søndag den 24. juli 2011

Heavy-ånden kom over dem

Judas Priests påvirkning på heavy metal-genren har været massiv. Bandet har lanceret alt fra strukturen i den tungmetalliske tonekunst til det karakteristiske heavy-look med læder og nitter. 

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 35, september 2008)

Rob Halford: showmaster med dramavokal. 
(Foto fra omslaget til "Unleased In The East")
Næst efter Black Sabbath er Judas Priest det band, der har betydet mest for udviklingen af det, vi i dag betegner som heavy metal. Det har de blandt andet gjort ved at rykke tungrockens blues-tradition op med rode og i stedet pumpe deres sange med grumme metal-riffs – intet under, at gruppens 1977-album ”Sin After Sin” har fået kælenavnet ”Riff After Riff”. 
           
Heavy-ånden kom virkelig over Judas Priest i 1970’erne. Det betød, at de gjorde den hårde rock hårdere og gav den større tyngde. Og frem for alt spillede de mere aggressivt. Desuden udnyttede de til fulde, at de rådede over to leadguitarister.

De radikaliserede den guitar-dualisme, som Wishbone Ash, Lynyrd Skynyrd og Thin Lizzy tidligere havde introduceret i hårdrocken. Men hos Priest blev guitarharmonierne gjort mere hidsige, og de drabelige guitardueller mellem Glenn Tipton og K.K. Downing blev til deciderede ”twin lead”-angreb – en disciplin, som med succes er blevet ført videre af bl.a. Iron Maiden, Mercyful Fate, Slayer og Megadeth. Faktisk har Slayers Kerry King erklæret, at han har modelleret sit guitarspil efter K.K. Downing og Glenn Tipton. 
           
FARTKONGER
Med til den radikaliserede stil hørte også, at Judas Priest lagde sig i selen for at blive tungrockens fartkonger. Med tempofyldte numre som ”Exciter”, ”Hell Bent For Leather”, ”Running Wild” og ikke mindst ”Rapid Fire” var Priest med til at bane vejen for speed og thrash metal. Og det er sigende, at Slayer i 1988 indspillede en coverversion af det militante Priest-nummer ”Dissident Aggressor”. 
           
Men også Death, Iced Earth, Arch Enemy, Skid Row, Hammerfall, Helloween, Primal Fear, King Diamond, Mercyful Fate, Saxon, Testament, Kreator m.fl. har indspillet coverversioner af Priest-sange. Metallica har spillet “Rapid Fire” live. 
           
Ikke mindst i 1980’erne var Priests betydning for heavy-scenen stor. Accept og Malice (US) var langt hen ad vejen kopier af Judas Priest. En række højenergiske ensembler blev ligefrem opkaldt efter Judas Priest-sange. Det gælder f.eks. Exciter, en brutalt spillende canadisk trio, der var pionerer inden for midt-80’ernes thrash og speed metal. De hed oprindelig Hell Razor, men var så påvirkede af Judas Priest, at de tog navn efter proto-speed metal-fræseren ”Exciter”. 
           
Men Exciter var langt fra alene om at have en Judas Priest-sangtitel som bandnavn. Tænk blot på tyske Running Wild og Sinner. Judas Priest-titler blev til en slags metalliske kodeord, så der i 80’erne fandtes hele to bands, som kaldte sig Steeler (et amerikansk og et tysk), ligesom bandnavnene Tyrant (US), Savage (UK), Rage (D), Grinder (D), Invader (D) alle er ord med en heavy signalværdi, som Priest tidligere havde brugt som sangtitler.

De Priest-relaterede kodeord er gledet ind i hele metal-kulturen; således var det første danske heavy metal-fanzine opkaldt efter Priest-sangen ”Hot Rockin’”. 

HEAVY-SKRIGET
Rob Halfords operatiske måde at synge på er blevet Judas Priests musikalske varemærke. Sangere som Robert Plant (Led Zeppelin) og David Byron (Uriah Heep) sang heavy med høje, lyse stemmer, før Halford pladedebuterede med Judas Priest i 1974, og Deep Purples Ian Gillan og Glenn Hughes trak fulde huse ved at skrige i vilden sky. 
           
Men Halford eksperimenterede sig frem til den form for dramavokal, som siden hen er blevet uløseligt forbundet med heavy metal-traditionen. Bruce Dickinson (Iron Maiden), Geoff Tate (Queensrÿche), Eric Adams (Manowar), Sebastian Bach (ex-Skid Row), Ralf Scheepers (Primal Fear) og Tim ”Ripper” Owens (Iced Earth) har alle videreført denne tradition med stolthed.

Den halfordske stil har også smittet af på visse sangere i den mere brutale del af metal-genren; dette gælder bl.a. Phil Anselmo, som på Panteras plader fra begyndelsen af 1990’erne var flink til at give hals à la Halford, ligesom Tom Araya gjorde rig brug af heavy-skriget i begyndelsen af Slayers karriere. 

HALFORDS RIMSMEDJE
Judas Priest har været centrale bidragydere til metal-genrens lyriske formsprog. Med sine skarpslebne rim og radikale metaforer har Rob Halford gennem årtier været en af hårdrockens mest markante og originale poeter. Når det gængse sprog ikke slår til, er Halford ikke bleg for at opfinde sine egne ord – som f.eks. glosen ”desolisating” i sangen ”Rapid Fire”. 
           
Judas Priests bastante billedsprog har haft stor indflydelse på det, der er havnet på utallige metal-gruppers tekstark i tidens løb. Men Judas Priest er som oftest sluppet mere elegant fra storforbruget af de potente gloser og voldsomme temaer. Selv de mere banale rock-og-rul-sange er blevet grundigt bearbejdet i Halfords rimsmedje, og en sang som ”Heavy Metal” er et lille mesterværk, hvad angår den poetiske beskrivelse af heavy metal-musikken og -livsstilen. 
           
Mange af Judas Priests sange har en dybde og flertydighed, som man ellers sjældent ser i rockmusik. Halford har eksempelvis haft held til at smede begreber fra troens verden ind i det metalliske formsprog – tænk blot på ”Heavy Duty/Defenders Of The Faith”, der er en slags kampsang for heavy metal-riddere.

I sange som ”Exciter” og ”Painkiller” synger Halford om kraftfulde messias-skikkelser, og på comeback-albummet ”Angel Of Retribution” får flere skæringer en metafysisk dimension via Halfords originale brug af bl.a. bibelske temaer. Lytter man nærmere efter teksterne til ”Hellrider” og ”Demonizer” opdager man et noget andet budskab end de typiske djævlerier, som metal-genren er berygtet for. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama 

Rendestens-primadonnaer

Sex Pistols revolutionerede rocken i 1976-77. Gruppens voldsomt dynamiske punk rock blev en stor inspiration for thrash metal og ekstremmetal.

Cd-anmeldelse: Peter Béliath (publiceret i Jam Magazine nr. 41, december 1992)

[Baggrund: Sex Pistols og flere andre punk rock-grupper revolutionerede rocken i 1976-77. Deres musik var vild og vrængende, aggressiv og ekstrem. Albummet ”Never Mind The Bollocks – Here’s The Sex Pistols” (1977) er en milepæl, og Sex Pistols fik stor påvirkning på den hårde rocks videre udvikling i 1980’erne.

Thrash metal og andre former for ekstremmetal er uægte børn af punk-revolutionen. Motörhead, Megadeth, Anthrax, Bathory og flere har indspillet coverversioner af Sex Pistols-sange. Nedenstående er en anmeldelse af opsamlings-albummet ”Kiss This” fra 1992.]  

Sex Pistols var rendestens-primadonnaer med et musikalsk udtryk så voldsomt, at det var som skabt til at blive udnyttet og skandaliseret. Og Sex Pistols blev udnyttet. De blev taget forfra og bagfra af sensationspressen. De blev signet og fyret af det ene pladeselskab efter det andet. Og hver gang scorede gruppens manager, Malcolm McLaren, kassen. ”Cash from chaos is dirty money,” lød mottoet.

I dag er alle de sensations-spækkede avisudklip gulnede, mens gruppens musik stadig lyder som autentisk rock’n’roll, der fortjener at blive taget alvorligt på linje med det bedste fra The Stooges, New York Dolls og Ramones.

Sex Pistols’ umådeligt grimme sanger, Johnny Rotten, er den eneste i rockhistorien, der kan få ”Birmingham” til at rime på ”abortion”, og dengang – i årene 1975-78 – spillede Steve Jones guitar, som var han Johnny Thunders’ amokløbende genfærd.

Opsamlings-cd’en ”Kiss This” er ikke kun en kommerciel fidus. Det er også et rockhistorisk dokument, der indeholder alle de musikalske højdepunkter (”God Save The Queen”, ”Anarchy In The U.K.” etc.) fra en kort, hektisk karriere, der som bekendt endte med, at bassisten Sid Vicious tog en overdosis heroin efter at være blevet tiltalt for mordet på kæresten Nancy Spungen.”

SEX PISTOLS
”Kiss This”
(Virgin)
******

fredag den 22. juli 2011

Ingen ballader i death metal

Massacre dyrker den mørke side: monstre, invasioner fra Mars og den slags. En enkelt sang handler dog om seksuel omgang med lig.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 38, juni 1992)

Massacre var svære at få i tale.
[Baggrund: Massacre var allerede i 1992 veteraner på death metal-scenen. De fire amerikanere havde alle en fortid i det legendariske Death, og det var måske forklaringen på, at visse af gruppens medlemmer afskyede pressen.

Jam Magazine havde i hvert fald sit hyr med at få Massacre i tale, da bandet sammen med Demolition Hammer og Grave spillede på Rytmeposten i Odense i starten af maj 1992. Resultatet af mødet med Massacre kan læses under denne intro...]

”Fuck Massacre!” tænker jeg. 

En halv dag har jeg og Jam Magazines fotograf brugt på at få de korpulente Florida-death metal-veteraner i tale. ”Efter lydprøven,” lød aftalen, og lige siden kl. 14 er den skide lydprøve blevet forhalet. Nu har klokken passeret 21, og Massacre har fået nosset sig færdige med soundchecket, hvorefter de daffer ind i deres komfortable tour-bus.

Min puls banker frenetisk, idet min fotograf skridter over parkeringspladsen for allernådigst at banke på døren til bussen. For-growler Kam Lee er den første, der stiger ud.

”De andre fyre i bandet kan ikke li’ pressen,” siger han og kigger ned i cementen. Jo tak, det er gået op for mig.

Der går en rum tid, så stiger kødbjerget Rick Rozz og de to andre ex-Death-medlemmer, Bill Andrews og Terry Butler, ud af bussen. Fotografen foreslår, at vi går over i Kongens Have for at tage nogle bandfotos. Det afslår Rick Rozz. Der er simpelthen alt for langt at gå. Terry Butler står og ser dundrende uinteresseret ud i sine posede joggingbukser, og Bill Andrews skutter sig. Det danske forår er koldt, selv for en hærdet death metal-trommeslager. Til sidst indvilger Massacre i at posere foran tour-bussen.

EN DEATH METAL-KÆRLIGHEDSSANG
Kam Lee viser sig at være en snakkesalig gut. Mens opvarmningsbandet Demolition Hammer raser gennem deres lydprøve inde på Rytmeposten, svarer Kam beredvilligt på mine spørgsmål – også de mere tvære:

- Der er ingen kærlighedssange på jeres ”From Beyond”-album. Hvorfor ikke?

”Jeg tror, at en masse bands har overvejet at lave en death metal-kærlighedssang. Men det er svært, fordi death metal bruger de negative følelser – de mere mørke og aggressive følelser. Men jeg ser det som en udfordring at skrive en death metal-kærlighedssang. Og jeg tror, jeg har en idé. Det bliver i så fald en forvrænget kærlighedshistorie.”

- Jeg har aldrig hørt et death metal-band spille en kærlighedssang …

”Du kan ikke være et death metal-band og samtidig spille ballader. Det ville ikke fungere. Men du kan være et death metal-band, der skriver om kærlighed. Ikke nødvendigvis lykkelig eller ulykkelig kærlighed, men der er måder at gøre det på. Jeg ønsker at blive en af de første til at gøre det.”

- ”Corpse Grinder” er den mest erotiske sang på ”From Beyond”. Her synger du bl.a.: ”Sex with the dead is what I crave / touch the cold flesh that drives med insane […] Uncontrolled rage now takes its course / to fuck a maggot infested corpse”!!!

””Corpse Grinder” er en gammel sang, der blev lavet helt tilbage i 1984, da jeg og Rick Rozz og Chuck Schuldiner spillede sammen i Death. Teksten er ændret en smule, men meningen er den samme. Vi så filmen ”Evil Dead”, og der er den her scene i filmen, hvor fyren er forelsket i sin kæreste, og hans kæreste så forvandler sig til det her døde, dæmoniske væsen. Og jeg sagde: ’Wauw, jeg vil skrive en sang, hvor denne her fyr har en sand nekrofil lyst til at røre ved hendes døde kød, fordi det er den eneste følelse, der er erotisk for ham.’ Men teksten til den sang er ikke så god. Mine tekster bliver bedre fremover.”

Komisk? Nej, der er tale om skabninger fra H.P.
Lovecrafts historier.
SKRÆKFØLELSEN
”Jeg tager alt fra H.P. Lovecraft. Jeg læser en masse skrækhistorier, og jeg synes, at Lovecraft er den gotiske horrors gudfader. ”From Beyond” er meget påvirket af Lovecraft. Selv coveret. Folk kigger på coveret og synes, det er komisk. Men hvis du er bekendt med Lovecraft, så vil du vide, at skabningerne på coveret minder om skabninger, han har skabt i sine historier. Massacre vil aldrig skrive satanistiske sange. Vi dyrker mere den mørke side, du ved: ondskab og monstre og invasioner fra Mars og den slags. Det er sjovt at blive skræmt, og vi kan li’ skrækfølelsen, og jeg vil hellere fremkalde den med monstre end med Satan.”

- Sidste efterår udtalte Patrick fra Pestilence til Kerrang!, at death metal-scenen snart vil dø, hvis der ikke sker noget radikalt. Han mente simpelthen, at der var for mange death-bands uden identitet. Er du enig?

”Ja, jeg er enig. Hvad der uundgåeligt vil ske med death metal, er det samme, som der skete med San Francisco-thrash-scenen: kun de stærke bands vil overleve. Der er for mange bands, og i løbet af et par år vil de dårlige bands blive filtreret fra. Altså med mindre tingene forandrer sig. Jeg har lagt mærke til en del forandringer på det sidste. I England er doom metal-scenen vendt tilbage med bands som Cathedral, My Dying Bride og Paradise Lost. Jeg tror, at de bands, der finder frem til deres egen sound, vil overleve, mens alle de andre bare vil dø.”

- Fremtidsplaner?

”Jeg har tænkt mig at lave flere forskellige projekter, når den her turné er slut. Måske laver jeg et projekt med Mick Harris [ex-Napalm Death, nu Scorn, red.]. Jeg skriver sange på guitar nu, så jeg laver måske et doom metal-projekt på egen hånd, hvor jeg spiller al musikken selv, trommer og det hele. Jeg vil gi’ Massacre en pause. Ser du, Massacre er et stort ’hvis’ lige nu. Da vi startede denne her Europaturné, gik der rygter om, at vi var ved at gå i opløsning. Og alle i bandet sagde ’Nej!’ Men allerede i løbet af den første uge begyndte de andre at komme med tvivl om Massacres fremtid. Så jeg lod dem vide, at jeg har adskillige sideprojekter i tankerne. Måske fortsætter Massacre ikke, men Kam fortsætter helt sikkert!” \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

666

Deicide tror ikke på Jesus Kristus. Til gengæld kommer bandets bassist og growler, Glen Benton, gerne med mordtrusler.

Interviewartikel: Peter Béliath (publiceret i Jam Magazine nr. 40, oktober 1992)

Deicide med en sur Glen Benton i front.
    
[Baggrund: I 1992 var Deicide et af de førende bands i dødsmetal-boomet fra Florida. Deicides frontmand, Glen Benton, optrådte gerne i medierne som Satan-fundamentalist, og selv under telefoninterviews talte han med en dyb, truende røst.]
   
- I har lige udsendt et nyt album, kaldet ”Legion”. Kunne du fortælle mig lidt om det?

”Egentlig er det det samme som det første album. Besætningen er den samme. Egentlig er det bare volume 2 af Deicide-trilogien.”
     
- I har en sang, der hedder ”Satan Spawn, The Caco-Daemon”. Hvad handler den om?

”Om min søn.”

- Så du har en søn?

”Yep. Hans navn er Daemon.”

- Det er et temmelig dæmonisk navn, er det ikke?

”Yeah.”

- Kunne du fortælle mig lidt om din religion?

”Jeg er satanist. Og jeg tror på den satanistiske religion.”

- Kunne du uddybe det lidt?

”Hvad vil du vide? Vil du have en mord-statistik eller hvad?”

- En mord-statistik? Bestemt ikke! Det er en speciel livsstil, ikke sandt?

”Det er en eksistensform, ja.”

- Du har brændt et omvendt kors ind i panden. Hvorfor?

”For at rense mig selv.”

- Jeres pressemeddelelse siger, at hvis der ikke snart sker noget, vil du sandsynligvis dræbe en eller anden. Hvad skal det betyde?

”Præcis det, der står. Hvad lyder det som? Jeg ved ikke, hvem der bliver mit første offer. Men der skal sgu ikke ret meget til for at få mig i sving. For at få mig derud, hvor jeg faktisk slår til og dræber nogen. Hvis nogen går mig på nerverne … Forstår du, det vil være let for mig at blive virkelig skidehamrende voldelig.”

- Er det pga. bandets succes eller mangel på samme? Eller det pga. …

”Pladeselskabspolitik.”

- Virkelig?

”De har temmelig meget med det at gøre. Hvis pladeselskabet ikke ønsker, at du skal have succes, så lader de dig ikke få det.”

- Så du er utilfreds med Roadrunner Records?

”Nej, jeg er ikke utilfreds. Men hvis vi ikke modtager en betragtelig sum efter dette album – hvilket vi skulle have haft efter vores første lp – så kommer der virkelig gang i temperamenterne i bandet. Og vi har ikke brug for den slags stridigheder i bandet!”

- Hvad forventer du dig af det nye album?

”En lidt større åbenhed over for Deicide ville være rart.”

- Men du er ikke særlig åben over for andre mennesker selv.

”Hvad mener du?”

- At du lader til at være temmelig aggressiv over for andre mennesker.

”Det bliver man nogen gange nødt til at være.”

- Aha. I turnerede i England i 1990, men I fuldførte ikke turnéen, men tog hjem …

”Vi tog til Tyskland, mand. Der er gået lort i den historie. Det, der skete, var, at en af vores guitarister blev slået ud. Den slags pis sker bare, og jeg blev ramt i ansigtet [af kasteskyts fra publikum. Der var tale om dyreværnsaktivister, som var vrede over, at Benton i Kerrang! havde blæret sig med, at han nød at plage dyr, red.] den aften. Det var den aften, jeg brændte mig i panden. Jeg var ikke i særlig godt humør.”

- Nogen vil påstå, at når I er så seje og satanistiske, at I så skulle kunne håndtere dens slags uden at kvitte turnéen.

”Det var ikke derfor, vi kvittede turnéen. En masse koncerter blev aflyst pga. promotoren. En uge før, vi opgav turnéen, bad vi promotoren om at nosse sig sammen, men det gjorde han aldrig. Så vi skred. Det, der skete i England, var bare dråben, der fik bægeret til at flyde over. Vi kan ikke have folk til at vade henover os.”

- Jeg synes, I går for meget op i gimmicks.

”Vi går ikke op i gimmicks!”

- I mener det altså alvorligt? Når jeg lytter til jeres nye album, må jeg indrømme, at jeg havde håbet på, at I havde udviklet jer bare lidt. Det lader til, at I går mere op i jeres livsstil end i jeres musik.

”Nej! Vores musik bliver skrevet før teksterne.”

- Jeg kan sgu ikke høre forskel på numrene. Det kører i den samme skure hele tiden.

”Det er death metal. Forstår du, jeg skriver ikke kærlighedssange eller langsom musik.”

- Kunne I ikke skrive en death metal-kærlighedssang?

”En hvad?”

- En death metal-kærlighedssang?

”Nej!”

- Hvorfor ikke?

”Fordi vi ikke elsker noget højt nok til at synge om det.”

- Jeg talte med Kam Lee fra Massacre for nylig, og han fortalte, at han planlagde at skrive en death metal-kærlighedssang.

”Well, det er Kam Lee. Han tror på Jesus Kristus. Det gør jeg ikke!” \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

torsdag den 21. juli 2011

Skorpioner med og uden brod

Scorpions har solgt mere end 70 millioner plader, og deres fanskare tæller bl.a. medlemmer fra Metallica, Megadeth og Smashing Pumpkins.

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 33, februar 2008)

Scorpions anno 1975: på vej mod stjernestatus.
[Baggrund: Nedenstående er en baggrundsartikel om euro-metallets gudfædre, tyske Scorpions. Artiklen var supplement til et interview om bandets dengang aktuelle album, ”Humanity – Hour I”. Siden da har Scorpions udsendt farvel-albummet ”Sting In The Tail” (2010) og cover-albummet ”Comeblack” (2011). I 2015 tømte Scorpions deres arkiver på ”Return To Forever”.]

Efter have været kunstnerisk impotente siden midt-80’erne, jager Scorpions nu atter brodden i metalscenen. Med konceptpladen ”Humanity – Hour I” er det endelig lykkedes de tyske heavy-veteraner at opdatere deres iørefaldende hårdrock på en så slagkraftig måde, at de bør tilbageerobre æren som et af metalgenrens centrale bands.
                     
Opsigtsvækkende er det, at Billy Corgan fra Smashing Pumpkins medvirker på ”Humanity – Hour I”. Det samme gælder guitaristen John 5 (ex-Marilyn Manson). Men Scorpions nyder respekt i musikerkredse. Og selvom bandets musik ikke er i høj kurs hos det yngre metalpublikum, har deres indflydelse på den hårde rock været betydelig.

Scorpions har ikke kun banet vejen for tyske heavy-bands som Accept og Helloween, de har også været inspirationskilde for både traditionelle og utraditionelle tungrock-navne. Så forskellige kunstnere som prog-metallurgerne Fates Warning, guitar-vidunderet Yngwie Malmsteen, de ny-metalliske oprørere System Of A Down, sleazerockerne L.A. Guns og crossover-humørsprederne S.O.D. har hyldet Scorpions med coverversioner.

Scorpions var allerede i 1970'erne et fantastisk
koncert-band. "Tokyo Tapes" fra 1978 hører blandt
hårdrock-genrens allerbedste live-albums.
REGNBUEKRIGER
Hannover-gruppens karriere strækker sig over fire årtier. Rytmeguitaristen Rudolf Schenker grundlagde bandet i sin pure ungdom, i 1965. Scorpions gjorde imidlertid ikke meget væsen af sig på de første par albums, om end ”Speedy’s Coming” og titelnummeret fra ”Fly To The Rainbow” (1974) hører blandt Scorpions’ klassikere.
                     
Det var først, da produceren Dieter Dierks kom ind i billedet, at Scorpions fandt formen. Dierks var ingen hr. hvem som helst. Han havde allerede slået sit navn fast som en af hovedkræfterne bag skabelsen af den såkaldte krautrock (han producerede bl.a. Tangerine Dream). Med Dierks som lydarkitekt og mentor styrede Scorpions væk fra den mere progressive og psykedeliske rock, og på ”In Trance” (1975) var der dømt heavy metal af bedste 70’er-format.
                     
I tidlige Dierks-år (1975-1978) var guitaristen Ulrich Roth bandets regnbuekriger. Roth er og bliver en uforbederlig Jimi Hendrix-genganger og stærkstrøms-hippie. Til Scorpions skrev Roth sange med dystre og mytologiske temaer som ”The Sails Of Charon”, ”Hell-Cat”, ”Dark Lady” og ”Polar Nights”. Roth gav Scorpions en kant og en dybde, som de mistede, da han efter udgivelsen af gennembrudsalbummet, den dobbelte live-lp ”Tokyo Tapes” (1978), forlod bandet for at danne Electric Sun.
                     
Roth blev erstattet af Matthias Jabs, som debuterede på ”Lovedrive” (1979). Jabs spiller både aggressivt og melodisk, han er tilmed en fin showmand – men hans spillestil er upersonlig sammenlignet med Roths flamboyante greb om den seksstrengede.
                     
... og det blev ikke sidste gang, at der var bryst-
flæsk på et Scorpions-omslag.
SEX SÆLGER
Man behøver ikke at have en ph.d. i Sigmund Freuds psykoanalytiske teorier for at se det gennemgående tema på Scorpions’ pladecovers fra 70’erne og 80’erne. En babs her, og en hundesnude der. Mest kontroversielt er naturligvis det pædofile omslagsfoto på ”Virgin Killer” (1976). Det og flere andre Scorpions-covers er igennem tiden blevet censureret. Selv Scorpions-medlemmerne var chokerede over ”Virgin Killer”-omslaget i sin tid, men det var en del af pladeselskabet RCA’s strategi: dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Og intet sælger bedre end sex – et emne, som Rudolf Schenker & Co. for resten var ganske optaget af.
                     
Allerede i Roth-dagene sang det tyske band gerne om den søde kløe, og efter Roths exit kom lovlig mange sange til at handle om rocklivsstilen og den dertil hørende lagengymnastik. Bandet ville vise, hvorfor skorpioner har en brod, som Klaus Meine sang på ”Lovedrive”. Og skulle der være lyttere, som ikke helt fattede billedsproget, blev budskabet skåret ud i pap med titler som ”Another Piece Of Meat”.
                     
Men Scorpions havde naturligvis også deres mere alvorlige øjeblikke, hvor der blev taget stilling til verdens tilstand. Som f.eks. på ”China White” fra 1982 – en sang, der med dens humanisme og antikrigs-ånd kan ses som en forløber for det koncept, som ligger bag den nys udsendte ”Humanity – Hour I”.

THRASH-PIONERER
Scorpions er tungrockens svar på The Beatles. Det er de færreste heavy-musikere, der kan overgå Rudolf Schenker og Klaus Meine i at skrive sange med refræner, som trykker trommehinderne med vellyd og kraftfulde harmonier. Det er ”Make It Real” (1981) og ”No One Like You” (1982) pragteksempler på. Men tyskerne er ikke mindst kendte for fuldtræfferen ”Rock You Like A Hurricane” (1984), som figurerer på VH1’s liste over de 40 bedste metalsange.
                     
Scorpions er aldrig gået af vejen for at bruge klichéer i deres sangskrivning. Scorpions er ikke de store stilskabere. Og dog. For ”He’s A Woman – She’s A Man” (1977) er bygget op omkring et riff, der på en måde forudgriber thrash metal-stilen. Meget sigende er James Hetfield (Metallica) og Dave Mustaine (Megadeth) fans af Scorpions.
                     
Men desuden har Scorpions alle dage haft en skræmmende evne til at skrive gåsehudsfremkaldende ballader. Man må nok give det tyske band en stor del af skylden for power-balladens store popularitet i 80’erne.
                     
På de tidlige plader leverede gruppen velkomponerede ballader som ”In Trance” og ”Always Somewhere”. I 80’erne fik Scorpions masserne til at hæve de tændte cigaretlightere til ”Lady Starlight”, ”When The Smoke Is Going Down”, ”Still Loving You” m.fl. Helt amok gik det i 1991, hvor Klaus Meine fløjtede sig ind i hjerterne på alverdens husmødre med ”Wind Of Change”. Desværre fik ikke mindst denne schlager mange heavy-fans til at anse Scorpions for at være plattenslagere. Og det ry hænger ved. For der fnises stadig i krogene på Scorpions’ bekostning.

Scorpions udsendte et af årets væsentligste
metal-albums i 1982.
KONSUM-MUSIK
Hvad gik galt? Hvor mistede skorpionerne deres brod? Lad os rejse tilbage til 1982, hvor Scorpions udsendte ”Blackout”.
                     
”Blackout” er en dynamisk og voldsomt iørefaldende plade, hvor porsche-tyskerne stabler ni klassiske skæringer oven på hinanden i en super Dierks-produktion med masser af spark og bund kombineret med en krystalklar detaljerigdom. ”Blackout” står sig i dag ligeså godt som Iron Maidens ”The Number Of The Beast” og Judas Priests ”Screaming For Vengeance”, to andre markante metalplader fra 1982. ”Blackout” stormede ind på en den amerikanske Billboard-hitlistes tiendeplads, og Schenker & Co. kunne hænge hver sin platinplade på væggen.
                     
Men mere vil have mere. Og især Dieter Dierks var ambitiøs på gruppens vegne. Medlemmer skulle skiftes ud (det blev nu ikke til noget), og lyden skulle digitaliseres og højglanspoleres. Kort sagt: Scorpions skulle følge med tidsånden. Dermed blev Scorpions’ musik mere strømlinet end strømførende. Gruppen blev leverandører af konsum-musik til MTV-generationen. Og med ”Wind Of Change” fløjtede Meine Scorpions ud af heavy-historien.
                     
De senere års forsøg på at opdatere Scorpions’ lyd og gøre gruppen til seriøse tonekunstnere med en politisk bevidsthed har ikke virket. I hvert fald ikke før udgivelsen af ”Humanity – Hour I”. \m/


Scorpions anno 2007: Endelig lykkedes det tyskerne at opdatere deres hårdrock på en
slagkraftig måde. 
FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama


onsdag den 20. juli 2011

Ozzy gemmer sig bag klovne-rollen

Ozzy Osbourne udsendte i 2009 selvbiografien ”I Am Ozzy”, som rummer åbenhjertige fortællinger om heavy-ikonets udskejelser. NRG har læst bogen og spørger: hvad blev der af den rebelske Ozzy?

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG/EMP efterår 2010)

Ozzy har levet et liv fyldt med tragik og komik.
Ozzy Osbourne ligger i turnébussen og sover sin brandert ud, da han vækkes af en frygtelig støj. Tumult, infernalsk larm, skrig af smerte og skræk, voldsomme rystelser og ruder, der knuses. Sort røg og store flammer udenfor. Kun iført underbukser hopper Ozzy ud af bussen. Det tager sin tid, før det går op for heavy rock-stjernen, hvad der er sket.
                     
Nej, det er ikke buschaufføren, som er kørt galt. Bussen holdt fredeligt parkeret på en græsplæne, da den blev ramt. Fra oven! Af en flyvemaskine!

Hvor vanvittigt det end lyder, har buschaufføren, sådan bare for sjov, sat sig ind i et propelfly, der holder ved det depot, som bussen besøger for at få repareret aircondition-anlægget. Chaufføren, Andrew C. Aycock, er ganske vist uddannet pilot, men han har tidligere været indblandet i en helikopter-dødsulykke – i De Forenede Arabiske Emirater. Hans flyvetilladelse er desuden udløbet. Men denne morgen har Aycock altså fået lyst til igen at prøve lykken som luftbaron.

Høj af kokain har Aycock inviteret forskellige mennesker fra Ozzys turnébesætning med på små fornøjelsesture i luftrummet. Det første hold får en fin flyvetur, men med det andet hold passagerer går det galt. Med dødsforagt flyver Aycock lavt henover turnébussen. Aycock har ellers lovet passagererne ikke at lave den slags dumdristigheder. Men den narkopåvirkede pilot holder ikke, hvad han lover, og to-tre gange dykker han ned over bussen. Sidste gang rammer flyets venstre vinge bussens tag få tommer fra, hvor Ozzy og hans manager og livsledsagerske, Sharon, ligger og sover.
                     
Udover forskrækkelsen og de materielle skader på bussen får Aycocks halsbrækkende flyvning fatale følger. For flyet styrter ned og bryder i brand. Både piloten og de to passagerer dør på stedet. Deres lig brændes til ukendelighed.
                     
Tragedien får en ekstra dimension, idet den ene af passagererne er ingen ringere end Randy Rhoads. Ud over at være en af verdens mest anerkendte guitarister i de tidlige 1980’ere er Rhoads en meget nær ven af Ozzy. Ozzy elsker Randy, hvis fænomenale guitarspil har været stærkt medvirkende til, at Ozzy har fået sin solokarriere op at køre efter, at han i 1979 blev fyret som forsanger i Black Sabbath.
                     
Randy Rhoads spiller virtuoust på den seksstrengede, og sammen med Eddie Van Halen er han med til at starte den bølge af guitarekvilibrister, som senere kommer til at dominere hårdrocken. Guitarister fra alle subgenrer inden for den hårde rock, lige fra dødsmetal til progressivt metal, har hyldet Randy Rhoads som inspirator og forbillede.
                     
I sin selvbiografi, ”I Am Ozzy” (Sphere, London, 2009), afslører Ozzy, at Randy faktisk var træt af at spille rock’n’roll. Så sent som natten før dødsulykken, der fandt sted den 19. marts 1982 i Florida, fortæller Rhoads sin bandleder, at han agter at forlade bandet. Han ønsker at gå på universitetet for at få sig en ordentlig uddannelse som musiker. Samtalen finder sted i tourbussen, hvor Ozzy bæller gin, mens Randy læsker ganen med cola – for Rhoads er på det nærmeste afholdsmand, og han følger bestemt ikke Ozzys vilde livsstil.
                     
Selvom han er plørefuld, forsøger Ozzy ihærdigt at overtale Randy til at udskyde sin uddannelse. For som han ræsonnerer: man kan altid gå på universitetet, men Ozzys og dermed Randys band har for tiden stor succes. Deres debutalbum, ”Blizzard Of Ozz” (1980), har på dette tidspunkt næsten solgt til platin i USA, og gruppens seneste opus, ”Diary Of A Madman” (1981), lader til at sælge endnu bedre. Randy står altså foran det helt store gennembrud.
Men så er det, at Aycock får lokket Ozzy-guitaristen med til den uheldssvangre flyvetur ...

CHARON? NEJ, SHARON
Historien om flyulykken finder man næsten præcist midt i Ozzys selvbiografi. Og det er da også tydeligt, at tabet af Randy Rhoads har været en skelsættende oplevelse i Ozzys liv. Et liv, som er højst usædvanligt. Et liv fyldt med tragik og komik, med fysisk såvel som sjælelig smerte. Selvom Ozzy i dag er mangemillionær, og selvom han velsagtens er den hårde rocks største stjerne, ville de fleste mennesker formentlig opleve Ozzys liv som helvede på Jord.
                     
Man kan ikke kalde ”I Am Ozzy” for en hudløs ærlig bog. Det er tydeligt, at Ozzys hjerne efter flere årtiers misbrug af alkohol og narko ikke just er gearet til de helt store erindrings-præstationer. Men derudover bærer Ozzys beretninger præg af at være udsat for spin. Godt nok fortæller Ozzy beredvilligt om et utal af sine eskapader og skandaler, men medforfatteren Chris Ayres har tydeligvis fået til opgave at fortælle om den charmerende Ozzy. Det er faktisk helt utroligt så megen sympati, man får for Tossi-Ozzy. Man føler med Ozzy – også når han begår hustruvold og dyremishandling.
                     
Men ret skal være ret: der er ting, som Ozzy på troværdig vis bekender, at han fortryder. Ifølge ”I Am Ozzy” er den tidligere Black Sabbath-sanger anno 2009 langt fra at være en forhærdet rockstjerne. Han er måske nok gakgak, men han har et hjerte af guld.
                     
Og dette hjerte slår først og fremmest for kvinden i hans liv. Ozzy er helt ude på det panegyriske overdrev, når han fortæller om sin kærlighed til sin manager Sharon Arden, datter af rockhistoriens måske mest brutale manager, Don Arden. I Ozzys øjne er Sharon smuk og helt fantastisk. Den slags er selvfølgelig en smagssag, men kendsgerningen er i hvert fald, at det i 1982 lykkedes Ozzy at blive gift med Sharon, som dermed kom til at bære efternavnet Osbourne.
                     
Selvbiografiens mest sandfærdige udsagn er formentlig, at Ozzy primært kan takke Sharon for den superstjerne-status, han har opnået som soloartist. Man behøver ikke at have mere end bare et perifert kendskab til nutidens heavyscene for at vide, at Sharon er en fortrinlig strateg. Hun har næse for at tage de rette beslutninger på det rette tidspunkt. Og så har hun arvet sin fars kynisme.
                     
Sharon lever op til sit ry som ”the wicked witch”, altså: den lede heks. Fortællingerne om Sharons skånselsløse styreform er talløse. Den historie, der har smertet Ozzy-fans mest, er vel historien om, hvordan Sharon befalede, at bassisten Bob Daisleys og trommeslageren Lee Kerslakes spor på de to første Ozzy-skiver skulle slettes. Ozzy har det ikke godt med den affære, og han forsøger at forklare, hvorfor det måtte gøres. Forklaringen er lidet overbevisende. Kan hænde, at Daisley og Kerslake helt uretmæssigt forsøgte at malke Ozzy for nogle ekstra dollars med deres sagsanlæg. Men var det virkelig nødvendigt at gå så drastisk til værks over for to tidligere bandmedlemmer? Og hvor er hensynet til Ozzys fans?
                     
Nuvel, Mike Bordin og Robert Trujillo blev beordret til at lægge nye tromme- og basspor på de gamle Ozzy-albums, da de blev genudgivet på cd i 2002. Den slags gør man selvfølgelig ikke uden at ødelægge de kunstværker, som de tidlige Ozzy-plader vitterlig er. Alt godt om Bordin og Trujillo, men de nye versioner af ”Diary Of Madman” og ”Blizzard Of Ozz” er som kunstværker betragtet ikke stort mere autentiske end de kopier af maleriet af hjorten ved skovsøen, som man en overgang fandt over sofaen i snart sagt ethvert dansk hjem.

EN GAKKET SPRÆLLEMAND
Ozzy voksede op i Aston, en trøstesløs bydel i det Birmingham, som tyskerne sønderbombede under anden verdenskrig. John Michael ”Ozzy” Osbourne blev født i 1948, og livet i efterkrigstidens Aston var præget af fattigdom og generel håbløshed. Fremtidsudsigterne for arbejderklassebørn som Ozzy var dystre. Et liv med usselt betalt fabriksarbejde var, hvad der truede i horisonten. Og uanset, hvor man vendte eller drejede sig, mærkede man det hårde pres fra det undertrykkende magtapparat i Englands autoritære klassesamfund.
                     
Søndag var ugens værste dag, fortæller Ozzy om sin opvækst. ”Der var bare den grå himmel og hjørnepubberne og sygt-udseende mennesker, der arbejdede som dyr ved samlebåndene” (side 6).
                     
Når man læser Ozzys erindringer, forstår man virkelig, at for en arbejderklassedreng var der kun to udveje: at blive professionel fodboldspiller eller at blive rockstjerne. Kedsomheden var så massiv, og udfoldelsesmulighederne så få, at Ozzy en overgang gik i søndagsskole, for som han så farverigt udtrykker det: ”der var fandme ikke andet at lave.” Og så fik man gratis te og kiks. Dét var selvfølgelig attraktivt i et miljø, hvor man sagtens kunne risikere at gå sulten i seng.
                     
Ozzy havde ikke succes i skolen. Eller på arbejdsmarkedet. Hans evner og sociale kompetencer var små, uhyre små. Alligevel er han millionær i dag. Og det er han udelukkende, fordi han var så heldig at komme med i et band, som først kaldte sig The Polka Tulk Blues Band, siden Earth, før de tog sig sammen og blev til Black Sabbath.
                     
Historien om, hvordan guitaristen Tony Iommi samlede Black Sabbath, er fortalt til hudløshed. Så lad os her blot konstatere, at Ozzy ikke kom med i bandet, fordi han var en flink og populær fyr. Eller fordi han var en særlig talentfuld sanger. Men han ejede sit eget lydanlæg, og det gjorde formentlig udslaget.
                     
Ozzy blev fra starten Black Sabbaths blikfang og visuelle midtpunkt. Og han har langt hen ad vejen bygget sin solokarriere op omkring chokeffekter og mediebevidste stunts. Intet under, at han bliver kaldt for ”The Prince Of Darkness”. Men: Ozzy har i sin 40-årige karriere været mere end en gakket sprællemand med forkærlighed for syge gimmicks.
                     
Nogen stor stemme har Ozzy aldrig haft, men han har sit eget vokale udtryk. Ozzy er en ener, en randeksistens, og han har en sjælden evne til at udtrykke den smertefulde følelse af fremmedgørelse. Ingen heavysanger har som Ozzy sunget gåsehudsfremkaldende sange, der betragter livet fra skæve vinkler. Man siger, at sindssyge er en sund reaktion på et sygt samfund, og det er vel egentlig det, som Ozzy har formået at udtrykke i sange som ”Am I Going Insane (Radio)” og ”Diary Of A Madman” (hhv. fra Black Sabbaths ”Sabotage” (1975) og Ozzy-soloskiven ”Diary Of A Madman” (1981)).
                     
Ozzy Osbournes karriere handler altså ikke kun om at drikke sig fuld og fylde sig med stoffer. Inde bag varulvekostumer og vampyrhugtænder gemmer der sig en smerte og en eksistentiel alvor. Men det er ikke rigtig det, som Ozzys selvbiografi handler om. Den kunstneriske side af sit liv skøjter Ozzy let hen over. Og det er skuffende.
                                           
FANDEN FÅR FINGEREN
”I Am Ozzy” er proppet med anekdoter og grafiske beskrivelser af det vilde liv på rockens overdrev. Her er stort set alle afskygninger af ”sex and drugs and rock’n’roll”. Men man fornemmer en vis berøringsangst hos Ozzy – de seriøse emner, der ofte har præget teksterne på Black Sabbaths og Ozzys soloplader, tier han nærmest ihjel.
                     
Når man har læst den sidste side i ”I Am Ozzy”, tænker man: hvad blev der egentlig af rebellen Ozzy Osbourne? Ozzy er stor fan af den venstreorienterede provo John Lennon (fra The Beatles), og på sange som ”Crazy Train” (1980) og ”Rock ’N’ Roll Rebel” (1983) har Ozzy selv påtaget sig rollen som samfundsrevser. Men Ozzy er åbenbart faldet til patten på sine gamle dage. Det politiske engagement leder man næsten forgæves efter i selvbiografien. F.eks. lader Ozzy ikke til at have haft betænkeligheder ved at sige ja tak til at være æresgæst hos George Bush i Det Hvide Hus i 2002. Tværtimod virker det til at have været en virkelig ære for Ozzy, der tilbage i 1970 lagde stemme til antikrigssangen ”War Pigs” – en sang, der langer ud efter magthavere af George Bush-typen.
                     
Religion er også noget af et tabu i ”I Am Ozzy”. Sandt nok: Black Sabbath og Ozzy solo har aldrig været eksponent for traditionel, ”Bibeltro” højrefløjs-kristendom. Ozzy og Sabbath har aldrig været kirkens kæledægger. Men ikke desto mindre er store dele af Black Sabbaths sangskat gennemsyret af kristne temaer. Og mange af de helt centrale sange fra Ozzys solokarriere har været beriget af spirituelle tekster. Lyt blot til ”Revelation (Mother Earth)” og ”Believer” (fra hhv. 1980 og 1981). Det er for let at affeje Ozzys tavshed på dette felt med, at disse tekster blev skrevet af Geezer Butler og Bob Daisley. For i biografien fortæller Ozzy stolt, at han fik en af sine egne sange, nemlig ”Who Are You?”, med på ”Sabbath Bloody Sabbath” (1973). Det kunne være interessant at høre Ozzys bevæggrunde for at skrive teksten til denne sang, der er en strittende langemand i fjæset på Fanden selv. Men så snart han nærmer sig det åndelige, sætter Ozzy tand for tunge.
                     
Det er selvfølgelig også lettere og mere trygt at gemme sig bag klovnerollen. Ozzy ønsker åbenbart ikke at forstyrre billedet af den godmodige galning, som vi kender fra de serielle tv-pinligheder i ”The Osbournes”. Men det er altså ikke hele sandheden om fænomenet Ozzy Osbourne. For Ozzy er – trods sine åbenlyse begrænsninger som sanger og sangskriver – en af den hårde rocks mest stilskabende kunstnere.