Jeg vil dø som kristen

”Jeg har været afhængig af kokain, og det stof fremmanede en masse mørk ondskab i mig,” fortæller Glenn Hughes – manden med guldstemmen, som Deep Purple, Black Sabbath, Black Country Communion og utallige andre heavy rock-kunstnere har nydt godt af.
  
Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 29, juni 2006)

Glenn Hughes: "Hele mit liv er omgivet af lys."

[Baggrund: I 2006 udsendte Glenn Hughes sit måske bedste soloalbum, ”Music For The Divine”. I den anledning lavede jeg dette åbenhjertige interview jeg den tidligere Deep Purple-sanger og -bassist. Det var før, Hughes fik succes med supergruppen Black Country Communion.]

Hans stemme er unik. Stor og sjælfuld. Derfor kaldes han ”The Voice of Rock”. Han har været her, der og alle vegne. Og han ville næppe have noget imod talemåden, hvis man hævdede, at han havde spillet med Gud og hver mand.

                     

Hans navn er Glenn Hughes, og han begyndte allerede at vække opsigt i de tidlige 1970’ere, hvor han spillede bas og sang i det britiske funk-hardrock-band Trapeze. I 1973 blev han headhuntet af Deep Purple, hvilket gav ham øjeblikkelig superstjerne-status i den såkaldte Mark III-besætning: Ritchie Blackmore (guitar), David Coverdale (vokal), Ian Paice (trommer), Jon Lord (keyboards) og Hughes (bas og vokal). Deres 1974-album ”Burn” er et af den tunge rocks absolutte mesterværker.

                     

Efter Purples opløsning indledte Hughes en noget slingrende solokarriere. Men selvom han i mange år var en berygtet narkoman, lykkedes det ham at sætte sit umiskendelige præg på plader, som holder den dag i dag. Dette gælder ikke mindst AOR-klassikeren, som Hughes udgav sammen med Pat Travers-guitaristen Pat Thrall i 1982. Men talløse er de kunstnere, som Hughes har indspillet plader med; det gælder bl.a. Black Sabbath, Gary Moore, Whitesnake og Mötley Crüe. Og faktisk sang Hughes på KLFs megahit ”America: What Time Is Love?” (1992).

                     

De senere år har Hughes oplevet en kreativ og kommerciel optur. Hans plader med Black Sabbath-guitaristen Tony Iommi har været mageløse, og som solist har Hughes p.t. et frugtbart samarbejde med Red Hot Chili Peppers-trommeslageren Chad Smith. Hans seneste soloudspil, ”Music For The Divine”, er ligesom forgængeren, ”Soul Mover”, en funky og funklende hårdrock-perle.

                     

Men Hughes er en alsidig herre. På hans nye plade er der ikke fuld hammer fra start til slut. Skønhed og sjæl er også vigtige elementer på ”Music For The Divine”.

                     

- Titelnummeret og sange som ”Frail” og ”Nights In White Satin” er meget smukke. Er det vigtigt for dig, at der ikke kun er power, men også skønhed i din musik?

                     

“Jeg har givet omkring 50 interviews i forbindelse mit nye album, og du er den første journalist, som har stillet dette meget vigtige spørgsmål, og det vil jeg gerne takke dig for. Alle taler om Glenn Hughes’ heavy side, hans power og hans funk, men jeg tror, at jeg er kommet til et punkt i livet, hvor jeg ønsker, at mine sange skal høres i en mere organisk sammenhæng, som f.eks. akustisk eller i en eller anden form for orkestrering. Nu er det på tide at koncentrere sig om stemmen. Jeg koncentrerer mig mere end nogen sinde om min stemme. Og jeg ønsker, at min stemme skal høres tydeligere, uden at den skal kappes med guitarer eller skøre musikalske arrangementer. På dette album er jeg mere optaget af sangene og min stemme,” lyder det fra en meget afklaret Hughes, da han ringer NRG op fra sit hus i Los Angeles.

                     

Hughes er meget beæret over at blive kaldt “The Voice of Rock”.

                     

”Det er ikke en titel, jeg har givet mig selv. Det er noget, andre kalder mig. Det er et meget kraftfuldt navn. Michael Jackson kaldes ”The Prince of Pop”, og Tony Iommi er ”The Godfather of Metal”. At få en lignende titel er en stor anerkendelse.”

UD AF NARKO-HELVEDET

- Jeg blev meget berørt af teksterne på ”Fused”-albummet, som du i 2005 lavede sammen med Black Sabbaths Tony Iommi. På sangen ”Grace” synger du: “And if you ask me if I’ve ever been to Hell / Then I would say to you / It almost took my life, now I will tell / It lied to me, every little thing I had to burn.” Er denne tekst selvbiografisk?

                     

“Så absolut. 100%. Hvad, jeg synger om her, er, at jeg næsten måtte ødelægges for at rejse mig fra asken. Jeg måtte næsten dø, og ja, jeg er blevet genfødt. Jeg måtte indse, at jeg måtte ændre livsstil eller dø. Jeg kender en masse mennesker i industrien, også i filmindustrien, som var mine venner, og som døde, fordi de ikke havde viljestyrken eller den forbindelse til Gud, som skal til for at kvitte de ting, som de var i færd med at myrde sig selv med. Jeg skriver om disse ting af og til. Og da meget af albummet musikalsk er temmelig brutalt, ønskede jeg at skrive smukke tekster for at gøre pladen mere nuanceret.” 

                     

- Du skriver i biografien, der følger med “Music For The Divine”, at titlen er meget vigtig for dig.

                     

”’Divine’ er et spirituelt begreb. ’Divine’ betyder for mig at være ét med nogen, med én selv. Men det betyder også at være meget ærlig og åben. Det betyder også rent lys. Og dette album er et meget rent album. Tekstmæssigst er det meget dybt, og sangenes struktur er meget ren og organisk, der er ingen spor af synthesizere eller sådan noget på albummet. Det er – formentlig – det bedste soloalbum, jeg nogensinde har lavet, simpelthen fordi vi tog os god tid til at forberede det.”

                     

- Du taler ofte om din ”Højere Magt”, Vor Herre Jesus Kristus. Hvor længe har du været kristen?

                     

“Jeg har altid været praktiserende kristen. Især fra, at jeg gik på vandvognen 1991. Siden da har jeg været en anden person. Før ’91, lad os sige fra ’76 indtil ’91, hvor jeg var afhængig af narkotika, var det svært for mig at stoppe. Men hele tiden havde jeg Gud med i mit liv. Jeg kunne bare ikke holde op med at mishandle mig selv. Men Gud var med mig hele vejen, og Gud svarer vore bønner på sin måde, og nogen gange tager det nogle år, før svaret kommer. Fra ’88 forsøgte jeg virkelig bevidst at bede Gud om at hjælpe mig med at stoppe. Og juledag ’91 gav han mig et klart budskab om, at han havde planer med mig. Og de sidste 14 år har været et helt anderledes liv for mig.”

                     

- Hvad skete der?

                     

“Jeg havde været på Betty Ford-klinikken [en klinik for narkotika-afvænning] to uger før jul for at få en evaluering af, hvor syg jeg var. Evalueringen sagde, at det stod slemt til med mig, men der var ikke plads til mig på Betty Ford-klinikken før januar. Juledag blev jeg høj, og så skete der noget meget mærkeligt. Jeg var på stoffer, og jeg gik ind på badeværelset og kiggede i spejlet, og personen, jeg så i spejlet, var ikke mig. Jeg kiggede på mig selv, men der var noget i spejlet, som var mørkt. Og så var det, jeg hørte velsignelsen, at jeg måtte køre til hospitalet for at blive indlagt. Så jeg kørte til hospitalet, og nogle få uger senere tog jeg ind på Betty Ford-centret.”

                     

Hughes afviser på det bestemteste myten om, at narkotika er bevidsthedsudvidende.

                     

“Narkotika er djævlens værk. Jeg har selv taget kokain og heroin, og jeg tror fuldt og fast, at disse stoffer er skabt af en eller anden form for mørke. Jeg har været afhængig af kokain, og det stof fremmanede en masse mørk ondskab i mig. Jeg gjorde og sagde ting, som jeg ellers aldrig ville have gjort eller sagt. Jeg kalder min kokain-periode for en dæmon-besættelse.”

                     

”Jeg tror helt bestemt, at der i 1970’erne og de tidlige 1980’erne var en mørk, lurende skygge, som fulgte mig. Og det mener jeg virkelig! Og jeg ønsker, at folk skal læse dette interview. Der findes en Gud, og der findes en djævel. Hvem vil du vælge? Jeg vælger den letteste og blødeste og smukkeste vej, for til sidst skal vi alle dømmes.” 

DEN ANSTØDELIGE KRISTENDOM

Glenn Hughes ved godt, at det ikke er god tone at tale om Gud og kristendom i rockmiljøet. Det er anstødeligt.

                     

”Jeg ønsker ikke at provokere nogen med at tale om Gud, så jeg taler helst om en højere magt, om en højere bevidsthed. Jeg taler om en åndelig vej. Jeg tror, at alle mennesker må komme overens med det guddommelige på et eller andet tidspunkt i livet.”

                     

- Tager folk anstød, når du taler om Gud?

                     

”Nogen gør. Men jeg taler ikke så ofte om Gud, men jeg tror, at man kan læse ud af teksterne, hvad det er, jeg synger om. Det giver mange mennesker trøst. Jeg har mange fans, som er kristne. Jeg taler ikke så meget om Gud. Her og der nævner jeg Gud i mine sange, men det handler i virkeligheden om en åndelig forbindelse, om at være et bedre menneske.”

                     

Hughes ønsker ikke at blive sat i forbindelse med en bestemt kristen kirke, men han omgiver sig gerne med folk, som er bevidste om Gud.

                     

”Jeg hænger ikke ud med folk, som er negative eller dæmoniske. Mit hele liv er omgivet af lys. Jeg ønsker at leve mit liv så ærligt, som jeg kan. Jeg er blevet beriget med åndelige gaver.”

                     

- Der er folk, som mener, at Tony Iommis riffs er mørke og dæmoniske. Hvad synes du om det?

                     

”Jeg har kendt Tony, Geezer, Bill og Ozzy [medlemmerne af det originale Black Sabbath] siden 1970. Vi voksede op i den samme by, så jeg har kendt disse drenge hele livet. De er ikke dæmoniske personer. I visse dele af Skandinavien har I en djævle- eller mørk metal-ting kørende, og den stammer formentlig fra Black Sabbath. Men Sabbath har et glimt i øjet, de har aldrig haft noget med satanisme at gøre. Tonys riffs er meget mørke og brutale, men sådan er hans stil. Jeg har arbejdet meget med Tony, og han skriver en masse mørke riffs. Men skønheden i det er, at jeg så kan skrive noget, som ikke er så mørkt, for at give lytteren noget, som er lidt anderledes end det, Ozzy ville have skrevet.”

                     

- Er du nogensinde blevet kritiseret eller chikaneret, fordi du som kristen spiller rockmusik?

                     

“Selvfølgelig. Mange folk forsøger at angribe mine kristne værdier. Men det er min personlige tro, og jeg vil dø som kristen,” siger Hughes, som dog understreger, at fordommene mod kristendommen ikke er så slemme som førhen.

                     

- Er der kristne, som har angrebet eller kritiseret dig?

                     

”Ja, for af og til sker det, at jeg bander. Og hvis de hører det, skriver de til mig og går amok. Jeg bander ikke med vilje, det er bare en gammel uvane. Men jeg er ikke fuldkommen. Dét er kun Gud.”

GENDANNELSE AF DEEP PURPLE?

- Rygtesmede har længe talt om en genforening af Deep Purple Mark III. Er det realistisk?

                     

”Nej, det tror jeg ikke. Der er så mange egoer bag denne ting, der er så megen mærkelig opførsel fra fortiden, som stadig lurer i kulissen. Bortset fra David Coverdale har jeg ikke talt med nogen fra Deep Purple i årevis. David og jeg er gode venner, og vi ville formentlig lave noget med gruppen, hvis Ritchie Blackmore var involveret.”

                     

- Ritchie er en mørk person, ikke sandt?

                     

”Han er en god skuespiller, ikke et dårligt menneske. Han leger med ouija-brætter og forsøger at kommunikere med spøgelser og laver sære bankelyde. Jeg kan godt li’ Ritchie, og jeg har stor respekt for ham, men sommetider opfører han sig en smule skørt.”

                     

- Du er stadig gode venner med David Coverdale?

                     

”Så absolut. Vi er meget nære venner. Vi taler ofte sammen.”

                     

- I har ikke planer om at lave musik sammen igen?

                     

”Nej. Lad mig skære det ud i pap: jeg er kun interesseret til at lave ting, som gør mig til et bedre menneske åndeligt set, og det er det, jeg gør med mine soloplader. Hvis jeg skulle lave noget med Deep Purple Mark III, skulle det være af én grund: vi skulle genforenes som fem gentlemen, for at gøre os klogere og mere åndelige. Jeg vil gerne gøre det med dét udgangspunkt. Musikken ville blive god, tror jeg. David og jeg ville komme ind og tilbyde noget helt specielt. Men det vil næppe ske nogensinde.” \m/

SELEKTIV DISKOGRAFI

Med TRAPEZE

”Medusa” (Threshold, 1970)

Med DEEP PURPLE

”Burn” (Purple, 1974)

”Stormbringer” (Purple, 1974)

”Come Taste The Band” (Purple, 1975)

”Made In Europe” (Purple, 1976)

”Live In London” (EMI, 1982)

”Phoenix Rising” (Edel, 2011)

Med HUGHES THRALL

”Hughes Thrall” (CBS, 1982)

Med BLACK SABBATH FEATURING TONY IOMMI

”Seventh Star” (Vertigo, 1986)

Med IOMMI

”The 1996 DEP Sessions” (Sanctuary, 2004)

”Fused” (Sanctuary, 2005)

GLENN HUGHES solo

”Soul Mover” (Frontiers, 2005)

”Music For The Divine” (Frontiers, 2006)

”First Underground Nuclear Kitchen” (Frontiers, 2008)

Med BLACK COUNTRY COMMUNION

”Black Country” (Mascot, 2010)

”2” (Mascot, 2011)