lørdag den 12. november 2011

Black Sabbath er gendannet – i original-besætning

Fredag den 11. november 2011 afslørede en pressekonference i Los Angeles, at det originale Black Sabbath er gået sammen for at indspille et nyt album.

Ozzy Osbourne, Bill Ward, Tony Iommi og Geezer Butler, som de så ud, sidst det originale
Black Sabbath havde held med at indspille nyt studiemateriale. Dengang blev det kun til to sange,
"Selling My Soul" og "Psycho Man", som kan høres på det dobbelte livealbum "Reunion" fra 1998.
Fotoet er taget fra bookletten til omtalte album.

Det kiksede i 1999. Men denne gang er det nu eller aldrig, siger Ozzy Osbourne, Tony Iommi, Geezer Butler og Bill Ward.

D’herrer er nemlig i fuld gang med at skrive sange til det første studiealbum, som det originale Black Sabbath har indspillet siden ”Never Say Die!” fra 1978. Kendsgerningerne er:

Syv-otte nye numre er allerede skrevet. Og heavy metals grand old men hævder selv, at numrene ikke alene er i den gamle Black Sabbath-stil fra 1970’erne, men numrene har også et kunstnerisk format, der kan måle sig med den klassiske Black Sabbath-standard.

Det nye album har endnu ingen officiel titel, men det er planlagt til udgivelse i efteråret 2012.

Albummet produceres af Rick Rubin, hvis imponerende cv tæller meritter med AC/DC, Metallica, Slayer, The Cult, Danzig, Red Hot Chili Peppers, Trouble, Nine Inch Nails, System Of A Down, Slipknot, Audioslave og mange flere hårdrock-kunstnere.

Det originale Black Sabbath drager på turné i 2012; de er allerede offentliggjort som et af trækplastrene på den engelske Download Festival den 10. juni 2012.

Pressekonferencen fandt sted på den berømte rockklub The Whisky A Go Go i Los Angeles. Vært ved begivenheden var Henry Rollins (ex-Black Flag). Den 30 minutter lange konference kan ses i en videooptagelse her. Alene Henry Rollins’ fantastiske præsentation af Black Sabbath gør videoen værd at se.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar