søndag den 27. november 2011

Det hærdede afkom

Anvil leverede et frontalangreb på nordamerikansk rockapati i starten af 1980’erne. Senere tabte canadierne dog terræn til skallesmækkende bands som Metallica og Slayer.

Anvil i 1980'erne. Fra venstre: Robb Reiner (trommer), Ian Dickson (bas), Lips (vokal, lead guitar)
og Dave Allison (rytmeguitar, vokal). Fotoet er fra opsamlingsalbummet "Backwaxed" (1985),
der bl.a. inkluderede det berygtede instrumentalnummer "Pussy Poison".
Det var til at tude over den tilstand, som nordamerikansk hårdrock befandt sig i ved slutningen af 1970’erne og i starten af 1980’erne. Genrens flagskibe (Kiss, Blue Öyster Cult, Aerosmith, Ted Nugent m.fl.) var kommet ud af kurs, og AOR-stads leveret af Foreigner, Toto, Journey, REO Speedwagon, Styx og det, der var værre, klistrede til hitlisterne og til radiostationernes spillelister.

Men der var naturligvis undtagelser, som f.eks. Riot. Og Van Halen banede med deres første album fra 1978 vejen for en ny, sulten generation af amerikanske heavy-bands. Debutalbums med The Rods (1980), Mötley Crüe (1981), Twisted Sister (1982) og Manowar (1982) sendte et signal om, at noget radikalt nyt var på vej – noget, som kunne udfordre den britiske dominans på metalmarkedet.

Til at begynde med så det faktisk ud til, at det stærkeste band i det nye nordamerikanske angreb skulle komme fra Canada. Anvil vakte opsigt i Europa, straks deres debutalbum så dagens lys i 1981. ”Hard ’N’ Heavy” hed albummet, og det var en titel med den helt rigtige signalværdi. Hvis der var nogen, som ikke fattede budskabet, så var pladecoveret illustreret med en muskuløs smedearm, der smadrede en hammer hårdt ned i en ambolt, så det slog gnister. Tunge kæder var svøbt om amboltens fod – sådan bare for at morse budskabet ind i pandebrasken på de tungnemme: det her var altså hårdt og tungt!

Musikken? Tjah, efter vores dages målestok var den til at være i stue med. Anvil var børn af 1970’ernes betonrock, og det kunne høres, hvorfor bandet oprindelig havde heddet Lips. For Lips er vist det tætteste, man kan komme på at hedde Kiss uden ligefrem at hedde det. Inspirationen fra Kiss og AC/DC var tydelig i den rock’n’roll-baserede metalrock, som Anvil leverede på ”Hard ’N’ Heavy”, der var cirka ligeså klichéfuld, som albumtitlen lod ane. Men et par af skæringerne fra albummet er dog blevet stående som en slags klassikere: ”School Love” og ”Bondage”. Albummets bedste nummer var (måske) den veloplagte og overraskende mørke coverversion af The Rolling Stones’ ”Paint It Black”.

HEAVIER OG HURTIGERE END DE ANDRE
Men det helt store hammerslag for nordamerikansk heavy metal leverede Anvil i 1982 med albummet ”Metal On Metal”. Albummet var tæske-heavy – og hurtigt. Der var masser af knaldebang i Chris Tsangarides’ produktion, som var noget af en toppræstation i 1980’ernes lydmageri (Tsangarides er nok bedst kendt for sit arbejde med Thin Lizzy og Judas Priest). Lyden sprang ud af højttalerne som en sibirisk tiger, der vred og flåede i lytterens krop og sjæl.

Musikken var næsten så ekstrem, som man hidtil havde hørt i heavy metal. Her var vilde heavy-skrig og hysteriske guitarsoli af bandboss Lips. Og der var – ikke mindst! – et rastløst trommespil af Robb Reiner, som fik mange metalkendere til at tabe kæben. Det var vildt. Men det var en behersket vildskab. For sangskrivningen led aldrig under Anvils trang til at spille heavier og hurtigere end alle andre.

De fleste skæringer på ”Metal On Metal” var forrygende iørefaldende. Alligevel lykkedes det Lips & Co. at sætte en ny standard for, hvor heavy metalrock kunne være. ”Jackhammer” betyder trykluftsbor, og det var en meget sigende titel til et nummer med en rasende trommetakt. Det her var proto-thrash metal, så det forslog.

Monsternummeret på albummet var ”Mothra” – et episk nummer om et flyvende uhyre, som er kendt fra japanske skrækfilm. ”Mothra” er blevet en klassiker i heavy metals bestiarium, helt på linje med Blue Öyster Cults ”Godzilla”, og sangen kan sagtens måle sig med det bedste fra Judas Priest og Iron Maiden.

Albummets grand finale var dog ”666”, et voldsomt speed metal-nummer, der tegnede et lidet flatterende portræt af mørkets engel. ”666” kan stadig skabe euforisk tumult til Anvils koncerter, når Lips skriger Dyrets tal: ”Six! SIX! SIIIX!”

OVERHALET INDEN OM
Heavy metal var om noget en fri livsstil i starten af 1980’erne. På bagcoveret så man da også et foto af Anvil-medlemmerne i denim- og læder-uniform med kæder, nittebælter og andre biker-rekvisitter. På titelnummeret formulerede Anvil ligefrem en metalideologi, som bl.a. lød sådan her: ”Metal on metal, it’s the only way / To hell with tomorrow, let’s live for today.”

I ”Metal On Metal” sang Lips om ”a hardende breed”. Men det hærdede afkom i Anvil havde også følelser. Romantiske følelser endda – eller sådan da. For en gang imellem overlod Lips mikrofonen til rytmeguitaristen Dave Allison, og så var der dømt sjæler. ”Stop Me” var således en Kiss-agtig ballade, hvor Allison satte sig selv i scene som en rocker, der forsøgte at snakke og kysse sig i bukserne på en kvindelig fan. Den slags kunne et barsk metalband stadig slippe af sted med i 1982.

Og sørme om Allison ikke gentog stuntet på opfølgeren til ”Metal On Metal”, ”Forged In Fire” fra 1983. Halvballaden ”Never Deceive Me” var en rigtig tåreperser, hvor Allison traskede trist af sted i regnen efter at have set sin udkårne kysse en anden fyr – den oplevelse fik Anvils andensanger til at lukke af: fra nu af skulle ingen kvinde få lov at såre ham igen, snøft snøft og øvbøv.

Det var sandsynligvis den slags indslag, som var med til at gøre Anvil ”gammeldags” for den thrash metal-generation, der voksede frem i metalundergrunden i de år. For selv om Anvil leverede sublim speed metal på skæringer som ”Motormount” og ”March Of The Crabs”, så blev det canadiske band overhalet inden om af bands som Metallica, Slayer og Exciter i 1983.

HYMNE TIL DEN FRIE LIVSSTIL
”Forged In Fire”-albummet var mere poleret i lyden end ”Metal On Metal”, og portrætfotografierne på bagcoveret fik Anvil-medlemmerne til at ligne noget, der hørte hjemme i det, der senere blev til hair metal-afdelingen. Men Anvil kørte stadig den hårde stil på sange som ”Winged Assassins”, ”Shadow Zone”, ”Future Wars” og hymnen til den frie livsstil, ”Free As The Wind”.

”Free As The Wind” var noget af en uafhængighedserklæring. Og en strittende langemand i fjæset på den horde af heavy-hadere, som konstant pegede fingre af unge, der kunne li’ hård rock i begyndelsen af 1980’erne. At være til metal på det tidspunkt, var cirka det samme som at være en paria.

Den musikalske intolerance over for heavy metal tog til i fattigfirserne, hvor der fremkom en helt ny strømning af nykonservatisme. Unge mænd fik pludselig korthårsfrisurer med dengsedrengede sideskilninger, og polokraver, sejlersko og benklæder med dårlig pasform og pressefolder var højeste mode. Det nykonservative yngel ville bare slå hjernen fra og danse sig bevidstløst på diskotekerne – derudover gik livet ud på at tilfredsstille bosserne i erhvervslivet.

Resultatet af nykonservatismen var politisk problematisk, og tredjerangsskuespilleren Ronald Reagan blev præsident i USA, mens dubiøse typer som Margaret Thatcher og Poul Schlüter satte sig på magten i England og Danmark. Det var på baggrund af det miljø af intolerance og mondæn hjernedød, at ”Free As The Wind” skulle (og stadig skal!) høres. Det var et politisk statement på læder- og nitteplan. Sangen var et krav om at få lov til at leve i overensstemmelse med sin maskuline natur, et forsøg på at vriste sig fri af borgerligt overherredømme. Og derfor var det en af de allervigtigste metalsange, som blev udgivet i 1983.

LEVER IKKE PÅ FORTIDENS BEDRIFTER
Gang på gang demonstrerede Lips i de år, at han var i stand til lege med ordene på en måde, der mindede om Judas Priests rimsmed, Rob Halford. Lips slog alvorlige toner an om krig på et par at albummets skæringer, men platheder var der også nok af på ”Forged In Fire”. ”Motormount” handlede ikke om at køre i motordrevne køretøjer, og ”Butter-Bust Jerky” var ingen god reklame for kvindesynet i heavy metal anno 1983. 

Som sagt tabte Anvil terræn til de thrash metal-bands, der begyndte at storme hen over metalscenen omkring 1983. Anvil havde ellers den helt rigtige profil. I det meget ekstreme amerikanske fanzine Kick-Ass Monthly var Anvil helte, og Lips erklærede: ”I need grind!” Det var flere år før, grindcore-genren opstod. Men lige meget hjalp det.

Det hjalp heller ikke, at Anvil spillede på Monsters Of Rock-festivalen i 1982. Det helt store gennembrud kom aldrig. Der findes ingen lette forklaringer. Men Anvil satte sig måske mellem to stole. De var for hårde til at blive adopteret af det poppede metalpublikum, der tog pænt imod mere iørefaldende bands som Mötley Crüe og Twisted Sister. Og de var for ”gammeldags” og ikke grumme nok til at blive godkendt af thrasherne, der foretrak mere skallesmækkende grupper som Metallica og Anthrax. Og på den måde kom Anvil til at lide samme skæbne som Malice, Armored Saint og mange andre af de glimrende, men måske lovligt traditionelle (=”gammeldags”) heavy metal-bands fra 1980’erne.

I hvert fald blev Anvils karriere en ørkenvandring fra ”Forged In Fire” og frem til det tidspunkt, hvor Sacha Gervasi lavede den legendariske film ”Anvil! The Story Of Anvil” (2009). I dette interregnum fra 1983 til 2009 udgav Anvil mere end ti albums. Titler som ”Plugged In Permanent” (1996) og ”Absolutely No Alternative” (1997) afslører, at Anvil i de år lavede et Sisyfos-arbejde i deres forsøg på at gå imod datidens trends såsom unplugged-bølgen og alternativ-rocken. Album for album fortsatte Anvil med at levere det, som i dag ofte betegnes som power metal.

Det kan diskuteres, hvor meget af Anvils musik fra denne lange periode, der holder. Men Anvil nægter i hvert fald at leve på fortidens bedrifter. Når Lips & Co. går på scenen nu om dage, er der ikke kun 1980’er-klassikere på sætlisten. Og det er selvfølgelig helt naturligt, for Anvils to seneste albums, ”This Is Thirteen” (2007/2009) og især ”Juggernaut Of Justice” (2011) holder en meget høj standard, som gør, at Anvil igen er et relevant band.

Læs min anmeldelse af Anvils optræden på Copenhell 2011 her

Anvils officielle hjemmeside 


torsdag den 24. november 2011

Fascineret af fart

Saxon var bannerførere inden for New Wave Of British Heavy Metal. Og gruppens albums genlyder stadig af fordums storhed.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 31, foråret 2007)

Saxon: "Vort nye album er ligeså godt som Iron Maiden og Judas Priest."
[Baggrund: Saxon havde netop udsendt “The Inner Sanctum”, da dette interview blev lavet.]

“Vi er godt kørende for tiden,” konstaterer Peter “Biff” Byford tilfreds. ”Fanbasen bliver større og større for hvert album. Folk er virkelig begyndt at dyrke Saxon igen.”
                     
Ja, Saxon er langt om længe ved at vinde deres tabte terræn tilbage. Gruppen blev dannet helt tilbage i 1976 under navnet Son Of A Bitch, og de lp-debuterede i 1979. Dermed blev Saxon ikke alene et af de genre-definerende bands i den såkaldte New Wave Of British Heavy Metal i begyndelsen af 1980’erne, Biff & Co. blev også et af Storbritanniens største tungrocknavne. Saxon var større end Iron Maiden og Def Leppard, og de var et band med en ligeså skarpskåret metalprofil som Judas Priest. Saxon spillede med masser af rock’n’roll-ramasjang, og de sørgede gerne for, at deres sange ikke kun bestod af hårdhuggende riffs, men også rummede omkvæd, der var velegnet til alsang.
                     
Saxon var et rigtigt arbejderklasseband, med charme og uden stjernenøkker. De hyldede deres fans i sange som ”Denim And Leather” og lovpriste headbanger-kulturen i numre som ”Heavy Metal Thunder”. Bl.a. derfor blev Saxon hurtigt folkeeje i hjemlandet, og gruppen drønede da også ind på den engelske hitliste med singler som ”747 (Strangers In The Night)” og ”And The Bands Played On”. Fra 1980 til 1984 udsendte Saxon ikke færre end fem studiealbums plus en live-lp, der alle betragtes som klassikere. Med på deres turnéer fragtede bandet deres varemærke: en stålørn tæt besat med projektører; ørnen havde et vingefang på 12 meter og kunne ses på en af afstand af 76 miles.
                     
Desværre kunne Saxon ikke holde gang i opturen. Og i sidste halvdel af 1980’erne lod bandet sig forføre af drømmen om et stort amerikansk gennembrud. Forsøget på at gøre Saxon til et hair metal-band gjorde måske nok bandmedlemmerne (hvoraf et par stykker var tyndhårede og bar moustacher) sjovere at kigge på, men det gjorde bestemt ikke gruppens plader sjovere at lytte til. Derfor druknede Saxon i sen-80’ernes flodbølge af thrash, glam, sleaze, AOR etc. Og selvom Saxon droppede deres amerikaner-griller, fik de ikke et ben til jorden i 1990’erne, der var domineret af modediller som grunge og nu-metal og en generel anti-indstilling til traditionelt heavy metal.
                     
I det nye årtusind er metalmiljøet imidlertid ved at komme til fornuft. God, gammeldags heavy metal er atter i høj kurs. Og intet band fortjener mere end Saxon at komme til ære og værdighed igen.
                     
- Er du enig med mig i, at store Saxon-albums som “Wheels Of Steel” (1980) og “Denim And Leather” (1981) er helt på højde med de bedste albums af Iron Maiden og Judas Priest?
                     
”Ja, bestemt. I 80’erne var de albums større end Iron Maiden og Judas Priest,” siger den ellers beskedne Saxon-sanger.

”Jeg synes også, at vort nye album er ligeså godt som Iron Maiden og Judas Priest. Nye fans opdager Saxon for tiden, og det er fedt. Når de køber vore albums, køber de sig ind i en historie, en arv, som består af musik fra et kvart århundrede.”

DUCATI OG BMW
Bag på omslaget til albummet ”Denim And Leather” sidder Saxons medlemmer overskrævs på nogle kubik-potente japanske motorcykler. Og gruppen er kendt for at skrive sange om at ride på en kværn og om at køre ræs i hurtige biler. Sangtitler som “Stallions Of The Highway”, “Wheels Of Steel”, “Motorcycle Man”, “Freeway Mad”, “Redline”, “Man And Machine” taler for sig selv.
                     
“Jeg har altid skrevet sange om at køre hurtigt. Jeg elsker at køre hurtigt, og jeg har ejet en masse hurtige motorcykler. Jeg har været lidt af en biker. På den nye plade finder man ”Need For Speed”, som en hurtig bil/hurtig motorcykel-sang. Jeg kan godt li’ den slags sange, som kører i et højt tempo.”
                     
- Ejer du en motorcykel nu om dage?
                     
”Nej, jeg er på turné, så det er der ingen grund til. Jeg kommer ikke hjem foreløbig.”
                     
- Hvilken motorcykel plejer du at have? En BSA eller en Triumph?
                     
”En Ducati. Jeg kan godt li’ Ducati-motorcykler, de laver den fed larm. Men jeg skilte mig af med den og købte mig en BMW Z4 [en blæret roadster, red.]. Så jeg kan også godt li’ hurtige biler.”
                     
- Motorcykler og det med at køre hurtigt, er det emner, som passer godt til heavy metal?
                     
”Ja, bestemt. Vi har altid sunget om det. Vi følger en tradition.”
                     
- Hvorfor er det et godt emne for heavy metal-bands?
                     
”Jeg tror, at alle kan li’ en bil eller en motorcykel, som ser godt ud. Fart har altid fascineret mennesker. Jeg er selv meget fascineret af fart.”

IKKE POLITISKE SANGE
- En af sangene på det nye album hedder “Red Star Falling”.
                     
”Den handler om kommunismens kollaps i Europa. Vi var der, da det skete. Vi spillede i Polen, Ungarn, det gamle Jugoslavien og i Rumænien, før muren faldt. Vi så, da Berlinmuren faldt. Det var en meget bevægende oplevelse.”

- Hvad synes du om kommunisme?

”Ikke noget. Jeg mener: den fungerede ikke i Europa. Den faldt, og jeg mener, at folk rejste sig imod den til slut. Jeg er ikke den store tilhænger af kommunismen.”
                     
- Er sangen et politisk statement?
                     
”Nej, den er ikke politisk. Det er bare en sang. Det er bare en poetisk sang om kommunismens kollaps i Europa, en sang om, at mennesker ønsker at være i stand til at vælge, hvad de skal købe, hvad det skal lytte til, og hvad de skal kigge på.”
                     
- I hvert fald nogle af Saxons sange fra 80’erne var lidt politiske.
                     
”Haha, vore sange kan være politiske,” indrømmer Biff og nævner gruppens seneste singleudspil, ”If I Was You”, som eksempel.
                     
- Anser du dig selv for at være en politisk sangskriver?
                     
”Nej, slet ikke. Jeg anser mig selv for at være en heavy metal-sangskriver.”
                     
Sangen ”Dallas 1 PM” fra albummet ”Strong Arm Of The Law” (1980) handler om mordet på den amerikanske præsident John F. Kennedy i 1963. Kennedy var efter amerikanske forhold en meget liberal (=lettere venstreorienteret) politiker, og han er med årene blevet noget af et frihedsikon – også i rockmiljøet. Man kunne således forledes til at tro, at ”Dallas 1 PM” var en hyldest til JFK. Men det afviser Biff kategorisk:
                     
”Det er ligesom ”Red Star Falling” en historisk sang. Det var noget, jeg så på tv, og så skrev jeg senere en sang om det. Den handler egentlig ikke om Kennedys politik – jeg kendte ikke Kennedy, og jeg hverken beundrede eller afskyede ham. Han var bare en berømt fyr, som blev skudt, da jeg var dreng. Det er ikke en politisk sang.”

NÅDENS STAND
“Jeg har længe gået og tygget på titlen “State Of Grace”,” fortæller Biff om titlen på sangen, der åbner det nye album. Og det er da også noget af en mundfuld. Titlen kommer af det latinske ”gratia habitualis” (= tilstand af nåde), som er et teologisk udtryk for den overnaturlige tilstand, som man inden for kristendommen kommer i, når man døbes. ”Nådens stand” sætter den døbte i stand til at deltage i Jesu liv, og det er en overnaturlig tilstand, som man kun kan miste ved at begå en dødssynd.
                     
Nu skal NRGs læsere imidlertid ikke tro, at Biff pludselig har fået ambitioner om at blive teolog. Om ”State Of Grace” forklarer Saxon-sangeren:

”Sangen handler om opførelsen af de store katedraler fra det 11. og 12. århundrede. Det var en særlig teknologi, der opstod i Europa, og det var fantastisk. Det er lidt af en religiøs sang.”
                     
- På hvilken måde er sangen religiøs?
                     
”Den er religiøs, fordi den handler om katedraler.”
                     
- Er du kristen?
                     
”Ja, det er jeg vel. Men jeg foretrækker nok at blive kaldt spiritualist.”
                     
- Går du i kirke om søndagen?
                     
”Da jeg var ung, gik jeg meget i kirke. Min familie er temmelig religiøs. Jeg har respekt for nogle religioner – jeg mener, at noget af det er godt, mens andet er skidt.”
                     
- Hvad er det for et kor, man kan høre på “State Of Grace”?
                     
”Mener du munkene i begyndelsen? Vi kan godt li’ gregoriansk sang – vi synes, det passer til heavy metal. Det, man kan høre på sangen, er religiøs sang på latin.”

KONTROVERSIELLE KORSFARERE
- I marts 2006 skabte jeres sang “Crusader” (titelnummeret fra Saxons 1984-album) problemer i Arabien. I skulle have spillet på Dubai Desert Rock Festival i De Forenede Arabiske Emirater, men det blev ikke til noget. Hvad skete der?
                     
”De bad os om ikke at spille. Teksten til “Crusader” blev oversat ret dårligt, og de påstod, at den var anti-arabisk og anti-muslimsk, hvilket ikke er tilfældet. De bad os om ikke at spille, så vi lod være. Det ville have været bedre, hvis de bare havde bedt os om ikke at spille sangen. Det blev blæst helt ud af proportion. Det er bare en historisk sang.”
                     
Nærlæser man teksten til ”Crusader”, opdager man da også, at der er tale om en typisk heavy metal-sang, der på en heroisk (og lettere klichéfyldt) måde fortæller historien om engelske korsfareres strid med saracenerne (formentlig tænkes der på Richard Løvehjerte kamp mod Saladin) i det 12. århundrede. Den kan næppe siges at være mere politisk eller religiøst kontroversiel end en hvilken som helst sang af Manowar eller Hammerfall. Saxon (og deres arabiske fans!) er tydeligvis blevet ofre for islamistisk spin.
                     
- Hvad mener du selv om korstogene?
                     
”Jeg mener, at det var et tidspunkt i historien, som var meget voldelig. Vi er europæere, og det er en del af vor historie. Jeg kan li’ at synge om disse ting, for jeg lærte om dem i skolen. Hvis man bor i England og Frankrig, kan man besøge de slotte, hvor korsfarerne levede. Man får smækket historien lige i ansigtet.”
                     
- Korstogene er jo kontroversielle. Mener du selv, at korstogene er noget, som Vesten burde skamme sig over?
                     
”Jeg ønsker virkelig ikke at blande politik ind i det her. Jeg tror, at ethvert land på et tidspunkt i dets historie har gjort noget, som det burde skamme sig over. Korstogene foregik for tusind år siden, og de har ingen indflydelse på mit liv. Og de har heller ingen indflydelse på dit liv. De foregik for tusind år siden, og det er om alle omstændigheder ikke noget, vi kan lave om på. Sket er sket.”
                     
- Richard Løvehjerte var en af de største korsfarere. I opkaldte jeres 2004-album efter ham.
                     
”Vi er et engelsk rockband, og han var konge af England og Frankrig. Vi har også skrevet sange om vikingerne. Vi kan godt li’ at synge om historiske emner.”
                     
- Så det er ikke en hyldest til Richard Løvehjerte?
                     
”Egentlig ikke. Det er ikke en hyldest til nogen som helst. Det er bare en forbandet god rocksang, haha.” \m/

Saxons officielle hjemmeside
Saxons diskografi på Wikipedia

søndag den 20. november 2011

1990’ernes mammutværk

Nødråb, fuck off-skrig og hudløse kærlighedserklæringer lyder på Nine Inch Nails’ ”The Fragile” – et overvældende album, der kan tage pusten fra selv den mest hårdføre rockfan.

Cd-anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Månedsmagasinet À Jour, oktober/november 1999)
Cd-anbefaling: Peter Béliath (Publiceret i Månedsmagasinet À Jour, december 1999/januar 2000)

[Baggrund: Som jeg har været inde på i flere artikler her på Rifferama, kom den hårde rock på vildspor i 1990’erne. Hovedløse eksperimenter, traditionsbrud, anti-rock-attituder og generelt sortsyn kom til at dominere. Men der var dog kunstnere, som bidrog til kærkommen fornyelse på en både ekstrem og eksperimenterende måde, der var – og stadig er! – umulig at sidde overhørig. En af dem er Trent Reznor. Nine Inch Nails’ ”The Fragile” valgte jeg som årets plade i Månedsmagasinet À Jour ved 1999’s udgang. Forklaring følger her.]

Et fiksérbillede? Nej. I baggrunden ses angiveligt et
vandfald, i forgrunden en strandskal.
NINE INCH NAILS
”The Fragile”
(Nothing/Universal)
******
Nine Inch Nails’ mastermind, Trent Reznor, er en af 1990’er-rockens absolutte førerskikkelser. Ikke alene satte han med Nine Inch Nails-pladerne ”Pretty Hate Machine” (1989) og ”The Downward Spiral” (1994) dagsordnen inden for den elektroniske rock. Men han har også initieret folk som David Bowie og Marilyn Manson, ligesom han stod bag soundtracks’ne til filmene ”Natural Born Killers” (1996) og ”Lost Highway” (1997). Ja, selv den skrækindjagende musik til computerspillet ”Quake” (1996) var Reznors værk.

”The Fragile” er da også et aldeles overvældende album: 105 minutters intens og dunkel industrial-rock fordelt på to cd’er! ”The Fragile” er en sort plade. Men det er også en meget smuk plade, der drives frem af Reznors forsøg på at kæmpe sig ud af mørkets hjerte. F.eks. er ”We’re In This Together” en af årtiets stærkeste kærlighedssange. Der er i det hele taget mange rystende og rørende skæringer på albummet, hvor gængse sange veksler med dystre, gåsehudsfremkaldende lydlandskaber, og det tager uger og måneder at få overblik over Reznors nye storværk.

”The Fragile” er ikke et perfekt album, men det er SÅ meget dybere og mere gennemarbejdet end noget, man ellers møder i tidens rockmusik. \m/


Trent Reznor indviede David Bowie og Marilyn Manson
i industrial-genrens mysterier.
Nine Inch Nails blev med den banebrydende ”The Downward Spiral” (1994) i næsten diktatorisk grad toneangivende i 1990’ernes industrielle del af den hårde rock. Og med den status kunne perfektionisten og NIN-bagmanden Trent Reznor give sig god tid med skabelsen af opfølgeren, ”The Fragile”, der viste sig at være et dobbeltalbum med mere end 100 minutters spilletid.

”The Fragile” er et mammutværk, hvor lytteren under de første mange gennemlytninger farer vild i uoverskuelige krinkelkroge og snoede soniske irgange. Mod slutningen af indspilningen mistede Reznor selv overblikket, så derfor blev konceptalbum-guruen Bob Ezrin (der stod bag Pink Floyds ”The Wall” samt hovedværker med Alice Cooper, Kiss, Lou Reed, Hanoi Rocks m.fl.) tilkaldt for at banke de sidste stumper på plads.

På ”The Fragile” lyder der både nødråb, fuck off-skrig og hudløse kærlighedserklæringer. Pladen rummer alt fra dystre lydkulisser, hvis mure er så solide som en katedrals, til hitsange som ”We’re In This Together” – en desperat sang om, hvordan lidenskaben kan gøre et elskende par til konge og dronning midt i verdens undergang.

”The Fragile” er kort sagt et overvældende album, der kan tage pusten fra selv den mest hårdføre rockfan. \m/

Nine Inch Nails’ diskografi på Wikipedia

onsdag den 16. november 2011

Sex, chok og censur

”Politik er et skånselsløst løgnespil,” siger Blackie Lawless fra W.A.S.P. Og han ved, hvad han taler om, for i 1980’erne lå Blackie i åben krig med Al Gores kone og censur-organisationen PMRC.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 10, 1999)

Tipper Gore placerede W.A.S.P. blandt de såkaldte "Filthy Fifteen", dvs. en liste over de femten
mest beskidte og ungdomsskadelige sange. Med på listen var desuden Judas Priest, Twisted Sister,
Mercyful Fate og flere andre metal-notabiliteter. (Foto: forside fra Kerrang!, april 1984)
Lige siden W.A.S.P. gjorde deres entré på Los Angeles-klubberne i begyndelsen af 1980’erne, har deres voldsomme show vakt opstandelse.

Gruppen gik på scenen i drabelige, futuristiske kostumer, der var som hentet lige ud af en ”Mad Max”-film. Legendarisk er den savklinge, som sangeren og bassisten Blackie Lawless strategisk havde placeret i skridtet. Ikke en trusse var tør, når Blackie storskrævende sang den dyriske sex-schlager ”Animal (Fuck Like A Beast)” med sin rå, raspende stemme, alt imens han lavede samlejebevægelser med sin blanke, savtakkede penisforlænger. Publikum blev tilmed trakteret med blodigt, råt kød, som Blackie smed i grams til endeløs jubel fra de blodtilsølede fans.

W.A.S.P.s show var i starten vældig ekstravagant, og det var ikke for ingenting, at deres 1986-album hed ”Inside The Electric Circus”. Senere droslede W.A.S.P. deres show ned og forsøgte sig med en noget mere nuanceret musik – ”The Crimson Idol” fra 1992 var ligefrem et konceptalbum eller en rockopera på et halsbrækkende ambitionsniveau.

Formentlig inspireret af Marilyn Mansons succes vendte W.A.S.P. dog frygteligt tilbage til det gamle horror-show med den industrielle ”Kill, Fuck, Die” (1997) og den efterfølgende turné.

- W.A.S.P. er berygtede for at have et chokerende live-show. Mener du, at der er værdier i choktaktik?

”Ja, bestemt. For det provokerer folk. Den slags teater, vi laver, kaldes psykodrama. Psykodrama handler om at involvere publikum så meget som muligt for at provokere, for at skabe en reaktion. Og på den måde bliver det til det, der kaldes konfrontations-teater. I konfrontations-teater gør man det, som vi kalder at trykke på knapperne i folk. Jeg har set bands forsøge at gøre det, vi gør, og det ender med at se forkert ud. Det er vold for voldens egen skyld. Det er ikke det, vi gør. Det, vi gør, er designet til at nå dybt, dybt ind i folk for at trykke på de knapper, jeg talte om, for at få dem til at tænke over nogle ting. Den slags teater, som vi laver, fungerer så godt, fordi den kan være meget, meget foruroligende til tider. Men den er designet til at få publikum til at tænke sig om. Det er noget, der virkelig bevæger dem følelsesmæssigt. Det er ikke bare chokerende for chokkets egen skyld. Det mener jeg ikke, at der er kunst i.”

Blackies psykodrama i 1990'erne.
CENSUR I NY INDPAKNING
De allestedsnærværende højrefløjskristne har naturligvis været ude efter W.A.S.P. Det samme har feministerne, der har beskyldt gruppen for at lancere stiv mandschauvinisme. Men det værste angreb, W.A.S.P. har været udsat for, kom dog fra nogle meget magtfulde politikere, nemlig det såkaldte PMRC (læs nærmere om den dubiøse organisation her).

- Tilbage i 1980’erne havde I nogle problemer med PMRC. Hvad skete der egentlig?

”PMRC var en gruppe, der kom fra Washington D.C. Det var koner til nogle meget vigtige, magtfulde senatorer. En af senatorerne er nu vicepræsident for USA: Al Gore. Og hans kone, Tipper Gore, var leder af organisationen PMRC, som stod for Parents Music Ressource Center, hvilket er et langt navn for pladder. Det er imidlertid ikke noget nyt, det har foregået i Amerika i lang tid. Vores forfatning garanterer retten til ytringsfrihed, men af og til dukker der grupper op, som forsøger at overbevise folket om, at det ikke er i Amerikas interesse. Men vores forfatning blev ikke designet til at forsvare populære ytringer, den blev designet til at forsvare upopulære ytringer. Så alle har ret til at sige, hvad de vil. Men disse grupper stiller sig op og vifter med det amerikanske flag, og de forsøger at overbevise folk om, at de taler og handler i folkets bedste interesse. I virkeligheden er det ikke andet end censur i ny indpakning.”

”Men det er vigtigt at indse, at når politikere begynder at gøre det, så er de i virkeligheden pisseligeglade med censur. Det, de prøver at gøre, er at spille på folks samfundssind for på den måde at skabe en politisk platform til dem selv, så de får mere opmærksomhed. På den måde har det virket så godt, som det overhovedet kunne, for Al Gore. For før de gik i gang med PMRC, var der ingen i Amerika, der vidste, hvem han var, og nu ved alle, hvem han er, og med mindre der sker noget usædvanligt, bliver han præsident om to år [Sådan gik det dog ikke, se update nederst på siden, red.]. Og de brugte os til at skabe den politiske platform, som jeg talte om. Selve censur-kampagnen var bare noget pladder.”

- Hvordan brugte de jer?

”Der er en gammel talemåde: Den bedste måde at få opmærksomhed på er at gå efter en, der i forvejen får opmærksomhed. Og vi får en masse opmærksomhed i medierne. Hvis de bruger os til at overbevise ældre vælgere om, at vi ødelægger deres børn, vil en masse aviser og tv-stationer lægge mærke til det. Især når det kommer fra en senator. Så derfor giver det Al Gore en anledning til at vifte med sit flag og til at stille sig op og slå sig på brystet og sige: ’Jeg er denne generations frelser, jeg vi gøre dit, jeg vil gøre dat.’ Så på den måde brugte de os kolossalt. De forsøgte at få os til at ligne djævlen selv.”

SEJR OVER PMRC
- PMRC brugte nogle af jeres sange i en kampagne, og I sagsøgte dem.

”Det, der skete var, at Tipper Gore skrev en bog [”Raising PG Kids in an X Rated Society” fra 1987], og tredje kapitel i den bog handlede mest om mig. Og det, der ærgrede mig, var, at de lavede om på nogle af teksterne til vores sange for at forstærke deres synspunkter. Og det blev jeg vred over, og vi sagsøgte dem for det.”

- Og I vandt sagen?

”Vi gav hende et af to valg: Enten skulle hun betale mig en sum penge, eller også skulle hun give os en offentlig undskyldning. Og hun valgte at undskylde. Så jeg fik, hvad jeg ønskede, og hun undskyldte offentligt foran tv-stationer fra hele Amerika. Og de fik, hvad de ønskede. Skaden var allerede sket. De havde fået alt det, de behøvede, så på det tidspunkt var hun ligeglad med at undskylde. Som jeg sagde: Om to år vi de være præcis der, hvor de ønsker at være. Jeg mener, vicepræsident er så tæt, man kan komme uden at være rigtig præsident. Så i den forstand var hendes undskyldning en meget lille pris at betale for hende.”

- Hader du hende?

”Nej. Det får mig bare til bedre at forstå, at politik er et skånselsløst løgnespil, og at visse mennesker vil sige hvad som helst for at nå derhen, hvor de ønsker at være. Hvis jeg hadede hende, måtte jeg hade dem alle sammen – hvilket jeg sikkert også gør. Men det er et stort spild af energi.”

Update: Al Gore blev som bekendt ikke USA’s præsident – han blev slået af George W. Bush ved valget i 2000. I dag har Al Gore dog fundet sig en ny sag, som giver status, magt, indflydelse og cool cash: kampen mod klimaændringerne. Til gengæld har Blackie Lawless meldt sig under republikanernes faner i kampen mod Barack Obama, som, Blackie mener, er marxist. Lawless er i dag erklæret ”born again”-kristen, og han har offentligt taget afstand fra sangen ”Animal (Fuck Like A Beast)”. Læs mere om W.A.S.P.-lederens omvendelse her.

W.A.S.P. er aktuelle med albummet "Golgotha", som blev sendt på gaden den 2. oktober 2015. Læs dybdegående interview med Blackie Lawless om albummet i det nyeste nummer af Metalized (nr. 100).

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

søndag den 13. november 2011

Dommedag nu igen

Black Sabbath er gendannet i den originale besætning, og bandet er i færd at skrive sange til deres første studiealbum siden 1978. Rifferama tegner et portræt af de musikalske mørkemænd, der satte død og dommedag på rockens dagsorden.

Baggrundsartikel: Peter Béliath (Publiceret i Zoo Magazine nr. 12, februar/marts 1998)

Black Sabbath tiltrak en blanding af satanister, Hell's Angels, syretrippere og folk,
der søgte efter chokeffekter.
(Foto fra bookletten til cd-udgaven af "Black Sabbath")

[Baggrund: I 1997 blev Black Sabbaths originalbesætning genforenet. Det var en af de største begivenheder i 1990’ernes hårdrock-historie. Black Sabbath med Ozzy i front drog på turné, men forsøget på at indspille bandets første studiealbum siden 1978 mislykkedes. Nu gentager historien sig, for det originale Black Sabbath er atter gået sammen (læs mere her). Og denne gang lader det til, at det album, som fans har ventet på i årtier, bliver til virkelighed. Derfor er nedenstående artikel stadig aktuel.]
 
Birmingham er en trøstesløs, grå og rå industriby. Allerede i 1960’erne, hvor de fire arbejderklassedrenge, Ozzy Osbourne, Tony Iommi, Geezer Butler og Bill Ward, kom i puberteten og løb hornene af sig i forstaden Aston, var det en god idé at være medlem af en bande, hvis man ville undgå at få en røvfuld.

Der var ikke meget at grine ad i Aston, og fremtidsperspektiverne var cirka ligeså opløftende som synet af osen, der vældede op fra fabrikkernes skorstene. Aston var en knust forstad: Hitlers Luftwaffe havde bogstavelig talt bombet byen tilbage til stenalderen under 2. verdenskrig. Og det sad alt sammen i kødet på Ozzy, Tony, Geezer og Bill, da de, mens 1960’erne langsomt døde ud til slogans som ”make love, not war”, lod det tilforladelige bluesband Polka Tulk, senere ”kendt” som Earth, mutere til heavy metal-monstret Black Sabbath.

Black Sabbath-medlemmerne, der er årgang 1948 og 1949, fik kvalme af flower power. Hippiernes evangelium om kærlighed og fred og fordragelighed var noget pladder i Ozzy & Co.’s ører. Fredsbudskabet stemte ikke overens Black Sabbath-medlemmernes erfaringer. Verden så simpelthen anderledes ud i deres øjne, og de hungrede efter at skabe noget, der var virkeligt. Noget, der kunne få det til at løbe koldt ned ad ryggen på publikum. Og som sagt, så gjort.

Publikum var lamslået, da de første gang hørte ”Black Sabbath”, bandets lange, psykedeliske mareridtshymne, der var bygget op om omkring åbningstakterne fra ”Mars, The Bringer Of War” fra Gustav Holsts ”The Planets”-suite.

”Jeg husker første gang, vi spillede ”Black Sabbath” på en klub. Folk havde det der chokerede udtryk i ansigtet, du ved – ’Hvad fanden er det her?’ Det var så anderledes,” forklarede Tony Iommi for nylig til metalmagasinet Terrorizer.

KÆDER OG HULLER I BUKSERØVEN
Og anderledes var det. Der var meget langt fra blomsterbørnenes love-in-stemning til Black Sabbaths tunge og dystre metalrock, hvor teksterne fortalte om skæbnesvangre stævnemøder med djævlen, om galopperende paranoia, krigsvanvid, narkodød og Jordens undergang.

Det var en sortsjælet musik, der gnistrede af angst og aggression, desperation og frustration. En musik, som blev pacet frem af Bill Wards jazzede trommespil og Geezer Butlers basgange, der pumpede som en uheldssvanger puls gennem sangene. Centralt stod Tony Iommis gargantuanske riffs, der lød, som om Vorherre allerede havde trykket på Armageddon-detonatoren. Og oven over det hele hørtes Ozzy Osbournes maniske messen. Jo, Black Sabbath var det perfekte soundtrack til dommedag.

Sabbaths musik appellerede til den mere hærdede og hærgede side af rockpublikummet. Bandet tiltrak en skønsom blanding af satanister, Hell’s Angels, syretrippere og andre, der i rockmusikken søgte den chokeffekt, som man også finder i horror-film (Black Sabbath er faktisk opkaldt efter en vampyrfilm fra 1963 med Boris Karloff i hovedrollen).

”Noget nyt var ved at ske,” fortæller Bill Ward i Steven Rosens biografi ”Wheels Of Confusion: The Story Of Black Sabbath” (Castle Communications, 1996).

”Folk dukkede op med kæder og læder huller i bukserøven. Jeg så det forandre sig for øjnene af mig. Det var en ny ting, der skete her. Det foregik i det små i starten. Men så gik det op for mig, at en hel ny generation med hensyn til attitude og kunst, design og tøj var ved at komme frem. Og de var hooked på vores musik, den satte stikket ind i vores musik. Og alle de her folk var … man kalder dem headbangere nu. Det var begyndelsen til headbanging.”

Anmelderne hadede Black Sabbaths headbanger-rock, men den kommercielle succes var i hus allerede fra starten. Hovedparten af de otte lp’er, som Black Sabbath udgav, før Ozzy blev fyret i 1979, jog ind på den engelske top 10 (”Paranoid” scorede en førsteplads!), og pladerne gjorde sig også godt på det amerikanske marked.

INTERNE KONFLIKTER
Succesen havde dog også en bagside. Druk og kokainmisbrug tærede på koncentrationsevnen, en lang, udmarvende retssag mod deres gamle management saboterede nærmest indspilningen af ”Sabotage”-albummet, og dertil kom de evindelige interne konflikter. Det var især Ozzys og Iommis personligheder, der tørnede sammen. De to havde gået i skole sammen, og allerede dengang kunne de ikke døje hinanden.

Iommi er riffmeisteren par excellence, høj og statelig, med sit aristokratiske moustache og sin aura af utilnærmelig noblesse. Allerede fra starten var Iommi ordensmagten i bandet, manden, der tog initiativ til, at der skete noget musikalsk, og som sørgede for, at det hele trods alt ikke gik op i druk og røg eller forsvandt op i Sabbath-medlemmernes næsebor i form af snehvidt pulver. Iommi var kort sat organisatoren i Black Sabbath. Guitaristen lærte at organisere øvningen, da han en kort overgang, mens Black Sabbath stadig hed Earth, var medlem af Jethro Tull og så, hvordan den autoritære Ian Anderson svingede pisken over sine musikere.

Ozzy var Iommis diametrale modsætning. Det Store Dobbelt-O var – og er stadig – kaos på to ben. Udisciplineret, impulsiv og generelt fjernet tre skridt fra det, almindelige mennesker kalder det normale. Ozzy var oprør og optøjer, gæk og gimmicks. Ozzy var ganske enkelt en vaskeægte hellraiser, Black Sabbaths amokløbende poltergeist og en fandenivoldsk spottefugl både på og uden for scenen.

Ozzy er ofte blevet taget for at være djævlens inkarnation på en scene – og han har grinet hele vejen i banken. For der er penge i den opmærksomhed, som Ozzy har været i stand til at samle om sin person, lige fra Sabbaths spæde start til hans solokarriere i en eksplosion af pr-gejl kulminerede på de amerikanske arenaer i 1980’erne og 1990’erne. Ozzy elsker at give den i rollen som galning, og en af hans soloplader hedder faktisk ”Diary Of A Madman”.

Som satellitter kredsede Bill Ward og Geezer Butler rundt om Ozzy og Iommi. Den stærkt alkoholiserede Bill Ward er en sårbar og blødhjertet fyr, nærmest salvelsesfuld i sine forsikringer om, hvor meget han elsker sine gamle bandkolleger. Ja, han beder ligefrem for Ozzy, Tony og Geezer hver eneste dag! Og trods sit efterhånden temmelig oppustede kontrafej har Bill Ward bevaret sin drengede naivitet. Han afskyr konflikter, men vil bare så gerne spille trommer og have det rart med vennerne. Bill Ward led frygteligt under de interne stridigheder – men han var også den, der overbragte Ozzy nyheden om, at har var fyret.

I modsætning til Bill Ward er Geezer Butler dybsindigheden selv. Geezer var allerede fra starten Black Sabbaths intellektuelle ankermand. Det var ham, der læste bøger, ham, som studerede okkultisme, og det var naturligvis også Geezer, der skrev hovedparten af Black Sabbaths tekster.

DJÆVLEN KOM PÅ BESØG
I sin unge dage boede Geezer i en lille lejlighed, hvor væggene var malet sorte, og hvor bøger om sort magi knejsede i reolen, og hvor væggene var udsmykket med omvendte kors og Satan-plakater. Men så en nat:

”Jeg lå og sov og vågnede pludselig, og dér stod den der sorte skikkelse ved fodenden af sengen,” har Geezer fortalt til musikmagasinet Mojo. ”Jeg var ikke på stoffer eller sådan noget, men af en eller anden grund troede jeg, at det var djævlen selv. Det var næsten som om, at den her tingest sagde ’Det er på tide at sværge troskab eller at skride’.”

Den oplevelse bragte Geezer på bedre tanker. Lejligheden blev malet orange, plakaterne og de omvendte kors blev pillet ned, og Black Sabbaths tekster tog fra da af en drejning mod det mere gudfrygtige.

For under Black Sabbaths dæmoniske musik og bag de okkulte symboler på omslagene gemmer der sig et udpræget kristent budskab. Det er måske allertydeligst i sangen ”After Forever” (fra albummet ”Master Of Reality”), der er et tappert forsøg på at gøre det cool at tro på Gud. Men budskabet gik ikke igennem. ”After Forever” blev censureret af diverse radiostationer på grund af verslinjen ”would you like to see the pope/ at the end of a rope”, og Black Sabbath blev selv af deres fans slået i hartkorn med satanistiske bands som Black Widow. Endnu i dag bliver Black Sabbath-medlemmerne ofte spurgt, om de er satanister.

Et andet spørgsmål, som de uundgåeligt må besvare, er, om der kommer et nyt studiealbum med det gendannede Black Sabbath? Til Mojo har Geezer Butler svaret:

”Hvis gnisten stadig er der, så er der intet, jeg hellere vil. Men jeg vil hade at lave et album for pengenes skyld, det vil totalt ødelægge bandnavnet for evigt. Det må mindst være ligeså godt som ”Paranoid” eller ”Sabbath Bloody Sabbath”.

Vi venter i spænding.

Black Sabbaths officielle hjemmeside  
Black Sabbaths diskografi på Wikipedia   

Udsnit af den gotiske opsætning af artiklen i Zoo Magazine i 1998.