Frihedskæmpere i læder og nitter

Den hårde rock blev mere metallisk i begyndelsen af 1980’erne, og Accept var i høj grad skyld i, at heavy metal blev spillet hårdere og hurtigere for hver sæson.

Baggrundsartikel: Peter Béliath (Publiceret i EMP/NRG, vinter 2010; revideret 2018)

Sådan så Accept ud i 1983, da Kerrang! besøgte gruppen i den hellige stad Solingen.

Se det for dig: pigtråd. Pigtråd, der trækkes gennem ørerne på en kvinde. Det var sådan, at jeg første gang visuelt blev præsenteret for Accept. Pigtrådsbilledet prydede forsiden af omslaget til albummet ”Breaker”, der udkom i foråret 1981.

                     

Det var en periode, hvor der for alvor var gang i heavy metal-scenen. Der skete fantastisk meget i begyndelsen af 1980’erne. Nye bands skød op, ikke kun i metalkongeriget England, men også i USA, Canada, Australien, Skandinavien og på det europæiske fastland. Det var et tidspunkt, hvor heavy metal stadig var en relativ ny tonekunst. 1970’ernes mere bluesbaserede og afvekslende tungrock blev ført ind i det nye årti med fornyet aggression. Den hårde rock blev simpelthen mere metallisk i start-80’erne, og Accept var i høj grad skyld i, at heavy metal blev spillet hårdere og hurtigere for hver sæson.

                     

Man behøvede bare kaste ét eneste blik på ”Breaker”-coveret for at vide, at det her var heavy. I øverste venstre hjørne sad Accept-logoet med dets metalliske tigerhoved, hvis gab stod åbent, så man kunne se de skarpe hugtænder. Og så var der jo pigtråden, der blev trukket gennem ørerne på den stakkels kvinde. Pigtråd er som bekendt lavet af metal, og pigtråd havde også tidligere været forbundet med rock (i Danmark kaldte man jo rock for pigtråd i 1960’erne). Og skulle man være i tvivl, så var pigtråden viklet om to hvide Flying V-guitarer på omslagets bagside.

                     

Det interessante var imidlertid, at kvinden på coveret ikke just var nogen rock chick. Hun så tværtimod ud til at være en high society-dame, komplet med balkjole og så’n. Det var altså modsætninger, der tørnede sammen på det pladecover.

Pigtråd (=heavy metal) renser ud i fordomme og
gammelt tankegods.

UDSTØDT, LOVLØS

I 1981 var metallisk rock absolut ikke forbundet med overklassen. Man må forstå, at det var en helt anden tid, en anden tidsånd regerede i 1981. Det var længe før, at en dansk kronprins kunne tillade sig at røbe, at Led Zeppelin var hans favoritband. I 1981 var heavy metal den ultimative lavstatus-musik, det var lyden af ungdommelig arbejderklassekultur. Heavy metal blev foragtet af borgerskabet. Og af pressen. Selv den venstreorienterede intelligentsia stod af på heavy metal.

                     

Der var alt muligt i vejen med den hårde rock. Heavy metal var en kulturelt afstumpet musikform, heavy metal var en primitiv og farlig musik, heavy metal-grupper var ikke alene dumme, de var også nogle voldsforherligende kryptofascister, de var krigsliderlige og mandschauvinister, og hver gang en heavy metal-musiker greb en elektrisk guitar, forvandlede den sig prompte til et slibrigt fallossymbol. Og dét var meget, meget kvindeundertrykkende, forstås. Vi headbangere fik det jævnligt at vide ­– i skolen, i radioen og i den skrevne presse. Overalt, hvor der var autoriteter og smagsdommere, blev vi rakket ned. Mange forældre blandede sig også gerne i det anti-heavy hylekor.

                     

Datidens vel nok mest magtfulde anmelder i Danmark hed Torben Bille. Og ja, rigtig gættet: heavy metal var hans yndlingsaversion. Men han var ikke alene. Skribenterne på det eneste danske musikmagasin, MM, led også af Bille-dillen. Det vil sige, at de i ny og næ nedlod sig til at tryne en heavy metal-udgivelse i bladets anmeldelsessektion. Desuden var det noget nær umuligt at få spillet heavy metal i Danmarks Radio – selv Rock-Nyt, et to timer langt rockprogram, som blev sendt hver torsdag aften, ignorerede i stor stil heavy metal. Danmark var selvfølgelig verdens røvhul, hvad angik hård rock i de år, men over hele globussen blev heavy metal-kulturen diskrimineret.

                     

Når man spillede eller lyttede til heavy metal, var man oppe imod alle odds. Man var på en måde udstødt, lovløs. Selv punkerne hadede os. For ikke at tale om de lede diskere. Og det var måske også det, der gjorde heavy metal tiltrækkende for mange unge. Især unge, utilpassede fyre sværmede for den hårde rock. Der var virkelig oprør i heavy metal i 1981. Og mange af os, der var skuffet over måden, som punken i sen-70’erne udvandede på, slog sig løs på den nye metalscene ­– glem ikke, at Danmarks første rigtige metalband, Brats (der senere udviklede sig til Mercyful Fate), oprindelig var et punkband.

FORARGELSE

Jeg tror ikke, at nutidens unge kan se oprøret, når de kigger på ”Breaker”-coveret i dag. Men for mig var det cover nærmest et manifest. Måske overfortolkede jeg det. Men det var ikke bare et smart blikfang, som en fyr på et reklamebureau havde bikset sammen i en ruf. På inderposen kan man nemlig læse, at Accept selv havde været med til at designe omslaget. Så jeg vover at påstå, at ”Breaker”s omslag er meget mere end plat sexisme.

                     

Selvfølgelig var det svært ikke at komme til at tænke på en anden kropsåbning end øret, når man så nærmere på den forbløffelse og ekstase, der strålede ud af øjnene på kvinden i balkjolen. Det var naturligvis en penetration, hvor det ikke var jomfruhinden, men trommehinderne, der blev gennembrudt. Men for mig var omslaget på ”Breaker” udtryk for heavy metal-kulturens trods. Pigtråden (=heavy metal) trængte ind i hovederne, selv på dem i de øvre samfundslag, pigtråden rensede ud i gammelt tankegods og fordomme, pigtråden nedbrød tabuer og skabte furore og orgiastisk ophidselse. Og blablabla. Uanset, hvordan man tolkede pigtrådsbilledet, så var det en provokerende omslagsillustration, som vakte opsigt. Og forargelse.

                     

ROTTWEILER-VOKAL

Men hvordan lød musikken i rillerne på ”Breaker”? Den var meget lige på og direkte. Det var heavy metal uden de store dikkedarer. Albummets ti skæringer bød ikke på specielt original sangskrivning. Stilmæssigt kørte det tyske band i cirka samme spor som AC/DC og Judas Priest. Alligevel var det ny og frisk musik, spillet med høj energi og en elektrisk sitrende nerve. Michael Wagener havde drejet på mikserpultens knapper, og Wagener (der senere blev kendt for sit arbejde med Metallica, Megadeth, Skid Row, Mötley Crüe, Ozzy Osbourne etc.) har jo en evne til at få musikken til at springe ud af højttalerne som en sulten tiger.

                     

”Breaker” blev først og fremmest holdt oppe af Wolf Hoffmanns kontante og kompetente spil på den hvide Flying V-guitar. Det, der skar mest i øregangen, var imidlertid ikke de hvinende guitarsoli, men Accepts vokalist, Udo Dirkschneider. Udo var ikke ligefrem nogen Pavarotti. Men allerede i 1981 sang han med en hidtil uhørt arrigskab. Accepts sanger gav hals på en måde, som konkurrenter kun kunne overtrumfe ved at kamme over i den senere så udbredte growl-vokal.

I 1981 gnavede Udos Rottweiler-vokal i sarte lytteres nerver. Men den passede perfekt til Accepts mest aggressive sange, såsom den harmdirrende ”Son Of A Bitch”, der er en nidvise om kyniske forretningsfolk i musikbranchen. I ”Son Of A Bitch” brugte Udo det engelske sprogs værste gloser. Og det var barske løjer i 1981 – faktisk var det så grænseoverskridende, at Accept måtte bortcensurere teksten på indercoveret, ligesom de måtte lave en stueren version af sangen (kaldet ”Born To Be Whipped”) til det britiske marked, hvor de værste sjofelheder var erstattet med bowlerhat-venligt lingo.

                     

Som Martin Popoff skriver i ”The Collector’s Guide To Heavy Metal” (CG Publishing, 1997), blev der drukket mange bajere til lyden af ”Breaker”. Men det var 1982-albummet ”Restless And Wild”, der for alvor fik os til at løfte ølpokalen og skåle for Accept.

Rock-lidenskaben bryder ud i lys lue.

I FLAMMER

”Restless And Wild” er et af den traditionelle heavy metal-genres mesterværker. ”Restless And Wild” er kort og godt en milepæl.

                     

De to hvide Flying V-guitarer, der prydede bagsiden af omslaget til ”Breaker”, dukkede op på forsiden af ”Restless And Wild”-coveret. De to guitarer stod i flammer. Det var rock-lidenskabens ild, som Udo havde sunget om på ”Breaker”-skæringen ”Burning”. Illustrationen med de to brændende Flying V-guitarer blev et ikon for heavy metal-kulten. Signalværdien blev yderligere forstærket af det lyn, der slog ned gennem Accept-logoet på omslagets højre side. Musikken i pladens riller genlød da også af teutonisk torden. ”Restless And Wild” var stærkstrømsrock, så det battede.

                     

”Fast As A Shark” og de øvrige ni skæringer på albummet blev spillet med sådan en gnistrende gejst, at vi vendte det døve øre til den kendsgerning, at Accept flere steder havde planket idéer fra Judas Priest. Judas Priests påvirkning nåede helt ud i Accepts visuelle fremtoning. Wolf Hoffmann lignede med sine lange, lyse lokker Priest-guitaristen K.K. Downings dobbeltgænger, og det tyske bands liveoptæden var fyldt med læder og koreograferede bevægelser på scenen. Akkurat som Judas Priest. Og akkurat ligesom Priest-sangeren Rob Halford lod sit hår klippe kort, gik Udo Dirkschneider på scenen med afklippet manke.

                     

Men det er alt for let at affærdige Accept som en tysk kopi af Judas Priest. For mange af os var Accept nærmest Judas Priests arvtagere, og de udfylde det hul, som Judas Priest efterlod sig, da de i begyndelsen af 80’erne kørte i en mere strømlinet og radiovenlig retning. Accept var det stik modsatte af strømlinet. De var selve essensen af heavy metal i 1982.

                     

Albummet var endnu bedre produceret end ”Breaker”, fordi indspilningen denne gang var flyttet til den navnkundige Dieter Dierks’ studie. Men det var stadig Michael Wagener, som var lydarkitekten. Produktionen gjorde sammen med Accepts pågående sangskrivning, at der var en knojernsagtig slagkraft i ”Restless And Wild”, som gav genlyd i metalmiljøet.

DET HELT HÅRDE

Jeg husker, at jeg gik rundt blandt det ventende publikum foran Saltlageret i København torsdag den 15. september 1983; vi var en broget flok, der ventede på at komme ind til Heavy Metal Night-koncerten, hvor Overdrive fra Sverige var på plakaten sammen med danske Witch Cross og Pretty Maids. Jeg delte løbesedler ud for Danmarks første heavy metal-fanzine, Hot Rockin’, og jeg fik bl.a. den navnkundige punkbedstefar og digterdressør Poul Borum i tale. Det var et gyldent øjeblik at stå der og sludre med Borum, der med sin særprægede kombination af hentehår og nittebeslået læder lignede det, han var: en ældre, finkulturel turist på sightseeing i vor balstyriske ungdomskultur.

                     

Mest interessant var imidlertid en kort samtale, som jeg fik med en meget langhåret og læderklædt fyr, der var ældre og tydeligvis bedre inde i heavyhistorien end jeg. Han gav mig et par brugbare tips, og da jeg benovet spurgte, hvem hans favoritbands var, svarede han, at han mest var til ”det helt hårde”. Og så nævnte han Black Sabbath – og Accept. Det var den status, som Accept havde efter udsendelsen af ”Restless And Wild”. Accept var et band, som man nævnte i samme åndedrag som tungrock-genrens gudfædre i Black Sabbath.

                     

Allerede i januar 1983 var Accept på forsiden af verdens første hårdrockmagasin, Kerrang! (nr. 32), og her kunne man læse journalisten Howard Johnsons profeti: Accept var heavy metals frelsere. Og deres hjemby, Solingen, var en slags hellig by! Det var altså intet under, at jeg fik malet Accepts logo med sølvfarve på skulderen af min læderjakke.

HURTIG SOM EN HAJ

Der var især ét nummer på ”Restless And Wild”, som kom til at gøre en forskel i metalgenrens videre udvikling. Og det var åbningsskæringen ”Fast As A Shark”. Den sang havde den vildeste start: en gammel optagelse af den traditionelle tyske sang ”Ein Heller und ein Batzen” (”hej-di, hej-do, hej-da”) blev afbrudt ved, at pickuppen skøjtede hen over rillerne, før Udo udsendte et skræmmeskrig, hvorefter Accept gik amok i en ultrahurtig sang om en morder. Med tordnende dobbelte stortrommer og tænderskærende aggression i guitarspil og vokal var ”Fast As A Shark” måske verdens første rigtige speed metal-sang. Og den satte en ny standard for ekstremitet i heavy metal.

                     

Jeg husker, at et fremadstormende band i det hollandske metalmagasin Aardschok lancerede deres nye plade ved at hævde, at de havde et nummer, som var ”hurtigere end ”Fast As A Shark”!” Så central var Accept-sangen. Man kan næsten tale om, at der var et før og efter ”Fast As A Shark”. For i de kommende år gik der sport i at sætte hastighedsrekorder i heavy metal. Og det var en fartglæde, der i midt-80’erne mundede ud i thrash metal-bølgen.

                     

Accept gjorde et uudsletteligt indtryk på thrash-generationen, og så sent som i 1997 kunne Tue Madsen i en anmeldelse i NRG nr.  6 påpege, at Megadeth-skæringen ””A Secret Place” er næsten ”Princess Of The Dawn” med Accept.”

Et frygteligt bøsset læder-fetichistisk cover.

BØSSESKRÆK

Nu kunne man så tro, at Accept, der uforvarende var kommet til at starte den nye speed metal-trend, ville gå helt bersærk i fart og tempo. Men nej, Accept gik deres egne veje på opfølgeren ”Balls To The Wall”, som udkom i december 1983.

                     

”Balls To The Wall” var et ambitiøst værk. I Metal Forces nr. 18 (1986) omtalte Accept selv ”Balls To The Wall” som ”vort første konceptalbum”. Pladens gennemgående tema var oprør mod undertrykkelse. Med lidt god vilje kunne man betragte ”Balls To The Wall” som en samling kampsange for denne verdens undertrykte. Teksterne var skrevet af Wolf Hoffmanns kone, Gaby Hauke, der også fungerede som Accepts manager. Hauke skrev teksterne under pseudonymet Deaffy, og kampen for frigørelse (og accept!) gik gennem albummet som en rød tråd. På titelnummeret kunne man således høre en heavy metal-pendant til slavekoret i Giuseppe Verdis opera ”Nabucco”.

                     

”Balls To The Wall” var et kontroversielt album. Både musikalsk og lyrisk. I smagsdommer-klogskabens lys er især titelnummeret blevet hængt ud for at være pinligt. Tv-kanalen VH1 har f.eks. placeret ”Balls To The Wall” på deres liste over de ”40 Most Awesomely Bad Metal Songs Ever”. I de grunge-plagede 1990’ere gjorde tegneserietaberne Beavis & Butt-head også nar ad Accept-sangen.

                     

Mange har ligeledes haft svært ved teksterne på “Balls To The Wall”. Gruppen er ligefrem blevet beskyldt for at promovere homoseksualitet, og der blev sat et nidkært fokus på sangene “Love Child” og “London Leatherboys”. Man skulle imidlertid være mere end almindeligt hørehæmmet for ikke at fatte, at sangen om Londons læderdrenge handlede om biker-typer, der lever på kanten. Derimod handlede “Love Child” bl.a. om de identitetsproblemer, som homofili kan medføre i et samfund, hvor afvigende seksualitet ikke er accepteret.

                     

Homo-beskyldnigerne fik ekstra vind i sejlene, fordi pladeomslaget angiveligt skulle behage den homoerotiske smag. Eller som Howard Johnson beskrev det i sin anmeldelse i Kerrang! nr. 56 (december 1983): ”et frygtelig bøsset læder-fetichistisk album-cover”. Om ikke andet beviste postyret, at Accept var et tabunedbrydende band, der vovede at gå mod strømmen i en musikgenre, der normalt blev beskyldt for at lide af bøsseskræk.

NEDTUR

”Balls To The Wall” gav Accept deres første og eneste guldplade (den har solgt et par millioner eksemplarer på verdensplan). Albummet havde en fantastisk produktion med masser af nuancer og dybde. Men produktionen var stadig totalmetal. Det samme gjaldt musikken. Nok havde Wolf Hoffmann & Co. lettet foden en anelse fra gaspedalen, men der var stadig – undskyld udtrykket – nosser i Accepts musik. Og så rullede sangene tilmed af sted på holdbare slidbaner af melodiøsitet.

                     

Accept fortsatte ud ad den rute på ”Metal Heart” fra 1985. Accept havde allerede på ”Son Of A Bitch” flirtet med elementer fra klassisk musik, og på titelnummeret ”Metal Heart” gjorde tyskerne fuld brug er dette trick. Sangens intro var et citat fra Peter I. Tjajkovskijs slaviske march, mens riffet og omkvædet var tyvstjålet fra Ludwig van Beethovens ”Für Elise”. Og det var elementer, som hævede sangen højt over massen af ordinært metal.

                     

Dieter Dierks havde denne gang overtaget rollen som producer, og han gjorde alt, hvad der lå i hans magt, for at blive et tysk svar på superproduceren Robert John ”Mutt” Lange (der med hjælp af den nyeste teknik gav AC/DC og Def Leppard en tiptopmoderne lyd). Derfor endte ”Metal Heart” med at blive den første Accept-plade, som det tyske band indspillede digitalt. Det blev lydbilledet temmelig poleret af, og sange som ”Screaming For at Love-Bite” og ”Midnight Mover” var uforskammede forsøg på at få adgang til den mainstream-succes, som Ratt og flere andre hair metal-bands ragede til sig i midten af 1980’erne. Det forsøg kiksede i stor stil.

                     

Beethoven og Tjajkovskij blev citeret på "Metal Heart".

Der skete nemlig store omvæltninger i metalmiljøet i de år. Scenen blev splittet i to spor: hair metal og thrash metal. Hår-metalgrupperne erobrede overgrunden og musik-tv-kanalen MTV, mens de mere ekstreme thrash-bands barrikaderede sig i undergrunden. Der var kold luft mellem de to scener, og i undergrundens jargon var hair metal-folket ”wimps” (svæklinge, tøsedrenge) og posører.

                     

Udo Dirkschneiders arrige vokal passede ikke til popmetal-markedet, og den nye radiovenlige stil fremmedgjorde mange af os, der havde fulgt Accept i deres speed metal-dage. Vi foretrak Metallica og de andre thrash-bands, som Accept oprindelig havde inspireret.

                     

Dermed var Accepts nedtur godt i gang. En nedtur, der senere førte til bandopløsning og mere eller mindre heldige forsøg på at erstatte Udo.   

Men ret skal være ret. Her i 2010’erne har Accept fået et comeback med sangeren Mark Tornillo. Og selvom denne tilbagekomst til rampelyset er baseret på gruppens bedrifter fra 1981 til 1985, nægter Wolf Hoffmann & Co. at hvile på laurbærene. Således er den sætliste, som Accept turnerer med for tiden, en velafbalanceret blanding af 1980’er-klassikere og nyere materiale.  \m/

KOPISTER

Bands, der har spillet coverversioner af Accept-numre:

Amon Amarth: ”Balls To The Wall”
Devin Townsend: ”Fast As A Shark”
Trouble: ”Son Of A Bitch”

Helloween: ”Fast As A Shark”

Dimmu Borgir: ”Metal Heart”

Cannibal Corpse: ”Demon’s Night”

Witchery: ”Fast As A Shark”

Altaria: ”Balls To The Wall”

Primal Fear: ”Breaker”

Steel Prophet: ”Fast As A Shark”

Hammerfall: ”Head Over Heels”

Sodom: ”I’m A Rebel”

Grave Digger: ”Starlight”
BulletBoys: ”Balls To The Wall”
Sinner: ”Balls To The Wall”
Chimaira: ”Balls To The Wall”

FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama