torsdag den 29. september 2011

Kærlighed er sex stavet fajl

Illdisposed er blacklistet og berygtet for deres drikkevaner. Peter Béliath har drukket med gruppen og talt med sangeren Bo Summer om ordmagi og livet efter døden.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 49, april 1994)

Bo Summer: "Der skal ikke gå for mange følelser i
det hele."
[Baggrund: Illdisposed var det brutaleste af alt brutalt i DK anno 1994. Dette interview giver et indblik i det århusianske dødsmetalbands sindelag i begyndelsen af deres karriere.]
 
Odense. Det er en ganske banal torsdag eftermiddag i december. Udenfor i juletravlheden stæser normaldanskerne rundt i den forlængede åbningstid. Inde Progress Shoppen i Vindegade er der reception i anledning af udsendelsen af Konkhra-albummet ”Sexual Affective Disorder”.

Konkhra er ikke tilstede. Men llldisposed er mødt op og de gør sig sammen med forskellige prominente personer fra det lokale metalmiljø til gode med de store mængder gratis vin og øl. Tværs gennem tobakståger og mandfolkesnak kan man høre de alkoholiske væsker tørne ned i halsrør, efterfulgt af lange, lindrende ræb.

En af llldisposed-fyrene har medbragt en flaske slave-whiskey, som han med mellemrum tager en forsvarlig slurk af, før flasken igen gemmes i inderlommen på death metal-musikerens blotterfrakke. Der går hurtig svind i sprutten, og der kommer faretruende gang i gemytterne. Et llldisposed-medlem prøver at puste sig op til slagsmål, men det bliver ved snakken.

Senere hen laver whiskey-drengen i blotterfrakken en underlig tranedans, før han spyr en gylden stråle af vin, øl og whiskey ud over gulvtæppet. Sekunder senere styrter han om i brækpølen med et dvask plask. Jublen fra de øvrige receptionsløver vil ingen ende tage.

Nogle uger senere, i januar, er llldisposed igen i Odense. Denne gang som hærgende hovednavn på Rytmepostens scene. llldisposeds skarpslebne dødsmetal bliver eksekveret € med en skarpretters præcision. Sub woofer Bo Summer vandrer truende frem og tilbage på rampen, der kiler sig ud mellem de lokale headbangers’ huggende hoveder, mens han growler med et stærkt fortrukkent ansigt. Når en spinkel stagediver kommer inden for hans rækkevidde, giver sub wooferen ham et puf, så han ryger ud over scenekanten.

”Næste gang, I knepper jeres kælling, så tag de tre sidste træk for os,” opfordrer Herr Summer i en kort pause, før Illdisposed igen sender et øresønderrivende lydtryk ud over den hujende hob.

KÆRLIGHED & UR-INSTINKTER
”Vi har kun fået negativ kritik for det,” indrømmer Bo Summer på mit spørgsmål, om Illdisposed musik ikke er kommet til at stå i skyggen af bandets ry som alkoholiserede hærgere.

”Men nu har du jo drukket med os et par gange, så du har set, at det ikke er så galt,” udglatter sangeren, som sammen med sine musikere er blevet blacklistet på Barbue i København.

”Der sad 80 mand backstage, da vi havde spillet, og det hele var blevet smadret, og så får vi fire mand skylden. Det kan jeg ikke se det rimelige i.”

”Life’s a bitch and then you marry her,” filosoferer Bo Summer, der er notorisk sortseer. Fremtiden tegner ellers lys for Illdisposed, hvis danske pladeselskab, Progress Red Labels, er gået i samarbejde med tyske Nuclear Blast Records, som har worldwide distribution.

”Vi har aldrig solgt så mange plader, som efter vi er kommet på Nuclear Blast. Også her hjemme sælger vi helt vildt. Vi fik 40.000 kroner at lave ”Four Depressive Seasons” for, og vi har da solgt en fjerdedel af det, som Fielfraz solgte af ”Electric Eel”, og de fik en million. Og den er slet ikke færdig med at sælge endnu, den er slet ikke kommet til USA endnu,” fortæller sub wooferen om Illdisposeds debutalbum fra i fjor.

Her i april udsender Progress Red Labels en mini-cd med Illdisposed. Den hedder ”Return From Tomorrow”, og teksttemaet, som titlen hentyder til, er post-mortem-oplevelser og bevidsthedstilstande, der indtræffer efter, at hjertet er stoppet.

- Hvor kommer vi så hen efter dødens indtræden?

”Det kan man jo kun gisne om, for der er jo ikke nogen walkie talkie, man kan melde tilbage på der. Det er svært at sige, om vi overhovedet kommer nogen steder hen, men jeg går da helt sikkert ud fra, at der er en bevidsthedstilstand. Men jeg tror ikke på, at man som død har samme form, som man har som levende.”

- Du er ikke inde på reinkarnation?

”Nej, overhovedet ikke. Som sagt, det handler om folk, som har overlevet. Det eneste, jeg er inde på, er nogle oplevelser, man har med sig tilbage, når man er genoplivet. Sådan en slags erindringer. ”

- Har du selv haft sådan nogle oplevelser?

"Nej, det kan jeg ikke prale af. Det er simpelthen bare noget, jeg interesserer mig for. 0g så synes jeg egentlig, det var et udmærket emne, når jeg nu har valgt, at jeg aldrig vil skrive om splatter og gore. Jeg vil aldrig lade mine tekster gå derind, for det findes der så meget lort af.”

- I en af sangene growler du noget i retning af, at kærlighed er sex stavet fejl. Mener du det?

”Det er det da i mange tilfælde. Det kommer an på, hvor mange urinstinkter, du har inden i dig.”

- Du mener ikke, at der er plads til den rigtige kærlighed i urinstinkt-manden?

”Jo, det er der selvfølgelig. Men vi skal forholde os til det miljø, som teksten er skrevet til. Der skal ikke gå for mange følelser i det hele. Så bliver musikken lige pludselig for vild til teksterne.”

- Du nævnte, at du ikke vil skrive om dødsmetal-emner som splatter og gore, og alligevel skal teksterne referere til dødsmetal-miljøet. Er du ikke lidt begrænset af dødsmetal-genren?

”Nej, det synes jeg ikke, for hvis jeg følte mig begrænset, så kunne jeg bare sætte mig ned og skrive en masse digte. Og det har jeg overhovedet ikke trang til. Jeg har egentlig ikke noget budskab, jeg vil have ud i den forstand.”

- Selvom du sikkert vil benægte det, kan jeg se, at du gør dig umage med dine tekster. Er det ikke lidt utilfredsstillende for dig, at så meget af poesien går tabt i growl?

”Nej, for jeg ved, at folk nærlæser teksterne.”

- Men er det ikke korrekt, at meget af ordmagien går tabt?

”Jo, det gør den selvfølgelig, men på den anden side kunne jeg ikke bare begynde at stå og snakke den af.”

- Nej, men du kunne jo synge?

”Ja. Eller kunne jeg?”

- Kan du ikke synge?

”Det er begrænset, tror jeg.”


Illdisposed kan opleves live på The Rock CPH fredag den 30. september og i De Sorte Huse, Agger lørdag den 1. oktober.

Illdisposed på MySpace

torsdag den 22. september 2011

Doom-dommens troldmand

Søndagens koncert på Loppen demonstrerede, at der ikke er nogen over eller ved siden af Yob.

Troldmanden Mike Scheidt 
(Foto: Peter Béliath)
Man ved, at man er kommet det rigtige sted hen, når man kan drikke afkølet Erdinger Weissbier, mens man lytter til ”Lions, Christians” (Bangs stenerrock-kultklassiker fra 1972).

Loppen på Christiania er måske ikke ligefrem noget rocktempel, men denne sene søndag aften blev spillestedet forvandlet til en synagoge for heavyånden. 

Der blev spillet metalrock med sjæl fra start til slut. Intet var overladt til tilfældighederne, og da slet ikke udvælgelsen af musikken, der blev spillet før og mellem Konghs, Dark Castles og Yobs optrædener: Black Sabbaths ”Hand Of Doom”, Diamond Heads ”Am I Evil”, Mercyful Fates ”Evil” og i den dur.

Aftenens første band, den svenske trio Kongh, spillede da også doomy, stenet rock af den gamle skole, om end vokalen afslørede, at svenskerne også har rødder i ekstremmetal. Ikke mindst i løbet af de to sidste numre begyndte Konghs overdrevent tunge musik at lette.

Floridas Dark Castle lavede et hårrejsende spektakel, selvom gruppen kun er en duo. I front stod Stevie Floyd, en ung kvinde med langt, filtret hår, lædervest, nittearmbånd og tatoveringer helt ud til fingerspidserne. Floyd sang som en rivkat og gav mig mistanke om, at hun var det uægte barn af Patti Smith.
 
Floyd (guitar, vokal) og Rob Shaffer (trommer) leverede et totalangreb på trommehinderne, der var ligeså meget avantgarde-rock som dommedagstungt ekstremmetal. Dark Castle blev elsket af publikum, der faktisk var mødt talstærkt op, taget i betragtning at trippelkoncerten udviklede sig til et tabernakel for natteravne.

Der blev for alvor trængsel ved scenekanten, da Yob over midnat satte stikkene i guitarerne. Allerede få takter inde i ”Prepare The Ground” blev det klart, hvorfor Yob var hovednavnet.

Yobs koncert var et trip ind i et transcendent lydkosmos. Syrede ud-space-ninger og galaktisk hammertorden drønede ud af højttalerne. Komposition efter komposition var som et ekko af en vulkansk rumlen fra universets urtidsmorgen. Hele lokalet var ladet med elektricitet.

Seancen blev ledet af Mike Scheidt, en trivelig fyr med mørk manke og sygekassebriller. Denne nat var Scheidt doom-dommens troldmand, og hans Rob Halford-agtige vokal gjaldede som tryllesange ud over det henførte publikum.

Der er ingen over eller ved siden af Yob.

Kongh, Dark Castle og Yob spillede på Loppen, København søndag den 18. september. I aften, torsdag den 22., optræder grupperne på Musikcaféen i Århus.

onsdag den 14. september 2011

Det almægtige riff

Yob bringer deres bevidsthedsudvidende doom metal med til Danmark i september.

Drønende og drømmende metalrock.
”Atma” er et af de mest opsigtsvækkende albums, som er udkommet i dette efterår. ”Atma” er amerikanske Yobs sjette studiealbum – og hvilket album! Det er hypnotisk og mantra-agtig metalrock, når den er mest slagkraftig.

Yob kommer fra Eugene i Oregon, USA, og deres musik er på én gang poetisk og kranieknusende tung. Skulle nogen være i tvivl, spiller Yob doom metal med stort D.

Men Yobs musik er i allerhøjeste grad eklektisk. Yob henter inspiration fra klassisk 1970’er-heavy (Black Sabbath, Led Zeppelin, Deep Purple), fra traditionelt doom metal (Saint Vitus, The Obsessed, Trouble) og fra mere alternative former for hård rock (Soundgarden, Neurosis). Men Yobs monumentale metal rummer også elementer fra punk, dødsmetal og black metal. Plus en ordentlig dosis psykedisk rock (Pink Floyd, Hawkwind).

Det mest fantastiske ved Yob er dog ikke den drønende og drømmende musik, men sangeren Mike Scheidts vilde vokal, der lyder som Rob Halford (Judas Priest) på LSD – altså når Oregon-bandet da ikke benytter sig af mere growl-agtige fraseringer.

DØMT TIL UNDERGRUNDEN
Atma er et begreb, der er hentet fra buddhismen. Det hører med til Yob-historien, at Mike Scheidt i tre år gik i et tibetansk kloster i Oregon, hvor han deltog i munkenes strubesang. Og de åndelige erfaringer har han taget med over i Yob, fortalte han i Metal Hammer nr. 221 (sommeren 2011).

”Atma” er da også doom metal med en meget vid horisont. Det er fristende at kalde Yobs musik for bevidsthedsudvidende doom metal. Men hvad er det, der er så fedt ved doom metal? Mike Scheidt har givet svaret til Tartarean Desire Webzine:

”Doom har mange stærke sider. Det almægtige riff, pulsen og renheden i musikken, sangenes tyngde og bredde. Der er en etik i doom, der minder mig om punkscenen i 1980’erne. Folk, der spiller doom, er meget stålsatte. Der er ingen trends i doom, så vidt jeg kan se.”

Scheidt understreger, at doom-scenen vil stagnere, hvis grupperne bare gentager genreforfædrenes stiltræk. Der kræves afveksling og alsidighed, hvis doom metal skal holdes i live. Man skal som bekendt forandre for at bevare.

”For nogle mennesker er det en svaghed ved doom, at genren er bestemt til at forblive i undergrunden på grund af de mere ekstreme elementer. Jeg vil påstå, at doom er musik for de få udvalgte, som forstår det. Det er ikke musik, der bliver serveret på en sølvtallerken. Lytteren bliver nødt til at vokse ind i doom metal, og det tager tid. Det tog sin tid for mig at forstå al min egen favoritmusik. Og Yob vil altid holde balancen mellem iørefaldende materiale og sange, der forsøger at udvide vores egne grænser, samtidig med at vi udfordrer lytterne.”

Yob kan opleves på Loppen i København søndag den 18. september og på Musikcaféen i Århus torsdag den 22. september. Med på turnéen er to andre doomy bands, nemlig Dark Castle (USA) og Kongh (Sverige).

Yobs officielle hjemmeside
Yob på MySpace

ACHTUNG! Fik du læst de seneste Rifferama-artikler:
Midnats-torteret hår” om Bang Gang

søndag den 11. september 2011

Artilleriet køres atter i stilling

Artillery lever ikke på deres 1980’er-bedrifter. De danske thrash-pionerer hører stadig blandt de skarpeste metalbands i Europa.

Artillery, som de så ud omkring udgivelsen af "My Blood".
Sig navnet: Artillery.

Tilbage i 1980’erne var det københavnske thrash metal-band omgærdet af høj international agtelse. Faktisk var de det sidste danske metalband, der – i kølvandet på Mercyful Fate, Pretty Maids og King Diamond – lod til at kunne bryde igennem i udlandet.

Metalpressens anmeldere begravede nærmest Artillery i roser, og kigger man i annalerne, ser man danskerne figurere på playlister side om side med navne som Black Sabbath, Slayer, Sepultura, Possessed, Celtic Frost og Metallica. Ja, Metallicas James Hetfield havde dem ligefrem på sin egen favoritliste sammen med Misfits, Thin Lizzy og Alice Cooper! Hvor meget mere kult kan man være?!

Desværre blev Artillery aldrig andet end kult, og bandet løb tør for skyts efter en skuffende alliance med Roadrunner.

METALEUFORISKE SPASMER
Ovenstående er sakset fra en interviewartikel i NRG nr. 11 (ultimo 1999). Her forklarede den daværende Artillery-sanger, Flemming Rønsdorf, hvorfor Artillery gik i opløsning, efter at Roadrunner udsendte det, der velsagtens er københavnernes hovedværk: ”By Inheritance” (1990). Men inden vi vender tilbage til det interview, skruer Rifferama tiden tilbage til det Herrens metalår 1984.

På det tidspunkt var en hel falanks af hurtigtspillende, aggressive metalbands i fremmarch. Metallica, Slayer, Anthrax, Exciter, Overkill, Hellhammer, Nasty Savage m.fl. stormede frem. Stilen fik betegnelsen thrash metal, og Artillery var med i frontlinjen, der tonsede fremad med en hidtil uhørt musikalsk brutalitet.

Jeg anmeldte Artillerys demo ”Shellshock” i Hot Rockin’ nr. 4 (august 1984). Jeg var begejstret. Med rette. Jeg skrev bl.a.: ”Artillery er Danmarks heavieste og mest beskidte band. Deres musik ligger et sted mellem og under Metallica og Mercyful Fate.” Og så gik jeg ellers amok med sammenligninger og superlativer. ”Shellshock” var lavet af det stof, som banede sig vej til min playlist i de år.

Jeg husker flere gode koncertoplevelser med Artillery i 1980’erne. Jeg var bl.a. med til at arrangere en koncert med de københavnske thrashere på Sysseltinget i Hjørring. Det blev en minderig aften med halsbrækkende headbanging og ølbælleri ad libitum. Gennem tågerne husker jeg især ét tableau: sangeren Carsten Lohmann kom ind på scenen udklædt som Manden med Leen. Og før nummeret var ovre, lå Lohmann på scenegulvet og bed i kablerne, mens han vred sig i noget, der må have været metaleuforiske spasmer.

EN KOSAKDANS AF FYRIG THRASH METAL
1980’ene var demoernes tidsalder. Det var årtier før, at metalfans kunne få fat i den nyeste musik ved at klikke et par gange på computer eller iPhone. Dengang måtte man engagere sig i tape-trading, hvis man ville holde sig ajour med metalrockens vækstlag. Og der skete en ivrig udveksling af demoer blandt thrash metal-fans.

Tape-traderne dannede netværker på kryds og tværs af landegrænser, og man sendte lange lister til hinanden med det vildeste spektakel, man havde på lager. Og lageret befandt sig på lange rader af kassettebånd. Demoer blev kopieret efter kopier af kopier af kopier, igen og igen, og disse kopiernes kopier blev sendt videre (pr. snail mail, email fandtes jo ikke!) til pennevenner fra nær og fjern. Det blev lyden ikke just bedre af, og det skete ikke sjældent, at musikken, som man modtog med posten, bestod af 50% båndsus. Men man fik da et indtryk af, hvad der foregik – som oftest et stykke tid, før musikken kunne købes på lp i pladebutikkerne.

Nu er kassettebånd en saga blot, men hvis man vil have et indtryk af, hvad der skete på 1980’ernes demoscene, kan man med fordel sætte Artillerys ”Deadly Relics”-cd i afspilleren. ”Deadly Relics” blev udsendt i 1998, og her finder man Artillerys prototype-thrash-demoer fra årene 1984-1989. Det er ren kult. Og bedst af alt: Det lyder af rigtigt metal og er behageligt fri for nymodens pro-tools-sterilitet. I min anmeldelse af ”Deadly Relics” (Zoo Magazine nr. 16, oktober/november 1998) skrev jeg bl.a.:

”Artillery spillede en meget original form for thrash, der var møgbeskidt, men ikke uden raffinementer. Sange som ”Khomaniac”, ”Deeds Of Darkness” og ”Time Has Come” rummer nogle nederdrægtigt giftige riffs, og ”Don’t Believe” er en ren kosakdans af fyrig thrash metal.”

Artillerys "Terror Squad" rangerer højere end Sepulturas
"Arise" og Destructions "Infernal Overkill" på Terrorizers
liste over de 50 ultimative thrash metal-albums. Klik for at
se teksten i forstørrelse.
DEN STORE AMBITION
Pladekontrakter var relativt svære at få fingre i dengang. Mange bands forblev på demo-stadiet. Men Artillerys demoer gav resultat. Det engelske metalpladeselskab Neat Records skrev kontrakt med københavnerne. Bekendtskabet med Neat blev dog en skuffelse for Artillery. I interviewet fra den NRG-artikel, som dette blogindlæg starter med, udtalte Flemming Rønsdorf:

”Min store ambition, min drivkraft trods det, at vi blev fucket af Neat, var, at vi skulle et halvt år til USA og ture hele lortet tyndt og virkelig vise, at vi var der. Det blev aldrig til noget.”

Nej, Neat magtede ikke at promovere Artillery på en sådan måde, at det københavnske band kom op på det niveau, som de fortjente. Men Neat udgav dog to af 1980’er-thrash-æraens mest slidstærke albums: ”Fear Of Tomorrow” (1985) og ”Terror Squad” (1987).

De to Artillery-skiver optræder på listen over de 250 albums, som enhver seriøs thrash-fan skal have hørt. Listen finder man i den 32-siders thrash-special, som blev bragt i det tyske magasin Rock Hards juni 2009-nummer.

I Terrorizers seneste særnummer, kaldet Thrash Metal, fra juni 2011 finder man Artillery i thrash-eliten. ”Terror Squad” er nemlig nummer 32 på listen over ”The Ultimate Thrash 50”-albums. Det skal lige påpeges, at Artillery-albummet på denne liste rangerer højere end udgivelser som Sepulturas ”Arise” (1991) og Destructions ”Infernal Overkill” (1985).

Så helt forgæves var Artillerys kontrakt med Neat altså ikke.

NÆSTEN LIGESOM AT VÆRE STJERNE
I 1989 så det endelig ud til, at Artillery stod foran deres gennembrud. Københavnerne skrev kontrakt med selveste Roadrunner, og ingen ringere end Flemming Rasmussen blev sat til at producere ”By Inheritance”. Rasmussen havde tidligere lavet metallisk lyd på skiver med Rainbow og Metallica, så forventningerne var i top. Men skuffelsernes tid var ikke forbi for Artillery. Flemming Rønsdorf fortalte i NRG nr. 11:

”Alle snakkede og gav os fem stjerner. ’Jeres plade bliver et hit,’ og alle syntes jo, at vi var eddergode. Der skete bare aldrig en skid. Vi hørte ikke noget, vi fik ikke nogen tal, vi fik slet ikke nogen penge – det har vi jo aldrig fået, men det er jo en anden snak. Vi fik ikke nogen briefing, der var ikke nogen, der holdt os informeret, og når vi ringede op til pladeselskabet, så kunne vi ligeså godt have ringet til en telefonsvarer, fordi vi fik bare det samme svar hver gang. Vi skulle have været på en stort anlagt tur i USA, det blev ikke til noget som helst. Det endte med, at de kom med et forslag om, at hvis vi kunne rejse 30.000 hver, så kunne vi da godt komme af sted.”

Det var unægtelig et antiklimaks i forhold til det begejstrings-scenarium, der omgav Artillery, da de indspillede ”By Inheritance”. Rønsdorf:

”Når vi var i studiet, var det næsten ligesom at være stjerne. Vi indspillede ”By Inheritance” i Sweet Silence” [et studie, hvor bl.a. Morbid Angel siden hen har indspillet, red.], og de kom rendende fra nær og fjern. Alle journalisterne fra hele verden var ude i studiet. Og vi tænkte: ’Tak skal du eddermame ha’, nu sker der virkelig noget! Nu er vi kommet på et major label.’ Og så kom pladen ud, og den fik kanonanmeldelser, og folk snakkede, ih, hvor var den god. Der skete bare ikke noget. Ingenting. Vi stod og var klar. ’Vi er klar, hvornår skal vi på tur, ud og bevise, hvem vi er?’ Og der skete ingenting. Da der var gået et halvt år, var det ikke sjovt mere. Og da var pladen ligesom heller ikke ny mere. Så slukkede interessen ganske enkelt.  Men det var ikke hjertet til metallen, der slukkede, det var bare en form for resignation.”

TJEKKET, TOPTUNET BAND
Her kunne historien om Artillery let være sluttet. Men det gør den ikke. For i 1998 fik det danske metalselskab Diehard Music en genial idé: at friste Artillery-lederne Morten og Michael Stützer (begge guitar) til at gendanne Artillery.

Det kom der albummet ”B.A.C.K.” (1999) ud af. Musikken på ”B.A.C.K.” holdt, men det gjorde bandet ikke, og allerede i 2000 var Artillery igen opløst. I 2007 kom Artillery dog til fornuft, og bandet blev gendannet i en lidt ændret konstellation. Det betød ikke mindst, at gruppen rekrutterede deres suverænt bedste sanger nogensinde, Søren Adamsen. Med Adamsen ved mikrofonen har Artillery udsendt en live-cd/dvd plus to forrygende studiealbums, senest ”My Blood” (2011).
   
Kasper Kudsk skrev i NRG/EMP-katalog 2/2011, at ”My Blood” er ”et studie i stilsikkerhed”, og at albummets åbningsnummer, ”Mi Sangere (The Blood Song)”, burde ”indgå i thrashens abc om, hvordan et ægte metalnummer skal skrives.”

Det ville være dårlig stil at affærdige Artillery som et band, der lever på deres 1980’er-bedrifter. Der er meget mere end nostalgi i det Artillery. Det oplevede jeg selv på Copenhell-festivalen i 2011, hvor Artillery med ultrakort varsel trådte til og erstattede Kyuss Lives!. Artillery viste sig ikke at være en flok gamle mænd, men et tjekket, toptunet band, der forlod Copenhells store scene til taktfaste, velfortjente klapsalver. \m/

Artillery på MySpace
Artillery på Encyclopaedia Metallum

Artillery, som de så ud på bagcoveret til "By Inheritance": "Vi er klar, hvornår skal vi på tur?"

onsdag den 7. september 2011

Jeg rummer alverdens kærlighed og alverdens had i min person

David Vincent fra Morbid Angel taler ud om Satan, De Gamle guder fra Babylon, dyster death metal-lyd, kærlighed og had – samt om at længes efter Cæsar Caligulas genkomst.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 1, juni 1995)

David Vincent om oldtiden: "Dengang 
var det hele mere hedensk og seksuelt -
der var mere livslyst i forhold til nu ..."
[Baggrund: Morbid Angel udsendte i 1995 deres fjerde album, ”Domination”. Nedenstående er et fem siders interview, der i den forbindelse blev bragt i det første nummer af NRG (med overskriften ”Sort tale”). Interviewet giver et ganske godt indblik i Morbid Angels antikristne vision. En vision, som intervieweren åbenbart delte i sommeren 1995.]

Morbid Angel er skrækindjagende dygtige musikere, og lige siden udgivelsen af debutalbummet “Altars Of Madness” (1989) har Florida-gruppen været stilskabende inden for death metal-genren. Inspirationerne fra så forskellige kilder som Slayer, Laibach og Mozart bliver kanaliseret ud i en voldsom men melodisk og teknisk musik, der er krydret med stærkt religiøse tekster.

Hvor debutalbummet og efterfølgeren, death metal-åbenbaringen “Blessed Are The Sick” (1991), ikke var opsigtsvækkende godt produceret, blev salgssuccesen og den tordentunge “Covenant” (1993) co-produceret af ingen ringere end Flemming Rasmussen, der nok er mest kendt for sit arbejde med Metallica.

Den 29. maj 1995 udsender Morbid Angel deres fjerde album, “Domination”, og forventningerne i den sygelige engels kult er i babelstårnshøjde. Og de færreste vil blive skuffede, for “Domination” er en varieret og djævelsk velproduceret plade med adskillige højdepunkter. Nogle af disse højdepunkter er omtalt i følgende interview med bassist og vokalist David Vincent.

DUNKEL OG DYSTER LYD
- Bill Kennedy er med-producer på “Domination”. Hvad har han lavet før?

“Bill Kennedy bor i Californien og har bl.a. arbejdet med Mötley Crüe, Nine Inch Nails, Circus Of Power, forskellige klassiske projekter – og Tom Jones! Han er meget alsidig, og derfor valgte vi ham. Da vi kontaktede ham, viste han sig at være meget interesseret i at arbejde med os og gøre det til noget helt specielt. Han har en hel masse anderledes teknikker, som han bruger, en anderledes teknik at bruge mikrofoner på, anderledes kompressorer og EQs, og derfor var han i stand til at forme lyden på en måde, som var helt ny for os.”

- Pladen er indspillet i Morrisound [berømt studie i Florida, hvor metalbands som Sepultura, Death, Deicide, Cannibal Corpse og Obituary har indpillet albums], men i mine øren lyder det, som om I stræber bort fra den typiske Morrisound-lyd.

“Jeg synes aldrig, at vi har haft en typisk Morrisound-lyd. Det sidste, jeg ønsker, er en typisk Morrisound-lyd. Jeg vil have noget, der lyder anderledes, for vi er et anderledes band. Vi har vores egen lyd, og den er vi stolte af.’’

- I går efter en meget, meget tung og dyster lyd – er det korrekt?

“Ja!”

- Jeg har aldrig hørt en plade med så dunkel og dyster en lyd som den på “Domination”.

“Jeg er helt enig. Jeg synes, det er den heavieste lyd, vi nogensinde har haft. Der er meget mere ‘gutpunch’ i den.”

"Det er ikke kun 'Kill! Kill! Kill!'
og 'Hate! Hate! Hate!'" 
CÆSARS GENKOMST
- Det bedste nummer på “Domination” er efter min mening “Caesar’s Palace”.

“Wauw! Det er der mange, der har sagt. Det er meget interessant for mig.”

- Det er også en af de mest melodiske sange på pladen; den er lidt i stil med jeres ældre materiale. Jeg skyder på, at det er en hyldest til den romerske kejser Gajus Julius Casar ...

“Nej, den handler faktisk om Cæsar Caligula [en despotisk og vanvittig kejser, der regerede 37-41 e. Kr.].”

- Nå! Så har jeg misforstået det.

“Jo, men det er i orden, for teksten siger i virkeligheden ikke, hvilken Cæsar, det drejer sig om. Der var jo mange Cæsarer. Cæsar betyder jo bare ‘konge’. Jeg havde Cæsar Caligula i tankerne. Men den kan betyde flere ting, det er i virkeligheden en meget drømmende sang, det er en fantasi-sang.”

- Jeg citerer fra teksten: “Still he lives. 2000 years have passed and still we are yearning for his return.” Hvilke egenskaber havde Caligula, som statslederne i vore moderne tider ikke har?

“Ha, ha, du godeste! Helt ærligt, så aner jeg ikke, hvor jeg skal begynde med det spørgsmål. Lad mig bare slå fast, at der er en masse mennesker, som taler om: ‘Ih, var det ikke bare dejligt i de gode, gamle dage?’ Jo, der var visse ting, som var meget anderledes dengang. I hvert fald spillede kristendommen ikke den samme rolle, som den kom til senere hen, hvor den ødelagde de gamle kulturer. Dengang var det hele meget mere hedensk og seksuelt og lidenskabeligt – der var mere livslyst i forhold til nu.”

- Er Caligula den “certain leader of the past”, hvis navn du ikke vil nævne, men hvis ånd du omfavner på takkelisten til “Blessed Are The Sick”?

“Ah, nej!”

- Vil du fortælle mig, hvem det så er?

“Der var en grund til, at jeg ikke nævnte hans navn. Det er noget, jeg ønsker at holde for mig selv.”

- Det respekterer jeg naturligvis. Men i Danmark og især i Tyskland har folk haft bange anelser om, at det kunne være Adolf Hitler.

“Selvfølgelig ikke!”

DEN HEDENSKE RENÆSSANCE
- Når vi nu taler om diktatorer: jeres nye album hedder “Domination”, og på den første skæring synger du: “We will dominate!” Det er jo ikke en særlig demokratisk erklæring.

“Det er slet ikke en politisk erklæring. Det handler bare om ting, som står i vejen for dig og prøver at undertrykke dig eller prøver at gøre dig til en brik i et puslespil, kræfter som ønsker at gøre folk til forbrugere i stedet for mennesker. Og det synes jeg er forkert.”

- Blandt okkultister er der de seneste åringer blevet talt en del om den nye hedenske renæssance. Jeg troede, at “Dominate” måske var en hentydning i den retning.

“Jeg giver den hedenske renæssance min fulde opbakning! Den går jeg 100% ind for. Og det er jo smukt, for det betyder, at alle, uanset hvilket område de kommer fra, er i gang med at genopdage deres kulturelle og religiøse baggrund. Og det er vidunderligt, for de religioner er jo de smukkeste og mest åndelige af dem alle.”

- Jeg er helt enig. Her i Danmark havde vi jo førhen guder som Odin ...

“Jeg ved temmelig meget om, hvordan religionen var i Danmark.”

- Jeg må tilstå, at jeg bliver i ondt lune, når jeg tænker på det hærværk og den bagvaskelse, som de nordiske helligdomme og guder blev udsat for af de kristne missionærer.

“Alt, jeg kan sige, er, at jeg er fuldstændig enig med dig. Jeg kunne umuligt være mere enig med dig, og noget må gøres ved det. Og det første, der kræves, er, at folk vågner op og indser, hvem de er. Den åndelige vækkelse er udgangspunktet. Det er en utrolig smuk ting, og det er fuldstædig positivt – der er intet negativt i det.”

HADETS & KÆRLIGHEDENS SATAN
- I har også stemningsfulde instrumentalnumre på det nye album, bl.a. et, der hedder “Dreaming”, og som er meget smukt og minder mig om musik fra middelalderen.

“Trey er meget stolt af det nummer. Der eksisterer jo mere end grimhed. Skønhed er jo nødvendig, for at der kan være grimhed. Der skal være kærlighed, før der kan være had. Folk forstår ikke, at alt skal eksistere som modsætninger, ellers ophører det med at eksistere. Vi har en masse forskellige måder at udtrykke os på. Det er ikke kun ‘Kill! Kill! Kill!’ og ‘Hate! Hate! Hate!’. Der skal også være plads til meget positive ting, men sommetider bliver man nødt til at udrydde noget for at gøre plads til noget nyt. Med skabelse kommer ødelæggelse. Det er den naturlige orden.”

- Sjovt, du siger det, for den sidste – lidt Laibach-agtige – sang på pladen hedder “Hatework”, og det er jo en temmelig typisk titel for Morbid Angel. Jeg mener, “Domination” er jeres fjerde album, og I har stadig ikke skrevet en kærlighedssang. Hvorfor?

“En kærlighedssang? Ha, ha. Jeg er målløs. Jeg tror ikke, du nogensinde får det ud af dette band. Men du må forstå, at der ligger kærlighed til grund for alt.”

- Men er det umuligt at udtrykke kærlighed gennem death metal?

“Nej! Overhovedet ikke!”

- Og der er også plads til kærlighed i jeres religion?

“Ja, absolut! Den er baseret på kærlighed. Den er baseret på kærlighed og hengivelse og tilhørsforhold.”

- Lad os tale om jeres religion. I illustrationerne på jeres pladeomslag og i jeres tekster er der et utal al henvisninger til Satan. Jeg ved godt, at det er meget kontroversielt at stille sig op og erklære, at man er satanist i USA, men anser I jer selv for at vare satanister?

“Jeg kan sige, at det er en del af min religiøsitet. Men jeg må understrege, at satanisme i min definition ikke bare er en erstatning for kristendom. Det er nemlig ikke andet end kristendom med et andet gudenavn, der hvor man har den samme slags tro, hvor man er underlagt en storhedsvanvittig himmelsk guddom og bare erstatter navnet Jesus med navnet Satan. For mig er Satan eller Luciler en livsbekræfter og kundskabs- og sandhedsbringer. Han er en, som kaster lys over det mørke og det løgnebedrag, som er det virkelige onde, der foregår i verden i dag. Når jeg siger det virkelige onde, taler jeg om manipulation, ensretning, global harmonisering, undertrykkelse af folkeslag og forsøg på at ødelægge andre folkeslags kulturer ved at påtvinge dem ting, der undergraver deres kultur.”

- Praktiserer du sort magi?

“Jeg praktiserer altid det, en situation kræver. Lad mig illustrere dette. Hvis jeg ønsker at slå et søm gennem et stykke træ, hvad er så mest praktisk at anvende: en skruetrækker eller en hammer?”

- En hammer, skulle jeg mene ...

“Godt, så hvis der opstår en bestemt situation, bliver jeg naturligvis nødt til at trække på de kræfter, som er mest praktiske. Men det er ikke ensidigt, det er en balancegang. Jeg rummer alverdens kærlighed og alverdens had i min person. Det er det samme som med godt og ondt og yin og yang. Modsætningerne må gå hånd i hånd.”

NORDENS & BABYLONS GAMLE GUDER
- Azagthoth er den blinde og vanvittige kaosherre, som sidder på mørkets trone. Jeg går ud fra, at Morbid Angel-guitaristen Trey Azagthoth har adopteret sit efternavn fra “Necronomicon” [en grimoire/magisk formelsamling, der angiveligt er nedskrevet af en gal araber i 700-tallet] eller H.P Lovecraft [1890-1937, forfatter til bl.a. “The Call Of Cthulhu”].

“Fra “Necronomicon”. Men det stammer faktisk fra endnu længere tilbage. Mange ved ikke, at De Gamle i virkeligheden er del af et religiøst system, som går helt tilbage til det gamle Babylon [hovedstad i oldtidsrige, der eksisterede fra omkr. 2000 til 538 l. Kr.].”

- Det er jeg klar over …

“Godt. “Necronomicon” og H.P. Lovecraft er meget moderne fænomener, men dette er faktisk en sand religion fra fortiden. Forstår du, dette er Treys herkomst, og det er derfor, han har fordybet sig i det.”

- Aha. Men selvom “Necromonicon” er en populær bog blandt heavyfolk, og selvom der er bands, som er opkaldt efter Tiamat, Marduk, Absu og Shub Niggurath, er det de færreste, der har nogen dybere indsigt i mesopotamisk og babylonisk mytologi. Kunne du fortælle mine læsere lidt om De Gamle, som I synger om i sange som “Abominations”, “The Ancient Ones”, “Lord Of All Fevers & Plague” og “Angel Of Disease”?

“De Gamle havde intet med mennesker at gøre, de var anti-menneskelige. De udslettede ikke alene de mennesker, som frygtede dem, men også dem, der tilbad dem. De havde overhovedet ikke brug for mennesker. De var de mest modbydelige af guder. De er anti-guder. De er antitesen til alt rart og smukt, de gør intet udover at ødelægge. Humwawa er intet andet end en stor tarm, der udspyr møg og lort overalt. De nærer ingen kærlighed til noget som helst, de ænser og respekterer intet liv. De er hinsides alt, hvad man kan betragte som sundt eller normalt eller godt på nogen måde, og det eneste, de interesserer sig for, er den totale ødelæggelse af alt.”

- Hvad er så meningen med at skrive en sang som “Lord Of All Fevers & Plague”, som jeg går ud fra handler om Pazuzu [Humwawas broder, en grinende mørk engel, der hersker over enhver feber og alle plager, og som blev filmstjerne i “The Exorcist” (kultfilm fra 1973)].

“Hvad meningen er med den? Pazuzu er et perfekt, stærkt navn at påkalde, når formålet er at fremmane og bruge den kraft. Og især i vore angreb på kristendommen vil vi anvende de kræfter, der er nødvendige for at udrydde denne pest.”

- Der hersker jo strid mellem De Gamle guder som Tiamat og De Ældre guder som Marduk.

“Ja, men de er ikke af samme art. Tiamat var den dunkle slangemoder til kaoshorderne, og Marduk var kaotisk godt, og de er hinandens modsætninger.”

- Det minder mig lidt om kampen mellem jætter på den ene side og aser og vaner på den anden side i nordisk mytologi. Marduk minder mig om Thor …

“Sådan anskuer jeg det nu ikke, men der er jo en del ligheder mellem de forskellige hedenske religioner, for egentlig er vi det samme folk, selvom vore folkevandringsmønstre var forskellige. Sprogene er på mange måder ens, og kulturerne er på mange måder ens, selvom de på mange andre måder er vidt forskellige, fordi de i løbet af historien har udvikler sig forskelligt. Men der er stadig mange ligheder, og derfor har de forskellige religioner så meget tilfælles.”

- Men der er jo en konflikt mellem jætter og aser, selvom jeg har svært ved at se, at jætterne skulle vare så meget ondere end Odin og de andre aser.

“Ja, præcis, for i krigerånden erkender man, at der er en tid til kærlighed og en tid til had. Og de undertrykte ikke hadet eller hævdede, at man kun kunne elske. Kristendommen, derimod, fornægter jo krig og kamp; faktisk prædiker de kristne, at man skal vende den anden kind til. Odin ville ikke være særlig stolt over sine undersåtter, hvis de vendte den anden kind til.”

- Netop, og en af grundene til, at jætterne er blevet stemplet som onde, skyldes jo den kristne forfatter Snorri Sturluson, der fordømte jætterne i “Den Yngre Edda” [mytesamling og håndbog for skjalde, nedskrevet ca. 1220].

“Ja, og man kan jo se, at den samme taktik, der blev brugt dengang, stadig bliver brugt i dag. Og som mennesker må vi lære at genkende denne negative taktik som det, den er, nemlig: løgn og et forsøg på at frarøve os vor identitet. Og det er vor pligt at sætte en stopper for dette.”

ALT HAR BETYDNING
- Lad os vende tilbage til “Domination”. Farverne på cd-omslaget er temmelig atypiske for et satanistisk dødsmetalband. Logoet er f.eks. grønt!

“Vi ville prøve noget nyt. Grønt har en anden kraft.”

- Hvilken?

“Det er hverken godt eller ondt, det er ligefremhed, magt, succes, det er en del af herredømmet [“Domination”].”

- Så I arbejder altså med farvesymbolik?

“Ja, selvfølgelig. Farver, tal, lugte, alt har en dybere betydning, alt er en del af helheden. Forstår du, i lang tid ignorerede jeg en masse ting, og jeg havde så meget had og vrede i mig, og jeg indså ikke, hvor meget jeg gik glip af. Jeg vidste ikke, at jeg kunne bruge alt dette og stadig have en følelse af Wut [tysk: raseri, gudenavnet Odin/Wotan er afledt af Wut; Odin er gud for krig, digtekunst, magi og visdom, han er mørk ånd og har træk tilfælles med den hebraiske Satan], og der er jo ingen grund til at kæmpe for at udrydde noget, med mindre man kan erstatte det med noget, der er bedre. Det er et spørgsmål om ligevægt, et spørgsmål om at blive voksen.”

- Det lyder jo til, at du arbejder med alt dette på et meget seriøst plan, og der er jo en masse bands nu om dage, som hævder at være satanister, og som har et sådan vældig satanisk image – som f.eks. Deicide. Hvad synes du om Deicide og andre “sataniske” bands?

“Pyh ... ingen er vel forpligtet ud over deres evner. De har ret til at tænke, som de vil, og til at promovere og ‘hype’ sig selv, som de lyster. Jeg er flintrende ligeglad, for jeg ved, hvad min sandhed er, og den prøver jeg at dele med andre, på samme måde, som andre deler ting med mig. De har ret til at synge om, hvad de nu synger om, men jeg kan ikke påstå, at jeg er enig med dem. Jeg foretrækker folk, der er ægte. Forstår du, jeg har en meget velbegrundet og gennemforsket tro, og der er en grund til, at jeg tænker, som jeg gør. Jeg taler ikke om alt det her bare for at sælge plader, det ville være spild al min tid. Mine plader burde være gode, fordi der findes ægte talent og værdi på dem. Jeg har ikke brug for ‘hype’ for at få opmærksomhed.” \m/

Morbid Angels officielle hjemmeside

Morbid Angel på MySpace

Morbid Angel på Encyclopaedia Metallum

Ekstremt læseværdig blog proppet med alskens Morbid Angel-relateret parafernalia: Where The Slime Lives

Morbid Angel i 1995, fra venstre: Trey Azagthoth (guitar/keyboards),
David Vincent (vokal/bas), Erik Rutan (guitar/keyboards) og Pete Sandoval (trommer)
FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

torsdag den 1. september 2011

Midnats-torteret hår

The Bang Gang spillede det mest blærede og overgearede glam metal. Hvorfor blev de så ikke stjerner?

Introduktion: Peter Béliath (August 2011)
Artikel: Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 33, aug/sep 1991)

The Bang Gang: en krydsning mellem Mötley Crüe og et Marc Bolan-mareridt.
The Bang Gang var glam med en metalkant så skarpsleben som æggen på et barberblad. I min anmeldelse af Los Angeles-gruppens debutalbum, ”Love Sells” (1990/91), skrev jeg begejstret:

”The Bang Gang kan mere end deres ’Wham Bam, Thank You, Ma’am’. Der er større spændvidde og frem for alt flere nosser i deres musik end i det sædvanlige Los Angeles-glamourrock. Og der sniger sig da også ting ind i deres musik, som er mere The Cult og U2 end Poison og Pretty Boy Floyd. Og for at det ikke skal være løgn, har de Mr. Sleaze himself, Tracii ”L.A.” Guns, til at trække kindbenene op på nummeret ”Dangerous” med en feeed guitarsolo …” (Jam Magazine nr. 32, juni 1991).

Jeg var ikke den eneste skriverkarl, der var begejstret. Kerrang! gav ”Love Sells” de maksimale fem K’er, og Metal Forces sammenlignede albummet med glam-milepæle som Sweets ”Sweet Fanny Adams” og Mötley Crües ”Too Fast For Love”. Metal Scene gik så vidt som til at kalde The Bang Gang for ”det næste Guns N’ Roses”.

Jo, ”Love Sells” burde være blevet en mega-succes. Men i stedet blev den en af den hårde rocks store fusere. Hvorfor? Fordi The Bang Gang kom for sent. Verden var blevet træt af glitter og flitterstads, da ”Love Sells” endelig udkom.

GLAMOURENS MEKKA
For fans af glimmer og glamour, for fans af letvægtsmetal med poppede omkvæd og tekster, der ikke handlede om ret meget andet end at gøre det frække, var sen-1980’erne et musikalsk slaraffenland.

Los Angeles var det store glam-mekka, og klubberne i Hollywood var proppet med bands og fans, der havde afbleget hår og skrigende kulører på tøjet. Talentmassen stod dog ikke mål med det enorme udbud, og ind imellem hørte man demoer (og desværre også albums!) med grupper, der tydeligvis brugte mere tid hos frisøren end i øvelokalet.

Derfor var det måske ikke så underligt, at der omkring 1991 skete en stor omvæltning i den hårde rocks hovedstrømning. Glam-markedet var simpelthen udpint. Og pludselig vendte branchefolk (og, det må vi indrømme, rigtig mange hårdrock-fans) Los Angeles ryggen. I stedet begyndte man at følge intenst med i det, der skete i Seattle: Soundgarden, Nirvana, Mother Love Bone, Pearl Jam, Alice In Chains, Temple Of The Dog og den slags.

Glam-gruppernes farver falmede med ét. Og flannelsskjorter og slidt, brun fløjl blev bare smart. Nærmest fra den ene dag til den anden. Man kaldte den nye Seattle-modedille for grunge, og den havde i hvert fald ét forsonligt træk: det blev tilladt at synge om andet end at gøre det frække.

Og der stod The Bang Gang så med et album, der musikalsk var mere eventyrlystent end det, man hørte fra hovedparten af bands med dullet look. Men lige meget hjalp det, for i rock ’n’ roll er timing alt. Og dermed kom The Bang Gang til at lide samme skæbne som et andet band med lige dele stjernenøkker og stjernekvaliteter, nemlig The Throbs fra New York: de blev ignoreret til døde.

Nedenstående artikel er sakset fra Live Wire, forløberen for Rifferama, hårdrock-klummen i Jam Magazine. Året var 1991.

KYSÆGTE GLAM METAL
Jet Silver sang  om at have "midnight tortured hair".
The Bang Gang spiller adrenalin-indsprøjtet optursrock, der får safterne til at stige.

The Bang Gang kan ikke løbe fra, at de er ”glam”. De nærmest frådser i glamour. Men glam rock er blevet et temmelig diffust begreb efterhånden. Eller som The Bang Gang-bassisten Scott ”The Bitch” Earl udtrykker det: ”Hvad er glam? Poison? Faster Pussycat? Eller New York Dolls?”

Helt ærligt minder The Bang Gang ikke særlig meget om nogen af de nævnte grupper, og spørgsmålet er da også, om The Bang Gang ikke er godt i gang med om ikke ligefrem at omdefinere glam-begrebet, så i hvert alt give genren noget af den spændvidde tilbage, som den havde i 1970’ernes begyndelse, da Marc Bolan og David Bowie skabte fænomenet.

NEONOPLYST SELVTILLID
The Bang Gang er da heller ikke rene novicer udi rock ’n’ roll. De er for længst vokset ud af teenageårene, og i virkeligheden kommer de slet ikke fra Los Angeles.

Scott Earl og guitaristen Kjartan Kristoffersen er veteraner fra Seattles heavy metal-scene, og de udgav deres første plader med bands som Culprit og TKO, før der gik mode i at komme fra Washington-metropolen. Men det blev aldrig til andet end kult-succes med de bands, så Scott og KJ pakkede deres gear og drog til Hollyweird, Calif.

I L.A. slog de sig sammen med guitaristen Scott Stevens, trommeslageren Achon, Inc og den ekstravagante sanger Jet Silver, der engang fik at vide af en starlet, at han lignede ”en krydsning mellem en fra Mötley Crüe og et Marc Bolan-mareridt”. Og det har så været The Bang Gangs selvpromoverings-slogan nr. 1 lige siden.

Selvpromoveringens kunst er noget, som The Bang Gang mestrer. Akkurat som New York Dolls i 1970’erne var stjerner alene af den grund, at de sagde, at de var det, fører Jet Silver & Co. sig frem med en forkromet og neonoplyst selvtillid, der må skære enhver anti-glamfan i øjnene. 
  
Men The Bang Gang har altså noget at have blæret i. Det bevidner deres debutalbum, ”Love Sells”, der udkom i foråret.

Scott Earls officielle hjemmeside