mandag den 31. oktober 2011

De døde kommer på besøg

Halloween er over os. Amerikanere og andre barnlige sjæle skærer dødningehoveder ud i græskar og går på besøg iklædt dæmoniske kostumer. Men i virkeligheden har halloween rod i det keltiske hedenskab, hvor de døde rejste sig fra graven ved vinterens begyndelse.

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i Xtra, oktober 1997, opdateret i 2011)

Der ligger grufuld religion til grund for de moderne halloween-løjer.

Halloween eller All Hallows’ Eve er en spøjs festival, som især amerikanske børn fejrer den 31. oktober, dvs. aftenen før den kristne allehelgensdag.

Men egentlig har halloween intet med kristendom at gøre. Festivalen går helt tilbage til hedensk tid, hvor kelterne på de britiske øer fejrede samhain eller ”samhnagan”. 
  
Halloween bruges i dag som navnet på selve aftenen under samhain, der foregik fra den 31. oktober til den 1. november. For kelterne markerede samhain overgangen fra efterår til vinter, og det var tillige den første dag i det nye år.

Denne ”nytårsaften” blev fejret med manér. Kelterne tændte store bål, og der blev ofret dyr og afgrøder (og sandsynligvis også mennesker!) for at formilde de overnaturlige magter, der kontrollerede landets frugtbarhed.

Samhain-festlighederne var i det hele taget et truende, fantastisk og mystisk overgangs- og fornyelsesrite. For ved vinterens begyndelse regerede de overnaturlige kræfter stærkere end ellers, og under samhain ansås barrieren mellem den menneskelige og den overnaturlige verden at være brudt.

Det betød, at de dødes sjæle kunne besøge deres efterkommere og varme sig ved ilden og nyde godt af den mad, der blev stillet frem til dem. Men mennesker kunne også benytte lejligheden til at træde ind i gudernes og de overnaturlige skabningers domæne.

Samhain-højtiden hyldede ikke nogen bestemt af de keltiske guder, og den var desuden dedikeret til hele mylderet af elverfolk, nisser, dødninge og alskens mørkemagter, der strejfede om på jorden på dette tidspunkt af året.

Samhain var også et godt tidspunkt at tage bestik af fremtiden. Der blev spået og taget varsler om det nye års begivenheder, om lykke og ulykke, om ægteskab, sygdom og død.

MASKERADE FOR BØRN
I det 8. århundrede forsøgte kirken at give samhain et kristent indhold ved at placere allehelgensdag på det samme sted i kalenderen. Samhain-traditionen med bål og spådomme fortsatte dog i halloween-regi, men det religiøse indhold blev gradvist udvandet.

På halloween-aftenen imiterede de kristnede keltere de overnaturlige væsner, der før hen gæstede dem på samhain, ved at klæde sig ud i groteske klamotter, og således maskeret gik de fra hus til hus, hvor de blev budt på mad og drikke. Angsten for visse dyr, f.eks. flagermus og ugler, holdt sig dog, idet man antog, at disse kunne kommunikere med de dødes ånder.

Senere førte irske og skotske immigranter halloween-skikken med sig til USA, hvor den er blevet reduceret til en maskerade fortrinsvis til børnenes fornøjelse.

Den 31. oktober er der således gået sport i at klæde sig ud som f.eks. spøgelser, vampyrer og dæmoner, ligesom der udskæres dødningehoved-lignende figurer i græskar, der bruges som de såkaldte jack-o’-lanterner. De udklædte børn går på ”trick or treat”-besøg, hvor de laver løjer, hvis de ikke trakteres med godter.

Men hele skikken med udklædningen har altså sin rod i det keltiske hedenskab, og det dæmoniske islæt er et levn fra samhain, hvor de døde og andre overnaturlige skabninger gæstede samfundet.

HEAVY HALLOWEEN
Metalmusikken har naturligvis ladet sig inspirere af halloween. I stor stil. Mest gennemført har Helloween (mis)brugt halloween. Det tyske band har gennem tiden ladet deres albumcovers pryde af utallige variationer af græskar-hovedet, der desuden figurerer i gruppens logo.

Halloween var en dille blandt 1980’ernes heavy-bands. Eksemplerne er legio. Fra Atlanta kom f.eks. thrash-pionererne Hallow’s Eve.

Danmark var også med på bølgen. Ama’r-drengene Wasted udgav i 1984 albummet ”Halloween … The Night Of”.

King Diamond har indspillet flere halloween-sange, både som solist og som medlem af Mercyful Fate. Skrækkeligst var vel ”At The Sound Of The Demon Bell” fra 1983.

Og så bør man selvfølgelig ikke glemme den meget belæste og historisk bevidste Glenn Danzigs gamle band, Samhain. Et andet af Danzigs gamle bands, Misfits, udsendte en single med titlen ”Halloween” – det var allerede i 1981, og det var hårrejsende hårdrock.

Men også i nyere tid har metalbands flirtet med halloween. Type O Negatives 2007-album ”Dead Again” indeholdt en skæring med titlen ”Halloween In Heaven”.

Mest pudseløjerlig var Ministrys ”Every Day Is Halloween”, som i 2010 blev udsendt i en særlig ”evil version”.
  
Der er desuden gået sport i at udgive metalalbums den 31. oktober. Bare ét eksempel: Cradle Of Filths ”Midian”, som udkom til halloween i 2000.


 FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

fredag den 28. oktober 2011

Heavy metal-fans er troløse

I 1994 udsendte Mötley Crüe deres heavieste og måske bedste album nogensinde. Men gruppens fans ville ikke røre albummet med en ildtang. Hvorfor?

Mötley Crüe anno 1994. Fra venstre: Nikki Sixx, Tommy Lee, Mick Mars og John Corabi.

1990’erne var en udfordring for de fleste af 1980’ernes hårdrock-stjerner. En mega, gigantisk, koloenorm udfordring. Og dem, som udfordringen var hårdest for, var glam-grupperne fra Los Angeles.

En ny generation af alternative rocknavne tog over, nærmest fra den ene dag til den anden. Den store skæringsdato var den 24. september 1991, hvor Nirvana sendte albummet ”Nevermind” på markedet. Det album havde cirka samme effekt som det meteornedslag, der angiveligt udryddede dinosaurerne.

Et af de 1980’er-bands, der allermest lignede en dinosaurus i 1994, var Mötley Crüe.

Los Angeles-gruppen havde lige siden udgivelsen af den flabede fræser ”Too Fast For Love” (1981) været spydspids i en af 1980’ernes mest dominerende rock-trends: glam metal. Og det med en uhørt, ja, næsten sjofel succes, taget i betragtning at Nikki Sixx & Co. fra naturens hånd var udrustet med et ret begrænset talent. Så stor var Mötleys succes i 1980’erne, at bandmedlemmerne efterhånden kunne tapetsere deres vægge med mere ædelt metal, end der er guld i Fort Knox.

Men i 1994 var festen slut for Poison, Ratt, Warrant og alle de glamourøse grupper, der var fulgt med i Mötley Crües slipstrøm. Det gav sig selv, at også Mötley Crües situation var kritisk.

Nogen i branchen må imidlertid have levet i et parallelt univers. Eller også kunne man bare ikke se rockens kendsgerninger pga. røgen fra de tændte havannesere i direktionslokalerne på Elektra Records. Elektra-bosserne havde nemlig ladet bassisten Nikki Sixx og de andre musikanter i Mötley Crüe sætte deres autograf på en ny, fed 25-million-dollars-kontrakt! Den slags forpligter.

BRØL FRA LØVERNES KONGE
Så presset var stort på Mötley Crüe, da gruppen i marts 1994 udsendte deres sjette studiealbum. Der var noget at leve op til.

Det foregående album, ”Dr. Feelgood” (1989), havde sat nye salgsrekorder. Og ”Dr. Feelgood”s produktion var så vellykket, at Lars Ulrich & Co. hyrede produceren Bob Rock til at bistå Metallica under indspilningerne af det, der senere skulle vise sig at blive storsællerten over alle metalliske storsællerter: ”Metallica” (også kaldet ”det sorte album”) fra 1991.

Mötley Crüe havde fået en flot slutning på 1980’erne. De havde været nr. 1 på den amerikanske hitliste. De havde haft sex med alt, hvad der havde en puls. De havde taget stort set alle de stoffer, som pushere kunne opdrive. De manglede kun én ting: anerkendelse.

Og anerkendelse får man ikke med en sanger som Vince Neil. Neil var godt nok et glam-ikon i 1980’erne, men han var ikke ligefrem heavy metals svar på Pavarotti. Måske blev Neil fyret. Måske skred han af egen fri vilje. Versionerne af Mötleys spraglede historie varierer alt efter, hvem der har ordet.

Men om alle omstændigheder var der en ny mand bag mikrofonen, da ”Til Death Do Us Part” blev indspillet. Den nye mand hed John Corabi, og ham stjal Crüe fra L.A.-bandet The Scream.

Corabi var alt det, som Neil ikke var. Og omvendt. Neil var lyshåret, hvorimod Corabi var mørkhåret. Og den forskel afspejlede sig også i de to herrers vokalpræstationer. Neil nærmest bare mjavede, mens Corabi brølede som løvernes konge.

Det var dog ikke kun på den vokale front, at Mötley Crüe var som forvandlet. Mötley havde ikke kun skåret ned på brugen af hårlak, de havde også skåret drastisk ned på de poppede hitliste-elementer. Det var svært at synge med på omkvædene i bandets nye sange. Der var faktisk ikke ét eneste oplagt hit på det nye album.

Bastant og tonstung rock dundrede ud af højttalerne. Det var gammeldags på en ny måde, leveret i en Bob Rock-produktion, hvor Tommy Lees elegante trommespil var helt i front.

Onde tunger beskyldte Mötley Crüe for at følge datidens herskende grunge-mode. Det var uretfærdigt, selvom de nedstemte guitarer og et par fraseringer hist og pist nok ville have lydt anderledes, hvis ikke bands som Alice In Chains og Soundgarden havde haft herredømmet på rockscenen i de år.

SEKSUELLE OVERGREB PÅ BØRN
Musikalsk var John Corabi en gevinst for Mötley Crüe. Han var ikke kun sanger, men også en habil guitarist, som var i stand til at give Mick Mars et hård tiltrængt modspil – og frirum til at eksperimentere med ting, der ikke hidtil havde været plads til i Mötleys noget begrænsede repertoire.

Og så havde Corabi åbenbart ambitioner om at synge om andet end lagengymnastik. For første gang siden debutalbummet fra 1981 lagde Mötley øret til stenbroen for at lytte sig frem til, hvad der skete på gaden – derude i virkeligheden, uden for ruderne i luksus-suiterne og sportsvognene, hinsides den kødrand af blondiner med silikonepatter, der havde slået ring om Mötley Crüe lige siden succesens start.

Det betød, at tekstmaterialet bl.a. bar præg af Los Angeles-opstanden i 1992 – en opstand, der hærgede den californiske storby som følge af en noget suspekt retssag, hvor en primært hvid jury frifandt fire strissere, der var tiltalt for at tæve en sort mand (Rodney King). Vupti, Mötley var pludselig på barrikaderne.

Sangen ”Uncle Jack” handlede om John Corabis onkel, der var tiltalt for at have misbrugt tyve børn seksuelt. Historien om onkel Jack (læs den i en mere udførlig udgave her) var kringlet. For onklen blev løsladt, da der var risiko for, at hans medfanger ville overfalde og myrde ham i fængslet. Straks han var på fri fod, fandt onklen et job på en katolsk skole, han flyttede sammen med en kvinde, der havde to unge drenge … ja, læseren har gættet det: onkel Jack fortsatte sine ugerninger. ”Uncle Jack” var unægtelig en sang med en anden alvor end den, man fandt i sange som ”Girls, Girls, Girls” (1987) og ”She Goes Down” (1989).

Måske var det for at betone, at det her var essensen af Mötley Crüe, eller også efterabede Nikki Sixx & Co. bare Metallica, der som bekendt fik overdreven stor succes med deres Bob Rock-producerede 1991-album, der slet og ret hed ”Metallica”. I hvert fald kom Mötley Crües sjette studiealbum alligevel ikke til at hedde ”Til Death Do Us Part”. Skiven fik den varefakta-agtige titel ”Mötley Crüe”.

GLAM-FANS BLEV TIL GRUNGE-FANS
Om ”Mötley Crüe” floppede? Mon ikke! ”Dr. Feelgood” skaffede Mötley Crüe seks-dobbelt platin, hvorimod ”Mötley Crüe” kun solgte til en sølle guldplade.

Hvorfor gik det så galt? Som altid er forklaringerne mange. Men de fleste forklaringer er bare bortforklaringer. Her er et par stykker:

1. Pladeselskabet bakkede ikke albummet op – af årsager, der ikke var helt indlysende (Elektra havde jo satset 25 millioner på bandet!).

2. Nikki Sixx kom til at true en studievært på MTV med tørre tæsk under et interview, og den slags bringer ikke et hårdt trængt band i heavy rotation på en magtfuld tv-kanal.

Men den mest nærliggende forklaring er vist desværre: heavy metal-fans er ikke nær så trofaste, som de bilder sig ind.

Vi metalfans vil bare ikke indrømme det. Ja, det er nærmest et tabu i metalkredse. Men i det ene tiår dyrker vi glamourøse idoler, mens vi det næste helst vil nynne med på musik, der spilles af ungersvende i flannelsskjorter og fløjlsbukser med hængerøv.

Lad os se kendsgerningerne i øjnene: Det forholder sig jo ikke sådan, at de millioner af fans, der købte albums og koncertbilletter med puddelbands i 1980’erne, bare sank i jorden, den dag Nirvana udsendte ”Nevermind”. Nej, de begyndte i stor stil at købe albums og koncertbilletter med en anden type bands. Glam-fans blev til grunge-fans.

Der findes en vandrehistorie om, at Mötley Crües fans savnede Vince Neil, og at de afholdt sig fra at købe ”Mötley Crüe” pga. John Corabis vokal. Men den forestilling kan let afvises. For allerede i 1996 blev Neil taget til nåde. Det havde bare ingen som helst effekt på Mötley Crües pladesalg. Selv ikke den i fandommen skamroste ”Saints Of Los Angeles” (2008) har kunnet skaffe Nikki Sixx & Co. en guldplade i USA.

Det er naturligvis sørgeligt. For Mötley Crüe. For metalscenen er det imidlertid mere sørgeligt, at Mötley Crües heavieste og måske bedste album aldrig blev andet end en parentes i gruppens karriere. \m/

Læs min anmeldelse (”Ikke et ord om kvinders kønsorganer”) af ”Mötley Crüe” her.

Ikke et ord om kvinders kønsorganer

Et af 1990’ernes bedste og heavieste metal-albums kom fra en uventet kant: fra Los Angeles’ glam-konger, Mötley Crüe.

Cd-anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 49, april 1994)

[Baggrund: I 1994 havde grunge-grupperne fra Seattle overtaget herredømmet på hårdrock-scenen. De fleste af 1980’ernes glam metal-bands var allerede blevet skrottet af deres fans. Kun Mötley Crüe manglede stadig at bevise, at de kunne overleve i 1990’erne. Overlevelses-strategien fik de gamle glam-idoler til at levere deres hidtil heavieste opus.]

MÖTLEY CRÜE
”Mötley Crüe”
(Elektra/Warner Music)
******
Det er slut med sex & drugs & rock’n’roll for Mötley Crüe. Ingen motorcykler på pladecoveret, og ikke så meget som et eneste ord om kvinders kønsorganer på deres nye og sjette album, der bærer den skrabede titel ”Mötley Crüe”.

Men det betyder nu langt fra, at Mötley er blevet politisk korrekte. Og de er heller ikke gået grunge. ”Mötley Crüe” er betonrock for 1990’erne. Hverken mere eller mindre. Der bliver planket ihærdigt fra Led Zeppelin, Aerosmith og The Beatles. Men det bliver gjort med stil og elegance og med Nikki Sixx’ trademark placeret diskret i hjørnet af hver eneste skæring.

”Mötley Crüe” er en plade fra et band med en glubende appetit på at blive taget alvorligt. Det er naturligvis et ønske, der aldrig vil gå i opfyldelse, for Mötley Crüe har nu i mere end ti år stået som indbegrebet af glamourøs amerikansk teen metal, og det ry kommer Nikki Sixx & Co. til at tage med sig i graven.

Men ”Mötley Crüe” er en anderledes Mötley Crüe-plade, hvor de flabede tre-minutters pikrockere er erstattet af dundrende tunge kompositioner, hvor Mötley tager sig god til at få spillet sig ud. De fleste numre ligger faktisk omkring fem-seks minutters længde. Og det fungerer sgu’, og end ikke modeproduceren Bob Rocks klabauter-produktion kan skjule, at Tomme Lee er en af de meget få rocktrommeslagere med rytme i kroppen.

Mick Mars, der førhen var Mötleys svage punkt, er vokset til en titan, der høvler de massive chugga-chugga-riffs af på sange med sigende titler som ”Hammered” og ”Power To The Music”.

Og så er der naturligvis det med den nye sanger. Der ER mere skrig og skrål i John Corabi. Når han er bedst, minder han om Dan McCafferty [Nazareth]. Når han er værst, lyder han, som om han hvert øjeblik kan vågne op af sin årelange drøm om at være Steven Tyler [Aerosmith]. Men end ikke jeg savner Vince Neil.

Det eneste, jeg savner ved ”Mötley Crüe”, er et ordentlig artwork på pladecoveret. Det er nemlig aldeles rædselsfuldt.


Læs baggrundshistorien om ”Mötley Crüe” her.

mandag den 24. oktober 2011

På korstog for heavy metal

I 1990’erne var metalgenren ved at løbe af sporet. Men så, i 1997, trådte en korsridder ind på heavy-scenen med en gigantisk hammer …

Hammerfalls maskot hedder Hector. Han slår et slag for ægte heavy metal.
I sidste halvdel af 1990’erne var metalscenen blevet bange for sin egen skygge. Look, lyd og stort set alt andet, der tilhørte den traditionelle metalkultur, var pinligt.

Den læderklædte, hornkastende kultur overlevede primært i undergrundens dyb – i de skumleste enklaver inden for ekstremmetallen (black metal, dødsmetal, retro-thrash etc.). Ellers var det yt at have en metal-selvbevidsthed. Kerrang!, verdens første og største metalmagasin, gik indie og begyndte at tiljuble alskens alternativ rock. Metal Hammer slettede det skrækkelige ord ”metal” i sit logo og blev bare til Hammer.

Nu-metal var den nyeste dille, det samme var industrial metal – tabuer blev brudt ned, og traumer blev stillet til skue. Det var slut med fest og farver à la AC/DC og Van Halen. Grunge-moden dikterede, at metalgrupper skulle barrikadere sig bag ironiske attituder. Når man så interviews på MTV, konkurrerede Alice In Chains og Tool med sig selv og hinanden om, hvem der kunne skabe sig mest ironisk foran det rullende kamera. Det eneste, de ikke ironiserede over, var dem selv.

AFSPORET METALGENRE
Misforstå mig ikke. Grunge og nu-metal var en sund reaktion på 1980’ernes puddelfeber. Alt godt om folk som industrial-provokatøren Marilyn Manson, der gav den skinhellige borgerlighed ridser i lakken. Ikke et ondt ord om Tool, Korn og andre bands, som var med til at flytte grænserne for, hvad tonekunstnere kan gøre med det metalliske udtryk.

Meeen videoen til Tools ”Prison Sex” er ikke ligefrem noget, man kommer i festhumør af. Der er også en grænse for, hvor længe man orker at stave sig igennem selviscenesættende interviews med musikanter, der åh så åbenhjertigt fortæller om deres spiseforstyrrelser. Og man bliver bare ekstra træt, når deres musik oven i købet er én stor bredkastning af tristhed.

Det var derfor ikke underligt, at de svenske sleaze-spasmagere Backyard Babies stillede det eksistentielle spørgsmål: ”(Is It) Still Alright To Smile” (singleudspil fra 1998).

Og mig selv? Ved mere end én lejlighed overvejede jeg, om jeg var ved at få en identitetskrise – for var det ikke oprindelig meningen, at heavy metal og hård rock skulle sparke røv? Havde Black Sabbath ikke allerede i 1970 demonstreret, at man udmærket kan vække til eftertanke og synge om inderlig smerte uden at give køb på kick ass-attituden?

Efter min mening var metalgenren ved at løbe af sporet i 1990’erne. Mike Tramp og andre gamle hair metal-idoler fra 1980’erne gjorde halvhjertede forsøg på at komme inden for i varmen ved at spille grunge. The Metal God himself, Rob Halford, begyndte at rakke ned på heavy metal og ville pludselig til at spille industrial.

Og hvor fedt var det lige, at Gene Simmons og Paul Stanley i desperation måtte hyre folk fra Faith No More og det, der var værre udi anti-metalliske bravader, til at hylde Kiss på tribute-albummet ”Kiss My Ass” (1994), der bar den alt for sigende undertitel: ”Classic Kiss Regrooved”. Reegroved, min røv.

Det var mildest talt ved at blive for aparte og avantgarde – selv for mig, der en overgang anmeldte folk noir i NRG!

Men så en aften i efteråret 1997 sad jeg og arbejdede mig igennem stakken af promo-cd’er, der var væltet ud af postkassen i ugens løb. Halløjsa! Hvad var det? Noget så oldschool-metallisk som et pladecover med en fantasy-kriger, der var bevæbnet med en mega mukkert …

Hammerfall, som de så ud omkring debuten.
MEDRIVENDE SOM EN STORMFLOD
”HEAVY METAL IS STILL ALIVE!” stod der øverst på pressemeddelelsen, der tilmed fortalte (eller indrømmede?), at det her var pladeselskabet ”Nuclear Blasts første ’true metal’-udgivelse.”

Og ganske rigtigt: Hammerfalls ”Glory To The Brave” var ægte heavy metal af den gamle skole. Her var nul growl, nul staccato-riffs, nul industrielle samplinger, nul rap, nul blast beats, ingen brægende klagesange, ingen opkastninger af psykisk slim. I stedet blev mine trommehinder ramt af den mest livsbekræftende og medrivende metalrock, jeg havde hørt siden Judas Priests ”Painkiller” (1990). Og så måtte jeg til tasterne. I NRG nr. 7 (januar 1998) kunne man læse denne anmeldelse:

”Så er der workout-tid for headbanger-musklerne, folkens! Svenske Hammerfall har været en tur på de tyske hitlister med denne gang supermelodisk 1980’er-heavy metal, der godt kan gøre det ud for Helloweens ”Keeper Of The Seven Keys Part III”. Men der spores også inspirationer fra Manowar, Iron Maiden, Riot, Accept, Anvil og andre af 1980’ernes glorværdige bands.

Numre som ”The Metal-Age” og ”Steel Meets Steel” er ligeså medrivende som en stormflod – sidstnævnte er en korstogshymne med et vaskeægte Mercyful Fate-break. Og så giver Hammerfall tilmed en virkelig vellykket coverversion af Warlords ”Child Of The Damned”.

Hammerfall er – ahem – hamrende uoriginale, men meget, meget underholdende.”

Teksterne flød over med dragekampe og ridderromantik. Korsfarernes bannere blafrede i blæsten, og tempelherrerne hævede deres sværd i triumf. Hammerfall kunne være lydsporet til Arn eller Ivanhoe. Meget passende for resten, for ”Glory To The Brave” efterlod ingen tvivl om, at det sveske band var på korstog for heavy metal.

MILEPÆL I 1990’ERNES HÅRDROCK                     
Jo, ”Glory To The Brave” brød med tidsånden – og på den måde skabte Hammerfall selv en ny trend, som vi skriverkarle gerne kaldte true metal. Ikke mindst Tyskland spyede true metal-bands som Sacred Steel ud på markedet. Men gamle 1980’er-grupper som Warrior, Agent Steel og Jag Panzer kunne også bade sig i et strejf af det projektørlys, som pludselig fejede hen over den traditionelle metalscene. Takket være Hammerfall.

Når jeg genhører ”Glory To The Brave” i dag, godter jeg mig især over, at Hammerfall i det elendighedens og grungiansk-puritanske hængemule-år 1997 vovede at indspille – og udgive! – hele to svulstige power ballader, som selv Scorpions ville misunde svenskerne. Den slags ville normalt have sat et band i gabestokken til spot og spe for Beavis & Butt-head-generationen. Men for Hammerfall blev det en triumf. Albummet rundede rask væk 100.000 solgte eksemplarer, og det tyske magasin Rock Hard kårede ”Glory To The Brave” til årets bedste album i 1997.

”Glory To The Brave” holder stadig, her i det 21. århundrede. Albummet står urokkeligt som en milepæl i 1990’ernes hårdrock. Og som et vidnesbyrd om, at i heavy metal kan man skabe mode ved at gå imod moden. \m/

FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama

torsdag den 20. oktober 2011

Den moderne verden skal ødelægges …

… men ikke ved at brænde kirker ned eller ved at bruge andre former for terror. Wolves In The Throne Room har ført black metal ind i en ny fase.

Aaron Weaver: En mønsterbryder i black metal.
(Foto hentet fra Wolves In The Throne Rooms hjemmeside)

”Jeg mener, at black metal er den vigtigste musik lige nu,” siger Aaron Weaver. Hr. Weaver er trommeslager, guitarist og meget mere i Wolves In The Throne Room, en amerikansk duo, der sammen med bl.a. Nachtmystium har været med til at reformere black metal-genren i de seneste år. For Aaron er black metal ikke bare feee smadder, men en kunstart med en åndelig mission.

”Black metal taler virkelig til noget så dybt og sandt og så presserende, at man ikke kan undgå at blive fortryllet af det,” forklarer Aaron Weaver.

”For mig er black metal vigtigt, fordi det er en kompromisløs opfordring til at ødelægge den moderne verden. Ikke bare ved at brænde en kirke ned eller ved at smadre et vindue eller sådan noget.”

Selvom Wolves In The Throne Room henter store mængder inspiration fra 1990’ernes norske black metal, er amerikanerne altså ikke fortalere for terrorisme. Aaron Weaver taler måske nok om at ødelægge den moderne verden, men han er ikke den nye generations svar på Euronymous og Count Grishnackh, som var chefideologerne, dengang mord og brandattentater blev en del af den sortmetalliske historie. Wolves In The Throne Room opererer på et mere subtilt, åndeligt plan.

Den moderne verden skal ødelægges i ”en åndelig apokalypse,” forklarer Aaron Weaver.

”Det handler mere om at ødelægge modernitetens verdenssyn, om at ødelægge den måde, som moderniteten får dig til at tænke og opfatte verden på, og den måde, som den påvirker dit åndsliv. For mig udtrykker black metal en ældgammel, primal, transcendent ånd, som, jeg mener, lurer lige under overfladen i alle mennesker, en slags åndelig understrøm i vores verden og i vores univers.”

”Jeg mener, at der er en grund til, at black metal er blevet sådan et verdensomspændende fænomen. For folk længes efter en forbindelse til den transcendente energi. Jeg mener, at folk i 1960’erne og 1970’erne havde fat i denne energi via den psykedeliske rockmusik, kollektiverne og tilbage-til-livet-på-landet-bevægelsen. Men hippierne fejlede, mand. Jeg mener, at der findes dette desperate kald, som kommer fra universet eller fra det kollektive ubevidste i menneskeheden, og black metal er en manifestation af det.”

Aaron Weaver lyder ikke alene radikal. Han lyder også intellektuel. Men Aaron Weaver er ingen fessortype. Han er øko-bonde et sted ude i det amerikanske vildnis i staten Washington. Wolves In The Throne Room har deres base på et landsted, kaldet Calliope. Her lever Weaver angiveligt i en slags kollektiv sammen med bl.a. broren Nathan (sanger, guitarist m.m. i Wolves In The Throne Room). Aaron Weaver & Co. er ikke kun til oldschool lydanlæg, men også til oldschool dyrkningsmetoder. Så på Calliope går biodynamik og metaldynamik op i en højere enhed.

SKOVEN SOM ET HELLIGT RUM
Aaron Weaver er en mønsterbryder inden for black metal. For Wolves In The Throne Room er det den naturligste sag at kombinere Burzums iskolde lydlandskaber og Emperors symfoniske storhed med post-metal-elementer, der primært er inspireret af Neurosis.

Wolves In The Throne Room bruger ikke corpse paint. De optræder ikke under grelle pseudonymer. Man tygger lidt på bandnavnet og tænker: hvad er det mon for en tronsal, som ulvene residerer i? Er det Valhal, hvor Odins trone står, flankeret af de to ulve Geri og Freki? Det er et åbent spørgsmål, for Wolves In The Throne Room bekender sig ikke til en bestemt hedensk mytologi.

I bookletten til gruppens nyeste album, ”Celestial Lineage” (udsendt af selskabet Southern Lord), spiller skoven en central rolle. Wolves In The Throne Room lader til at følge historiefilosoffen Oswald Spenglers forestilling om skoven som et helligt rum. En af albummets skæringer hedder meget sigende ”Woodland Cathedral”, og flere af fotografierne i bookletten ligner illustrationer til disse ord af Spengler:

”I katedralernes skovagtighed ligger den arkitektoniske virkeliggørelse af en verdensfølelse, der havde fundet sit oprindeligste symbol i de nordtyske sletters højskove, i løvskoven med grenenes hemmelighedsfulde virvar og den evigt bevægede løvmasses hvisken over betragterens hoved, højt over den jord, som toppene forsøger at løsgøre sig fra ved hjælp af stammen. Skovens susen […] står med sit hemmelige spørgsmål om ’hvorfra og hvorhen’, med sin laden øjeblikket hensynke i det evige, i et dybt forhold til skæbne, til følelse for historie og varighed, til sjælens faustisk-vemodige retning ud i en uendelig fjern fremtid. Hvis man står i en højskov med vældige stammer og hører stormen rase oven over sig, fatter man pludselig meningen i tanken om kraften, der bevæger massen.” (Citeret fra side 196 i den danske oversættelse af værket ”Der Untergang des Abendlandes” fra 1918-22.)
  
SHAMANISTISK REJSE
”Jeg mener, at black metal fundamentalt er et forsøg på at vække en ældgammel ånd. Det er et forsøg på at få fat i en eller anden transcendent, primal indsigt, som, jeg mener, at mennesker havde adgang til for 300-400 år siden, hvor verden ændrede sig på grund af oplysningstiden og den industrielle revolution. Jeg mener, at black metal er en kunstnerisk bevægelse, der kritiserer moderniteten på et fundamentalt niveau. Black metal siger, at det moderne verdenssyn mangler noget. Det mangler at anerkende eksistensen af den åndelige virkelighed. Fraværet af den åndelige indsigt er en kilde til en meget dyb tristhed og en følelse af fremmedgørelse. Jeg mener, at det fundamentalt er det, som black metal handler om.”

Dette udgangspunkt kan ifølge Aaron Weaver føre black metal i flere retninger.

”Man kan brodere videre på tristheden og fremmedgørelsen, ligesom Watain gør det, og på den måde kan man nå frem til en dybt satanistisk og nihilistisk manifestation. Man kan også gøre, som Wolves In The Throne Room har gjort det: vi har taget tristheden og fremmedgørelsen og forvandlet den til noget, der fundamentalt er positivt og livsbekræftende. Det er interessant, for mange mennesker kigger på black metal og siger ’Det skal fokusere på de absolut mørkeste dybder af menneskelivet, eller det skal være satanistisk eller nihilistisk.’ Jeg mener ikke, at det er tilfældet. Jeg mener, at satanismen og nihilismen kun er en overflade, og at der under den ligger et dybere og mere primalt spørgsmål.”
  
For Wolves handler black metal om at overvinde den eksistentielle smerte. Weaver mener, at man via black metal kan opnå en katarsis, en renselse.

”For mig ville det ikke føles autentisk at svælge i det intense mørke, som black metal giver adgang til. Jeg anskuer det som en slags shamanistisk rejse. I traditionelle samfund er det shamanens rolle via trance og ritualer at rejse til underverdenen. Det er en anstrengende og farefuld rejse, som er nødvendig, for at shamanen kan erhverve sig en åndelig indsigt eller vende tilbage med en ny åndelig kraft, der kan bruges til samfundets fordel. Jeg mener, at black metal bedst kan betragtes som en sådan proces. Man fordyber sig i ekstremt mørke ideer og følelser for at opnå en indsigt og en styrke, som kan føre en hinsides tristheden og fremmedgørelsen.”

Aaron Weavers udtalelser er citeret fra interviews på Heathen Harvest og Brooklyn Vegan.
    
Achtung! Wolves In The Throne Room kan sammen med Wolvserpent (USA) opleves live på Beta, København den 12. november.

Wolves In The Throne Rooms officielle hjemmeside og Facebook-side.

mandag den 17. oktober 2011

Ægte metal, ægte smerte

I midten af 1990’erne erklærede flere europæiske undergrundsbands krig mod de amerikanske trends i metalmiljøet. Solstice var en af de grupper, der brød en lanse for metalrockens sande værdier.

Nyhedsartikel & anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 55, april 1995)

Solstice: Ikke noget "Jeg bor på gaden, jeg er fra Brooklyn"-pladder her.
”Britiske Solstice’s debutalbum, ”Lamentations” (Candlelight/Pingo), burde kunne overbevise selv de mest forbenede anti-doomfans. Pladen er et mesterværk med low budget-produktion. Solstice’s doom metal er smuk, poetisk og storladen, og gruppens arkaiske lyd krones af Simon Matravers’ messende vokal, der går lige til grænsen af det patetiske. Briterne har verdens doomieste doom-bands, og ”Lamentation” er genrens stærkeste og mest smerte- og lystfyldte album siden Paradise Losts ”Icon” [1993].”

Sådan lød de rosende ord i min anmeldelse af Solstice-albummet ”Lamentation” i Jam Magazine. Året var 1995, og en ny selvbevidst scene var i færd med at danne sig i den europæiske metalundergrund. Disse europæiske grupper var i opposition til de amerikanske trends, som dominerede metalgenren i 1990’erne.

Men det var ikke kun en strid mellem Europa og USA. Det var mindst ligeså meget en kamp mellem to forskellige livssyn og verdensopfattelser. Sat på spidsen:

De succesrige amerikanske bands sang helst om storbyvirkeligheden, om livet på gaden og om samfundets skyggesider og samtidens problemer; amerikanerne var en slags socialrealister – og de befandt sig i større eller mindre grad på den politiske venstrefløj. Europæerne, derimod, var romantikere og symbolister; de dyrkede naturen og fortidens kulturelle storhed, de hentede inspiration i hedensk mytologi, og deres værdier var ofte konservative.

Og mens de amerikanske bands spillede en grim, støjende og staccato-agtig rock, der var et ekko af storbyernes stål, asfalt og glasfacader, spillede europæerne en mere atmosfærisk og skønhedssøgende musik. Den trendy metalrock fra USA var lyden af her og nu i rendestenen, mens den europæiske metalstil var udtryk for en idel higen efter det transcendente, det metafysiske.

De europæiske grupper opfattede sig som repræsentanter for den sande metalkunst. Deres musik var mere åndfuld og ædel, og deres motiver for at spille metal var mere ægte end de modeprægede amerikanere, der bare ville tjene penge på musikken. Mente europæerne altså.

Det var bl.a. denne selvforståelse, der kom til udtryk i et interview med Solstice, som metalmagasinet Terrorizer bragte i 1995. Jeg skrællede Terrorizer-artiklen og brugte stoffet til en nyhedsartikel om Solstice. Den lød således:

Bålfærd: En vikingehøvding sendes ud på sin sidste rejse.
ÆGTE SMERTE
Det engelske doom metal-band Solstice er en af de europæiske grupper, der efterhånden fylkes som reaktion mod den amerikanske dominans på metal-markedet.

Som så mange andre bands i den europæiske undergrund har Solstice hedenske under- og overtoner. Bandnavnet betyder solhverv, og omslaget til kvintettens debutalbum, ”Lamentations”, er prydet af en vikingehøvdinge-ligfærd (et langskib omspændt af flammer), hvilket er en hyldest til en turnerende vikingekampgruppe, som et par af Solstice-folkene er medlemmer af. Og Solstice’s koncerter bliver afviklet under gjaldende ”crusade”-kampråb.

”Crusade-råbet påkalder den sande ånd for den musik, vi elsker og spiller,” har Solstice-guitaristen Rich Walker forklaret til bladet Terrorizer. ”Det handler om ikke at følge trends. Crusade er et kampråb om at være ærlig over for sig selv.”

Rich Walker er ikke ovenud begejstret for den kulørte metalpresse, der halser efter de hyppigt skiftende amerikanske trends og dermed lader de europæiske bands i stikken.

”Dem, der bakker Pantera, Biohazard og Machine Head op, overser grupper som Opeth, Dissection, Root og Emperor – og listen kunne fortsætte. Disse bands har langt større musikalsk talent, langt bedre sange og større ærlighed – de står for det, de tror på.”

For Solstice er doom metal indbegrebet af heavy metal.

”Musikpressen hævder, at Pantera er heavy metal,” vrænger Walker. ”I mine ører er Pantera et af de mest blikagtige thrash-bands, jeg nogensinde har hørt. Jeg håber, at jeg er så privilegeret, at disse bands får at vide, hvad vi synes om dem i den europæiske undergrund. Pantera er et godt band, de gør, hvad de gør, men de er ikke heavy. Hvis de er heavy, så er vi et skide ska-band, så simpelt er det.”

Solstice har et stærkt mentalt forhold til deres musik, der er drevet af ekstreme sindstilstande af desperation, frygt og had, ligesom der også er en stor portion kærlighed involveret. Solstice er den diametrale modsætning til de ghetto-romantiske floskler, som amerikanske bands scorer høje salgstal på for tiden.

”Vi spiller en meget følelsesbetonet musik. Og det gælder alt, hvad vi laver og skaber som band. Det er sandt, at alt kommer direkte fra vores hjerter. Det er ægte, forpulet smerte, mand, og ægte depression, ikke noget ’Jeg bor på gaden, jeg er fra Brooklyn’-pladder her.”

Solstice på MySpace 
Solstice på Encyclopaedia Metallum  

lørdag den 8. oktober 2011

Et verdens-band er født – i DK!

Ur-heavy-dynamik og ultramoderne smadder tørner sammen på Risings debutalbum.

Rising har rejst et monument i dansk metalrock.

Jeg er lige faldet. Og hvad faldt jeg så over? Min egen kæbe, såmænd. Jeg tabte den allerede to minutter inde i ”Mausoleum”, åbningsnummeret på Risings debutalbum, ”To Solemn Ash”. Vantro og frydefuldt forbløffet lå jeg så der, mens den fedeste metalrock, der er kommet fra Danmark i æoner, tordnede gennem lokalet. Volumen-knappen var selvfølgelig drejet op på de Spinal Tap’ske 11.

Det er sjældent, at gammelt og nyt tørner sammen i et så harmonisk sammenstød, som det er tilfældet på ”To Solemn Ash”. Og det er endnu sjældnere, at Danmark fostrer metalbands, som har et så overbevisende internationalt format som Rising.

Rising er en trio. Det lyder umiddelbart spinkelt, men de tre københavnere bygger en massiv lydmur op omkring sig i løbet af debutalbummets ti numre.

De mest vellykkede skæringer på ”To Solemn Ash” har noget af den ur-heavy-dynamik, der kendetegnede power-trioer som Cream og Blue Cheer i slutningen af 1960’erne – altså dengang metalrocken blev født under voldsomme soniske veer.

Men bare rolig. Selvom Rising deler navn med titlen på Rainbows klassiske metalopus fra 1976, så spiller den danske trio på ingen måde oldschool heavy metal eller retro-hard rock. Der er masser af ultramoderne smadder i sangene – og i måden, som de bliver leveret på. Corrosion Of Conformity, Mastodon, The Obsessed og High On Fire dukkede op som associationer, mens jeg lyttede til albummet første gang. Det samme gjorde Entombed – altså det melodiske Entombed.

For melodier er der bjerge af på ”To Solemn Ash”. Gode, gedigne melodier, som bliver sunget med perlegrus i struben. Ikke at forglemme guitarsoli, der sprøjter ud over lytteren som kaskader af brutal vellyd.

Den københavnske trio rider triumferende af sted på et mørkt groove i stil med Black Sabbaths ”Master Of Reality”; et groove, der siden 1970’erne har muteret tifold og er blevet kaldt sære ting som stenerrock og sludge metal. Men Rising er meget mere end det. Rising er først og fremmest Rising. Københavner-trioen lyder ikke som et typisk subgenreband. De har deres egen helt personlige stil og sound, som burde vække opsigt på en metalscene, der er overbefolket af næsten enslydende grupper.

En sang med en højpandet titel som ”Through The Eyes Of Catalysis” sparker røv til højre og venstre som en kosak med DAMP-syndrom. Krigssti-beatet på ”Under Callous Wings” må kunne vække Sitting Bull og Geronimo fra de døde. 

Og det er ufatteligt, at et så dundrende og betontungt rocknummer som ”Passage” kan svæve så elegant gennem stratosfæren. Her er Rising virkelig ”High And Mighty”, for nu at referere til en betonrock-klassiker fra 1970’erne – et årti, som er sprællevende i Risings musik, der samtidig tager pulsen på samtiden.

Jeg spår, at Rising kommer til at gøre en positiv forskel. Ikke bare på den danske, men også på den internationale metalscene.

NB: ”To Solemn Ash” har dansk release den 24. oktober 2011.

Rising på Facebook
Det er sjældent, at Danmark fostrer metalbands med et så overbevisende internationalt format
som Rising.