søndag den 11. september 2016

En heavy harlekin

Freddie Mercury 1946-1991. R.I.P.


Freddie Mercury var heavy rockens mest aparte forsanger. Han klædte sig spraglet som rockens svar på Harlekin. Han valsede henover scenegulvet med vrikkerøv og overbid galore. Men han sang som en gud.

Sammen med Queen efterlod Mercury en formidabel sangskat. Rifferama zoomer ind på Queens bagkatalog fra 1970’erne.

Det var utænkeligt at udgå Queen, hvis man var rockfan i 1970’erne. Queen havde næsten konstant sange på hitlisterne: ”Killer Queen”, ”Bohemian Rhapsody”, ”Somebody To Love”, ”We Are The Champions” etc.

Ikke alene var selv deres mest larmende hits (fx ”We Will Rock You”, 1977) at finde i jukeboxen på det lokale cafeteria, men deres musik havde så gennemtrængende kvaliteter, at det var umuligt at sidde dem overhørig.

Moderne metalfans og folk, der kun kender Queens musik fra 1980’erne, undrer sig måske over at se Queen udråbt til at være et heavy rock-band. Men når Queen skruede bissen på i 1970’erne, blev der trådt hårdt på distortion-pedalen, og der blev skruet grundigt op for Marshall-forstærkerne. Der var derfor, Metallica kunne finde deres thrash-rødder i en sang som ”Stone Cold Crazy” (1974).

Man må lige have de historiske briller på her. Heller ikke navnkundige heavy-navne som Led Zeppelin, Uriah Heep, Blue Öyster Cult eller Rush tonsede løs på samtlige sange i 1970’erne. Det var en epoke med en bred musikalsk horisont og en høj tolerancetærskel, hvad angår eksperimenter.

Ikke desto mindre blev Queen primært betragtet som et heavy rock-orkester i 1970’erne. Og typisk nok kunne anmelderne ikke fordrage Queens spektakel. Jarl Friis-Mikkelsen, mesteren i bredkastning af harmløs familie-underholdning, skrev således om albummet ”Jazz” i MM, marts 1979:

”Hovedparten af materialet er langhalmstærskninger på gammelt, uinspireret, udpint stof. Forskellen fra de ældre plader er, at denne tillader sig at vare 45 minutter, og det mere i retning af de to første Queen-plader: med et klægt mudder af maksimalt boostede spader.”

Da Queen gæstede Brøndbyhallen den 12. maj 1977, fik Ole Rasmussen fra magasinet Rock City bl.a. følgende ud af det:

”[…] de der var mødt op lod ikke så meget til at komme for musikkens skyld. Det er Q.s arrangører åbenbart vant til – der blev solgt alskens kræmmergods, sågar silketørklæder med ”Queen” og der var et rend ud og ind af – overvejende ungdommelige – publikummere hele tiden, et gedemarked ligesom til en engelsk fodboldkamp […] Se Freddie Mercury, the superstar, der trækker i stedse mere sexede kostumer over harlekinternet til stram, sort trikot – og vimser rundt med en djævelsk aggressiv Rudolf Nurejev (uden at jeg på nogen måde vil sammenligne deres format – Mercury har et uhyre stereotypt bevægelsesmønster og begrænset udvalg af positurer) med arrogante blik ud over publikum, kast med hovedet, kombineret fallos- og sabel-symbolik både med mikrofonen og med Biran [sic] Mays guitar. Se lyset og røgen og skræmmes af synet (Mercury er virkelig til at blive bange for) og af den øredøvende larm man udsætter sig selv for ved at så så tæt på scenen. En tur i spøgelsestoget, af halvanden times varighed. […] gruppens ”budskab” er larm.” Rock City, juni 1977.     


Mick Rocks ikoniske skud, som det blev brugt på Queens andet album.
QUEEN’S FILTHY FIFTEEN
Da Queen brød igennem, havde de et feminint look, som matchede tidens glam rock-mode. Queen betyder ”bøsse” oversat til engelsk slang, og det kunne pressen godt finde på at nævne, sådan i forbifarten. Sex sælger.

Nuvel, det viste sig, at et af Queen-medlemmerne faktisk VAR bøsse. Da det slap ud, var ingen overrasket. Jeg husker heller ikke, at nogen var forarget. Læderklædte ungersvende er som regel mere tolerante, end deres jargon lader ane. Og heldigvis for det.

Freddie Mercury døde den 24. november 1991. Mercury fyldte meget i Queen. Både på scenen og i lydbilledet. Men Queen var mere end Freddie Mercury.

Alle fire medlemmer af Queen skrev sange til bandet. Hovedsangskriverne var selvfølgelig Mercury og guitaristen Brian May. Men trommeslageren Roger Taylor leverede også heftigt materiale, og den ellers ikke højt profilerede bassist John Deacon skrev faktisk et af Queens største hits, ”You’re My Best Friend” (udsendt som single i 1976).

Der var noget kalejdoskopisk over Queens musik. Den rummede elementer fra genrer, som ikke umiddelbart er kompatible med heavy rock. Ragtime, dixieland, gospel, music hall, cabaret etc. Og alligevel lød Queens sange altid som Queen.

Jeg har elsket Queen lige fra de første riffs, jeg hørte med gruppen i 1975. Og som så mange andre fans af Queens hårdrock fra 1970’erne, stod jeg af, da Mercury & Co. gik mainstream ved indgangen til 1980’erne.

Anyway, her er Rifferamas heavy rock-fundamentalistiske bud på Queen’s Filthy Fifteen:


Queen live i 1974. 
1. ”GREAT KING RAT” FRA QUEEN (1973)
Queen debuterede ikke med et frådende metalmonster. Men deres første album havde sine heavy øjeblikke. Min favorit er ”Great King Rat”, der starter med en guitar war af Brian May. Pladen har en meget tidstypisk sen-psykedelisk produktion, der lægger en dæmper på slagkraften. Men sangen, som er skrevet af Freddie Mercury, rummer mange af de kendte Queen-elementer à la dramatisk opbygning og store dynamikudsving.

2. ”LIAR” FRA QUEEN (1973)
Her er endnu mere drama, og kompositionen trækker lytteren gennem flere forskellige stiltræk, som kulminerer i bombastisk rock! Sangen er skrevet af Freddie Mercury, og som titlerne ”Great King Rat” og ”Liar” antyder, var Queen ikke ligefrem ude og promovere tidens freds- og kærlighedsbudskab. Det havde de for resten tilfælles med de fleste af de tidlige 1970’ere heavy-bands.

3. ”OGRE BATTLE” FRA QUEEN II (1974)
”Queen II” var udstyret med et af rockens mest ikoniske fotografier (af Mick Rock) – som senere dukkede op i videoen til ”Bohemian Rhapsody”. Det andet album havde en langt bedre lyd, og produceren Roy Thomas Baker trådte i karakter her. Pladen er delt op i Side White og Side Black. ”Ogre Battle” åbner den sorte side og er bare et eksempel på, at Queen var optaget af mytologi, folklore og overnaturlige fænomener. De kloge påstår, at der er proto-thrash-elementer i ”Ogre Battle”. Det er i hvert fald en af Mercurys heavieste kompositioner.

4. ”SEVEN SEAS OF RHYE” FRA QUEEN II (1974)
Queens første singlehit. En fantastisk Mercury-sang med et arrangement, som må være et af de tidligste eksempler på Sweet-plagiat. Tekstmæssigt flirter Queen igen med det mytologiske, og der er fuld blæs på truslerne om guddommelig vrede.

5. ”BRIGHTON ROCK” FRA SHEER HEART ATTACK (1974)
En klassisk heavy rock-åbning på Queens tredje album. Trods titlen er sangen ikke baseret på Graham Greenes spændingsroman. En af Brian Mays allerbedste sange, fyldt med drama: musikken, både Mercurys lyse vokal og Mays brutale guitar, underbygger perfekt den ulykkelige kærlighedshistorie.

6. ”NOW I’M HERE” FRA SHEER HEART ATTACK (1974)
En voldsomt medrivende og helt basal rock’n’roll-sang, med masser af hug, riv og groove. May skrev sangen, mens han lå på krankenhaus med leverbetændelse. Teksten handler om Queens tidlige år på landevejen, bl.a. som support for Mott The Hoople. Sangen blev brugt som single-opfølger til hittet ”Killer Queen”.

7. ”STONE COLD CRAZY” FRA SHEER HEART ATTACK (1974)
Proto-thrash metal for fuld udblæsning. Hele bandet er krediteret som komponister til denne sang, som går amok med referencer til Al Capone og andet lovløst gangsteri. Metallica gjorde sangen obligatorisk i thrash-miljøet.

8. ”DEATH ON TWO LEGS (DEDICATED TO …)” FRA A NIGHT AT THE OPERA (1975)
En af heavy rockens ondeste sange. Mercury raser og bruger de mest modbydelige metaforer om Queens ex-manager i en sang, hvor end ikke de elegante korarrangementer kan lægge en dæmper på hadet.

9. ”I’M IN LOVE WITH MY CAR” FRA A NIGHT AT THE OPERA (1975)
En af de smukkeste kærlighedserklæringer i hårdrocken. Bare med den hage, at sangen handler om – en bil. Taylor skrev (og sang!) nummeret som en hyldest til en af Queens roadies, der angiveligt havde en affære med sin Triumph TR4. Bilen, man kan høre gasse op, er for resten Taylors egen Alfa Romeo!

10. ”BOHEMIAN RHAPSODY” FRA A NIGHT AT THE OPERA (1975)
Kronen på Queens værk! Er man på udkig efter geni, skal man bare lede her. Jeg får stadig gåsehud, når sangen kulminerer i det Sweet-agtige heavy rock-inferno. Nummeret er 100% Mercury, og den sprænger alle rammer, bryder alle konventioner. Alligevel blev den et megahit i 1975. I dag er den for lang til at blive spillet på alverdens Radio Ga Ga-stationer.

11. ”TIE YOUR MOTHER DOWN” FRA A DAY AT THE RACES (1976)
Endnu en May-rocker. Her er angiveligt tyvekoster fra Taste og T.Rex. Teksten handler om en arketypisk generationskløft. Det er ikke ligefrem svigermors drøm, der har ordet. Et ungdomsoprør fra en gut, der har travlt med at komme i gang med lagengymnastikken.

12. ”WHITE MAN” FRA A DAY AT THE RACES (1976)
Knusende tung, lidt doom-agtig sang af Brian May. Skæringen sætter fokus på det folkemord og den undertrykkelse, som de indfødte havde været udsat for i Nordamerika. ”White Man” syrer over af indignation. Her er nul indianer-romantik. Kun sorg og smerte. Og vanære for den hvide mand, ugh!

13. ”WE WILL ROCK YOU” FRA NEWS OF THE WORLD (1977)
Denne May-sang drev voksne til vanvid, da den hittede i 1977. Først kom alt det punk-larm, og så toppede Queen det hele med en omgang a cappella tilsat fodstampen og militante klap, der gav associationer til oprør i et fængsel. May når lige at flå noget metal-riffing af sig, før sangen fader ud. På ”Live Killers” (1979) har ”We Will Rock You” udviklet sig til et fuldblods-heavy metal-nummer.

14. ”SHEER HEART ATTACK” FRA NEWS OF THE WORLD (1977)
Taylors nummer blev ikke færdigt til albummet af samme navn. Meget passende lå det klar i 1977, hvor punken huserede. Og teksten tager da også pis på typer som Sid Vicious, som, Queen ikke ligefrem mente, var velformulerede. For gamle glam rockere lyder sangen dog mere som et pisstake på Sweet.

15. ”MORE OF THAT JAZZ” FRA JAZZ (1978)
En tung, dyster sag, hvor Taylor spidder samfundet. Men det noget trætte beat i sangen udtrykker måske også Taylors lede ved sin superstjernestatus? ”Only football gives us thrills / Rock ’n’ roll just pays the bills,” synger han. Det lakkede mod enden for det hårdtrockende Queen.  <13>


ACHTUNG! I anledning af, at det er 25-året for Freddie Mercurys død, er der Queen-hyldestaften på Zeppelin Bar, CPH den 16. september. Se Facebook-event her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama