søndag den 2. juli 2017

Kolonihave-idyl iført patronbælte og battle vest

Deströyer 666 stangede allerede fra starten.
Metal Magic Festival er de heavies samfund, når det er mest TRVE. Her er et rifferat af yours tr00lys oplevelser på festivalen i 2016.

Koncertreportage: Peter Béliath (Publiceret i Metalized nr. 105, aug./sep. 2016)

Jeg vidste det! Jeg fik stress allerede efter et par timer. Metal Magic Festivals fredagsprogram var så tætpakket, at jeg måtte rende fra den ene scene til den anden i pendulfart. Normalt, når jeg er til festival (og det gælder også Copenhell), så kan der gå en halv dag mellem, at der optræder et band, som jeg brænder for at se. Men på Metal Magic kom disse opflammende koncerter i salver. Der spillede konstant et band, der var værd at se. Og på et tidspunkt (efter at have stået i regnen og headbanget til DeathRiders) måtte jeg tage en time-out. Sætte mig ned og få noget at spise og prøve at nyde en øl uden at risikere at stå og hælde den hujende ned ad nakken på en af dem, der stod foran mig til koncerterne.

Rifferenten sammen med Obersten.
Både mad og drikke er billig på Metal Magic, og vurderet ud fra mine opgivelsers adfærd havde især øl-priserne en vis effekt på forsamlingen. Men det var druk uden aggression. Headbangere er et kultiveret folkefærd, der kan styre deres brandert, og som kan diskutere passioneret om uenigheder i musiksmag, uden at der kommer dårlig stemning ud af det. 

Copenhell roses ofte (og med rette!) for den gode stemning. Men det er for intet at regne i forhold til Metal Magic, som nærmest er kolonihave-idyl iført battle vest og patronbælte. De heavies samfund, når det er mest TRVE.
Festival-faciliteterne er beskedne, men de fungerer tiptop. Betjening er høflig, og det er superlet at falde i snak med folk. Leder man efter en 7” single med et obskurt bulgarsk horror metal-band, er der god chance for, at man kan finde den i en af boderne. Hoodies, vinyler, patches, cd’er, bøger, dvd’er – det hele bydes til salg. Til yderst rimelige priser!

LUCIFERICON var første band, jeg så. Hollænderne tilbød noget ud over den sædvanlige blastbeat- og growl-rumlen, nemlig gode sange. Et af medlemmerne optrådte i en Possessed-t-shirt, yes! Lucifericon viste demonstrativt fra start til slut, at de havde styr på døds-rødderne, og gennem lydtrykket kunne man ane arven fra Necrovore. Lucifericon mestrede virkelig kunsten at tale i dødstunger, for nu at parafrasere end af deres sangtitler. Det var brutalitet med stemning og mening, ikke bare pløj. Det var dødsmetal med hug i dybden, og legender som Allan Iversen og Krigsguden headbangede på forreste række.

Der findes en britisk undergrund, som har lavet et kunstnerisk Brexit. Dvs. at de har meldt sig ud af det internationale trendsetteri og derfor ikke er underlagt de amerikanske 1990’er-moder, der stadig udsuger store dele af metalscenen for ægthed. Metal Magic har spottet, at der ikke mindst i Irland foregår noget interessant. De havde således booket en række spændende navne: ZOM, Vircolac m.fl. Jeg var klog nok til at tjekke ZOM ud. Og det blev en oplevelse for livet!

ZOM: Terrorangreb på al normalitet.
ZOM hørte afgjort til blandt de mest interessante bands på festivalen. Dublin-trioen blev dannet i 2011, og de havde en E-K-S-T-R-E-M lyd. En crusty sound, som om store skorper af rust og slagger blev blæst ud af højttalerne. Det var som at stå i en stålstorm af feedback og ekko. Det var ægte alternativ musik. Et terror-angreb på al normalitet. Det lød som dødsmetallens genfødsel, komplet med smerteskrig og indsmurt i en sort blodkage. Mens ZOM tonsede igennem deres sæt, blev min hjerne bombarderet med associationer til Autopsy, Hellhammer, Voivod, Amebix, Sadistik Exekution, Von etc. Og så alligevel ikke, for ZOM er ZOM. There can be only one!

MANILLA ROAD kunne have været skarpere, og deres sæt kunne have været strammere. Det blev lidt for meget hygge-hejsa i længde. En skam, for Kansas-gruppen har et ærefrygtindgydende bagkatalog. Mark ”The Shark” Shelton har fået ulvegråt hår, og han har en stemme som en gammel vismand – eller riddle master. I de stræk, hvor det kørte bedst for Manilla Road, leverede de episk metal med islæt af myte og mystisk. Det blev til en musikalsk færgefart over Styx, og dermed blev det åbenbaret, at death metal ikke har monopol på at være Dødens metal. Hos Manilla Road er det dog ikke splat og indvolde, der svælges i. Derimod udmaler Shelton & Co. døds-temaets dybere mytologiske lag. Sætlisten var imponerende, men afslørede også, at gruppen lever i skyggen af Sheltons præstationer i 1980’erne. Før ekstranumrene fik vi da også stormfulde versioner af ”Necropolis” og ”Crystal Logic”. Manilla Road gav udtryk for deres dybe taknemlighed over at spille på Metal Magic, og ”Heavy Metal To The World” satte et passende punktum for koncerten.

IN AETERNUM husker jeg som del af 1990’ernes blakkede svensker-boom (Dissection, Necrophobic, Dawn, Sacramentum etc.), så det var et kærkomment genhør på Metal Magic. Den nyligt udsendte ”Wolfpack” beviste, at de halvgamle herrer stadig har det i sig. In Aeternum spillede foran et bagtæppe, hvor der var afbildet et overdimensioneret gedekranium i et pentagram. Så var scenen ligesom sat. Der blev gået til den. Skaldepander headbangede på scenen, og David ”Impious” Larsson demonstrerede, at nitter passer perfekt sammen med et stort vikingeskæg. In Aeternums musik er mindre melodisk end typisk blackened svensker-død, og koncerten var grum og intens lige til sidste stortromme-bulder.

Organisk videreudvikling af Mercyful Fate.
DENNER/SHERMANN var fredagens hovednavn på Metal Magics udendørsscene. Og de spillede højt. Ørepropper? Glem det, man skulle næsten have nyrebælte på. Det betød, at det i starten var svært at høre Michael Denners soli. Men ro på. Denner/Shermann levede op til deres status som headlinere. Sættet var en mirakuløs blanding af Mercyful Fate-klassikere og nye sange, som demonstrerede, at riffmeister Hank Shermann og Michael Denner stadig har evnen til at skabe kompositioner, der vil finde indpas i heavy metals arsenal af udødeligheder. Jeg var især imponeret over de nye numre fra albummet Masters Of Evil. De stod sig rigtig godt side om side med ”Evil”, ”Curse Of The Pharaos” og de andre Mercyful Fate-numre.

Reelt er Denner/Shermann en organisk videreudvikling af Mercyful Fate. Det er traditionelt metal spillet med ekstremmetallisk power. Og det er fuldstændig unikt! Denner/Shermann har naturligvis fornyet interessen for en Mercyful Fate-genforening. Og det er især Sean Peck, som MF-fundamentalisterne gransker for fejl. De vil have King Diamond tilbage på scenen sammen med Denner og Hank Shermann. Bevares, jeg har set bedre sammenspillede bands, end Denner/Shermann var denne aften, men én ting står fast: Sean Pecks præstationer var godkendt. Hver fugl synger med sit næb, og Pecks røst er mere i stil med Ripper Owens’ end med King Diamonds. Både som ceremonimester og som vokalist gjorde Sean Peck en god figur. Da jeg forlod festivalen spekulerede jeg over, om der reelt eksisterer et band på jordens overflade, som for tiden kan overgå Denner/Shermann – både hvad angår kompositioner og individuelle præstationer.  <13>

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama