter også traditionen fra debutalbummet ”Murderer” med blot et enkelt ord som titel. Derudover synes vi, at ordet ”Godless” fungerede godt med den Doré-illustration, vi havde fundet, og som pryder coveret.”

Det er ikke første gang, at et af Gustav Dorés værker er blevet brugt i heavy metal-sammenhæng. Emperor brugte jo også Doré på nogle af deres plader i 1990’erne. Hvad er der ved Dorés billedkunst, som gør det så velegnet til at illustrere metal?

Henrik: ”Gustave Dorés kunst har en kvalitet, som meget sjældent er set, og så har han lavet mange dystre og klassiske motiver; specielt i illustrationerne til Dantes ”Den Guddommelige Komedie” og Miltons ”Paradise Lost”. Disse motiver passer nok ganske godt til noget metalmusik. Selve frontcoveret til vores album er taget fra ”Den Guddommelige Komedie” og er en scene fra helvede. I den sammenhæng, vi har givet det, er det dog en illustration af jorden. Inde i bookletten har vi også en Doré-illustration fra ”Paradise Lost” til sangen ”Cast From Heaven”. Sangen er inspireret af rebel-englenes fald i første kapitel fra selvsamme bog.”

Hører der bestemte religiøse synspunkter (eller anti-religiøse standpunkter) med til at spille Deus Otiosus’ form for metal?

Henrik: ”Nej, det gør der ikke. Der kræves kun en rimelig personlighed, en rimelig musiksmag eller -forståelse (hvis man skal kunne bidrage til arrangementerne i hvert fald) og en rimelig kunnen på sit instrument.”

COPENHELL ELLER ROSKILDE?
Nu har I jo lige udsendt et stærkt album, ”Godless”. Kan vi så forvente at se Deus Otiosus på Copenhell eller Roskilde Festivalen til næste sommer?

Henrik: ”Tak for ordene. Man skal aldrig sige aldrig, men mon ikke chancerne er små. Nu vil jeg ikke udtale mig om de to festivaler specifikt, for jeg kender jo ikke folkene bag. Men generelt set jeg tror nu, at sandsynligheden for at blive kontaktet af en festival er nøjagtig den samme, hvad enten man har udgivet et stærkt eller svagt album i den traditionelle forstand, men der kan være andre parametre, der har indflydelse.”

Hvilke parametre mener du, at festivaler går ud fra, når de booker bands nu om dage?

Henrik: ”Igen er det selvfølgelig forskelligt, da der er tale om individer. Men generelt set er en festivalbookers job jo at tiltrække nogle mennesker til festivalen. Man skal ramme et eller flere segmenter bedst muligt, og det gør man selvfølgelig ved at booke efter de samme kriterier, som diverse grupperinger i dag gør brug af. Altså igen idealer for subgenre, fart, image osv. Det er derfor, at nøglen til at ændre metalscenen ligger hos lytteren. Hvis alle kun bruger sin tid og sine penge på god musik, vil bookere og pladeselskaber blive tvunget til at rette ind. Bands vil også blive nødt til at skrive god musik for at komme frem ligesom i fordums tid, og så er man allerede på vej mod en ny metallisk guldalder.”

Er Danmark et godt metalland? Eller er græsset grønnere i vores nordiske broderlande?

Henrik: ”Ja, det er nok lidt grønnere i Norge og Sverige, men jeg tror ikke, det er helt så afgørende længere. Det ville nok være smartere at bo i Tyskland eller sådan noget. Der er uendelig mange metalfans, og det ligger centralt i Europa. Rigtig fedt interview, Peter. Jeg ved ikke, om det var hensigten, men jeg synes, at jeg fik mulighed for at tale om mange af mine kæpheste!” \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama 

Anders Bo Rasmussens bøse røst er blevet sammenlignet med Gorefests growl.